| d.IV,b.7,s.308 |
største plejede at fylde Altanen udenfor naar vi sad ved Aftens- bordet, og da brugte jeg Servietten til at skjule min Forlegenhed med, naar jeg maatte ud og takke. Jeg svingede da af alle Kræfter med den istedetfor en Tale, som jeg mærkede de gode Folk ventede. Men det var mig umuligt. Fjæren paa Bagva- skelsens Piil, som stak mig i Hjertet saa de hvide Rødder hang ud, krislede mig bestandig i Halsen, saa Talen kun blev til en Hosten. Det er min faste Overbeviisning, at alle de Kunster, man i de senere Aar har fundet paa forat holde Liv i Dagen, netop tære paa dens Liv. Jeg synes endnu at see de maabende Ansigter, hvori Kjedsomheden stod malet med lange Træk, gloende fra Fæstningsvolde og Brygger efter Kaproerbaadene. Det haglede og var suurt Vejr nogle Aar efter hinanden; men hvem turde vel gaae hjem strax? Det nye Paafund med Fahnetoget vilde være det bedste, dersom det ikke allerede ved Gjentagelse ved andre Leiligheder var bleven til en Slags Uddragning af Jacob v. Thyboes Sværd. Den lede Laugsaand stikker ogsaa frem i disse Standere; og der er saameget deraf i Norges Hovedstad i Aaret 1845, at Byen vilde lugte ligesaameget af den, dersom den røg af Piben paa hvert Huus, hvori den findes, som Smaagaderne lugte af stegt Makrel i Makreltiden ved Aftenstid. . . . Hertil var jeg kommen, da jeg blev overfalden af et saa over- ordentligt Ildebefindende, at jeg endog opgav Haabet om at faae endt denne enkelte Skizze, ikke at tale om Resten. Først nu den følgende Dag kan jeg fuldføre disse matte Linjer efterat være styrket baade med Nafta og den Griffithske Jernmixtur med Myrrha. "Saadant vilde jeg ikke vove at skrive," sagde min Ven Kan- didaten, hvem jeg havde ladet læse den afbrudte Syttendemais- Bekjendelse. "Du vil komme til at passere for en Dagens Fiende og Forræder, og faae mærke dette paa mange Maader." "Gaa hen og undersøg det store røde Futteral der paa Pulten! se og læs!" stønnede jeg. Forundret tog han frem deraf en 9 Tommer høi og derefter proportioneret indvendig forgyldt' Sølv- pokal og læste: |
| d.IV,b.7,s.309 |
"XVIIde-Mai-Pokal. En Amindelse til Ejdsvoll fra Henrik Wergeland. 18l7/ 545. Gid 17de Mai, den Velsignte blandt Dage, bestandig maa skjønnere vende tilbage! I Eidsvoll er Norriges Frihed fød. Thi tøm der med Jubel mit Gyldenskjød!" Han læste det til Formandskabet stilede Gavebrev, som endte med et "Leve Friheden! Gid dens Fødselsdag aldrig maa blive glemt paa dens Fødested!" lukkede Futteralet, greb min Haand og sagde leende: "Naa! du er da en ægte, uforbederlig Syttende- mais-Gast." "Ungdomskjærlighed ruster ikke," svarede jeg. "Og saa alt hvad jeg har lidt for den? Den kan aldrig blive mig ligegyldig." "Men hvilke Triumfer har den ikke bragt dig? F. Ex. i 1833, da du paa den herlige Morgen, omringet af Tusinder af Folket og af Storthingets Fleerhed, holdt Talen ved Krohgstøttens Af- sløring." "Ak alle de Æggedosiser jeg maatte sluge Dagen udover!" stønnede jeg. "Men hør nu her bare hvad jeg har lidt paa og for denne Dag. 17de Mai 1829 fik jeg ikke alene et Sabelrap, men kom for Livstid paa det sorte Bret. Et andet Aar mistede jeg Hørselen til Julen fordi man affyrede en i Jorden nedgravet Me- talsvingbasse, hvorpaa jeg havde lagt mit trætte Hoved. Nok en 17de Mai fik jeg Armen af Led ved ikke at trække Tenen rapt nok til mig ved Affyringen af et Kongehul. En anden 17de Mai havde jeg nær revet Armen ganske fra Skulderen og spiddet saamange Mennesker, som der af tynde Studenter kunne gaae paa en almindelig Raketstang d. e. efter min Beregning tolv, naar hver gives Tykkelsen af 3/ 4 Kvarteer og Stangen er to Alen lang. Man kunde ikke faae Raketten af, hvorfor jeg tog mit Piberør af og holdt Raketten horizontalt i venstre Haand medens jeg i høire holdt Pibehovedet til Fængkrudet og blæste til. En Ildsky, som borttog Øjenbryn, Øjenhaar, Pandehaar samt Skjægets Førstegrøde, blindede mig i de første Øieblik; men hvor forfær- |
| d.IV,b.7,s.310 |
dedes jeg, da jeg fik at vide, at Raketten var faret midtimellem en Sværm Kamerater og mod Huusvæggen, som den paa et hæn- gende Haar havde stukket i Brand. Kun mit skrækkelige Ud- seende og det fra Julen hentede Sprichwort: "det er 17de Mai i hvad vi gjøre," afledede Forbittrelsen. Endnu en 17de Mai sprang jeg i Fjorden i fulde Klæder fordi Baaden var overlæsset og man erindrede om at Frithiofs Helte plejede at gjøre saa ved lignende Anledning. Er det nok?" "Nok for een Mand" svarede min rimelige Ven. (Juristen var min urimelige; og vil man lægge Mærke til Tingen, vil man finde, at Venner lade sig inddele saaledes). "Men hvilken Triumf feirede du ikke i 1836, da du saae dit Stykke opført mellem de jublende Brødre? Jeg erindrer Du var saa glad, at Du rev Trompeten fra vedkommende Orchestermand og gav et Mellemstykke til stor Rædsel for de indbudne Æresmedlemmer, som sad lige foran dig." "Men bagefter?" svarede jeg. "En Embedsmand, som erkjendte Stykkets Uskyldighed, sagde dog, at jeg havde gjort bedre i at lade det være under nærværende Spænding; det var altid en Demonstration, som vilde blive lagt Mærke til." "Hvilken Usling!" udbrød min Ven. "Næste Aar gik jo ogsaa den navnkundige "Stockholmsfarer" over de samme Bræder, saa jeg nok viste, at jeg ikke erkjendte Ængstelsessystemet," bemærkede jeg. "Imidlertid dyppede jeg mig ikke blot selv i Sværtegryden ved det Stykke Arbeide, skjøndt jeg vel neppe kunde blive sortere end jeg allerede var; men de stakkels unge Mennesker, som toge Roller (den Farligste var dog givet en afdanket dansk Skuespiller) kunde ogsaa let faae sig et Blis i Panden. En af dem vilde ogsaa til min Forfærdelse just i Aabningsøjeblikket træde tilbage paa Grund af at Vinen gene- rede ham fra Middagsbordet. Ei -- wiswas! ud i Kjøkkenet! -- bøi Hovedet! -- en Bøtte Vand styrtedes over -- han erklæ- rede sig ædru og saa vips ind paa Scenen. Stykket gik; jeg blæste atter i Trompeten; men bagefter? Ja saa blæste den Con- stitutionelle og Dagligt Allehanda. Dette havde jeg forudseet og havt den Klogskab at vælge et herligt Kobberstykke istedetfor 20 Daler i Honorar for Stykket, saa jeg gav de rasende Journa- lister en god Dag hvergang jeg saae paa det. Det holder jeg for den klogeste Handling i mit Liv ligesom den med Vandbøtten |
