HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 7. BIND: 1844 - 1845



TÆNK FØR DU HANDLER!
del 2
d.IV,b.7,s.110   det vor Sundhed, vort Liv, vor Familie, vort Velvære -- betræffer
det vor Agtelse og Ære -- betræffer det vor Dyd og vor Aands
Opklarelse -- betræffer det vort hele Livs Skjebne -- hænger
vor eller Andres Opholdelse, Vel, Tilfredshed og Lyksalighed
deraf -- saa er dette vistnok af Vigtighed, af Vigtighed for Os
og Andre, om end i forskjellig Grad.
   Vigtige Beskjæftigelser, til hvis rette Udførelse alvorlig For-
beredelse fordres, ere altsaa alle de, om hvem man kan sige, at
de staae i en nøje Forbindelse med eget eller fremmed Velvære,
saa deraf megen Nytte eller Skade kan flyde.

   Nu skulle vi bestemme hvorledes den alvorlige Forberedelse,
vi maae yde saadanne Anliggender, skal være beskaffen.

   Man forbereder sig til vigtige Forretninger, naar man erhver-
ver sig god Kundskab, nyttig Færdighed, naar man gjør sig be-
kjendt med Tingenes almindelige Løb -- kort uddanner sig til
et brugbart Menneske. Men denne Forberedelse, som vi aldrig
kunne undvære, er mere almindelig og ubestemt, end den vi her
sysselsætte os med at paavise og opmuntre til. Der gives en be-
synderligere og bestemt Forberedelse, som ethvert særegent An-
liggende kræver efter sin og Omstændighedernes Natur. Jesu
Forberedelse i Templet og siden var en almindelig for hans hele
Liv; men hans Prøvelse i Ørknen og Andagtstyrkelsen i Geth-
semane havde særegnere Øjemed; -- den første nemlig hans
øjebliklig paafulgte Fremtrædelse, og den sidste hans Lidelser
indtil Døden. Den særegne Forberedelse bliver altsaa at betragte
som Indbegrebet at alle de Handlinger og Overlæg, hvorved man
søger at dygtiggjøre sig til at udføre en vigtig Forretning saa
lykkeligt og saa fuldkomment som muligt.

   Den bestaaer altsaa i en forstandig Overvejelse af den vigtige
Forretnings Beskaffenhed, af Hensigterne, hvori den foretages, af
de Midler, som dertil bør bruges og af de gunstige eller ugun-
stige Omstændigheder samt af vor egen Krafts og Evners Til-
strækkelighed
.

   Hvad det Første angaaer, mon da ikke de mange Exempler
paa Mangel af Overlæg, paa Iilfærdighed, eller, paa den anden
Side, paa en alt spildende Ubestemthed, seendrægtig Nølen og
Dovenskab hvor der skulde handles, overtyder os om, at de vig-
tige Forretningers sande Beskaffenhed ofte ikke tages i ret Be-
tragtning? Eller hvormange forskjellige ulykkelige Forbindelser
d.IV,b.7,s.111   knyttes ikke fordi Vedkommende aldrig have ved alvorlig Efter-
tanke gjort sig noget klart Begreb om deres Natur og Vigtighed?
Og dog er denne alvorlige Overvejelse af det vigtige Anliggen-
des Natur det Første som fordres til Forberedelsen.
   Men ikke mindre vigtigt, og det for vort evige Vel, er det,
forud at undersøge vore Hensigter, hvori vi stræbe mod et Maal;
ja vi kunne ikke være nok samvittighedsfulde i at forske efter
de Drivefjedre, som sætte os i Bevægelse. Et flygtigt Blik i vort
Hjerte, en kort Tanke over det, som vi egentlig ville og tilsigte,
er herved sandelig ikke nok. Jo større det Anliggende er, som
vi imødegaae, desto mere vaagne vort Hjertes Lidenskaber, desto
mere forviklet og stærkt bliver deres Spil, og desto lettere kunne,
uden at vi tydelig mærke det, Hensigter og Begjærligheder ind-
blande sig, som vanære vort Hjerte og, naar de frembryde, kunne
bringe vore Kræfter i Uorden og forrykke dem og deres Maal.

   Er da vor Dyd os dyrebar, er vor Samvittigheds Reenhed, vor
Ære og Velfærd os dyrebar -- saa lader os ikke lægge Haand
paa noget vigtigt Virke uden i en ensom Stund med stille Over-
læg nøje at undersøge hvad der sætter os i Bevægelse, hvad vi
egentlig søge,
hvilke Begjærligheder og Kræfter, der i os ere i
Bevægelse!

   Men hvad kan dernæst, under en alvorlig Forberedelse til en
vigtig Forretning, være nødvendigere end nøje at undersøge hvilke
Midler dertil vi besidde, om vore Kræfter ogsaa strække til, og
om vi, om fornødiges, ogsaa kunne give Slip paa Goder, ja lide?

   Er det t. Ex. ikke daarligt at indlade sig i et Foretagende,
der udkræver Formue, naar vi ere i Armod? Er det ikke daar-
ligt at overtage Forretninger, der udfordre Legemsstyrke, naar
vi ere syge og svage? Og kunne vi vel forsvare for vor Forstand,
at vi foretage os noget Vigtigt for Os eller Andre uden at be-
sidde noget eller lidet af alle de Kræfter og Midler, som dertil
ere uomgjængelig fornødne? Eller kunne vi uden endnu større
Daarskab haabe, at det skal lykkes?

   En Mangel ved flere af Menneskenes Foretagender er endelig,
at de oversee de Besværligheder og Hindringer, som kunne møde
under Udførelsen. Man maa altsaa have, saaatsige i Baghaand,
et Overskud af Kræfter og Midler til deslige uformodede Hin-
dringer. Vi oversee, endog under et omhyggeligt Overlæg, dog
ofte Besværligheder, som først blive synlige under Udførelsen.

d.IV,b.7,s.112      Kun om Den kan man altsaa sige, at han er veludrustet og
alvorlig forberedt til en vigtig Sag, som er saa underrettet om
hvad Modgang der rimeligviis kan møde, og om Sagens Besvær-
ligheder, og saa fast besluttet, at Intet kan afskrække eller ned-
slaae ham.

   Saa meget have vi altsaa at overtage ved en alvorlig Forbe-
redelse til en vigtig Sag; men mon og ikke dennes lykkelige
Udfald i Glæde og Gavn overgaaer hiint? Denne Forberedelse
er os altsaa nødvendig; thi uden den forulykkes enten vigtige
Forretninger, eller udføres ufuldkomment, eller forlede os, mod
Formodning, ofte til de største Feil.

   Det skal ogsaa, naar vi betragte det, blive os en Erfarings-
sandhed, at vigtige Sager ofte ganske forulykkes alene af Man-
gel paa alvorlig Forberedelse. Eller skulle vi kunne haabe, at
det Anliggende skal gaae vel, om hvilket vi forud ikke engang
have holdt det værd at overlægge, om vi selv ere behørig be-
kjendte dermed, om vi vide hvad det er og hvori det bestaaer?
Skulle vi kunne haabe lykkelig at udføre et vigtigt Anliggende,
naar vilde Begjærligheder forvirre vort Sind, naar ubændige
Lidenskaber kue vor ædleste Kraft, naar Hensigter, hvorfor vi
maae blues, ere i vort Hjerte? Skulle vi kunne haabe et besvær-
ligt Foretagendes heldige Udførelse, naar vi undlade at over-
tænke Midlerne dertil og om vi ikke maa bukke under af Mangel
derpaa? Og endelig -- skulle vi vel kunne haabe, med forønsket
Følge at udvirke noget af Betydenhed, hvis Besværlighed vi ikke
engang have bemærket eller betænkt, og hvis Hindringer vi ikke
engang have forestillet os?

   Nei, det er ikke muligt, at vi udvise det Mod, den Standhaf-
tighed, den Klogskab og den forstandige Iver, som Udførelsen af
enhver vigtig Forretning nødvendig fordrer, naar vi uforberedte
og uden Overlæg begynde med at handle hvor vi skulde begynde
med at tænke og undersøge!

   Forglemmer derfor ikke, saa ofte Tilbøjelighed eller Pligt kalde
os til vigtige Foretagender, at de, uden alvorlig Forberedelse, ofte
mislykkes ganske. Og, lad være, at dette ikke skede, saa blive
de dog langt ufuldkomnere udførte end skee vilde, om vi ikke
havde forsømt den Pligt, alvorlig at forberede os.

