|
| d.IV,b.7,s.162 |
Hænder, der ikke tør vide af Skaansel, og heller ikke nedkue
ved Tilsidesættelser og Foragt Den, der, efter udstaaet Straf,
gjenvender til Selskabet og vil forbedre sig; men heller ikke skulle
vi ved Uforsigtighed, ved en Skaansel, det gaaer indtil Taabelig-
hed, ved daarlige Skikke (som f. Ex. den saakaldte Tyvskaal)
fremstøde Synderen paa den Bane han har betraadt. -- Vi skulle
erindre, at Guds Godhed mod Trængende og Lidende er Barm-
hjertigheden -- den, som vi kunne sige at vi alle ere Gjenstande
for; -- og vi skulle ihukomme, at Jesus siger os fra Gud selv:
værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig! Vi skulle
ihukomme det rette Begreb af Christendommens ejendommelige
og højeste Udtryk for Guds Godhed, nemlig, at hans Kjærlighed
vil meddele Alle det Gode og gjøre Alle deelagtige i sin Salig-
hed -- at Kjærlighed altsaa er den meest inderlige, levende og
virksomme Godhed, hvormed den himmelske Fader elsker alle
sine Børn, og hvorved disse igjen bringes til at elske ham og
leve i hans Samfund -- og vi skulle da i hans Lignelse omfatte
alle levende Skabninger, ikke det umælende Dyr, som arbeider
for os, ja døer for os, ikke den livløse Plante undtagen, men
hele Guds Verden med Kjærlighed.
Heri ligger allerede nok Forbindende for os til at vise de Dyder,
der udledes herfra. Men ogsaa den ydre Nød har Krav herpaa.
Om vi levede under aldeles lykkelige ydre Omstændigheder,
om Sundhed og Velstand var Enhvers Lod uden Undtagelse, da
skulde vi ikke have nogen anden Kjærlighed at vise, end
den, som nu raader i de Formuendes venskabelige Omgang, i
kjærlige Ønsker, Gjentjenester, Gjæstmildhed, venlige Anviisninger
osv. Men nu er det anderledes, omendskjøndt vort Land ogsaa
har den Lykke, hverken at kjende til den Forskjel i Stand og
Formue, som hersker i andre Lande og inddeler Menneskene i
alene Nydende og alene Manglende. Imidlertid behøve vi kun at
gløtte paa de Hytter, hvori den største Deel af Almuens Masse
lever, for i altfor mange at see Elendigheden i de sørgeligste
Skikkelser. Jeg vil ikke skildre denne Nød, som I saa vel kjende;
men den viser, at Gud dog rigelig har forsynet Menneskene med
Gjenstande at udøve Barmhjertighed imod. Maatte vi kun ligesaa
være udstyrede med Midlerne dertil! Men værer, om end selv
nødtørftige, ikke altfor beredvillige til at svare: Nei, hertil! Haver
eders Hænder hurtigere istand til at hjælpe, end eders Tunge
|
| d.IV,b.7,s.163 |
til Svaret "vi have nok at stræve med selv". Jeg vil vise Eder
Midlerne til at hjælpe -- jeg vil lære Eder Miraklet, med fem
smaa Fiske at bespise Tusinder, d. e. at række langt med smaa
Kræfter.
Vi skulle ikke alene have Øine til at græde med over fremmed
Ulykke, men Hænder til at aftørre fremmede Taarer. -- Men
hvorledes? de rinde stride om os, og vore Hænder ere korte og
arbeide for det daglige Brød. Vel, Christbrødre; men velsigner
dette Brød! Der spises aldrig saa lidet et Brød, at jo Smuler
falde af. Og det er en ubetinget Pligt, at dele selv det lille Brød
med den virkelig Trængende.
Og seer her have vi strax en Fremhjælp i at gjøre vel: vi
have formindsket Antallet af dem, der æske vore Barmhjertig-
hedsgjerninger, til ikkun de virkelig Trængende d. e. til dem
alene, som ikke kunne skaffe sig det Fornødne til Livets Ophold.
Saadanne ere fader- og moderløse Børn, som Forældrene have
efterladt i Mangel og Elendighed; 2) svage Gamle, som ikke have
kunnet samle noget Forraad til Alderdommen, eller som ved
Arbeide ikke kunne erhverve sig de første Fornødenheder;
3) fattige Syge, som Intet have fra deres sunde Dage, og som
nu Intet kunne erhverve formedelst deres Sygdom; 4) undertiden
kraftfulde Folk, som formedelst tilstødende Ulykker for en Tid
mangle det Fornødne til Livets Ophold baade for sig og Sine.
Disse 4 Slags Mennesker ere virkelig Trængende, og disse især
er det Menneskepligt og Christenpligt at hjælpe, naar Gud giver
Leilighed og Evne dertil, om end ikke stor. Men heri er det, i
at bedømme sin Evne til Velgjørenhed er det, at Mennesket saa
ofte bedrager sig selv. Det vil som oftest kun give af sin rene
Overflod, hvorimod Velgjørenhedens Bud er, at give af hvad man
har. I en almindelig Nød maa man derfor ikke berige sig; men
tvertom bør man opgive i det sædvanlige Forhold at forøge eller
endog at vedligeholde sin Formue. Brødrekjærligheden, det al-
mindelige Bedste kræver da overordentlige Opofrelser. Men
overalt maae vi give og hjælpe med Klogskab. Ellers, og hvor
ikke øjeblikkelig Nød er forhaanden -- denne, der har Krav paa
Halvdelen af vor Klædning, Halvdelen af vort Fad -- ellers kan
endog undertiden Velgjørenhed stifte Skade. Men saaledes kunne
vi gjøre vore Arme lange -- saaledes kunne vi gjøre meget med
|
| d.IV,b.7,s.164 |
lidet (thi undertiden kan et Raad være en større Velgjerning end
en Gave) og saaledes styrke vi vore Evner til Godgjørenhed.
Men disse maa ogsaa forædles. Det hedder:
"Sku ei en Dyd i Riigmands henslængte Gave!
Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have."
Og, dersom Apostelen siger: "Glemmer ikke at gjøre vel; thi
saadanne Offere behage Gud", saa siger ogsaa Jesus: "Vogter
Eder, at I ikke give Eders Almisse for Menneskene, forat ansees
af dem! ellers have I ikke Løn hos Eders Fader, som er i Him-
len" samt: "Din venstre Haand skal ikke vide hvad Godt den
Høire gjør."
Vi skulle i Alt have Agtelse for Medmenneskers, men for Al-
ting for den Ulykkeliges, Følelser -- ja hvormeget mere for den
Ulykkeliges Følelser, der forbittres ved saa meget, ved Nøden
selv og ved Krænkelserne, som han aldrig undgaaer, da kun de
færreste Mennesker erindre eller ville erindre hine Jesu Barm-
hjertighedsforskrifter, men henslænge med omkringsigseende Blik,
med triumferende Smiil og Tiltaler, hvori man grant nok hører
Farisæerens Trompetstød, deres usle, da værdløse, Skillinger og
Brødstykker. O, heller Arbeide til Blodet springer af Neglerne,
end at være en Betler! Det maa staae Døden meget nær --
allernærmest af alle Skjæbner.
Betlerstien den gaaer der hvor Sneen fyger. Men godt er det
at sidde i den lune Stue og spise Paaskegrød og Paaskeæg. Den
maa salte sin Mad med Graad, som maa spise Gnallinger ved
Veistolperne. Men Den kan lee for hvem Fadet ryger paa Bordet
utmed det perlende Bæger. At henvandre med Stormene, naar
Folk holde sine Hunde tilhuse, at lade sine Fødder toe af den
kolde Høstregn -- det kan lade Hjertet sygne i Livet. Men godt
og sundt er det at sidde velklædt ved sin Arne, at varme sig
ved Arbeide, hvis Frugter tilhøre os selv. Og Mangen skjælver
af Skam og Sorg idet han fremrækker Haanden forat bede. Ak!
let er det at udrække Haanden og give. Og giver; men lader
Eders Fader tælle -- Han, som er i Himmelen! Gavmildhed og
Gjæstmildhed skal ikke øves forat nyde dem igjen. De ere ogsaa
Kjærlighedens Døttre og odelsbaarne i vort Hjem; thi se, Husene
aabne sig for den Fattige og --
i Norrig ei spørges om Navn og Hjem;
man sætter kun Fadet og Bægret frem.
|
| d.IV,b.7,s.165 |
Arbeider ikke alene for eder og eders Børn, men ogsaa for de
Arme og Nødlidende! De ere ogsaa eders Plejebørn. Deres
Fader boer langt herfra, i Himmelen; men han har ikke forladt
dem -- han har indsat eder til Formyndere for dem, og vil igjen
beværte eder i sit Huus med de mange Værelser -- dette hvor-
over der staaer skrevet med Frelserens Haand: "hvad I have
gjort mod En af disse Smaa -- d. e. disse Usle -- det have I
ogsaa gjort imod mig." Øver denne skjønne Dyd, som I lære af
Alkjærligheden selv! -- ja som Fuglen, der ruger og mader de
fremmede Unger under sine Vinger, lærer eder. Hvis ikke --
da rasler med eders Skillinger her enstund, der kun have Værd,
forsaavidt de tjene til at gjøre noget godt med -- fornøjer eder
her enstund mod denne Lyd! -- Den Stund skal komme, da ingen
anden Dynge staaer kvar end Graven, da Smaastenene nedrasle
paa den sorte Kiste; men da -- se! Aanden opstiger over Stjer-
nerne! . . . Engle møde Eder . . . se! ere ikke deriblandt de
Fattige, hvem jordisk Elendighed ikke lærte anden Synd end
Taarer; og -- se! de henføre Velgjørerne ad en lysende Sti til
Faderens Huus; men en Storm henfører de Haardhjertede, Blod-
sugeren, de Gjerrige, som smelde Dørene igjen og hensætte Lev-
ningerne uden at give, og Farisæerne, som ikke gav af Kjærlig-
hed; men i Stormen bruser for deres Øren Evangelistens Ord:
"Den, som har denne Verdens Gods og seer sin Broder lide
Mangel og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjær-
lighed i ham?"
