|
| d.IV,b.7,s.136 |
lille Høide faaer du da endnu videre Udsigt: du skal see dine
skjønnere Herligheder, dine uforkrænkelige Ejendele udbredte
gjennem Evighederne.
"Vaager og beder -- siger Mesteren, -- at I ikke falde i Fri-
stelse!" "Led os ikke udi Fristelse; men frels os fra det Onde!
lærer Mesteren os at bede. -- Gud frister aldrig til det Onde;
men alene til det Gode: forat prøve, øve og styrke vor Dyd,
vor Hjertestyrke til det Gode. Dersom ikke Ondt og Forførelse
fandtes i Verden, saa vilde ikke Dyden kunne vise sig i sin Her-
lighed, og nogen frydefuld Bevidsthed om at have bestaaet i
Kampen vilde da ikke falde de Gode tildeel. Dog vil der være
en Tid, da alle Mennesker have undergaaet og omsider, gjennem
mange og svare Tugtelser, bestaaet Prøverne; og da vil kun Godt
findes i Verden, da skulle Alle fryde sig i Bevidstheden om ikke
at have bukket under i Kampen, men bestaaet denne omsider
ved Hjælp af den sande Religion. Det tilsyneladende Onde, som
imidlertid findes og stundom synes at herske i Verden, de Fri-
stelser, som gjennemkrydse vort Liv, maae derfor ikke forvilde
os. Dette er dog uundgaaeligt, saafremt vi ikke tidligen sørge for
at skaffe os noget Fast at støtte os til paa denne Vandring.
Denne Støtte, som er os saa uundværlig er rigtige Grundsæt-
ninger, sande Begreber om Ret og Uret, det fuldkomne Kjend-
skab til Pligterne, til Hvad vi skulle gjøre og lade, som Religionen
giver os.
Da skulle vi ikke begaae den Dumdristighed at klage over
Guds Verden -- da skulle vi ikke vurdere Forførelsen ander-
ledes end som det tomme Luftlys, der svæver over Sumpene og
kun kan forlokke den Vildfarende, men ikke Den, som føler den
faste Vei under sig -- Da skulle vi vinde stedse mere og mere
Styrke, saa at tilsidst ingen Fristelse kan faae Bugt med os; ja
da skulle vi omsider saameget stærkere afskye Lasten, som Fri-
stelsen er lokkende og overtalende -- da skulle vi fyldestgjøre
Sandheden af
det Prøvestykke, som er ene besværligt
at hade det Onde, foragte det ærligt.
Dog -- sørgelige Tanker! -- hvormange Mennesker er der ikke,
som kjende tilfulde disse Religionens vise Advarsler, og dog falde
i hver Fristelse? Men naar besluttede de at følge dem?
O, endnu sørgeligere Tanke! der gives Mennesker, som vide
|
| d.IV,b.7,s.137 |
det Gode og dog ikke ville beslutte sig til at gjøre det, fordi de
ikke ere istand til at overvinde den første lille Fristelse, og til-
sidst blive de næsten uforbederlige Syndere, som vide det Rette,
men synde af Vane.
Og -- trefold sørgelige Tanke! -- Hvormange Elendige, Beklagel-
sesværdige, gives der ikke, som vide det Rette, beslutte med Taa-
rer og Eeder at udøve det, og dog -- falde ved første Fristelse?
De vide af Intet, før de allerede have til de forrige Synder, som
de angrede saa bitterligen, dynget ny Synd og til denne brudte
Eder og Løfter.
"Vaager og beder!" er det Raad Christus giver; og vi maa
tilskrive Forsømmelsen af dette Bud, Forsømmelsen af aldrig at
tabe os Selv, vore Tanker og Ønsker afsigte, utallige hevnede
Synder og Elendigheder. Men denne uudtømmelige Sandhedens
Kilde lader tilflyde os idag en ligesaa dyrebar Lærdom i Ordene:
Du skal ikke friste Herren din Gud.
Syndede vi imod dette Bud, hvorledes skulde vi da oprigtigen
kunne bede Herrens Bøn: "led os ikke udi Fristelse!?" Og san-
deligen, betragte vi Fristelserne nøje, da skulde vi vel oftere finde,
at deres Farlighed oftere er at tilskrive os Selv end deres egen
Beskaffenhed; thi hvorofte, skjøndt En kjender sin svage Side,
udsætter han sig ikke med Vidende for de Fristelser, som netop
angribe Denne? Kort vi skulde erkjende, at vi ofte friste os Selv.
Alt Godt og alt Ondt for os maae vi tilskrive os Selv, altefter-
som vi ret bruge eller misbruge de Kræfter, Gud gav os, stærke
nok til saavidt at beherske Omstændighederne og Alt det uden
os, som vi kalde Skjebnen, at de ikke have anden Indvirkning
paa vor sande Lykke, paa vort Indre, end til det Gode.
Vi misbruge vore guddommelige Kræfter, naar vi friste os Selv;
men i en endnu højere Grad misbruge vi dem, naar vi friste
Herren selv, vor Gud. Og dette gjøre vi især 1) ved at fremture
i Synden. Visselig maa selv Synderen, der gjør dette, tilstaae,
at det er at friste Herrens Godhed, naar vi ikke bruge de Midler
Han har givet Menneskene til at gjenhæve sig fra Faldet; og
dertil har han saavel udrustet vor egen Sjel med Kræfter, som
og givet os det veiledende Ord, og Lærere og Mønstre i Verden,
der give den Opmærksomme den allervægtigste Lærdom. 2) Friste
vi Herren vor Gud, ved ikke at benytte os af den Frist Han
skjænker os til Forbedring.
|
| d.IV,b.7,s.138 |
Dette er at misbruge Guds Langmodighed. Hvert Øjeblik er alene
bestemt, alene helliget vor Forbedring; anvendes det ikke dertil,
saa synke vi; thi nogen Stillestand er ikke mulig. Hver Synd har
sin Straf; og dog, hvorofte see vi den ikke udsat? Mon dette
skeer forat opmuntre os til at synde paany? Nei! det er den
milde Faders første Forsøg paa at bringe os paa den rette Vei
igjen -- den med det Gode at overlade os til vor egen Efter-
tanke, og give os Frist til igjen at tænke os om, angre, beslutte
og handle anderledes.
Men hvorledes see vi at det gaaer disse Syndere, som saaledes
friste Gud? Skrækkeligt! Medeet nedstyrte alle Følgerne af deres
Laster paa dem, naar de mindst vente det -- medeet slynger den
himmelske Retfærdighed sit Lyn, og splintret ligger det forbry-
derske Hjerte, mens Aanden, som boede der, maa bævende
nærme sig Dommerens Throne. Det nytter da ikke at bede om
Frist -- den var syv Gange sytti Gang given; men nu er den
sidste Frist udrunden.
O sandelig, de skulle ikke rose sig af den Leeg, de have drevet
med Vorherre, fordi ingen legemlig Djævel kommer og henter
dem med Kobberkløer og Flammevinger. Han vilde ikke volde
værre Kvaler end de lide. Det staaer at see i den fortvivlende
Forbryders Øje; det er at høre i hans Jammerskrig, naar Døden
nærmer sig.
Men ogsaa i jordisk Henseende kunne vi friste Herren: naar
vi nemlig ikke benytte os af Erfaringer, af Leveregler, af Exemp-
ler, som Han giver os, forat vi kunne indrette vort Nuværende
saaledes at vi uafbrudt og med Tryghed kunne fremstræbe mod
det Tilkommende; men tvertom skjødesløse og forsømmelige, lide
Skade paa Liv, Helse, Ære og Formue og saa skyde Skylden
paa Det, vi kalde Lykke og Ulykke.
Men hvilke Gudbespottelser ere f. Ex. ikke blevne sagte af Den,
hvis Huus gik op i Luer, alene fordi at hundrede Skadesexempler
endnu ikke have lært ham, at omgaaes selv og lade sit Huses
Folk omgaaes forsigtigere med Ilden, denne stærke Tjener, Gud
har givet Menneskene til deres Ophold? Gud redder Skipperens
Liv -- ak, der er Mange, som ikke takke for Livsfrelsen, men
bande over Ejendommens Forliis. Hvormange Eeder udstødes
ikke tidt af Den der faldt med brukket Lem til Jorden, fordi
han ikke var forsigtig? Hvormange Sygdomme elendiggjøre ikke
|
| d.IV,b.7,s.139 |
Tusinder, der ikke bekymrede sig om at iagttage den første
Sundhedslov, nemlig Reenlighed? -- kort! utallige Maader er der,
hvorpaa Menneskene friste deres Herre og Gud; men Straffen
er i Hælene paa dem alle. Frels os da fra dette Onde, o Fader!
led os ikke udi denne Fristelse, at vise saa haardt og stolt et
Sind, at vi skulde ligesom ringeagte din Retfærdighed, der truer
i Baggrunden, eller vise saadan Letsindighed, at vi skulde vove
at lege med din Langmodighed! Amen!