   Thi er det ikke klart, at Den, som overlægger Alt, som alle-
rede forud har bestemt hvorledes han vil handle, hvorledes han
d.IV,b.7,s.113   vil bortrydde Hindringerne og hvorledes han vil benytte enhver
Fordeel, som maatte tilbyde sig -- er det ikke klart og rimeligt,
at Denne maa udføre Alt meget lettere, bedre og hurtigere end
Den, som midt i Beskjæftigelsernes Løb og Handlingens Hede
skal overlægge og udføre Alt? Mon ikke denne Uoverlagte snart
skal gjøre for meget, snart for lidet, og Meget snart for tidligt,
snart for sildigt? Ængstlighed, Forvirring under Handlingen,
hverken Heelt eller Halvt i dens Ende -- se det skal være Følgen
af en saa slet Begyndelse, som ingen eller en letsindig For-
beredelse er!
   Men denne Feil kan ofte forlede os til de største Synder.
Intet nedslaaer mere end Uheld, og det vigtige Uheld. Intet op-
rører Sindet mere end en fortsat Række deraf. Men nu hørte
vi, at Uheld er en rimelig, ja stundom nødvendig, Følge af en
daarlig Forberedelse. Der gives jo Mennesker, som, naar de
mærke, at de sidde i Sager, som de ikke ere voxne, friste Gud
og raabe formastelig, at han ved overordentlig Mirakelhjælp skal
bøde paa deres Daarskaber. Der gives jo Mennesker, som, idet
de ikke itide tænkte paa de rette Midler, troe sig nødsagede til
at gribe til slette Midler og at hjælpe sig ved Nederdrægtigheder
og Laster. Ja De findes jo, som, idet de paatage sig et Hverv,
uden nøje Prøvelse af Hjertet, ligge under for Fristelser, og ende
et Værk, som de maaskee syntes at begynde retskaffent, som
Troløse, som Nidinger og som Slaver af deres laveste Tilbøje-
ligheder. Og saa er det: Vi kunne ikke vide hvilke Farer og
Fristelser, hvilken Indflydelse Løbet af en vigtig Sag kan med-
føre. Vi ere forlorne, naar vi ikke ved alvorlig Forberedelse
gjøre os fattede paa alt og ikke have vort Hjerte bevaret mod
Ondt. Dette skee da hos hver og En især og imellem Alle,
hvor et fælleds vigtigt Foretagende er forhaanden! Og al vor
Gjerning være i Jesu Aand! dens Begyndelse og Fremgang skee
i Hans Navn! Da skal, naar Sagen er saaledes baade vel for-
beredet og gudfrygtigen indviet, Kraften og Færdigheden til at
foretage selv noget Stort voxe; og der skal neppe være Noget,
som ikke skal lykkes os. Amen!

d.IV,b.7,s.114  


SJELEFRED

(2den Søndag efter Hell. 3 K. Joh. 2 K. 1 V.)


   Bøn. Hellige Fader, os fattes vel den Ære vi skulde have for
dit Aasyn, og din Retfærdighed finder os alletider bedækte med
Synd; men vi kjende din Barmhjertighed og Fadermildhed, og
fortrøste os paa den, om vi ere angergivne i vor Syndighed og
hadefulde paa den. Vi maa ogsaa erkjende, at vore Synder,
om vi endog i Syndens Øieblik troede det, langtfra forskaffe os
nogen Lykke endog her paa Jorden. Men vi erkjende, at den
sande Lykke bestaaer alene i den Fred, som boer i Hjertet og
velsignes af Himmelen, hvor den skal vare evig. Denne Lykke
give du os, o Fader, om vi henstræbe til den! Denne Fred vel-
signe du os med, o Fader, om du finder os værdige dertil efter
Kampen, ja midti de Kampe, hvori det hele Liv bestaaer, og
hvorigjennem vi alene naae til den evige Freds Himle og kunne
tilvinde os der det evige Livs Krone! Amen!


   Ogsaa for os er en Bryllupsfest beredt, som skal begynde her
paa Jorden, hvis Fakler skulle skinne igjennem Graven, men hvis
rette høitidelige og frydefulde Sange skulle spilles paa Englenes
Harper, og hvis rette Høitidsstund skal feires i det store Huus
med de mange Gjæsteværelser udi.

   Men i vort Hjerte sidder Bruden, som vi skulle vinde. Der
sidder den ømtfølende Samvittighed, med sit klare Øje vogtende
paa den Brudegave af Gudsfrygt, Fromhed og gode Gjerninger,
som vi kunne bringe hende, og uafladelig maae bringe hende,
om vi sætte nogen Priis paa hendes Behag d. e. paa vor Salighed.

   I vort Hjerte sidder Bruden, med Hænderne rakte opmod
Himmelen, den Samvittighed, hvis Smiil vi maa vinde, i hvad
det end skulde koste. Thi, se da -- om end intet tømret Tag
er over dets Hoved -- hvælver sig Fredens Tag over det lyk-
salige Hjertepar; om end ingen krydret Ret er paa Bordet, lægger
Hjertebrudens Kjærlighed Mannasmag i det tørre Brød; og, naar
Bryllupsboet henflyttes nær de evige Frydboliger til Gravens
Port, og det maa tilstaaes for os selv, at Armoden dog er stor,
at hele vort Velvirke dog er kun som henflydt Vand, da nærmer
Frelsens Mand sig med den hellige Trøstens Kalk -- og Miraklet
d.IV,b.7,s.115   skeer -- Frelseren opløfter os -- Forsoningen skeer -- Vandet
bliver til Viin -- vore svage Gjerninger, vor skjælvende Tro og
Fromhed bliver stærk og bærer os over Graven didhen i det
store Høitidshuus.
   Denne Bryllupsfryd er det vi vinde ved hiin Bruds Kjærlighed,
ved Samvittighedens Bifald. Et gudfrygtigt, gavnrigt Liv er den
Troskabsring, hvormed denne vor evige Brud, denne vor Dyds
Bevogterske og Belønnerinde, forpligtes til at følge os lyksalig-
gjørende igjennem Livet, igjennem Graven, igjennem Himlene.
Ja hun elsker Mennesket saa, at hun ikke vil forlade hans Hjerte,
om han end søger at udstøde hende, men følger ham, paatagende
sig til hans Frelse en Plageaands Skikkelse, igjennem det onde
Liv, og tugter og maner ham, forfølgende gjennem de frydløse
Verdner, som optage de Onde, til at vende tilbage ad bedre
Veje og til at opløfte sig paa Kraftens Vinger omsider til de
salige Pauluner, der ogsaa kunne skimtes fra Dybene.

   Det vilde være en Fordømmelse over os selv, om vi ikke af
vort eget Hjerte skulde kunne forklare os, hvad det er for en
Fred, den gode Samvittighed har ligesom til Medgift, -- om vi
ikke skulde kunne godtgjøre os selv paa det klareste, at denne
Fred er vor højeste Livsgevindst, Udbyttet af vort hele Liv, Frugten
af vor Stræben; men om vi, forat erkjende dette, eller forat
faae et Begreb om Beskaffenheden af denne Fred, skulde maatte
tye udenfore os og tage Exemplerne og Beviserne herfor af de
mange Gode, der med den have været lykkelige midtunder Li-
delserne, og om de mange Fattige, som i den have fundet Rig-
dom og Kraft nok til at modstaae Fristelserne til Misundelse,
Indgreb i Andres Ret og Ejendom og andre Synder, imod hvilke
trange Kaar alene have til Hensigt at styrke vor Sjel. Nei, af
vort eget Indre, ikke af den inderlige Glæde vi kunne læse i
Andres Aasyn, maae vi kjende denne Fred, smage dens Sødme,
vide at den er evig for Dyden, evig som det Ord, den Sandhed,
som blandt os er prædiket.

   Fra vore Barndomsdage maae dog vel Alle kunne erindre noget
af Sjelefredens Salighed igjen. Da ejede vi den jo Alle, om den
end siden blev liig et udaf de vaklende og uagtsomme Hænder
væltet Bæger. Da fløi der Engle bort fra vor Side og Verden
fyldte Bægret med Bærme.

   Men lader os speide i vort Indre! Der er jo Bægret i vort
d.IV,b.7,s.116   Hjertes Kalk, og Samvittigheden, vor fromme Sjelebrud, sidder
derover vogtende om vi selv gide at speide efter det tabte
Klenod, og om vi frydes, naar vi gjenfinde det, enten over den
berusende Bærme, som er kommet deri, eller over at vi skulde
kunne gjøre det rent igjen, som da Barnet bar det.
   Der maa hede Taarer til; thi mange Flekker sidde indædt faste.
   For Exempel, hvorledes skal den faldne Pige faae sin Flek
reen? O, nok for Gud, men aldrig for Menneskene. De ere
ikke barmhjertige som Gud.

   O, at kunne tænke tilbage paa sin Barndom uden Taare, uden
Rødme -- det er Meget, det er Alt. Ja Hvem kan det vel, naar
Haanden lægges paa Hjertet?

   Men ve Den, som ikke af sit eget Indre, om kun af Erindringen,
kjender Sjelefreden og veed hvad den vil sige!

   Ve Den, som tvivler om at den kan vindes tilbage! Ve Den,
som foretrækker Legemets Ro, som Svinene dele, for Sjelefreden,
som de Saliggjorte dele, og som undlader at eftertragte denne,
om Sandsernes selvbehagelige Ro end maa forstyrres og Doven-
skaben og Ligegyldigheden maae purres ud af sine Senge!

