|
| d.IV,b.2,s.52 |
Kongens dertil, og greb til et Middel, som kun en feig og blind
Fortvivlelse kunde indskyde, nemlig til at overdrage Kongen
uindskrænket Eenvælde og forvandle Riget fra Valgrige til et
Arverige. Folket gjorde, saavidt det repræsentertes ved hine to
Stænder, eet Øieblik Brug af sin naturlige Overmyndighed (Sou-
verænitet) for at bortgive den evindelig -- som det hedte; men
dog i Virkeligheden kun saalænge det selv vil -- til Kongen.
Adelen, som Kongen havde hindret fra at adsprede sig i et med
Krigsfolk og dens Borge opfyldt Land, maatte nødtvungen finde
sig i denne Forandring, som medførte Rigsraadets og Lehnsvæ-
senets Afskaffelse, og hvorved det danske Folk ombyttede Adels-
trældom med Kongeaag. Den giordes gjældende for Norge ved
en Act 7de Aug. 1661, og for dets Bilande det følgende Aar.
Kongen, som derved ogsaa sattes i Spidsen for Dommermagten
-- hvilket er Despotismens høieste Fylde -- anordnede samme
Aar en Høiesteret i Kjøbenhavn, der faa Aar efter blev for begge
Riger, men hvortil de norske Sager sidst indstevnedes. De norske
Herredage forandredes til en Overhofret i Christiania med alene
faste Bisiddere. Samme Aar er mærkværdigt ved Kongeloven,
som bestemmer Arvefølgen, ophæver alle Grændser for Kongens
Magt, og fastsætter hans Myndighedsalder til det fyldte 13de Aar
-- en Alder, da Mennesket endnu mindre er modent paa Aand
end paa Legeme.
Et Postvæsen og den indtil for nys gjældende Matrikul ind-
førtes; og ved den norske Sjøhelt Admiral Cort Sivertsen Adeler
oprettedes en Skjærgaardsflaade i Bergen siden Englænderne
1665 havde voget et Angreb paa en didflygtet hollandsk Handels-
flaade, hvilket dog Nordmændene tilbageslog. Mange Norske
udvandrede til Nordamerika, hvor de anlagde et nyt "Bergen."
Deraf kan dømmes om Almeentilstanden. Udvandring er et
ligesaa yderligt Nødmiddel som Opstand.
K. Christian den 5te. (1670 -- 1699).
Krig med Sverig ("Gyldenløvsfeiden"). Norske Lov.
Kronprinds Christian tog Arv-Enevældet an ved Faderens Død
1670. Dog var Peder Griffenfeld, som fra ringe Stand havde
svunget sig op til Statsminister og Greve af Jarlsberg -- hvilket
Grevskab tilligemed Grevskabet Laurvig og Baroniet Rosendal
|
| d.IV,b.2,s.53 |
stiftedes under denne Konge -- den, som styrede indtil han
styrtedes og hensattes i Munkholms Statsfængsel. Kongegunst
er for stærk, naar den ei fordeles: den havde berust Griffenfeld.
Dog faldt han mindre brødefuld end sine høiadelige Forfølgere,
som ikke taalte den borgerlige Storcanzler, eller den Følge af
den nye Forfatning, at Høihed tildeltes efter de Tjenester som
bevistes Thronen, og at Talentet kunde opsvinge sig til at lege
med Lynene paa Magtens Tinde. Han er Kongelovens Forfatter,
og har stor Deel i den endnu gjældende "Norske Lov" fra 1684.
Forat erholde igjen de tabte Provindser væltede Kongen sig ind
paa Sverig, og indviklede derved Norge i en ny Krig fra 1675 --
79, som for det atter var ligesaa hæderlig som frugtesløs for-
medelst de Nederlag de Danske leed. Nordmændene besatte
under Statholder Gyldenløve Bahuslehn, brandskattede langt ind
i Gøthland, trængte frem ligetil Marstrand, som de stormtoge,
erobrede Jæmtland, seirede under Løvenhjelm ved Uddevalla,
og hevnede ved nyt Streiftog ind i Sverig Svenskernes Øde-
læggelse af Røraas Kobberværk. Alligevel, og uagtet den dansk-
norske Flaades Seire, havde Krigen næsten ingen vigtigere Følge
end at Danmark saae et Folkehad oppustet i stigende Flammer
mellem Norske og Svenske.
Forbedringer i Bergdrivt, Maal og Vægt, Hovedveienes Op-
maaling, Afskaffelsen af latinske Sange i Kirkerne, Indførelse af
et nyt Ritual, ny Alter- og Psalmbog maa mere tilskrives de
fremskridende Tider end den forfængelige Konge, hvem Jagt og
Pragt var vigtigere end Rigernes Forsorg og Sønnens Opdragelse.
I Handelen herskede Eneretssystemet. Handelen paa Finmarken,
der betragtedes som Koloniland, overdroges et Selskab i Bergen;
den paa de norske Bilande et i Kjøbenhavn -- et System ligesaa
indskrænket i sit Begreb som indskrænkende. Kongen tilegnede
sig Magt til at skjærpe Domme -- en ny Udvidelse af Despo-
tismen, om denne ikke, efter sin Natur, var grændseløs.
K. Frederik den 4de. (1699 -- 1730).
Krig med Sverig (1710 -- 1720). Frederiksteens Beleiringer.
Ogsaa denne Konge væltede sig ind paa Sverig, endskjøndt
dets Konge Carl den 12te i sin Ungdom -- "en skjægløs Thorden-
gud" -- ved et Løvesprang paa Sjæland forat frelse sin af Dan-
|
| d.IV,b.2,s.54 |
mark bekrigede, medforbundne Frænde, Hertugen af Holsteen
syntes at burde have lært ham at holde sig rolig. Han gjorde
det ogsaa en Tid; og afbetalte da Rigsgjelden med Undersaat-
ternes Blod, idet han nemlig bortleiede 20,000 Mand til frem-
mede krigførende Magter, samt ved at sælge de norske Kirker
-- en Handel, Staten endnu lider ved, især saafremt de ikke
ere blevne Almuernes Eiendom, og som lader sig ligne med den
fordærvelige Bergdrivt, at drive et Værk "paa Rov". Men neppe
slog Ulykken Carls Vaaben i Rusland 1709, før Frederik tillige-
med dette Rige, Sachsen og Preussen styrtede sig over det
drot- og hærløse Sverig. Med Bønder slog den svenske Sten-
bock Danskerne ud, og flyttede under nye Seire Skuepladsen
til Tydskland, indtil han omsider, indklemt mellem 2 Have,
Kjernen af det danske Folk og de forente Hære, maatte give
sig. Nordmændene fik først ret at bestille, da Carl ved sin
Hjemkomst vendte sig mod dem 1716, og saameget mere som
det i militær Henseende var næsten mere end sædvanlig forsømt.
Men efter det første Møde kunde Carl spaae sig ilde. Trængende
indgjennem Høland hilsedes han af Oberst Kruse, Captain Mi-
chelet og et Par 100 Dragoner paa det heltemodigste.
Kruse gjennem Skogen saae
tusind Gule, tusind Blaae.
Og Carl, den Krigens Brand,
ja fremst kom Han.
"Stop, Konge, her du tolde maa!
Her toldes Blod før du gaaer iland!
Bag Grændsesteen
mod Ti staaer Een.
Kun udenfor gjælder det Mand mod Mand."
Denne Kamp mod den mangedobbelte Overmagt af ypperlige
Krigere er et af de herligste Træk i den norske Krigshistorie.
Michelet faldt. Kruse fangedes haardtsaaret efterat have fældet 7.
Carl trængte igjennem. Men der er Seier i et saadant Nederlag;
Vinding i et saadant Tab. Et Selvopofrelsens Exempel, især i
Begyndelsen af et Feldttog, er en Ærestøtte, der vender sin
Skyggeside mod Fienden, sin straalende mod Medkjæmperne.
Ja, det virker mere end selv en Seier: nedslaaende paa Fienden,
begeistrende paa Landsmændene. Carl besatte Christiania; be-
leirede Agershuus forgjæves. Almuen deromkring gjorde hans
|
| d.IV,b.2,s.55 |
Streifcorps megen Skade. Et Dragonregiment under Oberst
Løwen sendtes mod Kongsberg, og tog sit Qvarteer paa og om
Norderhoug Præstegaard. Men det kom ikke videre. Præste-
konen Anna Kolbjørnsdatter Ramus gav 600 norske Dragoner,
som laae i Nærheden, forat passe paa de Svenske, Underretning
om deres Plan, og vinkede dem til Angrebet ved et Baal, som
sagdes anlagt forat varme Vagten. Ledede af Vagtmesteren
Thor Hovland kom de Norske ved Midnat, adsplittede Fienden
og fangede Høvdingen. Resten fældedes paa Krogskogen af
Bønderne. Et andet Regiment skræmtes af Præsten Rumohr i
Skjeberg ved opdigtede Efterretninger over Grændsen; og nok
et bortsloges fra Moss med Tabet af de der anlagte Magaziner.
