| d.IV,b.7,s.334 |
foran. Men neppe var han paa Tærskelen, før en muskuløs bruun, sortaaret og sorthaaret, opkiltret Arm, som tilhørte et udmærket Exemplar af en Sansculot, griber efter ham. Jeg river ham bag- lænds ind igjen, men med Tabet af hans Frakkeskjød. Nu begyndte jeg ogsaa at blive bange (oprigtigt havde jeg alle- rede nogle Minutter før følt lidt dertil, ja selv i det heroiske Øjeblik, da jeg forlangte Ølflasken). Vi saae raadløse paa hinanden. Værtinden havde vi intet Medhold hos, fordi vi ikke havde villet gaae; og vi vare nu de Sidste. Da aabnes Døren; en smuk adstadig Mand i sort Dragt med trefarvet Skjærf kommer ind og spørger barsk, om hvorfor Caféen ikke var rømmet endnu. Det var Kvarterets Maire. "Herre," svarede vi, "vi ere Fremmede, Normænd, hverken Russer eller Spioner; men Folket udenfor vil rive os sønder blot vi stikke Næsen ud. Se her!" Og saa snoede Kammeraden Bagen til. "Ah, vi skal nok finde paa Raad," sagde Mairen med et Smiil og et Buk. Efter en halv Minut førte han en Peloton National- gardister ind. Vi bleve stukne imidten. Døren aabnedes paa viid Væg; Høire omkring og ud. Men Pokker tage Regjerings-Sansculotterne! De forfulgte sine Instruktioner ligetil midt i Sauvegarden for at rive en rød Nellik, som skulde betyde Republikanisme, ud af Knaphullet i min Kjole. Endelig slap man os i Sikkerhed bag et Hjørne. "Hvad skulde vi der?" sagde min Kammerat med et langt li- delsesfuldt Ansigt, idet han befølte Skaden bag. "Studere, iagttage Pariserfolket," svarede jeg. "Jeg vilde ikke have mistet disse Scener for meget." Jeg lagde dernæst Mærke til, at Solen, som brændte overor- dentlig stærkt, var endnu kraftigere til at rense Pladsen end baade Tropper og Politi. Petion erklærede det umuligt for Pa- riserne at gjøre Oprør paa en Regnveirsdag. De gjøre det ogsaa neppe naar deres Skjærsommersol har sin rette Middagsstyrke. Regjeringen har saaledes Elementerne paa sin Side. Besynder- ligt da, at den alligevel altid taber alle Hovedslag. |
| d.IV,b.7,s.335 |
DEN FORLORNE SØNS DINÉER.
En ung Landsmand, som for nogle Aar siden havde slaaet sig ned i Paris for der at fortære de halvsnees tusind Francs, han havde i Renter, havde allerede efter en Uges Forløb overtalt mig til at flytte i Nærheden af hans Bolig, forat vi kunde more os sammen om Dagen. Det var en stor Daarlighed af mig, da Hotel du Havre ved sine snaksomme to Damer var mig en Pen- sionsindretning med Hensyn til Sproget, og da min gjæve Grena- deer var mig en sand Livdrabant. Han trykkede ogsaa min Haand heftigt med et "Dieu vous garde!" Selv Garçonen var saa ganske efter Huset, at han, med Vemodsglands i sine nøddebrune Au- vergneøine, sagde, at de 3 eller 4 Francs, jeg med en Undskyld- ning trykkede ham i Haanden, vare baade nok og formeget -- en Bagatel, som jeg fortæller fordi den, sammenstillet med Be- retningen om den durchdrevne Skjelm i Rouen, indeholder en af de største Viisdomsskatte, en Reise kan afkaste, nemlig den, at Menneskene hverken ere bedre eller slettere end de altid have været, og at man med Glæden i de gode, man træffer paa, bør balancere Ærgrelsen over Spidsbuberne. Min Landsmand og jeg førte vor Levemaade sammen i de mindre Restaurationer saaledes at den var knap nok for En med 8 -- 10,000 Franks Renter, men for dyr for mig. Regningerne bleve nemlig altid halverede paa Skillingen. Endelig maatte jeg en Dag ved Frokosten i vor sædvanlige Café lade ham vide, at jeg ikke aarkede at følge med længere. "Her seer Du hvad jeg har," sagde jeg. "Jeg kan ikke engang slippe til Havre, for at tigge mig ombord paa et norsk Skib. Og endnu har jeg hverken seet Gobelins eller Luxembourg, og Julidagene forestaae. Laan mig derfor paa min Faders Navn et Par 100 Francs." "Umuligt!" "Og Du som har saamange Femfranksruller i din Kuffert!" (Der vare de stablede op i Strømper). "Jamen jeg lever i Paris, seer Du." "Kjære, følg mig til et Spillehuus. Jeg vil vove et Par Francs." "Er Du gal?" sagde Landsmanden. "Jeg maa fortvivle . . her alene i denne By uden en Sous snart," sagde jeg med uskrømtet Nedslagenhed. "Ej! er der ikke andre Normænd end jeg i Paris, eller om |
| d.IV,b.7,s.336 |
ikke i Paris saa i Frankrig, der have en Slags Forpligtelse til at hjælpe Landsmænd, som ere iknibe?" Min Eftertanke sprang Byerne langs Kanalen rundt; men kun een norskfødt Konsul var at finde i dem alle, en i Cherbourg af ypperligt Renomee. "Jeg er hjulpen," udbrød jeg; "men først om tre Dage til Po- sten kan returnere. Saalænge vil du vel laane mig de faa Francs jeg behøver til Livsens Ophold?" "Nei," sagde Landsmanden; "men jeg skal laane dig min Beaf- steg-Machine. Naar Du saa kjøber for et Par Sous Kolever, Milte eller andre simple Sager samt lidt Nyrefedt og Salt hos Slagterkonen i Kjælderen i Huset, hvor jeg boer, og faaer nogle kasserede Purre- og Kaalblade paakjøbet, saa kan Du hver Dag lave din Middag paa mit Værelse, mens jeg er ude og spiser. Hertil den sædvanlige Café au lait om Morgenen, saa gaaer nok de Ventedage over uden Dejeuner." Og saa skede det, fordi det maatte saa skee. I tre Dage holdt jeg den forlorne Søns Middag, han som maatte spise med Svi- nene. Men jeg kan sige, at jeg spiste baade med Svinene og med Hundene; thi det Grønne jeg fik, var alt hjemfaldet Svinene, og naar jeg kom forat hente min Portion Kolever eller Milte, var Kjælderen almindeligviis beleiret af store Mynder og Dogger, som fik af samme Sort. (Man faaer gjette sig til fra hvilken Kant af Landet min Lands- mand kunde være). EN EXPLOSION.