   Thi man maa ikke vente, at i en Verden, hvor ei alene den
store Strid fortvarer imellem Lys og Mørke, Ret og Uret, Dyd
og Last, men hvor ogsaa, i Livets mere indskrænkede og daglige
Forhold, Begjærligheder kjæmpe mod Begjær, Meninger mod
Meninger og Hensigter mod Hensigter, og hvor vort Væsens
jordiske Deel, for ikke strax at tilbagevende til Støvet, maa være
i en uophørlig Forsvarstilstand mod de fra alle Sider truende og
angribende Forstyrrelseskræfter, mod Sygdomme, Mangel og Død;
og hvor vi, alene under bestandig Vaagen og Bøn og under be-
standig Brug af de Vaaben, Religionen giver, kunne beseire vore
aandelige Fiender, Fristelserne og Lidenskaberne -- i en saadan
Verden maa man ikke vente, at Freden skal findes i den Be-
mærkelse, man sædvanligst nævner den og ønsker sig den i. Og
allermindst kan den ventes saaledes af en retsindig Evangelii
Bekjender, som ei forgjæves heder en god Jesu Christi Stridsmand.
Og alligevel er det sandt, at han alene -- Stridsmanden -- kjender
og ejer den sande, den varige Fred.

   Det store Billede og Beviis herpaa have vi i den vældige Christi
Kjæmpe, Luther, der stod op ensom fra sin Munkecelle og be-
stred Løgnens og Fordommens Herrevælde. Alle bævede og
d.IV,b.7,s.117   forskrækkedes for ham; han alene var rolig indfor den mægtige
og vrede Keisers Domstol selv; og bered til at forfølges, bered
til at døe for Guds og Menneskehedens Sag, kunde han hverken
ved Trudsler eller Løfter afholdes fra det store, men farlige,
Foretagendes Fuldbyrden; -- thi han havde denne Fred i sit
Hjerte. Sandhed og Fred var hans Løsen; men Fredens Tryghed
kunde blot vindes gjennem Sandhedens Kamp og Sejer, og denne
Sejer beredtes gjennem vedholdende Møje, gjennem standhaftigt
Mod; og han kastede sig ind i Kampen og tog Sejeren hjem;
han kastede sig ind i Urolighederne med urokkelig Rolighed; thi
han havde denne Fred i sit Hjerte.
   Denne Jesu Christi Stridsmands Fred, er ikke Sorgløshedens
Dvale ved Alt, som ei rører vor egen Velfærd eller Skade; thi
hvor kan en Jesu Lærling være sorgløs ved sine Liges Vel eller
Ve? hvor kan han indslumre, naar de lide og klage?

   Fred er heller ikke Ligegyldighedens Kulde for Alt, som gaaer
over det sandselige Behov og den vanlige Erfarenhedens An-
skuelser; thi hvor kan en evangelisk Christen være kold, være
ligegyldig, naar det gjælder Menneskehedens højeste Anliggender,
Omsorgen for det Hellige, Troen paa det Evige?

   Fred er endelig ikke Svaghedens afsluttede Forbund med
Verden, hvorefter Mennesket uforstyrret skal faae nyde sit Liv,
mod det Vilkaar ei at forstyrre Andres Syndebrug heraf; thi en
redelig Christen er selvstændig: han underhandler ei med Men-
nesker, hvor han alene bør lyde Gud, han frygter ei for Op-
ofrelser, hvor han maa lide for Retfærdigheden. Nei! den Fred,
han kjender, er ikke den, som Verden giver og tager, men den,
som, næret af Lysets og Hellighedens evige Livskilde, ligger i
Sjelens Overeensstemmelse med sig Selv, i alle dens Kræfters
og Evners og Ønskers indbyrdes Jevnvægt og venlige Forening
til et himmelskt Sind, til et Liv, som i Gud er -- i den rene
Samvittigheds Frimodighed og Glæde, under Følelsen af den Hel-
liges Nærvær og Vandring paa hans Veje -- i det fromme, hel-
ligede, Gud overgivne Hjertes Barneret at faae lægge sin Sag i
Guds Hænder, at faae slippe at frygte og sørge med Verdens
Børn, at faae have sin Lyst i Pligternes Opfyldelse, i Herren,
sin Omgjængelse i Himmelen, og i at være forvisset om at hverken
Liv eller Død kan skille den Standhaftige og Trofaste fra Guds
Kjærlighed, som særligen er at finde i Jesu Christo.

d.IV,b.7,s.118      Denne Fred følte Paulus, da han, anklaget, mishandlet, lænket
fremførtes for Kong Agrippa og talte med saadan Overtydelsens
Kraft, at Denne, glemmende næsten sig selv, udbrød "lidet fattes
i at jeg bliver en Christen". "Ja!" svarede Hedningernes Apostel
med rolig Værdighed, opløftende sin Arm med den raslende
Kjæde, "give Gud, at du, og alle som mig høre, vare som jeg
er, paa disse Lænker nær!" Denne høje milde Fred viste ogsaa
Johannes, Jesu Ven og Kjærlighedens Evangelist, den Eneste af
Apostlerne, som ei gjennem Martyrdøden hjemgik til Herren, da
han, kommen til den højeste Alder, og mærkende, at hans jor-
diske Maal nærmede sig, efter en troværdig Berettelse, lod sig
paa sin Seng indbære i Templet, og, sagte opløftende sit Hoved
i Kredsen af sine Lærlinge, udrakte sin Haand og sagde "Børn,
elsker hverandre, saa gjøre I Guds Vilje!" -- Og hans Præken
var sluttet -- det graa Hoved nedsank, og han henslumrede i
den Fred, som Herren giver, og som havde ledsaget ham gjennem
hans lange Liv.

   Vi kunne styrke denne Fred med gode Gjerninger, men paa
Gudsfrygt maa den være bygget, af en religiøs Overtydelse maa
den dog være opspiret og deraf suge sin bedste Næring. Vor
Religion er mere end nogen anden Kjærlighedens og Fredens
Religion, og vi kunne fryde os ved den Beredvillighed hvormed den
christelige Kirke lader os sine Velgjerninger tilflyde; thi den taler
Fredens Ord til Alle, og, liig Gud, der lader sin Sol skinne, sin
Regn neddryppe over Alle, over Onde og Gode, lyser den sin
Velsignelse, prædiker den sit Evangel for alle sine Børn. Med
opladte Porte staaer den christelige Kirke, staaer Jesu Huus og
indbyder alle dem, som behøve Ro til sine Sjele.

   Did kommer den Angerfulde fra sine Irrveje liig en forloren
Søn, og mødes, under Tro og Bedring, af en Fader, som for-
barmer sig.

   Did kommer den Blødende og Overgivne fra en urolig og
kjerlighedsløs Verden, liig en saaret Stridsmand, der faaer Læge-
dom for sine Hjertesaar i den evige Kjærligheds Lægedomskilde.

   Did kommer den Nedbøjede fra sine betyngende Besværlig-
heder, fra ubelønnede Anstrengelser, liig en træt Arbeider i Viin-
gaarden, og finder Lønnen og Hvilen.

   Did kommer den paa Lykkens Hav længe Omkringkastede og
imellem alle Ære- og Pengebegjærlighedens og Lidenskabens
d.IV,b.7,s.119   Klipper Stormomtumlede, liig en skibbruden Sømand, og føler
sig tryg paa Salighedshaabets Ankergrund og takker Gud for
den frelsende Havn.
   Did kommer den Tvivlende og finder Overtydelse, den Uop-
lyste og finder Opklarelse -- og Alle lovsynge de Faderen hos
hvem de Godes Fred ingen Ende skal have -- og Alle takke
de Ham, som lærte os Vejen til dens uforstyrrede Boliger.

   Ja, hvorhelst det guddommelige Ord reent og klart forkyndes,
hvorhelst det Evangelium læses, høres og forstaaes, som er en
Guds Kraft til Salighed, der tilbydes, der møder os denne Fred,
denne Samvittighedens, Hjertets, Overtydelsens Fred. Fattede
Menneskene rigtigt Værdien af denne Fred, fornegtede eller for-
glemte de ikke saa ofte det høje Værd, de i rolige Stunder, ja
Synderne selv midtunder sin Anger, dog nødes til at sætte paa
den. Da skulde Fred forene alle Jordens Børn i broderlig Kjær-
lighed, Samdrægtighed og Lyksalighed -- da skulde i vore ind-
byrdes Forhold og i vore Boliger Godhed og Troskab og Ret-
færdighed og Fred mødes. Men de Ugudelige have ingen Fred;
de kjende ikke Fredens Vei. Hvad tilhører da Christi Venner?
At have saameget muligt, Fred med alle Mennesker -- at stræbe,
med Ord og Gjerning, alene efter Det, som tjener til Fred og
Forbedring indbyrdes; og, hvor Anstrengelserne herfor ere frugtes-
løse, forlade de Forblindede, fordrage dem, Gud fordrager, for-
vare sin egen Sjelero, og forvente en sikrere Lod der hvor de,
som have vandret redeligen, komme til Fred.

