|
No. 2, 15de Februar 1841.
Den rette Sædetid
er første Ungdoms Alder.
Det fæster dybest Rod,
som først i Hjertet falder.
FORDÆRVET UNGDOM
At gjøre den tilvoxende, Børnenes, Slægt bedre og lykkeligere
og derved at redde den for sig selv og Samfundet, saa ikke saa-
mange af den opsluges af Strafanstalterne eller fortabes udenfor
disse i syndfuld Elendighed, som nu skeer af den gamle Slægt --
det er Børneasylernes Hensigt. Asyl betyder et Fristed. Det
skal være et Fristed for Arbeidets og Armodens endnu uskyldige
Børn. De skulle unddrages den øde Hytte, som Forældrene maae
forlade de fleste Timer for det daglige Brøds Skyld, unddrages
det til sig selv overladte Ophold paa Gaden, og i Asylets venlige
Bopæl skulle de, i muntert Samqvem med talrige Jevnaldrende,
overantvordes kjerligt Tilsyn, undervises og bibringes Sands for
en sædelig, reenlig, ordentlig og bedre Levemaade. Saaledes har
man troet at raade Bod paa Afsavnet af Forældrenes Pleje og
at lette fattige Forældre Omsorgen for deres Børn.
Men kunne Forældrene ganske yde sine Børn Tilsyn, Pleje og
Opdragelse, forbliver Hjemmet dog det bedste Asyl, og for disse
lykkeligere Børn bør derfor Asylerne ikke aabne sig. De tilhøre
kun den virkelige Armod, de ere kun Hjælpeindretninger for
denne, og ikke indstiftede forat slappe de naturlige Forpligtelser
og Baand, forat lukke det bedste og skjønneste Asyl: det inden
Moderens Arme. Den mylrende Mængde i vore Asyler viser
dog hvormange der dog tiltrænge dem, og er dette end ikke
|
| d.IV,b.6,s.129 |
i sig selv behageligt, er det dog tilfredstillende, at de dog
ere til.
Thi ve disse Børn, om Asylerne ikke vare! Saa gode Gemytter,
som der skinner igjennem disse hundrede smaae reentoede An-
sigter paa Bænkene der, saa har man dog under Beskjæftigelserne,
navnlig ved Grønlands Asyl og Skoleindretning, opdaget Aar-
sager til Fordærvelse, som vilde være nok til at anstikke den
hele Slægt. Man skulde troe, at have fundet lutter blød god
Jord at arbeide i i denne Ungdoms Hjerter; men desværre man
har selv mellem dem truffet paa Stene, saa haarde at Menneske-
kjærligheden træt og fortvivlet kunde bringes til at standse i sit
Arbeide, ja har maattet opgive disse Enkelte og søgt at faae
dem, saa unge de ere, afsondrede inden Strafanstalterne forat
de ikke skulle fordærve de mange uskyldige. Forældrenes Van-
art er en frygtelig Fare for Børnene, men hvorfra de dog for en
stor Deel kunne reddes gjennem Asylerne; men Faren er frygte-
ligere naar Lasten findes hos Enkelte mellem Børnene selv, naar
den fuldmodne Forbryder har hjemme imellem sine Jævnaldrende
paa Skolebænken, som han flyer for desfriere udenfor at for-
plante sin Fordærvelse. Det er, som berørt, Tilfælde med vort
største Asyl, det paa Grønland, at dermed er forenet en Almue-
skole for det tilgrændsende stærkt befolkede Forstaddistrikt. Det
samme Huus omfatter altsaa en talrig Ungdom fra de spædere
Aar og ligetil Konfirmationsalderen. I de egentlige Skoleaar, i
Drengealderen, er det man har opdaget Personer, hvis Fordær-
velse, begyndt i en Tid da intet Asyl kunde hjælpe paa den
slette Opdragelse i Hjemmet, allerede stempler deres hele Liv
som hjemfaldet Vanæren og Straffen, om et Frelsensmirakel ikke
vil foregaae i deres Sjele.
