|
| d.IV,b.7,s.188 |
sjeldent at det Gode nu seirer, idetmindste forsaavidt at den
store Hobs Stemme ikke opløfter sig imod det Rette og Sande
og, at Dettes Erkjendelse er saa udbredt, at dets Fiender ofte
kun tør murre iskjul. Ja det er alt for længe siden erkjendt, at
det Gode har hos mange Folk fremkjæmpet sig til Ligevægt med
det Onde; hvert Øjeblik (thi det fremskrider evigt) giver det
altsaa Overvægt indtil dets Sejer er fuldkommen.
Dette er Verdenshistoriens Lære om de hellige og verdslige
Kampe Menneskeaanden har bestaaet for at naae sin nærvæ-
rende Udvikling. Men lader os undersøge den Frihed, Vi mene!
Imellem de ædlere Drifter Gud har nedlagt i vort Bryst, synes
ingen tidligere at vaagne og vældigere at reise sig end Drivten
til Frihed. Se Svøbebarnet! Neppe har dets Aand samlet Kræfter
nok til at sætte Lemmerne i Bevægelse før det viser Afsky mod
alt som indskrænker og tvinger dets Lemmer. Den søde Fryd
at føle sig fri, at kunne yttre alle sine Kræfter efter Godtykke
er en af de første vi ere istand til at nyde og efter hvilken vi
tørste.
Strengheden af den største Tvang mægter lidet imod vor na-
turlige Kjærlighed til Frihed. Den uddøer aldrig ganske i vort
Bryst. Ved det grusomste Tryk holder den sig dybt i vor Sjel
og venter kun paa Leilighed igjen til at frembryde som Ilden i
Myren. Med uimodstaaelig Magt splitter, sønderriver den plud-
selig Lænkerne, knuser Tyranniets Aag, og virker med en Hef-
tighed, der ingen Grændser kjender. Aabner Menneskeslægtens
Aarbøger, forsker efter Aarsagerne til saamange skrækfulde
Optrin, saamange forbausende Heltegjerninger, saamange blodige
Krige, og vi skulle finde, at Frihed var det uskatteerlige Gode,
hvorefter de bedste Mennesker kjæmpede, hvorfor de Ædleste
blødede, hvorfor hele Folkets Masse kjæmpede og opofrede Alt.
Frihedens sande Venner, Sandhedens Dyrkere, ligesom de
falske, skulle Vi kjende af deres Frugter. Ikke Enhver, som an-
raaber Jesus med et: "Herre! Herre!" er en god Christen eller
kommer derfor i Himmeriges Rige; men "Den, der gjør Faderens
Vilje, som er i Himlen!"
I Skinhellige og Hyklere, I have da hørt eders Dom!
I Blindttroende, I have da hørt eders Dom!
I Dumme, Uoplyste og Træge, I have da hørt eders Dom!
|
| d.IV,b.7,s.189 |
I Sneverhjertede, I Ligegyldige, I Intetgjørende, I have da hørt
eders Dom!
I Dovne, uarbeidssomme Forfængelige, I have da hørt eders
Dom af Frelseren selv. Han mener eder Alle og Hver især.
Men I Redelige, I sande Dydige! I have hørt eders Frifin-
delse.
I Tænkende, fornuftigen Troende! I have hørt eders Frifin-
delse.
I Kloge, Oplyste, Forstandige! I have hørt eders Frifindelse.
I Menneskekjærlige, I til al Veldaad Virksomme, I have hørt
eders Frifindelse.
I Flittige, Nøisomme, Tarvelige, I have hørt eders Frifindelse.
I angrende Syndere, I som læse med Graad i eders Hjerter,
I have hørt eders Frifindelse af Frelseren selv.
Disse ere Frihedens sande Venner, som troe, at hverken Gud
eller Samvittigheden udfærdiger noget Frihedsbrev fra en eneste
Pligts Iagttagelse. Men hvem kan da vel ophøje sig over det
lidet Gode, Gud forundede ham at udrette, naar han veed hvor
Meget, der staaer igjen? Af en Folkemasses Jubelfeiren maa
han ikke lade sig henrive til at lukke Øjet over sit eget Indre.
Hans Beskedenhed maa være den gamle ægte, om den skal
have Værd, og den fordrer ingen anden Løn for store eller gode
Gjerninger end den som ligger i et fromt Hjertes fordringsløse
Fred og stille Haab til den evige Barmhjertighed. I samme Stund
du bemægtiges af Attraaen efter en anden Gjengjældelse -- den
hedde Lykke, Ære, Magt eller hvadsomhelst -- saa har Du af-
klædt Dyden sin himmelske Adel. Den staaer nær at blive en
Slavinde i din Egennyttes Tjeneste; dens Navn blot et Dække
for dine selvkjære Hensigter, og Du selv har opgivet Sejers-
krandsen i dit Hjerte. Hvor let er det da ikke at see sit bedre
Væsen betvungen, Seiren fravristet, at beskikkes af vort onde
Væsens Tale, saaledes at vi ikke skilne ret mere imellem Godt
og Ondt? Vi see det almene Gode allerede have Overvægten,
Vi see Menneskeheden betydeligen fremskreden i det Hele; men
hvormeget hurtigere vilde ikke det Gode seire over hele Jorden,
naar de Fleste seirede i deres Hjerter?
Men, hvor er det ei at beklage, at det saatidt kun var et
Skingode hvorefter Frihedens Venner stræbte! at Friheden, man
søgte, som man kjæmpede og døde for, ofte ikke var andet end
|
| d.IV,b.7,s.190 |
et skjult, maskert, sminket Slaveri, som man i en Vildelse an-
saae for den sande Frihed! at Menneskene endnu ofte give Fri-
hedens ærværdige Navn til Lovløshed og Frækhed, som foragter
Samfundets Ordning og erklærer enhver Lysternes Indskrænk-
ning for utaalelig Tvang! Ja, hvor ofte er ikke Friheden bleven
miskjendt, denne Menneskehedens hellige Ret, Himlens Gave,
al sand borgerlig Lykkes Giverinde, Dyders og aandige Evners
bedste Opdragerske! hvor ofte har den menneskelige Daarskab
ikke søgt den hvor den ikke var at finde nemlig alene i det Lys
som udflyder af Sandheden: i den Oplysning, som omgiver Sæ-
deligheden og Religionen! Der er det vi skulle søge den -- der
finde vi den Frihed hvormed tabt Alt er tabt, vunden Alt er
vundet -- der finde vi den sande, som meddeler det borgerlige
Liv sin Varme, og ikke et Skinbilled som fører kun i Fordær-
velse.
Vi have lignet Friheden ved en Ild. Det passer -- Ild og Lys
ere beslægtede. Den ligner Ilden i sine velgjørende Kræfter.
Frelseren d. e. jo Befrieren, besad den i dens højeste Ædelhed.
Han befriede Menneskeheden fra 4000aarig Trældom under Of-
ferknivene. Menneskeheden hørte sin Elendighed af Sandheden,
Han talte. Den saae sine Lænker og Syndaaget, da han satte sit
Lys i Vildfarelsens Mørke. Og da den atter var inddæmret i
den christne Kirke, se -- da kom Menneskene atter til Lyset,
da Luther, glødende af himmelsk Friheds Ild, talte Sandhedens
Ord. Og af denne Reformationens Frihedskamp har den borger-
lige Frihed vundet meget. Alt er fra Sandheden. Ved den kom
Menneskene til Lyset, og dette viste dem hvad de havde behov;
og da Frihed mellem det Første -- Frihed til at være lykkelig
efter Jesu Sandhed. Denne, Jesu Evangeliums rette Sandhed
var Menneskebefrielsens store Middel, den uimodstaaelige Kraft,
hvormed det ufordrageligste Tyrannies, Afgudspræstevældets Aag,
sønderbrødes og forkastedes.
O! Brødre, fatter denne store og vigtige og elskelige Tanke:
Sandheden var Frihedens Moder!
Vi ville undersøge dette og bekræfte det for os.