Da Carl herved, medens norske, fra Danmark hjemsendte Trop-
per spillede Mester i Smaalehnene, saae sine Forbindelseslinjer
med Sverig næsten brudte, rykkede han ilsomst for Fredrikssteen.
Efter et mislykket Angreb derpaa, tog han Byen Frederikshald.
Kjæmpende trak Borgerne sig til Fæstningen. Men med For-
færdelse saae Svenskerne Brand at udbryde overalt. Det var
Borgerne, som paa hiin Annas Brødres Peder og Hans Kol-
bjørnssens Opfordring og Exempel selv antændte sine Huse.
Kugler regnede fra Fæstningen; men tættest over det Huus,
hvori Kongen var; thi det havde Maria Kolbjørnsdatter, en anden
Søster af Kolbjørnssenerne, mens hun som Gjenboerske førte
venlig Samtale med ham, vidst at betegne sine Brødre. Sven-
skerne maatte ud. Ogsaa denne Ødelæggelse var Nordmændene
en Seier, større i sine aandige Virkninger, end ved det Tab, de
tilføiede den tilbagedragende Fiende.
"Og herlig blussed Fredrikshald
blandt Liig og Blod;
oplyste stolt de Svenskes Fald
og Sines Mod.
Og aldrig brændte nogen Baun
saa skjøn som den.
Og aldrig uddøe skal dit Navn,
o Kolbjørns Søn!
Saa stride de Nordmænd for Norge."
Peder Kolbjørnssen kan man vel ogsaa tilskrive Fæstningens
Redning; thi han mærkede Forræderi hos Commandanten, og fik
ham bort. Overalt var han og Broderen ogsaa tilstede med det
|
| d.IV,b.2,s.56 |
Fricorps, som de selv holdt, snart i Udfald fra Fæstningen, snart
i lynsnare Overfald Fienden paa Nakken, eller de sloges fra
Borgernes Stykpram eller bemægtigede sig hans Tilførsler. En
mageløs Aand havde grebet alle Gemytter. Saaledes som der
blev stridt kunne kun Borgere stride. De havde bragt en Op-
offrelse med roligt Overlæg. Dette var nu blevet en ubetvingelig
Haardnakkenhed; den varme Pligtfølelse, som kunde opoffre, en
glædedrukken Begeistring over at have opoffret. Luerne vare
nedsjunkne i Asken; Fredrikshald flammede endnu stedse i Ge-
mytterne. Som Kolbjørnssenerne Borgerne, saa lærte Ole Svend-
sen Bakke, Klokker paa Id, Bønderne den ubetvingelige Folke-
krig. Som han, saae man dem speide, overrumple, liste sig om
i Kleiver og Kløfter med den mordiske Rifle, og da udsøge sig
Høvdinger til Dødsoffre ligesom Jægeren, hvor han har Valget,
lægger an paa det bedste Vildt. Carl førte ellers Krigen meget
menneskelig. Der laae ogsaa nær 150 Aar imellem Syvaars-
krigens tøileløse Partigjængere og hans ordnede, udskrevne Hære.
Han havde trukket sig tilbage; men ventede kun paa sin Til-
førselsflaade, som allerede i Dynkilen laae Svinesund nær. Da
kom Budskabet om at den norske Sjøhelt Peder Wessel Torden-
skjold, med mageløs Tapperhed trængende ind i den snevre
stærkt forsvarede Vik, havde tilintetgjort den hele. Tordenskjold
havde befriet sit Fædreland. Feldttoget var endt -- et, hvori
Kruses glimtende Carabiner, Annas Signalbaun, Fredrikshalds
Offerbrand og endelig den flammende Flaade i Dynkilen havde
kastet en uforgjængelig Glands over det sjunkne Norge.
Høsten 1718 rykkede atter Svenskerne ind i Norge: 10,000
nordenfjelds under Armfelt: 20,000 under Carl selv mod Frede-
rikssteen. Fortet Gyldenløve stormtoges. Fæstningen var ikke
sikkrere end Ørnredet paa den alt nær bestegne Klippe. Da
fandtes Carl (11te Octbr.) skudt i Løbegravene, ventelig ved
Forræderhaand; og ogsaa dette Feldttog var endt. Armfeldt,
der først i det følgende Aar, ifølge heraf, trak sig tilbage, tabte
i Yrveir paa Tydalsfjeldene nær Halvten af sin Hær.
"Vinternatten uden Lys stod paa Bergeryg,
Som et fælt Naturens Gys gik et Tydalsfyg." --
Den norske Hær fulgte ikke Regelen, at slaae en Bro af Guld
for den flygtende Fiende. Aaret efter besattes Jæmtland og
|
| d.IV,b.2,s.57 |
Bahuus. Tordenskjold tog Marstrand og Fæstningen Carlsteen.
Kongen indfandt sig selv i det sidste Feldttog ved Hæren, lige-
som forat tage Blomsten af dens Triumfer. Danmark tog Frug-
terne deraf i Freden 1720. Det af Soldatudskrivning, Krig og
Hungersaar skrækkelig medtagne Norge erholdt Intet uden Mindet
deraf og Nytten af at Sverig fandt, at Norges Erobring var en
forfængelig Plan, der havde tilhørt dets Carler meer end det
selv, og den farligste Følge af at det lod sig blænde af Carla-
klingens Glands.
Omsorg for Grønlændernes og Finlappernes Sjelevel.
Under Frederik d. 4de falder Islænderen Thormodur Torfesons
sidste Dage, som ved sin Norges Historie har lagt ny Ære til
sit Folks Fortjenester af denne Videnskab. Det hendøde Minde
om Grønland vaktes ogsaa ved den nordlandske Præst Hans
Egede, som indlagde sig en Apostels Fortjenester ved, med
dennes Nidkjærhed, at forlade sit gode Kald, for at christne de
hedenske Grønlændere efter 15 Aars Anstrengelser mellem det
vilde Folk i det øde Land, med hvilket den siden vedligeholdte
Forbindelse derved gjenknyttedes. For de halvhedenske Fin-
lapper sørgedes ved en Missionsindretning i Throndhjem. Iøvrigt
viste militære og civile Embedsmænds Uredelighed og Udsugelser,
og Kongens sjeldne Besøg at han kun brød sig lidet om Landet.
Den bittre Følelse af Ulykke og Tilsidesættelse synes at have
været saa almeen, at en Amtmand Juel endog (men med fortjent
Forliis af sit Hoved) arbeidede paa at bringe Norge under Rus-
land -- et Rige det stedse vil blive Nordmændenes Pligt at af-
skye som Despoti, og at holde Vaabenhaand og vaagent Øie
imod som havesyg Nabo.
K. Christian den 6te. (1730 -- 1746).
Lang Fred. Confirmationens Indførelse. Colonilandene
gives i dansk Handelsvold.
Fred er i sig selv svanger med Velsignelser, om end ikke for-
trinlige Aaringer og andre særdeles Omstændigheder tilstøde,
som udvikle dem; men en slet Regjering eller, i Eenvældet, en
slet Konge, kan tilintetgjøre dem alle. Fred fik Frederik den 4des
|
| d.IV,b.2,s.58 |
Søn Christian: Fred, fyldt Skatkammer, Rigerne i Seierens Sik-
kerhed -- alt dette i Arv; dog efterlod han dem i Armod:
Norge, med Hensyn til dets Velfærd, huult som en hovedløs
Hat, eller -- for at iagttage det rigtige Forhold mellem Rigerne --
som en Stormhue: Danmark, om end bedækt med Slotte, ligt
den glimrende, men ligesaa hule Krone, der selv paa Christian,
i aandelig Forstand, kunde siges at være hovedløs. Eenvældet
gjorde Statens Formue til Kongens; dennes Pragtsyge og Bygge-
lyst til Love for hiin. For at Kongen af Danmark og Norge
kunde boe ligesaa eenvoldsmæssig som Kongen af Frankrig,
maatte Slotte bygges i Vandet og Christiansborg udspændte sine
uhyre Fløie over Landet, efterat Millionerne dertil vare sammen-
skattede i begge Riger.