   Elsker derfor Freden! være fredsomme, saa bliver Kjærlig-
hedens og Fredens Gud nær eder! Værer faste, altid urokkelige
i Herrens Gjerning! Thi saa bør det sig at være med os, at vi
opfylde al Retfærdighed. Og Retfærdighedens Frugt skal være
Fred, og Retfærdighedens Nytte skal være evig Sikkerhed og
Ro. Amen!



DET SANDE KLENOD

(Søndag Septuagesima. Epist. 1 Kor. 9 Kap. 24 V.)


   Bøn. O Herre, maatte Du aldrig finde vort Hjerte opfyldt
med en overmodig og daarlig Tiltro til sig selv! Thi da er det
nær den farligste Forandring, ja den Dydige, Den, som hidtil stod, er
d.IV,b.7,s.120   nær sit Fald. Nei, maatte Du, som altid seer naadig ned til os,
finde vore Øjne igjen vendte mod Dig, tillidsfulde i Vel som i
Ve -- ikke speidende stolte omkring paa nedbøjede Brødre, ja
selv ikke paa den Synders, hvis skamfulde Blik søger Jorden!
Da skulle vi freidigen kunne skue rundt os i Verden -- freidigen
mod Maalet, freidigen Sorgerne under Øje. Og, naar vort Blik
var vant til at finde Gud i Alt: i Stjernen og Solen, der giver
en Verden Liv og Lys, som i Duggen, der kvæger et Græsstraa
-- da skulde det ikke formørkes af Sorgen eller forvildes af
Glæden; men roligt som Blaahimlen over de forbidrivende Skyer,
skulde det see timelig Sorg og Glæde, jordisk Vel og jordisk
Ve at forsvinde. Amen!


   "Vide I ikke, at De som løbe paa Banen, de løbe vel Alle,
men Een ikkun faaer Klenodet?"

   Vi ville forandre Apostlens Ord, og sige: men eet er ikkun
Klenodet, som vindes. Thi det Klenodium, jeg mener, det kan
dog vindes af Alle, om Alle ikkun vilde løbe derefter.

   Men nu løber Hver efter sit. En efter Rigdom, En efter Vel-
lyst, En efter en Gulddusk, En efter Ro og Uvirksomhed. Men
derimod -- Hvormange løbe vel efter hiint Klenodium, efter
Hjerterigdommen, Sjelelysten, Engleæren og Aandens søde Ro,
om end Verden bruser omkring og Legemet omtumles og vrides
af Pinsler?

   Nei, De, som løbe efter Dette, have i Forhold været ganske
faa, og derfor ere Fortællingerne om Menneskets Færd her paa
Jorden bedrøvelige at læse alt fra den Tid Kainsslaget faldt. Og de
ere ganske Faa. Derfor ere Disse kun lidet fornøjede med Tiden,
og de see med Angst og nidkjær Harme hvorledes Banerne til
Verdensklenoderne ere fulde, medens Himmelvejen kun trædes
af faa Pilegrimme, -- denne der dog kan og burde rumme os Alle.

   Og dog vide vi jo, at kun denne er den rette.
   Og dog see vi i Mangfoldiges skrækkelige Fald, at Verdens-
vejene ere fulde af Afgrunde.

   Og dog see vi i mange af disse Vildfarendes Aasyn hvor
skuffede de finde sig ved det Gode, de opofrede kostbare Aar,
betroede Kræfter, ja selv Dyd og Haab forat erholde.

   Og dog vide vi, at der døer Faa af disse Daarlige, som løb
ad de gale Veje, uden med en skrækkelig Bevidsthed at er-
d.IV,b.7,s.121   kjende hvorledes han foer vild, og uden at han seer sit Klenod
henfalde til Støv i sin døende Haand, der for seent udstrækker
sig imod det Klenodium, som han nu seer straale i al sin Glands.
   Men, Arme! din Haand synker -- der er jo et Dyb imellem.
Som en liden Revne begyndte det jo da de forskjellige Løbe-
baner delte sig; men nu er Revnen stor . . . der skal en Barm-
hjertighedens udsendte Engel til at lette Dig op, Du med den
synkende Haand.

   Ja vide vi ikke, at disse Daarer, som svedede saameget, som
løb saa langt efter disse glittrende Klenodier paa de falske Stier,
ofte see dem blegne til værdløst Kram, som de maa slænge fra
sig, saasnart de faae dem i sine Hænder?

   Vide vi ikke, at han, der syntes, at en Hæderskrands vinkede
ham paa Ærens Bjerg, pludselig saae en Slange eller en Lænke
i sine Hænder, naar han troede at sætte Krandsen paa sin Isse,
og at Bjerget daler ned til en lav Tue, hvorpaa han i bitter Anger
synker hen? Da høiner sig det Klenodium, han foragtede, til et
straalende Kors paa et Seirens Golgatha. Han griber derefter
fra sin Tue; men ak! hans Tue er lav, men det foragtede Kle-
nods Æresbjerg er høit. Og Tuen lukker sig over den Jamrende
-- en Vind farer henover Sandet, og Sporet er ikke mere af en
Daare, der løb sig sjeletræt efter et skinnende Støv, medens det
Herlige og Hellige stod øde og saae kun Faae vandrende til sig.
Han forsvinder i sin Dybde . . Der skal en almægtig Arm til at
opløfte ham did hvorhen hans sidste Øjekast vendte sig. Han
forsvinder . . Give blot, at Følgerne af hans onde eller daarlige
Iid ogsaa altid forsvunde, og ikke gjenbleve som Anklagere, der
raabe til Himlen fra Jorden og hindre Barmhjertighedens Arme
fra at aabne sig!

   Ligeledes: vide vi ikke, hvorledes Mange løbe sig tildøde uden
bestemt Maal, irrende om, kun ikke mod det Rette, prøvende
alle Veje, kun ikke den, der fører did hvor vi see Hvilens Port
med Ærens Krone over ved Banens Ende? Nu blive de trætte,
nu tynge Dagene sig paa deres Skuldre, nu skulle de sætte sig
under Alderens ærværdige hvide Telt, og see sig om. Men hvad
see de? hvor ere Sporene af deres rastløse Trællen? hvor er
Banen, som de løb? Den sees ikke der fra den Steen hvor de
sidde i denne sporløse Ørken; -- men Sandet, som de oprørte
med sine vildsomme Trin, hvirvler dem i Øjnene, og Smertens
d.IV,b.7,s.122   Taarer rinde -- Fjernt, fjernt øine de i Ørkenens Rand nogle
lysende Palmer -- da ahner det dem, at didhen skulde de have
vandret. Men, ak! hvad hjælper det nu at famle efter Staven?
-- nu er Benet stivt og Øjet mat. Du maa døe i din Ørken, i
dit daadløse Liv, som Du skal gjøre Regnskab for -- Ikke længer
mægte dine Kræfter, men kun en Naadensstraale at henbære dig
under de Palmer, hvorefter du sukker.
   Han er forsvunden . . Saaledes forsvinde Tusinder -- saaledes
forsvinde utallige herlige Aandskræfter, hvormed den naadige
Gud forherligede Støvet. Kun de anklagede, de foragtede --
nei, de sørgelige Minder blive tilbage, indtil ogsaa de, som Røgen
af et brændt Tempel, forsvinde.

   Kun de sørgelige Minder blive tilbage? O! men hvi blive de
ikke tilbage i vor Erindring som Sæden til en herlig Høst af
Viisdom og Erfaring? See ikke Menneskene den Lastefuldes
Trin, og vandre dem? ja for Guds og Verdens Øjne spytte de
i dem, og -- vandre dem? See ikke Menneskene Daarens Trin
og haanlee, og -- vandre dem? De dadle den Forfængelige,
den Gjerrige, den Dovne, hvem tom Flitter og ufrugtbar Mammon
og dorsk, daadløs Trældom er Alt, er Klenodet de løbe Livets
Bane for i sin Sved -- De høre de hellige, alvorlige Røster fra
Templet, der kalde den Vildfarende tilbage -- og de raabe: hvi
vender han dog ikke tilbage -- , og, brydende Staven over den
ulykkelige, forblindede Broder, ile de ad samme Vei til samme
sørgelige Opvaagnen, samme nedknugende Erkjendelse af det
sande Klenod, vi skulle gjennemløbe Livet for. De høre Spotten,
der rammer Lasterne, og Deres Latter blander sig deri, som ikke
tage i Betænkning at begaae dem alle for at kunne naae et af
de samme forgjængelige Klenoder, hvorfor den Ulykkelige, de
spottede, nu vrider sine Hænder.