Denne saa mægtige Sandhed, som i det Enkelte bevirker, at
det Gode, Dyden, Oprigtigheden, den længstvarende Ærlighed --
hvor skjulte og tabende disse en Tid kunne være -- dog skal
komme til Lyset d. e. aabenbares i Sejer, Ære og Triumf, og
|
| d.IV,b.7,s.191 |
som i det Hele bevirker den hele Menneskeslægts Lyksalig-
gjørelse -- denne Sandhed, saadan som Jesus mener den -- er
ikke og vil ikke sige enhver Sandhed overhovedet i menneske-
lige Ting og i menneskelig Viden. Den vil, efter Jesu Mening,
siger hans Lære, den tydelige, visse og virksomme Guds-Erkjen-
delse og Sædelighedskundskab efter Jesu Underviisning. Og
denne Sandhed maa, naar den ret skal lade os komme til Lyset
og give os Frihed: 1) være os tydelig. Sandheden lyser endnu
ikke i vore Sjele, naar vi kun i Ordet vide hvad Christendom-
men indeholder om Gud, Hans Sindelag imod os og Anstalter
til vort Vel, og naar vi kun have indpræget os visse religiøse
Sprog og Talemaader, hvorved vi ikke tænke. Sandheden er os
ikke tydelig og straaler ikke i vore Sjele, naar vi blande Jesu
ægte Lære med forfalskende Tilsætninger. Kun da er Sandheden
tydelig i os; kun da er det denne Sandhed, som Jesus mener
og hvorved vi komme til Lyset og hvorved vi blive frie, naar
vi kunne angive Grunde for vort Haab, og naar vi saa ret for-
staae Christendommen, at vi grant opdage hvad Taabelighed
eller Vildfarelse deri vil indblande.
2) Dens Sandhed maa være os uomtvivlelig, sikker, paa Grunde
og Beviser bygget. Thi kun det kan vor Aand med Oprigtighed
mod sig selv ansee for Sandhed, som er den saa indlysende, at
det bliver den en Daarlighed at antage det Modsatte. Og denne,
al Betænkelighed, al Tvivl beseirende, Kraft maa Sandheden er-
holde, naar den skal føre os til det Lys, den ædlere Tilstand
hvori Friheden trives. Det maa være os afgjort, at Jesu Lære
stammer fra Himlen, at den paa det nøjeste stemmer overens
med Fornuftens egne visse Opdagelser, at Skriften er den rene
Kilde hvoraf den bør øses. Det maa være os tilvant just saa-
ledes at tænke os og dyrke Gud, som Jesus har lært os det,
saaat det ikke er os muligt at finde andre og bedre Forestil-
linger, og saa at Jesu Lære giver vore Sjele deres herskende,
hos alle Christne eense, Grundsætninger.
Da vil den og
3) blive virksom i Os. En død Kundskab, en ufrugtbar Erkjen-
delse af hvad Mesteren har lært os om Gud og Hans Vilje, kan
ikke gjøre os frie. Den Sandhed, som skal have saa herlig Virk-
ning, maa være Kraft og Liv: vi maae indsee, at Jesu Anviisning
til Lyksalighed er den sikkreste og bedste, som den menneske-
|
| d.IV,b.7,s.192 |
lige Fornuft kan erkjende; vi maa være rørte af Evangelets gud-
dommelige Fortræffelighed; vi maae føle hvor skjønt og ophøjet
det er saa at føle og tænke og handle, som Jesus, i hvem ei
Synd var, har forlangt af os; vi maae endelig ved disse Over-
beviisninger blive opflammede til en Iver for alt Godt, som
grunder sig paa den faste Beslutning, ganske at vorde som Frel-
seren har foretegnet os sine Efterfølgere at burde være.
Seer her! Dette er Sandheden, saaledes som Vi meente den.
Det er Denne, som lader os komme til Lyset; denne, som leder
os til en højere Tilstand, fuldkomnere Væseners liig; denne,
som meddeler os denne Tilstands Velgjerninger og derimellem
den sande Frihed, hvis Afbild den borgerlige er, og som bestaaer
i, at vi ikke hindres i vore fornuftige og sædelige Formaal eller
i at bruge vore Kræfter til vort sande Vel, eller i at nyde ufor-
styrret vor Lyksalighed, saavidt det paa denne Jord er muligt.
Denne Frihed, denne Lysets Ild, denne Kjerne i det Lys, som
af hiin Sandhed udstrømmer -- denne vor Sjels høje, uforstyr-
rede, dydige, salige Virksomhed er aabenbarlig en Gave og
Følge af Sandheden, af Gudserkjendelsen, af Pligtefterfølgelsen
efter Jesu Lære. Thi den alene tilintetgjør Overtro og Fordomme;
den alene hæver os over alle menneskelige Magtsprog; den
alene befrier os fra vilde Lidenskabers Lænker og Lasternes
Slaveri; den alene lærer vor Aand standhaftigt at betvinge alle
Livets Vanskjebner.
Ja, Sandheden lader os komme til Lyset og gjør os fri; thi,
ligesom Lyset i sit Frembrud synes at opsluge Mørket,
1) tilintetgjør den Overtro og Fordomme.
Er Jesu Lære ikke al Overtroes afsagte Fiende? Har den ikke
i Landene kuldkastet Afgudsaltarne? Har den ikke, istedetfor
sørgelige Forestillinger om Gud, som fyldte Menneskehjertet med
slavisk Frygt for ham og skrækkede det tilbage for ham, ind-
gydet sine Bekjendere et fro Barnesind mod Gud? Har den ikke
omstødt de mørke Meninger om, at højere onde Væsener, Djævle,
Trolde og deslige kunne indgribe i vor Skjebne og forstyrre vor
Lykke? Har den ikke viist Daarskaben i, for her at befinde sig
vel, forat undgaae eller at helbrede Sygdomme, for engang at
blive salige, at tye til mangfoldige Ceremonier og Bedragerier,
at agte paa Varsler, og bruge hemmelige Kunster? Har den ikke,
ved sin Underretning om Guds alttilseende Forsyn og Gjerning
|
| d.IV,b.7,s.193 |
ved Christum, givet os alle de Oplysninger om vor Skjebne,
som vi behøve? Var denne rene, himmelske, velgjørende Lære
ikke det Lys, hvormed de store Værktøi, Gud brugte til sin
Kirkes Bedring, skulde fordrive Overtroens Mørke og adsplitte
Blændværkerne, hvormed Argelist i mange Aarhundreder har
bedraget Menneskeforstanden?
Og hvor virksom er ikke denne Evangeliets Sandhed ikke blot
i vor Religionserkjendelse, men ogsaa i alle andre Dele af vor
Viden til at udrydde Vildfarelser og Fordomme og til at sætte
vor Forstand i Frihed? Den meddeler jo vor Forstand Tilladelsen
fra Gud til at prøve og undersøge Alt; den opmuntrer den til
at granske over alle Guds Værker. Den gjør det til Pligt for
Forstanden, i alt Godt og Nyttigt at gaae videre bestandig, be-
standig videre. Tvivler Nogen -- da sammenligne han de Folke-
slag, som ere blevne frie ved Jesu Sandhed med dem, som
endnu bære det gamle Aag. Der vil ikke være mindre Forskjel
imellem dem i alt, i Sædelighed, Dannelse, borgerlig Frihed,
Videnskaber og Kunster, end imellem Lys og Mørke.
Sandheden gjør endnu mere. Den
2) hæver over alle tyranniske og urimelige Magtsprog.
Den er ikke fri, som af sin Næste og Lige maa lade sig fore-
skrive hvad han skal tænke om Gud, hvorledes og hvad han
skal troe, hvorledes han skal dømme, hvorledes han skal for-
holde sig forat blive lykkelig. Intet Slaveri er utaaleligere end
Samvittighedens. Intet nedbøjer Menneskene og den menneske-
lige Værdighed mere end det Tyranni, som negter ham at tænke
selv i Livets vigtigste Anliggender, selv at prøve og at nytte og
følge sine Indsigter.
Men hvorledes forsvinder ikke dette Tyranni saasnart Sand-
heden og Guds Erkjendelse efter Jesu Lære bliver herskende?
Det var jo denne Sandhed, som gav Blodvidnerne for Religion
og Frihed deres ubøjelige Kraft? som opreiste Luther til en
Menneskeaandernes Befrier, og gav Fædrene Styrke til at for-
kaste det Opdigtede og at løsrive sig fra Samvittighedstvangen?
Christendommen forlanger jo udtrykkelig egen Prøvelse, forbin-
der os til fri Eftertænken og henviser os til Skrivten? Ethvert
andet Troesbudskab erklærer den for upaalideligt. Ikke til Menne-
skebud, til Kirkebefalinger -- blot til Skrivten og vor egen fri
uforstyrrede Forsken henviser den os. Ingen -- han være hvo
|
| d.IV,b.7,s.194 |
han vil -- har i Troessager, i Overbeviisnings Anliggender at
give os tvingende og forbindende Forskrivter. Sandheden er saa-
ledes Giverinden af den Frihed, som hæver os over alle tyran-
niske og urimelige Magtsprog. Det er ikke til Baalenes Lys, til
Flammerne paa et Altar, hvis Gud vi ikke erkjende, at den lader
os komme, men til det Altars Lys, som Jesus opbyggede i Temp-
let, hvor Gud dyrkes i Aand og Sandhed.
Dernæst skjænker Sandheden os den vigtigste og bedste Fri-
hed, den uden hvilken ogsaa den borgerlige skal være ufortjent,
idet den nemlig
3) befrier os fra de vilde Lidenskabers Lænker og Lasternes
Slaveri.
