|
No. 17, 15de Septbr. 1844.
Den Vise gavner den Tid han er
og naar han ei er meer.
DET ENE KAALFRØ
"Hvad er det I graver saa efter i Vestelommen jers?" spurgte
en Nabo, en Huusmand, Skolemester Ole Andersen just som
denne var kommen fra Byen og havde lagt fra sig sine Smaa-
sager.
"Ei, Ulykken har været ude at gaae", sagde Ole; "men det faaer
nu være det Samme. Eet fandt jeg dog, og det kan rette paa
det, skjøndt med Forliis af Tid." Og dermed lagde han forsigtig
et enkelt lille Frø i en Thekop. "Jeg skal sige jer, Hans, lagde
han til -- jeg kjøbte derinde i Byen en liden Pakke Hovedkaalfrø
for at dele ud til jer Huusmænd heromkring, som have lovet
mig at ville saae det ved jere Stuer. Pakken stak jeg her i
Vestelommen, fandt saa en god Spiger paå Vejen, som jeg i
Tankeløshed puttede i samme Lomme, og nu har den stukket
|
| d.IV,b.7,s.66 |
Hul baade i Lommen og paa Frøpakken, saa alt, paanær det
ene Frøkorn, er gledet ud altsom jeg gik. Kloge Høns kunne
ogsaa værpe i Nesler. Men kom nu ud og pas nu paa den
Flek, hvor jeg stikker Frøet ned. Der skal blive nok til os Alle-
sammen."
De gik udom Væggen, hvor Ole stak Frøet ned paa en fed
solbar Flek.
Det ene Frø gav en prægtig Frøstok. Og da det var modent,
delte Ole det ud i smaa Portioner i Papirer, som han havde seet
Gartneren gjøre, og saa gik han omkring til Naboerne videnom,
og uddelte dem. Men tænk hvilken Uskjønsomhed og, man
kunde næsten sige, Vildhed! Der fandtes dem, som gjorde
Vanskelighed ved at modtage sin Friportion. Etsteds sagde Fol-
kene, at de ikke havde Jord, saa Ole maatte pege for dem paa,
at der laae meer end nok rundtom Stuen, hvor der nu i Fedmen
kun voxede stridt Ukrud. Et andet Sted mente Konen; at de
havde saa sjelden Suul, at det ikke var værd at gjøre sig nogen
Umage for Kaalen, saa han maatte underrette dem om, at ingen
Udsæd var mageligere og at et afkogt Kaalhoved med en Jev-
ning over var en baade sund og velsmagende Ret. Det hjalp
ikke; Ole maatte stikke sine Frøportioner i Lommen igjen og
gaae fra de Folk. Andre fornuftigere Folk fik dem.
Dette fik jeg at vide, da jeg isommer kjørte igjennem den Egn,
hvor Ole boer. Jeg vil nu ikke tale om hvorledes det saae ud
ved hans Stue. Der stod baade Hovedkaal, Spidskaal, Blomkaal
og Grønkaal, Kaalrabi, Næper, Gulerødder, Ræddiker, Løg --
kort ingen Plet var ubenyttet. Selv paa en Kompostdynge bag
Fjøset og rundtom Møddingen stod der en Kaal, jeg ikke har
seet Mage til. Og da jeg nu kom bortover Moen -- ved enhver
af Pladsene saae jeg Kaal og andre Haveurter i den prægtigste
Fremgang. Det vaade Veir havde ogsaa gjort sit til, at det stod
saa godt.
Under et af Gjærderne om disse Smaahaver sad to Kjærringer
af et daarligt Udseende: "Den kommer sig da Kaalen hans
Jakob", sagde den Ene, kigende indigjennem Skigaarden. "Hans
Anders med", sagde den Anden. "Men det er bare Grisemad."
"Hvorledes kan det saa være, mente den første Kjærring, at
Storfolket ere saa glade i alt sligt Grønt? Jeg vilde ønske, jeg
havde taget imod Frøet af Skolemesteren, for det kunde dog
|
| d.IV,b.7,s.67 |
groe der rundt om Stua." "Hm, der faar nok Unga gaae for sig
sjøl", sagde den Haardnakkede med en ækkel voldsom Kløen
med Strikkepinden bag Øret.
"Han Manden min har dog nu faaet slaaet op et lidet Stel til
baade til os og Unga bagom Skaaren" sagde den første og
likeste af Kjærringerne, "og saa kunde I med gjøre, saa fik I
Flekken om Huusvæggen til Kaal. Ungerne har ellers ikke
skad den."
-- Da jeg kom tilbage, sad begge Kjærringerne paa Trappen
hos Ole Andersen.
"Hvad skal dere, Kjærringer?" spurgte jeg.
"Aa vi bie bare paa Skolemesteren for at bede ham om lidt
Kaalfrø eller hvad han nu har."
|
| BLA BAKOVER |