   Ja Den, der maaskee var Vidne til den Rovgjerriges og Ud-
sugerens Dødsstund, som hørte ham beklage med Sønderknu-
selsens, selve Retfærdigheden rørende, Jamren, at en uretfærdig
Penges Glimt var ham mere værd end det af et Samvittighedens
Smiil i hans Hjerte, -- at Guld -- det koste Blod, det koste
Taarer! -- var Klenodet, han anstrengede sig paa Banen for --
denne Samme vendte sig maaskee bort fra den store Lærerstol:
en døende Synders Leje, for i næste Stund, fæstende samme
d.IV,b.7,s.123   Klenod for sit Øje, at øve en Gjerning, som Hiin ikke tæller
imellem sine, og hvorfor han maaskee vilde grues.
   Mennesket hører Den, hvem Vellyst og Sandselighed var Alt,
paa sit tidlige Dødsleje berette sine sørgelige Erfaringer, og --
maaskee næste Sol belyser ham betynget med en Forbrydelse
af samme Art som de, der bragte hiin Skjændselen og Døden?

   Mennesket seer Bagtaleren snige sig vanæret omkring, hører
Den, hvis Lyst det var at forgifte Andres Ære og Fred, igjen
overantvordet til Andres bitreste Omdømme og eget Nag -- Han
hjælper maaskee til at forbande Denne, og -- i næste Stund
sidder en Løgn paa hans egen Tunge; det forekommer ham fryd-
fuldt om den fløi ud; -- den flyver ud, og hugger sig fast i
Hjerterne.

   Mennesket seer Den, hvem en ørkesløs Magelighed var Livets
Maal, foragtet at henhvile sit Liv enten i en dorsk Søvn og Fraad-
sen eller i Armodens Uselhed sølende sig i det Solskin som falder
paa Onde og Gode; -- og maaskee hverken et faldende Huus,
egen, Hustroes og Børns Elendighed kan jage hans egne Kræf-
ter op.

   Han seer Historiens Vidnesbyrd, at Folk, der ikke vilde røre
sig til nogen fædrelandssindet Daad, men som gjorde en dyrisk,
døsig Stillesidden til Maal for deres Liv, forblive i Trældom,
Vanære, Armod og Elendighed, og -- han lader sine guddomme-
lige Kræfter hvile, han gjør Intet for sin Næste, Intet for Fædre-
landet og sig Selv.

   Hvad er dette da, at saamange Exempler, saamange skrække-
lige Exempler, kunne vorde frugtesløse, og ikke gjennemryste og
vække Menneskene? Hvad er det da, at saamange Lærdomme
kunne vorde hørte og dog agtede med Veir og Vind? Hvad,
at Menneskene kunne staae ved saamange brustne Klenodier,
og dog ile efter de samme, og dog ikke agte det ene sande og
varige -- det som er Aanderne bestemt, det som dog ikke skjules
for os, men som vises os ifra Barndommen af?

   Er dette sande Klenodium os da saa fjernt, at Mennesket vel
kan see og beundre det, men maa dog, fortvivlende om at naae
det, vende sig til dem Verden ophænger for os i vor Indbildning?
O nei! -- sandelig det er os ganske nær. Nøglen til at oplukke
den Ærens Port, hvor det eneste sande Klenodie hænger, hvor-
d.IV,b.7,s.124   for det er værd at gjennemløbe en møisom Livsbane, den lagde
den gode Gud jo i vore Hjerter, allernærmest, ja i os Selv. Den
er jo den redelige Vilje til det Gode, Gudsfrygten, Dydskraften.
Og naar vi have fundet den, denne Nøgle til Himlen -- da have
vi ogsaa fundet Visheden om at naae didhen hvor den passer,
hvor indenfore det Dyrebare straaler -- da have vi jo faaet For-
smagen paa Saligheden, ja Hjertefreden, den stærke gode Sam-
vittighed, der gjør Alt let, Freden med Gud og sig Selv,
der gjør
Banen kort, thi den veed sig i og med Gud hvorhen det gaaer;
ja der baade selv er det ægte Klenod og dog kun som et Løfte
paa endnu herligere.
   Men Hvem troer nu, at Gud har givet nogle af sine Børn dette
Klenod gjemt i Hjertet fra Fødslen af, andre ikke? Alle disse
Smaa ere jo uskyldige, og Christus forstødte ingen af Børne-
flokken, men velsignte dem alle. Det er først, naar Forstanden
kommer og skal vælge, naar Løbebanerne grene sig, naar de
vide, at een Vei, og hvilken, fører til det sande Klenod, men at
alle de andre utallige, hvorpaa Verdens Irlys dandse, føre til de
falske, der svinde ind til noget værre end Intet, om ikke før saa
i den Døendes Hænder -- det er først da, at der skilles imellem
Menneskene. Da see vi disse Mange, der trælle for Synd eller
løbe ustadigen og disse Faa, der stadigen vandre den rette Vei.
Derfor da nu Gud har givet alle Mennesker samme dyrebare
Gave, samme Evne til at blive lyksalig, og os Alle samme her-
lige Veiledning og saamange ypperlige Lærdomme, Tilretteviis-
ninger og Hjælpemidler i Livet; og da nu Verden viser os saa-
mange afskrækkende Exempler og lærer os ved enhver Ulykke,
ved enhver Dødsseng, at det kun kommer an paa Hjertefreden
-- hvi bliver da alt Dette saa frugtesløst? hvi stimles altid paa
de onde Veje, hvor ingen Livsenskrone er at vinde? hvi findes
ikke dette Klenod, som ligger os saa nær, som i vort eget Hjerte
og er os saadan herlig Styrke paa Vejen til det Klenodium, som
Himlen alene kan skjænke den trætte Livsvandrer? O! af hvad
andet, end fordi vi ikke bestræbe os forat finde det i vore Hjerter,
der det ligger, før det synker saa dybt i Synden, i Lidenskabernes
Bærme, at det vanskeligen kan ophentes? -- o fordi Hjertet er
Mennesket selv saa ofte en lukt Bog!

   Men at granske i vort Hjerte -- dette er vor Livs- og Døds-
d.IV,b.7,s.125   sag. De ømme Forældre gjøre det jo for os, naar vi ikke selv
kunne det med fuld Bevidsthed, og de indplante deri Dydspiren.
   Men, unge Menneske, mærker du, at denne ikke voxer og
blomstrer med dig -- at din fromme Børnelærdoms Træk blive
mattere i din Sjel -- at dine gudfrygtige Forældres Raad og Ad-
varsler ikke længe lyde stærkt og overdøvende Verdens Larm
og Lokkerøster i dit Øre -- at Verden omgjøgler dig for vildt,
-- at dens falske Klenoder glimre dig i Øinene -- o da vend
dig ikke fra dit Hjerte! lyt dertil, om ikke Røsterne fra din Barn-
dom ville tale! gransk deri med en Alvor, der synes fremmed
for din Alder -- og se! du skal finde dette Livs ene sande
Klenod, der gjør dig stærk til Løbet mod Himmelklenodet --
stærk som en Mand!

   Og, Mand og Kvinde, holder eders Hjerter aabne for eder
Selv, ja ogsaa for den fiendtlige Verden! Den skal maaskee lade
eder uendset, om den maa gaae bluselfuld bort. Gud selv skal
ikke tillade eder at skjule den Skat I besidde. Den skal skinne
i eders aabne Øje, ligge udbredt i eders rolige Aasyn.

   Men troer ikke, at I nogensinde kjende eders Hjerter nok.
Den Skat, I have deri, maae I aldrig tabe af Øje, at ikke en
ond Time skal fare derigjennem og borttage den i sin Flugt!
Bereder eder til enhver Handling med et Hjerteblik, at ikke selv
den i sig selv uskyldige Handling skal blive skyldfuld ved en
ureen Vilje, der som en ond Aand kunde opstige, før I ahnede,
af eders Hjerte, af dette dunkle Dyb, som ikke bliver ganske
klart før dets Støvhylle affalder, afblæst af en Luftning fra bedre
Verdner!

   Glemmer ikke, at den store Kunst for Manden i sin Kraft er,
atter at kunne blive et Barn, at gjemme et Barnehjerte i sin
Styrke! Troer aldrig, at Forførelserne, de falske Klenodier, ikke
kunne lokke dig af din retvalgte Bane! Dersom de ikke vare
skjønne at see til og stærke derved, saa vildfore ikke saa mange.
Men kan du, uden at indgrave det i din Sjel, see alle disse Vild-
farendes sørgelige Exempler, -- kan du, uden at blive angst for
dig selv, høre hvorledes Lasterne og Daarskaberne tilsidst for-
bande sig selv -- kan du, uden at ile dem til Advarsel, see de
Vildfarende, og med Farisæeren prise, at du ikke er som dem
-- da Menneske! da er det paa høie Tid, at du aabner dit lukte
Hjerte og dit forblindede Øje: Hjertet forat granske og ransage
d.IV,b.7,s.126   efter det Klenod du alt er paaveje at tabe -- Øjet forat blive
vaer, at du alt selv var ude af den Bane, hvor det ene sande
Klenodium er at vinde! Amen!


JESU LIGNELSER

(Søndag Sexasima. Evang. Luk. 8 K. 4 V.)


