| d.IV,b.2,s.26 |
Anfald af Undertvingelsessyge, som for en god Tid syntes hel- bredet ved det ditmarskiske Styrtbad. Denne Begivenhed havde stor Indflydelse paa Forholdene i Norge og Sverig, hvor Kongen havde brudt sin Eed ved paa den gamle Viis at give Dansker Indpas der i Betjeningerne. Den var Signalet til Opstand i begge Riger: i Sverig under Steen og Svante Sture, og, i Forbindelse dermed, i Norge under Rigsraaden, Befalingsmanden paa Agershuus, Knut Alfssøn, der nedstammede fra de gamle Konger, og havde mægtige Frænder baade i Norge og Sverig. Opstanden udbredte sig Viken over. Kongen, der ganske opgav Sverig, fortvivlte alt om Norge. Udrustede med Naadestilsagn sendte han de danske Rigsraader Bispen Johan Ibsøn og Henrik Krummedige til Oslo. Disse Kongens Freds- gesandter lokkede da Knut Alfssøn ved givet Leide ombord til sig under Paaskud af at underhandle, hvor de lode ham snig- myrde. Men denne Skjændselsdaad udbredte kun Opstanden næsten over det hele Land, og bragte fast det hele Raad til Frafald. Kongen misbilligede skrømtviis Knuts Snigmord (thi det havde jo ikke havt de tilsigtede Følger); og de befuldmægtigede Mordere opfandt en Historie om, at Knut, ved at gaae beruset fra Borde, havde styrtet sig ihjel i Baaden. Men baade Samtid og Eftertid have været enige i at hædre ham som et Blodvidne for sit Fædreland. Opstand under Herluf Hyttefad. Prinds Christjern øxknækker den norske Adel. Adelsmanden Herluf Hyttefad paatog sig at lede den voxende Opstand, forbandt sig nøjere med Steen Sture, der lovte Hjælp, og reiste Fahnen i Bahuus mod Danskerne. K. Johannes an- strengte sig nu for Alvor. Lybekkerne, som havde understøttet den svenske Opstand, forbød han al Fart paa Norge. Sin Broder Frederik af Slesvig tilbød han Halvparten af Norge, om han vilde hjælpe til at kue det; men Denne, der endnu havde godt af Ditmarskerbadet, undslog sig medmindre Kongen vilde betale ham Halvten af de hidtil hævede Indkomster af dette Rige, som han vilkaarligen kaldte sig Arving til. Fra Skotland, hvis Venskab var kjøbt med norske Skatlande, hentede han Hjælpetropper; og sendte sin 21aarige Søn Christjern, der "modnedes til Tyranniet" |
| d.IV,b.2,s.27 |
med en Hær til Norge. Han overrumplede og fangetog Herluf Hyttefad, aftvang ham paa Pinebænken en Mængde Angivelser, og steilede ham ved Bahuus. Henrettelse paa Henrettelse fulgte nu imellem den norske Adel, saa den siden ikke forvandt Blod- tabet. Den svenske Hjælpehær sloges tilbage langt ind i Sverig. Alt var slaaet med Staal eller med Skræk. Og var det vel en skrækslagen Ret, som underdanigen maatte dømme den snig- myrdede Knut Alfssøns Liv og Gods forbrudt alligevel, Tilhæn- gerne fredløse og deres Ejendom Kronen tilfalden -- en Dom ifølge hvilken ogsaa Blodvidnets Levninger opgravedes, og bleve staaende over Jorden i 12 Aar. En Mængde Adelsgodser ind- droges under Kronen, saa Offrenes nærmeste Afkom endog var bragt nær til at nedstige imellem Almuen -- hvad saagodtsom den hele norske Adel, vigende for den senere hen indtrængende danske, har maattet gjøre til sandsynligt Tab for en ellers før, ligesom i Sverig, tilkjæmpet Uafhængighed, men til Vinding for disse Tiders Frihed. Historiens Udsagn, at Dødsstraffe for politiske Handlinger, der i den Seirendes Øine ere Forbrydelser, alene gjøre Omvælt- ningerne langvarige og Gjengjeldelsen sikkrere og blodigere, at nye Aanders Hær sig hæver i Dampen af det rundne Blod; taber imidlertid, og uagtet den hyttefadske Opstand virkelig standsedes med Øxen, intet af sin Sandhed. Thi baade be- kræftedes denne ved den stærkere Modstand efter Knut Alfssøns Drab; og tillige førtes denne meget mere fra Adelens Side alene, end fra Folkets, af hvem Adelen kun havde gjort sig lidet fortjent til Hjælp. Feilen var, at Evnen, der laae hos Folket, var adskilt fra Viljen, som Adelen besad. Bøddeløxens første Slag skulde kun have gjort en Folkopstand fortvivlet og ubetvingelig; de bragte nu kun Adelsmændene til at tænke paa sig selv, sine Godser, og paa hvad der endnu kunde reddes ved ilsomst at anraabe den øjeblikkelige Sejerherres Naade. Men til Naade kjendte Christjern kun lidet. Han havde op- daget Aabningen mellem Adelen og Folket. Der skjød han sin Bile ind. Kun faa Adelige vare saa heldige, som Knut Alfssøns Søn Carl, der ei berøvedes sin Arv, om de end bøde ligesaa uværdigt Kjøb, som Denne, der siden endog kjæmpede og døde |
| d.IV,b.2,s.28 |
for Christjern mod Sverig og en Green af den samme Sag, hvorfor hans Fader myrdedes. Men denne Naade var et Sær- syn og et Offer, bragt Faderens Skygge. Christian og hans Raad den danske Domprovst Erik Walkendorf vare dog saa kloge under det de nedskreve Fordømmelseslisterne, at de ikke til det Yderste ødelagde en Familie, som havde mægtige Grene i Sverige, hvilket endnu skulde vindes, og som var folkekjær fremfor andre Æter. Efter Grundsætninger, der dog langtfra udrandt af nogen Frisindethed, hadede Christjern al Adel i samme Forhold som dens Magt nærmede sig Kongens; og at han traf paa saadan Adel i Norge, sees f. Ex. af Knut Alfssøns store Jordegods, og af at Ridder og Præst Carl Siggeirssøn faa Aar før Opstanden besad hele Thotn med al kongelig og præstelig Rettighed. Dette Had voxede endmere ved den Indflydelse, Sigbrit, en i Bergen boende simpel Hollænderinde fra Amsterdam, hvor man havde intet med Adel at gjøre, udøvede over Kongens Sind, siden Datteren Dyveke, paa Anbefaling af hiin værdige Domprovst, var bleven Prindsens Frille. Herre i fuldeste For- stand vilde Christjern være; dog trællede hans Støv og hans Aand under to Qvinder. Hans fortræffelige Gemalinde, den tydske Keisers Søster, maatte taale, at han stillede sit usedlige Forhold til Dyveke tilskue; og Rigsraaderne maatte vige Sæde og Mening for Kræmmersken Sigbrit. Christjern blev naturligviis forhadt. Opstand mod ham udbrød 1508 paa Hedemarken; men atter utilstrækkelig og deelviis. Bisp Carl af Hammer, som Christjern, mod sin Faders Anviisning, ei havde benyttet til sin Raadgiver, fængsledes som Hovedmand, idet han vilde undflye til Sverig. Det haarde Fængsel og et Beenbrud, som han fik ved et Forsøg paa at flygte, paadrog Bispen Døden. Og vidner en Historieskriver, at han drev Bispen i Oslo fra sit Embede, under Trudsel af ellers at druknes, og forjog Erkebispen, hvor- efter hans Sæde, imod Foreningsgrundlovene, indtoges af en Dansk, den tjenstvillige Erik Walkendorf. Saa voldsom en Frem- færd mod høie Geistlige vakte Dentids Forfærdelse, da ingen Forbrydelse gaves, hvorfor en Geistlig kunde inddrages under den verdslige Magt. Bandstraalen udeblev heller ikke efter Bisp Carls Død; men den forhøjede kun den Rædsel, som omgav Christjern, og som Despoterne antage for at være Majestæt eller den mørke Bund, hvorpaa Kronen kun straaler end herligere. |
