|
|
| d.IV,b.2,s.1 |
NORGES HISTORIE ANDEN DEEL
INDEHOLDENDE BEGIVENHEDERNE FRA FORENINGEN MED DANMARK
OG INDTIL NÆRVÆRENDE TID FOR ALMUEN
OTTENDE HEFTE
Land forgaaer -- men synker Verden?
Mænd forgaae -- mon Frihed vel?
Født med første Engel er den,
døer ei før den sidste Sjel.
TIDSRUM:
TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID
UNDER KONGER I DANMARK. (FRA 1387 -- 1814).
I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET. (FRA 1387 -- 1536).
II. BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED. (FRA 1536 -- 1814).
1)FØR ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (FRA 1536 -- 1660).
2) EFTER ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (FRA 1660 -- 1814).
FJERDE TIDSRUM: NORGES GJENOPREISNINGS TID.
I. BEFRIELSESAARET 1814.
II. NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED FORENET
MED SVERIGE.
|
| d.IV,b.2,s.2 |
FORORD
En Forfatter siger: "Uden at ophøre med at være upartisk,
og uden at forvanske i nogen Maade Begivenhedernes Sandhed,
kan man beklage, i den forsvundne som i den nærværende Tid,
Menneskers og Folkeslags Skjebne som Uretfærds og Voldsom-
hedens Offre. Dette er at opfylde en Billigheds og Menneske-
ligheds Pligt; og dersom de Ulykkelige ere sine Tidsjevnlige
hellige, ere de det ligeledes for Historien." Disse ædle Linjer
ønskes af mange Grunde, ja ogsaa for nærværende Forfatters
egen Skyld, erindrede under Fremstillingen af det Afsnit, som
nu forestaaer af Fædrelandets Historie. Thi det er ikke længe-
siden, at man tvivlede i Norge om at dette var den sanddru
Saga hjemfalden -- denne, der eier den svundne Dag og arver
Øieblikkene. Men, hvor klart det end, i sin rette Forstand, burde
staae for Historieskriverens Øine, "at han ikke bør være af nogen
Nation" -- vist er det, at alle de Forfattere, som omhandlede
denne Deel af Begivenhederne, ihukom, at de vare danske, og
at Enevældet ogsaa udstrækker sin frygtelige Magt over Aanden
og Sandheden. Det var langtfra, at de, hvad Norge betræffer,
stillede sig paa det Standpunct, som hiin Forfatter anviser Hi-
storieskriveren.
Gjennem dem fik Nordmændene i Almindelighed, men især
Skole-ungdommen ganske andre Begreber om Fædrelandets Stil-
ling, end hvad sandt var. De hørte kun og læste og lærte kun
om Lykke under Enekongens Kjærlighedsspiir, om Danmarks
aldeles Nødvendighed for Norge i alle selv i aandige Henseender,
om samslyngede, med Hjerterødder og Navlestrenge sambundne
Tvillinger o. s. v. De hørte, læste og lærte kun Sligt, indtil de
troede det, og indtil Troen gik i sagngiven Arv, saa den gjerne
kunde bestaaet, om man end ikke sørgede for at slige Lærdomme
strax greb hver opvoxende Slægt. Vaagnede i Gemytterne en
Trang til historisk Selvfølelse, en Ahnelse om at historisk Ære
sømmer et Folk, at det bør hvile derpaa -- nu, da aabnede
Snorre alle sine Æresminder; og man var tilfreds. Man var saa
tilfreds med det drømmende Behag i den gamle Erindring, at
man glemte den friske, ja mange nærmere Aarhundreders. Man
|
| d.IV,b.2,s.3 |
lod sig nøje med Troen paa frisk Lykke og med gammel rusten
Ære. Slig Taabelighed, der tilhører Adelen, var bleven Folkets.
De gamle Tider maatte bøde med sin Overflod af Hæder paa
de nærværendes Mangel; Fædrene udsone Ætlingernes Synder,
istedetfor at det skal være omvendt; Fædrenes Frihed kaste en
Glands over Sønnernes Trældom.
Dog, at Norges Forfatning under Forbindelsen med Danmark
havde været og var Trældom fra først til sidst -- det ahntes
ikke af Almeenheden, det turde ikke siges. Saa fast var hiin
Tro, saa høit var hiin adelige, næsten til en Nationalfeil blevne,
falske Selvfølelse stegen. Det er sagt, at den offentlige Mening
er, selv i en fordærvet Alder, det mest Ufordærvede. I Aar-
hundreder var det i Norge ikke saa.
Men en saadan Stemning? saadanne Begreber om Fædrelan-
dets Stilling? Soldatermod kan den føde og nære; Borgermod,
Folkemod ikke. Saa farlige ere falske historiske Begreber og
af disse udrundne Følelser, at de oplyste Fædrelandsvenners
første Stormeed i 1814: Adskillelsen for stedse fra Danmark,
selv med Opofrelser til Sverige, ikke fandt tilbørlig Støtte hos
Mængden, ja forstodes ikke af denne, og, om end det, da med
en vis Følelse af Modbydelighed .. saa farlige ere de, at fjernt
knyttede Omstændigheder, ikke en i Folkets Indre levende Er-
kjendelse, fremtvang Befrielsen; og at en ikke hemmeligholdt
Frygt for Muligheden af en Gjenforening lige indtil de senere
Aar rørte sig i Gemytterne. Der gives dog unegtelig flere Aar-
sager til en saadan Stemning, end den falske historiske Frem-
stilling af Fædrelandets Stilling og Tilstand, som bibragtes Nord-
mændene i Almindelighed. Den norske Befolkning fortrængtes
fra Byerne af Fremmede; Regjeringen var vel despotisk, men
ikke tyrannisk: Trykket føltes sjelden af den Enkelte, da det
laae over det Hele; Folket vantes til at see Danske i Embederne;
den danske Forvanskning af Oldsproget forplantedes gjennem
alle Skrivter; en Høiskole negtedes; de Norske, der opdroges
til Lærdom, opdroges dertil i Danmark og paa dansk. Flere saa-
danne Aarsager gives, og ere lette at finde; men til disse Forord
hører kun at lægge Vægt paa hiin første: den nemlig, at vi have
været vante til, og Mængden har troet alt for længe paa Lær-
domme, der ikke ere Historiens, og paa Fremstillinger, der skulde
|
| d.IV,b.2,s.4 |
kaldes historiske, dersom falske kunde fortjene dette Navn, om
en Lykke under Foreningen med Danmark, som i det Følgende
skal vises aldrig blev det til Deel.
Men, antaget for Deres Skyld, som, endnu med Kong Christian
den 7de i Tankerne, klagende mindes tilbage en frodig, tilfældig
Erhvervstid for en 40 Aar siden, at en saadan Lykke stundom
under hine Forhold tilfaldt Norge: saa er det dog ligesaavist
mellem Stater som det er mellem Personer, at den Lykke er
for dyrkjøbt, som kjøbes for Æren. En uberegnelig Formue
ligger i Nationalæren. Men denne -- ? Nordmændene blues, at
de ikke med Vaaben ihaand gjenvandt den Aarhundreder før
det skede, at alene Fædrelandets Beliggenhed frelste det Norske
i Norge, under alle de Angreb derpaa, som det er Pligt sanddru
i det Følgende at fremstille.
Et Skjold dit Speil; din vilde Støi,
o Hav, en Frelsenshymne høi!
En Muur din steile Sjø!