| d.IV,b.7,s.311 |
for det Ypperligste jeg nogensinde har lagt for Dagen af Kon- duite. Men til at gloe paa mit Stykke indskrænkede sig ogsaa min Triumf af den 17de Mai." "Men hvilken Triumf nød Du da ikke, da du i Spidsen for Studenterne trak ned igjennem Byen forat hilse paa Storthinget og saa Herman Foss kom ud paa Gaden og I omfavnedes og gave hinanden Brodernavn?" sagde min kjærlige Ven. "Ja ja!" udbrød jeg -- " Det var en Triumf. Det opvejer Alt, afsvedet Skjæg, Arme og Been og Helbred og sorte Mærker -- Alt hvad der kunde have gaaet i Løbet og hvad jeg har lidt for den 17de Mai og det ikke for Triumfens Skyld; men fordi jeg har bevaret mig Æresmanden Herman Foss's Venskab." MIN STUDENTERUNIFORMS HISTORIE OG SIDSTE
ENDELIGT. Var det ikke saa, at jeg den 17de Mai 1829 fik mig et Sabel- rap Nr. 2? Jo -- o, desværre! Og et Kvarteer før havde jeg faaet et Varsel, som burde have bragt mig til at liste mig Baggaderne hjem og i min Seng. Høistkommanderendes smukke mandige Ansigt havde nemlig viist sig en Tomme eller to fra mit, stukket indimellem to Jægere, bag hvilke jeg troede at staae in salvo i Tusmørket paa en Borgermands Trap. "Hoho!" sagde han bare og gallopperede saa væk. Nu, men ikke dengang skulde jeg gjerne ønske at Gud vilde holde sin Haand over ham; thi -- Som det er gaaet andre gamle Fædre, det Ham er gaaet, Ham, Armeens Far: han er i mange Ting jo bleven bedre, ja ganske anderledes end han var. Men istedetfor at liste mig Baggaderne hjem, holdt jeg det nok for raadeligst ikke at stole paa Borgermandens Traps Sikkerhed; men jeg iværksatte Retiraden gjennem Hovedgaden, hvor jeg da ogsaa fik mit Rap. |
| d.IV,b.7,s.312 |
Jeg syntes at lugte gamle Hansens Huusbagsbrød. Endnu svæ- vede Forbandelsen over Dens Hoved, som havde givet Anledning til deres Krænkelse. Lugten vakte min Skarpsindighed. Jeg fandt, at min af Hs. Mt. sanktionerede Uniform var vel saa fornærmet som jeg selv, og jeg besluttede, at bringe Høistkommanderende den samme Nat som Krigsbytte eller et Slags Trofæ. Oprigtig maa jeg ogsaa tilstaae, at jeg var misfornøjet med Kjolen; thi saa fiin og smuk den var med sit grønne Broderi paa Fløjel, havde den dog ikke opfyldt nogen anden af sine Hensigter, end den sletteste, den at gjøre Opsigt, siden jeg var den Eneste som bar den. Men hverken havde den erobret nogen Piges Hjerte eller skaffet mig det Navn af et Exemplar paa en Student, som den før min Tid havde skaffet en gammel Student, der aldrig bar andet Kjoleplag saalænge han laae ved Universitetet. Som besluttet saa gjort. Ferskt skulde Spoliet være. Klokken kunde da være saa omtrent Et om Natten, da jeg befandt mig foran Vedkommendes Port med Uniformen i en Kurv med ved- lagt Brev. Porten forekom mig gik op af sig selv ved et Ma- skineri, og jeg vandrede nu op og ned i Gaarden, indtil jeg ende- lig besluttede mig til at sætte Kurven i en Trap indenfor en Dør, der syntes at føre til Værelserne. Men jeg blev slaaet tilbage af et overordentlig skjønt tragisk Syn: en majestætisk Dame med langt sort opløst Haar over den hvide Natdragt og en Kandelaber i Haanden viser sig i Døren ovenfor Trappen. "I Guds Navn, hvad er det? raaber hun. Tag det! Tag det igjen! O ulyksalige Nat!" Jeg adlød øjeblikkelig. Lady Macbeth (som ogsaa var smuk) kunde ikke have udøvet en stærkere Indflydelse paa mig. Om Morgenen maatte min Oppasser afsted med Kurven. Han blev først afviist, og, da han kom igjen, truet med Prygl, som rimeligt kunde være, dersom han kom igjen. Jeg fik da fat paa en ny Oppasser, som svoer paa, at han skulde blive kvit Kurven. Og han blev det, men just ikke ved egen Fortjeneste. I den Tanke nemlig, at Høistkommanderende boede i den saakaldte Stiftsgaard, som var den svenske Statholders Residenz, gaaer han did og sætter Kurven udenfor Hs. Excellences egen Dør. Den Første, som kommer, er Høistkommanderende, som kjender Kurven igjen og selv bærer den ind til Hs. Excellence med det |
| d.IV,b.7,s.313 |
Raab: "Her seer D. Exc. Toppen paa al Uforskammethed. Fire- gange har den været hos mig, og nu vover Udsenderen ogsaa at tilstille D. Exc. den." Gamle Platen var en besindig Mand. Han bemærkede ganske rolig: "Der er et Brev med. Lad see!" Og saa satte han sine Briller paa, og rakte Generalen Brevet med de Ord: "Det er til Er!" Dette er kommet udfra det svenske Statholderhotel. Man sagde, at saa Meget kom derind, Noget kom altsaa ogsaa ud derfra. Udpaa Høsten spurgte en Politibetjent mig paa Gaden, om jeg havde noget imod, at en sort Kjole, som var eslet Høistkomman- derende, men som heelt siden havde hensiddet paa Raadstuen, blev givet en fattig Konfirmand. "Nærværende Ejer, Den der har vundet Kjolen fra mig, faaer afgjøre det," svarede jeg. "For mit Vedkommende finder jeg Ideen smuk." DØDENS PERSONLIGE SKJØNHED.
Mit tiltagende Ildbefindende var bleven bekjendt for hiin Ven, der kunde lee med den ene Side af Ansigtet medens den mør- keste Tungsindighed laae over den anden, og som kom nu for at bytte Haabets Papirlapper om med Vishedens rene Valuta. "Du fæle og onde Død!" raabte han heftig. "Spil ikke her Fædrelandet og Literaturen et Puds!" "Tys! Stille!" hviskede jeg. "Han er i Nærheden." Jeg havde dengang ikke Kræfter til at spøge med ham, uagtet jeg nok skulde faaet Janusansigtet at see; men paa et Blad Papiir skrev jeg: "DØDENS SKJØNHED."