| d.IV,b.2,s.29 |
K. Christjern (Christian) den 2den. (1513 -- 1523).
Ved Faderens Død 1513 valgtes Christjern af begge Rigers Raader til Konge. At han alt længe forhen var kaaret, var blot en Bekræftelse paa hans Adkomst; og selv endnu stod Kroningen tilbage før han, efter de Tiders Begreb, kunde siges ganske at være Konge. Men kun mod en haard Haandfæstning fik han denne i Oslo; ja selv det danske Raad gjorde Vanskeligheder paa Grund af hans Tyranni i Norge, hvilket skulde, som rettelig formentes, "give tilkjende hvad udi hannem var". Christjern havde svoret; men det var at ville holde Løven fangen i et Fiskenet, at troe bunden ved en Eed, om den end ei havde Skin af at være aftvungen, en ung Fyrste, der i høj Grad besad den, om man saa kan sige, af Naturen stemplede Despots vold- somme, sandselig-tungsindige, langtfra ved nogen god Opdragelse tæmmede, blodnærede Charakter. Rigsraaderne fik dette at føle. Erkebisp Walkendorf døde landflygtig. Den norske Rigsraad Knut Knutssøn, Knut Alfssøns Sideætling, henrettedes som beskyldt for Deeltagelse i de forrige Uroligheder, endskjøndt han fri- kjendtes af baade det norske og danske Rigsraad, hvilket sidste aldeles uretteligen kaldtes til at dømme i denne Sag. Mindre tyrannisk var han dog ikke i Danmark, hvor Stormanden Thor- ben Oxe, som mistænkt for at have forgivet Dyveke, i hvem han dog var forelsket, med Tilsidesættelse af Rigsraadets Fri- kjendelse, henrettedes efter 12 Bønders Dom. Men i Despotiets fuldkomne Hensynsløshed og almindelige Tryk er der ingen Op- reisning eller Trøst for den Enkelte. Omvendt bør ogsaa den Enkeltes Lidelse være Alles. Der lider Een for Alle, og i dob- belt Henseende, Alle for Een. Lovforbedringer. Menigmand saae paa Christjerns voldsomme Kjøren-i-Ring med Storvældet omtrent med samme Behag som paa en Bjørnekamp eller et andet raat om end prægtigt Skuespil. Dog kun Adelen lod sig øxknække, mod Geistligheden maatte der Lovenes mindre Glimrende, men i bedre Forstand, ligesaa gjennemgribende Vaaben. Og isaahenseende har Christjern saa stor Fortjeneste, at man ikke kan tvivle om at han besad Skarpsind og Retfærdskjerlighed over- |
| d.IV,b.2,s.30 |
alt hvor egenkjerlig Lidenskab ikke omtaagede hans Aand. Men dette skede let og hurtigt, som at Støvskyen reises i Hvirvel- vinden. Geistligheden var i højeste Grad fordærvet. Den norske Kirke havde længe fremfor alle andre europæiske hævdet en vis Uafhængighed af Paven. Først efter Midten af det 13de Aar- hundrede havde den ladet sig paalægge det Aag at leve i ugivt Stand, som Pavedommet paabød strengeligen, og hvorved Kirken aldeles skiltes fra Staten. Følgerne af denne unaturlige Tvang viste sig i al Slags Udsvævelse, hvori Geistligheden udmærkede sig. Selv førte de højere Geistlige et vellystigt Liv i Stæderne, mens deres Forretninger paa Landet vare uduelige Capellaner betroede. Kun med et Følge af flere 100 Bevæbnede droge Bisperne ud, og da maatte Almuerne underholde dem. Uviden- heden var grændsesløs. Overtroen da ligeledes; og denne lod Skikken tiltage at skjænke Kirker og Klostre sit Gods. Alligevel havde den rige Geistlighed vidst at unddrage sig fra al offentlig Tyngsel. Hvortil kom, at Paverne af og til ved Munke, der solgte Syndsforladelse (Afladskræmmere), og stundom endog mere ligefremt, beskattede Landet. Christjern forbød nu at testamen- tere Geistligheden fast Ejendom; indskrænkede dens Dommer- myndighed; befol, at dens Sager skulde paakjendes i Landet selv, uden nogensinde at indstevnes for Paven, og at Præsterne selv skulde røgte sine Kald. Videre indskrænkede han Bispernes Livvagt til 14; forbød Geistlige at drive Landfarihandel; udgav en Skoleforordning, der fordrede flere Kundskaber end tilforn af Lærere og Lærlinge; og opmuntrede Geistlige til at givte sig. Ved andre Love indførtes Torgtaxter og Liggedage for fremmede Kjøbmænd; Haandværkslaugene, der for den Tid vare tjenlige, og, som saadanne, uddannede Borgerstanden, fik nøjere Sær- rettigheder; og menneskelige Strandlove med Hensyn til Vrag- bergning udstedtes. Men i samme Forhold disse Forbedringer gjorde Christjern endog folkekjær, strammede de Spændningen mellem ham og Storvældet, hvis Egennytte og Forfængelighed ved dem var krænket, og hvis Interesse i rolige Tider sjeldnest er Folkets. Sverig indtvinges en kort Tid i Foreningen. (1520). Aaret før Christjern udmærkede sig som Lovgiver havde han, efter mange mislykkede Forsøg, baade vundet og tabt Sverig; |
| d.IV,b.2,s.31 |
men under den kortvarige Besiddelse begaaet en Blodgjerning, som gjorde hans Stilling til Storvældet i de andre Riger endnu farligere. I Sverig førtes Borgerkrig mellem Rigsforstanderen Steen Sture den Yngre og Erkebispen Gustaf Trolle, der af Had til sin Modstander, forraadte sit Fædreland. Sture fordrev Bispen. Denne fik det hele Land lagt i Band og Bøder. Chri- stjern blev det overdraget at exseqvere. Hans Feldtherre Otto Krumpen rykkede ind med en stærk Hær, hvortil de 5 norske Bisper havde sendt 1000 Mand, forente sig med Erkebispens Parti, og seirede. Sture faldt; med ham Sverig. Kun hans helte- modige Enke Christina Gyldenstjerne forsvarte endnu Stockholm. Ogsaa dette faldt ved Forræderi. Thi ogsaa det er Forræderie, i en tabende Kamp for Fædrelandet, at undskylde sig for sig selv med Indbildningen at Frelsen er umulig, naar Alt end ei er tabt. Christjern, alt i sin Faders Tid hyldet i Sverig, krontes nu der til Konge af Gustav Trolle 4de Nov. 1520. Faa Dage efter anrettede Christjern, under Paaskud af Bandexsecutionen og efterat have raadført sig med Trolle og nogle danske Raader, hvorimellem den nedrige Didrik Slaghæk, Sigbrits Frænde, det stockholmske Blodbad, hvori paa een Dag 94 Adelsmænd offre- des Kongens Tyranni, Erkebispens Hevn, Danskernes Unionsiver og Nationalhad. Patrioterne forfulgtes. Adelsblodet flød paa mange Steder. Fornemme Qvinder og Ynglinger førtes som Gidsler til Danmark. Danske Bøddler udsendtes i alle Retninger og ud- førte deres Herres Ærinde til skrækkelig Fyldest. Men -- "Tyrannens Steiler ere Kjerter, der lyse foran Frelsens Tid." Thi Gustaf Eriksson Wasa, hvis Fader var imellem Blodoffrene, undveeg hjem fra sit Fangenskab i Danmark. Han reiste en Op- stand i Dalekarlien. Hele Sverige erklærte sig for ham. Dan- skerne fordreves. Inden et Aar efter Blodbadet var Kronen tabt, som "Christjern Tyrann" (saa kalde Svenskerne Kongen) havde kjøbt for saa uhyre Forbrydelser. Wasa blev Rigsfor- stander; og, efterat have befriet sit Fædreland, opfordrede han ogsaa Norge til at gjøre fælleds Sag med dette. Sverig kjæm- pede, og blev evig fri for Calmarunionens Aag. Norge gik de større Ulykker imødes, som blive det Folks, der ryster Aaget, men bryder det ikke. Det fik, som senere vil sees, paa mange |
| d.IV,b.2,s.32 |