En staalglat Muur, af Skum en Grav!
Saa fast en Borg ei Dovre gav
dig, signte Norge, kløvt ved Hav
fra Trældoms bandte Ø.
Men der er Nytte i at gjenkalde sig sin Sorg. Intet Folk har
gjennem sin Historie modtaget i flere Henseender kostbarere
Lærdomme fra den Altstyrende end det norske.
|
| d.IV,b.2,s.5 |
TREDIE TIDSRUM
NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK.
(FRA 1387 -- 1814.)
MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET
(1387 -- 1536.)
Dronning Margrethe (1387 -- 1412.)
Norge forenet med Danmark alene (til 1397.)
Olaf den Unge, den Sidste af gillske Æten, var død. Mar-
grethe levede. Saa var det Hun og Skjebnen vilde det. Hvad
Folket vilde under disse Udsigter var og blev der heller intet
Spørgsmaal om; thi med dets Aand var ogsaa dets Magt død.
Det havde forhen af sine egne Konger Magnus den 6te og Hakon
den 7de taalt Indgreb i denne; og da er den hele forloren som
Isen hvor den første Vaarbølge bryder igjennem. Det var da
intet Vogestykke af en fremmed Regent at angribe de Konge-
love, som vare traadte istedetfor den gamle Forfatnings. Des-
uden gives der ingen Lov for Overmagten; og denne besad
Margrethe i sin overlegne Aand, sin Stilling, og, hvad der maaskee
sagde mere, i Nidaroserkebispens og med ham Geistlighedens
Medhold. K. Hakon den 7des Kronarvelov nyttede da Drosten
Hakon Johnssøn kun lidet, skjøndt han, som nedstammende i
2det Led fra hiin Konges naturlige Datter Agnethe, efter samme
var nærmest thronberettiget. Om han med Sværdet havde paa-
talt sin Ret, skulde det have været et af de sjeldne Tilfælde
hvori Ærgjerrighed og Patriotisme, der ofte nok havde det Ydre
tilfælles, i det Indre og i Meed vilde have været eet. Nu gik
det med Underhandlinger i flere Maaneder -- da svor den uman-
dige Stormand sig sin Adkomst fra, og sit Fædreland et fremmed
Rige til, som strax satte sig i samme Forhold til det som Hoved-
gaarden til Sæteren. Det synes vel ved første Øjekast paa denne
skjebnesvangre Handling, som om Hakons personlige Ret til at
frasige sig sin Adkomst maatte være uomtvistelig; men det er
dog ikke saa: Omstændighederne gjorde, at han tilhørte ganske
|
| d.IV,b.2,s.6 |
Staten, hvis Selvstændighed ved en i sig selv ufri Constitutions-
forandring var bleven knyttet til egne Konger af hans Æt. Der-
for, om vi end ikke antage ham bestukken af Skræk eller Guld,
var selv ikke Ønsket, at fritages for Regjeringens byrdefulde
Ære, pligtmæssigt eller tilladeligt, saalænge Naturen ikke gjorde
ham uduelig. Men hvor lidet Hakon end har havt for sig, som
det lader til, saa har dette dog hidtil ikke været en Mangel, som
har forbudt Folk at gribe efter og besidde Kronen.
Fra det svækkede Folks Side skede ingen Bevægelse til For-
deel for den gamle Kongestamme. Ligesaa meget i aandig Hen-
seende sløvet under Kongemagtens og de særberettigede Stæn-
ders Magtudvidelser som fysisk medtaget af Landødesoten, der
indtil henimod Udgangen af Aarhundredet synes at have i svagere
Stød alt imellem rørt sig i enkelte Egne, var det et roligt Vidne
til, at Geistlighed og Rigsraad, saasnart Hakon var bragt til
Taushed, valgte Margrethe til Dronning med al kongelig Myndig-
hed, ligesom hun siden Aaret før var det i Danmark, og erkjendte
villigen hendes 5aarige Søsterdattersøn Erik af Pommern for
nærmest Arveberettiget til Norge.
Dette Eriks Valg og Antagelse af Titelen "Norges Konge" gav
Fiendskabet mellem Margrethe og den svenske Konge Albrecht
ny Næring. Han tog nemlig sin Brodersøns Parti, hvem han
troede derved forurettet, som nærmere beslægtet til Margrethe.
Men denne rænkefulde og herskesyge Qvinde skjøttede ikke om
at have en Mand ved Siden; men kun et Barn, som Erik var,
og som hun kunde opdrage i den Viisdom: "at han skulde lade
sig føde af Norge, klæde af Sverige, forsvare af Danmark." Hun
fik ham derfor erkjendt, medens hun for et Syns Skyld søgte
at lede Valget paa Hiin, hvis Adkomst erklæredes forbrudt, fordi
han havde gjort den afdøde Olaf Kongedømmet stridigt over
Danmark. Ligemeget for at sikkre Erik som for at give en na-
tional Forfængelighed et Offer, ligesaa tomt som den selv, var
det, at dette Barn prydedes med Navn af Norges Konge. Ved
den forstødte Medbeilers Død, som allerede var indtruffen før
Valget, antog Albrecht sig hans formentlige Krav som sit eget;
maaskee vilde han ogsaa, da han greb til Vaaben, gjøre en Ende
paa de rænkefulde Forbindelser Margrethe stod i med endeel
svenske Stormænd. Men hans Planer vare Taarne paa en under-
gravet Grund. I Spidsen af en tydsk Hær mødte han sine egne
|
| d.IV,b.2,s.7 |
Undersaatter forente med en dansk Hær under Ivar Lykke; og
Nederlaget ved Falkjøping i Vestergøthland endte med den udue-
lige Konges Fangenskab 1388. Margrethe kjendte ikke til Ædel-
mod i Seiren: hun behandlede ham med hjerteløs Spot, til
Vederlag vel fordi han tilforn havde givet hende Øgenavne, og
satte ham i haardt Fangenskab indtil 1395.
Denne Krig gav Anledning til Oprettelsen af et Kapersamfund,
som, under Navn af Victualiebrødre, saasom dets oprindelige
Hensigt var paa de tydske Hansestæders Vegne at bringe Føde-
midler (Victualier, Fetalje) til Stockholm, der holdt Albrechts Parti
til efter hans Løsladelse, i lang Tid skadede den norske Handel
meget. De udartede inden kort aldeles til Sjørøvere, der vare
fredløse saavel, om end sjeldnere, for Hansestæderne, som i
andre Lande, saafremt de ikke for en Tid stode i en eller anden
krigførende Stats Sold, eller aabnede sig ved sit rige Bytte i
fremmede Sjøstæder et egennyttigt Gjæstevenskab. De forente
Rigers Afmagt, idet de vare uden Flaade, viste sig ret ved disse
Fribytteres Frækhed. Bergen udplyndrede de 1393; og er det
rimeligt, at deres Skrækherredømme paa Havet har, ligesaameget
som Svartdøden og de nordamerikanske Eskimoers ødelæggende
Indfald, bevirket, at Nordmændenes Forbindelse med Grønland
ophørte, og blev alt sjeldnere og slappere med Island. Danske
Kyststæder vidste Margrethe ikke anderledes at sikkre end ved
at forsænke Indløbene -- et fortvivlet Middel, som tillykke ikke
lod sig bruge her.