HELLIGGJØRELSENS VEI
(2den Søndag i Faste. Epist. 1 Thess. 4 K. 1 V.)
Guds Vilje er vor Helliggjørelse, siger Apostelen.
Guds Vilje maa efterkommes. Er han ikke Alverdens Herre?
Og er Helliggjørelsen ikke vort eget evige Vel?
O, Gud vil dette med en saadan Kjærlighed, at han tvinger
gjennem Helveder her og hisset den trodsige Sjel, som ikke vil
sit eget Vel.
Ak, hvorledes skulle Vi helliggjøres, Vi, som er svage? maa
Enhver sukke, som ikke er en Hovmodig og en Hykler. Hvilke
Fristelser ligge ikke paa vor Vei? Det er umuligt, som at gaae
over den stiløse Eng uden at træde paa Græsset.
Ja vi ere svage; Du har Ret deri, Broder -- Mange falde
endogsaa over et Græsstraa af Fristelse. I Slaveriet sidde paa
samme Fængselsal Halvor, Ole og Gudbrand. Den Første lod
sig friste af Vrede over en Spøg til at stikke sin Broder ihjel;
den Anden blev en Tyv fordi han engang saae en Dalerspenge
i et aabent Vindu, og den Sidste lod sig friste af nogle Skilling
til at blive Hæler. Paa Hospitalet ligger Gunder, Kompagniets
stauteste Gevorben, med halvopædt Ansigt, fordi han lod sig
friste af en udstafferet Ludder; og hver Sommer maa Even for-
lade sin gode Tjeneste paa Landet og sin vakre Hjembygd, for
paa Kronarbeide at udsone, at han saa ofte har ladet sig be-
tvinge af sine dyriske Lyster.
I et af de fæle Kot i vore Galehuse ligger en næsten naken,
skiden Kvinneskabning, mumlende i et væk: "led os ikke udi
Fristelse!" Det var engang den vakkre og vevre Berith Hans-
|
| d.IV,b.7,s.140 |
datter, som kvalte sit uægte Foster i det røde Silkebaand, hvor-
for hun havde solgt sin Dyd. I en Krambod havde hun seet det
Baand, og hun vilde endelig have et paa sin Hat i Kirken første
Pintsedag. En Skurk stod hos og saae Begjærligheden og Sorgen
i hendes Øine og hørte Sukket, da hun langsomt slap Baand-
rullen af sine Hænder, fordi hun ikke havde Penge nok. Flux da
hun var gaaen, havde han de behørige Alen i Lommen og var
efter Pigen. Der var nok for hende. Et Silkebaand er ikke
tykkere end et Græsstraa til at snuble over.
Næste Søndag havde Ordførerens Datter samme Slags Baand,
og Søndagen derpaa ogsaa Tjenestepigen hos Præsten (hun havde
rigtignok stjaalet det Halve af Prisen derfor) og Sommeren ud-
over blev der nok af samme Slags, saa Berith ærgrede sig over
den korte Udmærkelse. Men paa Vaarsiden forsvandt Berith
rent. Hun var, i et Snefog, der udslettede alle Spor, gaaen til-
sæters, havde der født i Dølgsmaal og i vanvittig Sorg kvalt sit
Barn med det samme røde Silkebaand, der havde først ledt den
forfængelige Piges Øine og siden halt, hendes Hjerte i Fristelsen.
Efterat have begravet sit Barn i Sneen havde hun saa holdt sig
til i Bygden hiinsides Aasen indtil. . . . .
. . . Hvad Rædsel! Pintsedag det følgende Aar midtunder Høi-
messesalmen triner den blege Vanvittige nedad Kirkegulvet med
det halvtforraadnede Barn ved Brystet, med det røde Silkebaand
hængende i en Rendesnare om dets Hals. Hun søger sin gamle
Plads, den hvorhen alle Kvinders Øine vare vendte sidste Pints.
Hendes Forfører sang Høimessesalmen nok saa smukt med i
Stolen ligeover for. Men al Sang og Spil overdøvedes af Beriths
Skrig: "Led os ikke udi Fristelse!" -- De røde Baand, som havde
nydt den sjeldne Ære at holde sig et Aar om, gik strax afmode.
Exempler mangle da ikke paa vor Svaghed (og i denne vor egen
Svaghed stikker de ydre Fristelsers største Styrke); og Slaverier
og Tugthuse ere vist besatte med flere af Svaghed Faldne end
med egentlige Skurke. Men jeg vil slutte Listen med at godtgjøre
Menneskets Svaghed med et Exempel, som viser hvor yderlig
lidet, der ofte skal til for at bringe selv en Ordensmand til Fald.
Det var Bededag. Tomtemændene Thorstein og Alf kom fra
Kirke. Det var deiligt Solskin, og at det ogsaa spillede smukt
paa de røde og hvide Karafler i Marketenterens Vindu paa
Hjørnet, var naturligt.
|
| d.IV,b.7,s.141 |
Der standsede Thorstein, som havde Alf under Armen, og det
var som om han ikke kunde komme af Pletten. "Veed Du hvad?
sagde Han -- en Kirkesup!" "Har ingen Penge til at byde igjen
paa," sagde Alf. "Jeg gav de sidste i Tavlen." -- "Skal lægge
ud. Desuden vanker der nok en Dagpenge over imorgen, der-
som Briggen bliver ladet," mente Thorstein; og Alf gik med ind
medens han tænkte "Gud frister mig jo Selv ved at skinne saa
vakkert paa Flaskerne."
Hvilket Selvbedrag! Og læg Mærke til den liden Forskjel, som
Almuen i Almindelighed gjør mellem Helligdagene. Der er drukket
mangen Ruus og strøget mangt et Fiolstrøg paa Bededagsaften.
Alle ere af ens Betydning: de ere "Helg" og opfordre til Ud-
svævelser.
Klokken blev 1 -- 2 -- 4 -- 7. Ingen Alf kom hjem, hvor hans Kone
havde ventet og ventet med et prægtigt Fad Ertekaal.
Klokken 8 blev Alf bragt hjem bevidstløs, med sønderrevet
Ansigt og Klæder, Uhret væk o. s. v. Hans Kone og Barn toede
med sine Taarer Blodet af hans Ansigt; thi Alf var ellers en
ordentlig Mand og en god Fader.
Næste Morgen vaagnede Konen af hans Stønnen. Det var
umuligt at faae ham op, saa syg, lemster, hoven og skamfuld var
han. "Briggen skal endelig være fuldstuvet idag," sagde han;
"men jeg kan ikke løfte en Bordende. Dog der kommer vel værre
efter. O, at jeg gav efter for Fristelsen!" Og han vendte sig
til Væggen og græd.
Sagen var, da der var skjænket og skjænket igjen, bleve de
enige om at slaae Middagen hjemme af med en Sild med en
Snaps til hos Marketenteren. Derovenpaa Kaffe med Brænde-
viin i (siden det var Helja), Kortspil om det Udlagte o. s. v. indtil
Klokkerne kom paa Bordet og Slagsmaalet begyndte.
Ganske rigtigt. Tirsdag Morgen kom der Bud, at Alf var af-
skediget. Da man ikke havde kunnet faae fat paa En i hans
Sted, kom Briggen til at mangle fuld Stuvning. Alligevel skulde
den været seilet; men Vinden gik om, og nu var da Hosbond
bleven saa vred, at han havde jagt Alf.
Enden blev, at Alf slog sig paa Drik og ranglede om en Tid,
til omsider hans Enke meldte sig med fem Nøgne hos Fattigfor-
standeren.
Det var de faa Ord: "en Kirkedram!" og Solens vakre Blinken
|
| d.IV,b.7,s.142 |
i Marketenterens røde og hvide Flasker? Er dette stort mere
end et Græsstraa? Dog røg Mand og Sjel og hans egen og hans
Kjæres Lykke og Ære og Arne overende!
Men lad os nu undersøge disse Fristelser, om de, af hvad Art
de ere, bør standse os paa Helliggjørelsens Vei, og om Gud lader
dem møde os for at forøge Verdens Onder, ligesom et ondt Ge-
myt, der kaster Fodangler paa Veien, eller hænger Frugt op for
Barnet, Kjød op for Hunden, for siden at kunne finde Grund til
at slaa den. O fæle Tanke!
Det forekommer os, at vi, naar vi fristes, fristes til noget Ondt.
Men behøve vi vel mere end blot at ihukomme, at det er den
hellige Gud, som styrer Verden, og at vi leve i en aandig Verden,
som tilsidst skal fuldkommes, for at erkjende, at Fristelserne have
vort Vel til Øjemed -- at vi, naar vi synes at fristes til noget
Ondt, skulde vende os til det modsatte Gode?