CHRISTENDOMMENS LØSEN
(2den Paaskedag. Evang. Luk. 24 K. 13 V.)
Bøn. Vi bede, at Du vil opholde os, dersom vor Vandel er
dine sande Børns Vandel, i alt Godt, i Tro, i Haab og Kjærlig-
hed! at du vil lade os, ved dine Tilskikkelser og ved dit Ord,
bestyrkes i Besiddelsen af disse Panter paa en Salighed hisset!
Vi vide, at Du vil skjænke os disse sande Goder fremdeles; thi
vi have i dit Ord deres Kilde reentflydende midtimellem os --
Livets evigtstrømmende Kilde, som aldrig negter det, efter Op-
lysning og Beroligelse tørstige, Hjerte Lædskelse. Ja, Algode,
|
| d.IV,b.7,s.166 |
Du vil bistaae os med at bevare os disse Gaver: Tro, Haab og
Kjærlighed -- dette vort christelige Løsen. Du vil ikke sende
saa stærke Storme imod vort Bryst, at det dyrebare Treblad
udrykkes deraf. Det skal være os sikkret ved din Miskundhed
fra den første Spire, naar vi ikke selv letsindigen give Slip der-
paa, eller bytte dem med de værdiløse Gaver, Verden rækker
os og tager igjen for bestandigen! Amen!
Ogsaa idag er Jesu Opstandelsesfest. Han kom ud af Dødens
Hule. Det er en skjøn Text til at tale om Troen paa Udøde-
ligheden.
Men jeg vil dog undlade det, fordi jeg holder den for gal, som
i mindste Maade tvivler i det Punkt; jeg vil idetmindste undlade
det til jeg skulde træffe paa et saa vanvittigt, men da ogsaa saa
ulykkeligt, et Menneske.
Kun lad mig ikke møde ham i en Skog eller paa en ensom
Vei! Thi hvad skulde forhindre et Menneske, som troer alt endt
med dette Liv, fra at stikke enten sin Næve i min Pung eller
sin Kniv i mit Bryst?
Vi vilde da ogsaa miste den nærmeste Dagens Betragtning:
den af Jesu Samfunds sande Løsen og Baand, hvilket den fra
Graven tilbagekomne Mester lærer sine Efterladte at flette.
Thi først kræver Han i vort Evangelium Tro af dem, idet han
bebreider dem at være seenhjertede til at troe; dernæst kræver
han Haab til Forjettelserne, og endelig, "der han sad med dem
til Bords og tog Brødet, velsignede og brød det og gav dem, og
deres Øine aabnedes og de kjendte ham" -- O da er det Kjær-
lighed, han lærer i Ord og egen Gjerning.
Og Tro, Haab og Kjærlighed er Christendommens Løsen. Og
hvor ædelt er ikke dette imod hvad vi kan kalde Løsenet for
andre ældre og nyere Religioner? Som oftest var dette vild
Tapperhed, som f. Ex. i Odins Religions, Lovtjeneste i Moses's,
Sandselighed i Mahomeds. Deslige var Disses Baand og Løsen.
Dog vare Disse store Mænd, der have skudt Dele af Men-
neskeheden frem fra et tykkere Mørke til dog et lysbrudt. Og
foruden dem har Gud, der sørger for Menneskehedens uafbrudte
Fremgang, til alle Tider ladet Mænd af store Evner, om end af
ringere historisk Navn, fremstaae, for, idet de selv skride frem
mod Fuldkommenheden, at tage ligesom Menneskeheden med
|
| d.IV,b.7,s.167 |
sig. Hertil høre især Opfinderne (f. Ex. af Bogtrykkerkunsten)
og de Ypperste af Videnskabsmændene.
Men de have fremstaaet i alle den menneskelige Aands Ret-
ninger, og saaledes Alle virket til det Heles Fremskriden mod
Maalet. Alle have de i deres ejendommelige Virksomhed havt
sit Løsen. For En har Friheden været det, for En Velgjøren-
heden, for En Videnskaben.
Men de Fleste af disse Menneskehedens Velgjørere have dog
kun virket i og for en mindre Deel af denne, og kun ved deres
Daad ophængt tillige Exemplet for den Hele; ja, de have virket
ofte ikkun for en Tid, uden dog at man derfor kan sige, at deres
Sæd visnede hen; thi intet Fremskridt er tabt, om man end for-
gjæves søger Optræderens Spor, og fremad gaaer det bestandig,
saaledes at ethvert saadant stort Værk til Menneskehedens Bedste
blot er Forberedelsen til et endnu større, som voxer op af hiint
og dækker det med sin Skygge, og saaledes videre uden at vi
øine Enden af Rækken. Tiderne blæse henover ethvert nok saa
forbausende Menneskeværk, enhver nok saa dristig Sti, som et
af Gud fortrinligen begavet Menneske har optraadt for sine Med-
mennesker igjennem den øde Ørken, som ligger imellem os og
hiint Maal; og hvor deres Spor taber sig, staae Menneskene stille
eller udvide blot den traadte Sti til en Vei, bred nok for flere
Efterfølgere, indtil atter en stor Sjæl skrider dristigen videre
fremad og baner Stien længere frem mod Maalet.
I Oldtiden fik hvad saadanne Mænd foretoge sig, deres hele
Værk, deres Daad, ligesom et vidunderligt Anstrøg for deres
Medlevende. Med Beundring og Forbauselse saae de i saadanne
Mennesker overnaturlige Væsener. Man forbandt med sin Be-
undring over et saadant Menneske den Mening, at en overjordisk
Magt virkede paa en vidunderlig Maade igjennem ham, hvorfor
ogsaa disse Store, da de fandt sig saa langt forud for sin Tid i
fornuftig Udvikling og Oplysning, og da raa Folkeslags Uviden-
hed i sin første Opvaagnen gjerne hænger ved Undergjerninger,
og Mængden nød Frugten af deres Daad uden at kunne eller
ville gjennemskue de naturlige Kræfter, som frembragte det saa-
kaldte Underværk, maatte lade denne blive i sin Overtro. Ja
stundom brugtes denne ofte som en Hovedstøtte for deres Be-
drivter til Menneskehedens aandige eller jordiske Bedste.
|
| d.IV,b.7,s.168 |
Vi behøve blot at erindre med hvilken haardnakket Begjær-
lighed Mængden krævede Undergjerninger af Jesus.
Der er heller Intet, som virker saameget paa den menneske-
lige Sjel, som det Vidunderlige, og Intet driver den saa mægtigt
frem i en uoplyst og mørk Tidsalder; thi hvor Fornuften slumrer,
vaager Indbildningskraften, hvilket enhver af Eder hos ethvert
Barn kan iagttage. I Menneskehedens Barndom see vi det Samme.
Denne lyttede begjerlig til Viisdom eller Usandhed blot den frem-
traadte i levende Farver, og den saae Mirakler fordi den vilde
see dem, og fandt den nøgne Sandhed uskjøn. Sandselig maatte
Religionen være, og det ikke blot i sin Ydre, men i sit Væsen,
enten den vilde Krafts, Rædselens eller Vellystens, indklædt i
Blodoffre, hemmelige Ceremonier og Fabler. Kun Jøderne og et
Par andre af Asiens Nationer kjendte blidere og renere Indstif-
telser. Men til Jesu Religions Reenhed, til at grunde den paa
Hjertets ædleste Følelser, paa Aandens sødeste Erkjendelser, paa
Troen, Haabet og Kjærligheden, naaede ingen af Oldtidens Re-
ligionsindstiftelser.