Den bør gjennembores af en dødbringende Trækvinds lange blaa Kaarde som siger at Døden er hæslig og ond. Ond? Et Aar lever jeg nu af hans Barmhjertighed, forskudt af Livet, fordi jeg vilde die det forlænge og rev dets Bryster tilblods af Begjærlighed. |
| d.IV,b.7,s.314 |
Hæslig? Min Gud, hvor gives der en slankere og mere velskabt Kavaleer? En Kappe og en Fjederhat, og han gjør alle Don Juans Erobringer efter. Selv Dødens Orme ere ikke saa hæslige som de, der nylig krøb over mig: den falske Vens Fingre. Dødens Figur har Regelmæssighedens Skjønhed; hans Ansigt Aabenhedens; og hvilken kan være behageligere? Dog er Han maaskee smukkere bag end foran; men hvormange Mennesker ere ikke det? Et Janusansigt har han idetmindste ikke. Men Du, som har det -- hvad om ogsaa selve Benene i dit Ansigt ere fordrejede, naar Du ingen Kjødmaske har at trække derover? Da vil Den, som finder Din Beenrad, faae Ret til at kalde Døden hæslig! FAAER FANDEN FAT I ET HAAR, SAA TAGER
HAN HELE KROPPEN. Den, der vil stille sig i Spidsen for en Oppositionspresse, maa besidde Formuens Uafhængighed, om han ikke vil gaae tilgrunde, efter en kortvarig Blomstring som en Slags Valmue paa Grændsen af Blomst og giftigt Ukrud. At døe i en Rendesten bliver stun- dom den Forvovnes Lod. Den i hele Verden, som mindst bør vove det, er dog en supplicerende fattig theologisk Kandidat. Han dræber selve Haabet. Han gjør en dum Streg, og tvert- igjennem den sætter Departementet nok en Streg, og paa det sorte Kors som deraf udkommer, faaer han slæbe sit hele Liv. Uden endnu at have gjort en saadan Streg, bar jeg allerede paa mit Kors, (med Tiden blev det en mangeaxet Veirmølle). Uagtet man ikke vilde ansætte mig, lod man mig dog kaste den ene Klat Skillinger efter den anden bort til stemplet Papiir til nye unyttige Ansøgninger. Jeg ahnede, at det gik paa Livet løst, og havde derfor begyndt at studere Medecin, skjøndt jeg frem- deles supplicerede, paa haabløst Maa og Faa, som naar man pilker fra det skarptseilende Skib for dog at have noget at be- stille. |
| d.IV,b.7,s.315 |
Jeg sad just og morede mig med at blæse Tobaksrøg ind i et Dødninghoved saaledes at den siden langsom trak ud af Aab- ningerne, da det bankede ængstligt paa Døren. Ind treen en Bogtrykker, bleg med sorte Næsevinger og Fortvivlelse i de slappe Træk. Det var Forlæggeren af Bondeoppositionsbladet Statsbor- geren, en Slags Alligator, som i sex Dage laae skjult i sit Slam, men gabede baade hørligt og synligt den syvende, slugende da et halvt Dusin Embedsmænds gode Navn og Rygte i sig. Fanden var i den Tid meget mindre frygtet i Norge end Statsborgeren. "Kjære Hr. W -- stammede han -- jeg kommer til Dem med en Bøn, og kun for denne ene Gang. Statsborgerens Redaktør er rømt for nogle Tremarksdomme; Bladet, der allerede er betalt af Abonnenterne, skal ud, og jeg har ikke en Linje Manuskript. Døm da i hvilken Stilling jeg er og hjælp mig saa med det ene Nummer for denne Uge, til jeg faaer omraadt mig. Jeg er en fattig Mand, der har forbrugt en stor Deel af Forudbetalingen for Heftet, og ikke kan betale tilbage." Det forekommer mig, at Manden tørrede sig om Øinene med Kjoleærmet; men jeg skal ikke sige det forvist. Saameget er dog vist, at han rørte mig til Medlidenhed, saa jeg lovede at hjælpe ham med det ene Nummer, men under dybeste Taushed. "De maa betænke min Stilling som supplicerende theologisk Kandidat," sagde jeg, "og at det at redigere Deres Blad er omtrent som at tage Styret paa den Lorje, der fører Skarnet fra Slaveriet over til Hovedøen." Manden gik sjeleglad, og han skjænkte mig et Glas Portviin, da jeg bragte ham Manuskript, bestaaende af selvgjorte "Ind- sendter" fra "Oplandet," "Nogle Borgere," "Flere Østtotninger," "endeel Almuesmænd," "X. Y" o. s. v. Men -- næste Uge havde jeg ham igjen, og jeg slap ham heller ikke dengang. Heller ikke tredie Gang, da han endnu ikke havde faaet Redaktør. "De faaer s'gu heller ingen, mente jeg, for der er Ingen, som har Mod dertil." "Da er jeg luurt," klynkede Manden, "for Heftet, som jeg skylder Prænumeranterne, er ikke halvgaaet." Og han bød mig et ganske godt Honorar forat redigere det ud. Dengang blev det dog ved mit Nei. Men jeg var alt i Snaren: jeg havde fanget mig selv og jeg blev siddende istedetfor at gjøre som Ræven, at bide det Lem af, som sad fast, og saa løbe derfra -- d. e. jeg havde røbet min |
| d.IV,b.7,s.316 |
Stiil i sidste Hjælpenummer; man sagde mig paa Gaden: "Du redigerer jo Statsborgeren?" -- "Gratulerer! Du er jo Statsborger nu?" -- "Farvel, Marat!" men istedet for at tilstaae, at jeg var skyldig af Barmhjertighed i det Par Nummere, og skamfuld at krybe tilbage, blev jeg ærgerlig og lod den djævelske Tanke fare i mig: Skal du hedde Statsborger, kan du ligesaagodt være det. At vort eneste Oppositionsblad (thi dengang havde Morgenbladet kun Melketænder) skulde gaae tilgrunde, stemmede heller ikke med mine Principer, skjøndt jeg langtfra billigede den Pøbelma- neer, hvori det var bleven redigeret af den forrømte Redaktør. Dets Fremkomst betragtede jeg som et Tidsfænomen, der havde en dyb Nødvendighed, som endnu langtfra var udtømt. Mine Venner pustede til. De lovede Bidrag. (Jeg fik ogsaa 1 -- siger og skriver eet -- i Tidens Løb). De sidste Kiler faldt, og saa løb da Beslutningen, et Skib fuldt af Ulykker, af Stabelen. "Fandenivold!" sagde jeg til Bogtrykkeren, som ganske rigtig atter indfandt sig. "Jeg skal redigere Deres Hefte ud; men der- med Basta." Men Fanden havde mig alt selv ved det ene Haar, som er nok. Jeg havde ingen Angivelser at traktere mit Publikum med; kastede mig derfor paa Politiken og almindelige Spørgsmaal, hvor- ved Bladets Popularitet gik tilgrunde. For dog at gjøre det noget Pikant, skrev jeg Satirer, og forat faae en fast Materie at tage til, greb jeg begjærligen en Strid med et Blad af modsat Ten- dents; thi Stridigheder mellem Aviser vidste jeg ende aldrig. Med dette anonyme Hefte skulde det dog være forbi. Da an- nonceres jeg med mit fulde Navn som det berygtede Blads Re- daktør. Af Vrede paabegynder jeg et nyt Hefte, og flere fulgte derpaa. Men det var et rent Helvede. Jeg trællede mig næsten tildøde i de Fremmedes Land. For at give Bladet Anseelse, befalede jeg dobbelt saa stort Format og at det skulde udkomme engang til om Ugen. Og alene maatte jeg arbeide paa nær hint ene Indsendte, som dog ved sin gniddrede Haandskrift skaffede mig meer Bryderi end om jeg selv skulde have skrevet noget af samme Omfang. Hvorledes det gik med Medecinen kan man let begribe. Ikke engang naar jeg spillede mig en Boston hjemme eller hos en Ven, var jeg fri for mine sorte Djævle, Bogtrykkerdrengene, som forlangte Manuskript. "Gaa til . .!" hedte det nok; men -- |
| d.IV,b.7,s.317 |
Heftet gik alt som en ustandselig Jaggernauths Vogn. Undet det knustes min Lykke. Rundtom jublede mine Fiender. Disse tiltog, men ikke mine Venners Interesse. Man udbredte den Idee om mig, at jeg baade tænkte, følte og førte en Leve- maade som den raaeste Pøbel. Man kaldte mig paa Prent i det Blad, jeg laae i Strid med, "en Akevitdrikker og en Myseostæ- der." Slid og Slæb var Lønnen for mit politiske Mod. Fordi jeg havde havt det Indfald, til Syn for Sagen, at aftrykke Reversen af en ny svensk Sølvspecie med det norske Rigsvaaben i, blev jeg først i hint fiendtlige norske og siden selv i svenske liberale Blade udskreget for en Fiende af Foreningen . . . Ak, da jeg vendte Aversen op, stod Carl Johans ædle Træk for mig, og jeg erindrede, at han allerede to Gange havde tilsagt mig sin sær- deles Naade, dersom jeg opførte mig "sage"  fornuftigt.Nu var nok Fuglen for sidste Gang fløjen af Haanden. JEG GIVER MINE SAGER I GODE HÆNDER
OG REISER. Jeg havde faaet mig saameget Thingstueluft i Bryst og Næse, at jeg ikke syntes jeg kunde faae Veir før alle Nordsjøens Storme havde blæst op i mine Næseboer og Lungesække. Altsaa tilsjøs! -- -- Men i det jeg sidste Gang gik til- sengs iland, med det Ønske, at det maatte gaae alle de giftsvangre Thing- stuer som Sodoma og Gomorra, spurgte jeg mig selv, hvordan det vel vilde gaae med mine Sager. Jeg besvarede det med et: "Gid Fanden tog mine Sager!" Og isandhed jeg behøvede En med Been i Næsen. "Til Tjeneste" svarede en Stemme ved Vinduet med en Gurg- len i Halsen ovenpaa. Jeg mærkede, at den forønskede Prokurator og Mandatarius var tilstede. "Hr. Lucifer!" sagde jeg, "vil De tage mine Kort mens jeg er borte? De forstaaer hvad jeg mener?" |
| d.IV,b.7,s.318 |
"Jeg spiller aldrig Maske," sagde han med en Ærlighed, som ikke findes ved alle Spilleborde -- "og rentud -- jeg kunde fri- stes af en gammel Makker." "Saa tag dog mine Kort ved det andet Bord, hvor jeg ogsaa sidder i det og har Knegtene imod mig." "Med Fornøjelse," sagde han. "Jeg er rigtignok derfra tilbudt et Engage- ment; men jeg skal nok have et Øje med Deres Kort." Og med det Sam- me slog han en Volte med et saa- dant Klask at jeg blev ganske vaagen. Jeg gik trøstig ombord; men un- der en rask Sydvest blæste den Mis- tanke ind i mig, at Lyden af Volten har været min Ven Hanens Vinge- klap, der havde lovet at vække mig. NATIONALITETER.