Maader undgjælde, fordi det ikke fulgte Sverigs Exempel, men tvertom fik nu i dette Rige en Fiende. En af de første Følger var, at Overfloden af den danske Adel, da Sverigs Lehn og Godser stængtes for den, ilsomt udtømte sig over de norske. Svenskerne besætte Viken. K. Christjern afsættes og flyer. (1523). Den nærmeste Følge af det fiendtlige Forhold, Norge paa Kongens Vegne, kom i til Sverig, var, at den svenske Feldtherre Lars Siggesson gjorde Indfald, trængte frem alt til Oslo, og be- mægtigede sig Viken (  den Tid den nordre Deel af Bahuslehn),som forblev i svensk Vold ligetil 1532. Disse Uleiligheder og ufor- skyldte Forliis, svækkede maaskee ligemeget Nordmændenes Lyst til at gjøre fælles Sag med Sverig, hvor Gustaf Wasa var bleven Konge, og deres partivise Hengivenhed for Christjern, som han ved denne Tid saa høilig trængte til, medens de gjorde dem mere villige til at tage det Kongeskifte tilfølge, som imidlertid foregik i Danmark. Enhver af Christjerns Regjeringshandlinger, de folkenyttige langtfra undtagne, havde mere og mere vakt Adelens Misnøie. Geistligheden yndede ham heller ikke for de Love, som angik den; tillige mistænkte den ham med Frygt for at have isinde at indføre den lutherske Religionsforbedring, som paa den Tid udviklede sig i Tydskland med Lysets Raphed og Styrke. Stockholmerblodbadet opfriskede Mindet om at den norske Adel var blodtappet indtil Afmagt, og bragte den danske paa Tanken om, at der alene var Frelse i en pludselig Thron- omvæltning, at det var Selvforsvar saaledes at handle, og at det Værste kun ved at forekomme Kongen, kunde forhindres. Den fandt ingen Sikkerhed i at Christjern ved en pavelig Kjen- delse fik sig fravæltet Skylden for Blodbadet, og ofrede Slaghæk til Døden derfor. Men dette Offer gav han mere den europæiske almindelige Uvilje, end Danmarks Adels. Denne skulde han have offret noget, om han havde skilt sig ved Sigbrit. Men hun for- blev ved hans Side og Adelshadet i hans Sjel. Despotismen forandrer ikke sit Maal, fordi den nødes til at opoffre En og Anden af sine Anhængere. Disse tilbyde sig jo som blotte Midler, og maae vente at blive behandlede som saadanne eller som den Last, Skipperen hiver overbord for at redde Skibet, hvis Reise- maal derfor ei forandres. Og da er det billigt, at den øverste |
| d.IV,b.2,s.33 |
eller sletteste maa først til. Men Christjern var Seileren liig, der, midt i sin skummende Fart, forgaaer med Top og Takl. Den jydske Adel opsagde ham Huldskaben, og hyldede Far- broderen Frederik af Holsteen. Den øvrige danske Adel fulgte Exemplet, da Christjern, glemmende i sin Skræk, at Norge, Kjø- benhavn, Malmøe og flere befæstede Stæder vare ham lydige, og at Menigmand overalt stod paa hans Parti, seilede bort for at søge Hjælp hos sin Svoger, den tydske Keiser. Mod de mel- lem Norge og Danmark bestaaende Foreningsvilkaar valgtes Her- tug Frederik vilkaarligen af de danske Stænder til Konge for begge Riger. Men Overtalelser, de i Norge bosatte danske Stormænd Vincens Lunge og Nils Lykke, der ilsomst beskikkedes til Over- befalingsmænd i Landet, og Løftet om at Viken, der sagdes blot for Christjerns Skyld at holdes besat, skulde gjenerholdes, gjorde det seirende Partis Interesse gjældende i Norge. Rigsraadet er- klærede Christjern afsat, og sendte den danske Kong Frederik Hyldestbrev som Nordmændenes valgte Konge. K. Frederik den 1ste (1523 -- 1533). Selvstændigheden bekræftes og Høistænderne hæve sig. Kongens Troløshed. Spænding med Sverig og Danmark. I det følgende Aar maatte Kongen udstede en Haandfæstning, hvori baade Geistligheden fik strengt Forbud lagt mod alt Angreb paa den katholske Kirke, og sine Særrettigheder, Valgfrihed og Dommeromraade bekræftede, og Adel og Rigsraad sin Magt be- tydelig udvidet. Norge erklæredes for et frit Valgrige, saaledes at Kongen frasagde sig Titel af Arving til Norge, og ikke engang maatte indvirke til Fordeel for sin Søn. Udlændinger, hvortil dog Indgivtede ei regnedes, maatte ikke uden i Krigsnød erholde Lehn i Norge. De i Danmark værende norske Rigsdocumenter skulde opsendes; Kongen krones i Throndhjem; Hjaltlands- og Ørken-øerne indløses; og hvad Andet, der maatte være Riget frakommet skulde gjenvindes under Kronen. Udlændingerne for- bødes al Handel paa Nordlandene, og at vinde fast Gods i Landet. Hvor kleint det har været med Retspleien paa den Tid, sees af de Bestemmelser i Haandfæstningen, som paabøde Afsættelse for uretfærdige Lagmænd og Fogder; at der siges at Gods urette- |
| d.IV,b.2,s.34 |
ligen var tillagt Kronen, men som nu igjen skulle komme til sine rette Eiere; og af at Næveretsfeider, imellem Adelsmændene (Ridderne) tillodes, naar kun aaben Undsigelse skede forud. Men kun meget lidet af denne Haandfæstning overholdtes, omendskjøndt Brud derpaa eller Undladelse deraf, efter dens sidste Paragraf, skulde betage Kongen alt Krav paa Riget. Kroningen foregik ikke. Skatlandene indløstes ikke. Danske Adelsmænd trængte ind i Embederne. Den troløse Konge sendte endog sin Søn Christian til Norge for at hyldes; men Rigsraadet, med den myndige Erkebisp Olaf Engelbretsøn i Spidsen, afslog dette med Bestemthed. Han medfik kun en Troskabsforsikkring til sin Fader, hvori han dog trodsende tegnede sig som Arving til Norge -- en Titel Familiens holstenske Linje, den nu i Rus- land herskende, siden har beholdt. Det er i vore Dage ved dette Voldsvældes Udvidelser, der snart synes grændseløse som dets Selvherskeres Erobrelyst, at den har erholdt en Betydning, der ligner de onde Ahnelsers eller Spaadommes, som klæbe sig i Menneskets Sind, hvormeget hans Fornuft ellers foragter dem. Med Sverig, hvis Fraskillelse fra Unionen var erkjendt, be- gyndtes vel Underhandlinger om Vikens Tilbagegivelse; men da K. Gustaf tillige holdt den danske Provinds Bleking besat for at aftvinge Danmark Gothland, opofredes det norske Viken indtil videre, hvor uvedkommende et Pant det end var, for at Dan- mark kunde beholde denne Ø. Senere Underhandlinger fra Kongens og Rigsraadets Side forbleve frugtesløse, især siden den saakaldte Daljunker, en foregiven Søn af Sture, der af nogle forræderske Stormænd sattes i Spidsen for et Oprør mod K. Gustaf, fandt Tilhold i Norge 1527. Især forøgedes Spæn- dingen med Sverig, da fordrevne svenske Bisper, og mellem dem Erkebispen Gustaf Trolle, bragte Vidnesbyrd om hvor kraftigt den lutherske Reformation der blev dreven igjennem. Den norske Geistlighed, katholsk til Liv og Sjel, bestod næsten heel igjennem af de "mulmkjære Væsner, der antage enhver Lysstraale for et Lyn, der bebuder Uveir". Heller ikke var Kongens lunkne Troes- sind eller Prinds Christians afgjorte Lutheranisme skikket til at gjøre dens Ahnelser om egen Undergang lysere. Reformationen havde alt voldsomme og mægtige Tilhængere i de danske Be- falingsmænd, hvoraf Eske Bilde frisktvæk ødelagde Kirker og Klostre. I denne Stilling, hvis Ængstlighed tiltog, faldt Geistlig- |
| d.IV,b.2,s.35 |
hedens Tanker paa den fordrevne Christjern, og den ledede snart Almuens did. Det geistlige Parti viste sig snart under Trolles og Olaf Engelbretsøns Bestræbelser i tydelig Modsætning til det danske. Hint støttede sig til Misnøiet over Kongens Meensvorenhed, og havde Skinnet af at føre Religionens, Con- stitutionens og Fædrelandets Sag. Dette havde kun sin øien- blikkelige Magt af de Fæstninger og Lehn, det besad, og en Slags Støtte i at det var begge Partiers fælleds Interesse at modarbeide de svenske Fristelser ved Bud og Brevskaber til at bringe Almuerne til Frafald. Frygt for Reformationen lod Geist- ligheden ikke granske efter om Christjerns Gjenomvendelse til Catholicismen var oprigtig eller blot en politisk Koldbøtte, som han ligesaa let kunde gjøre tilbage som frem. Geistligheden kunde kun i hans Seier øine sin. Man forstod hinanden. Trolle foer fra Bisp til Bisp, forfulgt af Modpartiet, og spandt Sammen- sværgelsen fastere. Olaf Engelbretsøn var som Hovedet deri, Trolle den geskjæftige Tunge, Bisp Mogens af Hammer og Hans Reff af Oslo Armene paa denne Kjæmpe, der blot ventede paa Christjern for at reise sig til Hevn for ham og til Kirkens Forsvar. K. Christjern den 2den Modkonge. (Nov. 1531 -- Juli 1532). Opstand mod Danmark. Viken gjenvindes. Hidkaldt af de sammensvorne Bisper, hjulpet af dem endog med Kirkesølvet, af Keiseren og af andre Venner, ankom Chri- stjern med en, i Storm formindsket, Hær til Oslo. Men han fik Styrke nok i det almene Medhold. Kun i Slottene Agershuus, Bahuus og i Bergen kunde de Danske holde sig. Rigsraadet opsagde K. Frederik Huldskab, "fordi den keiste, kaarne og kronte rette Herre og Konge, som uden Dom og kun ved Mag- ten, uden Rigsraads eller den gode norske Almues Vidende og Vilje var fordreven, nu var hjemkommen til sit Rige, og fordi det kun nødtvungen og, for ei at geraade i større Ulykker, havde hyldet Frederik." Dette Opsigelsesbrev var grundet paa en Klagerække over, at danske Adelsmænd constitutionsstridigen vare indsatte i de høieste Embeder, at de havde ødelagt Kirker og Klostre, bemægtiget sig geistligt Gods og at de beskyttede |