En halv Time efterat jeg havde holdt min tredie Fils-perdu- Souper indløb virkelig i det artigste Brev fra Consulen i Cher- bourg en Anviisning paa 300 Francs paa en Bankier Delavigne. Han skrev endog, at det var ham kjært at kunne staae Sønnen af en Mand bi, som havde været Aarsag til at han var bleven noget i Verden, idet min Fader nemlig, da han reiste igjennem Konsulens Fødeby til Rigsforsamlingen til Eidsvoll, skulde have havt Tilfælde at faae en saadan Indflydelse paa hans Skjebne. Jeg bandede nu ikke alle Landsmænd meer, men jeg bandede af al Oprigtighed den Kolever med hakket Selleriaffald over, som jeg havde proppet i mig, saa jeg ikke for flere Timer turde |
| d.IV,b.7,s.337 |
tænke paa et ordentligt og anstændigt Maaltid. Marschen til den diagonale modsatte Forstad Faubourg Montmartre lovede mig imidlertid ny Appetit, og jeg trak strax afsted til min Bankør, i hvem jeg traf Digterens Fader. Da jeg kunde fortælle ham, at jeg havde oversat hans Søns Parisienne paa Norsk saa hurtig efter at den havde viist sig, at jeg havde hørt den opføre til In- strumentalmusik af norske Bønder endnu før Aaret 1830 gik til- ende, fik jeg til mine 300 Francs Indbydelse til at besøge Sønnen ude paa Faderens Landgods. Stiv af Femfrancsstykker vandrede jeg gravitetisk langs ad Boulevarderne Montmartre, St. Denis og St. Martin, for omsider at slaae mig ned til en Middag Nr. 2, naar den grove Selleri ikke lod sig føle længer. Men endnu syntes jeg at fornemme at den laae ganske frisk i min Mave, saa jeg ikke var mere forhippen paa Middagen end at jeg af den tilstrømmende Mængde lod mig drive indunder Theatre de la porte St. Martins Vestibule. Der var annonceret til Opførelse Scener af Napoleons Liv, hvori Helten skulde gives af en Person, som paa det Overordentligste lignede ham. Desuden skulde Adam Nourrit synge Marseillaisen og Parisiennen. Det drog. Nourrit stod alt paa Scenen, da jeg tog Plads i anden Loge i anden Rad, altsaa omtrent lige- overfor Grændsen af Orchester og Parterre. Dette var opfyldt med Graahatte, et Republikanertegn, og Huset ellers propfuldt. Det tegnede til at blive en livlig Aften. Nourrit var klædt i Blouse som en almindelig Arbeidsmand. Blousen var nemlig dengang yderst populær, fordi Juliseiren var især vunden af Folk i Blou- ser, d. e. af Almuesfolk. Ethvert af Sangerens Omkvad gjentoges af Publikum, og da endelig Napoleons Contrafei viste sig, var der ingen Ende paa Raabene: "Vive l'Empereur! C'est lui-même! c'est lui-même!" Man gav saamange Scener af Keiserens Triumfer, at Klokken allerede var nær Midnat da man kom til Dødsscenen i Long- wood. Jeg var gjennemrystet, da alt var ganske tro kopieret. Da træder Heltens Seigpiner, den rødhaarede Hudson Lowe frem bag Sengen i Dødsøjeblikket. Jeg havde den hele Aften, siden jeg havde sunget med i Marseillaisen, følt mig som Franskmand. Under Triumfscenerne steg det til Selvforvexling, og nu da Bød- delen viser sig, nu styrer jeg mig ikke længer, men strækker |
| d.IV,b.7,s.338 |
Armen truende ud fra Logen raabende: "a bas le coquin an- glais!" Min Gud hvilken Virkning! Graahattene, hele Huset brølede: "a bas les coquins anglais! a bas les Anglais!" Jeg havde sat Ild paa en Krudtønde, skjøndt Explosionen mere lignede en Torden i Vedholdenhed. En Deeltager i Logen, som ikke havde viist synderlig Enthusiasme hverken ved Marseillaisen eller Tri- umfscenerne, en Person, der saae mig ud for en Slags Departe- ments-Embedsmand, listede sig ud saa fort han kunde. Jeg tryk- kede mig dybt ind i Logen, for med Resignation at oppebie Politiets Ankomst. Den forekom mig uudeblivelig; men den udeblev dog -- takket være Slapheden i 1831 Aars Regimente. Louis Philippe smigrede endnu Folket dengang. VIRKELIG SCENE AF PARISES MYSTERIER.
Jeg kan bevidne, at der netop paa den angivne Side af den lille aflange Plads, hvorpaa Forfatteren af "Parises Mysterier" fører Læseren allerførst ind, ligger et saadant liderligt Hus, som det i hvis mørke Indgang Rodolphe udfører sit første Helte- stykke. Jeg har endogsaa Mistanke om at jeg har været i hans Barbillons Kløer, og at jeg kun har mit Liv at takke, at de ikke vare stive nok. Der stod jeg i Vestibulen ved Theatre de la porte St. Martin. Klokken var 12 om Natten og en Gadebelysning slettere end i Christiania ved den Tid. Vi vare langt henne i Juli, og da mørknes det alt Kl. 8 i Paris; og hertil kom nu, at en tæt Taage, fugtig som en Regn, fyldte Pladse og Gader. Alle Omnibusser, og deriblandt en, som gik ligetil Hjørnet tværtover for mit Logis, rullede væk idet Samme jeg traadte ud. Folkemassen forsvandt. Portene lukkedes. Lygterne i Vestibulen slukkedes paa een nær. Det var Diagonalen af Paris, fra bemeldte Theater til Rue des deux fossées de St. Victor, jeg havde at gjennemvandre under saa fortvivlede Omstændigheder, hvorimellem den værste var, at jeg var saa stuvet med Femfranksstykker, der vare let kjende- lige ved Beføling. Men der var ikke andet Raad for end at traske afsted. Jeg tændte min Pibe for at affektere Rolighed og at jeg hørte de |
| d.IV,b.7,s.339 |
simplere Klasser til, og saa gik det da nedover den lange Rue St. Martin, hvor kanskee tre Lygter vaagede in Alles. Mine Franks havde jeg alle i Vestelommerne samt i Kjolebrystlommen, hvor min høire Haand hvilte uafbrudt paa Skaftet af en lang norsk, til Reisen gjort, Tollekniv, medens jeg klemmede Albu- erne tæt ind til Siderne. Der var ingen Mennesker at fornemme; men Klangen af mine egne Fodtrin, Gjenskraldet fra de høje Huse i de trange Gader, var saa rædselfuldt, som om jeg havde været fulgt af en Skare Spøgelser. Da jeg krydsede Rue St. Honoré syntes jeg ogsaa at see et, nemlig ligeoverfor Hjørnelygten (No. 3), Skyggen af Guldsmeden Cardaignac (?) hvorom Hoffmann fortæller, at han var saa for- elsket i sine egne Mesterstykker af Prætiosa, at han instinkt- mæssig maatte myrde de Hoffolk, han havde solgt dem til, ved fra en Niche i Muren, hvori der stod et bevægeligt Helgenbillede, at styrte over dem, naar de kom Gaden op fra Louvre. Der var virkelig en Niche; men tom. Men saa argumenterede jeg, Skyggen er jo ogsaa tom, og saa saae jeg da Cardaignac liig en Marionetfigur springe ned og op i Nichen igjen. Jeg listede mig hurtigt, men sagte over Honoré-Gaden, og glemte dens Rædsler for nye; thi kort efter laa place la grêve for mig, og medeet stode alle de Parteringer, Radbrækninger, Hestesønderslidninger og Guillottineringer, som jeg havde læst om vare foregaaede paa denne Plads, saa levende for min Er- indring, at jeg syntes at hver Steen, jeg traadte paa, var et blo- digt Menneskehoved, der sang sin Takt af Marseillaisen. Car- daignacs Skygge hoppede ikke lettere ned og op igjen end jeg over de skrækkelige Tangenter. Men nu! -- Nu stod jeg for en af Broerne, og disse vare især berygtede. Piben slukkedes netop da, og det var gjort som af en Ven; thi det var maaskee ikke faldet mig selv ind, at den kunde for- raade mig her paa det farligste Sted. Forøvrigt var jeg næsten ligesaa bange for at møde en Patrulje som en Røver, for jeg vilde ganske vist med min Stuvning med Franks og den frygte- lige lange Tollekniv være selv bleven tagen for en Røver og Bandit. Paa Kattefjed kom jeg imidlertid lykkelig over. Nu laae den ældste Deel af Paris for mig, la Cité med sine snevre, vifteformigt udgaaende Stræder, og nu var Knuden at finde et, som førte til Gaden St. Victor. Skildvagten ved Justits- |
