|
Nr. 14, 27de Juli 1844.
Lettroenhet er en Moder,
som dræber sine egne Poder.
TYRKEN
"Tyrken" er et forfærdeligt Navn i Almeenmands Øre hos
Os. Den Forestilling er endog temmelig almindelig, at Tyrken,
eller idetmindste en egen Race af Tyrkerne, har Tryne som
Svinet og æder Menneskekjød. Denne Race kaldes "Tryne-
tyrker" og deres Keiser "Trynetyrken selv". I Perspektivkasser
forevises slige Vanskabninger, og naar Konstantinopel forekommer,
glemmer aldrig Foreviseren af de "skjønne Rariteter" at snøvle,
at man her seer Trynetyrkens Hovedstad. For et halvt hundrede
Aar tilbage var det endog et almindeligt Rygte om en riig Handels-
mand i Christiania, at han lod borttage unge Piger og blomstrende
og fede Personer, slagte dem i sin Kjælder, nedsalte i Fustasjer
og saa udføre til Trynetyrken med umaadelig Profit, saa hans
Rigdom især skulde skrive sig derfra. En Historie, som natur-
ligviis Misundelse eller Kaadhed fra først af har hvisket ind i
Dumhedens Øre, og Lettroenhed, den sladderagtigste Terne paa
Jorden, bragt videre. At bemeldte Handelsmand var den Første,
|
d.IV,b.7,s.55 |
som herfra sendte Skibe paa lange Farvand, endog til China,
bidrog ogsaa Sit til dem. Men selv for faa Aar siden var et
lignende Snak i fuld Gang i selve Hovedstaden. Det hedte, at
en Mand i bruun Overkjole viste sig i Mørkningen, naar Pigerne
gik efter Melk, og at han greb eller lokkede med sig dem, som
saae bedst og frodigst ud, hvorpaa de sporløst forsvandt. At
de bleve slagtede for at sendes til Tyrken, var der ingen Tvivl
om. Man havde endog en Tid ondt for at faae sine Tjeneste-
piger til at forrette Ærinder paa den Tid, saa stor var Skrækken.
Men denne Overtro er dog af den Art, som er lettest at ud-
rydde, fordi den har sin Rod i simpel Uvidenhed. Det er værre
med den, som har sine Rødder slyngede sammen med den reli-
giøse Tro; den sidder fastere, og maa udrøddes fra Prækestolen.
Naar man hører, at Tyrken er et i sit Ydre særdeles smukt
og i sit Indre agtværdigt Folk, og man vil troe dette paa mang-
foldige Reisebeskriveres Ord, og at de ingenlunde dele sig i to
slige Racer, men overalt, hvor de ere udbredte, ere sig selv lige,
tænker jeg, at den stygge Tanke, at Gud skulde have sat slige
Vanskabninger paa Jorden, som Trynetyrker, vil forsvinde. Men
Almeenmand har aldrig hørt noget Sandt hverken om Tyrken
eller om andre Folk, saa det er overladt hans Indbildningskraft
at befolke Jorden. Tyrken kan endog siges at være i Slægt med
os; thi hans Stammesæde er nær vore ældste Forfædres, som
befolkede Norden; og virkelig i Ansigtets Form, den lyse Farve
og de stærke Legemsformer ligner han os. Han har ogsaa flere
Charakteertræk tilfælles med Nordboen: han er alvorlig, retfærdig,
gjæstfri, ikke meget rask til at handle. En udmærket Egenskab
hos Tyrken er hans Religiøsitet (Han dyrker ogsaa den ene Gud,
men ifølge hans saakaldte Profets, Mahomeds, Lære) samt hans
Mildhed imod de Umælende.
Men en sand Historie vil bedre lære, at Tyrkerne ogsaa be-
sidde Dyder ligesaavel som andre Folk, og den vil jeg da for-
tælle:
Nogle reisende Englændere bleve engang i en tyrkisk Provinds
overfaldne af et overvættes Regnveir, og intet Værtshuus var
at finde i den lille By, de endelig naaede. Et Kafeehuus fandt
de; men der kunde de ikke finde Ly med deres Oppakning.