| d.IV,b.2,s.36 |
lutherske Prædikanter; over at Domprovstiet i Bergen, hvormed Rigsraadsværdighed var forbunden, var forlehnt En i Danmark; at Kirkens Dømmeret krænkedes; at Hansen var given Ene- handel paa Island og Færøerne; og over at det norske Rigsraad ikke varsledes, naar Herredage, der kunde angaae Norge, holdtes i Danmark. Christjern hyldedes af alle Stænder i Oslo 30te Nov. 1531, efterat have udstædt almindeligt Naadestilsagn. Forgjæves beleirede han dog Agershuus og Bahuus. Befalingsmanden i det første Slot, Dansken Mogens Gyldenstjerne, tiltvang sig en Stilstand, hvorunder han trak Undsætning til sig; og fra det sidste drev en svensk Hjælpehær under Marsken Lars Siggesson ham tilbage, efterat han dog, ved at besætte Viken og gjøre et Indhug i Sverig, som dog gjengjældtes med et i Jæmtland, mens svenske Brevskaber til Almuerne om at falde fra udspredtes fleresteds, havde bragt den svenske og danske Konge til at slutte sig nøiere sammen, hvorved hiin Provinds gjenafstodes mod en Sum til "Danmark". Omtrent ved samme Tid som Christjern kom tilbage for Agerhuus med sin stærkt medtagne Hær, landede Befalingsmandens Broder, Biskop Knut Gylden- stjerne med friske Tropper, hvortil han ogsaa trak et svensk Hjælpecorps. Uden Flaade, pengeløs og modløs, hævede Chri- stjern Beleiringen, kastede sig ind i Oslo, og begyndte derfra Underhandlinger om Indrømmelsen alene af Norge for sig og Efterkommere. Knut Gyldenstjerne, hvis Broder imidlertid havde bragt Tønsberg Lehn til at falde fra Christjern igjen, overtalte denne til en Samtale med K. Frederik til hvem han gav ham frit Leide. Christjern drog da 9 Juli 1532 i Godtro til sin Far- broder, der strax, under Paaskud af, at Gyldenstjerne havde overskredet sin Myndighed, lod sin bedragne Frænde sætte i et haardt Fængsel. Men Gyldenstjerne var Kongens Befuldmægtigede. K. Frederik stod til Ansvar for hans Handling, omendskjønt han siges bagefter at have givet Befaling til ikke at indlade sig med Christjern. At Gyldenstjerne, der nok kjendte sin Herre bedst, selv efter dette bekræftede Fredsbrevet, var ogsaa en Urede- lighed, som burde have gjort ham fortjent til Tyranredskabernes sædvanlige Lod: den at forstødes, naar de ere brugte. Christjern sad haardt fængslet i 15 Aar, og levede derefter endnu 10 Aar i et mildere Fængsel, som Frederiks Eftermand forundte ham. Danskvældet tiltog mere end nogensinde tilforn |
| d.IV,b.2,s.37 |
i Norge. To af dets Høvdinger modtog ny Hyldest til K. Frederik. En svær Hovedskat blev paabudt, som Straf. De 3 sammensvorne Bisper lagdes i flere 1000 Lod Sølvs Bøder hver. Spørgsmaalet laae alt nær: hvad skal en Stat med Selvstændighedens Navn, som giver slip paa den i sig selv, ved taalmodigen af en fremmed Magts Haandlangere at lade sig straffe, fordi den yttrede engang Følelsen deraf? Mellemregjering (1533 -- 1536). Olaf Engelbretsøns Opstand. Ved Frederik d. 1stes Død 1533 indtraadte en styrløs Tilstand, medmindre et kun løst sammensat, uenigt Rigsraads, Lehnsherrers og Skatfogders ansvarsløse Behandling af det Offentlige kan kaldes anderledes. Fæstningerne indeholdtes til Fordeel for Fre- deriks Søn, Christian, som imidlertid i Danmark maatte føre en 3aarig Feide mod Christian den 2dens Folkeparti, der under- støttedes af Lybekkerne under Grev Christoffer af Oldenburg, og bekjæmpe Geistlighedens Modstand, der heller vilde frem- trække den katholsk opdragne Broder Hans. Folket selv i Norge hældede mere til den fangne Konge. Geistligheden havde endnu ikke erklæret sig; men dens Sind var mod Prinds Christian. Man oppebiede spændt hvad Vending Thronkampen vilde tage i Danmark. Aar 1535 anholdt Christian om de norske Stænders Hyldest og om en Hjælpeflaade. Erkebisp Olaf, der søgte at drage saamegen Fordeel for Fædrelandet næst Kirken af Thron- striden som muligt, kaldte dem da til Valg i Throndhjem, hvor hans Indflydelse var størst; men ilsomt hyldede de søndenfjeldske Rigsraader Christian den 3die i Oslo, hvorved da Vincens Lunge og andre mægtige Danske ei have været ledige. Erkebispen harmedes høiligen over dette Statsgreb, og indlod sig paa Kei- serens Opfordring at erklære sig for den tydske Grev Friederich, Christian den andens Svigersøn. Et Gesandtskab indfandt sig for at vinde den Fortørnede med det Gode. Men dette var at voge sig ind i Løvens Hule. Gesandterne fængsledes, og 2 af dem, de danskfødte Rigsraader V. Lunge og Nils Lykke slap ikke tilbage med Livet. Erkebispens private Fiendskab var vel rede med Dolken til disse Drab; men de Dræbte maae dog ligesaa- meget betragtes som politiske Offere for en i sig selv retfærdig, |
| d.IV,b.2,s.38 |
men derfor aldrig til slig Bedrivt berettiget, Uvilje over deres Indtrængen og Anmasselser her i Landet. Erkebiskoppelige Krigsfolk drog nu mod Bergenhuus, V. Lunges Lehnsfæstning, uden dog at kunne indtage det, og til Oplandene og det Agershusiske, hvor Opstanden udbredte sig under Bisp Mogens af Hammer og Rigsraaden Gaute Galde. Den forhadte danske Befalingsmand paa Agershuus, Erik Gyldenstjerne, holdt dog dette Danskvældets Fodfæste i Norge; og den norske Op- stands Fremgang standsede i samme Forhold som Christian den 3dies Sag gik frem i Danmark. Erkebispen gav da Kjøb. De fangne Gesandter, hvorimellem Oslobispen Hans Reff, løslodes for derved at tilvinde sig godt Forlig. Men herpaa var ikke at tænke for Lunges Morder, Catholicismens og den norske Selv- stændigheds alt synkende Forsvarer. Han oppebiede ikke den Hærflaade, som under Anførsel af Danskerne Ulfstand og Hvidt- feldt sendtes imod ham; men frelste sig til Belgien, hvor han Aaret efter døde. Hans Fæstning Stenviksholm gav sig, og Thrøn- delagen lød. Splid, der skader en Befrielseskamp ligesaameget som Forræderi, havde atter fra først af betaget disse sidste An- strengelser for Uafhængighed Margen. Adelen var tilbagetrængt eller bestukken; Geistligheden skræklammet for de Omvæltninger, som den altforvel følte nærme sig den; menig Mand uden anden Almeenaand end den indskrænkede, som kun satte sig en eller anden Smaatyrans Tugtelse til Maal; og i alle Classer havde man alt forud taget Parti for og imod Reformationen. I slig Bund var det let for et nyt Plageriis at skyde sig op af samme Rod, som den Hædersmændene Knut Alfssøn, H. Hyttefad, og nu sidst den idrættuge Bisp Olaf havde fristet at lægge Øxen til. Er det end mueligt, at de jevnlige, men aldrig tilstrækkelige, Uroligheder i Norge modnede den nye Konges forbryderske Plan mod dettes Selvstændighed; saa er det dog vist, at de Dødelige kun ere ansvarlige for de nødvendige, forudseede og tilsigtede Følger af sine Handlinger, men ikke for de tilfældige, Hensigten modstri- dende, om end med Handlingerne forbundne, Begivenheder. Og om Mennesker, der kjæmpede ulykkeligt for Fædrelandet, gjælder det fortrinlig, at Mennesker have bestaaet længe og vel nok, naar de have staaet til de faldt med Ære. |
| d.IV,b.2,s.39 |
NORGE BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED
FØR ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (1536 -- 1661).