   Bøn. O Gud, uden din Bistand frugter intet af vore Arbeider.
Det er som Bondens Gjerning uden Regn og Sol. Men o du er
vor Fader; vi kunne være rolige for din Bistand til Alt, som
ikke er af Synden og af Daarligheden. Tidlig aabner Du
Barnets Hjerte med Moderens Læber. Det er som en sød Regn
over det tillukkede Blomster. Saa kommer den venlige Lærer
og Præsten og fuldfører Arbeidet, og under deres Hænder og
medens Verdens Vind farer over, aabnes Forstandens Kalk, hvori
Guds Storhed, Verdens Herlighed og Religionens Sandheder skulle
speile sig. Dette, o Fader, har du bestemt alle Mennesker, og i
de christne Lande skeer dette ogsaa med Fattiges og Riges Børn.
Men derfor maae vi ikke være trygge; men dagligen bede vi,
at Du, o Gud, vil holde dit faderlige Øje over vor Blindhed, og
at Du, ved de Midler, haarde eller bløde, som behage Din Viis-
dom, vil danne vor Sjel til en frugtbar Bund for den saliggjørende
Sæd, at en Grøde maa fremspire i Gjerninger, saa Du høster
hvor Du har saaet, men dog lader Høsten falde dine Skabninger
tilbedste, idet vore Gjerninger da ere Næsten til Opbyggelse og
os Selv til Held og Salighed. Amen!


   En usel udmagret Person, der synes at have bedre Støtte i
sin stive beslagne Dragt end i sine Been og i sin Rygrad -- han
ligner en Tale, der sætter sin Styrke i det blotte Ordbram.

   Nei, Simpelhed er Kraftens naturlige Klædebon. Ordbram til-
dækker blot med sit Flitter den klare og sande Tanke, der ellers
kunde findes i et Foredrag.

   Men vi vilde tage feil, om vi troede, at Simpelhed i Fore-
draget kun passede sig naar simple og daglige Ting skulle af-
handles. Nej, Simpelheden er ogsaa Høihedens skjønneste Dragt.

   Hvem kan tænke sig en Engel i stiv forgyldt Uniform uden at
lee eller at væmmes? Et simpelt hvidt Linklæde har Indbildnings-
kraften kun givet dem.

d.IV,b.7,s.127      Hvilken Materie kan kaldes højere end Jesu Lære? og hvilken
fremsattes simplere?

   Dog var det ikke fordi han talte til de Enfoldige alene. Der-
som den Enfoldige ikke kunde fatte Religionens Høiheder, skulde
Barneøjet heller ikke kunne see Stjernerne. Men se den Vesle
-- han griber efter dem.

   Jesus talte heller ikke blot til den enfoldige Almue. Se mellem
dennes Hoveder den fornemme Nikodemusses og den rige Josefs
af Arimathia og mange af Folkets Lærdes og af Romernes Høv-
dingers!

   Jesu Tale faldt lige ophøjet lige simpel over dem Alle, over
de fem Tusinde, over Bjergets Myretue af Mennesker. De to
stridige Sekter af Skriftkloge, Farisæer og Sadducæer, troede
derimod at seire gjennem Ordbram.

   En yndig, netop under sin Tilhyllelse kraftigt gribende og aands-
vækkende Deel af Jesu Taler var hans Lignelser.

   Lignelser falde ogsaa ganske i Østerlænderens Smag; denne
Læremaade maatte være Disciplene og Tilhørerne behagelig, og
Frelserens Lignelser, der altid var kjernefulde, tankerige og tagne
af almeenbekjendte Gjenstande, maatte især fængsle deres Op-
mærksomhed og vække deres Eftertanke; thi Betydningen over-
lodes deres egen Forstand at udfinde.

   Og Jesu Lignelser gik altid ud paa, enten at udvikle og ind-
skjærpe Pligtlæren, eller at vise den nysgrundede Kirkes -- Guds
Riges -- sande Beskaffenhed, at der ei var noget jordisk Herre-
dømme ivente, samt Maaden, hvorpaa den retteligen skal udbredes,
og dens tilkommende Skjebne.

   Paa den første Slags Lignelser, hvori den store Lærer rækker
ethvert Menneske et Speil, hvori han kan see sig selv ved Siden
af de skjønneste Exempler paa ægte Christendyd, ere Fortæl-
lingerne om den bodfærdige Tolder og den barmhjertige Sama-
ritan herlige Exempler.

   Kan Pligtlæren paa en skjønnere Maade bibringes Mennesket?
kan den stærkere indpræntes end ved disse Exempler, der, ta-
lende lige meget til Forstanden og Hjertet, indpræges i Hukom-
melsen ligesom med levende Farver, og opmuntre til Efterligning
af Enhver, der vil være Christen i Aand og Sandhed, idet den
fremtræder med Gjerninger og i Træk af det virkelige Liv?

   Vort Evangels Lignelse om Sædemanden, hvormed Frelseren
d.IV,b.7,s.128   fra Skibet indledede en heel Række af Lignelser, hører til det
andet Slags af Frelserens Lignelser, og gaaer ud paa at vise,
især Apostlene, den Skjebne, der ventede den nye Lære.
   Hvor træffende, hvor sand denne Christi Lignelse er, vil enhver
Dag i Livet, ethvert Blik i Eders eget Indvortes og paa Eders
tilbagelagte Bane, og enhver Iagttagelse af Verden lære Eder . .
Ja, skuer tilbage til Eders henrundne Liv! og Held Den, der
seer Minderne om gode og ædle Handlinger lyse frem i Erin-
dringen, og hvis Bane var som Høstens, der skrider frem over
Jorden, rystende sit Horn over Arm og over Riig, mens den
gyldne Sæd bølger i dens Fodspor! Han vil vandre glad frem-
ad; thi hans Hjerte vil blive fuldere og mere begjærligt efter
at udøve de ædle Handlinger, hvis Besværligheder for ham kun
ere som Høien, fra hvis Top en herligere Udsigt aabnes, og hans
Død er Arbeidsmandens Søvn, der indslumrer paa sit Dagværk.
Han vil da kunne sige: "Herre! ikke ved jeg om din Sæd hos
mig faldt i god Jord; men jeg har bestræbt mig for at Intet skulde
gaae tilspilde; thi jeg vidste at Du var en nidkjær Herre, der
vil høste hvor Du saaede!"

   Den, derimod, som ved at see hen paa sin tilbagelagte Vei,
seer de Gjenstande, som i Lidenskabernes Sejers-Øieblikke og
igjennem Sandsernes glimrende Christal, syntes som herlige Blom-
mer og dyrebare Skatte, nu kun som visne Straa i en Ørk, hvor
Minderne om lastefulde Gjerninger stikke frem som spidse mørke
Klipper -- Ham ville vi beklage og opmuntre til Haab, hvis han
angrer, og bistaa ham til Forbedring, saa at hans Liv maaskee
endnu kan vorde som Dagen, der var mørk og skyfuld; men --
en Vind reiste sig, og Aftensolen randt, og Regnbuen steg straa-
lende mod Himlen til Forsoning, eller ligt den Mands Vaar-Virke,
der først saaede naar hans Naboers Grøde stod høi paa Marken;
men -- Herren var naadig og velsignede hans Ager, vel med færre
Fold end Naboens; men dog med flere end han kunde vente.

   Ved denne Leilighed er det, at Jesus første Gang indklæder
fast hele sin Tale i Lignelser. Og han ender dem med dette
kraftige Tilraab: "Hvo, som haver Øren at høre med, han høre!"
-- især rettet til Apostlene, hvis Øren maatte være de aabneste.
Men da de endnu vare uvisse om Betydningen, udlægger deres
Mester selv sin Lignelse i alle dens enkelte Led, begyndende
saaledes: "Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men
d.IV,b.7,s.129   de Andre i Lignelser, at de seende skulle dog ikke see og hørende
dog ikke forstaae," menende hermed: Eder, nemlig min Læres
fremtidige Forkyndere, er det bestemt, ved min daglige Under-
viisning og inderlige Omgang med et, i Klarhed stedse voxende,
Blik, at skue ind i min Læres Sandheder og dens Skjebne, der
venter denne; men Disses, nemlig Folkets, Forstand er for uop-
lyst og formeget indtaget af de gamle Drømme om en messiansk
Herlighed, til ganske at kunne fatte den nye Lære. Mine Under-
gjerninger see de, men kun til taus Forundring formaaer deres
Sjel at hæve sig og mest over, at Den, der kalder sig Messias,
ikke viser sin Magt mod Landets Undertrykkere, Romerne og
den forhadte idumæiske Herskerfamilie, men ved fattige Syges
Helbredelse. Ligeledes høre de min Lære med Forundring, saa
at de, som kjende min Fødsel, forundre sig over min Viisdom
og Veltalenhed; men Flere over, at ikke Den, der udgiver sig
for Messias, prædiker hellere Ild og Sværd, end en renere Lære,
som de endnu ikke kunne fatte. I denne Lignelse vil jeg derfor
vise dem, at de have bedraget sig i deres Begreb om mit Rige.
   Jesus Christus er Sædemanden og Guds Ord hans Sæd, som
daglig endnu udsaaes, og hvergang falder i forskjellig Jordbund,
og vil altid finde den haarde Vei og Klipper og Torne og god
Jord saalænge Menneskene vedblive at være Mennesker og For-
nuften maa ligge i den stedsevarende Kamp med Lidenskaber
og Svagheder.