Men denne samme Konge, som ikke kunde faae Pragt nok til
at gjemme sit forgjængelige Støv i, talte ellers idelig om Verdens
Forfængelighed; og indtvang ved strenge Bud, ivrige Tjenere
især imellem Præsterne, og ved sit kongelige Exempel (der altid
er Lov nok for Ufrie) i sin Tid sin egen hovedhængende Skin-
hellighed. Dog skyldes denne Regjering Confirmationens Ind-
førelse 1736: en Velgjerning, som indtil denne Dag er bleven
mindsket i sine gode Følger ved Beskaffenheden af de, kun for
hiin mørke Tid hensigtsmæssige, Bøger, som ved den bruges.
Ogsaa denne Konge viste, hvor lidet han brød sig om Norge.
Kun eengang besøgte han det. Fædrelandets Talsmand Biskop
Deichmann afsattes. Medens der sørgedes for Danmarks Fabrik-
væsen, maatte Norge hjælpe sig selv; og saaledes stiftedes 1739
et Selskab for at benytte Landets naturlige Rigdomme, det "sorte
Compagni", som anlagde Glashytter, Saltværk, Marmorbrud, Tjære-
og Potaske-syderier o. fl. d. Norge trænger endnu til et saadant
Selskab. Det har fremdeles samme Anledninger til, at indlægge
sig, i dobbelt Bemærkelse, Fortjeneste. Landværnet indrettedes.
Ved Enehandelen paa Finmarken og Norges Colonilande, hvorfra
det selv var udelukket, berigede danske Handelscompagnier sig
og udsugede dem. Islands Velvære aftog som Livet med det
strømmende Blod. Afkræftningen svækkede selv Folkets Aand,
som fordreiedes værre under Handelsaaget, og de daglige Uret-
færdigheder end under det politiske med dets Stormstød af
Voldsomheder. Ogsaa Norge svækkedes derved ligesom Hjertet
taber i Slagkraft, naar Armen aarelades.
|
| d.IV,b.2,s.59 |
K. Frederik den 5te (1746 -- 1766).
Freden vedbliver. Handels og Videnskabeligheds Opkomst.
Oprør af Bergenhusinger.
Christians Søn, den velvillige Frederik, paaslægtede kun Faderen
i Ødselhed, hvorved Statsgjelden tiltog uhyre, uanseet at Skat-
terne troligen voxte med den ved Handelen temmelig almene
Velstand. Denne Kongernes Ødselhed tiltog over det Hele umaa-
deligen i sidste Aarhundrede, og affødte nærmere end deres
andre Magtmisbrug de Indskrænkninger, de i Sluten deraf maatte
lide i flere Stater. Men endnu stedse ere de for rigelig aflagte,
idet de have paaberaabt sig de forrige Kongers gyldnere Dage,
og anvendt en Fremgangsmaade, som ligner den der med Held
bruges for svagsindede Dommere, nemlig at overspænde For-
dringerne for at erholde ialfald mere end det Billige. Dette
slaaer en Tid, som vel har sine egne bedre Begreber om Folk
og Frihed, men dog endnu altfor meget de forsvundnes om hvad
en Konge bør være. At klarere Tider ogsaa nærmede sig Norge
sees af det kgl. norske Videnskabers Selskab, som 1760 grun-
dedes i Throndhjem af Biskop Gunnerus og Historikerne Schøning
og Suhm. Et Seminarium, hvori høiere Underviisning gaves i
flere Videnskaber udenfor de døde Sprog, stiftedes i Bergen.
Nordmanden Holbergs Geni, der, ligesom Solen forgjæves vil
fortære sine Pletter, midti sin Brand for al anden sedlig Sandhed
nærte al Eenvældets Ufrisind, lyste endnu i første Halvdeel af
Frederiks Regjering. Handelen paa Indien aabnedes nu ogsaa
for Norge, dog med den ubillige Indskrænkning, at Skibene maatte
klarere i Kjøbenhavn. Tydske Bergfolk indkaldtes. En Berg-
skole oprettedes paa Kongsberg. Rigsgrændsen mærkedes op
fra 1751 af. Et Landhuusholdningsselskab paa Island blev op-
hjulpet. Den staaende Hær, som ogsaa kan henregnes baade til
Kongemagtens Prydelser og Støtter, forøgedes utilbørlig. Dette
og en Extraskat bevirkede et alvorligt Oprør i Bergen, da 4000
Bønder bemægtigede sig Byen og begik endeel Uordener. For-
resten vare nogle Udrustninger mod Rusland det Eneste, som
forstyrrede Roligheden under Frederik. Hans sidste Dage for-
bitredes ved Dronningen Juliane Marias Ondskab, som siges at
have gaaet ligetil1 Mordanslag mod hans Søn af første Ægte-
|
| d.IV,b.2,s.60 |
skab, der dog fulgte ham paa Thronen. Imod Sorgen greb han
til Drik, et Middel, der er værre i sine Følger end Ondet det
skal formilde, og som forkortede hans Liv. Heri, som i at lade
sig beherske af Gunstlinger, viste Frederik det Veksind, som
synes arveligt hos de Fleste af hans Slægt.
K. Christian den 7de (1766 -- 1808).
Fred, kun afbrudt ved et kort Feldttog i Sverig. Trykkefrihed.
Indfødsretten. Velstand.
Den nye Konge ødelagde herlige Evner ved de tøilesløseste
Udsvævelser. Dette skulde høre udenfor Historien, om det ikke
viste hvilke Skjændsler Eenvældet kan føre over Folkeslag, og
om ikke Herskernes Laster tilhørte den ligesaavel som deres
Dyder, der aldrig mangle sine Basuner. Tilskue i Purpuret over
sine fornedrede Lemmer, med Dobbeltkronen om sit sløvede
Hoved, øverst over to dydige Nationer stod Mønstret paa Laster,
Folkets Bærme bluedes ved, det grufulde Exempel i den omsider
sindssvage Konge paa den krænkede Naturs Hevn. Den for-
nedrede Despotisme er ligesaa lærerig som den hæderomgivne
skadelig for Folkene. Christians Regjeringstid er dog ikke uden
Glands. Videnskaberne blomstrede. Skjønvidenskabeligheden
havde flere heldige norske Dyrkere end danske. Tullin, Wessel,
Pram, Storm, og de noget senere Rein og Zetlitz have vundet
sig Navne som Digtere. Nordal Bruun ligeledes, dog mest som
geistlig Taler. Kongens almægtige Gunstling, Grev Struensee, en
Mand, der var greben af Tidsalderens Forbedringsideer, indførte
Trykkefriheden. Og da Enkedronning Juliane med sin Søn Arve-
prinds Frederik og Ministeren Guldberg paa Struensees Dødsblok
var stegen op paa Magtens Tinde, offredes Nationerne en "Ind-
fødsret," der satte en Grændse for Udlændingers, især Tydskes
hyppige Indtrængen i Embederne, som nu aabnedes alene for
Danske og Norske. Freden forstyrredes alene ved at trække
Tropper ned til Holsteen 1773 til en Krig, som det dog ikke kom
til, mod Russerne. Og paa nær et kort Feldttog, den norske
Hær under Prinds Carl af Hessen gjorde ind i Sverig 1788, for,
ifølge Tractat, at understøtte Rusland, og hvorved Bahuus be-
sattes og en ubetydelig Seier vandtes ved Qvistrum, vedligeholdtes
|
| d.IV,b.2,s.61 |
Freden Aarhundredet ud. Dette forstod Ministeren Bernstorff
og den ædle Kronprinds Frederik, som siden 1784 var saagodt
som Regent til stor Baade for Handel og Velstand, at gjøre alt
til ind i vort Aarhundrede under de store Krige, det kostede
Frankrig i Aarene 90 at tilkjæmpe sig Friheden for. Colonilan-
dene bleve noget rimeligere behandlede, da Kronen selv overtog
Handelen derpaa. I Finmarken fik Handelsstederne Tromsø,
Hammerfest og Vardø nogle Privilegier; men til Islands Ulykker
kom endnu ødelæggende Udbrud af de ildsprudende Berge, Hun-
gersnød, Sot paa Folk og Fæ, og at Althinget, den ærværdige
Rest af dets Frihed, ophævedes 1800.
Nordmændenes Uafhængighedsaand og Frisind udvikler sig.
Neppe var Pressen fri -- denne, som kun kan være bunden
for at qvæle Sandheder eller forplante Løgne -- før Nordmæn-
denes Veeklager hørtes "over det arme Norge, som i saa lang
Tid synes at have været Stedbarn, nu Skyggen af sig selv, rigt
af Naturen, colonimæssig behandlet, forarmet ved Statskløgten."