Christi Religion, som omfatter den reneste Viden om hvad der
er Guds Vilje og altsaa Pligt, og som er bygget paa de højeste
Sandheder, den menneskelige Fornuft kan naae, fremtræder vel
ogsaa iklædt Ceremonier og Beretninger om Gjerninger, der ligge
udenfor Menneskets Kræfter, udenfor dettes Fatteevne; men Hvo
fatter og føler ikke den skjønne Kjærligheds Sædelære i enhver
af disse Fortællinger om vor hellige Lærers Undergjerninger,
hvoraf Enhver kun er Udøvelsen af en Dyd, som det staaer i
Menneskets Magt at udøve og efterligne. Eller skulde Medliden-
hed være sjelden? Og denne Dyd udtaler sig i de fleste af Jesu
Undergjerninger. Han ynkedes over Enken, han ynkedes over
den Værkbrudne og over Lazarus' Søsters Sorg.
Men kunne ikke vi ogsaa besøge den Syge og Lidende, og
hjælpe efter Kundskab og Evne, og maaskee udrette Undergjer-
ninger i den Lidendes Indre ved vor Trøst? Det tør være svagt
med nogle af Disses Tro eller Haab eller Kjærlighed. Nu -- da
kan det Mirakel skee, at det forvildede Faar af Hjorden reddes,
mens det alt var halvveis paa at falde i Brønden -- at en Føl-
else af Salighed opfylder med milde Straaler den kolde For-
tvivlelses Hule i Hjertet, og at et blidt Smiil udbreder sig over
Synderens Aasyn istedetfor de onde forfærdende Furer.
|
| d.IV,b.7,s.169 |
Men da Jesu Undergjerninger alle ere Mønstre paa Dyder, ere
de skjønne, og altsaa Prydelser i det Tempel, som hans Lære-
bygning er. Denne kræver Menneskekjærlighed som det Første,
og lærer den derfor i rene Ord, i fortalte Exempler og i udøvede.
Men i dette Tempel, hvori vi tilbede, hvori alle gode Christne
ere Præster, ere Tro, Haab og Kjærlighed de Offergaver, som
afkræves os. Thi af dem skal Templets Støtter igjen underholdes.
Thi hvad var Ordet, som ingen sand Menighed agtede, men kun
levede hen i det Skrevne? Og hver sand Dydigs Indre er et
Billede af det store Tempel: derfor maa Tro, Haab og Kjærlighed
ogsaa være de Støtter, hans indre Tempel hvile paa. Det er:
Enhver sand Christen troer, at Christi Lære, formedelst sin over-
bevisende Sandhed og rene Dydelære, er guddommelig og kraftig
til Saliggjørelse; enhver sand Christen haaber, at Han af Guds
Naade, naar han vandrer efter Christi Bud og Exempel, vil lønnes
med det sande Gode, uden hvilket alle andre Goder snarere ere
Byrder: den indre Ro og hisset et saligt Liv. Enhver sand Christen
elsker Gud og sin Næste inderligen efter Christi Exempel, saa-
ledes at han deler sin Fryd med Andre, ofrer sine Kræfter til
Andres sande Vel, deres Oplysning, Forbedring og Tilfredshed,
aftørrer den Lidendes Graad og deler hans Kummer. Som Jesus
vor Frelser og Mønster lærer i sin Tale hos Joh. 15. 1 -- 14. Og
Apostlen Paulus i Rom. 12, 10. "Værer hinanden inderlig hen-
givne i broderlig Kjærlighed! forekommer hverandre med Ær-
bødighed."
Af disse tre Hovedstøtter for et christeligt Sind er Troen og
Haabet dettes ejendommelige Kjendemærker; thi Kjærligheden
kan findes i ethvert Menneskes Bryst med hvad Tro den end er
forenet; og, da en daadfuld Kjærlighed er den eneste ubetingede
Pligt, som igjen i sig indbefatter alle Pligter, tør vi ikke, saasandt
vi ikke selv af blind Iver ville fornegte Kjærligheden, negte saa-
danne en virkelig Plads i de Godes Samfund hernede og de Sa-
liges hisset oppe, hvor Troesbekjendelser intet Skille vil gjøre,
og hvor Troen vil overgaae i en reen Erkjendelse.
Den christelige Tro hæver sig ligesaa høit over Jordens øvrige
Troesbekjendelser, som dens Dydelære hæver sig over alle andre
Dydelærer, som dens ophøiede Stifter hæver sig over alle andre
Religioners Stiftere, baade med Hensyn til Vandel og sit Værk,
der ikke, som øvrige menneskelige Værker, er fuldbragt for en
|
| d.IV,b.7,s.170 |
vis Tidsalder og for visse Mennesker og Strøg af Jorden, men
vilde, i sin ophøjede Simpelhed, kunne ledet den dunkleste Old-
tids enfoldige Børn, som vore Tiders og alle Tiders oplyste Men-
nesker til Ro og Salighed. Thi om Christus kunne vi ikke sige,
som vi tilforn sagde om Jordens øvrige store Mænd, som om
Moses, og andre Folkeslags end hans, Lovgivere og Religions-
stiftere og Sædelærere, og om Jødernes Folkelærere, hvis Viis-
dom Folket, ifølge sin Attraa efter en dunkel, men nærmere
sandselig, Forening med Gud, kaldte Spaadomme, samt om Digtere
og Viismænd, der have blottet nogle Sandheder for Verden,
nemlig, at deres Værk vare dristige Fodstier for Mængden igjen-
nem den Ørken, som aabner sig imellem Mennesket og det sande
Liv, men hvilke tabte sig snart. Nei! den Sti Christus banede
for den vildfarende Menneskeslægt, banede han bred og lige og
sikker og mærkede den med sine Blodsdraaber, og den taber
sig ikke før under de Fredens Palmer vi skimte fjernt i Syns-
kredsen i vort Livs aftenrøde Horizont.
Ja, vi skylde Christus vor Frelser Tro, Haab og Kjærlighed --
disse Baand hvormed han har omslynget Menneskeheden og
knyttet Menneskehjerterne til sit eget, det som endnu lever og
røres for Menneskehedens Held, og derigjennem til Alfader i
Himlene.
Alle Evangelier ere prydede med Steder, som lænke vor Tro
til vort Haab og til Kjærligheden; men de Evangelier, til hvis
Minde Paaskefesten er helliget og til hvis Betragtning de christne
Menigheder indvie sig idag, indeholde Ord, som tale lige højt til
vor Tro som til vort Haab og Kjærlighed. Ja, vi troe det, vi
fæste vort Haab dertil. Vi troe, at Christus gjenudgik fra Graven,
vakt af Gud, som Christus opvakte Lazarus, og vort Haab vil
hæve sig høit som de tvende Disciples, der deres Øine oplodes
og Sorgen veeg fra deres Hjerter, saasom de gjenkjendte deres
Herre og Mester.
Vi ville troe og haabe, at vel Tiden gjemmer den Time, da
enhver god Christen vil komme nær sin Frelser, da ethvert godt
Menneske skal oplyses om dette og andet Mere, og vore Hjerter
ville brænde af dette Haab og af Fryd, naar vi oplade Skrifterne
og see vort Haab hjemlet med de sikreste Ord, -- ja som de
nedbøjede Disciples Hjerter da Frelseren oplod dem Skrifterne
paa Vejen. Vi ville troe, at det bør os, som Christus at lide og
|
| d.IV,b.7,s.171 |
at indgaae dernæst til Herligheden, at et skjønnere Liv hisset,
naar vi ved dets Port kunne nævne det christelige Løsen, ud-
vikler sig igjennem vore Lidelser her, saa at dette Liv blot er
Skyggen af det tilkommende. Amen!
JESUS ER MED OS
(2den Søndag efter Paaske. Evang. Joh. 10 K. 11 V.)
Bøn. Jesus! Du er vor gode Hyrde. Du satte Dit Liv til
for os! O maatte vi følge Dig; thi Du vil gjerne være stedse
med os -- ja i de mørke Dage som et skinnende Lys, og i de
klare som en venlig Haand, der leder os. Da vil aldrig vor Glæde
vorde Synd; men en Velsignelse ville vi fornemme over alt vort
Gode, saaat det ikke fordærves, men saaat Det, der har et jor-
disk Værd, ogsaa faaer et himmelsk, saaat vi fryde os ligesom
de Salige. Og i Sorgen og Ulykken som i Glæden skal det be-
findes, at Du har kjøbt os til en Ejendom, som du vogter i din
Himmel, og ikke lejet os, saaat vi vel en Stund blive hos dig,
saalænge det kun lyster os, men saa forlade dig. Nei, hellige
Forløser, saaledes er ikke dit Blod rundet! Derfor er ikke dit
Kors blevet et helligt Tegn, at vi kun i Angstens Øjeblikke skulle
klynge os dertil; men forat vi aldrig skulle forlade det -- forat
vi skulle støtte os dertil, naar Verden hænger sine Sorger og
Byrder paa os; og forat vi skulle see det som den Hyrdestav
Du endnu løfter over Jorden. Derfor ville vi vogte paa dig; thi
Du gaaer foran os, og da skulle vore Skridt føre os did hvor du
er. Vi ville høre efter din Røst; thi den er ikke forstummet,
men taler sin Sandhed høit og klart. Vi ville see efter dit Kors;
thi det er ikke nedbøjet, men kneiser imellem de christne Mil-
lioner. Vi ville overlade os til din Ledning; thi Du er Lyset og
Sandheden og Livet, og vi ville mindes, at Du evindelig er vor
gode Hyrde, og at Du lod dit hellige Liv for os. Amen!