K. Christian den 3die. (1536 -- 1559).(1536 -- 1814). Riget erklæres for Provinds af Danmark. Reformationen indføres. Kongens Kirkeran. Borgerkrigen i Danmark var egentlig en Kamp mellem Adel og Geistlighed, Lutherdom og Pavedom. Det sidste Parti tabte. Kongen sluttede sig ganske til Adelen. Allerede forud ildesindet mod Norge, og den danske Adel forbunden, hvem det var om at gjøre at faae dette Rige ligesom udlagt til sig, hvorved det ogsaa, naar den besatte det, nemmere vilde kunne holdes i Tømme: tilsagde han i sin danske Haandfæstning paa en Herre- dag i Kjøbenhavn 1536 Danmarks Rigsraad og Adel, at lægge Norge under Danmark som Skaane, Jylland, ja som dets For- bundsstat Island. Den største Forbrydelse den ene Stat kan begaae mod en anden, var saaledes af Danmark øvet mod Norge. Afhængigheden erkjendtes dog aldrig formeligen af Nordmæn- dene. De Dalevende antog den som en Straf, de Betvungne maatte finde sig i, men som ikke vilde vare længer end Triumfen eller til Alt kom i den gamle Orden; og de følgende Slægter som en vel ubehagelig Arvpligt, men som dog havde sin Erstat- ning i adskillige af den gamle Frihed udrundne Goder. Saadanne var den norske Bondes personlige Frihed, medens den stavns- bundne Danske stønnede under Livegenskabet; ligesaa Voldgivts- retten og Odelsretten, der har reddet meget Jordgods fra at komme i danske Adelsmænds Hænder. Da Selvstændigheden især repræsenteredes ved Rigsraadet, og dette opløstes ved den samtidige Omvæltning i Religionsvæsenet, mærkedes dens Forliis mindre. Navn af Kongerige beholdtes ogsaa til Stads for Danske- kongerne. Og Christians Forgjængere havde sørget for at der af Selvstændigheden heller ikke var stort andet end Navnet at miste. Det lod derfor somom Fornedrelsen ikke mærkedes. Selv lidet synlig, aabenbaredes den kun i sine Følger for den stille |
| d.IV,b.2,s.40 |
Harm, som hverken Undertrykkelse eller Frygt udsletter i de Underkuedes Sjele. Fra samme Rigsdag i Kjøbenhavn udgik Bud, at den lutherske Reformation skulde indføres i Norge med underliggende Lande (1536). Vendekaaben Hans Reff i Oslo og den luthersk sindede Geble Pedersen i Bergen beholdt sine Bispedømmer med den ind- skrænkede, politisk betydningsløse Magt, som nu blev Bisperne tilmaalt. De øvrige Bisper fængsledes og afsattes. Betlermun- kene bleve fordrevne; Klosterne ophævede; kun Domherrer, Nonner og Munke af andre Ordener erholdt Livsophold. Kir- kernes Rigdom i Jordgods svandt ind; dog tillagdes meget den lutherske Geistlighed. Under Paaskud af at Kirkeklenodierne og hvad der mindede om den gamle Troe var til Hinder for den nye, fore danske Adelsmænd om og ødelagde og bortrante alt Saadant. "De delte Rovet: Kongen var som Ørnen imellem Glenterne paa Aatet -- ." Skibsladninger af kostbart Kirkegods nedførtes til Danmark; St. Olafs dyrebare Skrin søndersloges og plyndredes; de gamle Kongers Grave krænkedes; Kirker og Klostre nedbrødes; Dom- kirkernes Bog- og Documentsamlinger opbrændtes. Reformationen, om end saaledes indført med Magt, kostede dog ikke Blod i Norge som paa Island, hvor John Arnessøn Bisp drog Sværdet mod Kongen og Bisp Gissur Einarson for Pavedømmet, og heller opgav Hovedet end sin Tro. Færøernes Bispedømme henlagdes, forandret til et Provsti, vilkaarligen fra Throndhjems Bispestol, der tabte sin "Erke"-titel, til Sjællands; og beskrives Throndhjems Domkirke, Nordens herligste Bygning, at være bleven saa haardt medtaget, at den "uden en Skilling" til Istandsættelse ret afgav et Billede af det hele Land saaledes som dette nu var: en Ruin af et fordums velstaaende Rige; men som dog ikke nød det Blik af Ærefrygt og Medlidenhed, som skjænkes det ødelagte Store. Reformationen selv og dens gode Følger skyldes ikke saa løs en Omstændighed som den danske Adels Seier. Kun Ugjernin- gerne, der ledsagede den, tilhøre Denne, som i sit Overmod og under sine Misbrug blev et Middel til saa god en Sags tidligere Fremme. Som gunstige Omstændigheder herfor tjente ogsaa den norske Kirkes mindre Afhængighed af Paven og det katholske |
| d.IV,b.2,s.41 |
Europa, Bispernes foregaaende politiske Nederlag, Handelsfærdsel med fremmede Protestanter, og det menige Folks Misnøie med Geistligheden, som havde slappet Catholsksindet saameget at dets Modstand kun havde Vanens og Træghedens uvirksomme Styrke. Det religiøse Sløvsind, da, som sædvanlig, parret med et politisk, modtog Reformationen som et politisk Onde, der maatte taales som de andre, der havde bøiet selv Adel og Geistlighed efter hinanden. I enkelte Egne yttrede sig vel en noget livligere Mod- stand, som, da Folket ikke forstod Reformationen, skulde være et ligesaa godt Tegn paa Modstandskraft som Thellebøndernes samtidige kun med Møie undertrykte Opstand formedelst de tydske Bergfolk, der sendtes ind imellem dem; men i det Hele modtog Folket Reformationen ligesaa lidende og ubevidst som Pløielandet modtager Regnen. Imidlertid besvangrede den dog med Velsignelse ligesom denne. Frugter saaes, og Reformationen blev forstaaet altsom den fik Præster, hvorpaa i Førstningen var Mangel, med norske, og ikke latinske, Evangelier i Hænderne, til Forkyndere, istedetfor fremmede Høvdinger med Fakkler og Muurbrækkere. Hemmelige Katholiker gaves dog endnu længe; ja Ynglinger sendtes aabenlyst til fremmede Landes jesuitiske Læreanstalter. Som Konge var Christian den 3die aldrig i Norge. Men, foruden ved sine Kirkeran, gjorde han sig der bekjendt ved det nye Statsgreb 1549 at udtage en Skat til, som det hedte, de skotske Øers Gjenløsning. Men denne Skat forsvandt i den danske Statscasse, der, sikkert som Havet de fjerne Floder, slugte Overskudet af de norske Afgivter. Efter saaledes at have lært Nordmændene, at det Land, som lader sig erhverve ved et Pennestrøg, vanskelig har en bedre Lod at vente end det sværd- tagne, overlod Christian den 3die ved sin Død 1559 Norges videre Udarmelse til Sønnen Frederik, som forhen var hyldet paa en Herredag i Oslo. K. Frederik den 2den (1559 -- 1588). Den ulykkelige Syvaarskrig med Sverig. De Danske Befalingsmænds Voldsvælde tiltager. Rigers udvortes Ære er langtfra ligegyldig. Alligevel afgiver den Tvist, som opstod mellem den svenske Kong Erik den 14de og Kong Frederik den 2den om Brugen af de 3 Kroner i Rigs- |
| d.IV,b.2,s.42 |