Fristelserne ere for det vise Menneske, som har Øjet fæstet
mod sin Banes himmelske Ende og Øret bøjet mod Hjertets
Røster, ikke lokkende Blomsterkrat ved Siden af Livsveien, men
gavnende Tornehækker, som Gud har plantet for at holde os støe
paa Helliggjørelsens Vei. Og dog alligevel skal Den, som i sit
Liv, ja i Verdens hele store Liv, seer en vidtstrakt Skueplads
for den Eviges Naade eller en lang Bane for den modnende Er-
farenhed, eller en Høiskole for Hjertets Forædling eller en Mark
for Dydens Høstninger og Menneskehedens Velsignelser -- dog
alligevel skal Den, som har en saa viis og rigtig Anskuelse af
Guds Styrelse ogsaa her paa Jorden, betragte det som en him-
melsk Naadeløn i Tiden, ikke at møde for mange og for haarde
Fristelser. Han vandrer vel Helliggjørelsens Vei, og hans Skridt
blive alt større og større; men bestandig erindrer han, ligesom
mumlende ved sig Selv underveis: "hvo som staaer, han se vel
til, at han ikke falder!" Og falder en saadan Retfærdig -- da
skeer det dog kun ved Uagtsomhed eller efter svar Modstrid;
men da er der Sorg i Himlen, men Tilgivelse; men paa Jorden
er der Sejersraab fra mange Kanter og liden Barmhjertighed.
Denne sørgelige Lod, at mange Mennesker glæde sig over en
Retfærdigs Fald, enten nu af Ondskab eller og af den daarlige
Indbildning, at deres egne Feil derved tabe meget af sin Fælhed
-- denne vil ogsaa den Retfærdige have for Øine som vis, og
den vil være ham som en Vækker til at han har sine Øine oppe
|
| d.IV,b.7,s.143 |
for Hvad, der kan møde, og som en Stav i Haanden, saa han
gaaer end fastere.
Ogsaa saaledes tjener da det Onde til det Gode. Men først,
naar Alderen dækker os med sin Hæderskrone -- denne der
skal byttes med Livets Krands, hvorpaa den blegfingrede Død
idelig fletter -- først da tør den Retfærdige see sig nogenlunde
sikkret mod Fristelserne. Ja han skal i denne Alderdommens
Fredshavn, førend han gaaer op paa de glade Strande, saasnart
han har gjennemgaaet svære Fristelser, der bragte hans Fod
næsten paaglid, just derved undgaae den farlige Fristelse til Hov-
mod, som forfølger selv ind i den rolige Havn, hvorfra man med
Velbehag kan see ud over et hæderligt langt Liv. Tilfreds med
sit lange Liv skal han dog erkjende, at et godt Liv er bedre end
et langt Liv; og at Den i hvis Lod ikke den hvide Hæderskrone
faldt, dog kan vinde Helliggjørelsens Englekrone i Himlene naar-
somhelst hans Løb afbrydes -- saasandt dette gik ad Retfær-
dighedens Vei.
Lader os da kaste et Øje paa denne eneste Vei til vor Hellig-
gjørelse, som vi ikke maa og kunne forlade uden at stikke os
tildøde paa de tugtende Torne, som indgjærde den eller uden
at omsnoes af de giftige Orme, som ligge under det Blomster-
krat, der omkrandser den! Helliggjørelsens Vei er Retskaffen-
hedens Vei, Retfærdighedens imod Gud, os Selv og Næsten. Og
den er Sandhedens Vei, Fredens Vei, Reenhedens Vei, Salig-
hedens Vei!
Retfærdighedens Vei er Sandhedens. Den er alene sand, urokke-
lig i sit Væsen; ja saa sand og urokkelig, at Troesbekjendelse
gjør ingen Forskjel deri: et retfærdigt eller dydigt Menneske er
et retfærdigt eller dydigt Menneske ihvor og af hvad Tro han
saa er. Tryg, uforanderlig hviler denne Retfærdighed paa de
evige Grundvolde for Menneskeheden og Samfundet. De ret-
færdige Mennesker ere de vel lidet synlige, men stærkeste, Traade,
som alene holde Samfundet sammen. Tag dem bort -- og Jorden
skal blive Lidenskabernes Daarekiste, Lasternes Misgjerningshule
og Forvirringens Tumleplads. Retfærdighedens Væsen kan for-
nærmes, men aldrig fornegtes. Forbryderens Hjerte klapper under
selve Udaaden og tilstaaer, at han burde være retfærdig og en
|
| d.IV,b.7,s.144 |
retskaffen Mand istedetfor en Niding. Selv det Onde hylder
dens Guddommelighed -- Retfærdighedens, der vel i sine For-
dringer kan forglemmes, men aldrig bestrides, hvis Magt vel kan
hades, men aldrig foragtes. Den ligger i vort Væsens Grund som
uudryddelige Rødder; og i deres Uudryddelighed ligger vort Haab
om Alles Forbedring og Salighed tilsidst: -- om Retfærdighedens
almene Sejer, om den guddommelige Helligheds Aabenbarelse
gjennem alle de Væsner, der bære den guddommelige Høiheds
Billede. Af Gud, af Sandhedens Kilde er den udrunden og til
ham tilbagefører den Menneskeheden. Hans Veje betegner den,
bereder den paa Jorden.
Og De, som den elske og søge, De, som den tjene med Hjerte
og Gjerning og forsvare den selv til Døden -- De ere Guds
Hære, som fremst i Strid føre Menneskehedens Banner mod
Løgnen og Lasterne og Vold og de fortærende Begjærligheder.
Om dem heder det i Skriften, at "de ere af Sandheden" og "gjøre
Sandheden" og "vandre i Sandheden."
Og seer du, o Verden, en saadan Vandrer fortsætte sin jevne
Vei, uden at vige af til Høire eller Venstre, uden at begjære dit
Lov, uden at frygte din Daddel: saa seer du En af de Retfær-
dige, som betrygge din Ro og omhegne din Velfærd paa samme
Tid, som han opdynger Glæde for Himlene og Ære for Ham,
der gav et Menneske Kraft til slig Salighedsvandring midtgjennem
Fristelserne og Lokkelserne, Tornene og Blommerne til høire og
venstre.
Retfærdighedens Vei er ogsaa en Fredens Vei. Eller skulle
ikke De have Herrens Fred, som elske hans Lov? Ja burde
selve Jorden negte dem sin Fred? Og dog, om det skeer, mon
da ikke den Retfærdige veed, at Menneskene maae være i Strid
paa Jorden? Men det er den Redeliges Strid: ikke med Men-
nesker; men med det Umenneskelige, som fornedrer dem -- ikke
med Brødre; men med det Ubroderlige, som adsplitter dem --
ikke med Verden om dens Fortrin og Lykke; men mod Verdens
daarlige og forvænte Væsen. Derfor er det en Strid, som ikke
forstyrrer, men skaber Freden. Retfærdighedens Frugt skal være
Fred.
Gjenvunden Ligevægt i Sindet, tilbageholdte Udbrud af Egen-
nytte og Selvraadighed, klog Tilretteviisning af skadelige Begjær-
ligheder, stiftet Forsoning med ulige, ublide Skjebner, fastnet Er-
|
| d.IV,b.7,s.145 |
kjendelse af det Godes Værd, styrket Forhaabning om det Bed-
stes Fremgang -- se der den Sejer, om hvilken man med Glæde
sjunger i de Retfærdiges Hytter! se der Løftets Fuldbyrdelse:
"salige ere de Fredsommelige, de Retfærdige; thi de skulle eje
Jorden!" Thi naar Overmodet nedfalder af sin Stige, naar Uret-
færdigheden og den voldsomme Udaad har løbet sig Panden til-
blods mod Lovens Klippe, naar Den, der kjæmpede mod Men-
neskevellet, falder i sit eget Sværd, naar Den, der trodsede mod
Sandheden, stanger sig tilblods paa Braadene af dens klare Chri-
stal, og naar den umættelige Rovsyge har tømt Naboths Viin-
gaard, men ligederefter gnaves af Hundene -- Hvo er det da,
som beholder Pladsen? Hvo er det da, som staae oprette i For-
virringen og Udaaden? hvo er det, som altid have et roligt Hu
og velbetænkt Mod og Fred, og som sprede den omkring sig, og
som altid kjende sin Tilflugt og aabne den for Brødrene? Det
er de Retfærdige, De, som stille henvandre Retfærdighedens Vei,
som skytte deres Hverv med tyst Flittighed og overvinde det
Onde med Taalmodighed og sammensmelte det Adskilte i Kjær-
lighed -- De Redelige og Fromme, som henvandre ad Fredens Vei.
Og seer du, o Verden, en saadan Vandrer gaae sin jevne,
trygge Gang, uden at uroes hvor Alt er uroligt, uden at ind-
slumre hvor alt synes søvndysset -- da seer du den Retfærdige
paa sin Vei, og hans Vei er Fredens.
Retfærdighedens Vei er Reenhedens Vei. Den fører til Guds
Naade, til den Allerhelligstes Velbehag, der har Salighed tilfølge.