K. Erik af Norge var 1396 valgt til Danmarks Konge under
Margrethes Formynderskab. Aaret efter drev hun ogsaa igjennem,
at han kaaredes i Sverig, og krontes til Nordens Konge, efterat
de fra alle 3 Riger afsendte 16 Rigsraader, hvoraf 4 norske,
20de Juli 1397 i Calmar havde sluttet en Forening (Union) imellem
dem paa Betingelse af bibeholdt Jevnrang, Selvstændighed, Rigs-
raad og Brug af egne Love for hvert af Rigerne, der ved sine
udvalgte Sendinger, 40 fra hvert, skulde vælge den fælleds Konge,
og være mod Udlandet som Eet i Fred og Ufred. Island, der
burde været betragtet og behandlet som den fjerde Unionsstat,
fulgte Norge uden at der spurgtes videre om dets Samtykke.
Det Tyngste ved Ringhed er Vilkaarligheden hvorfor den er udsat.
|
| d.IV,b.2,s.8 |
Norge forenet med Danmark og Sverig i Calmarunionen.
Ingen af Calmarunionens Forjettelser opfyldtes. De ubetydelige
holstenske Grever legte med dette politiske Uhyre, som forfær-
dede Verden, da det fremstod; og selv indvortes meddelte de
afkræftede Riger ikke hverandre nogen ny Livsvarme. Kun til-
fældige Ulykkesomstændigheder, hvorfor Nationer, der vare af-
vante med sin Frihed, gave efter, mens en Enkelts Statskløgt
beherskede dem, og ikke en frivillig Overenskomst eller nogen
indre Nødvendighed, ledet i sit Frembrud af fortrinlige Aander,
hvis beundringsværdige Planer dog kun ere som det renere Af-
tryk af Folkeviljen, havde fremskabt denne Forening. Tidsalderen
var Europas mest fordærvede; ogsaa Norden leed af alle dens
sedlige Onder. Udrundne af Geistlighedens Overvælde, levede
dette igjen af dem, men døde ogsaa omsider deraf. I nærmeste
Følgeforbindelse med Geistlighedens Magt og i samme Forhold
til den sjunkne Almeensedligheds Tilstand stode de andre Magter:
Kongernes og Adelens, som ligeledes tærede paa Folkenes indre
Kraft og paa Friheden. Da disse, der ere som Rod og Blomst,
vare fortærte, kjæmpede hine tre egennyttige Magter indbyrdes;
hvor de to forentes maatte den tredie give tabt. Den norske
og svenske Adel, bestikkelig og fordærvet, fremhjalp den af
Geistligheden understøttede Margrethes Planer, ilende med at
gaae ind i disse, forat dele hvad Bytte af Embeder, Lehn og
Særrettigheder, der tilhørte som Indbo og Pragtgemakker den
nye Bygning paa Ruinerne af de forente Nationers Frihed og
Velfærd. Ligesaa vare Kongernes Haandfæstninger ikke at be-
tragte som Forbedringer i Folkeforfatningerne, men kun som
Udvidelser i de andre to Magters Særrettigheder, som de ikke
undlode at æske og øge, da de i Forening omsider kom saa
vidt, at de alene forestillede Folket, og saaledes dannede eet
Modsamlag (Opposition) mod Kongemagten. Sløvt Trælsind be-
tegnede Folkene i den almene Fordærvelse. Det lod dem see
Himlens Raad i Geistlighedens, Aljordens Magt i nogle Smaa-
tyranners. Saaledes var det muligt, at en ved alleslags Bestik-
kelser vunden Mindrehed, trængende Folkenes døde, uvirksomme
Fleerhed tilside, og at egennyttige, adsplittede Interesser istand-
bragte i Calmarunionen et Værk, som andre Folkeslag paaengang
beundrede som et Viisdommens Mesterstykke, og skjalv for paa
|
| d.IV,b.2,s.9 |
Grund af den Fasthed de tillagde det, og den voxende Lykke
det syntes at forjette de nordiske Folk, som altid lode Verden
føle deres Velmagt. Afmægtige hver for sig vare de nordiske
Stater; men afmægtigere blev dog Foreningstaten. Selv paa
Baandet, der i en Krig kunde holde dem sammen: paa Havet
maatte den give Slip: Hansen og dens Fribyttere vare Herrer
over Sundene, Havnene, Østre- og Vestresaltet. Kjæmpen var
saaledes sit Styrkesbelte berøvet; hine Stænders sedløse Tilstand,
Unionskongens Uretfærdighed og danske Anmasselser vare som
onde Lidenskaber, der søndrede hans Aand og betog ham Tænke-
evnen; og i den Mistillid og Ahnelsen om at være bedraget,
som gjennemglimtede det norske og svenske Folks Sløvsind, sad
Døden i hans Marg.
At denne Stemning var det norske Folks, er tydeligt ogsaa
deraf, at en Person, byggende derpaa, udgav sig i Skaane 1402
for at være Olaf den 5te, der skulde være undkommen fra det
Fængsel, hvori Moderen sagdes at holde ham fangen for selv at
kunne herske. Han synes at have havt selv en Hær tilhjælp,
og i den Tiltro han vandt greb en smertelig Erindring om lykke-
ligere Tider og brustet Haab Gemytterne. Margrethe fik ham
vel fangen og brændt; men det norske Folks Sorg over hiin sin
Elskling, der under sit Ophold i Skaane selv var bleven Dan-
skerne kjær, gik endnu ikke op med Flammerne. Dets Klager
over Olaf vare ogsaa Klager over den nærværende Forfatning;
og dets Sorg over ham var saa liig den fortvivlende, der ikke
vil troe sit Tab virkeligt, at endog en ny Eventyrer, der, flere
Aar efter, sagde sig at være den af Fængsel og Luer undkomne
Olaf, ikke savnede Tiltro.
Det svenske Folk var ikke mindre misfornøjet med Foreningen,
i hvilken Danmarks Forrang lod sig mere og mere tilsyne. Mar-
grethe anvendte ogsaa aabenlyst hiin Lærdom, som hun havde
meddelt sin Efterfølger; og satte de andre Riger i det under-
ordnede Forhold til Danmark, som den antyder, og som var
saameget mere uretfærdigt, som de, foruden at bære lige For-
bundsbyrder, rigeligere end Danmark havde overladt Dronningen
Lehn. Især klagedes i Sverig over at hun betyngede det med
nye Skatter, og opfyldte det med voldsomme, udsugende danske
Lehnsherrer og Embedsmænd. Dette var tvertimod Forenings-
vilkaarene; men mod et, af fordærvede, særberettigede, selv
|
| d.IV,b.2,s.10 |
splidfulde Stænder søndret og kuet Folk skal selv en fremmed
Hersker kunne voge Alt.
K. Erik tog liden Deel i Margrethes Regjering; og under denne
er der kun liden Tale om Norge. Hansestæderne gave sit Contor
i Bergen Love, hvorefter det havde at forholde sig mod Folket
og Kronen; og bestemte, at deres Skibe skulde paa de norske
Befalingsmænds Vink overlades til at forfølge Fribyttere, naar
de viste sig -- en Tilladelse, som Bergens Ødelæggelse ved
Victualiebrødrene ventelig bevirkede.
Margrethe endte 1412 ombord i Flensborg Havn et Liv, som
havde viist, at Herskesyge er en af de Lidenskaber, som van-
skeligen tvinges, men umuligen mættes.
K. Erik den 3die den Pomeraner (1412 -- 1442.)
Udlændingernes Kiv om den norske Handel.