Erfaringer ere dog altid gavnlige ihvor smertelige de ere. Man
bør kjende Dybden af det Morads, man vil udtørre. Kjends-
gjerningernes stærke Sprog bør tale og de navngivne Exempler
advare Masser i vor Byes Forstæder, saa de vogte sine Børn og
faae Øinene op for hvor vidt det dog er kommet med Enkelte
imellem dem, og hvor nødvendigt det dog er, om de lyttede til
det i dette Blad saa ofte givne Raad, indbyrdes selv at holde de
Slette i Ave, der saa uendeligen skade den hele Klasse, hvortil
de høre.
|
| d.IV,b.6,s.130 |
Den 4de Januar d. A. var, ifø1ge trykte Sedler, alle de Grøn-
lands Asyl- og Skoleindretning vedkommende Forældre og Børn
indkaldte til Sammøde med Sognepræsten, som alvorligen lagde
Forældrene deres Pligter paa Hjerte med Hensyn til at lade Ind-
retningen komme deres Børn, efter Hensigten, tilgode. Dette
Møde gav da Anledning til den Opdagelse, at der gaves skole-
pligtige Drenge, hvoraf Fire navngaves1, som allerede, og det
tildels gjentagne Gange, havde været paa Tugthuset for Tyverier,
og som havde erklæret, at de heller vilde gaae did igjen end i
Skolen. Det er gyseligt at tænke sig; men det er den sørgelige
Sandhed. Forældrene vedgik disse Erklæringer af Børn, som de
ikke længer formaaede at raade og styre. Den ene Dreng, som
paa Moderens Anmodning, fordi han slog og bed hende, var
bleven sendt i Opslo Arrest, hvor Faderen sad, havde der for-
gjæves faaet legemlig Revselse af denne; og senere vare baade
han og Forældrene blevne tiltalte af Byens Politimester. Han
afgav dog sin frygtelige Erklæring heller at ville gaae tilbage i
Tugthuset end i Skolen. Han holdtes nogle Nætter med For-
ældrenes Tilladelse tilbage i Indretningens Lokale, men han und-
veeg, stjal paa Gaderne og bortbyttede for Brændeviin de Klæder,
han havde medhavt fra Tugthuset. Den Opklædning, de der
erholde, synes endog at være en af Aarsagerne til det lidet Af-
skrækkende, den beskjæmmende Straffeanstalt har for dem. Den
Time, en Kamerad skal ud, samles flere af den unge Forbryders
Jevnlige nær Tugthuusporten. Den aabner sig og han kommer
opklædt ud, og det bærer da afsted i vild Lystighed til et Skjul-
sted, hvor Drengene beruse sig og uddele sine Roller og Jagt-
strøg for Tyverierne ligesom man kan tænke sig i en fuldstændig
Røverbande. I en Lade paa Leret fandt saaledes hiin Drengs
Moder sin Søn nogle Dage efterat han var kommen ud af Tugt-
huset spillende og svirende med endeel Jevngamle, som havde
samlet sig om sin Mester "Gaa F -- ivold med dig!" var Sønnens
Svar, da Moderen bad ham at følge med hjem. "Hvad vi har
her af Penge og Noget at leve af har jeg ikke faaet af dig!"
|
| d.IV,b.6,s.131 |
Skulde man ikke efter Sligt næsten kunne ønske, at den gud-
dommelige Retfærdighed maatte ogsaa have gjennemtrængt den
døde Natur, saa Væggene kunde indstyrtet og begravet den hele
Helvedesyngel? Eller skulde det ikke være bedre at tænke, at
Gud straffer slette Forældre med ugudelige Børn? Moderen sneg
sig grædende bort, Forældrene erklærede for Politimester, Præst
og Bestyrelse, at de ikke formaaede mere over sine Børn, og
Bestyrelsen havde da intet andet tilbage end at kræve den haarde
Lovgivning sat i Kraft, som befaler, at Børn, der modvilligen for-
sømme Skolen, skulle hensættes i Tugthuset for der at lære sin
Kristendom. Det er en skrækkelig Skole; og dette samt Ube-
kjendtskab til de Midler, der forhen forgjæves vare blevne an-
vendte, lod vel vedkommende Dommer endnu engang anbefale
dem til præstelig Formaning; men Præsten erklærede, at saa
mange og tiltalende Formaninger, som han havde kunnet for-
maae, vare blevne dem givne -- at det er nødvendigt, at der
anvendes Lovens Strenghed til enkelte Tider og Personer, og at
der, "forat faae saadanne forulykkede Personer overbeviiste,
maa Andet til."
Og dette Andet er Tugthuset, Skjændselens og Straffens Hjem-
sted, Slaveriets Forsal. En Præst, der ligesaavist under sin Al-
vorlighed skjuler det ømmeste Sindelag for den Fattige og for
Børnene, som under sin Kaabe den hjælpsomste Haand, og som
har Vægt i sine Ord og mere end almindelig Afsky for at et
Menneskes Frihed skal gaae forloren -- han har med blødende
Hjerte maattet henvise dertil som til det eneste menneskelige
Middel, der endnu stod tilbage. Og det vel neppe forat redde,
men kun forat befrie Samfundet og navnlig deres Jevnaldrende
og Lige for disse unge Udskud, ligesom det skabbede Faar maa
fjernes, forat den hele Hjord ikke skal besmittes. Om slig Ung-
dom synes det ogsaa sagt og skrevet: "det var bedre at en Mølle-
steen var bunden om din Hals og du saa udslængt paa Havet."
