| d.IV,b.7,s.360 |
dige Veiviseren fordi han tilstod han havde viist os feil. Altsaa et Stykke tilbage og saa paa egen Haand. Men det gik galt. Efter flere Timers Anstrengelser i aldeles vild Fjeldmark, i Bjørnenes og Filfrasernes veiløse Region, i tæt Mørke og Snefog, opgav vi Begge -- og min Fætter var en ro- bust Karl -- at komme længer. Hesten stod tvertover et kul- blæst Træ og syntes at være af samme Mening som dens Herrer, der alt havde hyllet sig ind til Natten og lagt sig aldeles ud- tømte og raadvilde i Pulken. Men jeg var Veslebrunens Ejer og jeg elskede den som en Ven -- ja mere, med Lidenskab. "Det gaaer ikke an," raabte jeg efter en 10 Minutters Stilhed; "Hesten maa reddes, og kan- skee han redder os med, naar vi faae ham drejet om og vi lade ham selv styre Kursen tilbage. Jeg skal gaae tilbage og see om Sporet endnu er der". Sporet var allerede borte i det forfærdelige Snefog; men hvad er det? Lyden af en liden Foss? "Holloi, Fætter, kom og see -- ligger der ikke en liden Kværn der paa den anden Side?" Om- sider bleve vi enige om at det bratte Hvide derover maatte være en snedækket Kværnvæg, og nu bemærkede jeg med indiansk Skarpsindighed: er der en Kværn, er den ikke saa overmaade langt fra Folk; disse har malet til Juul, og faae vi Brunen over lugter han sig nok frem. Det gjaldt Hestens Liv at balancere over de spidse store Klippestykker, hvorimellem Fossen nu sil- rede ganske sagte. Men o! det lykkedes; en Linjedandser kunde ikke have gaaet nettere, og da den kom paa den anden Side prustede den friskt og freidigt som om den forstod, at vi nu vare paa ret Vei. Vi kravlede efter paa Hænder og Fødder og nu lode vi den Brune styre Kursen, mens vi trampede bag efter i den dybe Sne. Efter en Fjerdingsveismarsch prustede Brunen atter. Vi vare ved Hanoa eller Uloa -- en Plads med et ligesaa vildt Navn som Egnen var det. Derfra da med Fak- ler om Morgenen til Hadeland. Min Onkel havde i den Grad vakt min Interesse for en Gut af Taterrace, der skulde være i Besiddelse af de mærkværdigste umiddelbare Aandsevner, at jeg besluttede at tage indom den Gaard, hvor han skulde opholde sig for Tiden. "Og tag saa |
| d.IV,b.7,s.361 |
uden videre ind iaften til min gode Bekjendt Hr. Gästström i Nabodalen, en overmaade gjæstfri Mand. Hils ham blot fra mig." Jeg kom til Gaarden, hvor "Vesle-Anders" skulde være. Hans Figur var aldeles æsopisk, hans Ansigtstræk, Kinder, Øine og Næse, aldeles mongoliske. Han kom frem med et Bræt, som han havde udskaaret i Form af en Fele og bespændt med Tagl- strenge; og paa dette Instrument spillede han nu med en lige- ledes selvgjort Bue ikke blot Dandse, men nogle vidunderlige egne Kompositioner, som han sagde faldt ham i Øjeblikket for Haanden. Jeg var allerede forbauset; men blev det endnu mere, ja jeg kan sige indtil Ærbødighed som for noget Overnaturligt. Thi da jeg giver ham et Bibelsprog at prædike over -- deri skulde han især have sin Force -- faaer jeg en Præken at høre, som ingen Præst skulde skamme sig ved, ja Enhver af Landets Præster gjøre ham den ikke efter. Men det kunde være en Tilfældighed; Anders kunde før have faaet samme Text. Altsaa en ny en; men løst med lige glimrende Udfald! Anders over- tænkte sin Text en halv Minuts Tid med halvlukkede Øine og foldede Hænder, og saa begyndte han med god Diktion og i et velordnet logisk Foredrag at udvikle den. Jeg antog, at hans Prækener dog kun bestod af velsammensatte Brokker af en læst Postil; men -- Anders kunde ikke læse. For et saadant Vid- under maatte der sørges; og man gav mig ham med saameget større Glæde med som det Kvindemenneske, han hidtil havde fulgt med, (Moder eller Søster?) just laa Liig paa Gaarden. Anders blev sat foran i Pulken under et Teppe, og saa gik det i samme vedholdende Sneefog videre. Paa Harestuvandet vare vi begge bange for Ulve, hvorfor Anders af og til spillede et Stykke paa Felen. Ved Midnatstid standsede vi udenfor Hr. Gästströms for Gjæst- frihed virkelig bekjendte Huus. "Væk ikke Hosbond og Madmoer," sagde jeg til Pigen, skjøndt jeg var gjennemfrossen og Sult og Tørst peeb i mine Indvolde. "Blot en Seng til vi imorgen tales ved". Nogle rimede Seng- klæder bleve i et iiskoldt Værelse lagte i en Seng. Det havde sikkert paadraget mig en Dødssygdom var jeg bleven liggende |
| d.IV,b.7,s.362 |
der længer end jeg fik Lov til af den gjæstfri Huusherre. Men efter en Minuts Lidelser eller to kommer Pigen ind med det Budskab fra Hr. Gästström, at jeg strax skulde staae op igjen og forføje mig afgaarde. Jeg var overbeviist om at Pigen maatte have misforstaaet sin Hosbonde, og bad hende gaae ind at sige, at jeg kom paa hans Bekjendts min Onkels Anbefaling. Nei, der var ingen Misforstaaelse. Jeg var viist paa Døren og fulgte Anviisningen strax med det Bud til Hr. Gästström, at jeg rystede min Saale paa hans Tærskel. Anders lagde til, at han gjorde det Samme. Denne Fremfærd af en for sin Gjestfrihed bekjendt Mand, midt i Julen, i Norge, mod en Fremmed var mig uforklarlig. Manden var svensk; men Svensken giver ikke Normanden efter i Gjæstfrihed, og han havde været mangfoldige Aar i Landet. Men en paa Stedet Velbekjendt gjorde mig opmærksom paa, at han havde Ord forat drive sin gamle medfødte "Ødmjukhed" selv mod sine Nærmest-Overordnede ganske overordentlig vidt. "Og veed Du desuden ikke, at han regner sig til de Grevelige?" lagde han til med Eftertryk. Patronen var i sal. Grev Wedels Brød, og man havde i Folke- snakken udbildet sig et Fiendskab, der skulde finde Sted mellem den hele noble Familie og min Ubetydelighed. Altsaa i den Tro at gjøre Herren til Behag? men jeg tror, at havde Hr. For- valteren vovet personligt at afgive underdanig Indberetning, havde han faaet sig et dygtig Ørefigen af Hr. Greven, og det baade links og rechts. Det var kosteligt at see de Ansigter, hvormed de Præster, jeg kom forbi paa den anden venligere Side af Fjeldet, hørte Anders's Prækener. Han beundredes overalt; men jeg kan ikke beskrive den Forbauselse, som betog en theologisk Kandidat af erklæret Herrenhutisme, da han hørte Vidunderet præke. Efter Herrenhutisk Tro skee stundom umiddelbare Inspirationer fra- oven; og Kandidaten løftede ogsaa Hænder og Øine mod Himlen af Ærbødighed og Begeistring. Ligesaa beundrede Kandidaten, der var en dygtig Musiker, Anders's musikalske Talenter. Han var virkelig ogsaa en liden Waldemar Thrane med sin Pukkel og sin Genialitet. Min Fader vilde lade ham opdrage til Skole- |
| d.IV,b.7,s.363 |
lærer; men lære vilde han ikke. At stryge om syntes at være ham en ubetvingelig Drivt, og det især naar der etsteds var Drik og Dands. Han tog da sin nye ordentlige Fele og strøg afsted, spillede og prækede for hvem som vilde, uagtet det Sidste var bleven ham strengelig forbudt, og kom saa fuld hjem mod Morgenen. Et ubetvingeligt Hang til Brændeviin gjærede i hans vilde Natur, og den 14 eller 15 Aars Vanskabning løb efter Gjen- terne, skraaede Tobak og drak trods nogen Karl. Jeg forsøgte at faae ham indunder Vaisenhusets strenge Tugt; men Statu- terne tillod det ikke. Der blev anvendt milde og alvorlige Til- taler -- hans Feil vare uudryddelige. Og tilsidst strøg han rent bort, da jeg engang havde givet ham en Revselse med mit Pibe- rør, saa den vel ikke var saa streng endda. Men sikk'en Fulas! Paa Grændsen af Bygden bliver han spurgt om han ikke var den der Gutten hos Wergeland; men da han raskt svarer: "Aa jeg kjender vel den Gutten; men mig er det ikke;" slipper han væk og -- ind til Christiania. Nu var han hjulpen. Endnu skal hans usle Legeme udholde hans umaade- lige Udsvævelser; dog har jeg hørt at han skal være for sløv til at præke og musicere originalt mere. Men hvilken uberegnelig Rigdom af Aandsgaver gaaer ikke tilgrunde i Armodens Masser, indtil Staten erklærer det fødte fattige Geni for sit Barn og tager det under sin Opdragelse! JEG PROSTITUERER MIG SOM JÆGER.
