|
MENNESKETS DRIVT TIL GLÆDE
Ved at agte paa Menneskenes Handlinger med nogen Opmærk-
somhed, vil Du finde, at de alle have det skjønne Maal for Øjne,
at ville tilbringe deres Dage saa lykkelig, som muligt. Drivten
til at opnaae dette Maal yttrer sig ligesaavel hos den Unge, som
hos den Gamle, ligesaavel i det støjende Pallads som i den ro-
lige Hytte. Enhver tragter efter at være fornøjet; Enhver søger
at undvige de Tildragelser, som kunne gjøre ham Livet suurt,
eller, ifald han ikke kan undgaae dem, da at udfinde Midler, som
kunne lette ham det Byrdefulde deri.
Denne almindelige Stræben efter Glæde beviser, at Mennesket
er skabt til Glæde. Det er altsaa Naturdrivt, at tragte efter Lyk-
salighed; Naturdrivt, altid med begjærlige Øjne at see op til det,
der efter de herskende Begreber kan forskaffe Lyksalighed; Na-
turdrivt er det endelig, der ansporer os til at kjæmpe imod
Ulykken, overvinde den, og derefter igjen at vende tilbage i Ro-
ligheds og Tilfredsheds Skjød. Vi ønske os Døden, naar Skjeb-
nen formørker enhver Udsigt for os; vi ere kjede af Livet, naar
den tilkommende Tid ej lover os flere glade Timer, og det af
den Aarsag, fordi vi troe at have tabt Hensigten af vort Liv, for
saavidt samme angaaer vor Tilværelse paa denne Side Graven.
Den Glæde, vi føle, bestemmes ved Forestillingen om de Gjen-
stande, som have tildraget sig vor Villie, vore Ønsker, Tilbøje-
ligheder og Opmærksomhed. Efter den Værd, som vor Indbild-
ning tillægger disse Gjenstande, efter den Grad, hvori vor Sjel
beskjæftiger sig med samme, forøges eller formindskes vor Glæde,
|
| d.IV,b.7,s.60 |
naar vi nyde dem, og vor Bedrøvelse, naar vi savne dem. Vor
Karakteer og den Grad af Uddannelse, vor Sjel har faaet, yttrer
sig ved Valget af Gjenstandene, ved de Tilbøjeligheder og Liden-
skaber, samme opvække hos os, og ved den Maade, hvorpaa vi
behandle dem. Et dannet Menneske vælger ganske andre Gjen-
stande for sit Livs Glæder end Mennesket med de raa og udan-
nede Drivter. Den førstes Glæder ere ædlere og bestandigere;
hiin er forsigtig i at vælge dem, og bevarer derfor længere end
den sidste sine Kræfter til at kunne modtage forestaaende
Fornøjelser. Selv Valget af Menneskets Sysler gjør det elsk-
værdigt.
Den gode Opdragelse i vore tidligste Aar er det, der allerførst
vejleder os til Valget af ædle Glæder, eller, som er det samme,
af ædel Virksomhed; thi Glæde kan ikke tænkes uden Sjels Be-
skjæftigelse. Ved denne Virksomhed, hvortil vi i Barndommens
spæde Aar blive anførte af vore Opdragere, bliver Sielen ud-
dannet, det er: Hjertets Følelser og Forstandens Kræfter blive
indtagne for de gode Grundsætninger, efter hvilke den Unge siden
i Fremtiden skal af egen frivillig Drivt vælge de Beskjæftigelser,
som hans Attraa efter Lykke og Glæde gjøre nødvendige.
|
| BLA BAKOVER |