Fordærvelsen er langtfra indskrænket til enkelte eller saa faa
Personer, som her ere paapegede. At see saa fulde Smaagutter,
at de maae bringes paa Raadstuen er ikke sjeldent. I det sne-
digste Tyveri, Lommetyveriet, og i det dristigste: paa lys Dag at
stjæle i Husene, i Værelserne og paa Gangene, ere mange af
disse, dels fuldvoxne, dels endnu yngre, Drenge, vel bevante.
Uden Oplysning, som Betlervanen har gjort dem det modbydeligt
|
| d.IV,b.6,s.132 |
at erhverve, ere de tillige uden al Samvittighed eller Tanke om
at det er Synder de begaae, naar de stjæle fra Den, der nys
har givet dem Almisse, snappe Tegnebogen fra en Bonde eller
hjælpe til ved røversk og voldsomt Overfald. En Mængde Gjer-
ninger, som godtgjøre, at intet i denne Skildring er overdrevet,
staaer mig tilrede; men det er klart, at en Frækhed og For-
vorpenhed, som ovenskildrede ikke kan staae alene hos hine 4
Personer, men støtter sig til og henter sin Næring fra en al-
mindeligere udbredt, fra Medhold i Gjerningen hos andre ligesaa
Dumdristige og fra en udbredt Slaphed i Samvittigheden og den
sædelige Følelse og en Forvirring i Begreberne om det Syndige
og Nedrige. Den Stolthed af sine Misgjerninger, som man ofte
hører om hos store aldeles fortabte Forbrydere, der finde et op-
mærksomt Publikum inden Strafanstalternes Vægge og en Slags
Udmærkelse i at maatte lænkes stærkere end de vildeste Dyr --
denne mærkværdige, sørgelige Aandsforvildelse har allerede ud-
viklet sig hos vore Forstæders unge Forbrydere. De have sit
Anhang mellem Ældre og Yngre, sine Øgenavne, sine Historier
om heldige eller uheldige Foretagender. Og dette vide de Om-
boende kun altfor vel. Komme to Nabokoner i Trætte, er det
første Vaaben gjensidige Trudsler om at røbe de Ugjerninger, som
ere blevne skjulte under hver af deres Hytter. De ere omtrent
som to Ulvinder der holde hinanden i Ørene, og Tilhørerne erfare
kun dunkle Hentydninger paa alle Tyveriets og Hæleriets Hemme-
ligheder. Kunde det blive udført, at de Mænd, som have mange
Arbeidere, lode disse boe i barakkelignende Bygninger, hvor
hver Familie havde sin afsondrede Beqvemmelighed, der betaltes
ved Afdrag i Arbeidslønnen, vilde det lettere Opsyn forbedre
meget i hine Henseender og i Arbeidsklassens sædelige og huus-
lige Kaar. Den Arbeider, Ejeren havde mest Tiltro til, anbe-
troedes det daglige Opsyn over den Barakkelængde, han boede
i, og hvis Befolkning kun skulde bestaae af Arbeidere, som ellers
maae leje sig frem, og da ofte tage tiltakke med Huller, hvor
ingen huuslig Orden og Reenlighed saa let kan finde Sted.
Men ogsaa som det nu er, ville de ærlige og retskafne Ar-
beiderfamilier kunne udøve det bedste Politi. De kjende de An-
stukne; og det kan neppe være andet end den Fattiges Med-
følelse for den Fattige, som gjør dem saa uvirksomme til at rense
sin egen Klasse for dens Udskud. Fik disse at føle, at de vare
|
| d.IV,b.6,s.133 |
foragtede, ikke taalte, og angivne af sine Lige, var det forbi med
Forbrydelsens Frækhed og Dumdristighed. Og kom hertil strenge
legemlige Straffe for unge Forbrydere før man skred til at ind-
sætte dem i Tugthuset, vilde hine tidlige giftige Udvæxter paa
Samfundet maaskee finde sig formeget beskaarne til at trives
saa frodigen, og Forbrydelsen lære, medens det endnu er Tid,
at den i sin Fremvæxt kun bringer sin egen Ulykke, et Livs
lange Elendighed, til Modenhed. Og især for sine egne Børns
Skyld burde Arbeidsklassen være nidkjær i at paasee, at For-
dærvelsen ikke erholdt saadan Tilvæxt imellem dens Unge, saa-
dant Tilhold i dens Hytter.
