HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 7. BIND: 1844 - 1845


d.IV,b.7,s.78  
Nr. 20, 31te Oktober 1844.

I skyldløs Munterhed
din Ungdom flyde i Timeglasset ned!

DET ER FOR SEENT.

(Beretning af en Præst).

   Jeg besøgte engang i et Fængsel en ung Mand, Søn af en
honet og velhavende Bonde i min Menighed. Den ulykkelige
Yngling var bleven forført ved slet Selskab, hvori han lidt efter
lidt indførtes. Han satte snart sine Indtægter overstyr, og for
at skaffe nye Udveje til at tilfredsstille sine nyvakte onde Lyster,
fristedes han tilsidst til at tage Deel i et Indbrudstyveri. I yngre
Aar havde han dog viist god Forstand og det bøjeligste Hjerte.
Hans første Trin til Forvildelse kom af Drukkenskabslasten, Kil-
den til saameget ondt. Han inddroges i Forførelsen af saadanne
Personer, som det, da de toge ham med sig i Lønkrogene, lyk-
kedes at overvinde hans Betænkeligheder med den Lære, at een
Gang er ingen Gang
-- , et Ordsprog, som synes laant af et
Helvedes Tungemaal, og opfundet af Lasten selv, der trives saa
vide omkring og søger hvad den kan opsluge. Men overens-
stemmende med den kristne Sædelære burde det tvertimod hedde,
at een Gang er 1000 Gange; thi eet Trin paa Fordærvelsens Vei
kan lede til utallige andre. "Mangen begynder med en Knappe-
naal, men slutter med en Sølvskaal", er ogsaa et Ordsprog, der
er værd at lægge paa Mindet. I vor gamle Lovbog læse vi:
"gjort Gjerning staaer ei til at ændre." Det er Ord, som
have dyb og rig Betydning. Den som af Svaghed og Overdaa-
dighed sætter sin Fod over den Tærskel, indenfor hvilken Syn-
den bedrives, han veed ikke, om han nogensinde mere kan
drage den tilbage. Paa saadan Vei kan alene Gud redde.
   Nu var den forførte Yngling indesluttet inden Gitter og i
Lænker og afventede i Fængselet sin Dom. Under Forhøret
havde han aabent bekjendt alle Omstændigheder ved sin For-
brydelse, og uden at modsige sig besvaret de Spørgsmaale, som
Dommeren gjorde ham. Iøvrigt iagttog han en vedvarende Taus-
hed, sad hele Dagen stum og indsluttet, og vilde ikke see Nogen
hos sig. Da jeg traadte ind til ham, reiste han sig op fra sit
Straaleje; jeg saae, at han skiftede Farve; en stærk Rødme over-
gik hastig til en dødelig Bleghed. I det Ansigt, hvormed han
d.IV,b.7,s.79   mødte mig, laa et Udtryk af vild Fortvivlelse. Jeg satte mig hos
ham og begyndte under ømme Formaninger at tale om Anger
og Bedring, og om den Naade, som Gud byder alle dem, som
med knust Hjerte vende tilbage fra Synd og Last. Jeg mindte
ham om hans Barndom, som var bleven omhyggelig plejet af
hulde Forældre, jeg talte med ham om hans første Altergang og
det Forbund, som han da sluttede med sin Frelser, og hvilket
han nu, blot efter faa Aars Forløb, paa en saa forfærdelig Maade
havde brudt; jeg formanede ham til alvorlig at bøje sig under
den verdslige Lovs Tugt, til hvilken han havde gjort sig skyldig,
og at lade den Straf, som her i Tiden paalagdes ham, tjene til
Sjelens Vækkelse og til aandelig Opstandelse af Synden; jeg bad
ham nu alvorligen gaae tilverks med sig selv, vende sig til Gud
med inderlig Bøn om Hjælp og Bistand, da skulde han ikke
savne Evne til at vende tilbage paa Dydens og Gudsfrygtens
Vei, og i en sand Bedring vise sin alvorlige Anger. Ved disse
sidste Ord udrakte den Ulykkelige sine Hænder og med et Ud-
tryk af vild Fortvivlelse i sin Røst og i sit Ansigt, udraabte han:
"det er for seent, for seent!" Jeg kan ikke beskrive, hvad jeg
følte ved dette forfærdelige Udraab. Der laae noget Sønder-
slidende for Hjertet deri. Jeg hørte, hvorledes han med det
Samme udsagde et Dødsord for hele sit Livs Fremtid, for alt