Den Retfærdige er jo alene en Mand efter Guds Sind. Reen-
hjertet og ustraffelig, forstaaende Budenes Krav og lige streng
i deres Udøvelse, vandrer han med god Samvittighed for Gud
og Mennesker. Det er ikke her den befæstede, feilfri Fuldkom-
menhed, som aldrig i Tiden bliver det svage Menneskes Lod, og
endnu mindre er det Fordringen paa Ufeilbarhed i Omdømme
og Opførsel, hvilken er uforenelig med den sande Dyd, som,
uafladeligen nærmende sig det Højeste, dog altid seer Trinene,
som atterstaae; men det er en stille, uafbrudt Bestræbelse forat
opnaae det høje Maal, et rastløst Arbeide forat blive dygtig til
alle gode Gjerninger -- et aabent Øre, som altid og i Alt for-
nemmer den mægtige Røst, som raaber: "værer hellige, thi Jeg
er hellig!" -- en from og fast Beslutning at gaae forbi Tillokkel-
serne til Ondt uden at fristes til et Sideblik, uden at forsøge paa
|
| d.IV,b.7,s.146 |
at vænne Sjelen til en anden Livsluft, end Sindsfredens og Ret-
færdighedens himmelske, at vandre, skjøndt ikke uantastet, dog
urygget mod Maalet i Guds hellige Himle. Med faa Ord: det
er en Opgave for al Tanke og al Kraft, et Emne til at grunde
over alle Dage, et Kald for Livstiden, at gjøre den højeste Hellig-
heds Vilje gjældende paa Jorden og derfor først og sidst gjæl-
dende i sit eget Hjerte og Levnet. -- Dette er Øjemærket paa
Retfærdighedens Vei, og Fristelser bør ikke kunne omtaage det
eller bortlede vor Opmærksomhed derfra; og omsider, naar vi
styrkes, kunne de det heller ikke. Dette er at "vandre for
Herrens Ansigt."
Og seer du, o Verden! en saadan Vandrer, lige ydmyg i sit
Væsen som ophøjet i sit Tænkesæt, at fortgaae uden Ophold paa
den hellige Sti: saa seer du En af de Retfærdige, til hvilke du
tryg kan anfortroe Omsorgen for dit Bedste og Forsvaret af dit
Dyrebareste -- saa seer du den vake Vægter for det Gode, den
faste Støtte for den Værnløse, et levende Mønster paa en Dyd,
mod hvem Fristelserne lidet formaae.
Helliggjørelsens Vei er jo Retfærdighedens Vei; denne maa da
ogsaa være Salighedens Vei, den eneste, om just ikke slagne,
Vei til Himmelens Port.
"Salige -- siger Christus -- ere de som holde Herrens Bud og
lide Forfølgelse for Retfærdighedens Skyld; thi dem tilhører Him-
melriget." Og hvad, du Retfærdige, skulde ellers under Prøverne
opgløde dit Mod? Hvad uden dette Haab, hvorifra du, ligesom
Mesteren fra Tempelhvælvet, ligegyldig kan see ned paa Verdens
Herligheder? Er det dig ikke Fyldest nok, om Verden ikke seer
din Dyd -- den du øver alene for din himmelske Faders Øje --
og om den endnu mindre belønner den? Eller har du ikke
skjønnere Stjerner at see op til end Ærens? og intet bedre
Solskin end Lykkens at fryde dig i? Jo visselig! Og skinnede
end Ærens Stjerner og Lykkesolen ned paa dig -- var du der-
for herligere i Dens Øje, hvis Velbehag du alene lovede at søge?
Og selv da bærer Jorden endda for usel og dyrekjøbt en Høst
for den altforsagende, altudholdende Møje. Verden, ihvad den
giver eller tager, lover eller negter, frister da ikke den Retfær-
dige. Han holder sig til den milde Dommer, til den miskundelige
Vederlægger, som ikke blot for de Retfærdighedens Gjerninger,
vi have udøvet, -- thi de ere aldrig fuldkomne -- , men for sin
|
| d.IV,b.7,s.147 |
Barmhjertigheds Skyld, gjør os salige, naar vi redeligen ville det
Gode og standhaftigen søge det -- d. e. søge først efter Guds
Rige og hans Retfærdighed.
Denne Overtydelse om vore Handlingers Forbindelse med en
usynlig Verden maa gjøre os opmærksomme paa dem, saa vi ikke
overraskes til at begaae en, Øinene i Himlene vilde græde over
og vore egne Kinder skamrødmes over bagefter.
Denne faste Tro paa det Højere, mod hvilket Alt bør stræbe,
paa det Evige, i hvilket Alt skal udvikle sig -- den aabner en
Bane, som, ihvorvel uendelig og strækkende sig udover alt Jor-
disk, dog er paa Jorden den eneste vi bør vandre, ja selv for de
jordiske Samfund, for os som Borgere her, den nyttigste og ret-
teste. Baade Himmel og Jord, baade Salighedshaabet og Lykke-
forventningen, Religionen og Klogskaben tilraaber os da, ikke at
lade os friste ved noget til at afvige fra Helliggjørelsens Vei;
men at sætte os Frelseren for Øje, som udgik sejerrig af sine
Fristelser, der rustede sig til Kampen med disse Prøvelser og
først da betraadte sin Vei -- den, som han optrak og banede
for os: Helliggjørelsens Vei, der er Retfærdighedens Vei, Fredens,
Sandhedens, Reenhedens, Salighedens Vei.
Og seer du, o Verden, en saadan Vandrer, lige mild og ustyrret
i sin Gang, i hvad Retning de jordiske, foranderlige Menneske-
skjebner end tage, og lige fast hvor Alt vakler, lige frimodig hvor
Alt bæver, lige ubevægelig hvor Alt frister og lokker, alene
agtende sit Øjemærke: at lyde Gud mere end Mennesker --
tænk da, at du seer et Menneske paa Veien til de Saliges Himle,
og skynd dig, iil efter i hans Spor, at du ogsaa did kan komme!
Se kun foran dig efter Øjemærket -- ikke efter Roserne paa
Siderne: Der ligger Slanger, fagre som Blomsterkrandse, giftige
til Døden, og farlige Stier snoe sig imod Dybene, og Tornene
holde dig fast, saa du saares, forblindes, og kan ikke gjenfinde
Veien, du forlod.
Men vandre trøstig! Gud vil nok vederkvæge dig paa din
redelige Vandring med uskyldige Frugter, og fryde dig med
Blommer, som der ingen Farer lure under. Vandre glad og haab
paa Enden, om Veien skulde blive svar; men vandre forsigtig
og seende til at du ikke falder! Og alt som du fremvandrer,
skal du sande, at Retfærdighedens Vei er den bedste baade for
|
| d.IV,b.7,s.148 |
Himmelhaab og Jordelykke; thi Gud er jo selv med dig paa din
Vandring. Han fører dig jo Selv, advarende mod Fristelserne
til høire og venstre, ad Helliggjørelsens Vei til Sig. Amen!
GUDS ENGLE
(Mariæ Bebudelsesdag. Evang. Luk: 1 Kap. 26 V.)
"I gamle Dage da var det bedre: da vankede Engle mellem
Menneskene, og ikke slige Djævle, som Den der gaaer," sagde
engang en Almuesmand, idet han, ved at stikke Psalmebogen,
hvori han just havde læst Bebudelsesdagens Evangelium, op paa
Hylden over Vinduet, gjennem dette blev vaer en bekjendt Blod-
suger, som just gik forbi.
"Saa du kalder den Mand en Djævel?" spurgte jeg. "Et godt
Menneske er han ikke, efter hans Gjerninger at dømme, men
saa maa jo gode Mennesker være Engle. Thi Engle skulle jo
være i deres Væsen det Modsatte af Djævle."
"Ja, men det er ikke slige Engle, jeg mener," sagde Manden.
"Jeg mener Guds Engle, saadanne som der kom til Maria og
som spiste hos Abraham, Engle med Vinger paa Ryggen og Ba-
suner i Hænderne. Af dem var der nok i gamle Dage."
Ved at spørge noget nøjere, opdagede jeg, at han forestillede
sig Englene som et Slags Fugle, der kom flyvende. Det kunde
være latterligt, dersom Enfoldighedens og Overtroens Vildfarelser
ikke vare sørgelige. Thi hvad stor Forskjel var der vel mellem
denne Christnes Begreber om Englene og Hedningernes om de
lavere Underguder, som de lade færdes imellem Menneskene?
"Kjære Hans", sagde jeg. "Du er en brav Mand, og Du skal
selv blive en Engel eller Himmelbeboer. Thi først forstaae vi
ved Engle de saliggjorte, fra Jorden, og vel ogsaa de øvrige
Verdener, til en friere og herligere Tilstand, nærmere Guds Be-
skuelse, opstegne Sjele, om hvis nærmere Beskaffenhed vi dog
ikke kunne dømme. Men dernæst gives der Meget selv i denne
Verden, som vi gjerne kunne kalde en Guds Engel. Se her blot!"
sagde jeg og løftede Teppet op fra hans i Vuggen slumrende
Barn. "Se her -- der er en Engel, uskyldig som nogen i Himlen;
|
| d.IV,b.7,s.149 |
og har Gud ikke sendt dig den? Og hvorfor? Haabet -- den
mægtigste af alle de Engle, der besøge Menneskene -- siger: for
under Navn af din "Trøst og Glæde" at være din Alderdoms
Engel."