Klager hørtes over de danske Korn- og Klædemonopoler, over
Mangelen af egen Høiskole, Høiesteret og en Bank. Regjeringens
haardnakkede Vægring at opfylde disse Hovedønsker aabnede
Øinene paa Mange. Man spurgte: "hvi er Norge saa fattigt?"
og man gav et Svar saa fuldt af Bebreidelse og Opfordring til
Nødværge: "stop Blodets Omløb, aarelad dagligt, og et Legeme
skal blive magtstjaalet og tilsidst ganske udtæret." Løven til-
kjendegav ved Murren, at den var paa at vaagne. Derved blev
det efter Pressetvangens Indførelse igjen 1799, hvorfor Nord-
manden Christian Colbjørnsen, Forligelsesvæsenets Ophav, bærer
en Deel af Skylden. Mængden af danske Embedsmænd i Norge
og Landalmuens Uvidenhed blev en vigtigere Sikkerhed for For-
eningen end Trælsindet og Hengivenheden for Kongehuset. En
Tid, som beviste Europa, at urolig, selv blodig Frihed er bedre
end rolig, graadvædet Trældom, blev ikke uden Indflydelse paa
de Dannede imellem et Folk, som levede i den fjerne Ro, hvori
de ret kunde opfange Tidens Resultater. Landhuusholdnings-
selskabers Oprettelse vidnede om Tilværet af en Almeenaand.
Da den norske Handel truede at gaae tilgrunde for den danske
eensidige Politiks Skyld under Krigen med Engellænderne, som
|
| d.IV,b.2,s.62 |
dog endtes strax efter at disse havde ødelagt Sjøforsvaret ved
Kjøbenhavn (1801), blev det klart for mange mindre Oplyste, at
Forening var en Uting. Dette, som forlængst burde have været
Børnelærdom i Norge, lærtes af et Blik paa Norges uryggelige,
naturgrundede Stilling til England. De friere religiøse Anskuelser
havde ogsaa lignende politiske ifølge: de forholdt sig til hinanden
som begge Sider af samme Sværd: den ene funklende mod
Himlen, den anden mod Jorden. Patriotiske Sange begyndte at
lyde. Det var Haabets og Smertens. Med ubehagelig Ahnen
hørte man i Danmark Nordmændene, samsluttede der og hjemme,
at synge:
"Saa vakne vi vel op engang,
og bryde Lænker, Baand og Tvang!" --
Fædrelandsvennerne saae sig om efter Redning. Deres Antal
voxte med Ulykken, da den paany blomstrende Handel ødelagdes
i en Krig med Engelland, som dette begyndte med at bemægtige
sig Rigernes Flaade efter et Bombardement paa Kjøbenhavn 1807.
De saae Norges Velfærd opslugt i det store Dyb mellem dets og
Danmarks Interesse, idet dette som Fastlandsmagt holdt med
Frankrig, som da under Napoleon modkjæmpede England i en
Kamp somom Land og Hav reiste sig mod hinanden, medens
Norge priisgaves en Fiende, der ellers er dets naturlige Forbundne.
Den ædle Prinds Christian August, som commanderte Sønden-
fjelds, og stod i Spidsen for en, formedelst den afskaarne For-
bindelse med Danmark, oprettet Regjeringscommission, var ud-
seet til Norges Befrier. Saaledes stod Sagerne, da den sindssvage
Christian den 7de ved sin Død 1808 levnede Thronerne til sin
Søn.
K. Frederik den 6te (1808 -- 1814).
Krig med Sverig. Almeenaanden tiltager. Universitetet stiftes.
Adskillelsen.
Frederik lignede, da han besteg Thronerne, Anføreren for en
Flaade, der baade jages af Fiender og adsplittes af Stormen.
Visselig vare Tidsomstændighederne saaledes, at de aldeles lig-
nede overvældige Storme, som synes selv at gribe Roret, og
tvinge Befalingsmanden paa det fornemste Skib kun ved et Til-
|
| d.IV,b.2,s.63 |
raab i Adskillelsesøieblikket og fjerne Signaler at betegne de
andre, at de faae holde Løbet efter saa godt de kunne. Eng-
lands Bundsforvandt Sverig erklærte nu ogsaa Krig; men denne
berigede kun de norske Kapere og erhvervede Hæren under
Christian August ny Krigshæder. Til Kongsvinger mægtede Sven-
sken ikke at trænge frem; og paa "Blaamyra" eller "Trangen"
ødelagde Thrønder og Østerdøler et svenskt Corps, som emnede
sig til Landets Indre.
"Blaamyrstall mod Himmelen
bærer Sky paa Green.
Norges Ære groer med den
over Dovresteen.
Og den synger om et Slag
paa den blaa Myr,
da der randt en Seiersdag
under mørke Fyrr,
da hver Furuqvist blev Knag
for en blodig Hat,
da hver Furutop til Flag
adlet blev en Nat." --
Men alt 1809 endte Svenskerne denne Krig ved en Fred til
Jønkøping, efterat den Hær, som stod mod Norge, havde afsat
den taabelige Gustaf den 4de, og Carl den 13de var bleven
Konge. Men da de fik Veir af hvad de norske Fædrelands-
venner, sammensvorne i Aand om ei med Haand, pønsede paa,
nemlig Norges Befrielse ved Christian August: valgte de Denne,
som de havde lært at agte som Fiende, til den barnløse Konges
Thronfølger under Navn af Carl August, i den Tanke, at Norge
af Hengivenhed skulde følge med. Det svenske Folk, som vilde
have ham for hans egen Skyld, oprørtes kortefter ved hans
mistænkelige Død. Et Foreningsbaand fandt de Nordmænd, som
samvirkede for Norges Frelse, i Selskabet for Norges Vel (1809).
Den almene Jubel over det hidtil med saamegen Uretfærdighed
negtede, men endelig 1811 oprettede Universitet i Christiania,
forkyndte høit en Nationalaand. Dog var det endnu kun en
Mindrehed, som rigtigen erkjendte Oprettelsen heraf for en nød-
tvungen Firen, for at ikke Baandet mellem Rigerne skulde briste;
thi hiin haardnakkede Negten trods flere Nordmænds klare Grunde
derfor i Alvorsskrivter, der glødede af Fædrelandssind, viser
|
| d.IV,b.2,s.64 |
noksom, at den ikke hører til de frivillige Velgjerninger, som
alene have Fortjeneste.
Imidlertid havde Finlands Tab til Rusland endnu mere vakt
Sverigs Lyst paa Norge. Da den afskaarne Korntilførsel, et
skrækkeligt Hungersaar, Handelens Stillestaaen og Pengevæsenets
aldeles Forværrelse syntes at have gjort det til et værnløst, op-
givet Bytte, tilsikkrede Europas største Magter Rusland og Engel-
land allerede i 1812 og 13 Sverig dets Besiddelse. Men under
Ulykker var Nationalaanden født. Den voxte ogsaa under dem,
kjæmpende mod dem, næret af Haabet. Nationalhadet mod
Sverig var dens spændte Nerve; Nationalstoltheden Hjertet, der
vendte sig i Livet ved Tanken om at en Vanære skulde eller
kunde overgaae Fædrelandet. Og den rammede fra den Kant,
den Haand Nordmændene mindst havde ventet det fra: fra Dan-
mark og Frederik, for hvilke saameget var opofret. Den ved-
holdende Forbindelse med Frankrig førte nemlig de seirende
Magters Hære under den svenske Kronprinds Carl Johan ind i
Holsteen; og tvungen afstod Frederik i Kielerfreden 14de Januar
1814 Norge til Sverig med alt Eenvælde, Adkomster og Rettig-
heder, afklippende det dog Resten af dets Tilliggelser udenfor
Landet. Da oprørtes alle de norske Hjerter. Selv de, der længe
havde villet skilles fra Danmark, vilde det dog ikke saaledes.
Budskabet bedøvede. "Er det for at udkastes som Dækslast i
Storm, for at afhændes som Qvæg, at vi have lidt?" Saa spurgtes
der selv af alle dem, hvis Nationalstolthed i Aarenes Længde
havde lært at enes selv med det at kaldes Danske; og de vidste
for førstegang, at det var for Danmark de havde lidt. "Øerne
vest i Havet; store Provindser ere strøgne den ene efter den
anden for Danmark; nu skal gamle Norge ogsaa? Og -- blive
svensk!? Har ikke Halden brændt, og Nordmændene altid
værnet sine Grændser? Op! op for gamle Norge! kun det er
vort Fædreland! Op! vi maae hjælpe os selv; da hjælper os
Gud!" Saa tænkte Mængden. Men de Klogeste knugede ikke
K. Frederiks Brev af 18de Januar, der løste Nordmændene fra
Hyldings- og Troskabseden, imellem Hænderne; men sagde imel-
lem sig: "Danmark har gjort Skridtet. Baandet er afskaaret;
Befrielsestimen slagen!"
|
| d.IV,b.2,s.65 |
FJERDE TIDSRUM
NORGES GJENOPREISNINGS TID.
