| d.IV,b.7,s.85 |
FOR ARBEIDSKLASSEN
ELLER FATTIGMANDS-POSTIL BØNNENS RIGDOM (4de Søndag i Advent. Epistlen. Phil. 4 K. 4 V.) "Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjæringer fremføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Tak- sigelse!" "Ak, Mand, hvorfor seer Du saa misfornøjet ud idag?" "Gud bedre mig, jeg er saa fattig," siger Manden. "Hytten er tom og Julen staaer fore." "Saa Du har intet at byde mig, om jeg besøgte dig?" "Nei -- Intet," sukker Manden. "lkke et "Guds Fred" engang?" "Ak jo; og et af Hjertet." "O, Mand, og du siger du ejer intet, naar du har Guds Fred i slig Overflod, at du kan give til Andre! Thi troer du ikke, at dit "Guds Fred" paaskjønnes? O hvormangt et sygt Hjerte, som kom paa din Tærskel, vilde ikke føle disse Ord som en Balsam? Intet paa Jorden er skjønnere end den Fattiges venlige Hilsen. Man afskyer Den, som man hører forstøde den eller at svare i en barsk Tone, som om ogsaa denne største Frivillighed af alle var en Pligtighed. Det hænder ogsaa sjeldent; altid har man et ven- ligt "Guds Fred igjen" eller et hjerteligt Tak for den Fattiges Fred. Det har en Ærværdighed, som om en himmelsk Haand berørte vort Hoved, en Sødhed, saa man vender sig om paa Landevejen og nikker og nikker til Den, der udsendte de vakkre Ord. |
| d.IV,b.7,s.86 |
Men det maa Du ikke glemme: i en tom Hytte kan Guds Fred boe, som en trofast Due, der holder til under Taget, men ikke i en ureenlig. Hvorledes skulde vel den hvide Himmeldue, Du er saa lykkelig at eje i din Armod, kunne berge sig i Skarnet? Den speiler sig gjerne i din Drik Vand, og dine tørre Brød- smuler smage den, naar kun Alt er reent. Og sandelig jeg siger dig, der er Palladser, hvor ingen Guds Fred kan tvinges indad de høje Porte for nogen Priis. Der er rige Folk, som gjerne af- kjøbte dig din Guds-Fred for Alt hvad de eje og have. De ønske Folk den nok, men de mumle som om de løi; og Folk see og vide ogsaa, at de mangle den selv. De gjøre Kalaser om Vin- teren, saa det lyser efter, de rejse til yndige Landsteder om Sommeren -- nei, Duen vil ikke følge med -- den, som sidder saa gjerne i den reenlige Hytte, i Hylden hvor Bibelen ligger. Men nu "Guds-Fred" igjen af Hjertet, min kjære Broder, og til Tak skal jeg sige dig Sandheden hvorfor du seer saa mis- modig ud: Du har ikke bedet idag, kanskee ikke igaar, kanskee ikke paa længe. Ak, for alle de Øine, der slaae sig ned! Ja blues! Thi undlade I at bede, og det dagligen, da begaaer I baade Daarskab og Synd: Synd, fordi I derved ligesom kaste Vrag paa Guds aabne Kjærlighed, og fordi I aabenbart ringeagte Frelserens og hans Sendinges Forskrifter; Daarskab! o i hvor- mange Henseender ikke Daarskab? Bønnen har Kraft til at hæve den Kummerfulde over sin Kummer -- I berøve eders Nød og eders trætte Arme dens Styrke. Bønnen har Henrykkelsens Sødme, idet vi ligesom forlade Jorden med vor Sjel og tye til vor himmelske Fader; -- men, o hvi bestjæle I eder Selv derfor, naar eders Brød er saltet med Taarer? Bønnen fører os gjen- nem Høiderne til Alkjærlighedens Throne -- I afskjære eder selv Vingerne. Eders Sorg er ligesom den søvnløse Syge, der kun længes efter et Øjebliks Blund; -- Bønnen skjænker eder denne Blund ved Alkjærlighedens Hjerte; men se, I modtage ikke dette Tilbud, som om I ikke undte eder selv hiin Hvile. Ak, vi ere for eenfoldige, sige I; vi kunne ikke bede. I sukke dog ofte. Eders Suk er en Bøn, som vil frem. Hefter blot Tan- ken om Gud og om hvad I ønske af ham til Sukket, og det er saa god og smuk en Bøn, som fra Menneskebryst er stegen tilhimmels. Tvivle I, saa tænker paa hvad det sidste Suk vil |
| d.IV,b.7,s.87 |
være. Sandelig hos Ond og God den inderligste Bøn. For Bønnen er der ligesaalidt nogen Regel som for Følelserne, der tilsige dem. Vindens Luftninger ere ikke friere. Forresten, vide I ikke, at Jesus selv har sagt, at vi ikke skulle være forlegne for hvad eller hvorledes vi skulle bede; og han har jo givet os en Bøn at bruge, hvori Intet er glemt -- en saa herlig, at det er som om Frelseren var ved vor Side, naar vi ret bede den af Hjertet. Vor Epistel lærer os ellers den Form, som en Bøn naturligen antager. Først nemlig Paakaldelse af Gud, som vi henvende os til, saa den egentlige Bøn, idet vi fremsætte vort Ønske, og saa Taksigelse, i det Bønnen nemlig naturligen endes med Udtryk af Ærbødighed og Taknemlighed mod Gud -- hvorpaa alt, som sagt, Herrens Bøn ogsaa i Formen er det herligste Mønster. At den er kort og indholdsrig advarer ogsaa mod altfor lange, ord- rige og derved trættende og slappende Bønner. Jesus har alligevel i Math. 6 Kap. opstillet en Række af Regler for hvorledes vi skulle bede. Han siger: "Og naar du beder, skal du ikke være som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Gadernes Hjørner, paadet de kunne ansees af Menneskene. Sandelig jeg siger eder, Disse have alt faaet sin Løn. Men du, naar Du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbart. Ligesaa, naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord, som Hednin- gerne; thi de mene, at de blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. Derfor værer dem ikke lige heri; thi eders Fader veed, hvad I have behov, før I bede ham." Indseer da, at en Bøn ikke er en simpel Kræven af Himlen af Alt hvad vi lyste, heller ikke noget fortjenstligt eller, som den grovt Overtroiske og Hykleren mener, noget fortjenstligt efter sin Længde eller Kunst; men bed du som dine enfoldige Tanker komme! Gud forstaaer dig nok! Begynd, om du vil, paa Bøn- nens Ende; Gud skal nok faae Orden deri. Lad dine Læber neppe bevæge sig; Gud bøjer sig nok lyttende til. Men enfoldig og uforstandig er ikke eet, skjøndt den ufor- standige Bøn nok kan være baade enfoldig og et Mesterstykke i sin Sammensætning. Barnets lallende Bøn om at faae Fars Barbeerkniv laant er saaledes baade enfoldig og uforstandig. Men mod den uforstandige og Vanebønnen, der ikke kommer |
| d.IV,b.7,s.88 |