Alt under de sidste af de gamle Konger havde Handelen paa
Norge og Fiskeriet under dets Kyster været et Tvistensæble
mellem Hansestæderne og Engellænderne. Forat standse dem
i den Frihed de tog sig til at lægge sine Skibe op under
hvilken Kyst og i hvilken Fjord de vilde, hvor da en Tusk-
handel dreves med deres Overdaadsvarer, og for at ophjælpe
Landets egne Handelspladse, havde K. Olaf den 5te grebet til
det forhadte Middel at lovbinde hver Egn til en enkelt Plads,
hvor den kuns skulde kunne handle. Men Udlændingerne agtede
Landslovene kun lidet; i hvad Indskrænkninger disse end fore-
skrev, vidste de at gjøre Handelen paa Norge saa fordeelagtig,
at den opvakte den mest rasende Iversyge dem imellem. I lang
Tid havde Hansestæderne været de mest begunstigede; nu, da
K. Erik havde givtet en engelsk Kongedatter, den høihjertede
Filippa, som dertil havde den norske Provinds Raumarike i
Morgengave, tænkte Engellænderne at tage sin Mon igjen. Men
Hansekjøbmændene benyttede sine gamle Forbindelser med Kyst-
folket; og fik i det nordre Bergenhusiske alle de Engellændere,
de der overkom, ihjelslagne. Derfor, og da disse vedbleve med
sin Handels- og Fiske-færd, hvortil kom, at de ikke saa sjeldent
plyndrede paa de norske Udlandes Kyster, forbød den engelske
Regjering, paa Andragende fra den norske, dem al Fart undtagen
paa Bergen. Dette skede oftere, men forgjeves, indtil omsider
|
| d.IV,b.2,s.11 |
deslige Voldsomheder hemmedes efter et Fordrag mellem Norge
og Engelland. Under dette faldt Russerne ind i Nordlandene,
brændte hvad de maatte levne, og bortførte Folk i Trældom;
Sjøen var fuld af Fribyttere af alle Nationer; og Victualiebrødrene
ødelagde oftere Bergen paa det haardeste, dels paa de tydske
Hansestæders Vegne, der en Tid lang laae i Krig med Unions-
rigerne, dels under Paaskud af at straffe denne Stad, fordi den
gav sig af med Engellænderne. Ved en saadan Leilighed banede
hine dygtige Sjøfolk sig endog Adgang til Byen gjennem en
overmægtig norsk Flaade. Skede end dette i rum Sjø, hvor det
ikke var godt at vide Fiendens Curs, eller, under ugunstige
Omstændigheder, at hindre ham fra at afskjære enkelte Skibe:
saa er det dog ligesaa vist, at Mandhaftigheden synker med
Friheden, som at Banneret bøjer sig i Støvet, naar Føreren
knæhugges.
De calmarske Overenskomster bekræftes og udvides.
Med Tilsidesættelse af Margrethes Bestemmelse, hvorefter
K. Eriks Søsters Æt, om Kongen selv ei efterlod mandlig Afkom,
skulde være nærmest thronberettiget, havde Erik alt ved sin
Thronbestigelse i Norge faaet sin Fætter Bugislav anerkjendt
her som Thronfølger. Men fra dansk Side mødte han saamange
Hindringer, da han 1436 forelagde dette Riges Stænder sin Vilje
isaahenseende, at Brudet mellem disse og Kongen alt da var
nær. Denne Misforstaaelse gav ny Styrke til de misfornøjede
Svenske, der alt siden 1433, som det sig undertrykte Mænd
anstaaer, befandt sig i Opstand formedelst de tydske og danske
Embedsmænds Udsugelser, hvormed Kongen, tvertimod Unions-
vilkaarene havde opfyldt Landet. Den gjæve Engelbrecht Engel-
brechtson med sine Dalekarer tvang ham vel i et Forlig i Halm-
stad, hvor de norske og danske Rigsraader mæglede, til at love
at holde sig disse efterretteligere; men da dette ikke skede, og
han ligeledes i Sverig forsøgte paa at faae sin Fætter, tilligemed
et helt Slæng af pommerske Fyrster, hyldet: saa grebe Sven-
kerne atter til Vaaben under Engelbrecht og Marsken Karl
Knutssøn Bonde, hvem de udnævnte til Rigsforstander. Da imid-
lertid Mistanken for Snigmordet paa Folkets Helt Engelbrecht
berøvede Karl dettes Hengivenhed, og baade Rigsraadet og den
|
| d.IV,b.2,s.12 |
upatriotiske Geistlighed, som holdt sig nærmere forbunden med
Rom end med Fædrelandet, laante villigt Øre til nye Mæglinger
fra de andre Riger: kom det til et Forlig i Calmar 1ste Septbr.
1436, hvorved Unionen oprettedes igjen, og erholdt de Tillæg i
sine Vilkaar, at Kongen skulde være 3 Maaneder i hvert Rige,
ledsaget stedse af 2 Rigsraader fra hvert af de andre Lande;
at ingen nye Love maatte gives eller nogen Herre fængsles uden
Stændernes Samtykke; og at hvert Rige skulde have sin Drost,
Marsk, Hovmester og Canzler. Man seer, Adelen havde ikke
glemt sig; og det gjør den da heller aldrig. Med Hensyn til
Kongevalget bestemtes, at det skulde anbetroes 40 fra hvert
Rige valgte Mænd, som dertil skulde samles i Halmstad. Nær-
mest Thronberettiget skulde Kongens Søn, og efter ham den
næste mandlige Fætter, være; men efterlod Kongen flere Sønner,
da skulde der kunne vælges imellem dem. Fandtes ingen slige
Kongsemner, skulde Loddet afgjøre af hvilket Rige, den skulde
vælges. De norske Valgmænd skulde bestaae af Erkebispen,
Bergens Bisp, Provsten til Mariækirken i Oslo, der bestandig
var Rigscanzler, Marsken, Drosten, 12 Riddere af Viken, 6 Lag-
mænd, 1 Raadsherre fra Byerne Throndhjem, Bergen, Oslo og
Tønsberg samt 10 Odelsbønder fra Thrøndelagen, Stavangers og
Hammers Stifter, Rogaland og Viken.
Første Rigsraadsregjering. (1437 -- 1442.)
Unionsbygningen stod der igjen. Norge havde ikke liden Deel
deri. Det hang nemlig fastere ved den uværdige Konge end de
andre Stater, rimeligviis fordi det kjendte ham mindre, havde
hørt ham bære Navn af Norges Konge før han fik denne Titel
i de andre Riger, og fordi det især var under Geistlighedens
aandelige Formynderskab, hvis Mening i slige Sager maatte være
Folkets, og hvis Værk den nærværende Forfatning var. Nord-
mændene havde heller ikke været nære Vidner til den kongelige
Uslings mange Daarskaber og Laster. De havde ikke som Dan-
skerne seet ham mishandle sin ædle Dronning, fordi et Tog, hun
udrustede mod Hansestæderne havde et ulykkeligt Udfald; heller
ikke, som Svenskerne, at hun døde i Vadstena Kloster af Føl-
gerne af hiin raa Behandling og af Smerte derover. De pom-
merske Herrer holdt til i Danmark, og Eriks Fogeder husserte
|
| d.IV,b.2,s.13 |
i Sverrig. Ligesaa: den 26aarige Krig med de holstenske Hertuger
om Schlesvig, som førtes og endtes med Skam og Tab, havde
sin Skueplads fjernt fra Norge, der kun fik at bestille med Han-
sestæderne, som indblandte sig deri; og Nordmændene tyktes
vel, at Skammen derfor vedkom dem ligesaalidt som Tabet af
hiin danske Provinds. Dog har det norske Rigsraad sin Deel
i den, ventelig ved hiin Krig foranledigede, Bestemmelse mellem
de øvrige Unionstillæg af 1ste Septbr. 1436, at Krig kun skulde
kunne erklæres og føres efter Raadernes Samtykke.