BEFRIELSESAARET 1814.
(FRA JANUAR TIL NOVBR.)
Norges Stilling. Prinds Christian Frederik og et Regjeringsraad
i Spidsen for Anliggenderne.
Det er i Ulykker og Farer et Folk, ligesaavelsom den Enkelte,
viser hvad det duger til, og hvad Lykke det fortjener. Blottet
for Korn, uden Credit, medens Pengevæsenets Usselhed og For-
virring, efter to Omvæltninger deri, tiltog, truedes Norge med at
tvinges med Hunger, da det engelske Parlament besluttede at
fortsætte Blokaden, og Sverig ligeledes begyndte at beleire dets
Kyster. Europas Hovedmagter havde erklært sig for dets ube-
tingede Overdragelse til Sverig. Ingen Stat vilde erkjende dets
Uafhængighed eller endog Retten dertil; og Kongen af Danmark
vilde ikke forstaae det norske Folks Løsning fra Troskabseden
somom det derved, ham uadspurgt, havde erholdt Ret til selv at
styre sin Skjebne, eller somom den skulde gjælde i andet Fald
end at Sverig kom i Besiddelse af Norge, der skulde antages
allerede erobret i Holsteen. Forsvarsvæsenet var i slet Tilstand;
og, medens det kun havde en ukrigsvant, veksindt Prinds, Chri-
stian Frederik til Høvding, kunde det vente tilbage fra Tydskland
en øvet svensk Hær, tørstende efter Norge, som det eneste, der
kunde lædske Saarsmerten over Finlands Tab, med Kronprinds
Carl Johan, forhen som Marschal Bernadotte, Prinds af Ponte-
corvo, en af Frankrigs ypperste Feldtherrer, i dens Spidse. Men
Nationalaanden erstattede Alt. Mange vidste, Alle følte, at Fri-
hed og Selvstændighed ikke kan kjøbes for dyrt.
Statholderen, Prinds Christian Frederik, dansk Thronarving,
besluttede at styre Bevægelserne, og derved at redde sig og
Danmark Riget. Han forstod at indgive en Fleerhed den Tanke,
at det, reddet for ham, ogsaa vilde være reddet for sig selv.
Kun de Færreste af Patrioterne indsaae, at han kun vilde bruge
|
| d.IV,b.2,s.66 |
Folket, medens dette burde bruge ham; og at selv dets heldigste
Anstrengelser, under en saadan Leder, kun skulde være den
harpunerte Hvals, der vel gives Firing, men alene for des sik-
krere at hales ind paa Dødsfjæren. Men begge Hensigter be-
vægedes i een Retning af Folkeviljens Strøm. De maatte betjene
sig af eens Masker. Tro og Mistro havde kun eet Løsen: Uaf-
hængighedens. Men Prindsen og Hans forstode dermed en tem-
porær; Patrioterne en bestandig. Ja Enkelte af disse, som ret
troede at have gjennemskuet ham, og som frygtede selve Seiren,
hvoraf den danske Thronarving skulde nyde Æren og Nytten,
fordi den sandsynligt vilde føre Norge tilbage i de forrige For-
hold, foretrak endog en betinget Forening med Sverig. Men
Sligt turde ikke yttres selv paapeget som Nødmiddel. "Gamle
Norge paa egne Been!" var det fælleds, begeistrende Løsen,
hvori selv de istemmede, der kun vovede at fortolke det om en
hævdet Selvstændighed og en constitutionel Forfatning, uden
derfor at haabe, at Prindsen skulde betales med Norges Krone,
og i Fremtiden dermed lade sig nøie, for den Rolle han overtog
i dette Nationaldrama. Men netop som den begeistrede Mængde
tog det, saa lovte Regenten det i skjønne Taler, Nationalhadet
svor det kort og drøit, og det agtedes ikke stort bedre end
Høiforraad mod Prindsen og Nationen ikke at troe det. Borger-
sindet dækkede Nøden saavidt det kunde, Haabet udspændte
sine Vinger lysende over Fremtiden, Modet opsvang sig mod
den forestaaende Kamp -- det ulykkelige Fædrelands Kraft-
yttringer saaes kun med vemodig Stolthed af hine Faae, som,
langt fra de Sidste i Fædrelandssind, Geni og Opoffrelser, fryg-
tede Befrieren meer end Fienden. En Oldenborger, Danmarks
Thronarving -- Norges Befrier? umuligt! ve Os -- tænkte de --
at han er i Landet!
Havde det Mindreantal, som ansaae den norske Revolution,
formedelst den Hovedrolle, Prindsen ved sin tilfældige Stilling,
personlige Elskværdighed, og Handlinger antog deri, som en Sag,
der forfeiles i sit Anlæg, dog været betydeligt nok til at voge
en Modomvæltning: skulde han maaskee med sine Nærmeste
være bleven enten forviist eller behandlet som Statsfange. Saa
skulde en Revolution, klart bevidst sit Maal, have krævet. Nu
maatte det gjemme sin Mistro og sin Frygt for at Nationens
saa herlige Aand, naar den havde opfanget Thordenveiret paa
|
| d.IV,b.2,s.67 |
sine Vinger, skulde nedhales som en brugt Papiirdrage af Olden-
borgeren, at Fædrelandets Seier ogsaa denne Gang skulde vorde
for Danmark, at dets Selvstændighed skulde forsvinde som en
Nervespænding, dets Frihed som Glimtet af en tryllende Drøm.
Prindsen gjorde alt for at etgjøre sig med Nationen. En Reise
til Throndhjem, som han foretog i Januar for at undersøge For-
svarsværket og Stemningen, overtydede ham om, at denne var
fortræffelig for ham og for Fædrelandet, som han anstrengte sig
for at blive holdt for eet med. Der var Høiflod til at gjøre det
Skib flot med, han vilde styre. I Februar afslog han Kongen af
Danmarks Bud at fratræde Statholderskabet, erklærende sig for
Norges midlertidige Regent. Ligesaa optog Norge da sit eget
Flag, der heistes paa de i Norge værende danske Orlogsskibe,
hvorpaa Christian lagde Beslag. Og en almindelig Bededag
holdtes for Fædrelandets Frelse, efterat Regenten i Folkets
Navn 19de Februar havde erklært Rigets Uafhængighed, og op-
fordret alle dets Menigheder og Krigsmagten til at sværge dets
Forsvar og at kaare Valgmænd, som skulde vælge Repræsen-
tanter for Amterne og Hærafdelingerne til en Rigsforsamling,
der skulde træde sammen paa Eidsvoll for at give Riget en
Forfatning. Idetmindste een Bonde skulde kaares fra hvert
Amt, og een af Underclasserne ved hver Hærafdeling. Saaledes
var Folket repræsenteret.
Rigsforsamlingen paa Eidsvoll.
10de April 1814 mødte i Eidsvoll Kirke de 112 Nordmænd, som
skulde gjenreise Fædrelandets Frihed. De nedbade Guds Vel-
signelse over det Storværk, de skulde fuldbyrde. Dagen efter
lagdes den første Haand derpaa, idet Forhandlingerne aabnedes
paa Eidsvoll Jernværk, hvor Regenten tillige opholdt sig. Rigs-
forsamlingen indskrænkede sin Myndighed alene til en Grund-
lovs Forfattelse og Valget af en Konge, efterat den imellem
Constitutionsprinciperne havde opstillet den monarchiske Regje-
ringsform som det første. Den republikanske fandt, uagtet alle
sine Fortrin, ingen Talsmænd, ikke fordi den manglede Beundrere,
men fordi Antagelsen deraf vilde spænde Buen end høiere mod
de fiendtlige, frihedshadske Magter, og fordi Grundlovsprin-
ciperne forjettede al den Frihed, som lader sig forene med
|
| d.IV,b.2,s.68 |
monarchiske Former. Fleerheden hyldede ogsaa disse af Vane
og Grundsætning; Kongsemnet var i Nærheden; der fandtes saa
ivrige Kongevenner, at de endog, fornærmende Rigsforsamlingens
Suverænitet (Magtfuldkommenhed), foreløbigen havde fristet at
tilbyde en Hylding; og desuden talte saameget, under daværende
vaklende Omstændigheder, for at give Rigets Stilling mod Ud-
landet og Forfatningen Fasthed ved skyndsomst at bringe denne
i Udøvelse. Til Mindreantallets Vilje, at opsætte Kongevalget, og
blot beholde Prindsregenten midlertidigen i Spidsen for Stats-
styrelsen, blev intet Hensyn at tage. Man ilte til Valget endog
før Grundloven havde faaet sine fuldstændige Underskrivter.
