|
FADER ROCCO
I den katholske Kirke gives der Præster, der have Tilladelse
til at præke paa Torve og Pladse naar en Anledning opfordrer
dertil, og imellem disse have Enkelte indlagt sig et stort Navn
for Veltalenhed. En saadan Mand var Fader Rocco i Neapel, en
Stad paa 400,000 Indvaanere, der har den talrigste og dovneste
Pøbel i hele Verden. Fader Rocco sparede denne ligesaalidet
som de fornemmere Klasser; men medens han hadedes af disse
og frygtedes af selve Regjeringen fordi han havde en virkelig
frygtelig Magt over Folket, elskedes han af dette paa det Højeste.
Engang holdt Fader Rocco under aaben Himmel en Bodpræ-
diken. Det var en Tordentale, der reiste Haarene paa de knæ-
lende Tusinder, der omgave ham.
"Rækker Hænderne iveiret Alle I som oprigtigen ville omvende
eder!" raabte Fader Rocco. Alle Hænder vare opstrakte.
"Nu -- vedblev Fader Rocco -- du hellige Erkeengel Michael,
der svinger Diamantsværdet foran den Almægtiges Throne, nu
afhugge du i Sekunden hver dens Haand, hvis Omvendelse ikke
var alvorlig meent!" Ikke en Haand var at see iveiret; som
ved eet Drag bleve de alle trukne tilbage af Frygt for Sværdet.
Hver, som læser dette, gribe i egen Barm!
|