Der er intet skrækkeligere for den Onde, intet trøsteligere og
frydfuldere for den Gode, end den Tanke, at en højere Verden
omgiver ham, at noget Højere, om end usynligt dog allesteds-
nærværende, vogter paa ham og lader intet af hans Skridt, Intet
|
| d.IV,b.7,s.172 |
af hvad der rører sig paa hans Hjertes Dyb undgaae sig. Dette
er dog saa. Det er saa med Gud. Det er saa med vor for-
herligede Frelser. Hvorfor skulle vi glemme dette, at han er
over os, at han er med Sine fra Daaben og indtil Verdens Ende?
Han er ikke over os forat nedknuge os om vi falde -- ikke med
os forat tordne os Bebreidelser i Ørene; men forat hjælpe os,
forat blotte os sine Vunder og forat bede os, at lægge Fingrene
deri og at troe. Han er med os for at tale venligen med os
endog da naar vort eget Hjerte skjælder paa os; og hans venlige
Tale tier først da naar vort Hjerte tier med at bebreide og jubler
med i Synden. Men hvorfor glemme vi dette, at han er med
Os -- Han den Forherligede imellem Aanderne? Er der noget
frygteligt i at denne Hellige er hos? -- Han, der kjendte Men-
neskenes Svaghed saa vel, der ynkedes over de Forblindede,
der bad for sine Fiender medens de gjennemborede ham, der
borttog Straffen fra den Overbeviste og sagde: "Hvo som er
reen, han kaste den første Steen!" -- Det maa bedrøve ham, at
Menneskeheden ikke er kommen videre, ikke har gjort sig bedre
Nytte af hans Fortjeneste i saa mange Aar. Men han veed, at
den ikke har vidst at gjøre sig bedre Nytte deraf; og naar han
seer alle disse Velgjerninger, som dog ere tilflydte Menneske-
heden af hans Fortjeneste, og som i Skoler og kjærlige Indret-
ninger og fromme Familieliv og formildede Krige, formindsket
Vildhed, borgerlig Frihed, Oplysning, Tolerants og al menneskelig
Uddannelse ligesom lysende Grene udskyde sig fra hans christne
Templer videnover Jorden -- disse hans Palmer hvorunder vi
her hvile os -- o! da tynger ham ikke Korset, da smerte ikke
Slagene og Dødsvunderne, da er dette en herlig Deel af hans
Salighed, da indtager han dette Skue i sin Himmel, da er hans
Erindring Sejer og seirende gjentager han: Der skal vorde een
Hjord og een Hyrde.
Det er virkelig en af de udmærkede Evner, vi maa tillægge
de hedenfarne Aander, at de med frigjort Aandeblik fra deres
himmelske Høide kunne i Eet overskue deres hele forbifarne Liv
med alle dettes Handlinger og disses Følger, ja Tankerne i deres
Vraa, de ufødte, men dog avlede, Gjerninger, disse Idrætternes
undfangede Fostre. Deri er kun liden Trøst for den Onde, som
da først skal see sine Raad opdagede der han er, sine Gjerninger
oprullende sig i deres Slangekrogninger, og da først gjøre sig et
|
| d.IV,b.7,s.173 |
sønderknusende Begreb om deres onde Oprindelse, Strafskyld
og ulyksalige lange Følger. Det skal være ham en Plage, at disse
Helvedesbedrivter, disse Slanger, han ynglede i sit Hjerte og lod
udkrybe i Støvet, nu atter i deres jammerfulde Følger ligesom
yngle i Led paa Led en Slangevrimmel, der forfølger ham selv
hisset. Det skal være ham en Gru, at Synd ei døer med Støvet,
at Skjændsel kan overleve selv jordisk Ære, hvori han maaskee
hylledes, at Bevidstheden om Rov og Bedrag kan plage selv der
hvor Guld ei gjelder, at Nag ikke standser ved Graven. -- Men
i denne udvidede Evne til at overskue sit Liv og sin Virken paa
Jorden, som Vi med Grund kunne tillægge Aanden, er der Trøst
og herlig Opløftelse og Salighed for den Gode, som da med hen-
rykkende Forundring seer, hvorledes han dernede i Støvhjertets
Snevre kunde føle og ville som han tør nu vedkjende sig i sin
Himmel at ville, og for den Retfærdige, som seer sine Veje ud-
bredte saaledes, som han vandrede den trange Sti vigende ikke
af tilhøire eller tilvenstre -- og for den Høimodige, som undrer
sig over, at det Offer, han nu anseer ringe, den Kamp, der er
forsvunden, disse Sukke, han ikke hører længer, have hensat
ham midt i saa rige Salighedsfrugter, at den Strid, Høimodig-
hedsofferet har kostet ham, har efterladt saa sød en Klang i
hans Minde, at et underkuet Ønske, et Forsonings-Haandtag, en
liden Opofrelse har kunnet udstrøe slige Velsignelser paa Jorden
i et forbedret Fiendehjerte maaskee, i en ved en Opofrelse af
Ret gjenreist Families Lykke, og at disse Ædelhjertets smaa Træk
kunne tegne ham hans Himmel saa skjøn.
Men nu den Bedste, den Retfærdigste, den Høimodigste, den
Ædleste -- Han der drog omkring og gjorde vel -- Han der
sagde "Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd?" Han
der turde sige: "Jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg
gjorde mod Eder, skulle og I gjøre!" -- Han, der foragtede jor-
disk Ære og Lykke mod den himmelske -- Han, der velsignede
dem, som bandede ham, bad for dem, der hadede og forfulgte
og piinte og dræbte ham -- Han, der leed Alt dette i sine fagre
Aar og Alt for Sandhedens og Menneskenes Frelses Skyld --
hvilket Liv, hvilken Velsignelse af sit Liv har ikke Han fra sin
Herlighed at anskue? og hvorledes skulle Vi ikke sige, at han
da er med Os efter sit Udsagn: jeg er med Eder indtil Verdens
Ende?
|
| d.IV,b.7,s.174 |
Hellige Christus! forherligede Forløser! Du er med Os. Din
Hjord har ikke menneskelige Hyrder alene, men en himmelsk.
Du er hos Os, skjøndt Du boer hos "Din og vor Fader!" Du er
hos Os som Han -- kraftig skjøndt usynlig, skjøndt nærværende
der hvor Aanderne dømmes.
Vi ville ikke give Slip paa denne Tro. Den er os for dyrebar,
og Fornuften skal i sin prøvende Strenghed ikke dadle vort
Hjertes enfoldige, men kostelige, Tro, at Christus den Forherligede
er med os. Har du ikke, o Jesus! Deel i alt hvad Godt der
udspringer af vor Christendom? Der tør Ingen sige: sæt mig i
en Ørken, mellem Vilde, mellem Afgudsdyrkere, og jeg skulde
dog kjende denne eneste sande Gud og vide at gjøre hans Vilje,
jeg skulde dog kjende og øve Budet at tilgive, at nøjes, at være
et godt Barn, en god Fader, at opdrage mine Børn, at ære Plig-
terne og det Hellige. Visselig Den, der sagde saa -- han kjendte
ikke Menneskene saaledes som de ere overladte til sig selv, under
Lidenskabernes, ikke Guds Viljes og Fornuftens og Lovens, Herre-
dømme; og han kjendte heller ikke Menneskene saaledes som
de kunne blive og tildels ere blevne under Christendommens
milde Veiledning, under Christi milde Hyrdestav -- den med
Korset paa.
Saaledes som det er, som vi leve i Fred, i Kjærlighed, under
Forbedringer og Oplysning og Frihed -- som de Christne ud-
mærke sig ved aandige og sædelige Fortrin fremfor de andre
Troesbekjendere -- er det altfor klart til at kunne benegtes, at
Christus er med os og med Sine. Lovgiveren lever i Aartusinder
i sine Love. Christus lever i sin Lov, i sin Lære, i alle de For-
bedringer, som udspirede og udspire deraf. Han seer sine Gjer-
ninger og deres Velsignelser og sine Bekjendere. Han er hos
dem, hos de Trofaste, saamange der leve saamange der døe
indtil Verdens Ende, og der skal blive een Hjord og een Hyrde.
Men Den, som ikke erkjender og troer denne Christi Nær-
værelse, denne Hyrdetroskab -- han fraskille sig da, og vanke
om paa sine ensomme vildsomme Høje! -- han nærme sig ikke
Christus, naar han aabenbarer sig i en for det troende og ang-
rende Hjerte næsten synlig, men altid til det Inderste følelig,
Nærhed, i himmelsk Høihed og Kjærlighed i sit hellige Naades-
maaltid! -- Han bære sit betyngede Hjerte om med sig alene!
han prøve sine egne Kræfter! han søge en anden Haand end
|
| d.IV,b.7,s.175 |
den Himlens Velsignedes, som er givet Magt over Levende og
Døde til at afvælte Byrden! Ensom skal han vandre om. Det
christne Tempel skal ikke være ham noget Brødrenes hellige
Samlingssted, hvor de afvælte Dagenes Byrder. Hans Sorger
skulle ikke lettes; Hans Glæder ikke deles. Fremmed skal han
være i Kirken og i Verden, der har knyttet sig til denne. Han
forlanger jo at være alene? Christus, der er hos Mennesket,
naar Verden og Alt dens forlader det, maa jo ikke være med
ham? Ulykkelige Menneske! mon du ikke engang skal føle
Trangen til Hans hjælpendes Nærhed, naar Syndebyrden er voxet
dig ret tung paa Hjertet? mon du ikke røres af en Smerte, naar
du vandrer forbi det christne Tempel og hører den fromme Sang
der og seer Menneskene at udvandre derfra med et skinnende
Haab i sine Aasyn, eller naar du maaskee selv der tilfældigviis
hører Christus tale endnu igjennem sin Tjener som i hine Dage:
"kommer til mig Alle I, som syge og sorgfulde ere; jeg skal give
eder Lise!" -- Ak -- du kan vel kvæle det for en Tid, men det
skal dog opstaae i din Sjel dette Spørgsmaal: er ikke dette sagt
som til mig Selv? thi er jeg dog ikke syg og sorgfuld? Men da
-- overvei da dette Spørgsmaal med Alvor, hvorledes det ret
er med dig, og besvar det med Sanddruhed; thi da er det Christus
-- han som du forstødte -- Christus selv, som kalder dig, det
forvildede Faar, tilbage i Hjorden.
Men det er ikke disse Haardnakkede alene, som synde imod
Christi Hyrdetroskab. Ogsaa den Letsindige, der kun i Nødens
og Angestens Stund inderlig anraaber hans Nærværelse, og kun
da søger Trøst i hans Religion, der har nok deraf for Alle, for-
synder sig derimod. Christus lod sit Liv for Sine. Men Disse
skulle ikke engang lade en liden Vinding, en fornøjelig Stund
for Christi Skyld, omendskjøndt den, naar Christus og vort Højere
har Krav derpaa, og den dog ikke gives, bliver Synd. Men saa-
snart deres Himmel mørknes, ja da speide de med Taarer, om
de ikke kunne see Frelserkorset etsteds i dens Skyer, da søge
de Ham i hans Tempel og opbygge i deres Hjerter smukke
Templer for ham af herlige Ord, men Ord der ligne Sandet i
Flugten -- da søge de Kristi hellige Nærhed i Naadesmaaltidet,
og sige: "dette kunde ikke Mennesket undvære, denne nøjere
Forbindelse med Gud og Christus end Mennesket selv kunde
give sig den -- o nu er min Sjel reen og let som Fuglen, der
|
| d.IV,b.7,s.176 |
svinger sig fra Badet mod Himlens Blaa!" Nei, disse Menneskers
Sjel er heller liig de Dyr, der kun en kort Tid kunne holde sig
oppe af Dyndet og som endnu medens Solen skinner varmt ile
at rode sig ned i det gamle Leje. Thi visseligen Christi hellige
Nærværelse staaer mange Mennesker ikke mere levende for
Sindet end, at de Dagen efter Nadveren, Dagen efter at hans
Naadestraale faldt ogsaa paa dem, da den afløste Syndeskorpen
fra de oprigtige Hjerter, ile at nedrode sig i de gamle Synder.
Disse lønne isandhed Jesu Hyrdetroskab med Lejesvendetroløs-
hed. De ere som disse dovne og slette Lejesvende, der vel klynke
efter Arbeide, naar Nøden driver dem, men som ikke ville røre
sig naar Bondens Ager skal ryddes eller hans Grøde maa i Hus;
og due disse lidet, da due de Arbeidere i Herrens Viingaard,
som ligne dem, endnu mindre der hvor saamegen Ufortrødenhed
er nødvendig, ja hvor det kan være Pligt at lade sit Liv for at
Herrens Gjerning kan fuldkommes, alt efter som Christus gjorde
det.
Men fatter Mennesket ret levende Troen paa at Christus er
med ham og hos ham, ligesom han er med alle Sine, med sin
hele Hjord: da skal han vel faae Kraft hertil, til at vandre et
møisommeligt Liv forat naae Himmelen, til at være ufortrøden
midti Hindringerne, til at hedde Løgner for Sandhedens Skyld,
til at pines for sin Kjærligheds Skyld, til at døe forsmædeligen
for det evige Livs Skyld, til at udrykke Hadets Torne af sit Hjerte
for Livsens Krones Skyld, til at vandre Christi blodige Fodspor
for det himmelske Æressædes Skyld hvortil de føre. Hvortil da
mismodig Klage, naar der er En over og hos os, som tilsynger
os Sejer og Begyndelsen til den Glæde, som de Salige høre og
see og føle? Hvortil svage Menneskers Bifald og Vidende om
vort Christsind og Christdaad, naar vi have saa ypperligt Vidne
hos os som Han, der "kjender sine Faar og kjendes af Sine?"
O! glemmer ikke dette, at Han er eders Vidne, men et sanddru,
og ikke bestukken af et: "Herre! Herre!" Glemmer det ikke fra
hvergang I ved Naadesbordet ere i hans høitideligste Nærhed og
til den anden Gang, og fra hvergang I see dette hans Alter og
høre hans Ord og til den anden Gang. Thi Han er visselig hos
Eder alle Dage og indtil Verdens Ende. Gjører ham til en kjær
og daglig Gjæst i eders Huse, hvor hans Ord ligger opslaaet, saa
han jevnlig taler til Eder og hvorfra hans Veje udgaae! Helliger
|
| d.IV,b.7,s.177 |
ham en Deel af eders Glæde! Meddeler ham eders Sorg; og han
skal tage den hele ligesom den ømme Hyrde bærer det saarede
Faar! Lærer at kjende dem, der ere som eder imellem Menne-
skene, og slutter eder da sammen i Kjærlighed og christelig Sam-
virken i een Hjord under den ene Hyrde, som ikke forlader eder!
Lader eders Familier, Børn, Tyende, Alle under eders Tag være
som een Hjord, af een Gudsfrygt, een Kjærlighed, een Vilje til Alles
Bedste, som Christi liden Vennekreds, somom han selv sad der
i Høgsæte og gik omkring og velsignede Alt! Siger om Julen,
naar den længste Nat er over: "en ny Sol er født til at stige
høit paa Himlen -- ogsaa mig er en Frelser født, og nu et nyt
Aar der skal vorde mig og mine til Frelse, til Væxt i det Gode
og i Lykke." Siger om Paasken, i Aarstiden naar Jorden synes i
de fossende Strømme, i de opløste Bækker at kjæmpe og lide
forat afkaste Vinterens Aag -- siger da: "ogsaa for mig har
Frelseren lidt, ogsaa mig bør det at kjæmpe og lide forat
afkaste Syndens Aag, om jeg skal naae nogen Lykkesvaar
med rolige Dage og nogen Salighedssommer under Naadens
Sol." Siger om Pintsen, naar Træerne løfte sig med frisk skin-
nende Krone i Luften og Blomsterne stige af Mulden: "ja
Christus lagdes i Mulden og er opstanden og himmelfaren,
ogsaa jeg skal opstaae og stige mod Himlen, som Han, som
Naturen her omkring mig!" Og siger hver Dag: "se hver
Dag helligede Jesus til Lære og god Gjerning -- saa være og
mine! Hans Ord er hos mig og hans Mønster for mine Øine og
hans Fodtrin tegnede og han taler i Templet og er hos Sine --
hvi da ikke hans Ord, hans evige Selv, og disse Ords Sjel hans
Vilje i min Vilje, hans gode Hjerte i mit Hjerte? -- da skulde
jo Han være mig nær som jeg er mig Selv nær? -- den Velsig-
nelse han fik af sin og Alles Fader over mit Huus, paa mit Ho-
ved?" Ja Christen! da skulde du sige, naar du atter stod ved
hin mørke, længste Nat: "Jesus Christus den Forherligede var
med mig det hele Aar -- Han forlod mig ikke i dets Glæde,
ikke i dets Sorg -- Han værnede mig naar Verdens Ulve tru-
ede -- Han var mig en trofast Hyrde, og jeg fulgte ham, og Vi
skulle følges sammen alle Dage indtil Verdens Ende! Amen!"
|
| d.IV,b.7,s.178 |
OMSORG FOR SUNDHEDEN
(3die Søndag efter Paaske. Evang. Johan. 16 K. 16 V.)