Haab i Tid og Evighed. Det indbefattede tillige en Bekjendelse
om, at han vel ihukom de forbigangne Aar, da det endnu ikke
var for seent at vende tilbage, da det Onde ikke endnu havde
faaet saa dybt rodfæstet sig, ikke havde vundet saadan Magt
over hans udødelige Aand. Jeg fandt, at han med dette ene
Udtryk havde udtalt Bekjendelsen om hele det forfærdelige Dyb,
hvori hans Sjel var nedsjunket, og jeg besluttede at anvende
hans Ord til Omvendelse for en Betrængt og at søge at udvikle
for ham dets Anvendelse paa baade aandelige og legemlige Ting.
Jeg tiltalede ham derfor i omtrent følgende Ord, som jeg senere
har optegnet, til Advarsel og Vækkelse for Andre, der ere i
samme ulykkelige Sjelstilstand som han. Disse ere, Gud naade
os! ikke faa, skjønt den onde Tanke ikke har faaet udviklet sig,
men ligger og groer som et Frø til Fortvivlelse.
   "Du har yttret et Ord, min ulykkelige Ven, som maaler for
mig hele Vidden af den Fare, hvori din ved Jesum dyrt gjen-
kjøbte Sjel svæver. Har du vel glemt, at det aldrig er for seent
d.IV,b.7,s.80   at vende tilbage til Gud, at saalænge Herren skjænker os Tid,
saa giver han os ogsaa Naade? Vi kalde den Tid, som vi her
leve, Naadens Tid. Vi kalde den saaledes i en dobbelt Mening;
den er os given baade af Naade og paa det vi under den maa
forhverve os Naade hos Gud. Om der gives Hændelser i det
timelige Liv, da en Hjælp, som ventedes, et Haab, hvorved vi
fæstede os, sveeg og udeblev i den afgjørende Stund, eller først
da kom, naar det var for seent, naar vi vaklende stode ved vor
Lykkes Grav, saa udebliver dog aldrig Guds Hjælp for Den, som
anraaber Ham om sin Sjels Frelse; Han er os nær alle Dage;
Han er stor i Forbarmelse og Langmodighed imod Synderne.
Ved Lidelser, Sorger og svegne Forhaabninger lærer han os, at
vi ei skulle fæste vor Lid til det, som Jorden tilhører; Han lærer
os ved Tilskikkelserne i vort Liv, hvor hastig Alt kan forvandles
omkring os og hvor vigtigt for os et eneste Øjeblik er. Ligesom
Himmelhvælvet vender sig omkring paa eet eneste Punkt i Rum-
met, saa hvælver sig ogsaa paa et eneste Øjeblik i Tiden ofte
en heel Evigheds Glæde eller Kval.
   Jeg vil fremstille for dig ligesom i Billeder nogle Begivenheder,
som nærmere oplyser dette Æmne. Vi forestille os, at en Ilde-
brand ved Nattetid udbryder i et Huus, hvor lykkelige Menne-
sker nyde en tryg Hvile uden at ahne den Fare, som truer dem,
Hastig styrte de op af Luerne. Moderen skynder sig med at
redde det Dyrebareste for hende, sine Børn; hun troer at have
dem alle omkring sig; men snart seer hun, at et savnes; -- det
sover endnu i det brændende Huus, hun vil atter styrte derind
for at redde det; men hun formaaer ikke, hun opmuntrer Andre
til at hjælpe sig; de søge en Indgang, men overalt møde Luerne
dem, Taget styrter ind og med knust Hjerte hører hun nu om-
kring sig det forfærdelige Ord: "Det er for seent!" og falder
bevidstløs til Jorden.

   Af det brændende Huus kunde ikke Barnet reddes, men af
Forførelsens Huus, som Lysten havde tændt med sin Flamme,
hvor Syndens Lue brænder, hvor mange sove en sikker Synde-
søvn, af det vil dog Gud altid redde, saalænge Tid er. Med
sit Ord vækker han den Slumrende og aabner hans Øine for
Faren; Han hører i sin Himmel det Raab, som hæves til Ham.
Han seer den Favn, som strækkes imod ham og kommer tilhjælp;
Han agter paa den Bøn, som vendes til Ham, og bærer paa tro-
d.IV,b.7,s.81   faste Faderarme sit Barn ud af Luerne og Døden, af de Luer,
som Synden slaaer omkring os og af den aandelige Død, som
truer med evig Fortabelse".
(Af svensk Læsning for Folket.)

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE