|
KAST AF HVOR BAKKEN ER FOR BRAT!
Kneiken brat,
Hesten mat,
Lasset svært,
Hjulet tvært,
Hesten staaer,
kan ei længer,
Øret hænger
Svangen gaaer.
Kast da af
under Bakken!
Gud, som gav
Liv til Blakken,
Dig udstyred,
stolte Mand,
med Forstand
til at maale
hvad vel Dyret
mægter taale,
samt et Hjerte
til at dele
Dyrets Smerte
uden Mæle.
Mangler dette,
bør man sette
Dyrets Herre,
ei hans Hest,
for en Kjærre
som et Best.
Lad sa trække
Kneipen op!
Svøben dække
til hans Krop!
Han, som Hjerte
eller Tanke
ikke har
for den Smerte
Dyret bar,
bør man banke
ubeskaaret
med Gevalt,
op i Saaret
sprænge Salt.
Da kanhænde
Han erkjende
|
| d.IV,b.7,s.58 |
vil sin Uret,
saa han troer,
at det dumme
Kreaturet
er hans stumme
Halvebro'r.
Dumme Knegt!
tør kanskee
endda lee,
som om Sligt
kun var Digt
uden Vægt?
Veed du vist
da, om hist
ikke Resten,
du mishandled
ugudfrygtig
saa af Hesten,
pludselig
viser sig
omforvandlet
til en dygtig
Kjørekarl,
mens det Sind
som du har
og Gemyttet
ind er flyttet
i hans Skind?
Magten holder
strengen Dom.
Begges Roller
skifte om:
Du i Skakkel,
mens din Stakkel
af en Hest
ifra Bukken
gjør din Mukken,
Stønnen, Trampen,
Sveden, Dampen
kun til Blæst.
Fort afsted!
Pidsken smelder.
Gudbevares!
Nei, der spares
ei dermed,
ikke fares
varligt ved.
Just, hvor hvide
Skyers Skraaning
steilest hælder,
maa du slide
just som Blakken,
Stakkels, sled
her i Bakken,
ved min Vaaning,
som du veed.
Ovenstaaende Vers have Hentydning til de jevnlige Mishand-
linger af overlæssede Heste ved en liden, men særdeles brat
Bakke eller Kneik i Nærheden af denne By, som Forfatteren
har havt Anledning at lægge Mærke til. I Almindelighed læsses
paa hvad Hestene kunne trække i Skridt paa slet Vei; men
Hensyn til, at Tyngden i et ganske overordentligt Forhold tiltager
som Modskraaningen er steil, tages der ikke. Skulde man nu
have Uleiligheden med at kaste af og gjøre to Vendinger? Nei,
|
| d.IV,b.7,s.59 |
Pokker! er Svaret, som Kjøreren giver sig -- almindeligviis Drenge,
der kjøre Andres Heste. Og naar de nu give sig ifærd med
Bakken, og de mærke, at det sterter med at komme frem, an-
strenges naturligviis Dyret først til det Yderste, og først naar de
maa erkjende Umuligheden deraf, eller Redskab gaaer istykker,
bekvemme de sig til, med stor Ærgrelse og Forbandelser over
Dyret, at kaste noget af. Vognmænd og andre Hesteeiere skulde
derfor altid ved Paalæsningen tage Hensyn til Terrænet, saaledes,
at de enten befale sine Folk at lægge af en rimelig Deel, eller
at læsse saameget mindre paa.
|
| BLA BAKOVER |