| d.IV,b.7,s.340 |
palladset viste mig henover den lille aflange, af Seinekaien paa den ene Side begrændsede Plads, hvor Eugen Sues Fortælling begynder; og her begyndte ogsaa mit Eventyr. Jeg stod stille midt paa Pladsen, grundende over Skildvagtens videre Anviisning, da Døren til en Kjelderkneipe aabnedes lige- overfor mig; Latter og Skrig hørtes; en mat rødlig Lysning brød et Par Alen ud i Taagen. Et Par Personer tumlede ud og for- svandt i Sidegaderne. Da det atter var bleven stilt, og jeg skulde til at lette paa Foden, aabnedes Døren atter og i Lysningen seer jeg Omridset af en enkelt Person i Mundingen af Kjælderhalsen. Han stod en Stund stille, ligesom for at betænke sig, hvor han skulde gaae hen; men pludselig hører jeg hans Fodtrin ganske tæt ved mig. Jeg trykkede mig indmod en Væg; men hvordan det nu gik til eller ikke -- nok i Mørket havde Personen styret Cours saa lige paa mig, at jeg ikke kunde undgaae ham. Jeg spurgte om Gaden St. Victor. "Ah ja, Rue St. Victor -- var det saa Monsieur? Javist -- Rue St. Victor -- derhen kan vi nok komme. Men først, Monsieur, først . . jeg er paa en liden Pidsk iaften . . først tilbage med mig der jeg kom fra, om De behager." Under disse Ord søgte han at komme mig saa nær paa Livet som muligt -- endog at faae sin Arm indeni min; men jeg holdt min for fast til Livet til at dette kunde lykkes. Jeg saae, at jeg var raget ud for et Subjekt af sletteste Sort, men at jeg og- saa i fysisk Styrke var Kjeltringens Overmand. Hvert Øjeblik ventede jeg et Stik i Livet, og holdt Kniven krampagtigen fast for at besvare det. "Nei Tak, Monsieur, svarede jeg Karlen, det tør jeg paa ingen Maade. Jeg er en Barbeersvend fra Elsaz; min Mester er saa streng; jeg vil faae Prygl imorgen, fordi jeg har været saalænge ude." Slusken -- thi saa var han antrukket og stank han -- blev meer og meer paatrængende baade med sine Tilbud og med sine Forsøg paa at komme mig digt paa Livet. Først proponerede han, at følge med ham hjem i hans Kvarteer for der at over- natte, og derpaa at han skulde følge med mig hjem; men begge Gange skjød jeg den strenge Mester foran mig. Atter begyndte han at ville have mig med til Kjælderen, da jeg medeet føler et utvetydigt Greb paa mit Legeme. I næste Sekund laae Personen |
| d.IV,b.7,s.341 |
med et Nakkedrev i Gaden og jeg var tilbeens paa Maa og Faa. Jeg løb og løb, til jeg atter støder paa en Skildvagt. Det var ved l'Ecole de medecine. Han viser mig ned i Gaden St. Victor ad et Tverstræde, og saa fandt jeg da hjem til mit Hotel du Nord. Jeg aabnede Vinduet for at faae Luft. Det var bleven klart ovenover Taagen. Karlsvognen funklede just over Pantheon, og den mindede mig saa levende om mit sikkre Hjem, at jeg græd af Hjemvee. Det havde jeg ikke gjort a la table du fils perdu. SCENE À LA MOLIéRE.
For Gud syntes jeg ikke at smage Sellerien endnu fra igaar af, da jeg vaagnede om Morgenen efter den stormende Theater- aften og Mysterienatten. Det indgav mig den Plan at tugte min Hr. Landsmand, som havde levet af Coteletter og Artiskokker i de tre Dage. Jeg stuvede mig atter ud med Femfranksstykker og gik ind til ham. Der stod Beefstegmaskinen endnu og mig syntes at den fæle Lugt efter den sidste Diner endnu svævede om i det skumle Værelse. Døren stod aaben til det næste, som var ganske tomt paanær Sengen, hvori Harpaxen laae og Kufferten, hvori Kassen skulde befinde sig. (Henrik træder ind med et høist determineret Ansigt og vækker Harpax, ved at knibe ham i Næsen). "Du seer en Fortvivlet for dig; men en, der er beredt paa at handle som en Fortvivlet -- kort Penge maa jeg have, og mange Penge, før jeg forlader Dig. Som en Hund har jeg maattet leve i tre Dage. Længer taaler jeg det ikke, og da jeg veed, at Du har Penge nok der i Kufferten. . . (Harpax letter sig op i Sengen, seer med Forskrækkelse, at Kuf- ferten er aaben, og vil op) "Ikke af Flekken, før Du har nævnt den Sum jeg maa udtage af det Møbel." "Er du bleven gal, afsindig, gal, ruskende gal?" skriger Harpax. "Kan være, svares der med stor Kulde; men saamegen Be- sindighed har jeg dog, at jeg seer, at jeg uden Fare forat op- dages kunde kvæle dig paa sin Parisisk i disse øde Værelser, |
| d.IV,b.7,s.342 |
som neppe reengjøres hver ottende Dag. Men jeg haaber at bringe dig til Ræson, naar jeg først har Mynten." (Henrik styrter sig over Kufferten, Harpax i Skjorten over ham, men rystes af, idet Røveren reiser sig iveiret med en Strømpe fuld af Femfranks). "Lad være mine Penge! lad være mine Penge!" klynker Har- pax som et Barn. (Strømpens Indhold øses ud i Kufferten. Pause, hvorunder Harpax kryber tilsengs igjen og trækker Dynevaret tæt opom Halsen.) Pludselig brister Henrik i Latter, griber i Lommerne og lader Femfranksstykker hagle nedom de øde Vægge. "Hurra! Nei! Det er forbi med Grisedinéerne. Svindt nu Bux- erne paa og lad os nu ud og faae en ordentlig Dejeuner." (Harpax staaer op yderst fornøjet over Stykkets Løsning, og gjør som befalet.) SCENE À LA PEDER PAARS
To Gange har jeg været ude for agtværdige Borgere og begge Gange har det været nærved at koste mig Livet. Første Gang i Christiania 17de Mai 1829, anden Gang ved St. Cloud-Broen ved Paris. Sammen med min Uadskillelige og endeel tydske "Professorer"  forløbne Studenter, der træde op som Sproglærere i Paris,ranglede jeg en smuk Søndageftermiddag nedover Vejen fra en liden Landsby ved Meudon, hvor en fête champêtre holdtes, og nedimod Broen ved St. Cloud. Arm i Arm gik de Andre foran, medens Forbauselsen over en Bekjendelse af en af Professorerne holdt mig noget tilbage med ham. Jeg havde lagt Mærke til at han maatte være overordentlig gjerrig og havde ikke kunnet holde en Bemærkning tilbage, hvorpaa jeg havde faaet det ro- lige Svar: "Ja, Freund, ich zustehe, dass ich bin geissig im äus- serste Potents; aber -- ich bin ein Jüde." Det var Aarhundre- ders Trældoms Følge: Mangel paa selve den moralske Blusel. Det gyste i mig, naar jeg sammenholdt dette usle Væsen med de to marokkanske Jøder. "Frihed! Frihed for de Ulykkelige!" raabte jeg. "Friheden kan kun igjen gjøre dem til Mennesker," og derpaa tog jeg Slyn- gelen under Armen og begyndte at synge Marseillaisen paa |
| d.IV,b.7,s.343 |