Vi berømme os forgjæves af at være frie, naar vi endnu kun
lystre vore Lyster, adlyde vore Lidenskaber, naar Synden endnu
hersker over os, naar vi endnu ikke ere istand til at tæmje vor
Vrede, vor Vellyst eller til at sætte Havesygen Skranker og kue
Æresygen og Forfængeligheden, og under alle Omstændigheder
vælge og følge det, den prøvende Fornuft erkjender for det ene
Rette. "Den der gjør Synd -- siger Jesus -- er Syndens Træl."
Den Dydige er alene fri.
Som Gud af himmelsk Aand et Støv belives byder:
saa Han med Frihed, denne Sjelens Sjel, den pryder.
Men da dens Goder smages kun kan af rene Hjerte,
vi rense maae vort Offer ved Dydens Altarkjerte,
tilbede Frihed, Glimtet af Guddomsmajestæt,
der bryder frem i Mulden, og ei fordunkle det.
Men hvad skjænker nu denne ophøjede Frihed saameget som
Jesu Lære, denne bedste Anviisning til Dyd, som klarest viser
os hvad vi maae være og vorde? Den trænger uafladelig paa
sand Forbedring. Den foreholder vort svage Hjerte de stærkeste,
mest rørende og ophøjede Grunde, som forbinde os til Forbed-
ring. Den trøster og understøtter os i Kamp mod Synden med
en besynderlig guddommelig Bistand, og nærmer os mere og
mere til den Høide, hvor vi øine Jesus selv -- hint uindskræn-
kede Herredom over vore Lyster, der er den menneskelige
Fuldkommenheds højeste Top.
Til en saadan Frihed, der hæver os vidt over Menneskers
|
| d.IV,b.7,s.195 |
Magt, er det Jesu Sandhed fører os; og forat gjøre den fuld-
stændig, lærer den endelig vor Sjel
4) standhaftig at beseire alle Livets Uheld.
Vi vide med hvilken Modgang de store Mænd have havt at
kjæmpe, hvis Fortjenester Verden maae ihukomme med Tak-
nemmelighed. De have seiret -- de have overvundet ved Stand-
haftighed og Heltemod; men disse hentede de fra Jesu Lære og
Exempel, fra den Sandhed, de foreholdt Verden, og for hvem de
lede og døde.
Med frugtbar, opfindsom Klogskab til at bemærke og anvende
alle Midler, hvorved vi kunne lette enhver Nød paa Jorden, op-
fylder den os. Den giver os midt i Bedrøvelsen en Følelse af
vor Værdighed, en Tiltro til Gud, en Glæde og et Mod, som
hæver os vidtover Jorden. Den viser os i Alt en højere Viis-
doms Foranstaltninger, befrier os fra Dødsangsten, og gjør vor
Aand ved Udødelighedshaabet til et Væsen, der føler sig ube-
tvingeligt, frit og ophøjet over alt Jordiskt, og som engang som
Seierherre skal svinge sig over Død og Grav til bedre Egne.
Dyrebar maa da Sandheden være os, Christsødskende! dyre-
bar og hellig som den er i Jesu Evangelium. Det er den første
Pligt, som disse dens store Gaver og Kræfter paalægge os.
Gjennemforske den maae vi dernæst, og bevise dens befriende
Kraft i vort Liv. Dette skal ikke alene bevare Sandheden og
dens Gaver for os, men og for Efterslægten, og ikke lade Over-
troens Magt, Sværmeriernes Blændværk, menneskelig Anseelses
Aag, Lastens Herredømme og selv borgerlig Trældom indbryde.
For Dette, himmelske Fader, bevare Du os og vore Efterkom-
mere!
Fædrelandet velsigne Du med gode Aaringer, men først og
fremst med Dyder hos dets Borgere og Borgerinder, ja med
Dyder og Fædrelandskjærlighed selv hos Kojens Beboer! Thi
denne Velsignelse er endnu bedre end den, Du lader Skyerne
nedryste. Dette er nu Nordmandens Bedrivter: en Flidens og
Udholdenhedens Jakobskamp mod Himmelegn og Jordbund, en
Redningens Kamp for den Slagne, en Hjælpsomhedens for Nø-
den. Derfor aabne Du hans Øje, styrke hans Mod og hans Arm
og tillad ikke Tiderne med forræderske Sæder at fordærve hans
Fædrene-Hjertelag, saa Folket stedse forbliver æret fordi det er
et Folk, som tvinger en haard Natur, ja tvinger Brød af Fjelde
|
| d.IV,b.7,s.196 |
og deler dette med hinanden, et Folk værdig den Lykke det
har, og hvorefter fede Lande sukke: værdig den Frihed, som er
anbetroet dets Dyder at bevogte! Amen!
TALSMANDEN
(1ste Pintsedag. Evang. Joh. 14 K. 23 V.)
Bøn. Barmhjertige Fader! Det er din Kjærligheds Ypperste,
at Du har givet os din Eenbaarne til vor Talsmand hos dig. Og
Han forbeder og undskylder i det Længste, Han, der sagde, at
der er Glæde i Himlene, naar een Synder omvender sig. Derfor
love vi, ikke at ville misbruge saadan Miskundhed; men at gjøre
vort Indre til et den Aands og Sandheds Tempel, hvori Gud
alene kan dyrkes. Vor Tunge vorde da den hellige Aands liig,
der kom over Apostlene, saaat den friligen vidner om Herrens
Miskundhed og om den Herlighed, som er Jesu Efterfølgere
aabenbaret og til Eje forjettet! Vor Aand fyldes med Lys! vort
Øje med Blidhed og Mod! vor Barm med Haab og Glæde! vore
Hænder udstrække sig til christen Idræt! -- vore Glæder og
Følelser være Barnets! og den religiøse Begeistring, Glæden over
Jesu Gave og Forbindelse gjennem Ordet med sin Menighed,
gjøre os lige Apostlene, der Talsmanden kom! Thi ligesom denne
gav dem Kraften til at udvandre over Jorden, ja ad Blodvid-
nets Bane, skeer intet Stort og Herligt i christelig og menneske-
lig Forstand uden hine Egenskaber. Gud os da velsigne med et
aabent følelsesfuldt Sind og med en kraftfuld Vilje til alt Godt!
Amen!
O livsalige Pintsetid! Ingen af Aarets Tider er som du.
Nu taler Naturen Kjærlighedens Religion. Ordet -- Gud for-
lade mig -- kunde forstumme og Menneskene ile ud i det Fri,
mødes paa de grønne Bakker og synke i hinandens Arme, med
Pintseliljer, Fioler og de søde Marinyklebaand i Brystet. Derude
vilde de nok ogsaa fornemme Gudsord.
Dørene staae oppe til Husene, ja ogsaa til Kirkerne, som om
Menighederne ventede Talsmandens Komme. En lykkelig Svale,
|
| d.IV,b.7,s.197 |
som har gjenfundet sit Rede uskadt, en forelsket Sommerfugl
kommer i dens Sted, og sandelig ikke uden Tale fra den Højeste.
"Fryder eder, I Mennesker!" juble de Uskyldige. "Lad der
være Foraar i eders Hjerter! Elsker Alle, indtil os Smaa, ja ind-
til de Mindre end Os!"
O saa maae Englenes Følelser være, naar de hvile sig paa
Himlenes Høider og see ned i Paradisets yndige Dale eller paa
vor skjønne skjønne Jord.
Derfor, Broder, ringeagt ikke disse Foraarsfølelser! Husker du
ikke den Tid, da du bad om Lov til at gaae ud at plukke
Marinyklebaand og Hvid- og Blaaveis og de gule Smørblommer
langs Bækken? Det var behagelige Dage. Bevar derfor denne
barnlige Lyst til den skjønne Natur! Da vil meget Andet ogsaa
forblive barnligt i dit Hjerte, og du vil være efter Jesu Hu.
Den Rige har sine store Haver. Den Fattige har en endnu større
Have: Guds egen Natur. Og virkelig Du ejer i Synets Øjeblik
hvad du seer; thi du nyder Fornøjelsen deraf. Og eier den saa-
kaldte Besidder mere?
Der er ogsaa frie Punkter nok, hvor Naturens Skjønhed kan
nydes af Alle og Enhver. Og er ikke den første bedste Skygge
af et Træ et Lystshuus ? Riigmanden sidder kanskee i en Træ-
kasse, som han kalder et Lysthuus, spiller Kort og lever høit.
Men kom! heller ud under Træet, om der kun er tre Alen Grønt
omkring det! Der er Millioner Maal af Vaarens Balsamluft, Ud-
sigt over Jorden og Indsigt lige ind i Skaberens kjærligheds-
fulde Hjerte.