Men, i Himmelens Navn, hvad Tillokkelse har da Tugthuus og
Slaveri for denne Ungdom, som iler dem med saa vanvittig Be-
gjærlighed imøde? Og det maa dog blive Enden. Eller rettere
sagt, Tugthuset har jo allerede været Begyndelsen; og Livsslave-
riet, et Steenbuurs Gravhvælving eller Skafottet og Steilen maa
da, efter al menneskelig Rimelighed, blive Enden til en saadan
Begyndelse. Eller troe de, fordi de vide, at mange Forbrydelser
forblive ustraffede, at dette Udfald paa et Liv, der saa tidlig og
ganske og aldeles og blindthen, skjøndt med Beslutning, indvies
Forbrydelsen, kan være uvist? Og troe de kanskee ikke, at An-
geren engang vil komme -- en lang Anger, som vil vare fra at
Livsslavens Lænker spændes om det endnu unge Bryst og til
Døden løser dettes Livsbaand? Taler ikke Samvittigheden, saa
lad dog Klogskaben tale! Og den kan ikke andet end kalde det
en afsindig Daarskab, at ville bestemt forvise sig selv fra ærlige
og frie Menneskers Samqvem, fra Udsigter, fra et Haab om nogen-
sinde at kunne nyde et fornøiet Øjeblik, ja maaskee fra Dagens
Lys og Guds blaa Himmel, men derimod banlyse sit unge Liv
ind i Skjændselens, Straffens og Fortvivlelsens mørke Hjemsteder.
Hvor er det muligt, at Hyttens Ly ikke skulde være behageligere
end Fængselets? Dens Arnes Varme ikke behageligere end Sla-
veriovnens? Hvor er det muligt, at Fangens Brød bag Gitteret
kan smage bedre end den fri Arbeidsmands? at Tvangsarbeidets
Sved og Hvile kan være at foretrække for det fri Arbeides?
Udsigten til en Steile herligere end til et grønnende Træ udenfor
sit eget Hjem.
|
| d.IV,b.6,s.134 |
Sit eget Hjem? Ja, der lever ingen Dreng, som ikke kan have
Haab om engang at eje sit eget Hjem og med et grønnende Træ
udenfor, om han vil. Men ved Forbrydelser og Foragt for at
erhverve de simpleste Kundskaber forbedrer aldrig Fattigdommen
sine Kaar. Det er kun tilsyneladende, at den gjør det ved en
enkelt lykket Forbrydelse. Det er et fortvivlet Spil, hvori den
altid taber tilsidst, medens den ærlige Flid er vis paa altid at
lægge Skillinger op. Men skulde det være Fattigdommens Bitter-
hed, som frister til denne fortvivlede Kamp mod Guds Bud, mod
Forældres og Læreres Formaninger, mod Statens og Lovens
stærke Magt og mod Guds og Menneskenes Retfærdighed, da --
hvor kunne alle de tusinde skrækfulde Exempler glemmes paa
hvorledes det gaaer saadanne Syndere? Hvor kan Fattigdommen
glemme, at det dog staaer i dens Magt at eje de ypperste Goder:
Guds Fred, Menneskers Godhed, Frihed og borgerlige Ære --
ja at vel heller ikke Føde, Huusly og Klæder, ja Ægtefælle og
Hjem, er noget uopnaaeligt for den Flittige og Ordentlige? At
glemme dette og tænke, at det ikke er saa stor Synd at jevne
paa Fattigdom ved Forbrydelser, vilde jo omtrent være at troe,
at Gud kan have tildelt de fleste Mennesker trange Kaar for at
der skulde blive desflere Tyve og Kjeltringer? Og sandelig denne
vanvittige Tro synes allerede undfanget i et Liv, der kan begynde
med at erklære: heller Tugthuset igjen end Skolen!
1 tilbake Ole Christiansen, fra Enerhaugen, 15 Aar; Paul Jacobsen, fra Nygaden,
yngre end den Forrige; Jens Johnsen, fra Leret (meest berygtet under Navn
af Jens Bager) og Martin Dyresen sammestedsfra. De nævnes, fordi det er
Udgiverens Hensigt at overlevere dem dette Blad, og det maaskee kan virke
noget paa deres sløvede Æresfølelse at de see sig allerede saa bemærkede. |
| BLA BAKOVER |