Tourist og Tourist er To, men Jæger og Jæger er Eet. Der gives en Mængde Tourister, som blot drives om af en Lyst til at samle Kuriositeter per fas & nefas, saa man ordentlig passer paa dem som paa Tyve -- Andre, som drives af Forfængelig- heden at kunne sige om enhver Plet "jovist har jeg været der." Men der gives ogsaa Tourister, der drives, uden Affektation for det Pittoreske, af sin Idealitet til at nærme sig Gud i den inderligere Betragtelse af hans Godhed og Almagt, som Skuet af en skjøn Natur yder. Paa de ensomme Høider hensynke de i denne ophøjede Vellyst, medens den uægte Tourist trækker Klokken op forat see om det kan være passende Tid at stige ned, og Jægeren kun gloer efter Vildtet. Men fælles for Tou- |
| d.IV,b.7,s.364 |
risterne af enhver Klasse saavelsom for Jægerne er den Lige- gyldighed, hvormed de vade ud i et Morads, glemme Maden, svede og udmase sig, kaste Penge bort, rive sine Klæder isønder, og udsætte sig for Tab af Liv eller Helbred. I 1843 blev jeg af nogle ivrige Jægere indbuden til at deel- tage i en Storjagt paa Krogskoven i Pintsedagene. I Pintse vil Alt ud i det Grønne, og jeg havde den hemmelige Plan at liste mig ned paa Ringerike, uagtet Straffen for Desertion var den skjændige, men af hele Selskabet med Haandslag vedtagne, at Enhver af dette skulde have Lov til at stryge den grebne Deser- tør med den Strydot i Ansigtet, hvormed han havde reengjort sit Gevær. "Pyt" -- tænkte jeg -- "i Steensfjorden er der nok Vand til at vaske Skamflækkerne af med," og saa tog jeg da med, ikke fri for at nære forræderske, mere touristiske end jægermæssige Hensigter. Vi reiste af i Regn og kom til Stedet i Regn -- fire Mile paa desperat Vei -- Bagatel! -- En halv Times Rekreation -- saa ud i Regn igjen i den dryppende Skov, der alt hyllede sig i sin Aftenkappe -- Fire Timers Jagt -- I Kvarteer med en Hareunge Kl. 11 i saadant Mørke at Rugderne fløi os paa Næsen -- Re- kreation til Kl. 12 -- To Timers jammerlig Hvile i usle Senge -- Op og ud Kl. 2 1/ 2 i Regnen igjen for at komme igjen til Middag. Modfalden slentrede jeg bagefter Følget. At komme til Ringe- riket, opgav jeg for Veirets Skyld; men vandre om paa de male- riske Høider om Kleven, det kunde jeg dog. Altsaa i en Sving af Stien, hvor de Andre ikke kunde see mig, Høire om og i for- ceret Marsch tilbage til Sengen. Jeg vaagnede Kl. 6, og nu stod min Forbrydelses Følger for mig. Først vilde jeg da nyde alle de Frugter deraf, der lode sig tage, og derimellem var da Besøgene paa Klevhøiderne de vigtigste. Det var ogsaa saavidt Opholdsveir. Neppe havde jeg tændt min Pibe forat gaae ned til Dronning Eugenias Udsigt, før den Idee faldt mig ind, der (om Musen lod sig kalde) at skrive et Poem, som idetmindste kunde fordele Selskabets rime- lige Harme noget. Jeg fik en liden Draabeflaske med Blæk, 1/ 2 Ark Papiir, og inden faa Minutter sad jeg paa Jordbakken med mine Skrivesager foran mig paa Bænken. En kold Vind |
| d.IV,b.7,s.365 |
blæste mig i Nakken, saa jeg maatte skynde mig, og i saamange Minutter, jeg kunde holde Vinden ud, fik jeg færdig en Vise i den dengang yndede "Schmahrske" Stiil -- d. e. et Rococo- Arbeide af Sentimentalt og Humorist -- som jeg haabede skulde opfylde Hensigten. Dog var jeg saa lidet sikker paa, at dette vilde lykkes, at jeg holdt det for bedst at opsøge Selskabet. Mindst 3/ 4 Miils Marsch gjennem de af- skyeligste Egne. Men der tog jeg Post paa en Sætervoll midt i Jagten som om Intet var passeret. Tause hyttede Jægerne ad mig; men da Jagten fremdeles viste sig frugtesløs, stormede de Alle imod mig med Hui og Skrig. Imidlertid blev der dog til- staaet mig et Forsvar medens Strydotterne bleve lavede til i de vaade sodfulde Geværpiber. Jeg fortalte da at jeg var skræmt tilbage af et Skovtrold og sang derpaa følgende Strofer: En Jæger. Det Ønske, Brødre, jeg vil harmfuld sjunge, fortjener ei Pokal og ædel Viin; men gid, at, som et glorødt Jern, min Tunge kan præge dybt min Harme i jert Sind! Jeg ønsker, at den Jæger, som sin Ære har med sin Post saa skjændigen forladt, maa aldrig meer Gevær paa Skuld'ren bære og drikke med en ærlig Kammerat. Den Undvegne. Ak I, som vandre alt til Ringerige, at skyde Bjørn og Hare og Tiur, alt mens I gik Jeg tusind skjød af Slige, idet jeg tøjed ud min Morgenluur. Og mens paa vaade Been, moradsbestænkte, I vandred Dale ned og Bjerge op, da kikked jeg, som mig i Dynen sænkte, igjennem Drømmenes Kaleidoskop. I tænkte, jeg kun æde kan og drikke -- ja drikke alt, undtagen dydig The. At jeg kan sove, I erindred ikke; og alle gode Ting bør være tre. |
| d.IV,b.7,s.366 |
I Slumren Blodet let i Aaren triller, som Morgenviin, fra Finger og til Taa, imens i Øret bliden Engel spiller en Melodi, som Drømmene forstaae. Jeg hørte i min Slummer Gjøge galte og Drosslers høje klare Sølverlyd; men ingen skyldløs Skabnings Liv betalte en vild og blodbetegnet Jægers Fryd. Jeg slumred ved en venlig Huldres Side, og Alfer ved mit Leje Harper slog. Nu vide I, hvi jeg min Flugt itide til Sengen fra de skumle Skove tog. Hvorledes kom vel Jeg blandt Jægre vilde, Jeg, som ei anden Skabning fældet har, end denne Hvidveis, denne fromme, milde dødblege Blomst, som jeg paa Brystet bar? . . . Jeg, der en blaa Viol har ikkun myrdet istedetfor den vilde Duehun, ja føler med Violens Mord bebyrdet mit Hjerte tungt ifra den samme Stund? Hvi skulde Anemonen ikke aande sin søde Sjel ud paa sit Fødested? Og Hvo kan vide, om ei Dødens Vaande Violen paa mit grumme Hjerte leed? Da jeg en Pige Anemonen bragte, hvi brugte hun det Udtryk: "den er død?" Et Sting af Skræk mig gjennem Hjertet jagte: "Hvad, om nu mig en Magt fra Himlen skjød?" "Hvad, om den skumle Taage hist af Storme blev til en Jetteform isammenjagt? Hvad, om dens Strimer pludselig sig forme til Dødens Pile, hver paa mig anlagt? Hvad, om Gestalten ud sin Arm da rakte, og greb mig, som jeg plukked Blomsten af? Mon ikke Denne samme Rædsler smagte, da Døden jeg for tidligen den gav?" |
| d.IV,b.7,s.367 |
Saa tænkte jeg, imens min Morgenpibe jeg smøgte paa den underskjønne Klev, men tænker nu, at Hver af Jer begribe, hvi jeg inat medeet tilbage blev. "Hver har sin Lyst" -- det være skal Moralen -- og derfor tænker jeg, vi slutte Fred, og bytte nu Geværet med Pokalen, der skyller Skam og Harme sammen ned. Dommen, som faldt, lød at jeg skulde være fri for Straf fordi jeg havde udmærket mig som Poet; men jeg skulde erklære, at jeg havde prostitueret mig som Jæger. "Ja med Fornøjelse, MHrr.," udbrød jeg sjeleglad. "Skjøndt Faktum dog er, at jeg har gjort Noget, mens I Samtlige Intet har udrettet. Men se her er dog en ret vakker Udsigt." "Fanden i Vold med Udsigterne!" -- sagde Formanden -- "Tys! har ikke Diana der Los? Afsted igjen!" Alle vare væk som blæste. Men da en Prostitueret ikke har noget at tabe, kastede jeg mig rolig ned paa det herlige Græs- teppe og tog Nisten fat. MIT STOLTESTE ØJEBLIK
er unegtelig det, hvori jeg fra min Loge var Vidne til mine Fien- ders morderske Nederlag i det saakaldte "Theater- eller Camp- beller-Slag." I det Ophøjede nærmede det sig Synet fra Mont- Gaillard af de rasende Elementer. Hvad der menes med be- meldte Navn samt den nærmere Beskrivelse vil jeg dog ikke indlade mig paa. En saa mærkelig Begivenhed kan Traditionen aldrig glemme, og da denne snarere lægger til end tager fra, vilde jeg formindske min egen Berømmelse, om jeg bandt den til skrevet Ord. Hvor kan jeg tale saa? Her kan ingen Overdrivelse finde Sted hverken af Pryglene (thi de faldt rigeligen og uden Persons Anseelse) eller af Massakrens vilde Skrig, Skandalen paa de Slagnes Side, Triumfen og Glæden paa de Seirendes. Første Logerads Damer stode i allehaande af Øjeblikkets raske Stil- linger og viftede med Lommetørklæderne som med Sejersfaner; anden Logerads Damer raabte Hurra og paa Gaderne gratule- |
| d.IV,b.7,s.368 |
rede Borgerne hinanden mange Dage efter, medens de slagne Intelligentsriddere af gode Grunde holdt sig hjemme. Ja saaliden Overdrivelse kan finde Sted, om end intet skrevet Ord fastholdt Begivenheden, at Traditionens Fortælling vel endog skulde blive mattere end Sand- heden kræver. Den veed f. Ex. intet om, at jeg havde et Syn liig det Maleren Kaulbach maa have havt, da han undfangede Ideen, at fremstille de Slagnes Geister i fort- sat Kamp ovenover Hunnerslaget. I det Øjeblik nemlig en Høieste- retsadvokat (i gamle Dage min for- trolige Ven) viste den grusomme Raahed at lægge en skingrende Barnetrompet an lige ved min gam- le Faders Øre, medens en Høje- steretsassessor gjorde det samme ved sin gamle Svigerfaders, syntes jeg fra min Loge yderligere at see forskjellige fæle Dæmoner at stige op af Parkettet for at gjøre Intelligentsridderne (Fiendens Partinavn) samme Tjeneste som Valkyrierne Hakon Jarl i Hjør- ungavaagslaget. Jeg saae Misundelsens, Raahedens, Ondskabens, Hadets, Selvkjærlighedens og Dumhedens Dæmoner. Jeg spurgte dog ikke min Sidemand, om han saae noget, da jeg er vis paa at han vilde have svaret at det maatte være Lamperøg. Da jeg kom hjem ordinerede jeg strax af de Krigsomkostninger, jeg kunde forudsee, en ny Kappe med blodrødt Foer til Minde om Seiren -- altsaa en Slags Triumfdragt, og da jeg sagde til mig Selv: "man vil ødelægge dig som Poet," svarede det i mit Indre: "Det skal blive en Løgn! Gjeit, der trives jo meer man bander dig! Løvetand, der voxer jo meer du trædes under Fød- der, værer mine Symboler!" |
| d.IV,b.7,s.369 |
RÉVENGE.
Tre Aar og vel saa det gjemte de slagne Intelligentsriddere paa Hevnen, og holdt den saa frisk, som om Bulerne endnu vare det; men da fik de Tilfælde at støde en Glassplint i mit Hjerte, som endnu værker der. Jeg sad just paa et herligt gyldent Løvetandteppe udenfor mit Logis paa Slotspladsen og legte med en Ræv, da der indfandt sig nok en Mikkel. En af mine oprigtigste Fættere kom nemlig tydelig med den Ræv bag Øret, at see hvad Virkning et Bud- skab, der rimeligviis vilde have knust ham, havde paa mig. "Stakkels dig, Fætter Henrik!" sagde han, "Det er Synd paa dig; men tag dig det dog ikke altfor nær. Jeg kommer ligefra Athenæet, hvor du er negtet Optagelse. Oprørende Scener fandt Sted. Man hujede og skreg "nu har vi ham, Hurra!" da Propositionen fremsattes, og man sprang over Borde og Bænke da Voteringen en bloc fandt Sted. Værre end selve Troppens Høvdinger raste dog dine gamle Venner. De denuncerede dig endog som Spion, og det blev grebet som et Motiv, der maatte kunne undskylde Englene. "Hvad have vi mere behov?" skreg man. Selv Blodets Baand viste sig brustne. Ja, lieber Vetter, selbst dein Schw -- " "Schweige!" hvislede jeg saa Mikkel viste Tænder; og idet jeg trykkede den til mit Bryst, sagde jeg: "Om jeg slap dig, du vilde utæmmelige Dyr, midti store Byen, vilde du ikke blive iv- rigere forfulgt af alskens Pøbel og Hunde end jeg bliver det. Men ligesaalidt som du faaer Dødsskudet, Mikkel, af dine kei- tede Forfølgere, faaer jeg det af mine." Fætteren vilde fortælle mig noget af Detaljerne; men den hele Historie forekom mig allerede i Grundtrækkene saa væmmelig, at jeg ikke vilde høre noget derom. Og jeg har holdt dette helt til Nu. Kun nødtvungen og ganske tilfældig har jeg faaet Navne i mine Øren paa Flere, der før ikke noksom havde kunnet smigre mig i mine Øine som Digter og som jeg derfor var enfoldig nok til at regne mellem mine Venner, men som i Athenæet baade talte imod mig og hoppede over Bord og Bænke med Pluraliteten da der skulde voteres. "Du tager dig det dog ikke nær, Henrik?" sagde min gode Fætter. |
| d.IV,b.7,s.370 |
Jeg smilede og rakte ham en Løvetand. "Der er mit Symbol," sagde jeg. "Har du seet et kosteligere Blomstertæppe? Dog har tusinde Fodtrin traadt derpaa. Asinæerne kunne ikke formørke denne blaa Himmel, ikke gjøre disse grønne Blade sorte. Og meer behøver ikke Jeg til min Lykke." Nu kan jeg lægge til: Jeg døer nu sandsynligviis i mit 37te Aar; men jeg vilde ikke have levet saa længe, om jeg skulde have taget mig Modgangene for nær. Den hovedkuls Votering gjorde det muligt for Enkelte af hine trofaste Venner at troe, at de ikke vare blevne bemærkede, og at de i yderste Nød nok kunde vove en Benegtelse. Flere af dem have ogsaa nærmet sig med den gamle Sødhed, og jeg har oprigtig ladet som om Intet var passeret, som om de kun have været "bortdrevne af Omstændighedernes Strøm" (Skur- kenes Kjærlighedskappe). Kun da en dansk Person af Asinæerne igjen vovede at tale i de gamle Toner, forekom Maalet mig saa sledsk og hans Adfærd mig saa ussel, at jeg røbede at Glas- splinten endnu sad i mit Hjerte. Men naar jeg ovenfor har sagt, at den endnu værker der, da er det kun hvergang jeg paa mit aarelange Sygeleje kan have ønsket mig et eller andet Værk fra Athenæet. Men dette er bleven -- evig lukt for mig. MYSTIFIKATIONER.