Ja vi ville ile didud i det Fri; men Solen gaaer nu langsomt,
saa vi have Dag ude for os, om vi give Evangeliet dets faa
Stunder. Det skal lette, ikke tynge os, paa Udflugten.
Sandelig Talsmandens Komme var Vaarens Komme for Chri-
stendommen.
Ved Juul var Jesus baaren,
ved Paaske var han død,
ved Pintsetid om Vaaren
i Aanden igjenfød.
Apostlenes Begeistring var liig de springende Bække. Frem-
mede Tungemaal brød frem fra deres Læber til Alles Forundring,
ligesom vi forbauses ved om Vaaren pludselig at see Marken
fuldudsprungen med de forskjelligste Blomster.
|
| d.IV,b.7,s.198 |
Derfor -- Evangelet først, og saa ud ud i det Fri, ud til Træ-
erne, til Blomsterne, til Svalerne, til Sommerfuglene, til Bølgerne,
der trille os imøde!
Frelseren trøster sine Disciple, der, sorgfulde over deres Me-
sters tilstundende Bortfjernelse, stode om ham seende med angst-
fuld Forventning hen mod den mørke, lidelsesfulde Fremtid, som
Jesus tilsagde at true dem, naar de, adskilte fra deres elskede
Lærer og fra hverandre indbyrdes, tiltraadte deres Kald som
den nye Læres Forkyndere.
Og hvilken Trøst giver Frelseren dem da? At Herrens Aand,
den Aand, den hellige Iid- og Ildkraft, som lever i de himmelske
Aander, Sandhedens Talsmand, skulde skjænkes dem, skulde
hvile over dem, veilede dem til al Sandhed, vidne for dem og
Verden om Frelserens guddommelige Sendelse og saaledes un-
derstøtte og hjælpe dem i deres Kald. "Herren -- havde alt
David sagt -- skal hjælpe og udfrie de Retfærdige, Han skal
udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa
Ham."
Dette var den Trøst, Frelseren gav sine Disciple, men som
de vel neppe da tydeligen forstode; men da Løftet, ved Aan-
dens Meddelelse til dem og synlige Tilværelse iblandt dem, op-
fyldtes, da maatte de vel sande deres Mesters Ord, da han
sagde: "Det er gavnligt at jeg gaaer bort!" Først da nemlig fik
Hjertet Styrke og Øiet Lys for de Sandheder, som Frelseren
havde efterladt dem tilslørede, eller som de, medens Jesus fær-
dedes imellem dem og deres jødiske Tanker om en jordisk Her-
lighed herskede, ikke havde kunnet see; og først da fik Tungen
Kraft til at tolke hvad der nu var Sjelen klart. De saae sig
ene og forladte. Denne Tanke hæver stærke Sjele, nedtrykker
dem ei.
Og Aandens Kraft var stor. Aandens, der talede igjennem
Apostlene. Den opløftede sig til en Styrke, som vi maa tænke
os de himmelske Sjeles, som vi maa kalde en Straale af Guds
egen hellige. Apostlene, selv skuende Herrens Herlighed og den
Sandheds Lære klar, som de udbredede, virkede nu kraftigere
paa deres Tilhørere, der hørte sig tiltales i egne Sprog. De
aabnede disses Øine for det nye Lys, og de "overbeviste Ver-
den om Synd, om Retfærdighed og om Dom."
|
| d.IV,b.7,s.199 |
Om Synd, nemlig, at den ikke troede paa Jesum, den uskyl-
dige Korsfæstede. Ligesom Petrus, da Aanden var dem indgiven,
der han sagde, som vi læse i Apostl. Gjern. 2 K. 36 -- 39 V.
"Derfor skal alt Israels Huus vide for vist, at Gud haver gjort
ham til en Herre og Christum, denne samme Jesum, som I have
korsfæstet. -- Men, der de det hørte, stak det dem i Hjertet,
og de sagde til Petrus og de andre Apostle: I Mænd! Brødre!
hvad skal vi gjøre? -- Og Petrus sagde til dem: omvender eder,
og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes
Forladelse; og I skal have den Hellig Aands Gave."
Om Retfærdighed overbeviste de Verden, nemlig om Christi
gode, retfærdige Sag, som han beseglede med sit uskyldige Blod,
og, som Apostlene forsvarede, idet de overbeviste Menneskene
om deres Uret imod den. Og hvad kunde bedre bevise Christi
Sags Retfærdighed end hans Adfærd og Omstændighederne ved
hans Bortgang til Faderen? Mon noget af dette viser Bedra-
geren og den Høiestes Fiende, som Menneskene nævnte ham?
Og hvilket Beviis maatte ikke Verden see i Fuldbyrdelsen af
Christi Ord til Apostlene (Luk. 14, 13) "hvad I bede om i mit
Navn, det vil jeg gjøre: at Faderen skal forklares ved Sønnen"?
Maatte ikke Verden med bitter Erkjendelse tilstaae, at Gud ikke
vilde forlene uden den gode, uden Guds egen Sags Kjæmpere
med en saadan Magt: Magt til at virke paa Gemytterne med
kraftige Gjerninger, hvor Ordet ei strax fandt Indgang?
Og om Dom skulde Talsmanden overbevise Verden: om at
Verdens Fyrste var dømt.
Verdens Fyrste var Synden, der aldrig vil mangle Tilbedere,
hvor Vildfarelser herske. Og paa Christi Tider var disses Herre-
vælde især udbredt; thi Afguderiets og Vrangtroens Mørke
strakte sig vide over Jorden, og kun enkelte Kredse af Menne-
skevrimlen stode i det Halvlys, som faa udmærkede Viismænd,
ved Hjælp af deres eget usikre Blik fra Naturen til dennes Op-
hav, udbredte blandt Hedningerne.
Den Sti, som gjennem det gamle Testament var bleven an-
viist Abrahams Æt til Sandhed at finde og Erkjendelse at vinde
af den ene, sande Gud, var det almindelige Folks Øine bortledte
fra ved vrange Lærere. Den skulde jo have ledt ligetil Christen-
dommens Himmelbane; men hos Christi Landsmænd fandt den
nye, forbedrede Lære saameget ivrigere Modstand, som de
|
| d.IV,b.7,s.200 |
fuldest og fastest troede at være alene om den rette Vei og
alene paa den, og som de især forargede sig over at Jesus
vilde gjøre deres Ejendomsgud Jehova til Alles Fader.
Men Mørket adsprededes for det himmelske Lys, som Tals-
manden udspredte ved Apostlernes Tunge, og som ustandseligt
løb fra Hjerte til Hjerte, fra Folk til Folk. Og, da Djævlens Rige
Syndens Rige, Uvidenhedens, Overtroens, Sandselighedens, Mør-
kets Rige var tilintetgjort inden den sande Menighed ved Christi
Læres Vaaben, Sandhedens uslukkelige Straaler, da maatte og-
saa dette Riges Fyrste være tilintetgjort, være dømt.
Dette er altsaa den Christi gode Sags Seier, som Talsmanden
skulde vise. Nationerne jublede derved, idet de forjoge Afgude-
riets Overtro og øvrige Vederstyggelighed af Templerne og Hjer-
terne, hvori den Syndens Throne stod.
Raabet om Syndens Fordømmelse, om Christi Seier hørtes
vide over Jorden, og Talsmanden havde da tusinde Tunger; thi
-- liig en festlig Skare, der lovsyngende iler til Templet --
strømmede Folkene ad denne Vei til Sandhed, som Talsmanden
gjennem Apostlenes Mund høit viste dem. Det havde ikke fattets
Folkene paa Vilje til det Bedre; men deres Forstand foer vild i
at finde dette, og Vildfarelsen voxede med Synden til Herrens
Plan modnedes og han sendte
den Naadens Udkaarne,
Gud Faders Kjærligheds egen Eenbaarne!
Den hellige Aands Indgivelser hos Apostlene var en Fort-
sættelse, det sidste Led af Frelserens Underviisning, da han
vandrede blandt dem. Den var en begeistret Opløftelse i deres
Sjele formedelst en levende Erkjendelse af deres guddommelige,
ophøjede Kald. Paulus siger ogsaa med klar og sejersalig Be-
vidsthed i 1 Cor. 2 K. 10 V. "Men os haver Gud aabenbaret
det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa
Guds Dybhed." Mesterens Aand og Kraft havde besjelet dem.
Det er den Talsmand han havde lovet at sende dem. Begeistrin-
gens himmelske Ild opfyldte deres hele Indre. Hævede over al
Frygt saae de Jorderige, deres store Viingaard, og deres Arbeide
udbredt for sig uden Banghed for at tage fat derpaa med det
nye Overbeviisnings Lys i Sjelen, som Johannes siger: "Men
Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit
|
| d.IV,b.7,s.201 |
Navn, han skal lære Eder alle Ting, og minde Eder om alle
Ting, som jeg haver sagt Eder."