længer end fra Tandgarden, er Gud som Klippen, der ingen Gjennemgang tilsteder. Den forstandige og fra Hjertet komne Bøn aabner han Øje til at finde en Gjennemgang af Trængselen eller Kraft til at bryde sig en. Mod Naturens Orden vil visselig intet skee ved vor Bøn; Mirakler vil ikke den Frommestes Bønner kunne fremkalde. Bed Gud om Arbeide, naar du mangler, gaa saa til Folk, der pleie at have saadant, og siig dem med et ærligt Ansigt, at du er udgangen efter en Bøn til Gud om at dit Forsæt maatte lykkes -- sandelig du skal ikke gaae forgjæves til Alle! Forretningsmanden, du gaaer til, skal maaskee, ligesom vaag- nende i sit Indre, sige til sig selv: den fattige Mand der har allerede bedet til Gud idag, og jeg -- o min Herre og Fader; i hvor lange Tider har ikke jeg glemt det? Verden og dens Bestyringer kan nok være som en Mølle, der kan bedøve; men ve Den, som ikke skjænker sin Sjel det Øie- blik af Dagen, som Bønnen behøver! O jeg mindes -- det var en herlig Sommermorgen, Klokken var ikke meer end fire, jeg maatte op og ud i Naturen -- da træffer jeg paa en Bakke, hvorfra der var en herlig Udsigt, en Arbeidsmand med sin Øx under Armen staaende stille med Haanden over Øinene. "Hvor veent og vakkert Gud har gjort det Alt" sagde han idet han tog Haanden væk, og lod see Glandsen af en Taare i Øinene. Det var en Bøn! Det er ilde at forsømme Bønnen; men det er værre, ja en Forhaanelse mod Gud, om vort Sindelag er imod vore Ord. Samme Bøn i forskjellige Munde er ikke altid det Samme. "For- lad os vor Skyld som og vi forlade vor Skyldnere!" er ikke det Samme i den Hadefuldes og den Egennyttiges Mund som i den Vennesæles og Uegennyttiges. Det er ligesom der kom Slanger ud af hines Munde. Bønnen skal intet Dagværk være, skjøndt det er vakkert og godt for Exemplets og egen Opbyggelses Skyld at bede lydeligen til enkelte Tider, saasom naar det daglige Brød virkelig staaer for Os og Morgen og Aften. Men Hjertebønnen, den vi bede stille for os selv, maa udspringe af Følelsens Trang; og den og al Bøn maa forrettes med Andagt d. e. med Sindets Samling fra Adspredelse og Henvendelse til Gud, og med Tillid og Hen- givenhed i Guds Vilje. Med Jesu Ord: "Din Vilje skee, o Fader, ikke min!" bør vore Bønner ende naar vi deri bede om Noget. |
| d.IV,b.7,s.89 |
Vi have seet Adskilligt nu af Bønnens Rigdom, men det er langtfra Alt. Den gjør vore Tanker om Gud mere levende, vor Pligtfølelse mere virksom, vor Ringeagt for uforskyldte Lidelser eller udvortes Lykke meer stærk, den vækker gode Beslutninger hos os, giver os Trøst og Haab i Lidelser og Ulykker, styrker os til at modstaae og overvinde Fristelser, bevarer et ydmygt og kjærligt Sind, er altid en Trøster, der er vedhaanden, og -- hvad der næsten er Bønnens største Værk -- den hindrer Lykkens Beruselse, den holder Lykkens Luftballon, som vil fare afsted med sin Ejer, Ligevægten. Da Bønnen er saa vigtig og velgjørende for Menneskene, saa har Jesus ogsaa lært os at vi altid skulle bede  at vi i allevore Anliggender skulle henvende vore Tanker og Følelser til Gud -- at vi i Alt skulle have Gud for Øine. Han har lært os, at Gud vil bønhøre os, naar vi bede Gud om det sande Gode; og dette er et dydigt, helligt Sind og Sjelefred; og dette eneste sande Gode gives ethvert Menneske, som inderlig længes og stræber derefter. Derimod ere de udvortes Goder os ikke altid tjenlige; og maa vi derfor, naar vi bede om dem, bestandig over- lade til Guds Viisdom at afgjøre om det er os tjenligt at erholde dem heller ikke. Beder af alle Jordens Goder først om Sundhed, der forsøder Armoden; og om at Eders Arbeide ikke maa forgjæves stræbe efter det Nødtørftige! beder, om at Eders Taalmodighed, Eders Nøisomhed ikke maa sættes paa Prøve ved altfor haarde Lidelser! beder om at Eders Sandselighed ikke maa møde formange Til- lokkelser! og stræber, mens I daglig bede derom, at øve Eder i Taalmod, Nøisomhed og Afholdenhed og ubrødelig Redelighed -- da ville I ikke kunne ledes i Fristelse; da faae I hvad I bede om -- da vil Eders Exempel vorde Eders Børn tilgode. De skulle heller ikke kunne ledes i Fristelse; men, redelige i Armoden selv, skal eders Gudsfrygt lære dem, at Herrens Velsignelser aaben- barer sig i deres Hjerters Fred som et himmelsk Gode, og i deres Nøisomhed og Sundhed som Jordens bedste Goder. Ja, selv om Nøisomheden fristes haardt ved Uheld og Mangel, om Sygdom nedbøjer Eder, skulle I kunne i den oprigtige Bøn hæve Eder høit over Mangel og Lidelser til Eders himmelske Fader! Amen! |
| d.IV,b.7,s.90 |
JESU FOREBUD (1 Juledag. Evang. Luk. 2 K. 1 V.) Bøn. O Gud, alle Tings Giver! hør vor Tak for Dagens Gave: for Jubelbudet om Frelserens Fødsel og for alle de Velgjerninger, Jesus, din Søn, har ladet os og vore Børn tilflyde, og hør vor Tak for alle dine øvrige Gaver! Thi visseligen alle ere gode og Du har givet os saa meget, som du har anseet det tjenligt for os at have, og Du har forjettet os saa meget, at vort hele Liv er kun en Kjæde af Forjettelser om det stedse Bedre! Led os da, saa vi viseligen bruge dine Gaver, rige eller ringe, og saa at vi, hvor glade vi end kunne være i Livet, dog have Øjet fæstet paa dine endnu bedre Himle! Og lad disse ved vore Dages Ende ligesom nedsænke sig over vore Øjenlaag og aabne sig for at optage os i de Saliggjortes Samfund -- der hvor Freden, ja selv det her flygtige Haab, er sand og evig, og hvor Forjet- telserne ere i deres evige Opfyldelse! Amen! Det sandes i den hele Verdenshistorie, at intet Vigtigt skeer uforberedt. Det er ligesom paa Havet. Den største Bølge, Kjæmpen imellem de andre, reiser sig ikke medeet paa den blanke Flade; men først arbeide Bølgerne sig op højere og højere; mange synes ikke at kunne blive større, og dog ere de kuns Foreløbere for Kjæmpebølgen. Denne reiser sig -- og der er ikke Tvivl om at denne har Rangen, saa de andre kun synes som Efterlignelser. Men ikke blot det Vigtige er det, som forberedes. Intet skeer uforberedt. Alt er en Kjæde af store og smaa forbundne Be- givenheder. De sidste lade vi ubemærkede gaae hen under vore Øjne; men Aare efter kanhænde indsee vi deres Betydning, og vi see et Glimt af den vældige Haand som knyttede Kjæden. Vort Liv, saa dunkelt det henrinder, har ogsaa sin Historie -- vigtigere for os end al anden Historie. Og dog glemme vi saa mange Blade deraf. Vi erindre kun dem som Sorgen har mærket. Nu ja vel; men hvo vil negte, at der var Solskin imellem hans Skyer? Hvo maa ikke have den Erfaring, at alle Begivenheder indeholde gode Forjettelser? Selv i Asken paa det afbrændte Huses Tomt staaer skrevet: her vil rimeligviis et bedre og |
| d.IV,b.7,s.91 |