Denne Norges Vedhængen ved Erik var dog egentlig kun Rigs-
raads og Geistligheds Velnøje med at de under hans bestandige
Fraværelse havde saa frie Hænder, samt det menige Folks sæd-
vanlige, og sædvanligviis tomme, Haab og Tiltro til at Kongen,
om han blot vidste hvor det gik til, og fik raade. nok vilde
hjælpe. Da derfor Erik, leed af det Hele, men især misnøjd
over at hans Planer til at udstykke Rigerne mellem sin Familie
vare strandede, Aaret efter Unionsordningens Fornyelse begav
sig til Øen Gothland med Frillen sin, nogle Hofgunstlinger og
Danmarks Skat; og Folket ansaae sig ganske overladt til sine
hjemlige Forkuere: saa udbrød Opstand imod Disse paa mange
Steder i Norge (ligesom ogsaa i Danmark); og Rigsraaderne fik
den Anke til de øvrige mod Erik, at han hemmelig ophidsede
Almuerne mod de særberettigede Stænder.
Rigsraaderne herskede aldeles i alle 3 Riger. Unionen var
atter opløst. I Spidsen for det svenske Rigsraad stod igjen
Karl Knutssøn; og det danske havde Aaret efter Eriks Undvi-
gelse indkaldt som Rigsforstander hans Søstersøn Grev Christoffer
af Bayern. Begge Rigsraader havde afsat Erik; kun det norske
indlod sig endnu ikke derpaa. Det vedligeholdt nogenlunde Ro-
lighed, medens Alt var i Forvirring i de andre Riger. Som
Flammer, der endnu reise sig af det nedbrændte Huses Aske,
erklærede mange Interesser selv i Danmark og Sverig sig frem-
deles for den gamle Konge; det norske Rigsraad regjerte i hans
Navn, og sendte selv Tropper i hans Tjeneste ind i Sverig. Endog
efterat Christoffer først i Danmark 1440, og derpaa Aaret efter
i Sverig var bleven valgt til Konge, vedblev det at negte sit
Samtykke hertil og at indlade sig paa noget nyt Valg. Heri
støttede det sig ogsaa til et, før Christoffers Valg i Sverig, med
dette Rige afsluttet Forbund, som var grundet paa den fælleds
|
| d.IV,b.2,s.14 |
Paastand, at Unionen var brudt ved dennes vilkaarlige, særskilte
Valg i Danmark. Og da Biskop John af Oslo gav Christoffer
sin Stemme, lod Rigsraadet herimod formelig protestere; og Bi-
skop Thorlak bestræbte sig endog for ialfald at faae Bugislav
til norsk Konge. Under disse spændte Forhold holdt Rigsraadets
Mellemregjering sig alt til midti Aaret 1442; da gav det efter,
og Christoffer hyldedes som Norges Konge i Oslo.
Erik levede i mange Aar paa Gothland af Sjørøveri, uden
videre at bryde sig om at give slig Ufærd det politiske Skin og
Navn af Krig, som Konger pleje at give sine Røverier. Victualie-
brødrene fore i hans Navn; og til Tak for sin Hengivenhed saae
Norge nu sine Skibe opbragte af dem. Endelig dreve de Svenske
ham over til Pommern, hvor han døde i en høi Alder. En af
hans sidste Handlinger som Norges Konge var at lehngive Ør-
kenøerne og Hjaltlands-Øerne til en skotsk Greve af St. Clara
(Sinclar), hvorved deres fremtidige Besiddelse blev end uvissere.
Kongen af Skotland havde saaledes allerede i 1426, paa Grund
af formentlig Hævd, da Afgivten, 100 Mk. Sterling, i lang Tid ei
var bleven betalt, erklæret Sudurøerne hjemfaldne til Skotland.
Imidlertid erkjendte han, da Sagen blev tagen alvorlig, den norske
Konge som Lehnsherre, og at Afgivten skulde betales -- noget,
der dog ikke skede. Vaabentagne, af Naturen ikke sikkrede
Erobringer ere som oftest uvisse, om de end ikke ere saa fjerne.
De sidde løse, og gjøre sjeldent mere til Hovedstatens sande
Styrke, end de vajende Fjedre til Heltens.
K. Christoffer den 1ste den Bayrer (1442 -- 1448.)
Saa ringe Begreber end de forente Nationer havde om sine
Rettigheder, indsaae de dog, at Unionen vedblev fremdeles ikke
at opfylde noget af sine Løfter. Medens Kongen, fornærmende
de andre Riger, ved at benævne sig "Erkekonge af Danmark,"
antydede Danmarks Forrang, vedbleve Tydskere der, og Tydskere
og Dansker om hverandre i Sverig at besætte Embederne; og
al Unionens Magt lettede ikke Hansens og Victualiebrødrenes
utaalelige Aag af Norge. Forat give Hansen en Modvægt gaves
Amsterdam Handelsfriheder i Norge; men selv disse vare af-
tvungne. Endeel Anordninger, der indskrænkede Hansens og
Englændernes Friheder, og forbød dem Fjordhandel og Tømmer-
|
| d.IV,b.2,s.15 |
hugst paa egen Haand, tvang Hansestæderne ham at tage tilbage
Aaret efter, da deres Folk endog dræbte den kongelige Befa-
lingsmand i Bergen. Tvertom, deres gamle Særrettigheder bleve
stadfæstede; og Bispen i Bergen aabnede paa egen Haand til
Kongens Fortrydelse, Englænderne den forrige Adgang, ventelig
for i dem at have en Modvægt mod Hansens Kjøbmænd. Ri-
gerne vare misfornøjede hver over sit, da Christoffer døde 1448,
efterladende sig en barnløs Enke, hvem Raumarike ligeledes var
blevet anviist.
Calmarunionen opløses for en Tid.
Anden Rigsraadsregjering. (1448 -- 1449.)
Det norske Rigsraad blev, ligesom det svenske, foreningsmæs-
sigen af det danske underrettet om Kongens Dødsfald, og ind-
budet til Valgmøde i Halmstad. Men det forholdt sig uvirksomt,
da Svenskerne, ved at gribe Leiligheden til at vælge sig en
Konge i Carl Knutssøn, foraarsagede, at et saadant Valgmøde
ei kunde holdes. De Danske valgte da paa egen Haand Grev
Christian af Oldenborg til Konge; og paaberaabte sig som Grund
for hans Antagelse i Norge den norske Kongearvelov, da hans
Moder nedstammede fra Kong Hakon den 7des Datter Ingeborg.
Men maaskee ihukom de Norske, at samme Lov var med lige
Behændighed skudt tilside, da der i Margrethes Tid var Spørgs-
maal om at drive Hakon Johnssøns Fordringer tilbage. Idet-
mindste faldt Manges Tanker nu paa dennes Ætling Drosten
Sigurd Johnssøn, der i denne Mellemregjering var Rigsforstander.