Fransk af fuld Hals. Paa min anden Side gik for sig selv en aldrende, men altid opstuvet, Notarius, hvis Melancholi var ulægelig siden det, formedelst en noget blaa Næse, aldrig var bleven til noget ved Giftermaalsbureauerne, hvor han havde meldt sig stadig i Gud veed hvormange Aar. Konfrontationen kuldkastede altid Alt. Jeg lod ikke min Stemme synke, fordi jeg saae et Følge af korpulente agtværdige Pariserborgere komme mig imøde opad Bakken. Men medeet finder jeg mig omringet af dem, idet de med løftede Stokke og rasende Gebærder lode mig vide, at der- som jeg republikanske Knegt vovede at synge meer af den Sang, vilde de dukke mig i Seinen. Ja Ordet "noyer" (drukne) blev ogsaa brugt. Den var ganske nær ved. Jøden var forsvunden og Faren blev større da En af dem faldt paa at spørge efter Pas (deraf, saavelsom af deres Maver og Reaktionstendenz, slut- tede jeg mig til, at jeg var i agtværdige Borgeres Vold). Jeg appellerede til mit Følge, som holdt raadvildt nede i Bakken, og ved min Landsmands Veltalenhed og Jødens, som atter var bleven kjæk, samt ved at indgaae paa den skjændige Betingelse ikke at synge Marseillaisen, slap jeg fra Badet. JEG GIVER BEVIIS FOR, AT JEG IKKE DUER
TIL DIPLOMAT. Den svensk-norske Ministerresident i Paris er saa galant en gammel Gentleman, som der vel kan gives. Da jeg gjorde min Afskedsvisit hos ham, havde han den Artighed at bede mig til Middag den følgende Dag. Det er at stikke ti Francs i Lommen tænkte jeg, for saa godt vil du nok komme til at leve der; men jeg svarede: "Jeg skal have den Ære, Deres Excellence; men Ulykken er, at det er den sidste Dag, jeg skal være i Paris, og da vilde jeg nødig skilles fra en Landsmand, jeg har været sam- men med hele Tiden, nemlig med Hr. N. N." "Ah, den Person" -- svarede Hs. Excellence lidt stødt -- "Han har for et Par Aar siden gjort mig en Visit; men siden har jeg ikke seet ham, uagtet jeg har indbudet ham. . ." "Ja nu skal han nok komme," afbrød jeg. "Det sikkrer jeg for." |
| d.IV,b.7,s.344 |
"Nu ja, siden De endelig vil være sammen med Deres Lands- mand, saa vær saa god at invitere ham med." "Tak, Deres Excellence!" Det var et prægtigt lille Taffel. Gjæsterne om det runde Bord bestode af et Par reisende unge Svensker med deres Mentorer, nogle Damer og fornemme Franskmænd. Vært, Mad, Viin, Sel- skab -- Alt var fortræffeligt, saa jeg ret var i min Es. Men nu kom Champagner i Iis og allerførst en Skaal for Norge, udbragt af Hs. Excellence. Derpaa en tre fire tause Glas. Nu syntes det mig det kunde være passende at takke for Skaalen med en for Foreningen, og saa reiste jeg mig da med Glasset i Haanden. I Begyndelsen gik det nok saa brav, men det varede ikke længe før Talen blev til Tordener imod Rusland og Hevnraab over Polen. Carl Johan, mente jeg, skulde have givet Rigsdag og Storthing en god Dag og hugget ind. "Ha, hvilke ubetvingelige Tropper, hvilken Væddekamp naar Normænd og Svensker skulde have kjæmpet sammen! Og i et saa helligt Korstog? Verden vilde ikke have seet deres Lige. De vilde aldrig kunne vige i hinandens Paasyn. Seiren havde altid siddet paa deres Bajonetter, og da havde Svea igjen hævet sit grønne Skjold Finland paa sin Arm og de forenede Riger havde været sikkre imod Østen som de ere det mod Vesten, ved mit Fædrelands Klipperygge. Foreningen leve!" Neppe var Skaalen drukken før -- Hs. Excellence hæver Taf- felet i en Skynding som naar en Leir afbrækkes paa en Flugt. Forlegenheden stod ogsaa præget paa alle de svenske Gjæsters Ansigter, saa det bagefter faldt mig ind, at der muligens kunde have været Russer tilstede; og deres Nysølvs-Civilisation har neppe berøvet dem den Vildes Egenskab at kunne slutte sig til Meningen af en Tale i et fremmed Sprog af enkelte Gestus og Ord. Og saadanne Ord vare "Rusland" og "Polen," hvilke Navne jeg langtfra ikke udtalte med ens Tonefald. AFSKEDSVISIT HOS HEIBERG.
Jeg har ikke gjort gamle Heiberg Uret, naar jeg har sagt, at han aldrig glemte mig min Mangel af Interesse for hans Anek- |
| d.IV,b.7,s.345 |
doter. Jeg holdt mig da fra ham; men saa spurgte han igjen efter mig, og saa skede nu ogsaa gjennem min Kammerad da jeg skulde reise. Jeg havde liden Lyst til at gjentage mine Be- søg siden det sidste, da den Ulykke havde hændt, at jeg ikke kunde faae Døren op, hvorved følgende Samtale var bleven ført af mig gjennem Nøglehullet og af Heiberg fra Sofaen. Heiberg: "Hvem der? Hvem pirker paa Laasen?" Jeg: "Det er mig, Wergeland. Men bliv siddende, Hr. Heiberg -- De er en gammel Mand, og jeg hjælper mig nok alene." Heiberg: "Visvas! det lader ikke til det. . ." Jeg: "For Alting umag Dem blot ikke. Jeg finder nok udaf det." Heiberg: "Hvad Pokker skulde De med min Laas? Det er da ogsaa ærgerligt -- Jeg maa sige Dem, at det er mig meget ube- hageligt . . . " Da Døren endelig kom op, stod han vredeblussende for mig, og Modtagelsen var et ægte studst Postmester-Hvadgodt. I Befippelsen angiver jeg, at jeg ikke alene vilde see til hans Befindende, men at jeg ogsaa havde et Spørgsmaal angaaende Talleyrand at gjøre ham. Følgen af dette ulykkelige Indfald, der skulde formilde ham noget, var to stive Timers Anekdoter, indtil Heiberg, Gudværelovet, selv skulde spise. Til Gjengjæld stak jeg den lille gamle Memoiresamling, som jeg havde kjøbt af Kjærringen paa Kajen, i Lommen, da jeg havde bekvemmet mig til Afskedsvisiten i Følge med min Kam- merad. Jeg saae at det glædede ham at jeg kom; men høfligere var han derfor ikke. Han lod til kun at have Opmærksomhed for min Kammerad. Allerede vare vi inde i Anekdothvirvlen; min Følgesvend lod til at ville holde ud til Enden; men mig var Tiden kostbarere end som saa. Der var intet Raad uden det yderlige, at trække Memoiren frem; og da jeg forgjæves havde traadt min Kammerad paa Foden og tilsidst faaet et alvorligt Spark igjen, saa kom den ogsaa. Virkningen var frygtelig. "Jasaa, Monsieur, De tvivler om min Sanddruhed?" hvæsede Heiberg. "Det ikke," sagde jeg idet jeg reiste mig; "men en Hukom- melsesfeil finder Sted. Det maa have forekommet Dem at have oplevet hvad De kun har læst. Se her er Memoirer fra 1724 og her er Deres Erindringer . . ." |
| d.IV,b.7,s.346 |
"Ei, lad Bogen ligge!" green Gamlingen, idet han slængte den langt hen paa Bordet. Derovenpaa naturligviis en Afsked som naar man ryster en Bjørns udaf Buret stukne Pote, nemlig ganske let og kort. Me- moiresamlingen troer jeg jeg efterlod hos Heiberg halv af Ondskab halv af Glæde over Friheden. Heiberg bagtalte mig siden ved hver Anledning for mine Lands- mænd. Jeg fik det ferskt endnu samme Høst. Deriblandt ogsaa, at han vilde fortælle Ministerresidenten, at jeg ved min Anmel- delsesvisit havde fundet det utaalelig aristokratiskt af ham, at han havde klappet mig paa Skulderen og sagt "min Ven," noget jeg kun troede hædrende for Kammertjenere. Saadant Bruus- hoved var jeg. FORTVIVLELSENS INSPIRATION.