smukkere Huus reise sig. Sorgen er kun en vemodig Moder svanger med Forjettelser om bedre Tider. Den staaer paa den ene Side af Hustroes eller Barns Liigkiste og rækker Haanden over den til Religionens Trøst, der bærer Balsamkrukken ved sit Hjerte. I Modgangens Dage er det Haabet, den vakkre Engel, Skridt for Skridt nærmer sig os, indtil han sætter sig ved vor Side, tilsynger os Kræfter og foremaler os i Fremtiden herlige Udsigter, som dog altid adsprede og vække Modet. Sorgen kan være helgenreen, men den meste Glæde er ufuld- kommen; men af denne Ufuldkommenhed fremspirer netop For- jettelsen om fuldkomnere Glæder, ligeindtil vi i de alderbøjede Dage føle og erkjende, at al Jordens Glæde ikke kan tilfreds- stille Os; men at vi nu tiltrænge skjønnere og højere. Hvad er Barndommens viltrere Glæder andet end en -- ligesom en Sommerfugl i Blomsten -- indhyllet Forjettelse om den raske og livlige Ungdom? Hvad Ungdommen i sin Sundhed uden en -- ligesom Kjernen i den stærke Skal -- i Styrke og Livskraft gjemt Forjettelse om et langt Liv og nærmest om den kraftige Mand- domsalder? Hvad Manddomsalderen i sin fulde Kraft, uden den haabfulde Forjettelse om den værdige og rørige og roligthvilende Alderdom? Hvad Alderdommen under sit hvide Dække og med sin Erfaring og Viisdom og patriarkalske Livsmæthed, uden det stille Haab om Hvilen i Herligheden? Men idag maae vi glemme vor egen Lidenhed over Betragt- ningen af Dagens store Begivenhed. Den synes jo ogsaa liden: at et Barn fødtes; men hvor stor er den dog ikke, naar vi be- tænke, at dette Barn var Menneskehedens Frelser d. e. Den, som i sin Lære har skjænket alle Menneskeslægter Oplysning om Gud og hans Vilje, om Sjelen og om det Tilkommende, samt Midlet til Beroligelse, Forbedring og Sjelens Frelse. Og her er sandedes særligen ogsaa, at intet Vigtigt skeer uforberedt. Først havde jo Jødernes Profeter forudsagt en Frelsers Komme, naar Tidens Fylde var, d. e. naar denne var bekvem, ligesom Mulden til at modtage Sæden, d. e. naar Guds Time slog. Men ligesom en gjærende Muld var Tidsalderen ved Jesu Fødsel. Den ligesom arbeidede i Fødselssmerter forat afføde en ny og bedre Tid. Overalt var Forvirring i Lære, Fordærvelse i Levnet og Opløs- ning i de statsborgerlige Forhold. Fordærvelsen i Sæder, Gal- skaben i Meninger var stegen saa høit, at det syntes somom |
| d.IV,b.7,s.92 |
Menneskeheden maatte gaae tilgrunde ligesom i en vild Dands, eller at en Haand fra Himlen maatte opreise den igjen og stryge Taagen fra dens Øine. Saa var Tilstanden saavel i Jødeland som i den øvrige Deel af Verden, der beherskedes af Rom. At Jesus fødtes Jøde var ogsaa en mærkelig Forberedelse. Thi intet andet Folk dyrkede dengang den ene sande Gud. Alle andre Folk, selv de ellers mest dannede, vare Afgudsdyrkere, hos hvem næsten alle fattige Folk var fødte Slaver -- Noget der strax faldt med Christendommen -- Utugten viede Templer og Guder, blodige Offere, og dette under et strengt Præstevælde, fandt Sted. I sit Folks hellige Skrifter havde Jesus dernæst en ypperlig Grundvold for sin Lære; og hans Landsmænd maatte af disse være forberedte paa at Frelseren skulde fødes imellem dem. At de Skriftlærde imellem dem netop paa den Tid vare delte i Par- tier om deres Religionsskrifters rette Mening, viser idetmindste, at man i Jesu Fødeland ikke var ligegyldig i aandige Ting, men Mange uvisse om den gamle Læres rette Betydning. Romernes Herredømme, skjøndt det senere, ved at være saa vidt udstrakt, fremmede Christendommens Udbredelse, var ogsaa Jøderne saa hjertelig forhadt, at de ret med daglig Længsel ven- tede den forjettede Messias. Men Mængden haabede i ham at see Folkets Hevner, Davidsthronens Gjenopretter, de øvrige Folks Betvinger. Da den saae sig skuffet i Jesu Person og op- hidsedes af Præsterne, da raabte den først sit "Korsfæst!" og krævede det dyrebare Blodsvidne. Og saa gjorde ogsaa Hednin- gerne med Mangfoldige, da de saae den nye Læres Framsteg, da de saae, at Millioner bøjede sig under Korset -- at dette den nye Sandheds Tegn og Kamp- og Fredsmærke reistes over- alt, medens de Afgudstempler stode øde, hvor deres Laster hel- ligedes -- da besluttede de, at hævde ved den sidste Kraftan- spændelse, ved Baal, Pinsler og Blod, den gamle Overtro, som saa vel opammede deres Laster og gav disse Ly i selve Temp- lerne; -- og da hengave Tusinder som Blodsvidner, som Mar- tyrer, deres Blod, men kun -- saa rigt er Alt i Herrens Haand -- for dermed at gjøde og vande Evangeliumspalmen, saaat den kunde udskyde over Jorden. Thi da flygtede ogsaa mange Kristne til fjerne, endnu hedenske, Egne, og, som Frøet paa Stormens Vinger, henkastedes Sandhedens Forkyndere hist og her, og |
| d.IV,b.7,s.93 |
Sandheden slog Rødder og spirede. Andre Tusinder finge Kraft af Martyrernes Exempler til at bekjende Kristendommen til det Sidste; og da endelig erkjendte Hedningerne, at der maatte være en Gudskraft i dette Evangelium, som saaledes kunde gjøre de Sittrende ufølsomme for Smerter; lade de Bævende forkynde Evangelet i Baalene, og psalmesyngende og tilgivende døe i lange Timer, og udruste de Svage med et Heltemod til at lide det Værste. Da saae de, hvor haard Braadden var at stampe imod, og at denne Braad vel maatte være Sandhedens Straaler og Herrens Lyn; da saae de, at de havde indladt sig i en Kamp mod Herren selv, og de lagde Vaabnene ned og afbad deres Synder knælende for Korset, og de finge Tilgivelse som Saulus- Paulus. Men imellem Forebudene for Jesu Fremtrædelse er Johannes den Døbers lydelige Forkyndelse deraf især mærkværdig. Den skede med rene Ord. De gamle Forjettelser opfriskede han i tordnende Taler; han holdt Fordærvelsens Billed for Tidens Øine, men henpegte dog altid paa at Forløsningens Time var nær. Omvendelse, Omvendelse var det han raabte paa, saa Sjelene kunde være beredte til Naadens Imodtagelse; og som Tegn paa denne Renselse brugte han Daaben. Det var en mærkelig kraftig Mand, skjøndt han følte tungt, ja indtil Sindsnedbøjelse, Tidens Fordærvelse og Vildfarelse; og ogsaa Han kan siges bebudet. Hans Moder Elisabeth delte lige- saavel som hendes Frænke Jesu Moder, Maria, før som under Svangerskabet, med sær Inderlighed de Forventninger, som de Frommeste i Folket nærede om en snart tilstundende Forløsning og Forbedring. Med mørkt Øje saae de udover Verden, der var et af allehaande Lidenskaber vildtbevæget Hav -- og Haabet opløftede dem, saa de saae de frembrydende Straaler af den nye og bedre Tid. Men allerede 8 Dage efter dets Fødsel gav Maria sit Barn Navnet "Jesus" d. e. Frelseren, og han erkjendtes som Saadan af flere fromme og vise Mænd paa den Tid. Der ligger Betyd- ning nok heri, ligesom ogsaa i, at den Spæde efterstræbtes med et saadant Raseri af Herodes, der frygtede forat den unge Æt- ling af David skulde i Tiden berøve ham hans Krone, at han lod alle Bethlems Børn under to Aar dræbe og kaste i Byens Brønde. Men Guds, hans Faders, Haand var over Jesus indtil |
| d.IV,b.7,s.94 |