Men ingensinde var Almeenviljen mere ubestemt, Interesserne
mere delte end ved denne Tid i Norge. Mange Røster hævede
sig for at gjøre Alvor af hint Forbund med Sverig og forbinde
sig med det; Andre hældte til Danmark, hvorfra Underhandlin-
gerne ivrigen fortsattes; ja selv gamle Erik paa Gothland randt
Folk isinde. Omsider erklærede Sigurd Johnssøn, og med ham
en stor Deel af de sydligere Provindser, sig for den danske Konge;
og Erkebisp Aslak Bolt, hvis Vilje blev gjeldende i de øvrige
Dele af Landet, fremstod aabenlyst for sin Frænde Kong Carl
den 8de af Sverig.
|
| d.IV,b.2,s.16 |
K. Carl den 1ste Knutssøn og Christian den 1ste af Oldenborg,
Modkonger. (1449 -- 1450.)
Den er Trældom værd, som taaler den. Norge skulde have
fortjent alle Unionens Ulykker, om det ingensinde havde forsøgt
at bryde den, om en almindelig Sløvhed eller Lunkenhed, denne
enhver god Sags Forræder, uafbrudt havde modtaget Erfaringerne
om dens Uhensigtsmæssighed uden at vækkes af deres Bitterhed.
Dette var dog til Ære for Dentids norske Folk, ikke saa. Frem-
for de to andre Nationer i Besiddelse af et Navn for Troskab
imod Overenskomster, havde Danmarks Brud paa disse vakt
almeen Misfornøjelse, medens Sverrigs Exempel stillede det Sand-
heden for Øjne af, at Gud hjælper den, som hjælper sig selv.
Dette vilde virkeligen en god Deel af Folket, og ikke alene et
eller flere aristokratiske Partier. Hjælpe sig ud af Unionen, det
vilde Folket, som for en Tid var vaagnet af sin Dvale. Denne
Almeenvilje var Bunden, hvorpaa endeel politiske Bevægelser
foregik, som vel hensigtede til en bedre Statsordning; men som
dog lægge for Dagen, at aristokratiske Partier vidste at lede dem
efter sine Hensigter, og at gjøre sig saaledes til Herrer over hiin
ei ganske sig selv klare Almeenvilje, at de opgave dens ædlere
Meed, saasnart de maatte opgive sine særskilte egennyttige
Planer.
I Spidsen for hver af Partierne have vi nævnt Norges ypperste
Geistlige og fornemste Adelsmand. Men begge Partier søgte
nu Styrke hos det menige Folk, som de privilegerede Classer
hidtil havde gjort alt til for at afvænne fra Deeltagelse i det
Offentlige. De indkaldte det til Hyldningsmøder; de vakte en
vis politisk Aand; men kun ligesom Mølleren letter Lemmen
ikke for at give Strømmen sin Frihed, men for at knibe Vandet
fra sin Nabo, og for at faae hvilke af sine Hjul, han vil, til at
gaae. Folkets lidende, uvirksomme Misnøje med det Bestaaende
gjorde de virksom; men kun forsaavidt det stemmede med deres
enkelte Hensigter. Den var Ørnens Krop, som lettede sig op fra
det gamle Rede; men disse vare Vingerne, der styrede dens
Fart; og da den ene Ving (det ene aristokratiske Parti) var
længer end den anden, kom Ørnen svævende i en Ring, netop
tilbage did, hvorfra han fløi ud. Og det skede da, at en Be-
vægelse foregik i Folkets Gemytter, som, idet den var nærbe-
|
| d.IV,b.2,s.17 |
slægtet til den Selvstændighedsfølelsens ubetvingelige, hvortil den
ellers skulde have udviklet sig, dog alene rørte sig for de frem-
mede, hinanden og selve Folkeviljen modstridige Interesser, for
hvem hine Partier arbeidede. Misnøjet, der skulde være gaaet
over til et levende Uafhængighedskrav, gik da over til dette
blotte Krav paa nye og bedre Sikkerhedstilsagn (Garantier) for en
ny Union; og deri overbød begge Kronkrævere hinanden, kjæm-
pende om at vinde Folkets Fleerhed, beilende til dets bedragne
Forfængelighed, søgende efter gammel Sed dets Hyldest paa
Thinge. Den fædrelandske Interesse, som Almeenmisnøjet med
Unionen, saaledes som denne hidindtil havde skuffet Forvent-
ningerne, saa let skulde have udviklet, forsvandt i en dansk og
en svensk.
Med al den Stolthed, som den, især siden Digredøden berigede,
norske Geistlighed lod de underkuede Classer føle, fandt dog i
dens Indre et trældomlignende Afhængighedsforhold Sted til Erke-
bispen. Hans Meninger og Vilje var Geistlighedens alt nedigjen-
nem til den vandrende Prædikemunk, og den talrige Geistligheds
var Folkets. Hint Forbund med Sverig havde forud vant dette
til Tanken om en Forening med dette Rige; og Erkebisp Aslaks
virksomme Medhold afgjorde Sejren for Kong Carl. Den danske
Konge havde vel ilet med at give en Haandfæstning, som i alle
Maader hjemlede Rigets Selvstændighed, og var syd i Viken ud-
raabt til Konge; men dette Valg kuldkastedes, efterat Carl Knut-
søn, i Løbet af Aaret 1449, i Bahuus, Hammer og Trøndelagen
var bleven valgt og endeligen kronet i Throndhjem. De Forplig-
telser, Christian havde villet kjøbe Kronen for, gik, foruden at
sikkre Folkets Love og Rigets Selvstændighed, ud paa, at ingen
Fremmed maatte erholde Embede uden Rigsraadets Samtykke;
at de norske Documenter, som vare nedkomne til Danmark,
skulde opsendes; at Rigsraadets Samtykke udfordredes til Krigs-
erklæring; og at det kun i de allervigtigste Sager skulde kaldes
til Kongen, som derimod paalagdes hvert 3die Aar at indfinde
sig i Landet. Kong Carls Forpligtelser løde omtrent ligedan. Imid-
lertid var hans Høihed i Sverig for usikker til at han torde qvæge
sig længe i Glandsen af den nye, han havde vunden i Norge.
Han vendte snarest tilbage til Sverig, hvor Partiilden, næret mel-
lem Stormændene af Misundelse over denne deres forrige Lige-
mands Ophøjelse og af danske Rænker, var nær sit Udbrud.
|
| d.IV,b.2,s.18 |
Begge Konger sendte Gesandter til et Møde i Halmstad; og her
bragtes et Forlig istand, hvorefter de svenske Befuldmægtigede
fraskreve Carl Norge mod at Christian frasagde sig alt Krav paa
Sverig, og hvorefter Unionen, naar en af Kongerne afgik, skulde
fornyes. Rimeligviis valgte de svenske Gesandter denne Udvei
for at sikkre sig de Fordele, som de nøde under den bondeske
Families Herredømme, hvorved dettes Vedvaren blev dem værd
enhver Priis, der ikke vedrørte deres egen Interesse; men K. Carl
blev rasende over at Norge -- thi der reiste det danske Parti
strax Hovederne -- saaledes skulde gaae ham af Hænderne.
Underhandlerne mistede sine Lehn. Han rustede sig straks, ved-
blev at bære Titel af norsk Konge, og indstevnede det halm-
stadske Forlig for Paven til Underkjendelse. Under dette havde
imidlertid i Norge, der havde Udseende af at være bleven op-
givet af sin Konge, det danske Parti, hvis Hovedmænd vare de
verdslige Medlemmer af det forrige Rigsraad, faaet vundet Spil.