1. Dansken. Intet maatte forundre mig meer, end en Dag i 1836 fra min Seng, hvor jeg laae syg, at see Hrr. Kopist Haaken Pindes Per- gamentansigt stikke ind ad min Dør. Han var en af de grun- digste Departements-Dagdrivere; men han havde dog Dagen be- sat med at opfinde og føre Sladder ud. Med mig havde han altid havt overordentlig at bestille, saa Besøget høiligen over- raskede mig. Strax jeg havde seet Fjæset, fik jeg see Bagen og hørte ham sige udigjennem Døren: "Jo værsaagod, Han er hjemme -- værsaagod!" |
| d.IV,b.7,s.371 |
Han havde begyndt at føre en Dansk, som dengang begyndte at vinde nogen politisk Berømmelse, til mig; og virkelig bestod Hrr. Pindes Hovedbeskjæftigelse om Sommeren i at føre ankomne Danske omkring. Med største Omhyggelighed havde han hidtil holdt dem fra at besøge mig; men denne Reisende havde for- modentlig ved et bestemtere Ønske faaet Haaken til at føre sig om. Haaken var inderlig fidel. "Godmorgen Du" og "hvor staaer det sig, Du?" "hvad skriver Du nu paa Du?" og "Gud- velsignedig Du," saa jeg var færdig at kaste op i den Fremmedes Nærværelse. Jeg bad denne at komme igjen Dagen efter alene. Da han kom havde jeg just skrevet et Sørgedigt over Professor Lundh. "Der seer De Prøve paa Raggen," sagde jeg, idet jeg rakte ham Papiret. "Raggen? Raggen?" spurgte Dansken. "Det vil sige Haarene paa visse Slags Dyr, saasom Bjørne, Ulve og Varulve. Dette er af den norske Varulv, som De har vist den Interesse at ville see." Han negtede ikke, at jeg var bleven skildret ham omtrent saa af -- Hrr. Haaken Pinde; men at dette havde vakt hans Mis- tanke, saa han med Bestemthed havde yttret det Ønske at lære mig at kjende. "De kan vel ikke føre mig til ham?" havde han spurgt Hrr. Pinde. "Hvorfor ikke," havde Haaken svaret, "vi ere jo Studenter sammen og Dus." 2. Svenskerne. En Dag skulde jeg som Amanuensis paa Universitetsbiblio- theket føre et Par svenske Magistre omkring. De ønskede at see den norske Skjønliteratur. Jeg viste dem et lidet Knippe. De spurgte efter Henr. Wergelands Skrifter, og begyndte en Dis- kurs, der viste, at de havde været i de Venners Hænder, som man kan vogte sig for selv. De havde ikke spurgt mig om mit Navn, og jeg vovede nu en Spas. "De viser ham en ufortjent Ære, Hrr. Magister!" sagde jeg fra den anden Side af Reolen, hvor jeg holdt mig forat skjule min Latter. "Her i hans Fædreland spørger man aldrig efter hans Skrifter. De ere formeget råhetens alster," som man vilde sige paa Svensk. |
| d.IV,b.7,s.372 |
"Alls riktigt," bemærkede Svenskeren. "Så har vi alltid hört dem beskrifve, och det måste vi säga uppriktigt, att der finns en obeskriflig råhet i det obetydliga vi tillfälligtvis har sett af honom." "Nei, da har vi i Welhaven en Digter, som leverer ægte Ju- veelarbeide," sagde jeg bag Reolen uden at lee; thi jeg meente det. "Så har vi hört. Han skal være alls utmärkt." "Han skriver ikke meget; men det læses opigjen og opigjen af Enhver, som gjør Fordring paa Dannelse. At læse Wergeland, tillader ikke den gode Tone; ja man maa ikke engang nævne hans Navn i godt Selskab uden at lægge "med Respekt at sige" til." "Det vore mycket; men alls tilpass. Hans politik måste vara nog till at bannliusa hans namn af sällskapen. Dock syns han omtykt af folket." "Pøbel, Pøbelpak!" svarede jeg i en harmfuld Tone. "Troer De ikke vi har Pøbel i Norge?" " Vist tror vi det," sagde den ene Magister; "men vi måste dock medgifve, at i Wergelands dikt till Hjelm'en här forleden fanns gullkorn för en bättre publik ibland." "Ja ibland," bemærkede jeg og førte dem saa hurtig til Døren, at de ikke fik Tid at spørge om mit Navn, i hvilket Tilfælde jeg vilde have været i en slem Knibe -- "ibland, Hrr. Magister; men "rari nantes in gurgite vasto." "Javist -- rari nantes . . ödmjukaste tjenare, ödmjukaste tjenare. Men måste vi udbedja oss . . ." "Aa, ingen Aarsag, mine Herrer! Adjø! Adjø! Lykke paa Rei- sen, mine Herrer!" Gudskelov! Døren var imellem mig og Magistrene! Da Magistrene boede hos en Onkel i Byen, er det højst rime- ligt, at de til Middag allerede fik Mystifikationen opklaret; og der er al Rimelighed for at dette er omtrent skeet som jeg got- tede mig med i Indbildningen. "Nu, kjære Fættere," siger Onkelen, "hvor har I beseet jer i Formiddag?" "På Universitetsbibliotheket, kära onkel, hvar vi kringvistes med mycken artighet af en Amanuens." "Ja der er To. En har vel de vices." |
| d.IV,b.7,s.373 |
"Den, der förde oss om var en mycket storväxt karl med ögon- glas." "Det var Wergeland." "Poeten väl icke enddå?" "Just ham. Vi have nok i den Ene . ." "Nå så adertonhundratusan! Vi ere blevne mystificerede, bror!" "Ja, bror, til fanders!" CARL JOHAN.
Den Decemberaften i 1838, da Carl Johan (velsignet være hans Minde!) gjorde sit sidste Indtog i Christiania og Alt jublede medens han drog ind ad den pragtfuldt illuminerede Æreport, stod der to Malkontenter i Nærheden af den. Den ene var en Officeer, som i 1814 efter Foreningen havde søgt fremmed Krigs- tjeneste, men som nu forgjæves stræbte at komme ind i den norske Armee igjen! og den anden studse, tause, blege Mal- kontent var mig -- mig, der elskede Carl Johan mere end No- gensomhelst i den hele Folkemasse, og veeg ikke i Hengiven- heds-Enthusiasme hverken for Brahe eller for Due. Moralske tørre Regulariteter, Kvadrater og stivlinjede Triangler af Dyder have aldrig kunnet vække mere end kold Agtelse hos mig. Og- saa her kræves en Skjønhedslinje, der i sine frie Slyngninger tager noget Jordisk med imellem det rent Himmelske. Den mo- ralske Storhed maa være menneskelig, ellers forstaaes den ikke; især naar den tillige er iført jordisk Storhed. Man bukker nok for den og lægger Vers for dens Fødder; men den vinder hverken Brahers eller Duers Hjerter, eller faaer begeistrede Vers som mine. Jeg tør sige dette; thi jeg kan føre Vidner paa en In- spiration endnu samme Aften til Carl Johans Forherligelse. Kilden til at blive begeistret for ham flød ogsaa bestandig i mit Bryst, idet jeg elskede ham med et Barns altid friske Kjær- lighed. Og besynderligt nok, han stod herligst og elskværdigst for mig i Vredens Torden og Lynild. Jeg var saa vis paa at Solskinnet vilde komme; ja hvad mig selv angaaer, da var det bleven til en fix Idee, at Han aldrig kunde længe lukke sit gode Øje for mig, fordi han sympathisk maatte føle hvor jeg elskede Ham, selv medens jeg begik Handlinger, der maatte gjøre det umuligt for Ham, at bevise mig nogen Naade. |
| d.IV,b.7,s.374 |
Carl Johan besad ogsaa siden mit tyvende Aar et Hengiven- hedspant, som jeg tænkte virkede som en Amulet for mig. Det var i 1828, da han havde udstedt sin strenge Kundgjørelse mod 17de Mai; min Fader var reist ind til Christiania; men inden vi vidste Ordet af det, havde vi ham tilbage. "Jo! sagde han, Kongen fandt det medrette paafaldende, at netop min Søn, Søn af en Mand, som han havde skjænket sin fortrinlige Naade, var den mest Desperate mellem Studenterne til at modsætte sig den kongelige Vilje betræffende den 17de Mai." Ligetil nu havde jeg altid i Carl Johan seet Republikaneren fra den 18de Brumaire. Det gjorde mig ondt, om jeg skulde maatte slaae en Streg over dette Fantasibilled; jeg svarede derfor rask: "Ja naar Kongen bliver despotisk, modsætter jeg mig ham, Jeg!" "Du, Dreng!" udbrød min Fader vred. "Henrik! Henrik!" sagde min Moder og græd. Jeg ilede paa mit Værelse og to Minutter efter stod jeg for min Fader med følgende fiirkantede franske Linjer, stilede til Kongen og med mit Navns Underskrift: "Je n'ai que mon esprit & ma vie; mais ils n'appartiennent à moi: ils appartiennent à mon Roi, qui est l'ami de ma patrie." 1 Da min Fader igjen kom ind til Kongen, tog Denne ham hen paa en Sofa og spurgte: "Nu! Deres Søn?" "Et Svar paa Vers og paa Fransk, Sire." "Det beholder jeg," sagde Carl Johan leende, og stak Papiret i sin Portefeuille med nye Naadetilsagn. Næste Aar var 1829 -- bedrøvelig 17de Mais-Ihukommelse -- men da jeg i 1830 havde en Audients i Stockholm lyste den hjerteligste Velvilje ud af Kongens Aasyn. Jeg var ogsaa sær- deles vel tilmode, da jeg havde moret mig ganske udmærket i Forgemakket. Hvem skulde jeg nemlig opdage der uden en, som man sagde, formedelst sin Bøjelighed under en af de sidste svenske |
| d.IV,b.7,s.375 |
Statholdere, fremtrukken Officeer. Jeg mærkede snart, at han ønskede ganske at undgaae en saa kompromitteret Landsmand som jeg, og naturligviis tiltalede og begegnede jeg ham da som en meget god Bekjendt. Hans vexlende Kulør, de urolige Been, de pillende Fingre røbede i hvilken Kval han befandt sig. Svenskerne, som udgjorde Resten af de Audientssøgendes Halvkreds, gottede sig; men Ingen mere end den opvartende Kammerherre. Forat give Landsmanden lidt Pusterum, gjorde Kammerherren mig opmærksom paa et Alpemaleri, hvor Vege- tationen gik høit opmod Sneen. "Men min Landsmand der, Hr. Greve," bemærkede jeg, "har i det Savoyiske kunnet spise Apelsiner og see de sneedækte Alper. Ikke sandt, Hrr. Major?" Han nikkede og drejede sig fra. "De skal for Hs. Mts. Øine, Hrr. Major?" Han nikkede og drejede sig til. "Det er nok, i vore velsignede Fredsaar, den eneste Ild, Hrr. Majoren kommer i . . ." "Hrr. Wergeland, behag at træde ind . . ." anmeldte Kammer- herren, og saaledes begav det sig da, at jeg første Gang kom Carl Johan for Øine med et næsten leende Ansigt. Ikke et Ord om det Passerede eller om at jeg strax den første Dag havde opsøgt Datids Oppositionsmænd -- Noget, som strax var bleven Kongen berettet og havde ladet ham yttre, at jeg maatte være en besynderlig Person, som aabenlyst søgte Om- gang med hans Fiender, skjøndt jeg nok egentlig vilde besøge ham. Carl Johan tiltalte mig længe og med et Udtryk af Fader- lighed, som jeg aldrig kan glemme, og han gjentog sine naadige Tilsagn, dersom jeg opførte mig "sage". Men naar har jeg gjort det? Aldrig at slutte af disse Skizzer og Bekjendelser; og her maa jeg lægge den Bekjendelse til, at min Fader havde stor Ret, da han skrev paa Titelbladet af en af mine Farcer: "De sidste Kloge, Farce af den allersidstkloge, H. W." Min Optræden 17de Mai 1833 var en temmelig djærv Demon- stration og jeg blev den Gamle. Alligevel modtog Carl Johan mig paa det Huldrigste i 1835, ja endog strax ved Indtrædelsen med et Udraab af Velbehag med mit Ydre. Jeg beklagede mig over, at Departementet ikke vilde ansætte mig. "Da jeg var 20 Aar," sagde jeg, idet jeg tog "Skabelsen, Mennesket og Messias" frem af Hatten, "skrev jeg dette Værk til Religionens Forher- |
| d.IV,b.7,s.376 |
ligelse; nu er jeg 6 Aars brødløs Kandidat." Hs. Majestæt syntes forbauset over Voluminet og lod spørge, om der var noget Kald, jeg for Tiden ønskede. Nu et Navn af de flere, som vare ledige; men idetsted svarer jeg Daare: "Ikke det; jeg udbeder mig kun at komme i retfærdig Betragtning." Jeg erindrer ellers at følgende Repliker faldt imellem Hs. Mt. og mig paa Fransk. Hs. Mt. udlod sig smigrende om mine Aands- evner, hvortil jeg bemærkede, at de ikke syntes at være mig til Anbefaling; "dog er det ikke min største Feil, at jeg har et Hoved, men at jeg har et Hjerte." Smilende svarede Kongen: "Jeg vil troe det; men Fornuften maa lede Hjertet." "Ikke al- tid Sire!" "Sandt, sandt, Monsieur Wergeland, ingen stor Handling uden Lidenskab!" Siden saae jeg ikke Carl Johan Ansigt til Ansigt; men dybere staaer ikke hans majestætiske, livlige, milde Ansigtstræk indgravet i hans Medaljer end i mit Hjerte. Mellem da og til Indtogsaf- tenen vare tre Aar henrundne, hvori jeg havde været endnu mindre "sage" end nogensinde før. Stockholmsfarere vare skrevne og opførte uden Skaansel, Jeg havde været i Statsborgerpølen, skrevet rasende Flyveblade ved Storthingets Opløsning og Rigs- retten, og i Slotskirken paa Akershuus havde jeg bedet for Carl den 3die Johan, bevæget dertil af en øieblikkelig Indskydelse, da jeg rundtom saae saamange Medlemmer af Storthinget, hvor dette Navntal just i de Dage var bleven erklæret for det rigtige. Man søgte ædelmodig at skjule dette for Carl Johan; men gjen- nem svensk Tunge fik han det Passerede at vide, og i sin første Vrede skal han endog villet have mig tiltalt for Majestætsfor- brydelse. Det er umuligt, at Carl Johan nu kunde bære over med mig mere -- Jeg tør ikke engang søge om Audienz -- hans Ankomst vil være frugtesløs for mig -- og nu da jeg er forlovet og søger det mindste Kapellani! -- Ha, at jeg ikke sidste Gang nævnte et af de ledige Embeder, da havde jeg havt det! -- Men saa havde jeg ikke kjendt min Kjæreste? -- Lad saa om det var Bispestolen i Akershuus stryge! -- Men ak, nu ere vi ulykkelige begge To, og Skylden er min, min! Selv har jeg forspildt Til- sagnene, selv har jeg betaget Verspantet paa min Enthusiasme al dets tildrømte Amuletkraft. |
| d.IV,b.7,s.377 |
Med saadanne Tanker stod jeg taus ved den illuminerede Ære- port, da min Helt sidste Gang rullede ind i sin norske Hoved- stad og kan jeg vel saaledes kaldes en Malkontent baade med mig Selv og med Anstalterne eller rettere sagt med hele Verden. "Fanden maatte staae her længer!" brummede den anden Mal- kontent. "Det siger jeg med," svarede jeg, og saa bar det af- sted med Os. Vi frøs og vare vaade af Sludveiret, og uden videre Aftale toge vi til Hotel du Nord, hvor Officeren søgte Ovnen indtil jeg havde brudt Tausheden med Rekvisitionen af to Glas Toddy. Jeg havde kastet mig i Sofahjørnet med Haanden over Øinene. "Hr. Wergeland -- sagde Værten med en let Berørelse -- Tod- dyen er færdig." Jeg svarede ikke. "Hr. W. er vist syg," hviskede en af Stuepigerne. "Der staaer Kamferdraaber i Skabet." Officeren blev utaalmodig. Han udbragte "paa en lykkelig Aften for os begge!" Jeg svarede ikke. Han vilde flytte sig ved Siden af mig i Sofaen; men temmelig studs bad jeg ham beholde sin Plads. Jeg var nemlig i den Tro, at min gode Genius sad ved min Side og hviskede mig ind de digterske Inspirationer, der havde betaget mig. Thi saa var det. Digtet "Kongens Ankomst" var allerede blevet til. Jeg reciterede det paastedet i den første raa Tankeform, og nu sagde jeg til Krigsmanden, at Pladsen i Sofaen var ledig og besvarede hans Skaal "paa en lykkelig Aften for os Begge" med et dygtigt Drag. Den blev det for mig; thi dette Digt, der brændte af Enthusi- asme uden at ryge af Smiger, lod Carl Johans Øine søge mig, medens jeg syntes at maatte undgaae det. Han saae jeg havde det gamle Hjerte for ham, og fra det Øjeblik, han havde ladet sig Digtet forelæse, skjænkede han mig sin Huldrighed for be- standig. Jeg blev endog underrettet om, at jeg skulde faae mit Kapellani . . . . . . Kapellani og Bryllup! Jeg svimler! En Flaske Champagne gjør mig ikke saa beruset. "Hvad feiler dig?" spurgte man mig. "Feiler mig? Jeg faaer mit Kapellani . . O nu skal jeg og Vesle- brunen leve godt!" |
| d.IV,b.7,s.378 |
"Men det er jo det usleste i hele Landet," bemærkede man. "Ei Snak! Halvandethundrede Daler; men saa de deilige grønne Bakker, hvor vi træffe Christiania-Vegetationen igjen blandet med den subalpinske, altsaa deilige duftende Blomster, og saa Træerne udenfor, og at kunne holde Heste, Kjør og Faar der- efter og saa at kunne spise sin egen landlige Kost. Den, som klager herover fortjener Intet. Og skal jeg sige dig," hviskede jeg, "Kapellaniet er rakt mig fra Himlen, det er et Slags Honorar fra Carl Johan for Digtet "Kongens Ankomst," og Digtet kom fraoven." "Amalie" -- jublede jeg min Forlovede imøde -- "Nordens baade Nordstjerne og Karlsvogn bestraale os. Jeg faaer Nanne- stad Kapellani! . . Men sig, veed Du, om der skal være Møbel- auktion i denne Uge? Vi maa tænke paa Sligt nu." Velsignelser over den ædle Konge stege op fra et uskyldigt Hjerte trykket til mit. "Det kommer af, at Carl Johan har Sands for Poesi," bemær- kede jeg stolt. "Nei af at han er saa god," sagde min Brud. "Ve mig om jeg negtede det, udtalte jeg med Høitidelighed. Gud ham velsigne!" "Amen!" hviskede det ved mit Bryst. KAPELLANIET FORVANDLES TIL EN VAKKER
RØD SKY. Som buden Gjæst havde jeg tilbragt en Aftenstund Vinteren 1839 hos en tydsk Maler. De andre Par Gjæster var ogsaa Tydskere og Artister; den Ene af dem, en preussisk Landwehrs- officeer af et martialsk Udseende. Da jeg brød op, vilde de Alle endelig følge mig over Isen til min lille Hytte i Grønlien; og da jeg ikke kunde blive deres Artighed kvit og følte, at jeg maatte have noget at byde dem derfor ved Hjemkomsten, for- synede jeg mig forud med to Flasker Punschextrakt hos en ved Siden boende Destillatør. Ulykkeligviis erindrer jeg, idet vi passere det saakaldte Palæ, hvor Hs. Mt. Kongen boede, at jeg havde bestemt lovet den vagt- havende Officeer at besøge ham i den saakaldte Kongevagt. |
| d.IV,b.7,s.379 |
