|
HANS JAKOBSENS OST
Man har Exempler paa, at Elendigheden kan være saa stor
og Æresfølelsen saa liden, at Folk kunne begaa Forbrydelser i
den Hensigt, at blive straffede derfor og saaledes at faa Tag
over Hovedet og Mad til Munden i en Strafanstalt. I begge Til-
fælde lige frygteligt. I begge Tilfælde? Nei jeg troer, at de al-
tid -- Elendighed og Mangel paa Æresfølelse -- maa være for-
enede for at et Menneske skal kunne gaa til saadan Yderlighed.
I Tilfælde af yderste Armod ved ufrivillig Arbeidsløshed, Syg-
|
| d.IV,b.7,s.64 |
dom, mange Børn og anden uforskyldt Elendighed, er det jo
Menighedens Pligt at hjælpe; og i detmindste i vort Land vil det
være paa det nærmeste uden Exempel, at En, der virkelig vil
arbeide, skulde ganske mangle Brødet. Den anden Aarsag til et
saa fortvivlet Skridt, nemlig Mangel paa Æresfølelse lader sig
derimod snarere tænke. Den kommer nemlig for en stor Deel
af Mangel paa Oplysning, og en planmæssig frivillig Tyen til
Strafanstalter finder næsten altid Sted hos Personer, som før
have været straffede og som ere saa sløve og dybtsjunkne, at
de kun bekymre sig om, for Resten af sine Dage at føre et Liv
som Dyret, der drives fra Krybben til Arbeide og fra Arbeide
til Krybben. Men hvor vilde man ikke i Almindelighed tage
feil af den Fattige, om man troede, at han ikke veed at sætte
den rette Priis paa Friheden og Frihedens Ære? Mangel paa
denne ædle Følelse er kun Undtagelser, Undtagelser, som kun
findes i Forbrydelsen og den dybeste Elendighed. Og selv i en
Armod paa Grændsen af denne findes Frihedskjærligheden i sin
oprindelige, for Normænd saa naturlige, Styrke, og i sin ædleste
Skikkelse forener den sig med Følelsen for Ære og med den
stolte Bevidsthed af Ærlighed og Retskaffenhed. Og da naar
den Fattige kan gjøre dette klart for sig, da er Armoden ikke
Elendighed, ikke den Elendighed, som er Synden saa nær og
som kan gjøre Mennesket til Dyr.
Mellem vore Arbeidere ere de, der befatte sig med det gro-
vere Muurarbeide de, som synes fattigst. De ere Daglønnere,
og som oftest desværre Folk, der ikke tænke paa Vinteren naar
de om Sommeren have Arbeide. Men netop mellem disse traf
jeg engang paa en Mand, der midt i sin Fattigdom syntes at
have en klar og glad Bevidsthed om hvad det dog betyder at
være en fri Mand. Han arbeidede paa en privat Bygning, hvor
ogsaa nogle Slaver vare beskjæftigede med at vælte Stene til
Grundmuren o.s.v. Slaverne vare netop komne tilbage til Ar-
beide efter deres Middagshvile, som begynder Kl. 11, da Muur-
arbeider Hans Jakobsen havde sat sig hen under et Skuur for
at spise sin Middag. Den var simpel nok. Han sad der alene
med sin Sild og sit Brød; men jeg har seet Folk spise Steg og
Pudding med surere Miner end Hans's vare. Silden var fortæret
og nu maulede Hans Brødet ovenpaa.
"Knap Middag idag, Hans", sagde jeg.
|
| d.IV,b.7,s.65 |
"Aa, jeg har god Ost paa Brødet", mente Hans idet han
smaaloe.
"Hvor er den da? Jeg seer ikke du har andet Smør eller
Ost end den Sne og Slud som falder".
"Jo sagde Hans og pegede paa Slaverne -- jeg har god Ost
paa Brødet: jeg har Frihed."
O, Hans Jakobsen, du havde Ret, og du behøvede ikke at
lægge til, som Du gjorde: "Troer I, at jeg bytter den med hvad
Disse der har spiist idag -- Suul kanskee og ganske vist federe
end denne min Middag? Jeg skal sige Jer -- hvidskede Hans
til mig -- jeg har nok Raad til at spise noget bedre ellers; men
ikke idag, for jeg lægger 8 Skilling op om Dagen til Vinteren,
der er lang hos Os. Jeg er nemlig en saadan Ven af Friheden,
at jeg ikke engang kan fordrage Tanken om, som saamange
af mine Kamerater, at maatte banke paa Arbeidsanstaltens Port
for at bede om Optagelse naar Vinteren kommer."
O brave og fornuftige Hans Jakobsen! Den Ost, du spiste til
dit Brød er norsk, og saa god som nogen engelsk.
|
| BLA BAKOVER |