han fremstod i sin Mandoms Blomsteralder som Menneskehe- dens Lærer, talende med Fattelighed, saa at han gjorde de høje- ste Sandheder indlysende endog for de Enfoldigste -- med Viis- dom og Skaansel, saaat han bestandig indrettede sin Tale efter Tilhørernes Fatteevne og Tarv -- med en Inderlighed og Hjerte- lighed, saaat de Ord, der kom fra hans Hjertes Inderste ogsaa gik til Tilhørernes Hjerter -- med den Kraft og Frimodighed, som er Sandheden egen, og hvormed han rolig angreb enhver menneskelig Vildfarelse, og ubekymret lærte de guddommelige Sandheder; -- og endelig, naar vi nu høre ham talende med den Høihed i Tanker og Udtryk, som opløfter Sjelen over det Jor- diske og over Manglerne, og -- somom det var de høje Himles eget Sprog -- opfylder os med Ærbødighed og Begeistring for det som er Helligt og Evigt og Guddommeligt; og naar vi nu høre og see ham, den Uforlignelige, talende midtimellem Fiende- skarerne som Den, der havde Myndighed og med guddommelig Majestæt, med hvilke Følelser af Ærbødighed for Guds Veje og Taknemmelighed for hans Miskundhed og Kjærlighed til Jesum maae vi ikke tænke os Gudmennesket i Vuggen, i Krybben, som maatte tjene til Vugge? O jeg seer det søde Barn, de store blaae Øine, Smilet og de mod Moderen oprakte Arme! Men hvoraf har jeg dette Syn uden af de Menneskens Børn, jeg har seet? Ja, Fædre og Mødre, eders Spæde ere yndige som Jesusbarnet og endnu en Tid uskyldige som dette. De ligne hin- anden som de ganske spæde Fugleunger, skjøndt af forskjellige Arter. Men bi lidt! snart viser sig Forskjellen mellem Jesusbarnet og Menneskenes Børn. Nogle af disse vise sig som Gjøge, d. e. de røbe et lavt, utaknemligt Gemyt; Andre som tyvagtige Skjærer, iilsindede Hauker o. s. v., medens dog, Gud være lovet, mange Børn strax røbe et bestemt godt Gemyt, som der skal meget til at fordærve. Men det kan Opdragelsen. Den kan baade forbedre hine og fordærve disse. Og blot Forsømmelse i Opdragelsen er hertil nok. Som Gartneren giver Agt paa Plantens Hjerteblade, maae Forældrene derfor lægge Mærke til de første Udviklinger af Barnegemyttet og derefter indrette Opdragelsen -- Opdragelsen, der kan gjøre Djævle eller Engle af Menneskebørnene. Men mistvivl ikke, ømme Fader og Moder, om at den vil lykkes! |
| d.IV,b.7,s.95 |
Himmelsk Hjælp er Eder forjættet. Jesusbarnet er voxet op til Menneskehedens store Opdragelse, og Han, som du veed har saadan Forelsk til Børn, Han kommer og hjælper dig. Du har døbt dit Barn i hans Navn, og siden har han Øje med det, naar du blot giver det hans Ord ihænde; og naar Bekræftelsesdagen kommer, da giver han hvert Barn sin Velsignelse og leder det derefter til Ihukommelses- og Forsonings-Maaltidet. Reent, som da Barnet lignede Jesus i Vuggen, staaer atter den Unge der. Men nu gjælder det. O Forældre, forlader dem endnu ikke, selv om de maae forlade eders Huus for Brødets og Lærens Skyld! Nu er det de unge Fugle skulle flyve selv; og se de grumme Ørne med hvilken Ømhed de lære sine Unger at flyve! Nei, for- lader dem ikke, at hvert af deres Ungdomsaar og siden hvert større Afsnit af deres Liv maa blive en Forjettelse om noget Bedre! Og derfor medgiver dem, i eders Sted, Gudsfrygt og Gudskundskab, frisk som paa Bekræftelsesdagen! Det er det Samme som om de have Jesum til Ledsager. Og han vil saa gjerne være alle Menneskers -- ja længe længe netop Deres, som forstøde ham. Dertil fødtes Han. Derfor skulle Retfærdige og Syndere frydes idag. Ja, dertil, for at lede vak- lende Menneskefjed til Himlen, dertil fødtes Han, og derfor nedsteg Han, som forkyndt var, paa en Tid, da Afgrundene var aabnest og slugte de Fleste, da Øinene vare blindest og Sands og Sam- ling dybest i Synd og Vildfarelse begravede. Verden laae begravt i Sorgen, Herrens Altre øde stod, Lasten thronede paa Borgen, Hytten laae i Synd og Blod. Gud lod da en Kvinde ahne Frelsens Time klar og nær. Under Bethlems Palmefahne kom den med en Englehær. Og da klang det over Jorden: "Een vor Mester, een vor Gud!" Og fra Syden og til Norden kristne Templer spredtes ud! |
| d.IV,b.7,s.96 |
Og da klang det over Jorden: "Vi fortjente Vredens Ild, Hevnens Lyn og Dommens Torden; men han gav en Straale mild." Gjem den da den Naadens Kjerte! Det Forjettelsernes Ord! Tegn i Bunden af dit Hjerte: Guds Barmhjertighed er stor! Amen! STEFANI EFTERLIGNELSE. (2den Juledag. Lektien. Apostl. Gjern. 6 Kap. 8 V. 7 Kap. 54 V.) Bøn. O himmelske Fader! ringe og sjeldne ere vel de Leilig- heder, hvor vi Lægfolk, der leve i Kirkens Fred, kunne siges kaldede til at vidne for dit Ords Sandhed; men Mørkets Tunger ere dog ikke alle afskaarne; de lyde endnu i Vantroens og Over- troens Tale; i Ugudelighedens Bespottelse; og giv da vore enfol- dige Ord Stefani Tales Styrke i de Vildfarendes Sjele! Du har jo skjænket os den samme Sandhed, som gav Blodvidnet hans urokkelige Begeistring -- lad denne ikke være mindre i sin Kraft naar den paakaldes til Vidnesbyrd som Stefani, saasom hos dem, der udbrede Lyset i Hedningeland! Lad denne Sindsfasthed og Varme for Sandhed findes hos os Alle, der ikke vide naar vi dog kunne kaldes ogsaa til et blodigt Vidnesbyrd for Religion eller Retfærdighed eller af Menneskekjærlighed: da skal ogsaa vor Himmel være aabnet over os, og vi skulle som Stefanus hen- rykte see dens Herlighed netop i vor bitreste Stund. Amen! Stefanus var en Helt. Helte skulle erindres. Over hele Chri- stenheden feires Stefani Helteminde idag. Hvilken lav Sjel, som vilde sige, at Efterverdenens beundrende Erindring er af ingen Værdi, at det kan være ligegodt enten man taler vel eller ilde om os i vor Grav! Efter slig skamløs Tale vilde al Forskjel mellem Dyder og Laster ophæves, Skrankerne mellem dem vilde styrte sammen, Tyven være ligesaa god Karl som den ærlige Mand, Soldaten, som løber sin Vei, ligesaa gjæv som Den der holder Stand. |
| d.IV,b.7,s.97 |
Nej, Efterslægtens Erindring er ikke ligegyldig for Aanden, som fra hisset af skuer sine Gjerninger paa Jorden og deres Følger. Og hvilken Opmuntring er den ikke til de ædle Handlinger, der kræve Livet sat ivove? Men var Begjærlighed derefter Hoved- driften til den ædle Handling, da er denne kun Ærgjerrigheden at tilskrive medens den skal være udrunden af Menneskekjær- lighed og Mod forat komme mellem dem der optegnes i Himlen. Men tilladt er det Helten, der styrter sig i Havet eller gjennem Luerne for at redde et Menneske, at tænke i det samme: en venlig Erindring vil jeg dog erholde. Tilladt er det Soldaten at ønske det samme naar Slaget raser eller naar han henbefales i Døden. Dette er ikke Forfængelighed, det er Hjertets Kjærlighed til Hjemmet, til Forældre, Børn, Venner og Elskede. Slige Mænd er Stefani Helte. Vort Land har mange slige ste- fanusmodige Vidner for Kjærlighedens Styrke -- Mange, der kunne tælle Flere de have udvristet af Dødens Gab, og endnu ere ikke alle de Krigere døde, som blødede for vort Lands Fri- hed og bar Vidnesbyrd for Folkets Ret. Men i det stille Liv -- hvor ofte kan det ikke træffe, at vi skulle vidne med urokket Mod for Sandheden? Snart staaer en mægtig Mand, der kan knuse din Velfærd, ved den Skranke, hvor du skal vidne. Et Haarsbred Forskjel i dine Ord, og du vil blive overøst med alle gode Gaver. Men da gjælder det, idet du tager din ringe Hue af og glatter dit Haar, at du kan blotte en Stefani-Pande, hvorpaa Sandheden og kun Sandheden staaer. Den Mand er en Stefanus-Helt. Maaskee er Du saavidt kommen, at Du har Stemmeret? Nu, der er stærke Partier. Det ene river dig hid, det andet river dig did. Lad dem rive, blot du bliver Sandheden tro, det er her: din Overbeviisning. Det er ogsaa en Stefanus-Helt. Men farlige Fristelser kunne ogsaa komme fra vore Nærmeste. Venner troe gjerne, at vi skulle gjøre Alt for deres Venskab, laane dem indtil hvad vi ikke eje, følge dem paa gale Stier o. s. v.; og Kone og Datter lokker stundom til Udgifter over vore Kræfter. Ogsaa her behøves mandigt Mod til at sige Sandheden, Sand- heden med en Pande, hvorpaa hverken Trudsler eller Overtalelser skulle sætte nogen Nathue. Men naar man er en saadan Mand, naar hverken det fraadende Hav, det flammende Huus, Valpladsens Kanongab, den hevnly- |