-- -- Hvilkensomhelst Fremmed er udsat for i England at blive taget for en Franskmand og i Frankrig at blive taget for en En- gelskmand. Paa begge Steder bliver man da behandlet derefter -- det vil sige: betragtet og behandlet som priisgivet Bytte, En- hver kan hugge og flaae sig saa store Stykker af som han kan. Begge Dele har hændt mig; men skjøndt jeg, i min Egenskab af Normand d. e. af en Barbar, maatte kalde det en Ære, skulde jeg dog gjerne have undværet den, naar jeg havde maatte be- holde de Shillings og Francs, som den kostede mig. Ved nær- mere Eftertanke over at min slette Udtale af Sprogene nok var Aarsagen til Æren, formindskedes den ogsaa i Værdi. Ude paa Portsmouths Havn laae Dampskibet Camilla og røg Kl. 5 3/4 den 4de Juli 1831 for Kl. 6 at gaae over til Havre. Hæse- blæsende kom jeg til Kajen. Hundreder af Skuldermænd vilde rive mig til sig. Uden Akkord eller Spørgsmaal om Taxt, som ganske vist fandt Sted, kom jeg tilsidst under alle de Andres Forbandelser af i en Baad, der blev roet af To. Da vi kom |
| d.IV,b.7,s.319 |
Dampskibet nær, begyndte Kanaljerne at hviske sammen; men hvoraf jeg dog hørte, at de antoge mig for en Franskmand. Jeg begyndte at ahne Uraad og spurgte: "How much?" Hvormeget? "Five Shillings!" svarede den Nærmeste. " Too much! For meget!" raabte jeg, der langtfra havde engelsk Mynt nok tilbage til at kunne afsee halvanden Daler til denne Fart paa en kvart Miil eller saa. " I am no Frenchman! I am a Norvegian, by God!" "You are a Frenchman. But Frenchman or not, we set you to Land again, Sir!" sagde Kjeltringen ganske rolig, og hans Kammerad begyndte alt at anduve. Jeg var i deres Vold. Fem Shillings, netop mine sidste, paa Tiljen, og Faldrebet fat! Før jeg fortæller det franske Sidestykke, vil jeg skildre hvor- ledes jeg ombord virkelig blev holdt for en Barbar fra det høje Norden. Hvad der var at see fra Skibet af, Spithead med Flaaden, Øen Wight, Portsmouth, Landskaberne var tilligemed Veiret saa her- ligt, at jeg besluttede at anvende de faa engelske Smaapenge, jeg havde, til at forhøje min ensomme Glæde med en Flaske Porter til min Pibe Tobak og ikke til at skaffe mig et Natteleje paa anden Plads. Der sad jeg da hjertelyksalig, skjøndt jeg nok mærkede paa den forbispadserende elegante og rige Verden, at man betrag- tede mig som en raa Person, fordi jeg neppe var kommen om- bord, før jeg rekvirerede at drikke og begyndte at dampe af et lidet Monstrum af en Pibe. Mit Haab var det dog, at man, paa Grund af mine Briller og sorte Klæder, vilde antage mig for en tydsk Student, skjøndt disse langtfra havde det bedste Ord. Da jeg syntes det blev lidt kjøligt, forlangte jeg for de aller- sidste Pence et Glas varm Toddy, tændte en ny Pibe, og saae derpaa med uformindsket Glæde Synene udenborde, de mange Seilere, det henblegnende England og det mig omgivende Publi- kum lige modig an. Af Trods nippede jeg endog oftere til Glasset og dampede stærkere end jeg ellers vilde have gjort. To lange bruunfjæsede Personer paa første Plads, i side hvide |
| d.IV,b.7,s.320 |
Kasimirsfrakker og store Straahatte, kunde endelig ikke tæmme sin Nysgjerrighed. Med en rask Vending gjorde begge Herrer Front for mig, og spurgte mig, efter en kort Bemærkning om Af- tenens Skjønhed, hvor jeg var ifra. "Fra Norge," svarede jeg paa slet Fransk, tvingende dem ind paa et Gebeet, hvor jeg maaskee turde finde (og fandt) Partiet nogenlunde lige; "et Land frit som England og Deres eget, der er Nordamerika, om jeg ikke feiler." De bejaede det. "Carolina?" lagde jeg til; thi Slaveejeren stod præget i deres Ansigt og Holdning. De syntes forbausede. "Slavestater begge," sagde jeg paa Norsk og jeg læste paa deres Ansigter, at de med Mishag havde forstaaet det første Ord. "Kom!" sagde den Ene, idet han vilde trække den Anden med sig; men denne vilde først give mig "Slavestaterne" igjen, og be- mærkede derfor: "Meget vildt Land det Norge." "England har een Isle of Wight, Nordamerika een Manhattan -- Norge mangfoldige," svarede jeg roligen, tænkende paa Lade- gaardsøen. (Wight har ogsaa sin skaldede Bagdeel). "Nei," sagde Herren, "jeg mente Folket -- meget vildt." "Min Herre," svarede jeg studs, "det veed dog at agte andre Folk, især dem, der ere frie som det selv. Seer De, jeg veed nu nok, at De har forundret Dem over, at jeg har pimpet hele Tiden, siden jeg kom ombord; men Porterflasken var til at skylle Støvet af, da jeg for en stor Deel har gjennemspadseret Øen Wight idag, og dette Glas, sagde jeg, idet jeg svælgede det Sidste, har været for Nordamerika." "For Nordamerika?" raabte begge Frihedens uægte Sønner. "Er det ikke den 4de Juli idag?" spurgte jeg. "Den har jeg altid feiret med mine Venner i Norge." Forvandlingen i deres hele Væsen var forbausende. "Sir . . Monsieur," sagde den Ene: "De indseer, at vi Amerikanere kunne ikke staae tilbage. Holder De af Champagnerpunsch?" "Det troer jeg," svarede jeg med Barbarens oprigtige Lige- fremhed. Bollen kom strax, og saaledes gik Aftenen paa det herligste. Da den var tom, sagde Yankeerne, at de nu vilde gaae tilsengs |
| d.IV,b.7,s.321 |
og spurgte mig med samme Oprigtighed, om jeg ikke vilde gjøre det Samme. "Om en liden Stund," svarede jeg. "Jeg vil endnu dyrke Stjernerne lidt, Unionens Symbol." Naboberne gik til sine gode Køjer. Jeg maatte holde ud paa Dækket om Natten i mine sorte Klæder. Jeg frøs saa jeg ikke kunde sove, til retfærdig Pønitentse for Aftenens Udsvævelser, skjøndt egentlig en Følge af min Plukning af Baadsmændene. . . . "Ah, bon matin, Monsieur!" raabte en Franskmand op til mig Kl. 4 om Morgenen, idet han stak Hovedet ud af Kahytlu- garet. "Déja prèt?" Jeg svarede, at Nysgjerrighed efterat see Frankrig havde bragt mig paa Benene. "Voilà! voilà!" skreg han, sigende la belle France Goddag ved at klappe i Hænderne, medens han sagde England Farvel med en styg Gestus bag. "Voilà l'entrée! voilà les portes du temple de la gloire!" Virkelig gave Forvitringer de steile rødagtige Klitter hist og her Udseende af Porte og Buer. Saa yttrede sig nu hans Nationalstolthed. En engelsk Fellow fra Oxford, som ogsaa havde formaliseret sig over mig Aftenen tilforn, men som nu nærmede sig med Høflighed, skjøndt med en Overlegenhed, der ikke ganske lod sig skjule, gav mig nogle Prøver paa engelsk Nationalstolthed, der naaede Franskmandens og den, Yankeerne og jeg havde bombarberet hinanden med om Aftenen. Jeg fandt, at Repræsentanterne for de fire fri Stater netop holdt hinanden Stangen i det Punkt, og at altsaa Ingen havde noget at rose sig af fremfor de Andre. Nu det franske Sidestykke! Vist 1 1/ 2 Lieues udenfor Rouen omsværmedes allerede Diligen- cen af Garçonner, som skulde erobre Gjæster for sine respektive Hoteller. Ingen af Passagererne blev hængende ved Nogen af dem, undtagen jeg; man vilde ikke engang modtage de elegante Indbydelseskort, som de søgte at stikke Passagererne i Hænderne, utrættelig kapløbende med Vognen, uagtet Konduktøren ikke for- sømte nogen Leilighed til at give den Næsviseste af dem et Snert af sin forfærdelige Chambriere. Jeg sad ved Siden af ham, just som han lurede paa en travende Garçon paa sin Side af For- |
| d.IV,b.7,s.322 |
sædet, da jeg pludselig seer en blaa Blouse flagre op i Luften lige ved Siden af mig og jeg føler en glat Billet i Haanden. Konduktøren brummede et forfærdelig Sacrrrr! og bad mig kaste den ud til Knegten i den blaa Blouse, som vedblev at følge os; men da Billetten var saa smagfuldt udstyret med alle mulige heraldiske og Kogekunst-Emblemer, saae jeg den over. Den anbefalte et Hotel de Bourgogne, tout près de la poste, som det eleganteste og billigste i hele Byen. Ved Aftrædelsen i Postgaarden var den blaa Blouse strax ved Haanden og tilbød sig at følge med til sit forroste Hotel. Uden Følge havde jeg heller aldrig fundet frem gjennem de Krinkel- kroge af Gader. Endelig standser han i en af de smaleste og mørkeste udenfor et uanseeligt Huus, som kun udmærkede sig ved et stort forgyldt "Hotel de Bourgogne" over Døren og røde Gardiner for Dørvinduerne. Det ene Gardin havde jeg henne i Gaden bemærket bevægede sig. Værtinden havde luret paa, om Garçonen bragte nogen Gjæst idag. Da jeg traadte ind, sad hun paa en Slags Thronstol, bag et lidet Buffet, som just ikke lod ahne stor Overflod i det Indre. Men Selv tog hun sig godt ud der hun sad. Hun var endnu ret smuk, havde de deilige franske lysbrune Pudeløine, var korpulent, bar sit Haar smukt, og ved hendes Paaklædning var intet andet at dadle end en Overlæs- selse af Prætiosa. Men hun forestillede jo en Slags Dronning, og saaledes fandt jeg ogsaa det i sin Orden, og hilsede hende med stor Ærbødighed. " Madame! c'est un Anglais," sagde Knegten i den blaa Blouse, som jeg ved første Blik paa Buffetdamen erkjendte for hendes egen Søn; og han sagde det med en umaadelig uforskammet re- præsenterende Gebærde. Et ganske overordentlig sødt Smiil overfoer Damens Ansigt, og blev siddende somom det virkelig havde været af Sirup eller Honning. Hun underrettede mig om, at man altid spiste der i Hotellet ved table d'hôte, og at der netop var een Plads tilbage for mig. Med den yndigste Armbevægelse viste hun mig Døren til table d'hôte, og jeg traadte ind. Men hvilket table d'hôte! Der var maaskee 7 a 8 Kuverts paa en Dug, der af Smuds saae ud som et Landkaart. De vare op- tagne af Sous-Officiers af Garnisonen (et Slags Mellemting mel- lem Soldater og Officerer). Høfligt hilsede jeg dem og høfligt |
| d.IV,b.7,s.323 |
hilsede de mig, saa jeg strax lod en Flaske Viin (og den var skral) springe og lod den gaae rundt paa Garnisonens Sundhed. Officererne bleve snaksomme; men Taflet var snart endt, da det kun bestod af en umaadelig tynd Kjødsuppe, nogle Strimler grilleret nyfødt Kalvekjød, hvorpaa Suppen var kogt, og 1/2 Tærte til Desert. For en Franc eller halv anden havde jeg spiist en mange Gange solidere Frokost i Bolbek; og siden lærte jeg, at man i Paris kunde spise bedre for 15 -- 18 Sous. Diligencen skulde ogsaa snart atter afsted, saa jeg maatte gjøre klar for Værtinden, som modtog mig med et endnu sødere Smiil end før. Det skaffede hende ogsaa Afsætning paa en Cigar og et Glas Burgunderviin, som jeg tænkte maatte være fortræffe- lig i Hotel de Bourgogne, hvis Ejerinde virkelig ogsaa var fra denne Provinds. Kan gjerne være, at det var Burgunderviin, det jeg fik til Afsked; men fra Bordvinen kunde jeg idetmindste ikke skjelne den. "Combien, Madame?" spurgte jeg nu da jeg efter Officerernes Exempel havde faaet tændt min Cigar. "Dix neuf francs et demi. Voilà votre compte!" læspede Damen med et endnu sødere Smiil end nogensinde. Dengang gjaldt Franken 32 Skill. norsk; jeg bemærkede derfor halvtvært: "c'est trop, Madame!" "Ah, vous êtes Anglais!" svarede hun med det samme Smiil og en blid Truen med Fingeren. Nogle af Officererne drejede sig om paa Hælen med et be- synderligt Udtryk af Lyst til at lee. Jeg protesterede og nølede med at betale. Hun blev ved sit søde "Vous êtes Anglais." Jeg krammede og krammede i Lom- merne. Hun holdt den elegante Regning ubevægelig frem med et næsten dryppende Smiil. "Det blæser anden Gang fra Diligencen," styrtede Garçonen ind. Jeg kastede en Napoleonsd'or paa Disken. "Pour le Garçon?" sagde Damen idet hun holdt den halve Frank, jeg skulde have tilbage, imellem sine Fingre. Det var da saa netop, og han skulde da følge mig til Diligencen. Her var ingen Tid at prutte. Jeg ilede paa Døren og hørte bag mig alle Officererne dreje |
| d.IV,b.7,s.324 |
sig om paa Hælen og et allersødeste "Merci, Monsieur Anglais! A revoir!" "Giv Knegten et Rap!" hviskede jeg til Konduktøren idet jeg steg op; men ligesaa rask han havde været til at liste mig Ind- bydelseskaartet i Haanden, ligesaa rask var han til at fjerne sig. "Har De spiist godt i Hotel de Bourgogne?" spurgte Konduk- tøren mig. "Prægtigt," sagde jeg. "Se Regningen!" "Trois plats -- pauvreté!" bemærkede han; men da han saae videre, foer et mere tordenbragagtigt Sacrrrr! udaf hans Knebels- barter. " Vous êtes trompé! Mais je trouverai les canailles! Sacrrrr!" "Man holdt mig for en Engelskmand," sagde jeg. " Ah! c'est différent!" (det er en anden Sag) svarede Konduk- tøren med en Gelassenhed, som stod i skjærende Modsætning til den nylig viste varme Interesse. |
| d.IV,b.7,s.325 |
TO SMAA GENRE-MODSTYKKER.