Bøn. Livets Ophav! Dødens Herre! maatte Du forskaane vort
Samfund for ødelæggende Landfarsoter, om end Sygdomme maae
ramme den Enkelte! Og maatte Menneskene tilbørligen skatte
dette Livs Værd baade for sig Selv og for de Tider, som grye
bag Graven, agte Sundheden som dette Livs dyrebareste Kleno-
dium, og vogte derom, saaat de ikke letsindigen eller ved Umaa-
delighed og andre Sundheden skadelige Feil og Laster sønder-
bryde eller indbringe Raadenhed i denne Stav, som ikke alene
opretholder Legemet paa den jordiske Vandring, men ogsaa
Aanden! Amen!
Tiden vel af lette Stunder,
smeltede ihop, bestaaer,
og af flyvende Sekunder
kjæde sig de lange Aar.
Dog paa Sjelens svage Hytte,
hviler Stunden ofte tungt.
Det kan ikke dig beskytte,
Hjerte, at du er saa ungt.
Sjel i Hytte! Timen klinger.
Har du først det hvide Skjæg,
for hver Timeklang der springer
Nagle i din tynde Væg.
Derfor vær beredt at see den
styrte sammen i sit Leer.
Bedre Huus i Evigheden
faar du, hvor ei flyttes meer.
Der vi see igjen hverandre
-- flyer I rappe Stunder da! --
Dødens Time, som de andre,
høre vort Haleluja!
En liden Stund er Livet; det hele Liv er en liden Stund; Livet
er kun en sammenløbende Kjæde af Øjeblik, flygtige, hvad enten
de hensvinde med et Smiil eller et Suk, flygtigt som Øjeblikket
selv.
Dog ere disse Øjeblik vigtige og virksomme. De udsaae for
Evigheden. Og om end Livet er saa kort, at vi med en eneste
Tanke kunne omfatte de henflydte Aar, ligesom vi med et eneste
Blik fra en bestegen Høide overskue den hele milelange Slette,
vi med Møje og Sved igjennemvandrede: saa kan der dog i disse
|
| d.IV,b.7,s.179 |
Aarrækker findes Øjeblik, som have indhugget sig i Flugten i
vor Erindring og sidde der til Sorg eller Glæde evindeligen.
Ja af den Vigtighed kunne disse forbilynende Øjeblik være.
Den syndfulde Tanke, som opfylder lange Aar med den bittreste
Erindring, fødes i et Øjeblik. Det dydige Forsæt, som udspreder
sine Virkninger imod Evigheden og gjennem denne, fødes i et
Øjeblik; og den gode eller onde Handling skeer enten i eet eller
faa ilsomme, vigtige Øjeblik. Den menneskelige Sjel, intet Øje-
blik sig selv liig, er i en bestandig Fremgang til eller Til-
bagegang fra sin Bestemmelse, og fortrives dog bestandig med
Øjeblikkene, med den store Tidens Strøms utallige Smaabølger
og Draaber imod det store ubekjendte Hav, der skyller op imod
Gravens anden Side.
Om en liden Stund see vi ikke den gode Sjel, men atter om
en liden Stund see vi den i sin Glands som en stolt Seiler at
styre imod sit Maal -- ak, stolt Seiler, siger jeg -- nei Menne-
skesjelen, fortdreven i sit Legeme med Tiden, maa heller ligne
en Mand i den skrøbelige Baad paa det uhyre Hav, sættende
over til en fremmed Strand, der kun utydelig viser sig i Syns-
kredsen -- og se, snart er Baaden afsyne imellem Bølgerne,
snart sees den, snart sees den at nærme sig i rigtig Fart, snart
at styre paa kryds og tværs i modsatte Retninger.
Dog være det langtfra os at sige, at Mennesket paa denne
Fart er ganske og alene overladt til sig selv eller til sin skrøbe-
lige Baad. Derfor har Gud sørget. Thi over den Kyst, hvor han
skal lande kimer Forjettelsernes Gry, og Haabets Stjerne viser
baade Vejen og nedstraaler fornyet Kraft og Mod, og fremfor
Alt har han et Kompas i Religionen, der baade viser hvor han
skal hen og hvor Vejen gaaer, og i det Tidens Hav, han gjen-
nemskjærer, gaae vel de mødende Tilfælders, Hændelsernes,
Prøvelsernes, Tilskikkelsernes snart ledende, snart stridige
Strømme; men Forstanden og Erfarenheden staae tilroers. See
vi derfor et saaledes udrustet Menneske, da kunne vi være for-
vissede om, at han lykkeligen skal anlande ved Maalet, at selv
ikke de brusende Aar skulle bortslaae ham. Men altsom han
nærmer sig, stilnes Bølgerne og de salige Strande fremhæve
sig tydeligen; og i den dydige Gamles Fredssmykke, de hvide
Lokker, see vi den lykkelige Farmand, saasnart han faaer Øie
paa Landet, at sætte skinnende Seil til og endelig at lande.
|
| d.IV,b.7,s.180 |
Men med alt dette, maa vi dog tilstaae, at det Fartøi, Aanden
maa betjene sig af paa denne Fart til de bedre Lande, er skrø-
beligt nok. Dette er Legemet, og dettes Skrøbelighed kjende vi
jo alle. Ere vi end overbeviste om, at, hvadenten vi seile længe
eller kort, naar vi blot holde den rette Vei og Streg, om vi op-
sluges tidlig af Dødsbølgen, om vor sidste Time slaaer i de glade,
rødmende Dage eller i de mørke og bøjede Alderdommens, saa
holder dog den algode Fader i sine Arme under og opfanger os
og fører os til Hjemmet under en Sol, der ikke speiler sig i Taarer
eller gaaer ned bag Grave -- ere vi end overbeviste herom:
saa skilles vi dog ikke med Behag fra dette Liv, hvis Glæder
vi ikke kunne glemme, mens dets overstandne Lidelser selv
forekomme os som et Slags Glæder eller i det mindste som
Minder, vi gjenkalde os ofte med en Slags Stolthed forenet med
Taknemlighed mod Gud, ja hvis nærværende Byrder ere blevne
os kjære ved Pligterkjendelsen, Nødvendigheden og Vanen. Til
denne Kjærlighed til Livet, som er os indpodet af den Alvise,
saasom Livet er os vigtigt, og som hos den sunde og rørige
Gamle er i Virksomhed indtil den højeste Alder, behøves ingen
Opmuntringstale. Den er os for naturlig og et stort Gode; men
jeg vil støtte mine Ord til det Medhold denne stærke Følelse
vil give dem, idet jeg vil anprise Omhyggelighed for vort Livs
Sundhed og Vedligeholdelsen, som et vigtigt Middel baade for vort
jordiske og himmelske Velvære.
Vort jordiske Liv er os jo nemlig givet, forat vor Sjel her paa
Jorden skal uddannes og modnes til et højere Liv? Som et saa
vigtigt Gode bør altsaa dette Liv bevares og anvendes. Daarligt
vilde det være, om vi af Jesu egen og flere Blodvidners Bered-
villighed til at gaae i Døden vilde slutte til nogen retfærdiggjort
Ringeagt for dette Liv. Thi det bliver alligevel en Sandhed, at
Liv og Helbred da bør opoffres, naar de højere Pligter, for hvis
Skyld dette Liv er os givet, fordre denne Opoffrelse.
Skulle vi være omhyggelige for vort Liv og vor Helbred, og
er det en Pligt at agte disse Algodhedens dyrebare Gaver, uden
hvilke vi jo ikke kunne tænke os eller nogen Lykke: saa bliver
det vel en Hovedpligt, ikke med Forsæt at gjøre Ende paa sit
Liv eller paa sin Helbred. Det Første gjør den aabenbare Selv-
morder; det Andet den fine, uegentlige eller langsomme Selv-
morder ved Liderlighed, Umaadelighed, Uforsigtighed, Letsind og
|
| d.IV,b.7,s.181 |
Ureenlighed. At slig en Synd maa stride imod Guds Vilje og
altsaa mod Menneskets Pligter, det see vi l) af hiin stærke Lyst
til at leve, som Gud har nedlagt i alle levende Væsner og i
alle sundtfølende og tænkende Mennesker, hvorved han noksom
har tilkjendegivet sin Vilje, at vi skulle bevare vort Liv disse
faae Stunder, i hvilke vi sees herneden for snarlig nok at for-
svinde. Og
2) røber det en utilbørlig Mistillid til Forsynet, at man ikke vil
udholde Livets Plager og Byrder, endskjøndt de sendes os i den
viseste Hensigt og have de gavnligste Virkninger, naar de bæres
med Taalmod.