Fader og Moder bøjede sig ned og kyssede Barnet. En Taare
vakte det, og det rakte Armene smilende op mod dem begge.
"Og se her!" -- blev jeg ved "Seer du den mørkklædte Kone
af højere Stand, som just nu gaaer ind i den usle Hytte der-
over?" -- "Ja ja! det er hos en Peer; der er saamange Børn."
sagde Manden. "Hun har været der før."
"Nu, den Kone gaaer derind forat redde de Elendiges Børn.
Er ikke hun ligesaa god en Engel som den Blodsuger var en
Djævel?"
"Kan gaae op i op, naar hele Slægta skal marsere frem for
Dommen. Gud faaer sin og Fanden sin" -- brummede Hans.
"Men Menneskene ere daarlige Engle."
"Der er Evner i Menneskesjelen, min Ven, der stunddom vise
sig i saa guddommelig en Styrke og Glands, at de fortjene Engle-
navn. Hør her -- det hændte engang, at nogle Børn lekte om-
kring en Baad et Stykke ovenfor en stor Foss. En liden Pige
befandt sig i Baaden, da den pludselig gaaer los og begynder
først at drive og siden at rives afsted af Fossedraget. Mange
Folk løb skrigende langs med Bredden; men ingen tænkte paa
at redde; mellem dem Forældrene. En Engel fra Himlen maatte
der til, om Barnet skulde kunne reddes. De ønskede allerede,
at en stor Fiskeørn, som svævede over, maatte styrte ned og
gribe Barnet, i det lette Haab, at den maaskee kunde slippe det
ned paa Landjorden. Da pludselig saae man en skarp Snekke
pile skraat udfra Landet, roet af en ung Mand. Retningen var
saadan, at den maatte stryge Bagenden af den anden Baad, og
der sad Barnet. Det skede; med et raskt Greb med den ene
Haand var det over i Mandens Baad, idet han med den anden
stødte denne stærkt ifra mod Land igjen. Fossens Drag var
dog allerede saa stærkt, at han maatte springe med Barnet op
paa et Skjær, hvorfra han da senere kom tilland og lagde Barnet
i Forældrenes Arme.
Himlen var lige blaa, Solen skinnede lige klar, intet Lyn styr-
tede Ørnen ned, som tydeligt nok lurede paa at faae Liget fat
under Fossen, og Fossen bruste og tordnede og strømdrog under
|
| d.IV,b.7,s.150 |
det skrækkelige Optrin, som før. Ingen Engel kom fra Himlen;
men siig mig var ikke den unge modige Mand en Frelsens Engel?
En Engel fra Himlen kunde ikke have gjort bedre Tjeneste. Ja
to Engle maatte boe i hans Hjerte, -- altsaa fire Vinger omslaae
hans Sjel, saa han burde kaldes en Cherub -- to Engle, nemlig
Menneskekjærlighed og Mod.
Og begge Disse have udrettet store Ting i Verden. Dersom
Modets kjække Gabriel ikke saa ofte fandtes hos Retskaffenheden
og den gode Sag, og dersom Menneskekjærlighedens milde Rafael
forlod Hjerterne, da maatte vi bede, at Jorden maatte aabne sig
fra Øst til Vest fra Nord til Syd, og at Solen maatte lukke
sit Øje.
Men hvilken Salighed, at kunne see Guds Engle næsten i Alt
hvad der møder os! Vi lære dette, naar vi kun holde Tankerne
stadig paa Gud og hans Styrelse. Vi skulle da ofte see ligesom
Hans egne almægtige Hænder, ja stundom, med et Glimt, ligesom
Kunstnerskens i Væven.
Tænk f. Ex. paa vort eget Fædrelands Befrielse. I 400 Aar
havde det lidt Trældom, saa man endog har paastaaet, at Folket
var bleven vant til den, og hele Europa stod de Beslutninger
imod, som Landets oplyste Mænd havde fattet til dets Selvstæn-
dighed og Frihed. Intet syntes at kunne redde Landet. Men
se! Først var en Engel, der synes at stamme baade fra Himlen
og fra Jorden, og som er Landenes Beskytter, nemlig "Fædre-
landskjærligheden" opstanden overalt i Landet i hver en Gaard,
i hver en Hytte, og raadede i hine Mænds Midte; og dernæst
kom den Helt, der skulde betvinge Landet, meer som en Fredens
Engel, end som en Krigens flammende Aand. Just i hin mør-
keste Stund reddedes Landet. Minutter forhen kunde intet Men-
neske troe det. Frihedskronen var ligesaa pludselig nedsænket
over Landet som en Lyskrone kan nedsænkes i en Festhal.
Alle Tilskikkelser, der altsaa ikke staae i Menneskens Haand,
kunne kaldes Guds Engle. Dette er ret nok; men en forunderlig
Overtro er det, naar man f. Ex. troer, at en Pest, en Cholera,
er en Guds synlige Strafengel, der gaaer omkring og banker paa
Offrenes Døre.
O jeg vilde heller have en Hunds eller Hests drømmende
Sands, end at have en Menneskehjerne opfyldt med slige Fore-
stillinger!
|
| d.IV,b.7,s.151 |
Men i det enkelte Menneskes Liv -- hvorfor skulde ikke de
hjemmeværende Længselsfulde, i Medbøren, som fører Faderen
hjem, see en Engels udspændte Vinger? Er ikke Tilfældet, der
lader Kuglen pibe Krigeren forbi, istedetfor at gjennembore ham,
ligesom en frelsende Guds Engel ved hans Side?
Hvorfor skulde Arbeideren ikke kunne sige om Aftenklokken,
at det er hans gode Huusengle, som kalde ham hjem? Og de
ere en heel Skare. Kjærligheden og Ordentligheden og Fliden
modtager ham i Døren i hans Hustrues kjære Skikkelse -- og
sandelig disse ere de Engle, som alene velsigne Husene og Ægte-
skaberne -- Uskyldighedens og Taknemmelighedens og Glædens
løbe ham imøde i Børnene, og Fredens Engel synes at svæve i
den blaa Røg over hans Hjem.
Og naar Vennen og Veninden nærme sig Sygelejet eller Kum-
meren -- er ikke deres Trøst en hviskende Engel? Ofte holder
Den den rette Helsebod imellem Hænderne, bedre end alle Pul-
verne og Mixturerne.
Og Tilgivelsen, denne søde Engel, hvilken Lægedom har ikke
den ihænde for Hjertevunderne?
Ak, naar saamange Engle møde og omringe os, og Jorden er
saa ven, Himmelhvælvet saa herligt over os, og Gudsordet er i
vore Hænder -- hvor lysteligt og kjært bør da ikke vort Jordeliv
være os? Ak ja, naar Brødet ikke var saa knapt for saa Mange,
slette Mennesker ikke saa talrige. Brødet er knapt for Mange;
men den Arbeidsomme har i sin Arbeidsomhed en Engel til Svend
og Medhjælper. Og hvor er dens Øx ikke trængt igjennem?
hvad Nød har dens Høvl dog ikke glattet tilsidst? I Mørket, der
vil omtaage Øje og Sind, og hvor ingen Udvei sees, er Efter-
tænksomheden en Engel, der kommer med en Løgt. Og hvad
Vrimlen af de Onde angaaer, da blive disse færre, naar de Ret-
skafne blive flere. Og faaer Menneskene først Øinene ret op
for det himmelske Selskab, hvori de kunne færdes, saa skeer
nok ogsaa dette.
Men der er en Engel, som af alle udøver den største Indfly-
delse paa Menneskeaanden -- den mægtigste, det er Haabet.
Det stiger med ned i Fængselkjelderen, det følger Lykke og
Ulykke til Graven, det lever med Livet, dets Blik hindres ikke
af Gravstenen, det skuer mod Stjernerne, det synger Forjettelser
i alle Menneskers Øren.
|
| d.IV,b.7,s.152 |
Men blive alle opfyldte? Nei, nei! de ufromme, de taabelige
blive skuffede efter Fortjeneste. Men Held dig, du Fromme, dit
Haab -- men ogsaa kun dit Haab -- er ikke saa. Thi ligesom
du tænker før du troer, saa tænker du ogsaa før du haaber.
Den Fromme haaber kun hvad han bør og kan haabe.