Klokken var halv Ti; men jeg foreslaaer mit Følge en Afstikker derind paa nogle Minutter. Med de, af Latter halvkvalte, Ord "Giv dig, Officeer! Vagten er tourneret," aabner jeg Døren til Officeersvagten, hvor der alt var mørkt. "Aa, Fanden er det dig? Velkommen! Stue-Gefreider, Lys og varmt Vand!" For at komme gesvindt til det, blev min ene Extraktflaske sat i Brug; En af Tydskerne havde en Guitar med, og inden vi vidste af det sad vi i god Mag i den varme Vagtstue ved en rygende Bolle med Strengeleeg og dampende Piber. Det kunde have varet et Kvarteer, da Pladsmajorens Ansigt, midtunder en preussisk Bravoursang og Røg og Damp, viser sig i Døren lige- overfor mig, som præsiderede i Sofaen. I min Sag med Kaval- leriet havde han været mig ivrigen imod, og jeg havde givet ham det igjen i et Selskab i forrige Aar, saa jeg ahnede Ulykke, ja jeg syntes at læse den i de Øine, han satte paa mig. Efterat have havt en Samtale med Lieutnanten, hvorunder Denne skal have forløbet sig mod Subordinationen, befalede Majoren os at fortrække; og det gjorde vi da under klingende Spil -- da vi vare komne paa Isen. Dagen efter fik jeg at vide af min Patron, at der paa Grund af den Historie i Kongevagten ikke kunde blive Noget af med Kapellaniet. Pladsmajoren havde sporenstregs meldt det der Passerede til General W; General W. havde igjen sporenstregs endnu samme Aften forebragt Hs. Majestæt det; og Hs. Mt. havde især fundet Mishag i, at Udlændinger havde tilladt sig saadanne Friheder i Høistsammes Bolig og til en saa upassende Tid. En Allerhelvedes Krigsretssag for Insubordination blev anlagt mod Lieutenanten, og man satte ham ogsaa hele tre Maaneder paa Frederikssteen. Min Sindsstemning kan jeg ikke skildre. Jeg var ganske sløv af Sorg. "Hvad feiler dig dog i disse Dage, Henrik?" spurgte min Kjæ- reste mig da vi Søndagen efter spadserede paa Isen. Nu maatte Hemmeligheden frem. "Amalie!" sagde jeg. "Jeg faaer ikke Kapellaniet; kanske al- drig noget. Men se der disse deilige røde Skyer, hvor Solen nu gaaer ned, der er mit Sognekald! Den glimrende enkelte Straale der er Spiret paa den Kirke, jeg faaer!" |
| d.IV,b.7,s.380 |
Nu græd hun; mit Øje funklede. Hun fik den smukke Scene endnu samme Aften saaledes be- skreven: "Se hist, min Elskede, hist hvor Dagen til Hvile lægger sig paa Skarlagen, hvor Solen dalte blandt Skyer gyldne og purpurmalte! . . Se der i Vest i hine svømmende skjønne Lande, først der, kan hænde, sit Vuggeløfte vil Skjæbnen sande: at jeg, din Elsker, skal blive Præst. Den Straale hisset, i Luften jaget, er Kirkespiret, hint Gyldne Taget! Hiint Violette derudenfor er en Blomsterslette. De mørke Lag, af Straaler brudte, er Lunde dunkle; hint Røde Hjemmet . . . . o se hvor Vindverne gyldne funkle! Vi kunde være der end idag! Din Guitar vil paa sin Plads at hænge du finde, Elskte, med Straalestrænge. Og dine Blommer i Vindvet hilse dig, naar du kommer. Derudenfor i Leg paa Engen sig himmelfødte Smaaengle tumle, for hvem ei moderlig Smerte blødte. . . Dit Hjerte føder -- o en er vor! Omkring os, Elskte, i glade Skygger en salig Menighed boer og bygger, hvor henrykt Folket min Lære seer i dit Aasyn tolket. Dit Klædebon de kysse Alle med Sammenstimlen omkring dig, Hustru, naar hjem fra Kirken igjennem Vrimlen vi vandre begge To Haand i Haand." |
| d.IV,b.7,s.381 |
JEG BLIVER FÆDRENELANDSFORRÆDER.
Carl Johan blev sig selv liig. Dagen efter de røde Skyers Aften melder min ædle Patron mig, at Hans Majestæt, i Mangel af Kapellaniet, tilbød mig 200 Spd. af sin egen Kasse aarlig i to Aar for det Første, hvorefter Hans Majestæt vilde tænke paa at see mig ansat. Efter et Par Minutters Betænkningstid svarer jeg, at jeg med Taknemmelighed vilde modtage Hans Majestæts naadige Tilbud, dersom jeg maatte gjengjælde det med fritvalgte Arbeider for Almuens Oplysning. Til denne Beslutning var jeg kommen under det Par Minutters Taushed ved følgende Tanker: Det er en Ære for mig som For- fatter at erholde et saadant Tegn paa min Konges Yndest -- Jeg skylder den Pige, der har knyttet sin Skjebne til min, at modtage Tilbudet -- Afslaaer jeg det, gaaer jeg ogsaa Glip af Haabet om Ansættelse, og da er og mine Forældres Haab om noget Udbytte af Bekostningerne paa min videnskabelige Bane spildt. -- Mod- tager jeg det, slaaer jeg en Baut langt udenom alle de Skjær, hvorpaa min Lykke ellers vil forlise: udenom mine mægtige Fienders Indflydelse -- Jeg kan nu gifte mig, naar jeg lægger Gratialet til Amanuensisgagen -- Jeg staaer alt i Gjeld for Møbler, der antyde noget Saadant, saasom en Dobbeltseng -- kort! det vil være uforsvarligt og taabeligt af mig, om jeg ikke modtager. Altsaa svarede jeg som jeg svarte, og fik Dagen efter Medde- lelse om at Hans Majestæt med Tilfredshed havde hørt mit Svar. Men nu var jeg Landsforræder og havde solgt mig. Jeg ved- blev at skrive i uforandret Aand; jeg skrev Aar ud og Aar ind for Almuen. Man roste det; men -- solgt var jeg, Forræder var jeg. De Nærmeste af mine Venner vare de Første, som vendte mig Ryggen. Engang har en Anonymus spyttet efter mig udaf et Vindu; en anden Gang har En mumlet Noget, som bestemt skulde være "Forræder" idet Vi krydsedes paa et Hjørne. Aviserne brød Staven over "Hofpensionisten" og En af hine Nærmeste af mine Venner, ja den Allernærmeste, angreb mig i Trefjerding-Aar regelmæssig en Gang om Ugen paa det grusomste i et Blad, han udgav. Jeg følte det nok. Men lykkeligviis havde jeg taget Bolig paa et afsondret Sted, hvor der var en smuk Have med herlig Udsigt |
| d.IV,b.7,s.382 |
og en trærig Kirkegaard ligeoverfor. Hvem kunde der andet end være rolig, naar Hjertet var det? Og saa røgte jeg jo Tobak, og kunde fra min Udsigt blæse de store Røgskyer udover Byen? Den var bleven mig forhadt siden jeg daglig blev spurgt paa dens Gader, om jeg havde læst sidste Nummer af ovenomtalte Blad, eller blev underrettet paa det første Gadehjørne af en tjenst- færdig trobleven Ven af lavere Rang paa min Venneliste, om at Morgenbladet og den Constitutionelle vare begge To ude idag mod mig. Den første af disse Blades Redaktører udspredte endog om mig, at jeg var Spion, og negtede Alt fra mig undtagen Poesi Plads i Bladet. Jeg sendte da Poesierne til den Constitutionelle, eftersom de faldt, for dog at skaffe dem et Opbevaringssted, og for dog af og til at vise Folket, at min Sjel var frisk under Hud- fletningerne. Men Redaktøren bekjendtgjør, at hverken Prosa eller Poesi af mig faaer Plads i hans Blad; og saaledes havde jeg da ogsaa faaet en Knebel paa, saa man i Provindsaviserne begyndte at spørge efter mig. Men hvad gjorde det, da jeg havde min Have, min Pibe og om Aftenen min Gravlund? I Haven skrev jeg "Blomsterstykket" medens Forfølgelserne rasede som værst; med Piben røgte jeg en Farce til, som idet- mindste bragte Latteren paa min Side, og paa Kirkegaarden fik jeg Trøst af min Gud. SAA NÆR VAR DET.