3) Strider det mod Kjærlighed til vore Medmennesker, at man
vil forkorte sit Liv; thi vort Liv bør anvendes ikke blot til Gavn
for os Selv, men ogsaa for Andre; og derfor er Selvmord i
højere Grad en pligtstridig Handling for Den, hvis Pligt det er
at forsørge Andre. Og endelig
4) skulle vi leve forat opfylde vore Pligter her paa Jorden
efter Guds Vilje. Den, der altsaa vil opfylde sin Pligt, han vil
ogsaa leve; men Enhver bør ville opfylde sin Pligt -- altsaa bør
Enhver ogsaa ville leve. Hvo som altsaa ikke vil leve saalænge
Gud vil, han vil ikke opfylde sin Pligt.
Salomon siger: "Den, som har et Hjerte, elsker sit Liv; han
bevarer sin Forstand for at see Godt." Og Paulus siger: "Ingen
af os lever ved sig selv, og Ingen døer ved sig selv; thi baade
dersom vi leve, leve vi ved Herren; og dersom vi døe, døe vi
ved Herren; derfor enten vi leve eller vi døe, ere vi Herrens."
Men ikke nok, at vi skulle langtfra ligefrem skade eller til-
intetgjøre det Liv, vi her have -- Vi skulde paa ingen Maade
skade det, men bevare det som en kostelig Gave og anvende det
efter Skaberens Hensigter.
Det er da vor Pligt, at sørge for, at vort Legeme kan være
saa brugbart et Redskab som muligt for vor Sjel, saaat Sjelens
fri Virksomhed ikke skal hindres ved Legemets Svaghed eller
Uduelighed. At dette er Tilfælde, lærer os Erfaringen, og at Jor-
dens Herligste er en sund Sjel i et sundt Legeme, det er en
Sandhed. Derfor bør vi 1) Vogte os for det, som er skadeligt
for Sundheden; -- 2) stræbe at afhjælpe Sygdomme ved tjenlige
Midler; -- 3) bør vi uddanne og hærde vort Legeme, saaat det
bliver dygtigt til at forrette Arbeide og stærkt til at udholde
|
| d.IV,b.7,s.182 |
Besværligheder -- kort til at opfylde vort Kald; -- og 4) sørge
for Legemets ydre Anstand.
"Sundhed og Helbred -- siger Sirach -- er bedre end alt
Guld, og et stærk Legeme end meget Gods" -- og denne Sand-
hed erkjende vi klarest, naar vi vaande os paa Sygelejet, eller
gaae omkring i Overflødigheden uden at Noget er os tilpas.
Med Hensyn til det 1ste, da er det især Maadelighed, som
maa anprises -- denne Sundhedens Vogterske og Sygdommens
Læge. Det er den Dyd, at vi beherske vor medfødte Drift til at
tage Næring til os og til Fornøjelser. Ville vi blive friske, nyde
og forlænge de vingede Stunder og lade os see i dem veltil-
fredse, da maae vi kun tage saamegen og saadan Næring, som
er fornøden og tjenlig til at styrke Legemets Kræfter og til at
forfriske Sindet. Ellers ere vi umaadelige og have den Fejl, som
graver de fleste Grave og svækker Sjelen, idet den nedbryder
dens Legeme, og som misbruger og spilder Guds Gaver til Skade
for sig og Andre og trælbinder Sjelen under lave Lyster, der
lade sin Slave falde fra Last til Last, ofte forstyrrende den i
Bund og Grund. Jesus siger: "vogter Eder, at eders Hjerter ikke
nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab!" -- og
Apostelen siger: "hvad enten I æde eller drikke, eller hvad I
gjøre, da gjører alt til Guds Ære!"
Med Hensyn til de andre Pligter, da er det Kjendskab til vort
eget Legeme og visse Helbredsmidler, Agtelse og Tiltro til Lægen,
Legemsøvelser fra Barndommen af, en ikke forkjelet, men ikke
heller uforsigtig, Opdragelse og Levemaade, Arbeidsomhed, Reen-
lighed og Anstændighed, som lære os dem.
Følge vi dette, da skulde ikke vore Stunder blive saa faa, i
hvilke vi see hinanden herneden, og ikke heller skulle de hen-
slæbe sig med den Værkbrudnes langsomme Smerte -- da skulde
vi see Jorden bedækket med flere sunde Børn, stærke og raske
Mænd og Kvinder og livsrørige Gamle; og mange Onder, som
nu vandre om i Skrækkens og Sorgens Billeder, skulde hen-
svinde med den flygtige Tid. Efter et velført og langt og glad
Liv skulde Hengangen skee til Faderen, og den lille Stund, i
hvilken Mennesket ikke saae ham, skulde indskrænkes til Døds-
øjeblikkets korte Blund. Da skulde "megen Græden og Hylen"
forsvinde, og mange Flere i Verden "glæde sig", og megen "Be-
drøvelse omvendes til Glæde".
|
| d.IV,b.7,s.183 |
Men disse Beklagelsesværdige, hvis sygelige og nedbrudte Helse
er enten en Vuggegave af Alstyreren eller en uforudseelig Til-
skikkelse, som han har behaget at give dem -- Disse skulle vide,
at deslige Onder ofte kunne vække eller styrke Menneskenes
Sjelekræfter, idet Sjelen vænnes til at virke med færre Midler
og til at undvære og til at beherske sit Legeme. Disse skulle
vide, at de flygtige Stunder medføre ogsaa mange høje Glæder,
som de kunne nyde, og at ialfald den Stund er liden, hvori
Glæde eller Lidelser skulle sees -- og at det snarligen stunder
til en Forløsningens Time, da det nedbøjede og usle Legeme i
Graven, paa Dørtærskelen foran sin himmelske Faders Huus,
skal føde en Sjel, hvis Arvedeel er Herlighed og hvis Bopæl skal
vorde Salighed -- da der "for den Glædes Skyld ikke mere skal
tænkes paa den Nød", og da den forudgangne Frelser atter skal
sees, ja "gjensee dem, som havde Bedrøvelse, saaat deres Hjerter
skulle glæde sig i en Glæde, som Ingen dem skal fratage!"
Da skulle vi som Jesus "træde i vort Skib" -- og dette Skib
skulle de sidste Bræder være -- og Englevinger skulle udspænde
sig som Seil, og Haabets Anker skal den Snekke bære, og Kjær-
lighedens Blommer skulle omkrandse Stavnen -- og vi skulle fare
over det lille Dyb, vi saa ofte daarligen grue for -- og vi skulle
komme til vor Stad -- til den hvor Faderens Huus med de mange
Værelser ligger i. Men der skal ingen Værkbruden møde os paa
sin Seng; men Engle skulle vi see hvilende i Udødelighed paa
sine Himles Høje; og det Legeme, vi engang elskede saa i Støvet,
skal synes os der det ligger som usle og værkbrudne Lemmer.
Og det skal forekomme os somom disse pludselig reiste sig i
Kraftens Fylde, da der i Dødsstunden tilsagdes os af en kjendt
Stemme "vær frimodig Søn! dine Synder ere dig forladte!"
Og der, der hvor Ingen bespotter eller tænker Ondt i sit Hjerte,
der skulle vi dog erkjende det som en større Velgjerning, som
et herligere Under af Barmhjertigheden, at der siges "dine Synder
ere dig forladte", end det Under af Livets algode Ophav, at han
giver nye Kræfter og siger til Den, der lægger de trætte Lemmer
i Graven: stat op og vandre -- og vandre videre gjennem Him-
lene. Da skulle vi vide, at Menneskets Søn havde Magt paa
Jorden at forlade Synder -- da skulle vi være opstandne og
gangne hjem til vort Huus. -- Da skulle vi beundrende prise
Gud, som har givet Mennesket en saadan Magt, at det baade
|
| d.IV,b.7,s.184 |
som oftest kan vogte sit Liv i denne Verden, som dog er For-
krænkelighedens, og ganske vist vogte sig forat fordærve sit Liv
i den anden, i Herlighedens --
Hvor ingen Smerte meer os naaer,
hvor ikke Brud og Meen og Saar
det Legeme, som Aanden faaer,
kan skjænde eller skade.
Hvor i Alkjærlighedens Smiil
den unge Engel, lys og mild,
sit Legeme af himmelsk Ild
evindelig kan bade!
Amen!
FRIHED
(Christi Himmelfartsdag. Evang. Mark. 16 K. 14 V.)