vaabenet, kun en elendig Grund til den blodige 7aarige Krig, som deraf især reiste sig, og hvorfor det hærløse, til sig selv overladte Norge blev Offeret. Herjedalen, Jæmtland og Thrond- hjems Stift besattes af Svenskerne; og i 1567 brændte de, under Johan Siggesson, Oslo, og ødelagde Hammer saa tilbunds, at denne velstaaende By siden ikke har reist sig. Samme Skjebne overgik Sarpsborg 1570, istedetfor hvilket Fredrikstad anlagdes. Evert Bild tog vel, ved Almuens Hjælp, det Throndhjemske tilbage. Christen Munk holdt vel Agershuus, og Jens Ulfstand Bahuus; men Østlandet var en aaben Tumleplads for Fienden. Alligevel er det kun lidet værd at ynkes over de lidende Almuer, som saae Branden af Oslo og Hammer, og opglødedes ikke til at reise sig. Smaae Streifpartier vare Herrer i de folkerigste Egne, medens en Landstorm, uudtømmelig, stedse som Floden voxende selv under Forliset, tiltagende indefter Landet i uigjennemtræn- gelige Masser ligesom Jordlagene, forsvarende sig med Landets Natur, fegtende som Vreden med de nærmeste Vaaben og med de væltende Folkemasser, skulde have tilintetgjort hvilkensomhelst mangedobbelt talrigere Hær. Men Folket kjender sjelden sin Kraft. Det kjender sjelden sin Kraft i Krigen, om det ikke kjender den i Freden. Dette koster i Fred Trældom, i Krig Nederlag. Alene om Eysten Baardsen, Præst i Edsberg, veed man, at han i de Ulykkesaar opførte sig som Pligt, under saa- danne Omstændigheder, var for Læg og Lærd. Fra Prækestolen raabte han Almuen til Vaaben, anførte selv, og kjøbte Seiren for sit Been. For Danmark tog Krigen en heldig Vending efter Daniel Ranzaus Seier ved Svarteraa. Ved Freden i Stettin 1570 beholdt det de 3 Kroner, og Norge fik de tabte Provindser igjen. Mange Klager fra denne Tid levere et skrækkeligt Maleri af de danske Befalingsmænds og mere underordnede Embedsmænds Tyranni, Udsugelser, Bestikkelighed, Grusomhed, Retløshed og Overmod. " -- Da først i Tyranniet er der Fryd, naar det er uden Frygt -- -- ." Og Smaatyrannerne kunde være uden Frygt. Forfatteren af et Klageskrivt til Kongen henrettedes. Ludvig Munk, en Tid Lehnsmand i Throndhjem, blev siden Statholder, endskjøndt hans Færd havde vakt en Opstand i Lehnet, der kostede Formændene |
| d.IV,b.2,s.43 |
Livet. Erik Munk bortfjernedes først efter mange Klager, og efterat han havde lagt sig ud med selv sine Jevnlige, fra Nedenæslehn, hvor han i 10 Aar husserte. Han er ellers bekjendt som en dygtig Sjøkrigsmand fra Syvaarsfeiden, da han bombarderte Fien- den bort fra Leiren for Agershuus; og senere deeltog han i et Krydstog for at forbyde Engelsmændene Farten om Finmarken til Rusland, og i et mod de Sjørøvere af alle Folkefærd, men især flamske, som giorde de norske Farvande saa usikkre. Ved lignende Tog mod de Sjørøvere, især engelske, ja vel endog tyrkiske, som plagede Island og Færøerne, indlagde Færøingen Magnus Heinesen sig stort Berøm. Og Christopher Walkendorf forstod at holde de Contorske i Ave i Bergen, nemlig ved at opføre et Taarn mod dem og bogstavelig holde dem under Ka- nonerne. Den vigtigste Tjeneste beviste Frederik den 2den Norge ved at drikke sig ihjel 1588. -- Man tager Feil, hvis ei man troer, at Pøblens Laster tidt bestige Thronen. Formynder-Regjering (1588 -- 1596). K. Christian den 4de (1596 -- 1648). Norge behandles bedre. Under det danske Rigsraads Formynder-Regjering i den nye Konges Mindreaarighed stod en dansk Statholder og en Canzler i Spidsen for de norske Anliggender. Alt blev ved det Gamle indtil Kronprinds Christian, allerede som lidet Barn hyldet af Adel og Lagmænd, modtog alle Stænders Hyldest i Oslo 1591. Allerede da, eller fra 1596, da han krontes i Kjøbenhavn, be- gyndte han at vise dette Rige sin udmærkede Forsorg. Stæn- derne havde ogsaa i et Klageskrivt viist ham hvor høiligen den behøvedes. Herredage med faste Medlemmer anordnedes til re- gelmæssige Tider i Oslo og Bergen, hvortil indankedes fra Lag- thingene. En forbedret Udgave af Lovene besørgedes ved Hans Basse og Anders Green -- Nordmænd, som Christian, der frem- hjalp den norske Adel, havde hævet til Canzlerværdigheden. 1604 udkom den nye Lovbog, efterat være gjennemgaaen af den bergenske Herredags Medlemmer; og offentliggjordes paa alle Bygdething og Lagthing til stor Beskyttelse for Folket mod de |
| d.IV,b.2,s.44 |
vilkaarlige fremmede Embedsmænd. En Kirkelov, udgiven paa en Herredag i Stavanger, hvortil Rigets høiere Geistlige vare tilkaldte, var skarpt stilet imod alskens Katolicisme, hvormed selv enkelte Præster findes at have været stærkt befængte. Det bedste Værn herimod var dog nok det, at bedre Forsorg vistes Skolerne. Hanseaternes Frihandel paa Island ophævedes, og overdroges til et Selskab. Til Finnehandelen sloges egne Mynter i de norske Myntstæder, skjøndt denne Rettighed, der allerede 1575 var ophørt, kun yderst lidet blev benyttet. Den norske Capitain Jens Munk udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd; men hjemkom kun med slette Efterretninger: Folk af norsk Æt og Christendommen vare forsvundne. Forsvarsvæsenet holdtes istand baade hvad Fæstninger, Flaade og Hær angik. For Korn- tilførslen sørgede Christian retskaffent. Istedetfor det afbrændte Oslo anlagdes Christiania 1624. Christianssand, hvorhen Bispe- sædet 1682 flyttedes fra Stavanger, anlagdes 1641. Flekkerø, der allerede forhen for Sjørøveres Skyld, som i den gode Havn fandt Tilhold, var noget befæstet, udvidedes til en Fæstning. Kongsberg Sølvværk og Stad anlagdes, efterat de rige Sølvertser hændelses- viis af en Gjetergut der vare opdagede 1623. Paa lignende Maade opdagedes Kobberet ved Røraas 1640; og denne Bergstad an- lagdes. Bergdrivten tiltog ellers i det Hele, og formeredes ved tydske Bergfolk. 60 Gange skal Christian have besøgt Norge, ja i 1599 omseilede han det endog til den russiske Grændse; og lærte da Folk og Konge at kjende, hvor vel de vilde hinanden. Han fik derved see Udsugerne paa Fingre: Lehnsherren Grubbe i Nedenæs domfældtes og endeel retløse Lagmænd afsattes. Al- mindelig Mand pleier, selv under svare og uretfærdige Lidelser, at undskylde Kongen med at han ikke seer eller veed hvorledes det gaaer til; men denne Godmodighed (hvorpaa Tyranniet ofte regner), lønnes med Utak, og er taabelig, saasom den Konge, der ikke gider kjende sit Folk og selv see hvorledes det gaaer det, er slet, i hvad øvrige gode, men da frugtløse Egenskaber han ellers maatte have, og fortjener saaledes at Folket ikke ved- kjender sig ham. Det er kun i Modsætning til de andre olden- borgske Konger, at Christian den 4de fortjener Ros for Opfyl- delsen af en Pligt, som, om end den nærmeste af alle kongelige Pligter enten den er udtrykkelig paabudt eller ikke, Hine dog forsømte. |
| d.IV,b.2,s.45 |
Krig med Sverig. "Skottekrigen".