Paa Værtens Raad toge de derimod et lidet tyrkisk Huus i Be-
siddelse, som just stod tomt, da Ejeren var bortreist. Regnen
|
d.IV,b.7,s.56 |
holdt ved anden Dagen, tredie og fjerde, saa de Reisende endelig
begyndte at lide Mangel paa Proviant, hvorfor de indlode sig i
Handel med en gammel græsk -- altsaa kristen -- Hyrde om
at han skulde sælge dem et Lam, men til en uforskammet høi
Priis. Istedetfor et Lam bringer nu denne Spidsbub en gammel
udmagret Sau, og da de Reisende paastode at ville have Lammet,
der alt var udtaget, forlangte han endnu en halv Gang meer for
det end den akkorderede Priis. Nøden var for Døren, og de Reisende tage Pungen op; men da Hyrden seer det, kaster han
Lammet paa Skulderen, og erklærer, at han nu ikke vil lade
det gaae under det Dobbelte af Prisen. Han blev da viist paa
Døren. Imidlertid hvad skeer? Medens de Reisende sidde og
overlægge hvor de dog skulle faa noget at spise fra, aabnes
Døren og Tyrken, der ejede Huset, som de havde taget i Be-
siddelse uden hans Samtykke, træder ind. Fuld af Forundring
betragter han de uventede Gjæster; men hilser dem da med sit
"Salam!" d. e. "Guds Fred!" og derefter med sit: "I ere mig
velkomne!" og nu kunde man være sikker for alle Hentyd-
ninger paa Besiddelsestagelsen af det fremmede Huus. Tyrken
gaaer ud; men kommer strax ind igjen med en stor Slagterkniv
i den ene Haand og et Lam i den anden. Det bliver slagtet
og tilberedet af Værten, og nu nøder han sine Gjæster til at
spise, med den godmodige Travlhed, som er Tyrkerne egen naar
de øve Gjæstfrihed. Næste Dag kunde Englænderne reise, og
vilde da betale den fattige Tyrk noget; men han sagde: "I ere
komne under mit Huses Tag og jeg har tilsagt Eder mit Vel-
kommen. Skulde en Troende da tage Betaling af sine Gjæster?"
Kun med Møje kunde man paatrænge hans Familie, der imidlertid
havde holdt til i et Nabohuus, en liden Gave. Det var nu en
Tyrk.
Nok en Historie om en Tyrk!
Ludvig den 15de, Konge i Frankrig, lod engang Algier, hvor
Tyrker befalte, bombardere af en Flaade. Bombekastningen
foraarsagede Algiererne stort Afbræk, saa Byens Statholder blev
saa rasende, at han befalede at stoppe de fangne Franskmænd,
man havde, i nogle store Kanoner og skyde dem ud mod deres
Landsmænd. Imellem disse ulykkelige Fangne var en Kaptain,
og han blev nu ført frem for at tjene til Forladning. Men en
|
d.IV,b.7,s.57 |
Tyrk, som stod hos og som havde været Kaptainens Fange, var
bleven godt behandlet af ham og frigiven, gjenkjendte ham og
kastede sig strax ned for den Befalende og bad om Naade for
ham. Men man agtede ikke derpaa. Tyrken tilbød sig at kjøbe
Fangen for enhver Priis; men forgjeves. Øjeblikket, da Kanonen
skulde fyres af, var nær -- da omfavnede Tyrken Franskmanden,
sluttede sig fast til ham og tilraabte Kanoneren: "Brænd løs!
Jeg vil døe med min Velgjører, hvis Død jeg ikke kan forhindre!"
Det omstaaende Folk, som havde seet og hørt Alt, blev derved
saa rørt, at det med Magt befriede Fangen.
Hvilken Følsomhed! Og det var dog ogsaa en Tyrk.
|
| BLA BAKOVER |