Sjeleglad, skjøndt gjennemsulten, sprang jeg fra det engelske Dampskib op paa Kajen i Havre med min Byldt under Armen. "Monsieur," siger en stor martialsk Soldat eller Douanier til mig idet han peger paa Bylten. "Ah!" svarer jeg. "Jeg er en Student; (saaledes bør jeg nok rettest in casu oversætte Ordet "Savant," som jeg brugte) "der er ikke andet end Linned og Bøger." "Passer Monsieur!" sagde Franskmanden, idet han artigt lagde Haanden til Chakoen. Dette var nu fransk Høflighed. Nu et Modstykke af bergen- sisk, hvilket ikke ganske vil sige det Samme som norsk. Aaret efter sprang jeg iland paa Triangelen i Bergen. Jo, der stod jeg. Hvor boede nu Madamen, jeg skulde tage ind til? Ei, der staaer jo tre vakkre Kjøbmænd at see til borte paa Bryggen. Jeg nærmede mig dem, lettede paa Hatten og spurgte den Ene af dem, en statelig Mand og en af Byens Patricier, om han vilde have den Godhed at sige mig hvor Madam Kaneliussen boede. Man kunde ganske vel see Huset fra det Sted han stod; men Bergenseren -- han fandt en anden Anviisning bekvemmere for mig. "Der, Far, sagde han, idet han pegte op i Luften, der er Taarnet paa Kirken i det Sogn, hvor den Madam boer, han søger." "Tak for god Underretning!" svarede jeg min artige Veileder, lettede atter paa Hatten, gik paa Maa og Faa op i Kirkesognet og fik det Logis jeg søgte uden at behøve videre at spørge. Dette skede ifølge en anden bergensisk Egenskab, som især ud- mærker det andet Kjøn, nemlig Nysgjerrigheden. Den holder Vinduerne godt besatte, og den Madam, jeg søgte, havde alle- rede opdaget mig ved sin Færdighed i at kunne see næsten om Gadehjørner ved at trykke det ene Øie tæt op til Ruden og lukke det andet. Hun stod alt i Døren, da jeg kom forbi. "Det er vist til mig De skal, for jeg er Madam Kaneliussen, her logerer saamen Mange fra Østlandet, som De vist er fra." "Ganske rigtigt!" "Aa vær saa god!" Bergensere, som jeg har fortalt det lille Træk af Uhøflighed |
| d.IV,b.7,s.326 |
hos deres Landsmand, have naivt svaret: "jamen Du var iført et Par grove blaa Vadmelsbuxer, havde daarligt Skotøi og en Bondehalmhat." "Jamen den tog jeg høflig af," kunde jeg kun svare. ET HERLIGT ØJEBLIK.
Saa let om Hjertet, saa elastisk af Aand har jeg aldrig følt mig som da jeg ved Konduktørens Side rullede af med Diligencen fra Havre til Paris. Klokken var sex om Morgenen. Duggen laae endnu over Mark og Enge, og jeg syntes at føle dens Friskhed ogsaa falden paa min Sjel. Jeg længtes efter at kunne give min overvældende Følelse af Velbehag Luft, og snart fandt den Anledning dertil. Paa de første Høider aabnede sig en herlig, naturlig Allee, der i det lange Perspektiv viste paa begge Sider af Veien et Par hvilende Musketeerkompagnier. Den trefarvede Fahne stod nedstukken i Jorden, og foran den vandrede et Par Officerer op og ned. Det var nok for mig, som følte en Fransk- mands Blod i mine Aarer siden jeg havde betraadt det Land, jeg elskede næst mit eget. "Vive l'Armée française!" udraaber jeg svingende Hatten. " Vive le drapeau tricolore!" Og Hilsenen blev gjentagen af alle Passa- gererne. Udaf Vognen svingede Damerne sine Lommetørklæder, Herrerne sine Hatte. Strax kommanderedes i Gevær, Officererne sænkede sine Kaarder, Fahnen blev svungen og mellem de vakkre Geleder under den solforgyldte dugglimrende Alleehvælving rul- lede Diligencen langsomt hen under jublende Raab: " Vive l'Armée française! Vive le drapeau tricolore!" Dette oprigtige Udbrud af mine Følelser vandt mig megen Godhed hos Passagererne, ikke at glemme hos Konduktøren, ancien militaire. Nogle Blik, jeg erholdt af en deilig fransk Dame, har jeg aldrig kunnet glemme. Jeg læste deri Velvilje, Erkjendt- lighed og patriotisk Begeistring, og jeg fik et i hver Bakke, hvori jeg sprang af og gik ved Siden af Vognen. Det huldeste Blik gjemte hun til i Rouen; men jeg fik det fra en anden Diligence, hvori hun skulde tage en anden Vei. Det var altsaa det sidste. |
| d.IV,b.7,s.327 |
VISIT HOS PETER ANDREAS HEIBERG.
Jeg tog ind i Hotel du Havre fordi gamle P. A. Heiberg boede der. Men det var en lei Gammelmand. "Vær saa god at komme nærmere og at sidde ned," sagde han fra sin Sofa. "Nu ja, sid der!" Men sad man saa der, saa sad man fast som en Flue i en Edderkops Væv; thi man kunde ikke blive ham kvit for alle de Historier, især fra hans Tid i Danmark, som han fortalte. Kl. 12 var han begyndt med dem, Kl. to skulde Værten følge mig til Palais royal. Den var allerede Trekvarteer paa 2 og jeg fortvivlet over den Masse af kjedsommelige Anekdoter, som lod til at være tilbage, da han ved visse Personer havde anmærket, at han skulde komme til dem siden. Jeg vred mig paa Stolen, jeg saae til Vinduet; han lod som om han intet mærkede, skjøndt han dengang ikke var blindere end at han selv paa mit Ansigt maatte have kunnet læse Over- mættelsen. Endelig beslutter jeg at sønderrive Væven, idet jeg tager mit Uhr op og bliver stirrende paa det. Jo ganske rigtigt det gik, det gik allerede midtover Totallet med baade Langviseren og Kortviseren. "Hvad betyder det, min Herre?" spurgte han studs. Jeg sagde ham hvor jeg havde bestemt mig hen til Klokken to. "Saa gaa!" sagde gamle Heiberg (og jeg syntes at han tyggede et "Fandenivold" imellem Gummerne.) "Gaa kun, naar De fore- trækker at see Palais royal for hvad jeg kan fortælle Dem." Jeg tøvede ikke. Heiberg tilgav mig aldrig. Han var en Grav, som gjemte paa Alting, en gammel Æske fuld af Snurrepiberier og Nag. GULDGRUBEN.
"Ak, Madame, ak Mademoiselle!" sagde jeg med en ynkelig Stemme til Moderen og Datteren i Huset, da jeg kom ned i Stuen en Morgen i den første Uge i Paris; "der er hændt mig en stor Ulykke. Jeg maa forlade det velsignede Paris om ganske kort, for jeg savner endeel Penge, vist 100 Franks, om ikke flere." Begge sloge Hænderne sammen og skrege over sig, saa Værten kom til. |
| d.IV,b.7,s.328 |
"Veed De da ikke bestemt hvormeget det var?" spurgte Jom- fruen. Jeg maatte tilstaae, at jeg ikke havde ført nogen Bog. De sloge atter Hænderne sammen og skrege over sig. Jomfruen endte dog med et venligt: " Mais, Monsieur!" med truende Pege- finger. Paa Værtens Ansigt saae jeg de samme Skyer som den første Dag i Palais royal, da jeg bad ham vise mig et Spillehuus, og igaar, da jeg kom fra Versailles, og fortalte ham, at jeg der for Mangel paa Pas var bleven arresteret af selve Værten, jeg havde gastereret hos, hvis jeg ikke havde vidst at salvere mig ved Flugten, og det en ægte Flugt: gjennem en Bagdør, nedover nogle Alleer i Regn og Mørke, ind i en Kabriolet og i Galop til Paris. Det var en særdeles agtværdig Familie den Værtens, ligefra Huusfaderen til den Savoyard, som var Garçon i dette Hotel, hvor jeg forresten ikke saae andre Gjæster end gamle Heiberg, som boede der fast, og mig. Paa Værtens faderlige Omhu for mig, har jeg ovenfor anført Exempel, og Moder og Datter vare altid særdeles fornøjede, naar jeg vilde see ind til dem i deres lille Stue. Faderen, en smuk overordentlig kraftig bygget Mand, havde staaet i Napoleons Garde og gjort Toget med til Rusland. Hans senefulde Arme vare gjennemhullede af Kugler. Mutter havde ogsaa faaet Sit af Legen ifjor, idet en Kugle nok saa net var gaaen igjennem hendes Kappestrimmel just som hun skulde kige ud af Vinduet, forat see hvordan det stod til paa Gaden. Den Historie blev da den gode gamle Kone ikke træt af at fortælle under hjertelig Latter, hvorved da Kappen med Hullet i maatte frem af Komodskuffen. Datteren var en god, ret vakker, men ikke længer ganske ung Pige, der især lod til at interessere sig for Komediebilletter. Kort -- jeg havde her truffet en Mønster- familie af den for sine huuslige Dyder idetmindste engang be- rømte Pariser-Middelstand. Der sad vi. Værten trommede med sine Fingre paa Bordet. Mutter rystede af og til paa Hovedet. Datteren gav mig med- lidende Blik ifra sit Sytøi. "Ah!" raabte jeg og sprang op. "Jeg er hjulpen. Msr. Hei- berg er jo min Landsmand." Jeg opover Trapperne. |
| d.IV,b.7,s.329 |
"Reis, reis strax igjen!" var det Raad jeg fik hos Gamlingen, led- saget af et Grævlingesmiil. "Jeg har dog Penge til at blive her to Uger til . ." "Nu ja, saa for Satan saa bliv her to Uger til." "Men paa mindre end en Maaned kan jeg ikke faae seet Parises Mærkværdigheder igjennem." "Saa maa De slaae en Streg over Resten af Mærkværdighe- derne. Der er intet andet for." Dermed var Audienzen forbi og jeg sprang temmelig opbragt nedover Trapperne igjen, med den ene Haand i Hidsigheden stukken dybt ned i Vestelommen. Men hvad Pokker er det som jeg kjender imellem Foret og Tøjet. En Knap? Nu, den kan ogsaa være god at have, tænkte jeg og standsede forat hale den frem. O Under -- en Napoleond'or! Og saaledes halede jeg ikke mindre end sex frem. Tilfældet syntes mig værd at fortælle Heiberg; men han be- mærkede kun ganske koldt, at det ikke var første Gang Lykken var en Daares Formynder. Men destostørre Deeltagelse nød jeg nede i Stuen. Der blev atter Hænders Sammenslagelse, men ledsaget af den gladeste Latter. Værten mente, at Hullet burde syes igjen. Jeg mente nei, da det maatte betragtes som en Guldgrube, som var god at tage til en anden Gang. DE EGENTLIGE OPHAVSMÆND TIL JØDERNES
EMANCIPATION. Uagtet mine Reiseskizzer forstørstedelen lære, hvorledes man ikke skal opføre sig i fremmede Lande, maa jeg dog tillægge mig den Roes, at jeg ikke forsømte at see, hvad der var See- værdigt, saalangt jeg kunde række. Hertil regnede jeg ogsaa Folket, saaledes som det færdedes paa Torvene, Broerne, Kai- erne, Dandsehusene i Forstæderne, fêtes champêtres o. fl. Steder, hvor det vrimlede i størst Liv og Brogethed. Jeg satte mig da hen, trak min Pibe frem og morede mig kosteligt. Jeg havde heller ikke bedre Raad paa Tid end til at hvile mig ud paa den Maade. Saaledes tog jeg en Dag min Middagshvile paa en Steen ved |
| d.IV,b.7,s.330 |
Siden af en gammel Kones Bord paa Kaien ligeoverfor Institutet, hvor hun solgte gamle Bøger og Mynter. Jeg havde just afkjøbt hende et lidet Oktavbind i Pergament af franske Memoirer, hvori jeg til min Forbauselse havde fundet et Par Anekdoter fra Regentens Dage, som jeg havde læst i Heibergs nysudkomne "Erindringer" skulde være oplevede af ham og hans gode Venner Gregoire og Talleyrand. Jeg siger at det forbausede mig -- nei det forfærdede mig paa Heibergs Vegne, af den Grund, at han i Indledningen skriver, at, om hans Erindringer ingen anden Interesse maatte have, saa garanterer han dog helligen for at de i Alt have Sandhedens. Jeg sprang op af en maliciøsk Glæde, og derved faaer jeg lige- overfor mig, i et Hjørne af Institutets Gitter, see Toppene paa to Turbaner. Didover altsaa. Det var to marokkanske Jøder, som falbød alskens Smaating, Tobakstøi, Knusk, smaa Speile o. s. v. Altsaa Skakkerjøder -- ja Skakkerjøder; men tag du ærbødig din Hat af, christne Gros- serer eller Præst, for disse herlige Patriarkfigurer og Apostelaasyn -- ja Apostelaasyn herlige som Rafaels St. Hieronymus og St. Ambrosius. De vare orientalsk klædte, men i et sortgraat Slags Lærred; men jeg glemte ganske de glimrende Farver, jeg havde ventet at see, for deres Personers Majestæt. Jeg følte mig yd- myget foran dem som om jeg stod for to af Menneskehedens Stamfædre eller foran Abraham og Melchizedek, under hvis Telt kun den ene sande Gud blev dyrket. Det gjorde mig ikke syn- derlig kryere, at de Begge lagde Haanden paa Hjertet og til Tur- banen med den artigste Forbøining. Jeg lettede høit paa Hatten. Ja selv da de i den ydmygste Tone bad mig kjøbe en Bagatel, følte jeg mig forlegen, men glad da jeg strax havde efterkommet deres Ønske. Vi skiltes med en ligesaa høflig Hilsen. Havde det ikke været for Skams Skyld, var jeg vendt tilbage forat be- undre deres Gestalt, deres hvide rullende Skjæg, det kongelige og dog milde Aasyn, den bredryggede Pande, de langhvælvede Øjebryn, den smukke Bronzefarve -- kort Alt hvad jeg kunde tænke mig hos en Menneskenorm. Jeg fandt det nogenledes be- gribeligt, at Mennesker af et saa oprindeligt moralsk Udkast turde vove paa at træde frem for Alfader saa paa egen Haand med Deistens Bronzepande. |