| d.IV,b.7,s.98 |
nende Mægtige, brusende Partimeninger eller Venners og Kjæres Fristelser og Overtalelser -- naar en Mand har et saadant Ste- fani-Hjerte, -- o han maa ogsaa have en Stefani-Pande, som kan taale flere end een Steen. Han maa ikke vente, at ikke Misundelsen skulde forsøge paa at forkleine hans Bedrivt. "Pyt! Løit Veir og god Baad. Og nu har han et Sølvbæger!" mumler den imellem Tænderne om den Ene, og om den Anden: "Hvad var der saa deri, at springe ind i det Kammer og tage Barnet ud? Hvem veed om der engang var Varme der?" "Og saa den Barnelek af en Krig! Det var ret noget at give en Mand Pension for, fordi han endnu har en Kugle i Livet fra 1814!" o. s. v. Den, som vidnede Sandheden mod den Mægtige og som blev sin Overbeviisning tro, kan vente ligesaamegen Forundring, som Beundring, mellem Folk, om ikke mere. Hvor den offentlige Fordærvelse er stor, i ufri Stater, hvor Kryberi hersker for Magten, eller hvor Manden bedømmes efter Pungen, er det endog farligt at være en saadan Charakteer. De lægges an for Had. Af de højere Klasser i slige Stater for- svinde de paa det nærmeste; thi allerede de ømme Mødre be- gynde at luge den naturlige Ædelhed og Selvstændighedsfølelse udaf sine kjære Drenges Sjæle. Kun mellem det simple Folk finder man dem igjen, især hvor dette fører et Naturliv. Man hører derfor om Fjeldbondens Redelighed, Ligefremhed og Djærv- hed og flere Dyder. Men o! hvad kan hiin Retskaffenhedens Ringeagt virke paa Den, som kan høre ligesom en himmelsk Musik i sin Samvittig- hed og i sit Hjertes rolige Slag ligesom en Tempelklokke? og som kan vise et ærligt Ansigt imellem Skurkefjæsene? Det egger Verden til Harme, at Du har trodset den, og dog endnu har Hovedet over Jorden, og det et Hoved med en stolt og reen Pande og et venligt glad Opsyn. Det er saa der staaer om Stefani Mordere, idet Stefani Døds- scene fremstiller os denne Retskaffenhedens ofte rammende Van- skjebne i et gruvækkende, men sandt, med vore Erfaringer over- eensstemmende, Maleri. Netop Blodvidnets frydstraalende Aasyn optændte hans Fienders Harme indtil Mord. Der staaer om Stefani Mordere, "at det stak dem i deres Hjerter af Vrede, da de saae hans af freidigt Mod og Begeistring lige- som forklarede Aasyn." Der staaer, "at de raabte med høi Røst |
| d.IV,b.7,s.99 |
og stoppede deres Øren til, der han talede, og at de stormede endrægteligen ind paa ham, stødte ham udaf Staden og stenede ham." Oprørende! men vi vilde være ligesaa uretfærdige og blinde for Sandheden, om vi antog for Roden til Udaaden det blotte mordgjerrige Had og Hang til at kvæle hvad de erkjendte for Sandhed. Visselig -- saadant er ikke menneskeligt. Overalt hvor en Enkelt opreiser sig mod Mængden, sanker han sig Fiender. Luther havde saaledes nok af dem, som vi vide. Menneskene elske ikke det Onde fordi det er Ondt eller hade Sandheden fordi den er Sandhed. Disse forvildede Jøder indbildte sig visselig at begrave en Sandhedens Fiende under Steendyngen. De vare begeistrede indtil Raseri af hvad de havde fattet som Sandhed og over denne dumdristige Ene, som vovede at for- negte det. Stefanus havde sin Begeistring for Sandheden. Jø- derne ligeledes sin. Og siden have jo ikke Christne Sekter und- ladt med de rasende Jøders Haardhed at værne om hvad hver Sekt kalder Sandhed. Den heftige, men altid redelige, Saulus's, virksomme Deeltagelse i Ugjerningen vidner ogsaa om, at vi ikke maae tænke os anden og værre Grund til hiin Ufærd end den menneskelige Vildfarelse. Men Tiden har bekræftet for hine Jøders Efterkommere og alle Slægter, at den Sandhed, Stefani brændende Sjel søgte og omfattede, var den bedre d. e. den der ikke vil Blod til sin Sejer, den der ikke behøver det, den der ikke behøver noget andet end at være engang udtalt forat udbredes af sig selv ligesom Lyset. Dette er Sandhedens Kjendemærke; ikke den blinde Nidkjærhed eller et, Andre eller sig Selv opofrende, Sværmeri; thi dette have vi seet kan ogsaa tilhøre Vildfarelsen. Dersom Menneskene kalde Noget Sandhed, da ere de ivrige derfor, da gløde de, og dette er nu ingen slet Natur. Men deri er den menneskelige Natur slet, at den er skrøbelig til at skille imellem Sandt og Falskt. Usandheden er ligesom en Luder, der paatager sig Dydens Maske, og den Kjærlighed, som derved bedrages, er dog ikke mindre oprigtig. Ved de bedragne Men- neskers Kræfter kan Usandheden opholdes en Tid og herske i Verden. Sandheden derimod synes at seire ved sine egne. Him- melske Kræfter synes at opholde den, medens den forglemmes af Menneskene. |
| d.IV,b.7,s.100 |
Saalænge eet Øje er opladt for den, ligesom Stefani i den brusende Mængde, saalænge er den ikke fortabt. Dersom den engang har præget sig i Ord og Skrivt, da vil den overleve Slæg- terne, som glemte den. Israel var Herrens Israel, medens det dyrkede Guldkalve i Dan og Beerscheba; thi i Lovens Tavler var Sandheden gjemt og uudslettelig, om de end henlagdes til en Slægt, som vilde fremtage dem og gjøre dem gjældende imellem Folket. Og imellem vor Tids Mennesker, hvor Ordene strax præges i Skrivt, er det umuligt, at Sandheden kan døe. Dette er en Sandhed, og den er den opladte Himmel for vor Tids Stefaners begeistrede Blik. Den giver det Hjerte Trøst, som bedrøves over at Sandheden alligevel ikke tilfalder alle Mennesker, ikke bliver noksom de Fattiges Ejendom, omend- skjøndt den nedregner rigere end Skyernes Overflod og afpræger sig i Blybogstaverne talrigere end Vindstrøgene i Sandet. Er det saaledes med Mængden af Menneskene? Nu! vi ville tale sanddru; thi vi tale om Sandheden paa Sandhedsvidnets Mindedag. Mængden bekymrer sig lidet om, at Sandheden er den ube- kjendt. Saaledes lever den Blinde heller ikke ganske berøvet Lykken og Glæder. Men skuer han Solens og Stjernernes Pragt? Bjergenes Blaa, Engenes og Skogens Grønne, Havets Majestæt, Jordens Have af Agre? Naturens uendelige Fortryllelser? Skjøn- hedens Farver? Seer han Den, der fødte og diede ham? Fa- deren og Vennen, der omfavner ham? Ak, Livets skjønneste Glæder gaae dog tabt for ham! Saaledes lever ogsaa Den, hvis aandige Øje er blindet af Over- tro og Vildfarelse, hvem Sandhedssolen ikke tilstraaler. Uden Lyst og Glæde lever han vel ikke; men det aandige Livs skjøn- neste Glæder og højeste Lykker ere ham ubekjendte. At skue Guddommen i et renere Lys, at fatte Skabningsværkets Meed og Maal, at erkjende Menneskets Bestemmelse, Dydens Salighed, Retfærdighedens sikkre Liv, Frihedens høje Goder, Dannelsens Nydelser, hvor høit sand Religion, sandt Menneskeværd, sand Dyd, sand Ret, sand Frihed og Oplysning kan hæve Menneskenes Lykke og Glæde -- dette, dette kan han ikke erkjende. Og dette er Millioners Kaar, ja Millionernes, der leve i Uviden- |