Bøn. Hellige Fader! Du har nedlagt i vor Sjel baade Hang
til Frihed og Evne til værdigen at bruge og nyde den. Ja Du
indpodede dette i Aandernes Væsens Grund, nedlagde disse
Gløder i de lavere Skabningers Blod, og lod Friheden afbilde sig
i alle Elementerne. Den er den Vinge, hvorpaa Skabningerne
hæve sig. Med den er det Aanderne stige fra Støvet op i Him-
len og igjennem Himlene. Men Disse trænge til din Leden, at
Frihedshanget ikke bliver dem til Fordærv. Disse er det, hvis
Evner kræve fornuftig Frihed. Disse er det, hvem Sandheden
skal gjøre fri, og hvem Sædelighed og Frihed ere eet. Takket
være Du da, Alkjærlige, for saa herlig en Gave, forat du ikke
alene indplantede Drivten til, og forherligede vort Væsen med
Evne til Frihed, men endog ydermere bøjede og ledede den til
det Gode, og har i dine Bud og i Christi Sædelære givet os,
dine ringe Skabninger, den samme Grundlov, som og gjælder for
dine Højere hisset i de fuldkomnere Samfund! Amen!
Mellem denne Tids Dage, enten ikke længe før eller efter
Himmelfartsfesten, er vort Folks Frihedsfest, den glædelige
17de Mai.
Vi have faaet mindst af dens Ære og Gaver, dog er den og-
|
| d.IV,b.7,s.185 |
saa for Os den glædelige 17de Mai. Den Fattigste er dog Fri.
Faaer han en flink Søn, og det lykkes Denne at komme frem i sin
Ungdom til høiere Dannelse, da kan hans Søn gjerne blive Kon-
gens Raad. Der er intet ivejen fra Fødselens Side. Men i alle
Lande er det ikke saa. Lovene ere hos Os ogsaa lige for Alle.
De vilde strække sine Jernklør ud og pille Overmodet af Den,
der turde enten lægge Haand paa eller paa anden Maade krænke
sin ringere Landsmand.
Derfor fryde ogsaa Vi os paa Frihedsdagen. Vore Øine ere
ikke lukte for Guds særegne Miskundhed mod Folket, da han
lod de mest truende Omstændigheder opløse sig i Fred og Fri-
hed. Ogsaa Vi forstaae og føle, at den 17de Mai er den vel-
signelsesrigeste Dag, Gud har ladet lyse over Norriges Fjelde;
og derfor vide vi, at den først og fremst bør feires med Tak
til Gud.
Ja Vi vide mere: Vi vide, at Gudsfrygt maa være ethvert Riges
første Grundlov, om det skal bestaae. Vi vide, at af den ud-
gaaer nemlig den sande Fædrelandskjærlighed, der takker Gud
for Frihedens Vuggegave, ærer Lovene og deres første Vogter
Kongen.
Hvad personlige Fordele og Bekvemmeligheder er der for den
Fædrelandskjærlige, som han ikke skulde yde Fædrelandet, om
det krævede dem? Han gjør det saa glad som Bonden nedgraver
sit sidste Korn i Furen.
Man Fædrelandet skylder Blommen af sin Kraft
og Lydighed til Loven og Hjælpen til de Arme.
Alverden skyldes hele Kjærlighedens Varme.
Hvo glemmer disse Pligter, sin Borgerret har tabt.
"Reis" -- siger Fædrelandet til Manden i den varme Stue --
"reis for mig det Par hundrede Mile i denne Kulde gjennem de
uvejede Skove og over de milebrede Aaser; men uvist om jeg
kan gjengjelde dig." Og den Fædrelandskjærlige, Patrioten, reiser.
"Op! kjæmp! dø!" siger Fædrelandet. "Jeg er i Fare!" Og
Patrioten trykker sin Viv og sine Børn til sit Hjerte og gaaer.
Han sukker over Krigens Onde, over at et eneste herskesygt
fremmed Menneske -- thi fra Herskerne, ikke fra Folkene, kom-
mer al Krig -- skal afstedkomme saamegen Ulykke; men han
tager Riflen eller Bilen fra Væggen og gaaer.
|
| d.IV,b.7,s.186 |
Og slige Patrioter kunne vel Vi være med, Vi med de stærke
Arme! Lader os da have Deel i Frihedens Glæder. Vi skulle
stræbe efter at blive værdige til dens Goder, om det end vil
briste paa Formuen til at erhverve alle Borgerens Rettigheder.
Nor vil jeg Armen skjænke,
ja Barm og Hærde med;
men Vettet vil jeg øge og dyrke ved at tænke.
Thi Fædrenelandsvennen søger at gjøre sit Land Gavn og Ære
ved at uddanne sine Anlæg og ved Dygtighed i sit Kald. Han
søger at lære at kjende sit Lands ham vedkommende Love og
sine Rettigheder, og han holder sig inden dem.
Thi Frihed er ei Hadet mod hver en lovlig Magt,
ei mod hvert gavnligt Baand en tøileløs Foragt;
men Retten til at handle, og at man handle tør
just som man ville bør.
Og se, den Frihed, Jordens Herre knæler for,
den Himlens egne Datter, den Aandernes Gudinde,
den Dronning paa en Jord,
for Loven bøjer Knæ, som var hun dens Slavinde.
Lydig under Loven, gjør Fædrenelandsvennen sig selv og sit
Huus en Lov, idet han ikke tillader sit fattige Fædreneland at
forarmes og beskjæmmes ved Dovenskab, Ødselhed, Udsvævelser
og udenlandsk forfængeligt Flitter. Han søger at pryde sit
Fædreneland med veldyrkede Agre, velopdragne Børn. Han er
arbeidsom og tarvelig, og han lærer sine Sønner og Døttre at
være det Samme, saaat de ikke skamme sig for at bære det Tøi
tilskue, som deres egen Rok har spundet. Han er godgjørende,
enig, fast til det Gode, forsonlig, sandhedskjærlig, redelig, ret-
færdig i Alt, aaben og kjæk som den gode Samvittighed.
O! Landsmænd, findes disse Dyder i vort Land, da kalder det
ikke fattigt. Og Landet synes skabt til at de kunne trives her;
men ikke synes det skabt til at nære Troløshed, Trættesyge,
Ødselhed, og den fortærende Forfængelighed, ikke til at være
Daarers eller Nidingers Amme. Findes hine Dyder i Borgernes
Hjerter, da mangler Landet ikke Kraft; thi Frugterne af hine
Dyder, af Gudsfrygten, kunne ikke udeblive hverken i de enkelte
Familier eller den hele store Statens Familie; men de maae ud-
spire med Velsignelse, da Landets Frihed fremhjælper dem. Og
|
| d.IV,b.7,s.187 |
da vil jo Enhver indsee med hvad Ret han skylder sit Fædrene-
land Kjærlighed; da ville Alle være enige i at forsvare det fælles
Gode; da har det Styrke; da vil Enhver gjerne lade Alt for det
Samfund, hvor da Retfærdighed er paa Domstolene, Sandhed i
Templerne, Redelighed og Oplysning om Arnerne, og Kjærlighed
og Enighed over det Hele. Og da er Samlivet saa lyksaligt, som
Friheden kan og bør og hensigter til at gjøre det.
Men det have vi ogsaa hørt, at Friheden snarere er en for-
tærende Ild end et Solskin, der mildt trænger ind i alle Huse,
overflyder alle Dale, iklæder Landet ligesom med en Hæderens
Straaledragt.
I Daarers og Niddingers Hænder kan det uskyldige Brudelys
blive til en Mordbrænderfakkel. Men slige Løgne have saa store
Slangehoveder, at de ville gabe over og sluge al Verdenshisto-
rien, men ogsaa saa store, at vi kunne faae Foden paa dem og
knuse dem.
Imidlertid -- om Guds Sag maae vi ikke mistrøstes. Disse
Syner, disse Historiens og Erfaringens Taler maa ikke forskrække
os, saaat vi blændes og troe Intet vundet for hele Menneske-
heden eller at det Godes Fremstræben kun er en Bølgegang,
hvori det vel hæver sig under Nationernes Jubel; men fluxen
synker tilbage.
Tvertom dets Fremgang er ustandselig. De vare kun Midlerne
af Støv, der hengjemtes i Herligheden, som hæderligen brugte Vaa-
ben. Profeterne, Sandhedens og Folkefrihedens Forkjæmpere hos
Jøderne, dræbtes; men Hundrede af Aar efter, da deres Advar-
sler opfyldtes, bævede Folket for deres Sandheder og samlede
med bitter Graad deres Levninger. Christus korsfæstedes; men
neppe lukkedes han milde Øje, før hans Mordere sloge sig for
deres Bryst; erindrede sig hans Lærdomme, hans Kjærlighed og
Dydslevnet, og selv Hedningerne udbrøde: visselig han var en
Guds Sending, en Lærer, Guddommen liig! -- Stefanus stenedes;
men neppe taug Steenhvirvlens Hvinen, før Angrens begyndte i
Sauli Hjerte og før Morderskaren eftertænkte, som vendte til-
bage til Staden.
Ja ogsaa i vore Tider føres en Kamp for Sandhed og Frihed,
som vidner om at -- ikke som i Oldtiden, da kun enkelt Mand
førte den imod hele Folk og Christus imod en Menneskehed --
at den nu er mere udbredt, at Flere føre den, at det ikke er
|
| FORRIGE |