Er du uretfærdigen behandlet medhensyntil dit gode Navn --
da haaber du, at Tiden eller gode Mennesker eller ialfald Efter-
verdenen vil gjengive dig dette med Renter. Og du kan haabe
dette, da det er din egen Uskyldsbevidsthed og Erfaringen, der
lærer, at Forfølgelser og Lidenskaber hensagtne med Tiden, at
Sandheden somoftest kommer for Dagen, at Uret ikke bestaaer,
som tilsiger dig dette. Ja, skulde du endog ligge under paa dit
Dødsleje for Uretfærdighed og Miskjendelse, da har du dog Haabet
til Efterverdenen tilovers, saasom din Fornuft tilsiger dig, at denne
altid er retfærdig, ja maa være det, saasom den ingen jordisk
Nytte -- alt Ondts Kilde -- har af at være uretfærdig.
Er du sat imellem onde Mennesker, da haaber du, at de skulle
forbedres, om det endog først skulde skee hisset efter afsonende
Lidelser; thi din Fornuft siger Dig, at hisset ingen sandselige
Forvildelser, ingen Fristelser til det Onde, som hernede, Guld,
Vellyst, Ære- og Hevnsyge, kunne være. Og dette skjønne Haab,
der betegner den sande Fromme, vil ikke bedrage, da det ud-
gaaer af vor fælles, af Menneskehedens religiøse Tro.
Er Du nedbøjet af Kummer over Elsktes Tab, da haaber du,
at Tiden vil give dig Styrke til at bære Sorgen, fordi Erfaringen
giver dig tusinde Mønstre paa det Samme; og du tyer til Reli-
gionen, der giver dig meer end Haabet: den trøstfulde Tro, at
Alt -- og da ogsaa denne Lidelse -- skeer til Menneskets Bedste.
Er du hensat i Armodens Vraa, da haaber du -- og det Haab
bedrager ikke -- at Den, der giver Fuglene Føde, ogsaa vil føde
Dig og Dine; thi han gav Dig til dit Erhverv meer end Han gav
Disse: Fornuften, som lader dig finde og prøve utallige Maader
til at vinde ærligt Udkomme. Du haaber, fromme Arme! at din
Flid, din Redelighed, Reenlighed og andre dit fromme Indres
ydre Egenskaber nok vinder dig Brødet, før den vanærede Betler
vinder det af sin Dovenskab. Og naar blev dette Haab, som
dog ogsaa sættes til Menneskene, bedraget?
Du, som lever med det Nødtørftige, i lykkelig Uafhængighed,
du haaber, at din Jord, dit Haandværk, dit Embede skal berede
|
| d.IV,b.7,s.153 |
med smaa sikre Skridt din Velfærd, saasom stedse dine Indsigter
vinde i Omfang, og Hvad du har under Hænder stedse bedre
bearbeides. Og mon dit Haab bedrages, saaledes som Dens, der
lægger Hænderne i Skjødet og vil vinde sig Velfærd ved Lykke-
træf, haabe Alt eller Intet?
Selv du Ulykkelige, der forbedres under Lovens tunge Haand,
du haaber Lindring, og bedrages ikke; thi du veed, at de Ret-
færdige, som vaage over Loven, ville agte den fyldestgjort, naar
de vide dig forbedret, og du haaber, at Folkets store Mængde
ogsaa vil glemme og tilgive.
Og Du, som enten selv er eller seer en Elsket paa Sygelejet,
vil haabe Bedring, saafremt du som fromt Menneske lyder den
Erfarne, der tilkaldtes forat læge -- istedetfor at overlade dig
til stump Ligegyldighed -- og saafremt din Fornuft ikke maa for-
byde dig Haabet.
Men at følge Haabet i alle dets Velgjerninger, vil være for-
gjæves. Men dem, vi have nævnt, kunne vi have, saafremt Vi
ere Gudfrygtige og derfor haabe kun hvad vi kunne og bør haabe.
Er vort Haab grundet paa en sund Gudstro eller Religiøsitet, da har
det fast Grund nok; og er det udsprunget af vor Fornuft og Erfaring,
da har det Lys nok i sig Selv til ikke at bedrage os eller at
være et Blændværk. Et saadant Haab er sandelig saa virkeligt
som Noget i denne Verden. Da er det vor bedste Ledsagerske,
vor troeste Veninde. Da føder det os Sejer og Frelse.
Da er det i hvert beængstet Hjerte
en Frelsemoder i Fødselssmerte.
Amen!
NADVERENS BETYDNING
(Skjærtorsdag. Evang. Luk. 22 K. 14 V.)
Bøn. Algodheds Gud! paa hvilken af dine Dage skulle dine
Børns Bønner strømme inderligere, varmere og taknemmeligere
fra Hjerte og Læber, end paa denne, der forsamler os i dit Huus
for at erindres om din Miskundheds store frugtbringende Vel-
gjerning?
Milde Fader! vi føle taknemmeligen, at din Godhed er uud-
tømmelig; og, vidende, at Trøsten og Freden ikke vil udeblive
|
| d.IV,b.7,s.154 |
hos Den, der med sand christelig Ydmyghed deltager i den skjønne
Pagt, Du lod din Enbaarne stifte imellem de sande Troende og
Naadens Gud imellem Christi Venner og Menneskebrødrene ind-
byrdes, tolke vi dig vor Tak og Priis. Du see i Naade til alle
de Mennesker, som, med bitter Erkjendelse af deres Synder og
fast Haab til din Miskundhed, deeltage i denne hellige Pagt med
Dig, hvis dybe Sindbillede er Frelserens Blod! Vi ere da for-
vissede om, at din forjettede Naade og Tilgivelse ikke vil ude-
blive; men din Naadegave er hvad der er vor hele christelige
Vandels Maal, som Paulus siger: det evige Liv i Jesu Christo.
Amen!
Vi see her Frelseren, for sidste Gang før sin Død paa Korset,
forsamlet med sine Kjære, som en Fader, der i sin Families
Midte høitideligholder Takkefesten til Herren. Vi see Frelseren
roligen at opfylde den mosaiske Religions Forskrifter, skjønt vi-
dende, at om faa Timer, endnu samme Aftens Nat, vilde den
Stund komme, som Herren havde udseet til Prøvelsestiden for
sin Elskede. Uden Frygt, med rolig vemodig Venlighed tager han
Afsked med sine Apostle; og, tydeligere end nogensinde forhen
siger han Disse, der nærede glade, jordiske Forventninger for-
medelst Mesterens nys foregangne festlige Jubel-Indtog og hans
voxende Anseelse i Templet, hvor han daglig lærte, at Lidelserne
stundede til, ja henpeger endog paa, at En af deres Midte var
Den, der skulde fremskynde Øieblikket.
Dødsfrygt maa nødvendig være forbundet med et menneske-
ligt Legeme; men den Modige bekjæmper den, og den dydige
Christen behøver blot et Blik paa sin Pligt og til sin Fader i
Himlen for at neddæmpe den under Pligtfølelsen og at kue Be-
vægelserne af den Svaghed, der mere tilhører Legemet end Sjelen,
og som kunde bringe hans Skridt til at vakle, for igjen at rette
og styrke dem. Det er denne Sjelsstyrke, som har givet Christen-
dommen saamange blodige Vidner, der vare trofaste indtil Døden.
Frelseren, da han legemlig vandrede blandt Menneskene, maatte
da og følgelig besidde Frygt for Lidelser og Død, som saa meget
mere maatte vækkes hos Ham, da han saae og vidste forud
hvad der forestod ham; thi er ikke Faren, som vi see, fast og
uundgaaelig at vælte sig over os, som oftest mere rædselsfuld
end under dens Udbrud? Opholdelsesdriften, Selvkjærligheden,
|
| d.IV,b.7,s.155 |
Modet, Pligten sætter da Kræfter i Virksomhed, som lamslaae
Ulykken og Faren og Skrækken.
Men Frelseren -- hvilket opløftende Exempel giver han ikke
Verden paa Rolighed og Hengivenhed i Lidelser, efterat han
havde betvunget sin Dødsfrygt? Han forudsiger sine Disciple
hvad der vilde skee, at Han nu ved Lidelser skulde bekræfte sin
Lære. Han tager Afsked med Dem, i hvis Hænder Han havde
overantvordet denne at udbredes, og arvgiver dem et Sindbillede,
der paa den ædleste, simpleste og kjærligste Maade skulde for-
binde alle den sande Kirkes Børn. Og siden, da i Nattens Stille
Frygten overfaldt ham, beseirer han denne ved en inderlig Bøn
til sin himmelske Fader, saaat hans Mod og Hengivenhed forblev
urokket under de forsmædeligste Pinsler og Dødskvaler; thi --
som Psalmisten siger -- "hos Gud var hans Frelse og hans Ære.
Hans Styrkes Klippe, hans Tilflugt var i Gud."