| d.IV,b.7,s.101 |
heds og Vildfarelsers tykke Taage -- vel ikke uden al Glæde og i Besiddelse af legemligt Velbefindende; men berøvede de højere Glæder, Sandheden skjænker, det Velbefindende, som ikke afhænger af Mund eller Mave, eller har Sygdom og Død at frygte. Men selv alene i borgerlig Henseende, erkjende de vel hvor- meget det jordiske Velvære lader sig forøge ved større Frihed, større Liighed i Ret for Lovene og i Samfundet, -- ved Aner- kjendelsen af at Mennesket kun skal tilhøre sig selv, Menneske- heden, Gud og Fædrelandet -- ved Hævden af al Udtryksfrihed saaledes som Samvittigheden og Aanden tilsige det -- ved ikke at udsættes for det skjærende Syn af den bittre Nød ved Siden af det svælgende Vellevnet -- ved ikke at krybe medens Andre stolte søndertræde Alt? Nei, de erkjende dette ikke; de lade sig nøje med Trældommen og Uvidenheden, og Straalen af denne Sandhed bryder ikke deres Taage. Men bryder den den -- o hvad lærer da ikke Historien os om Kraften og Fortjenstfuldheden af Sandheden, denne Himlens og Lysets frie Datter! Hvor steg ikke Israeliternes Lykke og Menneskeværd, da Moses antændte den første Sandhedsfakkel imellem dem og ordnede ved dens Lys i Ørken deres Samfund! Hvilken Lykke opspirede ikke for Menneskene, da Christus lod Sandhedssolen fremstraale i fulden Glands! Og siden -- hvor oplivedes ikke alt, da Viden- skaberne, Opfindelserne og Reformationerne begyndte at ad- sprede Taagerne for dens Straaler, at de kunde finde Vei til Menneskenes Hjerter og gjøre dem frugtbare! Saaledes er det -- Den religiøse Sandhed forenes ikke med Usandhed og Vildfarelse i anden Henseende. Den har ogsaa ført til Jorden den Sandhed, som fremtriner for Kongernes Throner og klager frimodigen over Folkenes Lidelser -- den Sandhed, som vækker med Tordenrøst, og som siger Mennesket, at han ikke skal være Slave, men en fri Mand, fri ved sin Ret, fri ved sit Arbeide og sin Dyd -- den, som bygger Kunsten og Fliden Boliger og gjør Plogjern og Værktøi af Krigens Øde- læggelsesredskaber -- den Sandhed, som smelter den Riges Guldstænger og giver den Arme Nødskillingen -- den, som ud- fører Menneskene fra Elendighedens snevre og mørke Rum til bedre Kaars lyse og behagelige, til Dannelsens og Velværets. |
| d.IV,b.7,s.102 |
Disse Sandheder, som findes prægede i de frie Folks Grund- love, kaldes vel verdslige; men de ere udstraalede over Verden med Christendommen, og ligesom denne kalde de Himlen sit Stammehjem. De have ogsaa havt Millioner af sine Stefaner; thi ligesom Christendommen have de i Menneskekjærlighed Kraft til at begeistre. I Menneskekjærlighed sige vi; -- ja denne Lue er det, som er Sandhedens og dens Vidners og Heltes paalidelige Mærke i alle dennes Forhold. Derved skille disse sig fra Vild- farelsens, som kun kjæmpe for Egenkjærlighed, forat hævde en Stolthed til det Sidste, som ikke vil troe om sig selv, at den kan feile. Denne var de Skrivtkloges og Mordernes Begeistring, hiin var Stefani, Stefani sandtskuende -- den Gud forlene i fulden Kraft enhver brav Mand, der fremkaldes for Sandheden at vidne. Amen! NYTAARSLØFTER (Nytaarsdag. Evang. Luk. 2 Kap. 21 V.) Paa Nytaarsdag er det vakkert at gjøre gode Løfter i vort Hjerte. Marias Ottedagesgamle blev da navngiven "Jesus", hvilket vi vide betyder Frelseren. Og hvilket stort Løfte laae ikke heri? Englene havde jo paalagt Moderen at navngive ham saa til en Forjettelse. De Løfter, Vi kunne gjøre, ere nok ringe for Verden, men ikke skulde de være af ringe Betydning for os Selv; thi ellers ere de kun Mundsveir. Ringe ere de ikke, naar de komme fra Hjertet; og det er jo i Guds Skjød, vi skulle nedlægge dem? Spøg derfor ikke med dit Løfte, om du finder, at du har noget at gjøre! Og hvo skulde ikke finde det? Ægtefæller! tænker over, om Alt har været imellem eder i Aarets Løb, som det burde. Nu Nytaarsdag er det en vakker Dag at gjøre Løfter til hinanden paa. Familiefader! kanskee Du i det forsvundne Aar tæller for mange Krodage? -- nu! tag dig vel et Kruus (men ikke et Ruus) idag paa, at de i det kommende skulle blive færre! Har du Dovenskab at bebreide dig; seer du, at det er gaaen tilagters i det sidste Aar -- nu, lov i dit |
| d.IV,b.7,s.103 |
Hjerte dig og Dine større Flid! Har du, voxne Søn eller Datter! i Aarets Løb opført dig slet mod dine Forældre -- saa gjør et Løfte i dit Hjerte, og betro det til dem. Sandelig det vil glæde dem! Og skulde du have begaaet en Synd, hvorover du maa blues nu du tænker paa Aarets Begivenheder, f. Ex. om du skulde have øvet nogen Slags Uredelighed og Utroskab med Hensyn til Gods eller Tro og Love -- o, saa gjør dig det Løfte, at du efter al Evne, saavidt muligt, vil gjøre det godt igjen! Men skulde Vi ikke ogsaa have et Løfte at gjøre den Otte- dages Vesle -- han, som til idag, igjennem over attenhundrede og fireti Aar, ikke har ophørt at virke igjennem sin Lære til Menneskehedens Oplysning og Frelse, og hvem Hundreder af Millioner skylde, at de bære Fortrinet fremfor Jordens øvrige? Fortrinet? Ja vistnok i det Hele, i Oplysning og i Kjærligheds- værker og vel ogsaa i Sædelighed. Men vi maae derfor ikke troe, at de naturlige Dyder, saasom Ømhed for Mennesker og Dyr, Gjæstfrihed, Mod, Hengivenhed i den Højestes Vilje og Ret- færdighed ikke skulde findes i den Vantroes eller i Hedningernes Hjerter. Tingen, som standser Jesu Sandheds Udbredelse, er desværre den, at Disse mærke paa de Christnes ofte slette Færd naar disse gjæste de vantroe Lande; og naar de Vantroe, som beboe Lande hvor Naturen er saa gavmild og Folkene saa nøisomme, gjæste de christne Lande, forbauses de over den Mængde Betlere i de prægtige Stæder, over Fængslernes Overfyldelse, over alle de Pjalter og al den Ureenlighed, som bæres tilskue. Nu nu! tænke nok Mange, lad de Tyrke- og Hedningehunde mene hvad de ville! Hvad kommer det os ved? os her i det høje Norden? Ak! ere vi ikke Lemmer af samme Legeme? Er det ikke Christendommens gode Navn, som saaledes skjændes? dens Sandhed i det virkelige Liv, som frigjørende, opløftende til en bedre Tilstand og velsignende alle Forhold, der benegtes med Beviser? Med Beviser? Ja desværre, maae vi ikke tilstaae for os Selv, at, med alt det Herlige Christendommen har udrettet i det Store, er vor egen huuslige Omgjængelse eller Færd indenhuse, eller Livet ved Arnerne, ikke altid saaledes, at Christendommen der- fra skulde kunne hente noget Vidnesbyrd om sin Virksomhed, om sin virkende Sandhed. |