Min Kammerad var saa oprømt efter Middagen hos Ministeren, at han fandt mit Forslag ganske rimeligt, at tage ovenderpaa et Glas Punsch i Palais royal. Vi toge Plads under et af de smaa støvede Træer. Der skulde min Kammerad oppebie mig, medens jeg gik hen i Nærheden og løste Dampbaadbillet til Havre til næste Morgen Kl. 5. Derefter skulde vi tage Punschen paa Falde- rebet. Efter et Kvarteers Tid var jeg tilbage; men -- træffer hele Haven tom for Folk. Kun hist og her saaes endeel Personer at løbe langsmed Pladsens bebyggede Sider ligesom Rotter, der søge sine Huller, men finde dem tilstoppede. Altsaa ingen Kammerad ved Træet heller. Jeg vandrede om som i en Dødningestad. Naturligviis vilde jeg da ud igjen ad den Vei, jeg var kommen ind, nemlig ad Hovedentréen; men der standses jeg af et Kom- pagni Soldater. De havde sluppet mig ind, men vilde nu ikke slippe mig ud. Løbende ind i Haven igjen faaer jeg vide af en Medfangen, at der i den korte Tid, jeg havde været borte, havde været et Opløb i Palais-Royal, saa Militæret havde maattet rense Haven. Jeg er en slet Franskmand; men den Tale, jeg nu holdt for Fronten af Kompagniet til Kaptain og Lieutenant, var baade flydende og tordnende, ja forekom mig at være saa godt Fransk, at jeg alene kunde tilskrive det en Inspiration. Men det var |
| d.IV,b.7,s.347 |
Fortvivlelsens; thi Dampbaadsbilletten var betalt og allerede var det mørkt. Talen gjorde ogsaa den Virkning, at Lieutenanten, medens Kapitainen gik nedad Fronten, vinkede mig tilside og førte mig selv ud i Haven og hen til en Sidebygning, hvor han med en venlig Hilsen stødte mig indad en Dør, overladende mig nu at sørge for mig selv. Gjennem et Kjøkken kom jeg op i Gaden Richelieu, hvor Opløbet syntes endnu at vare ved, og heldigviis blev jeg af en ung Person i Blouse puffet foran ham ind i en Omnibus, som netop gik til skraas over for mit Logis. LE POèTE NATIONAL.
Jeg begik den Uforsigtighed at takke denne Person for hans Artighed med Puffet, hvilket jeg tilskrev at jeg nu befandt mig i Frihed. Han erklærede sig ogsaa for at være en Befrier, hvi- skede mig i Øret, at han var af de Julidekorerede, samt at han forøvrigt var poëte national. Besynderligt, han skulde ogsaa til det samme Hjørne af Gaden St. Victor som jeg, og han vilde heller ikke der slippe mig, men endelig synge for mig nogle af sine chansons nationales. Dette maatte da skee i Caféen paa Hjørnet, og saa havde han mig da hvor han vilde. Omtrent Kl. 1 om Natten havde han først sunget ud om coq gaulois, la liberté, la republique, la gloire de la France etc. etc. For hver Gang en Vise var sungen, overrakte han mig et Æresexemplar; men hvert maatte jeg ogsaa betale med et Glas Punsch. Omsider maatte jeg bryde overtvert, skjøndt han endnu havde "brillante" Sager tilbage, som han sagde. JEG VISER MIG SOM EN ÆGTE TOURIST.
Faa Timer efterat jeg havde sluppet le poëte national, gik jeg ombord i Dampskibet med Sorg over alt det, jeg havde maattet lade useet, og med Ærgrelse over det lidet Fransk jeg havde lært, af den gode Grund, at jeg hele Tiden havde talt Norsk med min daglige Kammerat, fra hvem jeg endog først skiltes i Havre. Jeg raader derfor Normænd i Paris som ville lære det franske |
| d.IV,b.7,s.348 |
Sprog, til at skye Omgangen med Landsmænd, som om de Alle- sammen skulde være spedalske. Jeg kan ikke sige, at jeg betragtede hver seeværdig og ikke seeværdig Gjenstand paa Seinebredderne; jeg sugede deres Bil- leder ind i min Sjel: hvert Slot, hver Park, hver af de yderst antike smaa Byer fra Englændernes Tid, der ligge op med Seinen. Formedelst Seinens Krumninger og utallige Anstød, gik For- middagen næsten med før vi tabte Calvarhøjen afsigte agter ud, og om Eftermiddagen steg noget høit Hvidt op forud, som vi ogsaa syntes bestandig beholdt den samme Afstand. "Det er Chateau Mont-Gaillard, Europas mest pittoreske Borg- ruin, anlagt af Robert le Diable, som endnu spøger der," sagde Kapitainen. "Imorgen kunne MHrr. i Rouen faae baade Kobber- stik og Lithografier deraf." "Imorgen -- hvorfor ikke endnu iaften?" spurgte en Passageer. "Fordi vi ikke (som vi skulde) kunne naae Rouen idag. Vi række neppe længer end op under Ruinen," sagde Kaptainen ganske rolig. "Bravo!" raabte jeg. Det viste, at jeg var en Tourist af ægte Slags, ligesom det sure Griin, hvormed Passageren vendte sig bort, at han ikke var det. Sagnet om at Borgen var bygget af Robert le Diable gjorde Beslutningen fast hos mig at bestige den. Jeg skrydede af at han, som af norsk Rod, var en af mine For- fædre. Det gjorde Opsigt ombord; men naar jeg henvendte mig til En eller Anden af Passagererne, pegede han paa den tver- bratte Klippe og paa Himmelen, hvor et skrækkeligt Veir trak sammen, og betakkede sig. Min Landsmand med. "Saa bestiger jeg Borgen alene," sagde jeg; og det var sagt som af en ægte Tourist, og at jeg ikke tog mine Ord tilbage, var gjort som af en ægte Tourist. Thi just som vi vare komne ligeunder Ruinerne brød det frygte- ligste Uveir løs med Regn, Storm, Torden og Lynild, og det mørknede ogsaa allerede mod Aften, saa Alle vare glade ved at Kapitainen lagde til. "Og Ingen vil være med?" raabte jeg endnu engang ned i Ka- hytten. "Nei! nei! nei! nei!" En Stemme lagde til: "Robert le Diable er ikke af mine Forfædre." |
| d.IV,b.7,s.349 |
Jeg ilede til Værtshuset i den lille antike normanniske Flekke, som laae lige ved Hjørnet af Klippens Fod, forat faae mig en Veiviser. Men baade Vært og Værtinde sloge Kors for sig, da de hørte hvad jeg vilde. Robert le Diable drev ikke alene sit Væsen der, men endog ofte nede i Byen. Virkelig saae ogsaa Byen ud til at kunne være et behageligt Spadserested for en Gjenganger; ja Byen saae selv ud som et Spøgelse; thi jeg har aldrig seet noget tristere og mere gammeldags og forfaldent. Gavlerne dannede Spidsbuer over Gaderne, og om jeg i en af disse havde mødt Kardinalen af Bedford eller den tappre Talbot, vilde det ikke have forundret mig. Kun med megen Møje og en stiv Betaling fik jeg en halvvoxen Pige til at følge mig. Men neppe vare vi komne midt paa Skraaningen opad en snever og slibrig Sti, før hun begyndte at græde, sigende, at hun ikke torde gaae længer, da Røvere og Zigeunere havde sit Tilhold i Rui- nerne. Og inden jeg saae mig for, gled Tøsen nedover Skraa- ningen og forsvandt. Jeg havde nok af hende faaet en Forklaring over Spøgeriet i Ruinerne og nede i Byen, men jeg vilde heller have med selve Robert le Diable at gjøre end med En af de Slags Folk, hun nævnte. Jeg var derfor langtfra let om Hjertet; men da jeg ikke havde flere Penge paa mig end jeg kunde miste, og jeg let kunde give Tegn til Dampbaaden ligeunder, saasom jeg hele Tiden befandt mig paa den skarpe Klipperyg, samt først og fornemmeligst, fordi jeg havde pralet saa ombord, saa kravlede jeg alene videre som en ægte Tourist paa opslidte Knæer, oversmurt med Leer og Kalk fra den slibrige Sti. Men, Himmel, hvor blev jeg lønnet! Der stod jeg yderst paa Randen, holdende mig i Midtsøilen i et lille Buevindu i det yderste Taarn. Stormen hylede igjennem de talløse Portaler og Vinduer, og Vindkastene nedborede sig i de mangfoldige Trappegange, som vare hvirvlede saa dybt ned i Klippen, at man midt paa denne saae Gittervinduer til Fængs- ler, og jog saa op af andre Aabninger store Kalkskyer, der saae ud i den uhyggelige Tusmørkbelysning som flyvende Gespenster. Men hvert andet Minut rullede Tordenen og Lynilden slog i lange Zikzaks og da! Da laae hele Landskabet i mangfoldige Miles Udstrækning under mig i en bleg Lysning, gjennemflammet af Seinen, der i Krumninger og Glands syntes at være et Afbild |