Beundringsværdigt gik Constitutionsværket frem. Allerede
den 11te Mai var en Grundlov uddebattert, som erklærer Norge
for et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige; indrøm-
mer Trykkefrihed; overgiver Folket, repræsentert hvert 3die Aar
ved et Storthing, Lovgivnings- og Beskatningsretten; uafhængig-
gjør den dømmende Magt, i hvis Spidse en Høiesteret skulde
sættes; og anbetroer den udøvende samt Hærbefalet og betinget
Lovsanctionsret i en arvelig Konges Hænder, der forpligtedes at
høre sit ansvarlige Raad af norske Mænd. Storthinget, som ind-
deltes i Odelsthing og Lagthing, erholdt Magt til at meddele
Borgerret, aabne Laan, controllere Regjeringen, indkalde dens
Medlemmer for en Rigsret, og til, uagtet Kongen negter Sanc-
tion, at meddele det Lovforslag Lovskraft, som uforandret an-
tages af tre paafølgende Storthing. Tillige fastsatte Grundloven
en Indfødsret, forbød piinligt Forhør og Oprettelsen af Stamhuse.
I Forbindelse med Constitutionsværket anordnede Rigsforsam-
lingen en midlertid Rigsbank, sikkrede dens Udstedelse af 14
Millioner Seddeldalere, og paabød Committeer til at ordne Fi-
nanzerne og det høist forvirrede og ufri Lovvæsen.
Den 17de Mai valgtes Norges Regent, Prinds af Danmark m. m.,
Christian Frederik til Norges constitutionelle Konge mod at be-
sværge Grundloven, som oversendtes ham, undertegnet samme
Dag paa den hele Rigsforsamlings Vegne af Præsidenterne og
Secretæren. Det er saaledes, at Grundloven bærer denne Dags
Navn; og derfor, og da den udmærkedes ved en saa afgjørende
Selvstændighedshandling, som Valget af egen Konge, er den 17de
Mai bleven agtet som den mærkværdigste og velsignelsesrigeste
af alle de Dage, Gud har ladet lyse over Norges Fjelde. Den 18de
|
| d.IV,b.2,s.69 |
fuldførtes Underskrivterne. Den l9de antog Christian Frederik
Kongevalget, besvor Constitutionen og hævede Forsamlingen.
Det var Christi Himmelfartsdag. Aldrig feiredes Frelserens Him-
melfart skjønnere end da Nationalforsamlingen atter i Gudshuset,
efter velendt Hverv, takkede alt Aandgodes Ophav, fordi Frelsen
fra den gamle Trældom var opstegen over Norge. Vi gjentage:
det gjælder Nationen som den Enkelte: engang for alle udrustet
med Evner til at lyksaliggjøre sig, skaber den selv sin Skjebne:
-- -- det modige
Blik imod Fremtiden er den
glimrende Stav, som beskriver
Skjebnen dens Trin.
Ved disse afgjørende Handlinger, der syntes at kaste Handsken
til Europa, havde Norge virkelig forbedret sin Stilling. Det havde
vundet et alment, beundrende Medhold; vundet i egen og andres
Agtelse. Et moralsk Forbund knyttede det til alle frie Folk og
til dem, som ventede lignende Frihed, efterat have tilintetgjort
Frankrigs Overvælde. Man erkjendte, at det fortjente en bedre
Lod end en ubetinget Underkastelse. Det blev sagt høit i de
europæiske Tidninger og i det brittiske Parlament. Selv en
Seierherre, om han var ædel, skulde maatte erkjende det, og
give Betingelser, som maaskee kunde æske Kronen fra den nye
Konge, men derfor ikke fra Folket, saaledes som det besidder
og besad den i Selvstændighed og Frihed.
K. Christian den 8de Frederik. (Mai -- August 1814.)
Befrielseskrigen.
Store Navne nedtrykke istedetfor at ophøie den, som ei veed
at vedligeholde dem. Det gik Christian Frederik saa, som Be-
sidder af en Krone, der, efterat de store Magters Gesandters
Mægling til en Forening med Sverig med Behold af Forfatningen,
var afslagen, maatte holdes paa Hovedet med Sværdet. Hæren,
som allerede siden i Januar vogtede Grændsen, afmærkede ham
snart, at han dertil ikke var duelig. Han mærkede selv, at han
ikke var sin Rolle voxen. Dette gjorde ham forlegen og vak-
lende; dette Vaklende udbredte sig over de krigerske Foreta-
|
| d.IV,b.2,s.70 |
gender, nedslog de Befalendes Mod, og aabnede, gjennem Mis-
tvivlen om et godt Udfald, Adgang for Forræderiet. Uden at
styrke Fæstningerne, forsyne Magazinerne, rense Hæren for
Uduelige og Mistænkelige, bevæbne og indøve Landstormen,
holdt man sig uvirksom, medens Sverig laae saagodtsom aabent,
indtil sidst i Juli, da Svenskerne angrebe tilsjøs under Sjøhelten
K. Carl den 13des Commando, og tillands ved Sydgrændsen
under Kronprindsens, ved Kongsvingergrændsen under General
Gahns. Ved en norsk Officeer lokkedes den Sidste frem under
den stærke Stilling ved Lier. Slagen tilbage, tilintetgjordes og
fangedes hans Hær ved Matrand. Oberst Krebs og hans
Hær indlagde sig Berømmelse; men Sydarmeen destomindre.
Enkelte underordnede Officerer udmærkede sig vel i heftige
Skjærmydsler; men i det Hele var Feldttoget der kun een
Retirade: Kragerøen rømmedes: Fredriksstad overgaves ligesaa
ilsomt: selv efter Seiren ved Onstad Sund retirertes. Feldt-
togsplanen, allerede udkastet forrige Aar, holdt man sig ikke
til. Landstormen kom først til seent, og kun for at blive Vidne
til og smittes af den Nedslagenhed, hvormed Ahnelsen om at
være forraadt nedtrykte Hæren. Den brændte efter et Hoved-
slag østen Glommen; men hele denne Bred skulde rømmes, og
de samme adspredte, forvirrede Operationer, som havde givet
den i Fiendens Vold, fortsættes paa den venstre. Kun Fred-
rikssteen holdt sig: Fredrikssteen og Kongsvingerhæren, der
endog kunde sende Hovedarmeen Undsætning, men som ikke
blev brugt. Thi allerede den 14de August afsluttedes en Con-
vention til Moss, hvorefter en Vaabenstilstand indtraadte, Fred-
rikssteen overgaves, Kong Christian overdrog Statsraadet den
udøvende Magt, og forpligtede sig til at forlade Norge efterat
have nedlagt sin hele Magt i Folkets Hænder, til hvilken Ende
et overordentligt Storthing skulde sammenkaldes. Kongen af
Sverig erkjendte Constitutionen saavidt den lod sig ene med en
Forening med Sverig, hvorom Storthinget skulde fatte Beslutning;
samt tilstodes de ved Krigen Lidende i Smaalehnene Erstatning
af Sverig. Man maa ved den første Indrømmelse bemærke, at
England havde alene garantert Foreningen under Betingelse af
at ethvert muligt Hensyn toges til Norges Lykke og Frihed. Den
10de October sendte Christian, der imidlertid under Statsraads-
styrelsen havde holdt sig uvirksom under Paaskud af Sygdom,
|
| d.IV,b.2,s.71 |
Storthinget sin Frasigelse, og reiste strax til Danmark igjen.
Redskabet, Forsynet havde brugt til Norges Gjenfødelse, var ud-
nyttet. Ingen kan mere end Han paastaae sin Plads mellem de
norske Konger; og hans Brist paa Krigerære kan ikke udslette
hans Borgerfortjenester, naar vi alene tage Hensyn til Kjends-
gjerningerne under hans Færd som Regent. Dem maae vi er-
kjende, om vi end takke Gud fordi Begivenhederne toge en
Vending, især ved Kongens egne senere Feil, som skaante Nord-
mændene for at see andre Hensigter udvikle sig, end dem Fleer-
heden tiltroede ham, og betog dem Frygten for ved ham sent
eller tidligt at gjenforenes med Danmark. Under Statsraadssty-
relsen nedsattes en Commission over endeel Officerer, der havde
opført sig slet under Krigen; og dømtes senerehen af Høiesteret
to Commanderende fra Liv og Ære. Var Nationalforsamlingen
forbleven i fuld Udøvelse af sin Suverænitet og controllerende
Myndighed, skulde Forræderiet have erholdt sin Straf før det
fuldbyrdedes, og Krigen den Styrke som tilhører en Kamp for
Befrielsen. Alligevel skulde Resultatet neppe være bleven bedre
end det, Underhandlingerne frembragte, byggede paa den svenske
Konges og Kronprindses Tilbud om en Forening med Sverig med
frelst Constitution. Efter den 20de Octbr. at have mod 5 Stem-
mer besluttet en saaledes betinget Forening, undertegnede det
overordentlige Storthing 4de Novbr. Grundloven med de formelle
Forandringer denne gjorde nødvendig, hvorom det var kommen
overeens med den svenske Konges Befuldmægtigede; og valgte
den svenske Konge Carl den 13de til Norges grundlovbundne
(constitutionelle) Konge mod at besværge Grundloven og Forfat-
ningen. Den 10de Novbr. bekræftede Kronprindsen Carl Johan
paa Kongens Vegne denne, og overleverte hans skriftlige Eed.
|
| d.IV,b.2,s.72 |
NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED
FORENET MED SVERIGE.