Den svenske Konge, Carl den 9des Krav paa de norske Lap- marker gav den nærmeste Anledning til en Krig med Sverig fra 1611 -- 1613, hvorunder Bønderne af Vaage, Lessjø, Froen og Ringeboe, anførte af Lensmændene Guldbrand Seglestad og Hans Hage samt Fogden Lars Gram, i Kleiven Kringen tilintetgjorde et 600 Mand stærkt Hjælpecorps Scotter, som under Oberst Sinclar emnede sig til Sverig. Listigen opholdte og vildledte i Romsdalen, hvor de landede, og hvorfra Iilbud afgik til Gud- brandsdalen, trængte de sorgløse ind i denne Dal, der, ligesom de fleste norske Dale, ret var skikket til at blive Fiendernes Grav. Sammenpressede mellem den rivende Laug og Bratfjeldet styrtedes Gelederne af Steen- og Tømmer-vælter i Strømmen. Øxer og Rifler gjorde Resten. Hvor let end Naturen gjorde Seiren, maa den dog tilskrives Snarraadigheden. Opraabet skede mens Fienden stod nær og kom nærmere; dog var Alt beredt. Intet Mod skulde have oprettet Seendrægtigheden. Lomværin- gerne tabte ved Ubestemthed al Andeel i denne Seier, som har lært alle Tiders og alle Dales Nordmænd, hvorledes de skulde være rede om "Soldaten -- som her var Tilfælde -- er ude paa Kongens Tog", og gjøre Landets Natur til sin Medforbundne, og at i en Forsvarskrig alle Vaaben ere tilladelige. Kun Den, der vil handle ligedan, tør sige, at der endnu ligger en Glands af denne Bedrivt over Sønnerne; og kun Den fortjener dette, som med Afsky tænker paa, at Seierherrerne koldblodigen myr- dede Fangerne paa to nær. Af dette og andre nyere Træk skulde man kunne beføies til at tillægge Folkecharakteren som den findes i Landets Indre en vis indiansk Grusomhed, dersom den ikke tilhørte alene en tidbetinget Vildhed og denne ikke var forsvunden. Den er det. Hiin Grusomhed tilhørte hiin Tid, Seiren tilhører alle de følgende, Exemplet Historien. "End stander en Støtte paa samme Sted, som Norges Uvenner mon true. Ve hveren Normand, som ei bliver heed, saa ofte hans Øine den skue." En anden talrigere Skottehær under Munchhaven landede i Størdalen, og drog sig, uhindret af den feige danske Befalings- mand, Steen Bilde, hærjende ind i Jæmteland, som han tilligemed |
| d.IV,b.2,s.46 |
Herjedalen erobrede før han forente sig med den svenske Hær. Dog erholdtes disse Provindser tilbage og Lapmarkens Grændser bestemtes til Norges Fordeel i Freden til Sjørød 1613 med Eriks Eftermand Gustaf Adolf. Ny Krig med Sverig. ("Hannibalsfeiden") -- (1644 -- 45). I 30aarskrigen mellem de tydske Protestanter og Katholiker i Tydskland tog Christian en kort men uheldig Deel. Des herligere straalte de svenske Vaaben. Men pludselig vendte Feldtherren Thorstenson dem imod Danmark, hvorved da Norge atter (1644) blev baunelyst. Hannibal Sehested, der, som Statholder, havde givet den norske Regjering en større Uafhængighed, rykkede ind i Sverig; men maatte trække sig tilbage. Dog værnedes Rigets Grændser, hvortil Bønderne, der siden Skottekrigen mere al- mindelig havde erholdt Geværer, bleve opbudne. Herved gjorde Præsten til Ullensager, Kjeld Stub, forhen Krigsmand, god Tjeneste; han talte Landets Sag ligesaa godt og klart med Sværdet som det hellige Ord med Tungen. I Danmark førtes Krigen uheldig; og derfor maatte Norge i Brømsebro-freden 1645 bøde med Jæmteland, Herjedalen, Idre og Serna Sogne. Forhen havde Christian ved den skotske Konges Giftermaal med hans Søster fraskrevet Norge Gjenløsningsretten til de skotske Øer. Norge var baade Skjold og Sværd og Pung for Danmark. Den be- dagede Christian havde vel mistet et Øie under Krigen; dog saae han med det han havde igjen endnu i 3 Aar klart over Norden, og at den danske Adels slette og uvillige Opførsel under Krigen var en af Aarsagerne til de Tab, begge Riger leed. Norge var i maadelig Forfatning ved hans Død 1648. K. Frederik den 3die (1648 -- 1670). Norges synkende Tilstand. Krig med Sverrig. Nye Opofrelser for Danmark. Christians Søn, Frederik, hyldedes i Christiania 1648. Han var, som man siger, af den gamle Uld. Det danske Rigsraad tilrev sig næsten al Myndighed i de norske Anliggender. Dansk Adel trængte ind i Lehn og Godser meer end nogensinde, og det til- |
| d.IV,b.2,s.47 |
regnedes Statholder Sehested, som en Forbrydelse, at han havde skilt den norske Forvaltning formeget fra den danske. Det var tydelig bleven dansk Statskløgt at holde Norge i en afkræftet Tilstand; dog saa at Adelen, i de Tider den havde Magten, for- fulgte denne Plan med større Haardhed end Kongerne. Det er ikke med Adelen som med Kongen, der ikke bliver rigere om Folket bliver fattigere. Dettes Udarmelse er Gropen, der svarer i Dybde til Adelens Velstanddynges Høide. Den danske Adels Forbrydelse mod Norge maa kaldes Tyranni; Kongernes -- For- sømmelse og Tilsidesættelse mere end Tyranni. Men enige vare begge disse Magter i, at ingen Opofrelse fra Norges Side var for stor for Danmarks Skyld i politisk Nød, eller stor nok til at erhverve det mere Retfærdighed. Omsider bleve Nordmændene vante til saalidet deraf, at de mindste Træk af Billighed -- f. Ex. en Konges Besøg -- forekom dem som umaadelig Godhed og en ufortjent Ære, som Støtter og Indskrivter maatte minde om. De fjerne Konger behandledes som Gudebillederne: de gjorde Intet af alt det Gode, som man ventede og bad om; dog ind- bildte man sig, at de kunde og skulde gjøre det omsider. Nord- mændene betragtede dem som Statens gode Princip: hver ny Hyldest, hvorved da almindeligviis nogle Privilegier bekræftedes, Klager og Ansøgninger opdyngedes og Gjæstebudsløfter gaves, var dem en Forjættelse om, at dens onde Princip, som raadede i de fremmede Herrers Voldsvælde, skulde beseires. Men hvor kongetroe Nordmændene end vare, hvormeget der end var at afhjælpe -- kun engang gjæstedes de af Frederik; og det ved Hyldingen, hvortil Repræsentanter for alle Stænder vare stevnte af det danske Rigsraad, som forhen havde valgt ham ogsaa til Norges Konge. Under en længere Fred, som vilde have været Undertrykkelserne gunstig, skulde de snart have faaet Øinene op; men saa lød det igjen: Krig i Danmark: Krig i Norge! Til Vaaben! til Vaaben, I Nordmænd! -- Og Fædrelandets Krigsære, ikke dets Fredsulykker stillede sig for Tanken. Men Norge kunde seire; tabe skulde det alligevel. For sit lumske Overfald paa Sverig 1657, mens dets Konge Carl den 10de førte Krig i Pohlen, tugtedes Frederik med at see sine danske Stater, paa næsten blot Kjøbenhavn nær, indtagne af dette Seierens Lyn. Men, uagtet Nordmændene førte Krigen heldig, sloge under Iver Krabbe den svenske Erik Steenbock ved |
| d.IV,b.2,s.48 |
Hjertum, og Douglas ved Udevalla, og indtoge Jæmteland under Jørgen Bjelke, tabte dog Norge i Roskildefreden 1658 Thrond- hjems-stift og Bahuus -- det sidste frugtbare, byrige og handels- vigtige Lehn for bestandigt. Nu bader ei Norge i Göthaflod og Venern sin høire Fod, og hviler ei Venstren utmed den Herjedals Fururod. Der vaier en Fahn fra Jæmtlands Gran, som aldrig var kjendt hertillands. Ei Vælde men List har skaaret forvist af Løven den vakkre Svands. Ny Krig med Sverig. Throndelagen befrier sig. Haldens første Beleiringer. Under forrige Feldttog udkom et "fortroligt Brev til Nord- mændene", rimeligviis vel fra svensk Haand, men dog ganske skikket til at lære dem, at alle deres Ulykker, selv de der led- sagede Seiren, alene kom af Rigets politiske Stilling. Man be- høvede ikke at see denne fortvarende endnu i over 150 Aar for at dømme derom just som vi nu maae dømme efterat alle disse kun have bekræftet hvad de forløbne 3 Aarhundreder havde lært. Historien indsamlede mere Viisdom alene under Margrethe end Nordmændene benyttede i 4 Aarhundreder. Hint Flyveskrivt siger: "Hvor svær en Byrde Trældom er, lærer os ikke alene selve Naturen i alle Guds levende Skabninger, som hade den og elske Friheden; men ogsaa Historiens vægtige Vidnesbyrd, som bevise, at selv Døden, ihvorvel haard og Naturens argeste Fiende, har af Alle, som have været kronte med Dyd og Ære, været foretrukken Trældom under Fremmedes Aag. Dette sær- ligen derfor, at, naar den ædle Frihed engang berøves Men- nesket, blive ofte dets Evner saa tilintetgjorte, Naturen saa for- dærvet, at den aldrig mere kan hjælpe sig selv op. Exempel har man daglig for Øine hos eder, ærlige Mænd, som boe i det navnkundige, fordum berømmelige Kongerige Norge, som ikke alene ulykkeligen ere komne under Fremmedes Aag, men og saa dybt sjunkne i forsmædelig Trældom, at I ikke formaae af |