| d.IV,b.7,s.350 |
af Lynet. Ruinerne med alle sine Buer og Taarne stode som medeet i bengalsk Ild. De vare overordentlig vidløftige, saa jeg let kunde fare vild i dem, og Klippen brat ogsaa til den anden Side. Et saa isoleret Punkt var mindre end sikkert i saadant Veir -- kort jeg overlod Ruinernes Undersøgelse til bedre Anti- kvarer, oppebiede endnu et Par Lynildsforestillinger af Departe- ments de la Seine inferieure & superieure, puttede en Flintesteen med noget vedhængende Muurkalk til mig og gjorde saa som Tøsen for at komme gesvindt ned d. e. jeg lod mig for en stor Deel glide nedad de sæbeglatte Kalkveje, hvorved jeg fik en snehvid Maane paa et vist Sted. I Persien faae Tourister, som bekjendt, ogsaa en Maaneorden. Men at slaae sig selv til Ridder, er saa sin egen Sag, skjøndt det allerede dengang var i fuld Mode i Frankrig. Min tappre Jøde-Professor fra Bakken ved Meudon var saaledes Waterloo- dekoreret med samme Ret som le poëte national var Julidekore- ret. Særdeles behageligt var det derfor for mig, at faae en Slags Installation af en ægte engelsk Tourist, der havde gjennemreist baade Rhindalen og Schweitz. Han kom ombord fra den anden Strandbred for Dagen efter at bestige Mont-Gaillard, netop som jeg kom tilbage, og da denne Autoritet, ved at løfte mit ene Kjoleskjød op, medens jeg holdt det andet under Armen, havde seet Syn for Sagen, erklærede han mig " by God!" for " a true and veritable Tourist." |
| d.IV,b.7,s.351 |
Faa Dage efter afgav jeg et endnu kraftigere Beviis end alle tilsølede Buxer paa at jeg fortjente den Udmærkelse som var bleven mig tildelt af Engelskmanden. Jeg befandt mig allerede i Havre for at fare af, uden at have nydt meer end een af Frank- rigs eiendommelige Retter: Katte, Rotter, Frøer og anguilles de montagne Fjeldaal, paa Norsk Buskefisk, Skogsorm; i Syste-met: Coluber berus; danice Hugorm, Huggebasse, europæice: Viper. I et Telt paa de elysæiske Marker, udenfor hvilket der var ophængt et gammelt Hareskind til Tegn paa at der beværtedes med Haresteg, har jeg ganske bestemt maattet tære Ryggen af en Kat og det af en gammel en. Jeg sagde rentud til Værten, at jeg vidste nok hvad jeg spiste; men saa kom det virkelige Hareskind frem og jeg maatte tie. Nu skulde jeg reise og endnu havde jeg ikke smagt de tre andre Lækrerier. Hvor glad blev jeg da ikke ved at Værten i Hotellet bad mig være akkurat hjemme til Middag, da han kunde traktere mig med en Frøragout. Jeg lovede det bestemt, og isandhed de smaa sammenbøjede Bagbeen, som alene brugtes, vare saa snehvide og duftede saa deiligt af friskt Løv, at jeg ret blev forhippen. Men ud, forat see fra Cap la Hève Canalen gaae for en stor- mende Sydvest, maatte jeg. Herligt! og et Uveir, der jog mig for et Par Timer ind under en naturlig Grotte i Forbjerget, for- øgede det Pittoreske. Nu op til Fyrtaarnet; men neppe var det gjort før en tropisk Plaskregn drev mig ind til et Par simple Folk, der modtog mig paa det allergjæstevenligste. Hvor lignede deres Dekorationssmag vor egen Almues! Der var det lille pyramide- formede Skab af brogede, i Snorer ophængte Brædter med Snurre- piberierne paa; der var Træuhret; der var klistret paa Væggen de gloende Billeder af Tristam og Indiana, af Carolus Magnus o. fl. Madonna med Barnet ikke at forglemme (meget udbredt i Norge ogsaa); der var Balsaminen i en halseløs Flaske og Maa- nedsrosen i et firkantet Trækar. Ganske rørt tog jeg Afsked fra de gode Folk, da Regnen holdt noget op, og nu havde jeg en Allee at ile nedover imod Byen. Men det lod sig ikke gjøre at ile, uden at begaae Mord paa Mord, saamange Løvfrøer plad- skede i Vejen efter Regnen. Det er alene dem man spiser, og de erindrede mig om hvad jeg sandsynligviis havde tabt. |
| d.IV,b.7,s.352 |
Rigtig! Værten modtog mig med Skuldertræk: "Monsieurs egen Skyld! Stor Delikatesse. Ikke een igjen." Da jeg kom hjem til Norge søgte jeg Opreisning ved at stuve Laarene af en ualmindelig stor Padde. De smagte ikke saa galt. LE DRAPEAU BLANC.
Da Dampbaadpublikummet igjen kom tilsyne om Morgenen fik jeg mange Komplimenter fordi jeg under saa afskrækkende Om- stændigheder havde iværksat mit Forehavende at bestige Ruinen. Men jeg blev dets Yndling ved et Indfald, som jeg vovede at give det tilbedste, da det bestod af bare Mandspersoner. Ikke langt fra Quilleboeuf passerede vi tidlig om Morgenen forbi en ussel Landsby i Nedre Normandi, hvor Alle endnu hvi- lede i sødeste Ro undtagen Hønsene og Storkene. Bag den en- kelte Række Kalkhytter ganske nærved Floden, hvoraf Lands- byen bestod, hævede sig et Slags spidst Skuur -- meget ligt de gammeldags Udbygninger paa vore Løkkelader -- og udaf en Glug stak, istedetfor en trefarvet Fane, en sand Skurefille, som aldrig havde havt anden Farve siden den var hvid, end Smud- sets. En Passageer lægger Mærke dertil og skriger høit: " Voila les exécrables Chouans!" Det var ogsaa grovt: -- et Aar efter Revolutionen og en karlistisk Fane mellem Havre og Paris! Præsten maatte være en Legitimist, mente en Anden. Den hele Landsby burde udrøddes, mente en Tredie. Men da jeg, forat formilde Stemningen, bemærkede: " Le drapeau Messieurs, n'est que la chemise de la maitresse du curé, que le révérend pêre fait secher -- " optoges dette med stormende Applaus og gjen- toges med de øvrige truende Skrig, der omsider kaldte Befolk- ningen ud: Mænd med Buxerne nede om Benene, Koner med Skjørtene endnu over Hovedet, Mange i bare Linnedet, Enkelte ikke i det engang. Nogle bleve staaende forbausede i Døren, Andre søgte at følge Dampbaaden med Buxerne i Haanden. Det kloge Parti, som holdt sig hjemme, kunde imidlertid ligesaa godt som det dumme, der løb, høre de mangfoldige Forbandelser og Skjældsord, hvor- med de og deres Landsby og Præst bleve overhøljede. Thi man |
| d.IV,b.7,s.353 |
brølede dem ud fra Dampbaaden næsten med et Skydses Torden, og denne laae bi en lang Stund ligesom i en Blokade. En emigreret spansk Licentiat ombord blev saa enthusiastisk over mit ugudelige Indfald, at han ilede hen til mig og trykkede mig i Haanden paa en saa egen Maade, at jeg forstod han havde givet mig Frimurertegnet. Jeg sagde ham, at jeg nok var en Slags Frimurer, men ganske paa egen Haand, og at jeg, paa Grund af at han for mit Indfalds Skyld havde antaget mig for en ordentlig og bestaltet, ogsaa troede, at Lystighed og Skjemt hørte mere hjemme i Logerne end paa mange andre Steder, hvor Ind- bydelser til Momus og Komus stode i Guldskrift udenpaa. Idet- mindste havde Logerne Ord forat forstaae at skaffe sig Lystig- hedens materielle Vehikler." "Ikke hos Os mere," sukkede Licentiaten (som man næsten kunde see igjennem som et Blad). "Der fraadse nu Munkene." |
| d.IV,b.7,s.354 |
TILFÆLDENES BETYDNING.