K. Carl den 2den. (Novbr. 1814 -- Febr. 1818).
1ste ordentlige Storthing 1815. Nationalbankens og Høiesterets
Oprettelse. Stemningen i de første Foreningsaar.
Med større Behag dvæler Historien ved de Forbedringer, som
stille og naturligen udrinde af Friheden, end ved de saakaldte
Bedrivter, hvis som oftest ufrugtbare Glands i det Høieste kan
forskjønne Slaveriet, og hvis Nytte er kun forbigaaende og ud-
vortes. Slag, Forhold til andre Stater ere i al deres Vexlen og
Gjentagen ensformige som de Lærdomme de afgive; men i Hi-
storier, der dreie sig mere om Konger end om Folk, kunne disse
Lyspuncter ikke undværes. Hvor Forfatningen derimod fremhæver
Folket, taber Historien denne sin glimrende Magerhed, og den
kan skjænke hin rigere Materie, hint Vigtigere en næsten udelt
Opmærksomhed. Aandeseire, som flere af dem vi have omtalt,
og som herefter Slag i Slag ville udgjøre det norske Folks Hi-
storie ... Aandeseire, som de der vandtes paa Eidsvoll og i
Unionsthinget, og som den, Carl Johans Færd i 1814 viste han
havde vundet i sin Sjel, og hvilken, herligere og vissere end hans
Klinge skulde have gjort det, betvang Norge, Vaabnene, Hadet,
Fordommene og Viljen, -- disse tillægger Historien større Værd,
ja selv større Ære, end hvilkesomhelst af det norske Folks,
dets Kongers og af Carl Johans andre Bedrivter. Det vil blive
Storthingenes Historie vi have at fortælle, skjøndt her i en tvungen
Korthed; og denne vil være Forbedringernes, og -- hvad Historie
egentlig er -- en praktisk Fremstilling af Frihedens Fortrin og
Nødvendighed, beviist ved dens Følger.
Den nye Konge lod ikke Norge angre Fostbroderskabet med
dets gamle Nabo. De to første Statholdere, som (efter en skadelig
Tilladelse i Grundloven) vare Svensker, bidroge meget til at
mildne det Folkehad mod Sverig, som dansk Statskløgt især
havde udklækket. 1ste ordentlige Storthing istandbragte med
Sverigs Stænder Rigsacten, som, dog langtfra nøie nok, fastsætter
Unionsforholdene. Et Rigsretsreglement udfærdigedes, der strax
|
| d.IV,b.2,s.73 |
kom i Anvendelse i Sag mod en Statsraad for tvetydig Adfærd
under Krigen. Høiesteret oprettedes ved midlertidig Anordning.
En Nationalbank decretertes. Den grundedes ved tvungne Ind-
skud, da det ei lykkedes ved frivillige; men de tilsyneladende
Opoffrelser (om Opfyldelse af Pligter mod det almene Bedste
kan kaldes saa) ere forlængst godtgjorte ved Gjenreisningen af
Norges Kredit. Rigsforsamlingens Garanti for de 14 Millioner
ophævedes saaledes. Efter de to politiske Revolutioner og de
mange voldsomme Pengerystelser indtraadte hos Massen en synlig
Slaphed i Aand og Færd. Den forstod ikke Forfatningen. Den
følte endnu kun hvad den havde kostet. At de Styrende heller
ikke vare synderlig inde i den, viste de mange grundløse Trykke-
frihedsactioner, hvorved Pressetvangsloven af 1799 kom i forhadt,
grundlovstridig Anvendelse. I de andre Classer viste sig en
søndret, pirrelig Spænding. Stemningen over det Hele, hvortil
bittre Erindringer fra 1814 bidroge sit, var uhyggelig. Dansksind
besatte endnu Mange, og figurerte som Patriotisme, indtil det
blev klart, at Norge behandledes med Ærlighed, og at et med
Bitterhed betegnet Svensksind ikke trængte til nogen saadan
Modsætning, men var oftest alene en Indbildning i Folks Hjerner,
som ikke forstode eller elskede de nye Forhold. Anledning til
at antage dets Tilvær fandtes dog i den rigelige Udsaaen af
svenske Ridderordner, den Beredvillighed hvormed de modtoges
uden at man syntes at gjøre sig videre Tanker over at de vare
stiftede for Fortjenester af Sverig, i den Mangel paa Opmærk-
somhed for Nationalæren som viste sig i Unionsflagets Udseende
og i at Kongen nævnte sig efter det svenske Kongetal og for-
trinsviis som Sverigs Konge, hvor han dog handlede alene som
norsk, samt i enkelte Træk af Lykkejægeri og i Redactionen af
den officielle Tidende. Det ægte Fædrelandssind maatte ansee
dette med ligesaalidt Behag som Hint. Det udtalte sig igjennem
Pressen. Den historiske Sandhed bekjæmpede Dansksindet. Na-
tionalrepræsentationens Fasthed tilintetgjorde Ængstligheden. Dens
Seire fandtes gehaltigere end dennes Suk. Dog varede det længe
før disse stilnedes, sænkende sig i Folks Hjerter som Almeen-
ønsker, som, visse paa Opfyldelsen, vente den med Taalmodighed.
Det varede længe før det Søndrede heeltes, før Mistilliden blev
rolig Klogskab; Forfatningen, Kongen, Kronprindsen og Broder-
folket erkjendte som de fortjente det.
|
| d.IV,b.2,s.74 |
K. Carl den 3die Johan.
Storthingshandlinger. Grundloven forsvares. Rigets Opkomst.
17de Mai.
Den gamle Carl var hengangen til sine Fædre 5te Febr. 1818.
En ny Kongeslægt opsteg med Carl Johan paa Nordens forenede
Throner. Hans Kroning i Throndhjems Domkirke 18de Septbr.
s. A. virkede velgjørende paa Stemningen. Til Folkets Masse
trængte Glæden over denne Selvstændighedens Triumf, hvor
Kongen, idet han besvor Forfatningen, og Folket, idet det rakte
ham Hakonernes Krone, gjensidigt hyldede hinanden. Den poli-
tiske Splid og Mistro stilnede af, men kun forat give Plads for
høilydte Skrig over Regjeringens Mangel paa Sparsomhed og
kostbare Foretagender, medens man havde nok med at bære
Udgivterne til Banken. Især paadrog Sjøanlæget paa Horten sig
Daddel; og under Grev Wedels Finanzbestyrelse, der bevirkede
ham sat under en Rigsret af Storthinget 1821, som dog havde
Frikjendelse tilfølge, maatte man gribe til det ødelæggende uden-
landske Laan af 1820. I Armoden og det lidet Hensyn, man
syntes der toges dertil, laae nok ogsaa Roden til en Almubevæ-
gelse paa Oplandet 1818, endskjøndt man troede at skimte for-
fatningsstridige Hensigter og svenske Rænker derunder. Samme
Aar gav Storthinget Høiesteret en fast Ordning; en ny Matricul
anordnedes; og i 1821 ophævede det Adelen for Eftertiden ved
en Beslutning, som uforandret var gaaen igjennem paa 3 Thing,
saa Kongens Sanction, som dog paafulgte, ikke behøvedes. Med
mere Høimod end Retfærd vedtog dette mærkværdige Storthing
at deeltage med 3 Millioner i Danmarks Statsgjeld, somom For-
pligtelsen hertil, der af Sverig var vedgaaen ved Kielertractaten
paa Norges Vegne, uden at spørge om eller at kunne raade for
dettes Samtykke, kunde være forpligtende, og somom Norge ikke
havde betalt nok med 400aarig ødelæggende Afhængighed, med
Krigsopoffrelser, sit Sølv og Blod og sine Embeders Besættelse
af Danske, med 8 Provindser, eller somom Regnskab nogensinde
tilfyldest var afgivet for den norske Statsformue og dens Over-
skuds Henflyden i den danske. Regjeringen anvendte alt for at
drive en saadan Beslutning igjennem. De Kampe, Spørgsmaalet
herom og om Adelen afstedkom, havde, uden Hensyn til Ud-
faldet, samme velgjørende Indflydelse paa det constitutionelle
|
| d.IV,b.2,s.75 |
Liv som Stormen paa Træerne, hvis Safter den sætter i Bevæ-
gelse. Lignende Virkning udenfor Thinget havde det, at 3000
svenske Tropper, medens Gjeldssagen behandledes, indtraf med
Skudvæbning som til et Feldttog i en Lystleir ved Christiania,
medens en svensk Flaade lagde sig derudenfor. Den patriotiske
Nidkjærhed undlod ikke at lægge en, Friheden farlig Betydning
heri, og at betegne en russisk Gesandt, der ilsomt indtraf, som
Thordenaflederen. Skjøndt ingen egentlig Opposition uddannede
sig paa dette Storthing ligesaalidt som paa noget andet, beteg-
nedes og betegnede Endeel sig dog skarpt som ufri- eller konge-
lig-sindede, og skarpest mellem dem da den fra Rigsforsamlingen
udmærkede Falsen, hvis Talenter og tidligere Fortienester kun
hvæssede Forbittrelsen over hans senere Færd. Forgjæves an-
strengede han sig for at redde mere af Odelsretten end reddet
blev i Lov af 26de Juni 1821. Denne og en senere noget for-
andret Lov om det beneficerede Godses Salg samt en af 17de Au-
gust om Jords og Skogs Udskiftning ere forøvrigt at mærke ved
dette Storthing. Odelsretten, oprunden i Rydningsoldet, da en
stærkere Eiendomsret frakjøbtes den herreløse Natur ved Sved
og et Arbeide, der kun kunde falde Æten tilgode, havde forlængst
udtømt sine Velgjerninger ved at sætte Magthaveres Godsudvi-
delser en Grændse. Forsaavidt den indskrænkedes, maatte den
vige for det almindelige Eiendomsprincip, hvorpaa ethvert Sam-
fund er grundet.