| d.IV,b.2,s.49 |
eder selv at opløfte Øinene til Skuet af Forfædrenes ædle Fri- hed. -- -- Betragte I den Usselhed, hvori I ere komne, idet eders Krone og Spiir ikke alene ere Eder fratagne, eders for- dum mægtige Kongerige fornedret til en Provinds eller Landskab, men eders gamle Friheder og Forfædres Manddom tillige for- vandlet til Trældom: saa maa den iblandt Eder have et Steen- hjerte, som ikke skulde lade denne sit Fædrelands Undergang gaae sig tilsinde, saa meget mere som denne ikke skyldes Sværdshaand eller nogen Mægtigere, men alene Danskernes Stats- list, hvorved de ved Givtermaal have indsneget sig i eders Kongerige, udryddet hos eder alt kongeligt og adeligt Blod, bortført Rigets Spir, vækket allehaande Splid imellem eder til egen Fremvæxt og eders Undergang, og endelig saalænge brugt eders Sikkerhed til I vare omsmedede med Trældoms Læn- ker. -- -- Hvo, som holder Dyd og Ære kjær, skulde ikke vove Liv og Blod førend at lide slig Fædrelandets Elende? Hvo skulde ikke heller ønske sig ikke fød, eller at Barn aldrig maatte fødes ham, end at fødes til Skjændsel og Trældom, og aldrig at have Udsigt til at see sine Børn komme til nogen hæderlig Tjeneste, Ære eller Myndighed? Hvem er der iblandt eder, som kan rose sig af, at hans Barn betroes nogen Tjeneste i Norges Rige? Ere ikke alle høie Embeder forstyrrede hos eder? Hvor finde I Rigs- og kongelige Raads-Embeder i eders Rige, som fordum der har været og brugeligt er i alle Kongeriger? Ere de ikke blevne begravne med eders Forfædres Frihed? Kunne I berømme eder af, at eders Statholdere, Præster, Fogder, Skrivere og Lehns- mænd ere eders Indfødte? Maae ikke Saadanne sendes eder fra Danmark, for at I maae drage eder tilminde, at I ere Trælle, som maa bevogtes med stadig Opsigt og trykkes saaat eders Tanker ikke kunne faae Rum at opstige til nogen Dyd og Mand- dom, som kunde bringe eder til at kaste Aaget af Halsen og gjøre eder eders Forfædres Manddom lige? -- -- " Denne Skrivelse havde med al sin Sandhed naturligviis under Krigsomstændighederne, og da Sværdet fulgte den vedsiden, ingen Virkning. Den fremstillede Svenskekongen som Norges Befrier; men hverken har nogensinde nogen Konge været et fremmed Folks Befrier, eller var hans anden Erobringskrig mod de forente Riger skikket til at fremstille ham som en saadan. Samme Aar Freden var sluttet stod han atter i Sjælland; og Feldtherrerne |
| d.IV,b.2,s.50 |
Gustaf og Erik Stenbock begyndte i Bahuus Krigen mod Norge, medens den svenske Rigsdrost ved et Manifest af lignende Ind- hold som hiin Skrivelse søgte at virke paa Nordmændene til en Forening med Sverig. Ligeledes appellerede Rigets Statholder Niels Trolle og Canzler Jens Bjelke til Folkemeningen i et Opraab til Throndhjemsstift og Bahuus. Dette virkede bedre. Thrønde- lagen gjorde Opstand. Reichwein kom med Undsætning. Sven- skerne maatte i Octbr. 1658 trække tilbage over Kjølen. Bahuus besattes af Jørgen Bjelke, efterat den svenske General Stage, var slaaet tilbage fra den aabne Grændseby Halden af Borgerne, hvorimellem Peder Olsen Normand, udmærkede sig. Ligesaa gik det Aaret efter, da Borgerne endog brændte endeel af Byen for bedre at skjøtte Forsvaret, som nu ogsaa lettedes ved en For- skandsning, hvor den brave Oberst Tønne Huitfeld commanderte. Den tredie og sværeste Dyst udholdt Halden med lige Berøm først i det følgende Aar 1660, da Generalerne Kagge, Stage og Horn, efter 6 Ugers skarp Beleiring, maatte lade den lille By i Besiddelse af sine Ruiner og et Navn, der udbredte sig over Norden; men som ikke forherligedes ved Tillægget af Kong Fre- deriks, som den fik tilligemed Kjøbstædsrettigheder og Bergfæst- ningen Fredrikssteen. Carl Gustaf, som efter en uheldig Storm paa Kjøbenhavn, synes at have besluttet at kaste al sin Styrke paa Norge, afstod herfra, da han saa ofte snublede paa Tærske- len, og sluttede en Fred i Kjøbenhavn 1660, hvori han dog be- holdt Bahuus og de danske Provindser paa svenske Side Havet. Det har ofte været Nationers Frelse, at Fædrelandskjærligheden og Mandemodet ei tages ind under Erobrernes Beregning; men det bedste er, at deres Kraft er for umaadelig til at lade sig beregne. Erobrerne ile hen derover, indtagende i sine Planer kun Skrækken, Magten, Forræderiet, Lykken. Dog beroer Seiren paa om de ikke træffe hine Dyder, der intet kjende af alt dette. " -- Stan, Cæsar! her træffer du en Mand." Disse jevnlige Krige, om ikke gavnlige for Nordmændenes po- litiske Tænksomhed, opglødede dog deres Fædrelandskjærlighed til en sand Lidenskab, og nærede en vis Almeenaand. Men det var ikke den Befrielsens Fædrelandskjærlighed, som siger -- hvad der idetmindste i en aandig Verden maa være mere end halv sandt -- : "uden Frihed, intet Fædreland," men denne Hen- |
| d.IV,b.2,s.51 |
givelsens nøisomme, om end noget kortsynede, som let forvexler dets Soldaterære med dets borgerlige, og troer Alt vundet paa en Val; men som, om den var oprigtig mod sig selv, og saae hvad der manglede det, dog vilde have Dybfølelse nok til at kunne sige: "o Fædreland, selv dyrebart i Skjændsel." EFTER ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (1661 -- 1814). Der maa være et indre Onde i en Stat, naar en Krigs over- gaaende Ulykke kan bringe den nær dens Undergang. Saadan var Danmarks Stilling. Saadan fandt de ufrie ( de uadelige,eller geistlige og borgerlige) Stænder den paa Rigsdagen i Kjø- benhavn 1660. De saae med Forfærdelse, at Spørgsmaalet var om at redde Staten. De fandt Grundondet, som selv i Freden holdt Staten i en sygelig Vakklen, at ligge i Adelens altfor store Myndighed, som ved sin Skatfrihed og andre Særrettigheder holdt Staten i Armod, Medborgerne i Undertrykkelse. De erin- drede med Forbittrelse, at denne Stand, skjøndt i Besiddelse af den største Formue, havde skyet at deeltage i Opoffrelserne under den almene Nød, og at den under Krigen havde viist en slet Aand og Opførsel. De hørte med endnu større Forbittrelse, at den fremdeles undslog sig for de nye Byrder, som vilde blive nødvendige. Det var forgjæves at søge dem ligelig fordeelte ved Regjeringsbud; thi Kongens Hænder vare bundne ved en meget indskrænkende Haandfæstning, der udtrykkelig, som paa- lagt af Adelen, sikkrede dennes Privilegier. Den sluge Frederik vidste at benytte Forvirringen til sin Fordeel. Han fandt Red- skaber, som gjorde den Tro, der ligger et uvidende, undertrykt, aldrig til nogen Frihed vant Folk saa nær, at et Eenvælde, om den gode Vilje hos Kongen fik al Magten, alene kunde sikkre det den Lighed, hvorefter det sukkede. Man pegte paa Kongen som paa en Samson, der opløftede sine Lænker og raabte: be- frier mig, saa skal jeg befrie Israel. Han skulde forstaae Kunsten (liig den af Bly at gjøre Guld) med Eenvældet at forene al den Sikkerhed for offentlig og privat Velfærd, som Friheden giver, nemlig ved at regjere efter Lovene. Man, ja selv Enkelte af Hofadelen, var enig i, at en Forandring maatte skee; men istedet- for at gjøre sin egen Frelse og Frihed til Hovedsag, gjorde man |