Intet slaaer os med større Ret med Forbauselse end naar vi, idet vi følge en Aarsagrække tilbage, opdage, at den standser ved et yderst ubetydeligt Tilfælde, et henslængt Ord eller deslige. Der er det vi, forat redde den fornuftmæssige Orden, maae tænke os et Forsyn, og at disse ubetydelige Første-Aarsager, disse Til- fælde, hvor vor Efterforskning maa standse, ere dets Konse- kventser, tilhørende en Aarsagrække, som vi ikke længer kunne følge. Tre henslængte Ord af mig foraarsagede saaledes, at en fransk Tourist, der vilde til Amerika, kom til Norge, og at der istedetfor et Værk over Amerika, blev skrevet et over Norge -- og jeg troer, det første franske. Jeg stod paa Kajen i Havre hensjunken i Betragtninger af Mod- sætningen mellem de pragtfulde nordamerikanske Paketter og Elendigheden af de Passagerer, som de skulde indtage. Bestemt var det en Yankee-Spot med det gamle Europa -- omtrent en saadan: "læg jere Filler kun i min Guldkasse, Madam! Jeg har ingen simplere." Ja disse Mennesker vare udslidte Filler. Al Farve af Lykke og Sundhed var forsvunden af dem. Man saae igjennem dem, og da saae man Fortvivlelsen. Og Alle, jeg spurgte, vare fra Tydsklands, ja Europas, mest velsignede Landstrøg, fra Baden, et Land man kjører igjennem fra Nord til Syd under Valnødalleer og hvor Viinstokken klattrer tømmerstoktyk opad Heidelberg- slottets Ruiner! Og det var ikke egen eller Fa'rs og Bedstefa'rs Trældom, som ludede i disse Usselrygge og stod indmeislet i de flade dyriske Ansigter -- nei Farfarsfarfarsfarfarsfars, Genera- tioners, under Feudalismens og Smaadespotiets Jernstøvler udpinte Generationers. Med dem som med Jøderne. Men omplantede i en fri Jord, vil ganske vist Generation udgaae af Generation menneskeværdigere og stærkere og skjønnere, indtil de gamle Katters og Alemanners Skikkelser ere igjenfødte. De kvindelige Emigranters Dragt havde meget tilfælles med vore Halling- og Valders-Pigers, og de vare blonde som disse; men der udvandrer vel neppe Nogen fra Norge i saadan Elendighed, som Disse, der syntes at leve af de Gryn og Kaffebønner, som de pillede op efter Sjauerne. Men hvem skulde jeg see lidt længer henne paa Kaien ved en |
| d.IV,b.7,s.355 |
anden Paket uden Hr. Angelot, Advokat ved Cour royal i Paris, en Mand, jeg kjendte noget til fra Hotellet og om hvem jeg vidste, at han vilde reise forat adsprede sig over Tabet af hans Fader og af egen Sundhed. En Gigt havde nemlig nødt ham til at tage til Krykken. "Jeg tager til Amerika," sagde han. "Reis til Norge," sagde jeg. "De vil der træffe en Verden, ligesaa fremmed for Dem som Amerikas." Han gav intet bestemt Svar da; men jeg lovede ham, at jeg i mit Hjem skulde vise ham Bønder af et andet Slags end disse tydske, der omvrimlede os. Dagen efter skulde jeg reise. "Jeg kommer efter," sagde Franskmanden til mig, idet jeg gik ombord. Han holdt Ord, og jeg ogsaa mit. I Julen førte jeg ham om imellem Bønderne, og han var forundret over den gode Leve- maade, de viste, over de glade Ansigter, de hyggelige Huse. Paa et Sted blev han, som en Søn af det tappre Paris, mod- taget af et Chor af unge Mænd, som til Instrumentalmusik sang Parisiennen og Marseillaisen. Pariseren var ganske henrykt, og da den gjæstfri Vært havde indbudet til Dands med, saae jeg ikke andet, da det led paa Natten, end at han uden Krykke valsede noksaa raskt om med Bondepigerne. Hrr. Angelot har siden udgivet et Volumen over Norges stats- økonomiske Forhold; men han lod, idetmindste for det første, kun 100 Expl. trykke. Men skriver det sig ikke fra de tre hen- kastede Ord: "Reis til Norge?" EVENTYR I VANDET.