Denne Apostlenes ejendommelige hellige Aand er ogsaa gaaen
bort til Faderen, ligesom vor Mester. Den har forladt Jorden,
ligesom Saamanden sin Ager, naar Sæden er udkastet. En Ef-
terglands lyser i det for Christendom og Menneskelighed varme
Hjerte. Men Christen som Apostlene har dog Ingen været; Ingen
har havt deres brændende Tro og Nidkjærhed, saa det med
Strenghed er sagt om hiin Sandhedens Aand, at "Verden den
ikke kan annamme; thi den seer ham ikke, kjender ham ei
heller." Den skimter den nok; den veed nok, at den er til og at
den er at finde; men ak, vi kunne ikke sige, at nogen hellig,
nogen Sandhedens Aand raader i Verden. Og fremfor alt skyer
disse falske Profeter og Profetinder, der stundom gjæste eder
med deres Galskab!
Engang vil Sandheden dog raade. Da skal der ikke være stor
Forskjel paa Himlen og Jorden. Da skal Jesus være som født i
hvert Barn, opstanden i alle Hjerter. Da er Talsmanden kommen
til Alle, Dydsbegeistringens himmelske Luer over alle Hoveder.
Vor Alder maa lade sig nøje med det Ringere, med dens egen
Syndighedstilstand. Den maa, istedetfor Apostle, lade sig nøje
med Mænd, der ere skrøbelige, som vi Andre, skjøndt de f. Ex.:
modigen fremme Christi Værk blandt Mennesker, for hvem det
hellige Ord hidtil var ukjendt og foragtet. Til alle Tider har
Verden havt slige Apostle, ja indtil vore Dage blodige Vidner
for den gode Sag; og nok kunne vi sige, at det var en hellig
Aand, som bragte dem til at søge Fryd og Seier i Pinsler og
Had og Smerte og Død.
Men dog er Hvad Disse udrettede i den brændende Ørken,
blandt Polens Iis, i Folkenes Mørke, som ved Kongernes Hoffer,
næsten et Intet imod hvad Apostlene, skjøndt Mængden af Disse
ringere i Talenter end Hine, udrettede ved den hellige Aands
Kraft som belivede dem. Men Hine og Enhver, som udbreder
Læren med Fromhed og Overbærelse, drives af Ordets Kraft,
af Aanden, der lever og røres i Ordet og aldrig kan forlade
dette eller Jorden saalænge der findes eet Nytestamente. Og
dette udbredes jo nu, ligesom med Aposteltunger, i alle Jordens,
selv de Vildes, Sprog?
Men, fromme Christen! naar du læser Frelserens Historie,
|
| d.IV,b.7,s.202 |
hans Lærdomme, og hans Sendinges Gjerninger luer da ikke
dit Hjerte? Kjærligheden -- vaagner ikke den deri? Synes vi
ikke selv at fornemme en Lyst og Kraft til at træde i Apost-
lenes Fodspor og erobre for Kjærlighedens og Lysets Rige?
Denne Lyst og Kraft er mere eller mindre dunkel eller virkende
hos de forskjellige Mennesker. De som føle den stærkere, hvem
ingen nærmere Pligter binde, følge den, lade sig henrive af den.
Og vi see, at Disses Iver og Flid ei er spildt. Der er endnu
meget og der vil i Aarhundreder endnu være meget at udrette
for Enhver, hvis Kraft til at udbrede Læren vækkes ved den
Aand, som taler igjennem Ordet. Der er meget at udrette før
hine Udsigter for Menneskeheden ere naaede, eller -- som Jesus
benævner denne Lyksalighedens og Forædlingens Tid, naar Chri-
stendommen har gjennemtrængt alle Hjerter -- før alle Menne-
sker ere sammensmeltede til een Hjord.
Men de andre, mod Christi Lære stridende, Religioner have
allerede længe holdt op at voxe, hvorimod Christi Lære er liig
den Aarstid, der nu fryder vort Syn, liig Vaaren, fremskridende,
udviklende den fuldkomnere Sommer, da ingen Kvist findes
uden Løv, ingen Plet uden Græs, Urter og Blomster. Men kun
Faa er Udbredelsens Kald betroet; men os Alle det Kald at
forherlige Læren. Vi Alle skulle, forenede og hver for sig, vise
Ordets herlige Kraft til at forbedre. Thi det er, som vi have
hørt -- den uchristnede Verdens Øine vogte paa os og undres
ved at finde Synden ogsaa udbredt i det Rige, som adlyder
Fromhedens, Kjærlighedens og Dydens Love.
Ogsaa Vi kunne bidrage til det store Værk, at samle Christi
Hjord. Vi skulle indbyrdes stræbe, at forskjønne den Kjæde,
som de Udsendte -- det er nu Præsterne og christne Skrift-
lærde -- stræbe at udvide og at omslynge Jordens Nationer
med. Thi hvad nytter det, at de sige, den er knyttet af Kjær-
lighedens Roser og Fromhedens Liljer, naar Synden dandser
indenfore? Og det store Ord, det eneste Middel til at bevirke,
at alle Nationerne skulle følge Læren er: Oplysning og Forbed-
ring! Ja Forbedring i Sæder og Vandel; thi hvad bidrog vel
ikke de første Apostles og Christnes ustraffede Levnet til Læ-
rens Udbredelse? Folkene hørte Talsmandens kraftige Ord igjen-
nem Apostlene, der de opmuntrede til at følge Christi Lære, og
|
| d.IV,b.7,s.203 |
deres Hjerter rørtes; de saae Ordet levendegjort i deres
Daad og Levnet, og de sagde: "Dette maa vel være en god
Lære, der frembringer saadanne Frugter, saadanne Dyder" --
og de fulgte. Amen!
TRØST I DØDEN
(2den Pintsedag. Lektien, Apost. Gjern. 10 K. 42 V.)
Bøn. Himmelske Forløser, Du skal tillige være vor Dommer.
Og vi takke Dig for denne herlige Trøst i Døden; thi vi vide,
at din Dom vil være den mildeste, ja for dem, der ikke syn-
dede af ond Hu, en Forbøn hos din himmelske Fader, den Al-
barmhjertige. Men se, vort Liv paa Jorden er kun en stakket
Vei til Graven. Med hver Dag nærme vi os den. Den Ene be-
finder sig en Stund tidligere, den Anden sildigere ved sin Veis
Ende. Vi vide det, og dog er det skrækkende for hvert Menne-
skensbarn at see Banens Ende for sig. Men o, Du, som er vort
Mønster for Livet, er det ogsaa i Døden! For Dig vare dine
sidste Trin blodige; men Du vandrede dem med Hengivenhed i
din Faders Vilje. Og den er det vi bede om; thi i Dødens Stund
ere vi ikke sikkre paa vort eget Hjerte -- Den forlade os der-
for aldrig! Thi om vi glemme den i Livets Dage, vilde den svigte
paa Dødens, der har noksom Skræk i sig selv, om vi ikke til-
lige skulde savne Hengivenheden i Dødens og Livets Herres
Vilje, som er det stærkeste Trøstemiddel. Men desforuden be-
høve vi en god Bevidstheds, for hvilken vi bede om Liv og
Sundhed, at vi det kunne berede os. Amen!
Skaberen har selv i det modigste Bryst nedlagt en Modbyde-
lighed, ja en Frygt, for Døden. Den er hvad vi kalde et Instinkt,
en Naturdrift, og den er fælles for Mennesker og Dyr. Finger-
enden skyer ikke Ilden mere end Disse skye Døden.
Dette synes at være en Ufuldkommenhed ved Jordens Herre;
men deri ligger Hovedsikkerheden for Menneskehedens Udbre-
delse og blomstrende Velværen; deri ligger ogsaa Sporen til me-
gen af dens Kundskab og Udvikling, idet Menneskene søge at
indskrænke Døden til det naturlige.
Mange Baand, som Livet har knyttet, saasom til Mage og
|
| d.IV,b.7,s.204 |
Børn, binde ogsaa til Livet og forstærke Frygten for Døden.
Vi ville gjerne leve hos dem; men dog, truer Døden disse Kjære,
hvor gjerne gaaer da ikke Mennesket i Døden -- Fader og
Moder for Børnene, Disse for Forældrene, den Elskende for
den Elskte?
Der er altsaa dog Noget, som kuer Døden? Ja, det er Kjær-
ligheden, Blodets og Forelskelsens.
Men saa sandselig er vor Natur, at vi føle Modbydelighed for
det blot Ubehagelige, Frygt for det Farlige. Men det er Skræk-
ken for Døden, som staaer i Baggrunden for begge disse Følel-
ser. Tanken om den mulige Opløsning foresvæver os dunkelt,
saa vi stræbe efter et bestandigt Velbefindende.