K. Carls bedste Støtte Erkebisp Aslak døde. De to norske
Adelsmænd, som Carl havde sat i Spidsen for Regjeringen, maatte
vige. De verdslige Stemmer i Rigsraadet, som under Aslaks
og Carls eller den svenske Indflydelse havde maattet tie, fik
Mælet, og Geistligheden Forkjerligheden igjen for en Forening
med et fjernt Rige, hvilken gav dem saa frie Hænder. Christian
ilte til Norge, og lod sig 29de Juli, St. Olafs Dag, 1450 krone i
Throndhjem; og Folkets Misnøje mættede man, som sædvanligt,
med gamle Eeder og Løfter og nyt Haab.
K. Christian (Christjern) den 1ste (1450 -- 1481.)
Ny bekræftet Forening med Danmark. Krig med Sverrig.
Maanedsdag efter sin Kroning fik K. Christian eller det sei-
rende Parti mellem de norske Stormænd paa en Herredag i
Bergen en nøjere Forening istand mellem Norge og Danmark,
hvilke Riger, i Jevnrang til hinanden, med et Rigsraad af ind-
fødte Mænd og egne Love, evindeligen skulde være forenede
under een Konge. Derved vandtes for Øieblikket Styrke imod
Carl Knutssøn, hvis dygtige Feldtherre Thor Bonde dog bemæg-
tigede sig de østlige Grændseprovindser. Christians Hære sloges
ud af Sverig og 1453 stod Carl atter seierrig i Norge. En Vaa-
|
| d.IV,b.2,s.19 |
benstilstand indtraadte, hvorunder Carl beholdt norskt Land, saa-
vidt han strakte Vaaben over det; og i det følgende Feldttog
1554 -- 55 slog Thor Bonde en norsk Hær under Rigsraad Kol-
bjørn Gast, der havde gjort Indfald i Sverig. Efter Bondes Drab
fik Christians Vaaben mere Lykke; og da Upsala-Erkebispen
Johan Bengtson under dette fordrev Carl, satte Christian igjennem,
at han krontes til svensk Konge 1457.
Norge og Danmark gjenforenede med Sverig.
Unionsbygningen stod der atter; men ravende som før, om-
endskjøndt bygget paa Kongens, Bispers og Riddermænds Eeder.
Christian var troløs mod Troløse og Ærlige; han belønnede ikke
de forrædiske Stormænd efter Løfte, og trykkede Folket over
det Hele. Men den aristokratiske Egennytte blev da patriotisk
Harme, og det svenske Folk, som aldrig gav Slip paa Selvstæn-
dighedsfølelsen, om end Frihedsaanden udstønnede under Stor-
mandsvældets Tryk, lærte Verden, at
vellystigt Despoti paa højen Throneseng
bevidstløst føder Opstand, en strid rødhaaret Dreng.
Han ammes op i Hytter; men, naar han voxen bliver,
til Viv ham Himmelen sin Datter "Frihed" giver.
Den svenske Opstand brød under Bispen Ketil Wasa dog
først løs da Christian havde tilføjet Stormændene en ny Fornær-
melse ved at føre Erkebispen fangen til Danmark; men sjelden
gjorde disse saa oprigtigt Parti med menig Mand som da. Det
var en Folkopstand. Kongens Opførsel havde givet Almuen An-
førere, og Anførerne Almuer villige som Bølger eller Flammer
til at reise sig. Christian afsattes. Carl Knutssøn besteg atter
Thronen 1463, og holdt sig derpaa indtil sin Død 1470. Aaret
derpaa afskar Rigsforstanderen Steen Sture i Nederlaget paa
Brunkeberg ved Stockholm ethvert Haab for Christian om at
gjenforene Sverig med de øvrige Riger. Ingen af Unionskongerne
havde vidst, at Oprigtighed og Redelighed er det bedste Middel
til at vinde Nationers Yndest med, og at disse før tilgive des-
potiske Træk af Kongen end Mangel paa hine Dyder.
|
| d.IV,b.2,s.20 |
Kongens Brud paa Foreningsvilkaarene.
Christian, Stifteren af det oldenborgske Kongehuus, viste, at
man kan være Despot med svag Character og Forstand; og
Nordmændene, idet de taalte hans mange Meenbrud paa de be-
svorne Overenskomster, at de ikke, som Svenskerne, besad selv
den Slags Lykke at kunne erkjende til hvilken Grad man bør
være ulykkelig. Riget besøgte han ikke, mens han dog gjorde
store Udenlandsreiser; Raadet nedkaldtes til Danmark; myntet
blev der ei i Landet; dets Sønner udbødes vilkaarligen i fremmed
Feide; og Danske indsattes i dets Lehn. Det var ligeledes des-
potiskt og uredeligt, at Kongen, der havde besvoret Enhvers
Rettigheder, nødte Domcapitlet, hvem Bispevalget tilhørte, til at
forskyde den valgte Erkebisp og paany vælge Kongens Yndling,
Rigsraaden Marcellus, Bisp af Skalholt paa Island. Men Christian
fik herved at bestille med Paven, som skarpt irettesatte Kongen,
og udnævnte en Tydsker Kalteisen i Marcellus' Sted, som var
bleven fængslet paa en Reise gjennem Tydskland. Dette ligesaa
vilkaarlige Valg af en Udlænding til Rigets vigtigste Embedsmand
gav Gjæringen Udbrud, som Geistlighedens fordærvede Seder,
og pavelige Udpresninger længe havde næret. Mange nord i
Landet truede endog med at gaae over til den græsk-katholske
Kirke, hvilket endog Nogle skulle have iværksat. Maaskee
ogsaa ved denne Tid Opløbet paa Thotn fandt Sted, hvor-
under Kirken opbrændtes. Tydskeren maatte træde tilbage;
Kongen ile til Norge; og i Bergen 1453 høitidelig love at afhjælpe
de forskjellige Klager og "den store Uskik og onde Regimente."
Den norske Kirke sattes og i et uafhængigere Forhold til Paven.
Men det voldsomste Meenbrud paa de besvorne Vilkaar for
Norges Forening med Danmark øvede Kongen ved at pantsætte,
uden det norske Rigsraads Vidende og Vilje, Ørken- og Hjalt-
lands eller Shetlands-Øerne, og at eftergive Afgivten for Sudur-
øerne- -- alt for en mindre end betydelig Afdragssum paa sin
Datters Medgivt, da hun 1468 givtedes med den skotske Konge.
Siden den Tid have disse blodkjøbte Skatlande været tabte for
Norge. Vel krævede Rigsraadet i et Par af de følgende Kongers
Haandfæstninger, at de skulde tilbageløses, og Skat betaltes i
det Øjemed; men -- -- . Det er heller ikke Kongers Sag at
udsone Forgjængernes Synder. Monarchiernes Forbrydelser ere
|
| d.IV,b.2,s.21 |
gamle som de selv, og gjentage sig stedse. De udgjøre hines
Historie. Et Folk, som taalte saa grov Besvigelse til Tak af en
Konge, der havde tryglet sig ind paa det, kunde ikke vente af
Efterfølgerne synderlige Anstrengelser for at gjenerholde det
Frasvegne. Betræffende denne Sag, da glemte man "at bøje
Træet, mens det var ungt;" og omsider fandt man med det
skotske Parlament, "at det gamle Træ var slemt at flytte."