| d.IV,b.7,s.104 |
Jeg gik en Aften igjennem en af vore usleste Smaagader. Her boe Tømmermænd i Overflod, tænkte jeg -- at de ville boe i slige Svinestier! Aa ja Svinestier. Jeg har seet Svinestier renere. Paa nogle Hytter var det umuligt at see igjennem Vinduerne; men saa var der des Forfærdeligere at høre. Her sloges Mand og Kone indenfor; der jamrede Børnene efter Mad; hist hørte man igjennem den gistne Væg en Drukkens rallende Snorken; i den Stue sloge To bandende imod hinanden i Bordet; i den hørtes en liderlig Vise nynnet af nogle Smaabørn; i en anden Dobbel med Hui og Skrig, medens her en barneung Luder og hist en halvvoxen Tyv listede sig ud og strøg paa hver sin Kant ad Byen til. Kjende I Maleriet? Ganske vist gjør baade du Det, pyntelige Nødtørftighed, tarvelige Velstand, som staaer udenfor det, og du, skidne Armod, som staaer indenfor dets Ramme og danner Ma- leriets fæle Figurer. Paa slige indre Kræftskader er det Christendommens Fiender pege og sige spottende: Hvad ere de herlige Kjærlighedsværker, som de Christne tillægge Christendommen, saasom Hospitalerne og Fattighusene og Skolerne og Asylerne, andet end Plaster- lapper og Sminke over ækle Raadsaar, naar Saamange i Folkets Masse føre et saa dyrisk og ugudeligt Liv? Og hvad skulle vi svare? Ikke klage over Fattigdommen! Og- saa den har frisk Luft og Vand til at holde sig reen med. Vi maae derimod tilstaae, at Sagen har sin bedrøvelige Rigtighed; men at sikkerligen Tiden stunder til, da Christendommen maa træde virksommere frem end hidtil imod disse Onder, i sin gri- bende Styrke, i sin gjennemtrængende Kjærlighed. Hiin Armod, hvori Lasterne yngle frodigt som Utøjet i de Plag, den ikke gider holde reen, er nemlig umyndig; den har givet sig over; den skal ikke længer faa Lov at søle sig i sit Leje som den vil. Ureenlighed er værre end Fattigdommen; thi den avler Selvforagt og Livs- foragt, og saa er det forbi. Ja forbi i de allerfleste Tilfælde; men Gudskelov dog ikke altid. Nogle paaskjønne dog, at det er Christendommen, der yder dem den offentlige Understøttelse som falder paa deres Part; thi deslige Indretninger ere flydte af dens Aand. Og de glemme ikke at takke Gud og at mindes Jesum. Men o, huskede de ret, at Jesus elskede det vildfarne ene Faar mest -- da vilde ogsaa |
| d.IV,b.7,s.105 |
de idag gjøre Jesum et Løfte, og sandelig det vilde blive an- mærket fremfor Andres. "Imorgen -- skulde der hviskes i Hjer- tet -- reent Alting! Terningerne og den svarte Kortleik endnu idag i Varmen! Ingen Unger ud at tigge; men Arbeide hvadsom- helst og Skolegang! Ingen Indeliggen hverken for mig eller Kjær- ring! Arbeide for Brød og Klæder, Arbeide hvad det er, om kun at samle Filler og Jernskrab!" O Fattig-Peer! Jesus hører dit herlige ægte christelige Løfte. Det vil ikke vare længe, saa sidder Du og Dine noksaa nette imellem Menigheden. Forandringen med dit Leven rygtes, og -- som sagt -- Du er hjulpen. Nu er det ligesom Hænder skjøde under. Men Vi, som ere paa det Tørre, som sidde paa vakkre grønne Pletter udenfor hint Elendighedens Morads, skulde ikke Vi have Løfter at gjøre til Jesus og til os selv? For Exempel at hjælpe dem, som ville hjælpes til at komme op af Myren, hvori de ere sjunkne? O! det var herligt! Det var netop efter Jesu Hjerte. Med Raad og Daad altsaa at hjælpe den stakkels Broder, som har gjort sig et Løfte om at stræve sig frem igjen. Og hvad kan her ikke den fornuftige og velvillige Nabo udrette? Ingen saameget som han. Men Det er det vigtigste, at Intet priser saameget et christent Land, som at Folkets store Masse fører et christsømmeligt Huus- liv. Udenfor dette gaber strax hint Elendighedens Morads, hvori alle Laster leve, og hvorpaa de Vantro spottende pege, bedende de oplyste christne Nationer først at feje for sin egen Dør. Altsaa et christsømmeligt Huusliv -- skal det være Løftet? Det er et herligt Løvte. Det synes at være saa personligt, at det i sin Udførelse ganske maa tabe sig i Dunkelheden; men se! først opfylder det dit eget Huus med Lykke og Ære; saa Naboens med et Exempel, der skinner over hans mørke Vægge; saa bi- drager det til Byens eller Bygdens og derved til Landets og ved dette til hele Christenhedens gode Navn. Christendommen skal være som et Baal, lysende over Alverden; men se, hver af os, saa fjern vor Krog er i Verden, er en Stikke deri, og en, som giver god Varme. Løftet var godt; thi et christsømmeligt Huusliv er det ypper- ligste Vidnesbyrd for at Christendommen er bleven til Sandhed. Desværre der er kristne Sekter, som troe, at gjøre de bedste |
| d.IV,b.7,s.106 |
og Gud behageligste Løfter ved at love at gaae saa og saamange Skridt, bede saa og saa mange Bønner om Dagen o. s. v. hvilket ikke er stort fornuftigere end hine Hedningers, der gjøre Løfte om at staae med opret Arm til den bliver stiv af sig selv, hoppe paa eet Been eller vælte sig paa Jorden hundrede Mile. Men saadan Overtro, saadan forfeilet Fromhed, der nok kan røbe Viljens Kraft, ligesom hos den Gamle, men viser tillige Fornuftens Svaghed, er, Gudskelov, fremmed for vort evangeliske Troes- samfund. Vor Tro vil Christendom i Gjerning som i Ord, den og os selv til Ære og Gavn. Dertil sigte vort hele Liv, vort indre som ydre, al vor Bedrivt, vort stille Huusliv og ogsaa da de Løfter, vi tyst hviske i vor Barm. Det vi gjorde om et christsømmeligt Huusliv var godt, mente Vi; og intet kan have en større Betydning for et Land. Der er Lande, hvor Klokkerne gaae hele Dagen og hvor der idelig feires Gudstjeneste i de guld- og sølvstraalende Templer; men alligevel ere Troesforfølgelser, Tyverier, Betleri, ja Røveri og Mord mere almindelige der mellem Almuen end i andre Lande, hvor Guds- dyrkelsen drives noget sparsommere og hvor Christendommen er mere Sandhed. Hvor dette er Tilfælde, der gaaer det Uvidenhed og Raahed som det gaaer Taagen i Solen, der forfølge ikke Menneskene hverandre for Ords eller Troes Skyld, der hade ikke Brødrene hinanden formedelst Meningerne -- der er kun Den Christen, som vandrer i Lyset i Mesterens Efterfølgelse, som elsker Dyd og øver Retfærdigheden og som ikke skiller imellem christelige og borgerlige Dyder. Hvor denne Christendommens virksomme Sandhed hersker -- der, der miskjender Ingen i ækel Elendighed sin sande Lykke og Glæde -- der bliver Ingen bedragen i sin Eenfoldighed -- der undværer Ingen Livets bedste Glæder, men de høre hjemme i Hytten og i Paladset. Hvor Christendommen saaledes raader i sin Sandhed -- der hemmes ingen i retskaffen Virken, Ingen krænkes i sin Ret -- Alle have kun een Lov og een Ret. Og hvor der dømmes -- der fordrejes ikke Lovene for Gunst og Gave eller det Heles eller Enkeltmands Lykke forraades. Og hvor den regjerer -- der tilhøre Menneskene sig selv: -- de sælges ikke af Brødre og sønderrives ikke af Krigene -- der gjælder ikke Hovmodet eller |