Ak! Som om dette skulde kunne beskytte os? Nei, slige
Følelser maa Pligten tøile. Vi kunne nok angerløse synes bedre
om den varme Stue end om Snedrevet; men høre vi et Nøds-
raab, da maae vi ud. Og for det dybe Vand kunne vi uden
Skam have Frygt; men kunne vi redde et Menneske ved at
springe deri og voge vort Liv, da skulle vi dog gjøre det.
Dog er Døden saa forfærdelig for den Støvbaarne, at Intet
betager den hele sin Rædsel. Det er kun Trøst, men dog til-
strækkelig for værdigen og roligen at kunne døe, som vi kunne
angive og erhverve os.
Men selv den mildeste Død, hvorved vi ere os bevidste, ligner
ikke i Rolighed et andet af Livets Øieblikke. Dødsstundens Vig-
tighed skal lade Hjertet klappe stærkt netop da, naar dets Livs-
aander ville flye, om det end ikke arbeider under en ond Sam-
vittigheds Byrde.
Men skulde der da Intet være, foruden hine nære Forhold
som skulde formaae at betage Døden det Meste af dens Ræd-
sel? Stefanus jublede og havde henrykkende Syner, medens
Steendyngen højnede sig om ham. O ja visseligen, dette Mæg-
tige gives, som næsten ganske kuer Dødsangesten og gjør den
Svage til Helt. Det er Begeistringen for en god Sag; men den
virker kun saaledes i Øjeblikket. Her spørge vi derimod om
varige Trøstensmidler mod Dødsfrygten, virksomme til ethvert
Øjeblik. Og da maa vi spørge vore Hjerter. Ligesaavist som at
de fortælle hvorlunde de ikke kunne undlade at slaae stærkere
af Angest i Døden, ligesaavist skulle de og berette, hvorlunde,
næst Hengivenhed i Guds Vilje og Haabet til den milde Dommer,
|
| d.IV,b.7,s.205 |
Midlerne til at lindre Dødens Rædsler ere disse, at vi eje en
god Bevidsthed paa vor Sotteseng om at vi efter vor Stilling
redeligen have stiftet alt det Gode, som vi kunne, samt Tanken
om at vi aldrig skulle forlades af denne Bevidsthed, men at den
som et signende, til Himlene ledende, Haab, skal følge os gjen-
nem Grav og Død.
1) Den Retskafne skaber sig jo et godt Navn, hvorved han
efter sin Død endnu lever imellem Menneskene. Han bliver æret
efter Døden, uforglemmelig, agtet, elsket. Og det er jo vel og-
saa for Eder en Herlighed, ligesaa skjøn som at blive omtalt
med Ære paa Historiens Blade, at eders Børn og efterladte
Bekjendte stedse omtale eder med Ærefrygt, stedse anprise
eders Mønstre paa Ærlighed, Flid og Standhaftighed i det Gode?
Ved et saadant Navn virker man da ogsaa Godt selv efter
Døden.
Seer derfor, værer samvittighedsfulde Forældre, opdrager eders
Børn ved Lære, Formaning og Exempel i Herrens Tugt, og eders
Minde skal være Dem uudsletteligt, og I skulle alleroftest i eders
Himmel sande, at Herren velsigner den Retfærdiges Æt igjen-
nem Ledene!
Seer derfor -- værer Fædrelandets virksomme Venner, og
eders Minde skal være den kraftigste Spore for Efterslægten til
lignende Veldaad! Værer I, skjøndt selv ei mægtige, dog Sorgens
Trøstere, Ulykkens Hjælpere, den Nedbøjedes Opreisere; og I
skulle see den Haarde og Ubarmhjertige at blues og forandres,
ja at blues og forandres selv efter eders Død, naar han tænker
paa hvorledes I levede og døde i Fred derfor, hvorledes I trø-
stede og hjalp og bleve trøstede og hjulpne derfor i den Stund,
da I trængte dertil -- i Dødens.
Og denne Tanke "ved at være christelig retskaffen har jeg
selv udstrakt de gode Virkninger af mit Liv efter Døden" --
skal ikke den være en Trøst i Døden, og Dødens Rædsler tabe
sig for Sjelen, saaat kun dens Smerter blive tilbage for Le-
gemet?
2) Men endnu kraftigere til at formindske det Skrækfulde ved
Døden end Tanken om ved sit blotte hæderlige Eftermæle at
kunne fortsætte en gavnlig Virksomhed, er Bevidstheden om, at
selve det Gode, man har stiftet, ikke forgaaer med Ens Død.
Hører vel saaledes det Gode, den flittige, ordentlige og rede-
|
| d.IV,b.7,s.206 |
lige Landmand tilligemed sin agtbare Mage har fuldbragt i sit
Huusvæsen, op naar de døe? De vide jo, at deres velopdragne
Børn komme da til Brødet, det de arve tilligemed den fædrene
Arbeidsomhed og øvrige Dyder og det agtede Navn. De vide jo,
at deres Ejendom, der af dem er sat i den bedste Stand, skal
saameget lettere ernære den kommende Besidder, som træder i
Faderens Fodspor. Skeer det ikke paa denne Maade, at den
hele Efterslægt vinder sit forbedrede Ophold ved Fædrenes
og Mødrenes Flid og Retskaffenhed? Og ere ikke velopdragne
Mennesker Værktøi i Guds Haand, hvorved hans Hensigter be-
fordres?
Det Gode, man har udrettet, er ligesom det bolende Korn, den
i Vandet kastede Steen, hvorefter Bølgeringene stedse udbrede
sig. Men ingen god Gjerning har herligere Følger end den gode
Opdragelse, Forældre giver sine Børn. Og saa tilsidst da det
gode Exempel, det hæderlige Navn og Kravet paa Taknemlighed
for den gode Forsorg ogsaa efter deres Død, som de efterlade
dem.
Men ikke blot disse lykkelige Mennesker, der ligesom see sin
Virksomhed og Personlighed fortsatte i Børnene, men hver Den,
der efter Evne stiftede Godt, kan sige naar Døden kommer med
sin Rædsel "jeg lever dog, om jeg end døer!"
3) Er ogsaa det til Hjælp og Husvalelse i Dødens bittre Stund,
at Bevidstheden om at have stiftet Godt lader os haabe saa-
meget større Lyksalighed efter dette Liv.
Vort Liv i Himlen er jo ikke vor egentlige Tilværelses Begyn-
delse, men Fortsættelsen deraf. Vor Sjel beholder sine Følelser
og Tilbøjeligheder. Det som her befordrer vor sande Lyksalighed,
maa hisset ogsaa befordre den. Men nu udgjør jo Bevidstheden
om at have udrettet noget Godt en stor Deel af vor sande Lyk-
salighed idet den forskaffer os Tilfredsheden med os selv, der
er os umistelig under Sorg som selv under de sandseligere Glæ-
der, og som baade letter os vor daglige Kaldsgjerning, forsøder
alle dens Besværligheder og indaander os Mod og Glæde selv
i bekymrede Dage? Og denne Bevidsthed bliver jo den stærke-
ste Trøst mod Dødens Rædsel, naar vi, skuende tilbage paa
Livsbanen, øine bag os en Række af gode Gjerninger, der selv
under vort Legems aftagende Kræfter forskaffer salige Glæder.
Men tilstaae vi Bevidstheden her om Veldaad saameget, da
|
| d.IV,b.7,s.207 |
maae vi vel indrømme den en stor Deel af vor højere Lyksa-
lighed?
Du har maaske , gode Barn, i Gjerningen bevist dine Forældre
Taknemmelighed; du har været deres Alders Stav og dit Bryst
det Ejendomssted hvor deres graa Haar hvilte -- du selv har
derved følt barnlig Taknemligheds Glæder, og du har med en
god Samvittighed kunnet følge dine Forældre til Graven. Disse
Glæder skulle de nu vel forlade dig i Døden, fordi en Evne til
at røre sig stivner i dine Nerver og i dit Blod? Nei, din Sjel,
som i sin fuldkomnere Tilstand maa erindre sig det Forbigangne
endnu livligere end tilforn, vil evig med høi Fryd tænke tilbage
paa det du har gjort mod dine Forældre, og den vil saa meget
inderligere forbinde sig i saligt Samliv med Dem, der først førte
dig paa den sande Lyksaligheds Vei, som der ogsaa i Deres
Sjele lever det skjønneste Minde om din Kjærlighed.
Du har maaskee gjerne antaget dig nødlidende Mennesker?
Det har saa ofte forskaffet dig af de ædleste Menneskeglæder,
af en Deel dem Forløseren følte, naar han gik omkring og gjorde
vel, og af dem Han føler, naar han udbreder sine Lyksaligheder
over tusindgange Tusinder. Men disse ophøjede Glæder skulle
dog ikke døe med dit Legeme; thi hvad have de tilfælleds med
og af dette.