   Sæden, som blev nedtraadt, og Fuglene, der kom og opaade
den, som var falden ved Veien, forklarer Frelseren med Djæve-
len eller Verdens Fristelser, der tager Ordet af Hjerterne, at de
ikke skulle troe og blive salige.

   Ved Vejen forstaaes de letsindige, sandselige Mennesker, hvis
Gudsfrykt kun er Mundsveir, og som, glemmende snart Religio-
nens Lærdomme, blive et let Bytte for de Djævle, der altid lure
i et Menneskes Indre, nemlig Lidenskaber og lastefulde Begjer-
ligheder.

   Disse Mennesker ere som Sjøen, der nu hviler rolig og synes
at have sluttet en Pagt med Blomsterne paa Bredden om ikke
at bortskylle deres Blade; men nu fraader den og synes at for-
agte det Behag Alt lønnede dens Rolighed med.

   "Klippen, siger Jesus, ere de, som annamme Ordet med Glæde
naar de høre det; men disse have ikke Rod, som troe til en Tid,
d.IV,b.7,s.130   men falde af i Fristelsens Tid . . ." Ogsaa herved forstaaes de
letsindige, sandselige og egenkjærlige samt ogsaa de hykleriske
Mennesker, som Intet ville opofre for sine Medmennesker; men
hvis Klippehjerter Intet kjende til de sande christelige Dyder.
Heller fortjene de Navn af "christne Farisæer" thi de bramme
med Dyd og føre Lærdomme i Munden, hvis Betydning er dem
fremmed og ligegyldig. Stundom vise Nogle af Disse dog Gjer-
ningens Dyd; men de fleste Hyklere og Skinhellige, hvis Tro er
kold som Iis, findes dog iblandt disse Jesu "Klipper." I forrige
Tider, da den christelige Kirke var udsat for Forfølgelser, viste
mange Mennesker af denne Beskaffenhed sig; idet disse vare
de Første, hvis Tro bukkede under i Stormen. Saadanne frem-
lysende Exempler, der maatte forarge den hele Kirke, see vi
vel ikke nu, men vi have desværre vel ofte, og i enhver Menig-
hed, fundet saadanne Charakterer, hvori Haardhed, Egenkjerlighed,
Gjerrighed og Rovlyst, naar det kom an paa at hjælpe den Arme
eller ofre en Skjærv paa Menneskelighedens Altar eller tjene
Retfærdigheden upartisk, have viist sig istedetfor de modsatte
Dyder, om hvem dog disse Menneskers Tale strømmede over.
   Den tornefulde Jordbund forklarer Frelseren ved "dem, som
høre Ordet, men det hindres fra at vise sig frugtbringende ved
Begjerlighed efter denne Verdens Goder."

   Om disse Mennesker gjælder hvad der er sagt om den talrige
Afdeling af Letsindige i den forrige Klasse. Kun har dette Jesu
Tornekvas noget eget deri, at det som oftest er disse Mennesker
Intet om at gjøre at synes gudfrygtige. Denne Verden er dem
Alt og de betragte den blot som en Cirkel, hvori deres eget
Selv er Middelpunktet. De ere forfængelige, begjerlige, vellystige
og ofte ærgjerrige; de lempe Sædelære og Religion alteftersom
deres timelige Fordeel synes at kræve det, eller, som oftest ad-
spørge de aldeles ikke disse, men skye Mindet om disse Adva-
rere, som de engang have kjendt og maaskee agtet.

   Den gode Jordbund, der gav rigelig Fold, er de, som høre
Ordet og bevare det i et redeligt Hjerte og vise deres varme
Tro i herlige, eller dog i kjærlige, Gjerninger.

   Disse Mennesker, Disse er det, som danne den sande christne
Kirke, det sande Guds Rige paa Jorden. Gud, som læser i Hjer-
terne, kjender disse sine Egne, og vil sikkert engang gjøre dem
angerløse fordi de holdt ud til Enden. Gud vil bedømme Høsten
d.IV,b.7,s.131   efter de Fold han udsaaede og efter Jordbundens større eller
mindre naturlige Frugtbarhed.
   Rolig i Ly af sin Gudsfrygt og Retskaffenhed, kan denne ædle
Christen sidde, og Skjæbnen er ham ikke frygtelig, om end hans
jordiske Lykke segner som Siv for Vinden; thi han hviler paa
en Klippe: paa sin Tro, og i Ly af et bladrigt, skyggefuldt Træ:
i Ly af Bevidstheden om sit indre Værd, og den Løn, der er
ham forjettet.

   Men den Indvending kunde opkastes: "det er ikke Menneskets
Skyld, om det bliver godt eller ondt: naturlige medfødte Anlæg,
Opdragelse, tilstødende Omstændigheder, rige eller fattige Kaar
have umiddelbar Indflydelse derpaa."

   Vistnok -- det er sandt -- disse Ting ere det, som afgjør et
Menneskes moralske Skjebne; men medfødte Anlæg og Tilbøie-
ligheder har Gud givet os for at vor Forstand, naar vi selv kunne
indsee deres Skade eller Nytte, enten i Kampen mod dem kan
øve vor Dyd, eller uddanne dem til en Hjælp for vor Dyd og
til Nytte for Verden. Erindrer Eder Parabelen om Tjenerne, der
vandt betroede Penge af deres Herre. Han gav forskjellige Sum-
mer til de Forskjellige; men han krævede i Forhold det Samme
af Den, han kun havde betroet Brugen af eet Pund Guld, som
han krævede af Den, der havde faaet flest.

   Og af hine Omstændigheder hører jo vor Opdragelse til For-
ældrenes fornemste Pligter? Hvis Forældrene opdrage sine Børn
slet, da vil Straffen falde paa Hine, og en slet Opdragelse maa
regnes til Forældres frivillige og altsaa strafbareste Synder.

   Hvilken hellig Pligt, christeligttænkende Forældre! er da ikke
Eders Børns gode Opdragelse? De hellige Skrifter ere fulde af
Opmuntringer hertil. Der er Intet, som har saa stor Indflydelse
paa Eders Børns timelige og evige Ve og Vel. Deres Gemytter
ere da modtagelige for Alt, bøjelige under ethvert Tryk, ligelet
under en Djævel af en Forførers Negl eller under Moderens bløde
Fingre.

   Vælger derfor for dem, I Forældre, som fornuftige, som ædle
Christne! og Eders Børns Velsignelser ville glæde Eder baade
her og hisset. I have sat dem her i Verden; de ere ogsaa be-
stemte for en Evighed; og naar I betænke, at det for en stor
Deel beroer paa Eder, at berede Eders Børn til gode Jord- og
Himmelborgere, hvor maa da ikke dette anspore Eder til at op-
d.IV,b.7,s.132   dyrke deres Hjerter til en Jordbund, som skal blive frugtbar for
Herrens Sæd, som da engang sikkert, naar den spirer frodigt,
vil beskygge Eders Alderdom og regnes til Eders egne Fold?
   Tilstødende Omstændigheder, trange eller mægtige Kaar, tjene
ogsaa, og er nødvendige, til at skjærpe vor Dyd. Men Hvo, som
ikke arbeider, er ikke sin Løn værd; og hvor riig i sin Bevidst-
hed maa ikke den fattige Dydige være? Hvor modig maa ikke Den,
der mandigen har udholdt Storme og Fristelser, kunne gaae de
øvrige ventende Skjebner imøde? Thi hans Tro paa en retfærdig
Dommer er et Skjold, hvori Sorger og Ulykker magtesløse bide,
hans Retskaffenhed et Sværd, der omsider vil seire, og hans
gode ærlige Navn en Hjelm, der kroner hans Lokker, og om
hvem Seirens Laure og Fredens Palme engang ville snoe sig.
Amen!



FRISTELSER

(1ste Søndag i Faste. Evang. Matth. 4 Kap. 1 V.)


   Bøn. Tak Gud for Alt, endog for de Fristelser Han tilskikker
os; thi han sender dem forat prøve vor Dyd, forat øve os i at
være stærke til at bære hans Miskundhed. O Herre og Fader!
se dine Børn, som du saa elsker baade med Naade og med
Tugtensriis, ere beredte til at takke dig for alt Godt og for det,
vore Tunger kaldte Ondt, fordi de ikke vide at nævne det rette
Navn paa Tingene, naar de mishage. Ja Vi takke Dig, fordi vi
ere komne til den Indsigt, at Du, naar Du frister, kun frister til
det Gode: først til Belærelse og Viisdom, og saa til Glæde og
Lyksalighed. Tykkes det os, at vi fristes til Daarskab, da vide
vi, at Du vil oplære os i Klogskab. Tykkes os, at vi fristes til
Uretfærdighed, da vide vi, at Du vil prøve vor Retfærdighed.
Derfor ville vi være modige i Kampen, og fryde os til Seirens
Stund; bede til Dig i Fristelsens Kamp, lovsynge og takke Dig
i Seirens Hvile, som er os vis, naar vi i Fristelsens Time med
fuld Fortrøstning mægte at bede Frelserens Bøn, den hvori vi
bede vor Fader i Himlene om ikke at lede os udi Fristelser, som
vi ikke kunne bestaae.