Ja i disse Øieblik, da Frelseren tolker sine oprigtige Venner
den vemodige Glæde, Han føler ved at samles med dem for sidste
Gang før Prøvelsens og Skilsmissens Stund, da han tager Afsked
med dem og, takkende Gud, indstifter det christelige Erindrings-
maaltid, viser Han sig saa virkelig stor og ophøiet og saa gjen-
nemtrængt af sin Læres Hovedbud, Kjærlighed, at enhver sand
Christen, ved at læse og tænke sig dette rørende Optrin, maa
gjennemtrænges af Taknemmelighed og Beundring for det Reen-
guddommelige, Frelseren her viste, ikke ved Beviser paa sin
guddommelige Kraft, men ved det uopnaaelige Mønster paa om-
fattende Kjærlighed, Blidhed og Hengivenhed, som er den umis-
kjendelige Characteer i den Fest, Han da indstiftede, nemlig det
christelige Forsoningsmaaltid.
Vi see her Frelseren liig Faderen paa Dødsleiet omringet af
sine Børn: han hemmer selv Taaren, at ikke Disses skal rinde,
og giver dem Trøst i Gjensynet hisset. Dette er ogsaa den sorg-
fulde Trøst, som Frelseren giver Apostlene, sigende: "jeg skal
ikke mere æde af Paaskelammet med Eder, førend det bliver
fuldkommet i Guds Rige," og "jeg skal ikke drikke af Viintræets
Frugt, førend Guds Rige kommer," d. e. først naar I, til hvem
jeg har overantvordet min frelsende Lære har udført Eders Hverv
paa Jorden og udsaaet min Sæd, skulle I vende tilbage til evigt
Samfund med mig; thi dette er sidste Gang før min Død og Op-
standelse, at I have mig imellem Eder, og "jeg gaaer nu," beretter
|
| d.IV,b.7,s.156 |
os Evangelisten Johannes, "hen til min Fader og I see mig ikke
længer; og naar jeg er gaaen bort og faaer beredet Eder Sted,
kommer jeg igjen, og vil tage Eder til mig Selv, at hvor jeg er,
skal ogsaa I være."
Men maa dette Afskedsoptrin, denne vor Frelsers og Herres
rørende Fromhed og Kjærlighed, i og for sig selv, vække den
ømmeste Beundring hos ethvert Menneske, der med Deeltagelse
kan sætte sig ind i hans Stilling: hvormeget mere maa da ikke
vor taknemmelige Kjærlighed til Frelseren vækkes formedelst den
omfattende Betydning, han lagde deri, og som usvækket maa
vedblive saalænge Christi Navn og Fortjeneste finder Gjenklang
i, og paaskjønnes af, menneskelige Hjerter?
Kjærlighed er Grundtonen i vor Religion, og i hvilken Deel af
Denne finde vi Kjærlighedens Præg renere, stærkere, christeligere
end i Christi Forsoningsmaaltid, Nadveren, Alterets Sacramente?
Vi saae Frelseren lignet, for sidste Gang blandt sine Kjære,
med den døende Fader omringet af sine Børn -- jeg gjentager
dette og tillægger, at Dennes Farvel vil være ledsaget af Op-
muntringer til sine Efterladte, at de maae forenes i Kjærlighed
og Samdrægtighed, ligesom ogsaa Christus, ved at indstifte det
hellige Forsoningsmaaltid, har omslynget alle sine Bekjendere
med et Kjærlighedens og Tilgivelsens Baand, hvis usynlige Kraft,
som det fornemste Naadens Middel, er stærkere end den ud-
vortes, skjøndt selve vor Troes Modstandere ikke kan frakjende
den hellige Nadver, som blot Ceremoni betragtet, et Træk af
Blidhed og broderlig Samdrægtighed, som de forgjeves søge Ma-
gen til i den Mængde af Ceremonier og sindbilledlige Handlinger,
som andre Religioner kunne være overlæssede med.
Lader Os da betragte den dybe Betydning som ligger i den
hellige Nadvere, lader os see hvorfor den er os saa dyrebar! --
Vi finde det strax; thi vort Evangelium siger jo, at Frelseren
selv viste Betydningen, sigende: "gjører Dette til min Ihukom-
melse!"
Og for et ædelt, taknemligt Hjerte er det altid behageligt at
erindre Velgjerninger.
Altsaa, naar vi stedes til Guds Bord skulle vi ihukomme Frel-
seren: med ydmyg Taknemlighed skulle vi erindre os Frelserens
uvurdeerlige Velgjerninger mod alle Menneskeslægter som Lærer
og Frelser, og især Forsoningsdøden paa Korset, hvortil han hen-
|
| d.IV,b.7,s.157 |
pegede idet han rakte sine Apostle det sønderbrudte Brød og
Kalken, sigende: "dette er mit Legeme, som bliver givet for Eder,
og dette er mit Blod, som bliver udgydet for Eder."
Saadanne Ihukommelsesmaaltider vare dengang da Christus
indstiftede Nadveren, og ere endnu, i Brug hos Folkene. Saa-
danne vare Offermaaltiderne hos Hedningerne til en eller anden
Afguds Ære og de usyrede Brøds Fest eller Paaskefesten hos
Jøderne; men i Simpelhed og Værdighed overgaaer dette chri-
stelige Erindringsmaaltid, hvor saa at sige kun Sjelen spiser, langt
alle de andre. Kun Hedninger deeltage i de hedenske Erindrings-
maaltider, og Christus høitideligholdt, som Jøde, det jødiske Paa-
skemaaltid; følgelig: naar vi deeltage i den hellige Nadver, be-
kjende vi os høitideligen til Christi Religion og vi fornye hvergang
de Løfter, vi gave, ligesom de Forjettelser fornyes, som vi modtage
ved vor Daab.
Dernæst, naar vi nedknæle -- Høie og Lave, Arm og Riig, --
ved Christi Kjærlighedsmaaltid, har denne fromme Skik ogsaa
denne høie Betydning, at den er et kraftigt Middel til nøiere, med
eet Baand, at forene alle Christi Bekjendere. Thi ere ikke alle lige
deelagtige i Christi Naadegaver og Forjettelser? som Paulus siger:
"Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods
Samfund? det Brød som vi bryde, er det ikke Christi Legemes
Samfund? Thi eet Brød, eet Legeme ere vi Mange; thi vi ere
alle deelagtige i det ene Brød?"
Men en endnu ædlere Betydning ligger i det hellige Naade-
maaltid, en som, uagtet det Legemlige og Figurlige i Handlingen,
dog gjør denne aldeles aandelig. Det er nemlig Syndernes Forla-
delse, som af Frelseren hjemles den sande Christne, som blotter
for Herren et ydmygt Sindelag og et angergivent Hjerte naar han
deeltager i dette hellige Naadensmaaltid.
Ved denne trøstefulde Forjettelse er den hellige Nadver bleven
til et Naadesmaaltid, en herlig Gave af Algodheden, hvorpaa
Menneskene trygt kunne grunde deres Haab; thi siger ikke Herren;
"Dette er mit Blod, det nye Testamentes, der udgydes for de
Mange til Syndernes Forladelse."
Men skulle disse Velgjerninger virkeligen blive os til Deel, da
maa vi nyde Christi Legeme og Blod værdigen d. e. med Tro,
Andagt, Taknemmelighed, Ydmyghed og Kjærlighed, overensstem-
mende med den himmelske Indstifters Vilje. Den, som enten let-
|
| d.IV,b.7,s.158 |
sindigen eller med et stolt og hadsk Hjerte eller med Ringeagt
eller Ligegyldighed deeltager i Christi Erindrings-Forsonings- og
Kjærlighedsmaaltid, og som altsaa forlanger at erholde de Vel-
gjerninger, Frelseren lover dem, som gjøre dette retteligen, uden
at tænke paa, at den Alseende læser i Hjerterne, gjør sig skyldig
i Foragt for Christi Navn. Og herom siger Paulus: "Hvo som
æder dette Brød, eller drikker Herrens Kalk uværdeligen, skal
være skyldig i Herrens Legeme og Blod", og "Hvo som æder og
drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv Dommen, idet han
ikke gjør Forskjel paa Christi Legeme."
Og ganske vist -- slige Christne vilde, om de havde levet paa
Christi Tid været iblandt det Folk, der ligegyldigen saae Frelseren
henslæbes til Korset.
Vi have nu seet, hvilken dyb, trefoldig Betydning, der ligger
i vor hellige Nadvere, hvilke salige Forjettelser, der forsikres
Enhver, som værdigen ihukommer Jesum Christum, vor Frelser,
-- forsømmer da ikke at faae Deel deri! Den staaer jo ethvert
ydmygt Hjerte aaben. Men troer ikke, at den blotte Handling
maa regnes Eder til Fortjeneste, uden Hensyn til om Eders Sjel
er saadan som Christus fordrer, ja til saameget større Fortjeneste,
jo oftere I gjentage Samme!
I Forvandle da Eders levende evangeliske Tro til en død ufrugt-
bar Tro, og af en høi, betydningsfuld, aandelig Religionshandling,
gjøre I en tom, legemlig overtraadt Ceremoni. Al Fortjeneste vil
da være borte, naar Trangen er borte, og I troe, ved at opfylde
det Udvortes, som, for Menneskenes Skyld, nødvendigen maa
være forbundet med Meningen i Frelserens Bud, ligesom Lege-
met med Sjelen, at kunne forvisse Eder hvad kun er skjænket
det angergivne fromme Hjerte, som glæder sig ved Jesu Tilsi-
gelser, idet det maa erkjende sin syndefulde Svaghed.