Hvormeget af sin Rædsel taber Døden ikke da ved denne
ene Tanke? Døden tager vort Legeme, som vi, seende det paa
Sygelejet eller stønnende under Alderens Byrder, snart selv
ikke mere elske eller skjøtte os saameget om; men hvad tager
han, som er værd at eje, som tilhører vor Aand, hvad af det,
som Himlenes Engle selv ville eje?
Men vi hørte, at Bevidstheden om et velført Liv fremføder
Lyksalighedshaabet og at dette igjen fører os opover Dødens
Smerter og Skræk. Men Lyksaligheden bestaaer ikke blot i
Glæder -- Bevidstheden om et velført Liv fremskaber ikke alene
en frydfuld Følelse, men den hæver os ogsaa til større Fuld-
kommenhed og beredes os derved stedse højere Glæder.
At dette er saa, er klart. Jo bedre nemlig et Menneske i sin
Ungdom er opdraget, desto videre vil han i den kommende Tid
kunne bringe det i alt Godt. Nu hænger jo det tilkommende
Liv ligesaavel i Forbindelse med det nærværende, som et Menne-
skes senere med hans tidligere Opdragelsesaar. Jo mere en
|
| d.IV,b.7,s.208 |
redelig Dyrker af Gud og hans Bud opfylder med Samvittighed
sine Pligter og holder dette for en sand Gudstjeneste; jomere
han føler Glæde over at han paa sin Plads udfører Guds Værk
-- destomere vil han paa et højere Trin i Livet kunne virke,
desto vigtigere Beskjæftigelser ville ham kunne overdrages, de-
sto højere Glæder ville deraf udspringe for ham. Derfor siger
Paulus: "Gud skal give Enhver efter sine Gjerninger. Priis og
Ære og Evighed Dem, som med Standhaftighed i god Gjerning
tragte efter det evige Liv!"
Saaledes bliver da Bevidstheden om at have stiftet Godt en
mægtig Trøst mod Dødsfrygten. Denne Trøst give vi os selv.
Ingen paa Jorden eller i Himlen er istand til at berøve os en
Draabe af dens Sødme. Samvittigheden er altsaa vor bedste
Ejendom; men en Svøbe i Dødens Haand over Den som ved
lastefulde og haardhjertede Gjerninger er bleven udygtig til Sa-
lighed. Den forener da sin knugende Styrke med Dødens For-
færdende; og den Onde skal ihukomme uden Trøst, at han
mangegange raabte "Herre! Herre!" -- thi da skal han ogsaa
vide hvad der staaer til, at ikke hver Den, som saaledes raaber,
kommer i Himmerig.
Men glemmer for Alting ikke, at den gode Samvittigheds ube-
talelige Skat, hvormed vi løse os fra Dødens Rædsler, lader sig
ikke erhverve i Dødsstunden. Dertil have vi Livet, fra den vevre
Ungdom, hvem intet er for stort eller svært at udrette, til Al-
derdommen, hvem det er tilladt at være træt og at sidde ven-
tende paa sin egen Grav. Men at der virkelig er saamegen
Trøst deri, derom vil jeg spørge Enhver, som saae den Ret-
skafne døe, eller som saae ham i Modgang og Kamp for en god
Sag. Thi det er ikke alene den blotte Dødsstund, som Bevidst-
heden om et velført Liv formilder, den styrker os ogsaa i enhver
anden Lidelse, men især i dem, som true med Døden -- det er
ikke alene med Johannes i Fængslet for den gode Sag, i Øje-
blikket, da Budet kom efter hans Hoved, men det er ogsaa
med Johannes under et anstrengt, blomsterløst, men tornefuldt,
Liv, med Johannes i Ørken, at den styrker os. Amen!
|
| d.IV,b.7,s.209 |
MENNESKETS UDVIKLING
(Sønd. Tref. Evang. Joh. 3 K. 1 V.)
Farisæeren, det vil sige den Skriftlærde, Nikodemus kom til
Jesus om Natten forat søge Oplysning for sin Sjel. Dette ville
vi holde os til; ikke til om han foretog dette Besøg om Natten
af Frygt for sine Standsbrødre eller ikke. Ialfald lære vi af hans
Ærinde, at vi skulle søge Oplysning for vor Sjel, og af Tiden
derfor, at vi ikke skulle ophøre med Arbeidet. Vi staae jo Gud
til Ansvar for vor Sjels Dyrkning; og Han gjorde vor Sjel evig
udviklelig, istand til at kunne bestandig forædles og fuldkom-
mengjøres, saa vi ei maa standse. Han gav os en Jordbund at
dyrke i vort Hjerte, hvis Kræfter ikke lade sig udtømme.
Der gives intet skjønnere Syn end et Menneske, -- især den
Unge, men ogsaa den Gamle; thi Forpligtelsen paahviler enhver
Alder -- som viser, at han levende erkjender disse Forpligtelser.
Denne levende Erkjendelse viser sig som Lærvillighed, ihen-
seende til at Forstandsevnerne bør udvikles, og som Dydfølelse
ihenseende til de sædelige Evners, Hjertets, Forædling. Og i disse
to udgrener sig hiin levende Erkjendelse af vort Kald og vore
Pligter som aandige, højere Væsener, hiin aldrig hvilende Higen
efter at blive fuldkomnere, som netop driver Aanden fremad.
Derfor er det saa særdeles nyttigt for vor sande Fuldkommen-
gjørelse, især og først og fremst at lade vor Lærvillighed søge
den Oplysning, som tjener til at udvikle og skjærpe vor Dyd-
følelse. Uden denne Oplysning vil al Kundskab kun vorde som
den høje Ranke, der vel svæver høit i Luften, men visner fra
Roden.
Moralske Betragtninger -- de være nu affattede af Forstan-
dige i Bøger eller og fremfødte blot af egen Eftertanke -- ere
derfor den gavnligste Sysselsættelse for enhver Sjel. Livet med
dets mange Afvexlinger, hvori vi ofte synes at indledes ligesom
af mægtige, uimodstaaelige Strømme, vil snart lære Mennesket,
at Børnelærdommen ikke er det nok, at der alene for særegne
Tilfælder gives Pligter og Regler som vi ikke kunne være for-
uden, om vi ville komme vel og med Ære for Gud og Menne-
skene derfra. Hvorofte t. Ex. har ikke en Forbrydelse, der brin-
ger Fordærvelse med sig, sit Udspring af Uvidenhed? Det hænder
|
| d.IV,b.7,s.210 |
ikke sjeldent, at vi see En stjæle alene fordi Begrebet om Ejen-
domsretten ikke var ham klart. Ja det hænder, at Mennesker
begaae Meneed, fordi de saalidet have ved Undersøgelser i deres
Indre beflittet sig paa at lære den guddommelige Kraft at kjende
i deres Samvittighed, at de af det daarlige Haab, at kunne stille
denne tilfreds der, hvor Intet kan adsprede og bedøve den,
lade sig forføre til Forbrydelsen. Men hvormange gives der ikke
mon, som alene have ydre Omstændigheder at takke forat de
ikke synde ligeledes? Hvor mange gives der ikke, som for-
dømme Tyven, men hans eget Begreb om Ret og Uret er saa-
lidet opklaret, at han stikker fundne Sager i Lommen og tier
stille dermed og troer sig endnu fremdeles ærlig nok og idet-
mindste bedre end Tyven? Hvorofte er det ikke, at et Menne-
ske er uvidende om hvad han skal gjøre, hvor et andet Menne-
ske retvel veed hvorledes han skal opføre sig og hvor han seer
Pligternes Strid at opløse sig? Opklaren af de moralske Begre-
ber, af vor Samvittighed, vor Dydfølelses Rensning og Skjær-
pelse er da altsaa baade den værdigste og den vigtigste Gjenstand
for vor Lærvillighed.
Først da, naar denne er opdyrket ved idelig og redelig Flid,
fortjene andre Gjenstande vor nærmere Opmærksomhed. Thi
Verden lærer os, hvor skadeligt det er, at være ogsaa i verdslige
Ting uvidende og at forsømme sine Evner. Thi mon ikke Alle
behøve visse Kundskaber og Færdigheder, og hver især i sit
Kald og Fag? Mon ikke Verden lærer os ved den Foragt, den
lader blive Ukyndighedens og Udygtighedens Lod, at vi maae
skye disse Feil? Tugter ikke Ringeagt og Armod Den, som ikke
forstaaer et nyttigt Virke?
Hedder det ikke med Ret om Den, som hverken vil bruge sin
Fornuft eller sit Legeme, og raabes det ikke til ham af de Døre
der slaaes igjen for ham:
"Enhver paa sin Plads i Samfundet er sat.