| d.IV,b.7,s.107 |
Magt eller synderhvervet Rigdom, men kun den Retskafne, den Dydige, den isandhed Ædle. Men naar altsaa Christendommens virksomme Sandhed erhver- ver Menneskene saa høi en Lykke -- naar den er den Cherub, som med flammende Sværd forjager alle Onder af denne Jords Paradiis -- naar den sammensmelter Religionen til een, der er Lysets, Dydens og Retfærdighedens -- naar den gjør Staterne til Kjærligheds-Lykkes- og Dannelses-Samfund, Slaven til Fri, Underdanen til Borger -- o hvormeget er der da ikke, som fra Himlen og Jorden kalder os til at stræve efter den Lyksalighed, som er i den, og til at love at vorde en af dens Forfremmere og Vogtere? Vel vide vi, at de Tider ere forbi for Os i vor fre- dede Verdensdeel, da Christendommens Sandhed krævede disse dristige, kraftige, begeistrede Mænd, hvorved Gud har bevirket Omvæltningerne til det Bedre, sin egen Sags Sejer paa Jorden; -- vel ere disse Tider forbi; men ingenlunde derfor en Tid, som ikke skulde tiltrænge, at Christendommens Sandhed bevidnes af Os. Ere vi ikke døbte forat vort Liv dertil skal tjene? og have vi ikke senere bekræftet den, for at hoslægge vort Liv til et Vidnesbyrd for Verdens Øjne? Haltende halve Venner skade den mere end aabenbare Fiender. De ere Jesu og Guds Sags For- rædere. Nu, lader os da være sanddrue og virksomme Christne! Lader os beflitte os paa at gjøre Christendommens Læres Sandheder stedse klarere for os, umistelige kjære for vort Hjerte, sammen- smeltende med vort Sindelag, medens vi blive stedse ivrigere i dens virkelige Tjeneste! Ogsaa Vi støtte da under det store Christtempel. Vi ere smaa Sandskorn, men Jesus, der seer paa Viljen og ikke paa de ydre Leiligheder, skal kalde os Pillarer. Jeg har idag et Løfte gjort; jeg agter selv det ei for stort; men siden Christus det vil eje, det sagtens ei saa lidt maa veje. Jeg lovte i det Nyaars-Nu, at vogte paa min egen Hu, at ikke Syndens vilde Flomme skal gjennem Hjertets Klapper komme. |
| d.IV,b.7,s.108 |
Til Tegn paa, det var sanddru meent, jeg skulde holde Alting reent; mit Sindelag det skulde blidne, min Arnes Vægge skulde hvidne. Det sidste Arbeid er nok let; det første kan mig gjøre træt. Men skulde Kræfterne ei bære, o Christe! o saa vær mig nære! Amen! TÆNK FØR DU HANDLER! (1ste Sønd. efter Hell. 3 K. Evang. Luk. 2 K. 42 V.) Bøn. Som dit Exempel, vor herliggjorte Mester, i Et og Alt er os det følgerigeste: saa ogsaa deri, at vi med Nidkjærhed skulle forberede os til hvad Vigtigt vi foretage os. Maatte det da virke paa os heri som det skulde! Maatte vi tykkes i vore inderlige og andægtige Tanker, at vi see dig i Templet i din unge Alder allerede forberedende dig, allerede forberedt til de Gamles For- bauselse! Da skulde meget Vanskeligt tykkes os, ja vorde os let -- og hverken Dagenes almindelige eller det overordentlige Ar- beide, det maatte behage Gud den Alstyrende at tilskikke os, skulde da synes eller være os over Kræfterne. Men fremfor Alt -- maatte vi forberede os tidligen og værdigen til den store Gjerning at indgaae fra Jorden til Himlen -- da skal ogsaa denne skee let og glædeligen. Amen! Hvo af Eder er vel ubekjendt med den sørgelige Erfaring, at mangfoldige, og det netop af de vigtigste, menneskelige Anlig- gender ofte enten ganske mislykkes eller dog ikke blive udførte og gaae saaledes som ønskeligt var og som de burde til Ære og Gavn? Men det kan heller ikke være vanskeligt at opdage den fornemste Aarsag til denne -- med Hensyn til Menneskets ofte udmærkede Kræfter og hvad øvrigt Gud forunder -- lige- saa sørgelige som forunderlige Omstændighed. Ved de vigtigste Handlinger nemlig feiler der ofte aabenbarligen saameget paa betænksomt Overlæg, rolig Betragtning af Omstændigheder, Be- |
| d.IV,b.7,s.109 |
regning af Hjælpekilder eller Hindringer, fast Beslutning, gode Hensigter -- kort, med eet Ord, paa den saa nødvendige alvor- lige Forberedelse, at man ikke maa undre sig saameget over de mange mislykkede Anliggender, som over at dog mange flere lykkes, end man, efter saamange Overilelser, Feil og hine Mang- ler, skulde formode. Hvormange Giftermaal afsluttes ikke, hvori der klages -- ikke over den mislige Forberedelse og Letsindigheden, der afsluttede dem; men over den gode Gud, som ikke hjælper Daarskaben? Eller mon der ikke gives ulykkelige Ægteskaber, hvor Huus- freden drog bort med Gjæsterne fra Brylluppet, fordi Magerne, før de gjorde det vigtige Skridt, ikke havde lært hinandens Sind at kjende? Og i det mindre Vigtige -- hvo kan med Skjel vente sit Arbeide lønnet paa en slet forberedet Ager? Men ved Forbe- redelse skal selv den maadelige Jordbund give Grøde. For Letsindet, som uden alvorlig Forberedelse foretager sig ofte det Allervigtigste, kan intet være mere beskjæmmende end Jesu Exempel i vort Evangelium -- end den tolvaarige Jesus forberedende sig til sit store Kald med en Opmærksomhed, der glemte af alt mindre Vigtigt. Og efter denne Begyndelse kunne Vi, om end de hellige Sagn tie, være forvissede om, at alle de mellemliggende Aar tilbragtes under lige alvorlige Forberedelser indtil han fremtraadte af sin Dunkelhed i sin Manddoms Kraft. Men vigtigere, end at vort Letsind blot skulde blues ved at sammenlignes med Jesu Alvor og just derfor seirrige Kraft, er det, at det lærer heraf: At vi i alle vigtige Anliggender maa an- vende alvorlig Forberedelse. Vi høre altsaa, at ikke alle Anliggender kræve en saadan al- vorlig Forberedelse. Mange Forretninger i det daglige Liv ere jo uvigtige, mange ved lang Øvelse saa bekjendte og tilvante, mange saa tilhørende Øjeblikket og Leiligheden, at en lang Forberedelse dertil medrette synes overflødig, ja kan endog vorde daddel- værdig og skadelig. Men der gives jo ogsaa mange Forretninger af Vigtighed, og disse kunne som oftest ikke gaae vel frahaanden uden Overlæg og Forberedelse. Intet, selv det mest ophøjede, Menneskes Forretninger komme vel i Sammenligning med Jesu, hvortil han saa tidlig beredte sig; men alle Mennesker have ikkedestomindre Anliggender, som for dem og maaskee for mange Andre ere af høi Vigtighed. Betræffer |