Ærer da den hellige Nadvere! Vi have i den et herligt Pant
paa Guds og Frelserens grændsesløse Kjærlighed. Dens rette Over-
holdelse er uadskillelig fra den sande Christen, og vi ville engang
-- sikkert engang -- prise os lykkelige ved vor Ydmyghed og
ved at vi satte Liid til Frelserens store Løfter; -- thi Ham var
Magten at tilgive skjænket herovenfra, idet Ham var givet Syn
fraoven til at kjende den sande Anger, og Viisdom til at indsee,
at den sande Anger udsoner Synderne.
Men endnu er der en ophøjet Betydning i den hellige Nad-
|
| d.IV,b.7,s.159 |
vere, og det vilde være en Synd, om vi glemte den eller for-
glemte at vurdere den høit nok. Den er: idet vi æde Brødet og
drikke Blodet, betegne vi, tilsige vi Mesteren, at ville saaatsige
til Kjød og Blod fordøje, til det Inderste opfatte og forstaae hans
Sandhedens Lære.
Men dette er det Samme som at vi love, paa det Samvittig-
hedsfuldeste at ville sørge for vor Oplysning.
Forsømmer derfor aldrig noget Middel til at opklare eders Sjel,
saaat I vorde Sandhedens Lærers værdige, forstandige Lærlinge!
-- O, hvor maae vi ikke fryde os, Brødre, naar vi tilsammen
om Altret betegne for hverandre, at vi taknemligen ihukomme
Frelseren -- at vi kjærligen knytte Broderbaandet -- at vi fryde-
fulde i vor Ydmyghed imodtage Syndernes Forladelse -- og en-
delig (ja trefoldig var ikke Betydningen, men fiirfoldig som Korset
selv) opmuntrer hverandre til at udvikle vore Sjelsevner, samle
Kundskaber og nyttig Viden til at stige mod Lyset, hvor Jesus
boer.
Vi ville da med brændende Taknemmelighed modtage denne
guddommelige Gave, der er en saa stor Miskundsomhedens Vel-
signelse for den enkelte Christi redelige Dyrker som for den
hele Kirke, der lever og røres i Ham, og vi ville søge med Sjele-
tørst og Hjertehunger den hellige Handlings indre Rigdom og
Sødme.
Aanden skulle vi søge overalt fremfor Legemet; "thi -- den
legemlige Øvelse er nyttig til Lidet; men Gudfrygtighed er nyttig
til alle Ting, da den haver Forjettelse om dette Liv, som nu er,
og om det Tilkommende." Amen!
VELGJØRENHED
(1ste Paaskedag. Evang. Matth. 23 K. 24 V.)
Bøn. O, Du, som ikke aflader at signe os med dine Velgjer-
ninger og med at lade Godhedsbeviser tolke hvad du taler igjen-
nem Naturen, og dit Ord, -- gid Du ogsaa maatte see Jorden
opfyldt med talende Beviser fra Menneskene, at Alt dette har
frugtet til sande gode Gjerninger, med Efterlignelser af din egen
|
| d.IV,b.7,s.160 |
Godhed og Barmhjertighed! Da skulde ikke saamegen Elendig-
hed formørke din skjønne Verden -- da skulde ikke saamegen
Sorg og Mangel opslaae sine Hytter ved Siden af Glædens og
Overflodens Huse -- da skulde ikke Saamange bede løgnagtigen
naar de bede: "Fader forlad mig min Skyld, som og vi forlade
vore Skyldnere!" -- Da skulde den Ulighed i Kaar, som afføder
saamegen Bitterhed imellem Brødrene og saamange Forbrydelser,
vel afslibes noget, om den end ikke kan ganske tilintetgjøres --
da skulde ikke Glæden frygte forat gaae ind under Hyttetaget;
men den Kjærlighed, som viser sig i Barmhjertighed, Forsoning
og Mildhed, skulde opbygge den Pauluner vidtover Jorden som
i Himmelen. Amen!
Josef af Arimathia var nok en riig Mand; men han maa ogsaa
have været en from Mand siden han søgte Jesum, en frank og
selvstændig Mand siden han gjorde dette i sin Stilling aabenbare,
og en god velgjørende Mand siden han sørgede med saa rund
Haand for Jesu Begravelse.
Han var en velgjørende Mand -- o hvor skjønt: riig og vel-
gjørende! En Saadan ligner Kilderne i Ørknen, om hvem Blomster
og Buske og Græs samler sig.
Der er en sød Lyd i det Ord "Velgjørenhed"; men dog skeer
det altfor ofte for vor Sandselighed og Bekvemhed og Hang til
at modtage lutter behagelige Indtryk, men dog neppe oftere end
det tjener til vort sande Bedste, at vor egen Glæde overgaaer
enten i Smerte eller der blander sig fremmed Smerte i den. En
fremmed Sorg reiser sig som et mørkt Træ, der overskygger
den Plads, hvor vi vilde pleje vore Blomster.
Det er virkelig vor Letsindighed alene, som lader os, under
Glæden og Guds gode Gaves Nydelse, forglemme, at Saamange
mangle indtil det Nødvendigste -- det er Følelsen af egen Til-
fredshed, som bortriver Mange, saaat de ikke dele deres Fad
med den Hungrige, ikke smage i deres Glædskabsbæger den
bittre Mangels Taarer -- den, som græder udenfor deres Dør --
ikke, efter Christi Bud, naar de have to Kjortler, give den ene
til den, som ingen har -- det er Modbydeligheden mod at see
Noget ubehageligt og Hanget til alene at modtage behagelige Ind-
tryk, som lader Mange lukke Øinene for Lidelsen, væmmes iste-
detfor at ynkes over Pjalterne, og ilukke deres Dør, forat ikke
|
| d.IV,b.7,s.161 |
Glæden derinden skal forstyrres. Og dog ere ikke Disse de værste,
omendskjøndt de virkeligen ere de Fleste af dem, der have mod-
taget Mere end de behøve for Sig og Sine. De ere kun Svage
og Letsindige, men ikke af de afskyelige Mennesker, der lægger
Haardhed og Foragt til sin Mangel paa Godhed og Barmhjertighed,
ja hvis Gjerrighed griber efter den Armes Skilling og afriver
næsten de Filler, hvormed denne bedækker sin Skulder.
Men er Billedet af den albarmhjertige Gud fremmed for denne
Onde, der kun bruger Algiverens rigeligere Gaver til dermed at
fodre sine Laster istedet for de Arme, Gud har gjort Spurvene
lige -- da lever dog heller ikke dette paaengang rørende og op-
løftende Billede i hiin Svages og Letsindiges Hjerte, som vender
sig fra den Lidende, fordi Medynk er ham en piinlig Følelse, og
som forvalter Guds Betroede ikke til Godhed, men til Glæder
for sig alene eller for sin snevre Kreds. Men alle Disse bør
vækkes; thi deres Hjerter sove med de fulde Hænder. Ikke ville
vi sige med de Sinears Mænd: "kommer, lader os bygge en Stad
og et Taarn, hvis Høide skal række op indtil Himlen!" -- ikke
ville vi sige: "træder sammen, udsletter al Nød!" thi vi kunne
det ikke. Men det kan siges: "lader os bedække Nøden, at den
ikke forgaaer under Stormene og Sneen! lader os made Sulten,
at den ikke døer! lader os bedække selve Forseelsen med den
Kjærlighedens Kaabe, vi selv skulle ønske os iførte, naar vi frem-
træde for den Throne, hvor alle Hjerter skulle aabenbares!"
Men alt maa komme af Kjærlighed, Barmhjertigheden mod den
Arme som Barmhjertigheden mod Synderen. Vi skulle ihukomme,
at Gud af sin Godhed giver Synderen Kræfter til at omvende
sig og Midler til at saliggjøres, at hans Godhed er Naade, fordi
Menneskene ikke have fortjent den -- og vi skulle ligeledes ved
Raad, ved Advarsler, Trøst og Hjælp give selv dem, der synde
mod os, Kræfter og Anviisning til Forbedring. Vi skulle endogsaa
have for Øine, at Gud er selv langmodig med gjenstridige Syn-
dere, at "Herren er -- som Psalmisten siger -- naadig og barm-
hjertig, langmodig og af stor Miskundhed" -- og vi skulle selv
være langmodige i det Længste, sætte Tillid til, at ondt er ikke
Mennesket i sin Hjerterod eller af Naturen, og herpaa bygge
vort Haab om Synderens Forbedring, om end vore Forsøg hertil
vore Kjærlighedsbygninger gjentagende nedramle. Og saaledes
skulle vi ikke frydes, naar vi maae overgive Syndere i Lovens
|
| FORRIGE |