Hans Majestæt Kong Carl Johan havde naadigst besluttet at udnævne mig til Bureauchef og Rigsarkivar; en Anonym, som nu af Hjertet under mig Posten, vilde at jeg skulde blive hvad jeg var; og saa var det paa et hængende Haar blevet. Paa en Café otte Dage før jeg dog blev Bureauchef, blev jeg en Aften saaledes overdynget med fordetmeste fugtige forlods Gratulationer, at jeg blev ør i Hovedet. Jeg tog mig en fast Plads; men da jeg vel saae mig om, vare Vennerne og Gratulan- terne borte, og jeg omringet af en Sværm modbydelige Ansigter, der syntes at gotte sig over min illuminerede Pande. Alligevel vil jeg troe, at jeg har størst Skyld i det Mundhuggeri, som nu begyndte; thi jeg var ærgerlig og havde min Tunge fuld af Spy- digheder længe før den blev sluppet løs. |
| d.IV,b.7,s.383 |
Striden indskrænkede sig dog til mig og en Person, som vist i 15 Aar havde gjort mig alt det Onde, som han havde kunnet, indtil det stak en Landsmand af ham at blande sig deri paa en uforskammet, næsten truende Maneer. "Min Herre!" siger jeg, idet jeg reiser mig op ligefor Skrællingen -- "dersom mine Buxer var istykker, vilde jeg anmode Dem om at sye dem sammen igjen." Virkningen var et Raseri; men et som vendte sig indvendig. Hans Læber skjalv, en blaalig Farve udbredte sig over Ansigtet, Sveden brød frem paa Panden. "Kom lad os gaae!" mumlede han til min Mand. "Vi ville ikke længer være udsatte for Grovheder af denne Person, Kom! kom!" Og med et krampagtigt Haandtag trak han Landsmanden afsted. Hans Sønderknuselse er let begribelig, naar man hører, at Personen, som her gav en ret anseelig Spekulantrolle, var egentlig en kjøbenhavnsk Skræddersvend. Og tænk han bar Guldbriller paa den Næse, han stak saa ubetænksomt frem for at faae den knebet. Men nu Følgerne for mig! Først et infamt Avertissement, og dernæst med første Post til Stockholm en Skrivelse, hvis Forfatter eller Forfattere jeg ikke kjender, men som var af det Indhold, at jeg veed, at om den var kommen før Udnævnelsen til Bureau- chef allerede var udfærdiget, var der intet blevet af denne. Carl Johan havde en jomfruelig Afsky for sædelige og konven- tionelle Udskejelser. Men -- Udnævnelsen og Skrivelsen krydsede hinanden paa- vejen! Ja saa nær var det! Den, der allerførst overbragte mig med tusinde Lykønskninger det virkelige Budskab, var ligeledes en dansk Person, som jeg har gode Grunde for at antage var vel underrettet om hiin Skri- velses Indhold. For der var ganske bestemt Fleer om den, end- skjøndt den udfærdigedes af Hr. Anonymus. Der var nemlig hvad man kalder formegen Mudder i Leiren (dengang havde Troppen virkelig en Leir) og man stak for øjensynlig Hovederne sammen til at Formeningen om et Slags Komplot ikke skulde vinde Rime- lighed. |
| d.IV,b.7,s.384 |
Og saa nær var det! Men vil Gud ikke tilgive denne Mali- ciøskhed, saa vil jeg. JEG DØER.
Der skal et Underværk til, om ikke Overskriften sandes, inden denne Bog seer Dagsens Lys; men jeg mener med det "Jeg," som døer, det gale Jeg, man i det Foregaaende har lært at kjende. Ja det er vist, det er allerede væk. En i streng Ild udbrændt Levning ligger tilbage; -- der skal snart dømmes af hvad Gehalt. Den strengeste Dom, Mennesker kunne fælde over et Med- menneske, den at han har solgt sin Sjel, har man taget tilbage. Man har opdaget den blodige Pande, jeg har faaet ved at følge Principet "beint fram," og svalet den med Laurer og Blommer. Man taaler uden Mistanke, at den nærværende Konge og Dron- ning har overøst mig med Naadesbevisninger. Selv Vennerne, der forhen vendte mig Ryggen, have nu forstaaet hiin Blodskrift. De ville for Eftertiden ligesaa høit og dyrt forsikkre -- hvad Alle ere overbeviste om -- at jeg var en ærlig Sjel, som de før forsikkrede -- hvad Ingen følte sig overbeviist om -- at jeg var en Forræder. Og til hver Landsmand, som giver mig den Lov, siger jeg et oprigtigt og kjærligt Tak for mig! ET FRÆNOLOGISKT FOREDRAG.
Efter en Snees Aar hænder det ganske Almindelige ved en Sidesti paa Byens Kirkegaard, at et Dødningehoved kastes et Par Spadserende mellem Benene. Den Ene sparker naturligviis forbittret til det; men den anden standser det ved at sætte Stok- ken i Nakkehullet og saa at hæve det op. "Naa, hvilket cranium!" udbrød han (Han var Mediciner kunde man høre paa det unødvendige latinske Ord) "Bule paa Bule! De stridigste Organer i chaotisk stivnet Forvirring! Hvad vil du have for det cranium, du kastede op, Graver?" "Geranium? Jeg kastet op en Geranium?" lyder det fra Dybet. "Fruentimmeret, som satte den herud hvert Foraar, er vist dødt; |
| d.IV,b.7,s.385 |
her skal en ny en ind, og saa tænker jeg da Geranien kan være min Sportel." Da han endelig fatter Meningen, bliver man enig om 1/4 Skilling til en Halvpægl Brændeviin -- saa lavt er Brændevinet nu sjunket. At her kun kan menes Flensborgerbrændeviin, vil ellers blive klart af det Følgende. Paa Vejen hjem hverver Medicineren et helt Auditorium til at holde et frænologisk Foredrag over Dødningskallen. Men min Aand følger dennegang med mit Hoved, og just som Medicineren har faaet det paa Bordet og skal begynde sit Foredrag, begynder jeg mit. Jeg kan ikke sige, at Dhrr. bleve meget bange; thi Op- lysningen var steget overordentlig i de sidste Snees Aar. Imid- lertid fik jeg dog Ordet. "Maa jeg spørge Mhrr. om Nogen af dem har læst Henrik Wergelands Hasselnødder eller Bekjendelser og Livsskizzer?" "Hvad Pokker er det for en Bog?" brød man i Mundene paa hinanden paa ganske godt Dansk. En mener, at den maatte høre til de forældede Bøger, der ud- kom i Christiania før det, efter Skandinavismens Indførelse, blev forbudt at trykke Bøger andetsteds end i Kjøbenhavn; men Fræ- nologen gav Haab om at have Bogen paa Loftet mellem sin salig Faders Bøger. Thi i de sidste Aar før hint Forbud bestod den norske Boghandel i at sælge en masse, og "naar min Fader, sagde Frænologen, fik 90 pct. Rabat plejede han at kjøbe. Han havde tabt svært paa de Spekulationer; dog erindrer jeg, at han engang sagde, at han dog ikke havde mærket nogen Aftagen i Afsæt- ningen af et andet Forbud af det nye Gouvernement mod at lade Bøger, der vare trykte i Norge i den gamle Tid, sælges i Danmark -- noget som Skandinavismens Formaal, Civilisationen krævede." "Jeg er bemeldte Skrifts Forfatter," sagde jeg; og ønsker meget at have det vedhaanden. Det skede omsider efter en Pause, hvorunder Studenterne drak Øl og røgte Tobak, som i vore Dage, men uden at byde mig hverken det Ene eller det Andet, skjøndt jeg troer nok at jeg havde taget en Pibe. Skizzerne bleve uddelte og jeg holdt da følgende Foredrag (op- taget i Datids medecinske Ugeskrift): "Mhrr.! disse Buler i min Pande har man i sin Tid holdt for Digterorganer og afmodelleret dem paa det nøiagtigste, saasnart 1 tilbake  Min Geist og mit Liv besidder jeg blot; Ejer jeg kaldes ei kan: de Begge tilhøre min Drot, den Ven af mit Fædreneland. |