Storthinget 1824, hvorved Constitutions-Committeens Formand
Christian Krogh forevigede sig, forkastede en Række kongelige
Forslag til Forandringer i Grundloven, hvoriblandt det, der gik
ud paa at indrømme Kongen ubetinget Forkastelsesret (absolut
Veto) var det vigtigste og farligste. Grundlovens Urørlighed blev
Grundsætning. En mindre liberal Aand udtalte sig i Lov af 20de
Juli 1824 om Forligelsesvæsenet; ligesom og Brændeviinsloven af
4de Aug. 1827 og en Veilov antages at være mindre fuldkomne.
Det overordentlige Storthing 1828 gav en Ansvarlighedslov for
Statsraaderne m. fl. samt en Valglov af 24de Juni s. A.; og Thin-
get af 1830 en Sportellov af 13de Sept. Det forkastede efter
levende Modkamp det kgl. Forslag til Forandring i Grundlovens
§ 14; men viste igjen den neppe nokbetænkte Artighed at lade
Toldbeslutningen sanctionere som Lov.
En ublu Benyttelse af en sportelløs Tid, Budgettets stadige
|
| d.IV,b.2,s.76 |
Tilvæxt, den vedblivende Tro, at man ikke tog noksom Hensyn
til Folkets ringe Pengekræfter, Misnøiet over Communevæsenets
Afhængighed af enkelte Embedsmænd og over at den indre
Borgerfrihed ikke noksom udvikledes efter Grundlovens Antyd-
ninger, enkelte offentlige Blades Indflydelse og den stigende
Oplysning affødte den demokratiske Aand, som besatte Stor-
thinget 1833 med flere Bønder end tilforn. Flere af dem over-
raskede ved et Talent og en Dannelse, som var uforklarlig, naar
man erindrede hvor kleint der er sørget for Almuens Under-
viisning, (skjøndt det vigtigste Statshverv) og hvilke Hindringer
den høie Porto og det mangelfulde Postvæsen lægger al anden
Oplysning iveien. Dette 7de ordentlige Storthing foretog adskil-
lige Besparelser, nedsatte Landskatten, besluttede en Udvidelse
af Seddelmassen og bevilgede en endelig Sum til Opførelsen af
en Kongebolig, som forrige Storthing havde indstillet indtil videre,
misfornøiet over at den 1822 bevilgede Sum var medgaaen alene
til Grundlæggelsen. Hverken Planen eller Ansvaret var bleven
strengt nok bestemt. Beslutningerne til Lov om Formandskaber
i Communerne og om frit Valg af Forligelsescommissærer sanc-
tionertes ikke; men i Grundlovens § 79 er Opfyldelsen af Al-
meenviljens virkelige Krav tilsikkret Folket. Mellem disse hører
endnu Ophævelsen af alle de illiberale Love, hvorved Foreningen
med Danmark har forplantet sine Elendigheder hidind i Frihedens
Alder; at Lovcommissionens langvarige Arbeider snart og vel
maae endes; at Næringsfriheden maa udvides; at Regjeringen
maa betages den Magt til at hindre offentlige Blades Circulation
ved at berøve dem den almindelige skjøndt for høit beskattede,
Portofrihed, hvilken i Virkeligheden er værre end selv en Ind-
dragningsmagt; at væsentlige Forbedringer med Almueskole-
væsenet og dettes Bøger maa foregaae; at Unionsflaget maa
forandres, og at der i vore udenlandske Sagers Behandling maa
tages mere Hensyn til Rigets Tarv og Ære. Folkets Røst er
Guds Røst. Alle disse Folkeønsker (hvorimellem et om Eed-
svornesretter i Trykkefriheds- og Misgjerningssager snart vil finde
Plads) indslutte deres Retfærdiggjørelse i sig selv; men Nødven-
digheden af det sidste indprentedes især ved den Adfærd som
den ansvarsløse svensknorske Udenrigsminister og de deri deel-
agtige Statsraader iagttoge ved Opgjørelsen med England af
Bodøsagen. Norge maatte give Englændere, der paa det vold-
|
| d.IV,b.2,s.77 |
somste havde krænket dets Toldlove, en betydelig Bøde oven-
ikjøbet. Af andre udenlandske Handeler er kun mærkelig et
senere Statslaan og Grændsereguleringen med Rusland.
Fiskerierne og Sølvværket paa Kongsberg have slaaet godt til.
Med anden Bergdrivt og Trælasthandel har det kun gaaet smaat.
Slet Bestyrelse bragte det rige Blaafarveværk i Udlændingers
Hænder; og svenskt Undersalg holdt Østlandets Jernværker i
en afkræftet Tilstand. I Byerne er Fabrikvæsenet kommet sig
noget, ligesom og Huusfliden paa Landet. Mængden af den siden
Befrielsen 1/3 tiltagne Folkemængde finder Anvendelse ved Ager-
bruget, som Hungers- og Krigsaarene, Loven af 4de August 1827,
og det til alene et oekonomisk Selskab omformede kongl. Selskab
for Norges Vel har fremmet. Det er bleven Landmanden stedse
mere klart, at der er patriotisk Storvirke i Opodlingens stille
Fortjenester, at han derved erhverver sig sin politiske Betydenhed,
at Fædrelandets Uafhængighed tiltager med Agerdyrkningen, der
er et Lands sikkreste Støtte, og at
" -- I Svartmyr erobres den gamle Glands,
paa Moen en Landekrands.
Og Norriges Skattelande
de ligge her indenlands.
Ja Kornaxet er
de deilige Fjer
som løfte dig atter, du Ørn.
Da blikker du ned
paa Frihed og Fred
paa glade og mætte Børn. -- "
Ogsaa i aandig Henseende har Norge arbeidet sig synligen
opad. Mange lærde og middels Skoler ere anlagte. Literaturen,
ung som Friheden, tæller Værker af Fortjeneste; men de skjønne
Kunster have hverken nydt offentlig eller privat Opmærksomhed.
Dog er det især om dem det gjelder, at hvert Aarhundrede har
blot faae Genier, ihvorvel hvert Aar har talløse; og at der gives
Fortjeneste uden Ophøielse og omvendt.
I den blomstrende Kongefamilie seer Folket ny Lykke for sig
at spire. Kongen har ikke ophørt at øge sine Fortjenester af
Foreningen med nye Krav paa Folkets Kjærlighed. Tidlig vandt
han den ved sin Ædelmodighed og Gavmildhed; mellem de senere
Krav derpaa regner Folket, at han har hørt dets Ønsker ikke at
1 tilbakeBrowns "det danske Hofs hemmelige Historie o. s. v." |
| FORRIGE |