Men Lade bort maa kastes, det Utøi paa en Stat.
Hvo deler ei Arbeidet, ei dele skal dets Goder.
Thi oftest Ladhed er de andre Lasters Moder."
Og tugter ikke Andres Egennytte ofte Den, som Uvidenheden
nøder at tye til Andre for at udrette i sine Anliggender hvad
han selv burde kunne gjøre? Og tugte ikke Lovene, der fordre
|
| d.IV,b.7,s.211 |
at være kjendte, ofte Den, der ikke gider erkyndige sig om
hvad der paaligger ham forat være Medlem af Samfundet? --
kort Uvidenhed straffer sig selv ligesom enhver Last gjør, ja
hvad de udvortes Straffe angaaer, saasom paa Formue og Ære,
da ere vel Uvidenhedens føleligere end mange andre Lasters.
Betænker derfor, Forældre, at I ikke nogensinde sørge bedre
for eders Børns Velfærd, end ved at opelske denne Lærvillig-
hed, som baade lader os søge de Kundskaber, som gavne hisset
og her.
Thi sandelig med den Sjel, vi forlade Jorden, skulle vi ind-
træde i de højere Verdener, hvor Aanden og Viljen afgjør alt.
I have let forat vise eders Børn denne Velgjerning; thi denne
Lærebegjærlighed er dybt indpodet i deres Sjele af den, som
vil, at den Aand, han først lader vise sig i Støvet i det hjælpe-
løse Barnelegeme, siden skal, som ved en stærk Stav, ved et
sundt og fuldt udviklet og til mange Færdigheder skikket Legeme
henvandre over Jorden for saa paa egne Vinger at opstige lige-
til hans egen Herligheds Himmelbolig. Lærer dem, at de først
skulle være gode Christne og dernæst forstandige Mennesker!
Ja lærer dem ved eders eget Exempel hvorledes man ikke kan
være det Ene uden tillige at være det Andet! Indprenter de Unge,
at alt kan forbedres ligesom Jorden kan det! Opmuntrer, lærer
dem og eder Selv til at give Agt paa Alt, paa Naturen, paa
eders Haandtering, paa Naboers Forbedring, paa alt Godt og
Ondt som I høre! Viser dem Uvidenhedens og Lastens ulykke-
lige Følger! Indpræger dem, at hverken Gud eller Verden er
tilfredsstillet, om de fuldbyrde eller have fuldbyrdet den knappe
Belærelse, som Staten kan skjænke alle sine Børn! Indpræger
dem og eder Selv Ærbødighed for deres og eders Sjel! Lærer
dem, og værer selv overtydede herom, at det er efter denne
redelige Vilje og ikke efter de forskjellige Kræfter og Arbeids-
tiden, at denne Herre afvejer sin Løn! Siger dem, at ethvert
Menneske kan blive godt for Gud og sig selv og nyttigt for
Jorden, naar det blot vil, blot vil bruge hvad det fik! Og endelig
-- ligesom I indpræge dem Ærbødighed for deres Sjele -- saa
lærer dem ogsaa Selv ved Maadelighed, Reenlighed og Omhygge-
lighed for Sundheden, at de skylde Gud ogsaa at have Agt for
det gode og brugbare Legeme, Han har givet dem!
Saaledes kan Mennesket siges at dyrke enhver Plet i den
|
| d.IV,b.7,s.212 |
Viingaard Herren gav ham alene derfor. Han uddanner alle sine
gudgivne Anlæg og Evner -- ja selv dem, der synes at tilhøre
Støvet, i Overensstemmelse. Og kun da har det reent Aandige,
den stærke, i Dydviljens Tjeneste staaende Forstand, en saadan
Overvægt, at ikke Lidenskaberne formaae at blive andet end
gavnlige, underordnede Kræfter. De holdes inden deres Grænd-
ser, Svaghederne aflægges, Tilbøjeligheder, der kunde blive far-
lige (og da ere de det allerede) tæmmes og faae ikke Ro til at
fæste Rødder i Hjertet, i den hellige Guds helligede Jordbund.
At faa Mennesker ere saa -- det kommer netop af, at de ikke
i Overeensstemmelse, i Samklang udvikle baade deres udødelige
og dødelige Evner. Men at forsømme en enkelt af disse er til
Tab for Alle; ja at forsømme Legemet over Sjelen er til Tab
for denne. En sund Sjel maae vi give Plads i et sundt Legeme.
Der boer den kun værdig og tilfreds, og kun da har Mennesket
fuld Lyst og Kraft til saavel at arbeide paa sin egen, som til
alle Menneskers Forædling. Amen!
GUDS VELSIGNELSE
(5te Sønd. Trin. Evang. Luk. 5. K. 1 V.)
Gud velsigne vort Arbeide -- ja upaatvivleligen dit Arbeide,
gode og fornuftige Menneske! Men vi maae gjøre os et rigtigt
Begreb om denne Guds Velsignelse.
Gud medvirker ved vore Arbeider, idet Han giver os Kræfter
og Leilighed til at fuldføre dem, og han leder Omstændighederne
saaledes at vort og Andres Velvære derved befordres.
For at arbeide, maae vi jo have Kræfter. Og nu, give vi os
selv disse Kræfter? eller komme de ikke fra Den, som os
skabte? Sjelen, der tænker i os, der overlægger, vælger, for-
kaster, beslutter, der ordner og leder Legemets Foretagender,
der benytter de gunstige Omstændigheder, betvinger Hindringer,
undviger Farer og anvender Arbeidets Frugter -- denne os be-
livende, virksomme Geist -- er den ikke Guds Værk, indaander
Gud den ikke ligesom i Os? Dette Legeme, som har Kraft og
Smidighed nok til at udføre Sjelens Foretagender, til snart at
paatage sig de besværligste Forretninger og fuldende dem og
snart til at udføre de fineste, kunstigste Arbeider -- mon skabte
|
| d.IV,b.7,s.213 |
Gud ikke dette? Erholder det ikke fra ham denne Styrke, Ud-
holdenhed og Sundhed, som er uundværlig i Alt hvad vi skulle
gjøre til nogen Nytte? Og uden denne Aand, som Gud skabte,
uden dette Legeme, som han dannede og udrustede saa her-
ligen -- hvad var du, arme Dødelige? -- et Intet! hvad skulde
du formaae og udrette? -- Intet! Intet?
Dernæst maae vi ogsaa have Leilighed til at øve og yttre vore
Kræfter, og Gjenstande hvorpaa vi kunne rette vor Flid. Her er
Guds Bistand, Guds Velsignelse os ogsaa uundgaaelig fornøden.
Hvad vilde du vel udrette, Landmand, med hele din agtværdige
Flid, om du opvæltede i din Sved kun ufrugtbare Stene og Aur
istedetfor Madjord? Hvad om Melken forsvandt af dine Ax, Me-
let af det Korn, du lægger i Jorden? Nei! arbeid med Forhaab-
ning! Det er Gud, som gav din Jord Kræfter og din Sæd Vel-
signelse -- Det er Ham, som udrustede Mulden med Evne til
ikke blot at modtage og til Gavn for sig at fordøje Sæden, men
ogsaa til at udvikle denne til Gavn for Dig og dine -- Ham som
befrugtede den livløse Natur til Gavn for hele den levende. Det
er Ham, der selv med mild Haand uddeler Sædekornet -- Det
er Ham, som i Jordens Dybder lader Metallerne sænke sig, dem
Menneskene derfra ophente og bearbeide med kunstrig Haand.
Det er Ham, der har udbredt disse rige Naturstoffer, som Haand-
værkerne og Kunstneren betjene sig af, forat forskaffe sig og
Andre Næring, Underhold, Bekvemmelighed og Glæder. Alt alt-
saa, som du bearbeider, Menneske! det skabte Gud, det op-
holder Gud, det tilbyder han dig. Berøvede han dig det, du
maatte uvirksom lade dine Hænder hvile; du skulde Intet for-
maae.
Naar vore Foretagender skulle gaa lykkeligen fra Haanden,
saa maae ogsaa de Omstændigheder, under hvilke vi arbeide,
være os gunstige. -- Vær noksaa indsigtsfuld, duelig og virksom,
du skal dog kun udrette lidet eller intet, dersom ikke din Stil-
ling og Omstændighederne komme dig tilhjælp. Lad Bonden
sørge noksaa godt for sin Ager, udsaae den bedste Sæd, intet
forsømme, forat skaffe sig en riig Høst -- holder Himlen sin
kvægende Regn tilbage, eller oversvømme Floderne Marken,
eller ødelægge Styrtninger den blomstrende Sæd eller for-
tærer Solheden Jordens Kraft, hvad hjælper ham da hans
Sved, hans Arbeide, hans Opmærksomhed? Og Hvo er det
|
| FORRIGE |