Naar jeg kan forsikkre, ikke ved min Forfatterære, men ved min borgerlige Ære, at i det Væsentlige er 100/100 og i det Uvæ- sentlige 95/ 100 af de foregaaende Skizzer fra Landjorden i eet og Alt sande, maa man indrømme mig, at jeg har havt Eventyr nok tillands for de fire Ugerstid i Paris, hvor jeg levede saa ubemærket og for mig selv. Jeg havde endnu flere; men da jeg ogsaa skal have en liden Plads for nogle Eventyr i Vandet, faaer det være nok. |
| d.IV,b.7,s.356 |
Ja "i" Vandet -- ikke blot tilvands -- men bogstavelig midt i Vandet, ikke allene paa Sjøen, men i Sjøen. Først to Gange i England, saa een Gang hjemme. Det er Bagateller, men af den første kan man dog lære hvor vigtigt det er at tage Hensyn til Omstændighederne, især naar de ere aldeles overvægtige og tvingende. Den anden lærer ved et slaaende praktisk Beviis, at man bør undersøge Farvandet; og den Tredie, at der er ingen Ulykke saa stor, at den jo kan komme ved ikke at see sig for. Da vi efter en grusom lang Overfart (hvis Pinsler ere skil- drede i "den engelske Lods") endelig lagde an paa Spithead, bleve vi kommanderede til Karantæne-Rheden og lagte i Nær- heden af Vagtskibet. Norge var vel ikke engang mistænkt for Cholera, som Rusland og Danmark; men Vagtskibets Kommandør, en virkelig endog aldrende Marineofficeer, kunde ikke, trods alle Kapitainens og mine Demonstrationer paa Kartet, faae i sit Hoved, at vi ikke behøvede at komme i Berørelse med noget af disse Lande. Danmark maatte vi efter hans Mening bestemt berøre, og at Norge hørte Rusland til, var en bekjendt Sag. Først efter et fuldt Jevndøgn skaffede han sig bedre Oplysninger hos Havneadmiralen i Portsmouth. Men det Jevndøgn blev mig utaaleligt langt. I faa hundrede Alens Afstand strakte den hen- rivende Isle of Wight paa det mest lokkende sine grønne ege- kronede Strande ud. Ak Den, der blot hvilte paa dem et Minut og drak Løvduften under et af de herlige Træer! Friskan! den Stub svømmer jeg rat, og Hajer er der vel neppe her hvor saa- mange Dampbaade gaae. Da jeg havde tænkt dette, havde jeg alt Skjorten af og vips var jeg i Vandet. Men hvor forfærdedes jeg ved at høre Kap- tain og Mandskab raabe mig ombord om jeg havde mit Liv kjært og at see dem vinke af alle Kræfter over til Vagtskonnerten. Jeg troede iførstningen at man i Nærheden af denne havde seet Finnen paa en Hai, og en ubeskrivelig Rædsel betog mig; men endelig opdager jeg noget der saae ligesaa farligt ud, nemlig en Mariner ombord i Vagtskibet, der havde lagt en lang Skibs- musket an paa mit Hoved med samme Koldblodighed, som paa en Vildands. Og han beholdt Sigte, men paa en anden Deel af mig, medens jeg, saa fort jeg kunde, kravlede opad Faldrebet. |
| d.IV,b.7,s.357 |
I "den engelske Lods" har jeg langtfra skildret Southamptons- fjorden yndig nok. Der staaer nok ikke et Ord om de nydelige Landsteder med Haver og Parker, som bedække dens yndige Østbredder. Vi passerede just, med en Briis, der holdt Mod- strømmen eller lidt mere, forbi et af disse Paradiser mens der syntes at være Selskab der, af de mange Herrer og Damer at dømme, som spadserede i Parken. Det var brændende hedt. Kvæget stod langt ud i Vandet forat svale sig. Her, tænkte jeg, kan du dog tage dig et Bad ved at svømme langsmed Skibet. Jeg klædte mig af forud, og hoppede ud fra Bougen. Men inden jeg naaede Vandskorpen hørte jeg Lodsens og Kapitainens Forskrækkelsesskrig paa Engelsk og Norsk; og da jeg stak Hovedet op, var jeg til min Forbauselse ved Faldrebet, sakkende mere og mere agter ud. Endelig begreb jeg Ebbens Magt, og at der var alle Udsigter til at jeg vilde enten drive udigjen paa Spithead eller, om Lykken og en Sidestrøm var med, maatte skraae mig iland mellem det badende Kvæg under Parken, hvor Damerne og Herrerne spadserede. Scenen maatte blive idyllisk nok for Selskabet, naar den livagtige Adam kom dri- vende gjennem Paradiset med Hjorden foran. Det lykkedes endelig for den engelske Lodses stærke Arme at naae mig med en Kabbel langt agter ud, og saa blev jeg da halet op. Men hans Eeder og Forbandelser vare ogsaa stærke, og af dem fik jeg et Styrtebad ovenpaa. "Se bare ud, hvor Strømmen gaaer," sagde Kapitainen. Den gik virkelig ogsaa i slige Men, Mjøsen, Mjøsen! Mjøsen! af din argeste Nøk havde jeg ikke fortjent det Puds, der blev mig spillet i en af dine smuk- keste Bugter -- Jeg, som har lignet din Flade med et Hav, hvoraf et Kongeriges Provindser opstige -- jeg, som naar Du var vred, var saa ærbødig imod dig som imod en løs Løve paa Tomands- haand -- Jeg som har givet dig Navn af mit Fædrelands ban- kende Hjerte og som hiin ulykkelige Aften hvilte saa rolig ved dette Hjerte. Fy! sænk dig i dine Afgrunde! Aldrig mere skal jeg sætte Lid til dit falske Ansigt, hvormeget det end smiler. |
| d.IV,b.7,s.358 |
Jeg var paa en Fodreise over Fjeldene til Bergen i Selskab med en engelsk Literat, en svær Britte og udmærket Tourist. En herlig Lørdagsaften befandt jeg mig svømmende paa Høiden af Smørvigodden paa Toten, medens min Kompagnon lavede sig til inde i Vigen. Der lagde jeg mig til at flyde af Frygt for Sjøormen og forat oppebie Baaden, hvori mine Klæder laae. Denne var en elendig skarpbygget Slags Hummertine, overladt med Soldater fra Helgeøen. Landet forlode de med Hurra, saa de sikkerlig der havde udmærket sig; men at de vilde gjøre det tilsjøs lod det ikke til efter Roertagene at dømme, da de endelig lagde ud. Træt kravlede jeg op i Baaden, og satte mig paa Rælingen forat puste ud. Da slaaer en Tambour, som uheldigviis var med, en Hvirvel -- og meer skulde der ikke til for at kvikke mig saa op, at jeg gjorde en baglængs Kolbøtte ud i Vandet. Skræk og Rædsel! Da jeg kommer op er Engelskmanden væk. Jeg havde slet ikke lagt Mærke til, at han med fuld Oppakning sad paa den anden Ræling; og saa havde han maattet gjøre en tilsvarende Kolbøtte til min. Farkosten var paa at kantre med hele Besætningen; den ene Aare flød langtborte forud, Engelsk- mandens Halmhat i Læ. Min Reisekompagnon blev saa længe borte, at jeg mistvivlede om at see ham igjen. Da viser der sig Noget, men paa samme Side som jeg, der lignede overordentlig Rygfinnen paa et tum- lende Marsviin . . Det kunde være Ormen, og i dette Øjeblik ønskede jeg han vilde sluge mig. Men endelig overtydedes jeg |
| d.IV,b.7,s.359 |
om, at det var min Kompagnons Randsel og at den, Gud i Him- len være lovet! endnu sad paa hans Skuldre. Ved den slæbte jeg ham da til Baaden og bad ham holde sig fast til jeg fik Hatten og Aaren fat, saa vi kunde komme tillands igjen. At han ikke kunde svømme og at han havde været under Baaden og det dybt, saae jeg til min Forfærdelse. Tregange maatte jeg spørge om han havde Bund, før han virkelig naaede den. Men derpaa vandrede han i Land og drog saa sporenstregs videre. Jeg indhentede ham om Aftenen, plæderede min Sag og bad om Forladelse. Intet Svar. I otte Dage kom der ikke anden Lyd over hans Læber, end Tænders Gnidsel. Jeg forestillede ham, at ingen Reisende endnu havde undersøgt Landet saa grundigt som Han, der havde været paa Bunden af dets Hovedindsjø. Han skar bare Tænderne, saa jeg trak om med ham som med en olm Elefant. Jeg betragtede det som en Bod, saa jeg gjorde det, om ikke med Fornøjelse, saa dog med Hengivenhed i min Skjæbne. Først da jeg paa en Overgang fra Gausdal til Gud- brandsdalen spaaede ham, at han vilde enten forvride Benet eller fare vild, om han udførte sin Trudsel at ville forlade mig, og begge Ting virkelig gik i Opfyldelse, syntes det gamle Ven- skab at vende tilbage. "Nu kjender De mit Fædreland fuld- komment," vovede jeg endog at sige idet jeg badede hans stærk- forvredne Ankel i Eddike. Der var dog altid en Gaasehudskulde mellem os siden Mjøsbadet; og naar jeg tænker derpaa, rinder det mig ogsaa ganske koldt over Ryggen. HADELANDSREISEN.
Egentlig burde den hele Skizze hedde et Fjeldeventyr, da dens første Afsnit holder sig i vilde Fjeldet, dens andet og tre- die lader mig træffe paa Klippehjerter og fange et Væsen, som bar alle Mærker paa at høre de Underjordiske til, om det ikke selv var kommet lige lugt ud af Fjeldet. Kl. 3 en Nytaarsaften begav min Fætter Otto og jeg os med Brunen og Pulken over Fjeldet fra Romerike til Hadeland forat besøge en Onkel. Det mørknedes allerede i det tætte Snefog, og da vi vare komne en Fjerding eller to op, maatte vi afske- |