   Der er neppe noget Afsnit i vor Evangeliebog, som mere ford-
rer, at vi bruge vor prøvende Eftertanke, end vor Dags. For-
d.IV,b.7,s.133   stode vi hvert Ord, som det staaer der, skrevet af en Østerlæn-
ding, der sjelden taler ligefrem, men oftest i stærke Udtryk og
Billeder, hvorunder Sandheden ligger skjult og kun findes af den
fornuftige Læser: saa maatte vi antage den skrækkelige Lære,
at et mægtigt ondt Væsen, en vældig Fiende af Gud og Menne-
skene og det Gode, skulde kunne indfinde sig, være og virke
til Fordærvelse i denne de svage Menneskers Verden. Men nei!
-- Gud bevare vor Forstand!
   Der siges -- nemlig af Matthæus, der, som Jøde, delte sit Folks
Forestillinger om en Satanas, Fyrste i et brændende Helvede,
at Jesus bortførtes af Aanden til Ørkenen forat fristes af Djæv-
len. Men Betydningen heraf er, at Jesus dreves af sin Sjel d. e.
besluttede at henvandre til Ørken, for der i Ensomhed alvorligen
at prøve sig selv, før han fremtraadte blandt Menneskene, forat
lægge Haand paa sit store Lærer- og Frelserværk.

   Da det er en Erfaringsvished, at Sjeleevnerne ere virksomst,
naar Legemet faster, saa fastede Jesus d. e. iagttog en endnu
højere Grad af Maadelighed i Føde, end han ellers plejede at
iagttage, i de 40 Døgn han tilbragte med denne vigtige Forret-
ning, kort -- levede som Johannes den Døber. Omendskjøndt
der virkelig har været Sværmere, som det efter gjentagen Øvelse
har lykkets aldeles at faste i ligesaamange Døgn, saa behøve vi
dog ikke at antage, at Frelseren aldeles afholdt sig fra Føde i
al denne Tid. Dog langt vigtigere for os, end at fælde nogen
Betænkning i saadanne Ting, er det for os at lægge paa Hjerte
den Lærdom, Jesu Henvandren og Liv i Ørknen, giver os nem-
lig, den: samvittighedsfuldt at overveje og forberede Alt før vi
handle.
Have vi saaledes en vigtig Handling at udføre, da maa
ikke legemligt Behag forhindre os i at udføre den tilfulde,
som den skal udføres.

   "Fristeren gik til Jesus" siges der, og foreslog for ham at gjøre
Brød af Stene.

   Fristeren kan her betyde de Indvendinger Jesus gjorde sig Selv
imod sit Foretagende. Den Tanke opstod hos ham: at grunde
sit Frelserværk paa Undergjerninger, som ei vare velgjørende,
men blot glimrende; men han besvarede denne Indvending med
sit faste Haab om, at Sandheden nok vilde seire ved egen Kraft,
ikke behøvende slige Midler dertil. Dette er Udtydningen ogsaa
af det Følgende ligeindtil den 3die Fristelse, da Jesus, eftertæn-
d.IV,b.7,s.134   kende sit Hverv paa et Bjerg, hvorifra formodentlig det pragt-
fulde Jerusalem og Omegnen var at skue, besluttede end yder-
mere ikke at benytte sig af verdslig Magt, af de Jordens Mæg-
tige forat give Frelsen Seir; ja besluttede, Selv i Ringhed og
Armod, ubekymret om Rigdoms Flitter og om at forbause Mæng-
den ved den blot ydre Glands, at sørge for sit ophøjede Kalds
Fuldbringelse.
   "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene" siger
Jesus, idet han saae i sit Hjerte Visheden om det høje Maal,
Gud havde sat ham; men skulde det opnaaes, da maatte al hans
Stræben udelukkende være henvendt didhen; det taalte ikke Ad-
spredelsen i at arbeide ogsaa for det jordiske Velvære. Og hvil-
ken salig Fred opfyldte ikke Jesu Sjel, da han saaledes, saa
værdigen, havde betegnet sig sit Maal, sin Vei til Maalet; og da
han saa samvittighedsfuldt havde forberedet sig til Vejen? "Djæ-
velen forlod ham", d. e. alt Uvist, alt Vaklende faldt bort af hans
hellige Meed. "Englene fremkom at tjene ham", d. e.: Visheden
fremtraadte klar for hans Sjel om hvad han havde at gjøre; han
følte sig styrket til at gaae Alt, selv Smertens Død, imøde, han
følte sig oplivet af en hellig Aand, af en himmelsk Kraft, han
følte sig i fuldeste Maade gjennemstrømmet og besjelet af den
salige Fred med Gud og med sig Selv -- denne Følelse uden
hvilket intet Stort bliver udrettet. Han reiste sig styrket, bero-
liget, opmuntret, sejervis fra sit ensomme Sæde og gik, tilhyl-
lende sin guddommelig Styrke, med det blideste fordringsløseste,
sagtmodigste Væsen, frem iblandt Menneskene, frem til sin Daad,
til Frelserværket.

   Som i enhver enkelt af de Dyder, Jesus lærte, han selv var
det fuldkomneste Mønster, lærende altid i Gjerning som i Tale,
saa er og dette Optrin i hans Liv, jevnført med den haarde, men
desto sejerfuldere, Kamp han førte med Dødsfrygten i Gethse-
mane, frugtbar paa de herligste Lærdomme.

   Thi se, du haarde Synder, som, uden at agte din Salighed et
uroligt Øjeblik værd -- det Øjeblik, du skulde anvende til at
betragte med Anger din Sjels Tilstand -- og Du, Lasternes Træl,
som har gjort Synden til Vane, til din anden Natur -- hvilke
Ord i vor dyrebare Bog tugte dig mere end disse vort Evange-
liums? Lader du af at friste Herren din Gud? Hvilken Vane-
d.IV,b.7,s.135   djævel, hvilken Synddjævel forlader Dig? Hvilke Freds- og Sejers-
engle komme og tjene Dig?
   Og du Umaadelige, du Vellystige, du Drukkenbolt, du Egen-
nyttige, du Gulds og Sandseligheds Trælbundne -- hvilken Faste
holder du? Du fraadser i dine Synder; men gider ikke holde
Maadelighedens, Kydskhedens, Ædruelighedens, Uegennyttighedens
Faste, som dog maa holdes, før du kan tænke paa Saligheden,
før du, som Christus, kan tænke paa Sejersmaalet; ja Fristerne
maa du udjage af dit Hjerte, før du tør aabne det for Fredens
Engle.

   Du aabner det maaskee i et flygtigt Øjeblik, Du Svage, Let-
sindige; men Fredens Engel svæver ovenover . . tør ikke plette
sine hvide Vinger ved at nedsænke sig deri, saaledes som det
endnu er, men lader kun en Taare falde deri.

   End Du, dovne Arbeider, som heller vil faste end bringe Vel-
signelse af Jorden, Gud gav dig, af hvilke Stene skaber du Brød?

   Eller Du, der lader din Sjels Ager ligge, din Forstand hungre,
hvorledes sørger du forat give den Oplysningens Livsnæring?
hvad kan vække din Sløvhed og Tankeløshed, saa at du gider
høre og lægge paa Hjerte det Gudsord, som læres dig?

   Og du Stolte og Haardhjertede, som aldrig i din Velmagt gjorde
noget Menneskebarn noget godt! -- du Leende mellem de Græ-
dende, du Fraadsende mellem de Sultende, du Prægtigklædte
mellem de Pjaltede! -- hvilke Engle skulle bære dig paa Hæn-
derne naar du falder fra din Højheds Tinde? hvilke Taknemme-
lige skulde da komme og trøste dig, og ikke lade dig falde læn-
gere end til deres Barm? Og hisset -- gjennem hvormange
Gravens Afgrunde skal du styrte, før Alforbarmeren udsender
en Engel forat gribe dig? Nej, sandelig, det var en falsk Trøst!
Alforbarmeren opfanger Ingen i Faldet; men naar de standse sig
deri selv, da opløfter han dem -- naar de krybe opad igjen
mod Gud de faldne Syndere enten her eller hisset, da letter han
dem, og alt som de stige, voxe Englevinger dem fra Skuldrene,
og de lette tilsidst, de lyksaliggjøre Andre, hvilket er Dydens
højeste Løn.

   Endelig du Besidder af Gods og Grund og Herligheder og
fyldte Kister, forglemmer du ikke stundom, fra Selvbetragtelsens
Bjergtinde at beskue hvilke Herligheder du bereder dig i Evig-
heden? Forglemmer Du det ikke, da Held dig! Fra Dødslejets
FORRIGE
NESTE