| d.IV,b.7,s.331 |
De Smaasager, jeg havde erhvervet mig i Udlandet, glemte jeg paa saalænge de vilde holde. Længst Varighed syntes en Flinte- steen at skulle have, som jeg, med vedhængende Kalk, havde pillet ud af det berygtede Chateau-Montgaillards Ruiner; men det blev ikke Tilfælde. Min Oppasser havde brugt den op i Kjøkkenet og naturligviis først slaaet Kalken af, hvis mærkværdig faste Sammensætning det var min Hensigt at lade undersøge. Den skrøbeligste Ting af alle Smaasagerne havde derimod holdt sig længst, nemlig den lille Tobakssnadde, jeg havde kjøbt af de to marokkanske Jøder. "Johannes! stop den," sagde jeg en Eftermiddag jeg laa ørkes- løs i min Sofa over i Eremitagen i Grønlien. "Og brug saa Stum- pen af den Flint, Du veed, Knegt." Det var otte Aar efter mit Samtræf med de to Jøder, og siden havde jeg ikke ydet dem en Tanke. Da begyndte Røgskyerne, som omgave mig, først at vise Toppen paa to Turbaner og lidt efter lidt stode begge de Ærværdige for mig i de sortegraa Kaf- taner, det hvide rullende Skjæg -- kort ganske som paa Qvai de l'Institut; lidt dunklere, jeg vil tilstaae det, men dog tydeligere end en almindelig Ihukommelses- eller Skabelses-Fantasi og over- alt tydelige nok til ganske at bemægtige sig Tanke og Erindring -- jeg tænker omtrent ligesaa tydelige som de Aabenbarelser af Engle og Helgener, hvorpaa der sværges, som afmales og skal troes under Tvang af Millionerne. Jeg erindrede iblandt Andet hvert Ord, jeg havde talt med dem om deres Stilling i Marokko; og at de havde sagt, at den var taalelig imod i flere christne Lande. Tanken om Jødernes Stilling hos os var den næste. Jeg fandt den skjændig. Paa en smukkere Maade kunde Nordmændene ikke takke Gud for Friheden, end ved at vise hans kaarne Folk Kjærlighed og Omhu -- et Folk, der maatte lønne dem saa rigt, naar det endnu besad slige palmyrenske Søiler imellem sine Ruiner. "Johannes!" raabte jeg. "Røgen ud! Papiir og Blæk!" Saaledes blev Forslaget om Jødernes Emancipation til. Æren ikke min, men de to marokkanske Jøders! Jeg vilde have begrundet Forslaget paa den Aabenbarelse, jeg havde havt, dersom jeg ikke havde frygtet for at give En af Storthingsmæn- dene den Vittighed til Vaaben, at jeg havde grundet det paa Røg. |
| d.IV,b.7,s.332 |
MED I LEGEN, MED AF STEGEN.
Den 14de Juli 1831 skulde Bastilledagen første Gang feires igjen siden Republikens Dage. Republikanerne skulde derimod have bestemt sig til at gjøre den ligesaa blodig som Festens Stamdag; og at Regjeringen ikke betragtede Rygtet som falsk, var strax om Morgenen at see af de uhyre Troppemasser, der besatte de Steder, hvor en Opstand kunde udbryde med nogen Kraft, saasom Pladsene og de bredere Gader, som førte til Ba- stillepladsen. Bagefter fik man vide, at den selv skulde have fremkaldt Bevægelsen, forat faae fat paa Hovederne for Repu- blikanerne. En af de oprigtigste og kraftfuldeste af disse, som tillige var en ung talentfuld Mathematiker, blev ogsaa den Dag stukket ihjel af Linjetropperne, da han ikke vilde give sig. Min Landsmand vilde helst holde sig hjemme. (I Regelen ere Bergenserne ellers særdeles modige); men endelig fik jeg ham dog med. Og hvilken prægtig Dag var ikke ivente? Thi alt paa Pont neuf traf vi Demagoger, der talte fra Rækværket med ra- sende Miner og Armbevægelser, og fra Place la grêve holdt det meget haardt at trænge sig frem. Men ved at bære mig ad med Albuer, Bryst og Knæer som i Norge ved Ildebrand, lykkedes det os at slippe ind i en Café paa Hjørnet af Bastillepladsen og Boulevarden. Huset laae herligt til, saa Vinduerne i de øvre Etager vare bortlejede; men længe varede ikke Roligheden til fra Cafelokalet at kunne nyde Synet af hvad der passerede udenfor. Boulevard og Plads vare ganske fulde af Folk, alle Vinduer forstaaer sig, Tage og Træer ligeledes. Nationalgarden paraderede en haye; af og til drog brede Pelotons af Linjetropper igjennem Massen, ligesom man trykker Kviksølv tilside, og da brølede Re- publikanerne "Vive la ligne!" for at gjøre sig Godvenner med dem, hvorimod Nationalgarden betragtedes som en Tvang, fordi de gode Borgere ikke vilde have en Revolution hvert Aar i Juli. En rasende Folketaler, hvis Tribune var Rækværket udenfor vore Vinduer, forsvandt netop midt i en Periode, fakket af en af Re- gjeringens Extraagenter for Dagen. Af disse strøg en Mængde omkring, klædte som Almuesmænd i Blouse, ja undertiden som Sansculotter med røde Huer paa, men lidet nok af Buxer. Disse plejede at blande sig mellem Tilhørerne omkring Folketalerne, |
| d.IV,b.7,s.333 |
høre til og skrige med indtil en tilstedeværende fast Politimand seer Kræfter nok til at vove at afbryde Taleren paa den aller- ubehageligste Maade, nemlig ved at give Sansculotten et Vink til at tage ham ned som en Frak af en Væg, uden Hensyn til Tankegang, Konsekventser, Punktum eller Komma. Saaledes hørte jeg, at Taleren paa Pont neuf var forsvunden, og saaledes forsvandt ogsaa den udenfor Caféen. Men pludselig høres fra Tusindernes Struber, at der er en Spion, en "mouchard" imellem dem; Nogle raabte at det var en Russer, hvorpaa da naturligviis Raabene: "Vive la Pologne! à bas Casimir Perier!" Raabene vexle om til Forbandelser over at Moucharden (rimeligviis den Politibetjent, som havde ladet Taleren tage ned) var sluppen af deres Hænder. "Dans le Café! dans le Café!" begyndte ti Stemmer, gjentog Hundreder og Tusinder. Vinduerne sloges øjebliklig ind i de indre Værelser, Stole og Borde væltedes med Glasse og Kopper paa af de flygtende Gjæster. Værtinden i Fortvivlelse. Lem- merne maatte fore, saa vort Værelse kun fik Lysning af Dør- vinduet. "Nu maa vi gaae," havde min Kammerad betydet mig strax ved den første Allarm. "Nei, nei!" mente jeg; "nu begynder Ballet, nu bliver det først Moro. Her sidde vi sikkert, naar vi tage vort lille Bord hen i Krogen. Madame, une bouteille de bière, si'l Vous plait." Men Stakkel, hun havde andet at gjøre, nemlig at redde hvad der lod sig redde. "Bryder man ind," sagde min Kammerad, "kunne vi blive tagne for Russere og blive sønderrevne." "Ei, vi retirere op i anden Etage." "Den er betalt og Trappen er stængt." En Afdeling Nationalgarder havde allerede været i Døren og befalt Caféen ryddig for Folk. Vi vare ogsaa næsten de Eneste, som endnu holdt Stand, og Nationalgardisterne maatte indfinde sig andengang, før jeg kunde bekvemme mig til at opgive den Glæde at være Vidne til et saa betydeligt Pariser-Opløb -- en Gang at svømme med for nogle Øjeblik i Skummet over disse Afgrundsbølger. "Nu saa afsted da!" sagde jeg vranten, og vi gik til Døren. Min Kammerad, som nok vilde have Ryggen dækket, gik modig |