"Paa Hjaltland sprang Bretlands Eenhornshest,
da Norløven sov som bedst;
og Skotlands Tistil spirte
paa Ørkenøklint dernæst.
Bort svømmet var Man,
den gyldne And,
og Suderø-Svan dukket ned.
At Tidernes Hav
er Storhedens Grav,
det plyndrede Norge veed."
Nye Voldsomheder af Udlændingerne.
Omtrent paa denne Konges Tider tabte Forbindelsen mellem
Grønland og Norge sig ganske, saa selv Vejen didhen forglemtes.
Med Island, Færøerne og selv med Rigets egne Nordlande var
den allerede i lang Tid ubetydelig, da Foreningskongerne synes at
have forbudt al Handelsfærd derpaa, gjørende denne alene til en
Særret for Kronen. Engellænderne fandt sig mindre taalmodig
heri end de Norske selv. Saaledes overfaldt de Lehnshøvdingen
paa Island, dræbte ham, og bortrøvede baade Kongens og Folks
Gods. I Bergen gik de der bosatte Hansekjøbmænd, de "Con-
torske" eller "Garperne," end videre. Disse Folk levede aldeles
for sig selv i en egen Deel af Byen, under egne besynderlige
Love, inddelte i forskjellige Classer, og under en streng indvortes
Orden. Dermed maa dog langtfra forstaaes Sedlighed, thi vildere
og liderligere Mennesker fandtes neppe; den sigtede kun, ligesom
og deres Forbud mod at givte sig, til at afsondre sig fra de Ind-
fødte og forene deres Kræfter mod disse og Landets Love. I
Henhold til disse bød Lehnsmanden Olaf Nielsøn dem 1455 at
erlægge Bispetiende som andre Borgere. De negtede. Lehns-
manden opkaprede nogle af deres Skibe. Rasende brøde de ud
fra sit Qvarteer, gjorde sig til Herrer over Byen, ihjelsloge Bis-
|
| d.IV,b.2,s.22 |
pen, Lehnsmanden og 60 andre Personer, og brændte Munkelif-
Kloster. Alligevel -- man finder ikke, at Regjeringen sørgede
for at skaffe Folket, dets krænkede Ære og Lovene Opreisning.
Tvertom, Blodbadet fik Udseende af en retlig Sejer, Forbryderne
uforstyrrede burde kunne benytte. Og de benyttede den: de
Contorskes Skræksregjering begyndte nu for Alvor i Bergen.
Men vist er det: man har ligesaa megen Grund til at anklage
en Regjering for det Retfærdige og Gode, den har undladt, som
for det Uretfærdige og Skadelige, den har udført.
Et Universitet fælles for Rigerne stiftes i Kjøbenhavn.
Meget faae Paastande lade sig gjøre uden Indskrænkning. Der-
for siges der og, at en Sag faaer Navn efter sin største Deel;
og selv Historien, der dog maa være mest samvittighedsfuld i
sine Omdømmer, tør følge dette Udsigende som Regel. Hine
Bebreidelser, hvormed sidste Afsnit endte, ramme derfor den
første Oldenborger som norsk Konge ligefuldt fra først af og
indtil hans svage Aand forlod ham, omendskjøndt han satte sig
et Æreminde ved 1478 at grunde et Universitet i Kjøbenhavn.
Da det var fælleds for begge Rigerne og for Island, og baade
Norge og denne Stat saa betydeligen har bidraget til dets Hæder,
og saa rigeligen betalt for det Lys, som derfra var at erholde:
saa bør dets Oprettelse omnævnes i Fædrelandets Historie. Nød-
vendigheden fremtvang den. Med saa faa rede Penge, som da
fandtes i Rigerne, var det til offentlig Skade og yderst besvær-
ligt for dem, som emnede sig til Studeringer, at vedblive at søge
sine Kundskaber i fjerne Lande. Dernæst er Oplysningen efter
sin Natur ustandselig og indtrængende som Luft og Lys; og fra
de sydligere Lande, især fra Tydskland og Italien, som Christian
havde besøgt, og fra hvis Høiskoler han hentede Ideen til en i
Norden, spredtes i dette Middelalderens sidste Halvaarhundrede
Oplysning og Cultur i stærke Glimt over Europa. Det var daget
saavidt til en ny Verdensalder, at Riddersmænd og selv Kan-
niker ikke længer i Mørket alene malte eller "undertegnede" Kors
istedetfor sine Navne, og at en heel Deel af de højere Stænder
til Nød kunde læse. I Tydskland opfandtes Bogtrykkerkunsten;
og snart
med Brag sig tusind frie Presser,
de Lysets svarte Porte, løfted op.
|
| d.IV,b.2,s.23 |
Og til Italien vare hentyede de ved Tyrkernes aldeles Om-
styrtelse af det græske Keiserdom fordrevne græske Lærde,
kyndige i sine Forfædres Sprog, belastede med deres Værker.
Ingensinde var heller fra Italien Oplysning ganske forsvunden,
thi Friheden var det ikke. I dets mange Republiker blomstrede
ogsaa alle de skjønne Kunster; thi disse trives bedre selv i tarve-
lige Fristater (som de italienske dog ikke vare) end i ødsle Ene-
vælder. Den ædleste af dem, Poesien, siger idetmindste: "heller
Frihed og Nød end Trældom og Brød!" Og de andre vide, at
Fristaten, naar den har eller faaer Raad dertil, vil give dem sine
Dyder at fremstille, sin Historie at forevige. Hvor Digte- og
Bildekunst trives, er ikke Raahed, om end den egentlige Viden-
skabelighed mangler. Der er da intet bedre Beviis for Nordens
Raahed i disse Aarhundreder end at Skjaldskab var forsvundet
og al Bildekunst ubekjendt. I Danmark var ogsaa det fælleds
Oldsprog begyndt at fortydskes; og denne fordærvede Blanding
kom da snart til Norge med de indtrængende fremmede Adels-
og Embedsmænd. Hine Mangler skulde den nye Høiskole er-
statte ved Videnskab alene; i denne Sprogforvirring skulde den
bringe Rede; Veien til Embeds- og Æres-Poster skulde den aabne
for de kuede Classers Børn, Fødselsvældet skulde den lære en
anden og bedre Overlegenhed at kjende -- disse vare de fjernere
Opgaver for Rigernes nye Universitet. De nærmere vare, at følge
med Tiderne, som man var bleven efter; og at raade Bod paa
en Uvidenhed hos Embedsmændene, som, hvad den i Lovkyn-
dighed angik, var bleven Kongen saavelsom Folket skadelig,
saasom Adelen, uden Medbeilere, havde indhævdet sig og sin
Vilkaarlighed i de juridiske Embeder, ja bemægtiget sig disse
ifølge Særret; og som hos Geistligheden var bleven selv menig
Mand til Forargelse. I saadant Mulm var det den nye Høiskoles
Lys skulde skinne.
Rigsraadsregjering (1481 -- 1483)
Norge forkastede Christians ældste Søn Johannes (eller Hans),
omendskjøndt han tilforn var bleven hyldet -- et Forsøg af hans
Fader paa at foregribe Valgfriheden, som fortjente denne Straf.
Men en uredelig Mands Tiltro er en skjøn Hyldest til Dens Ret-
sind, som han bedrager eller vil bedrage. Ogsaa denne Gang
udgik Modstanden fra Storvældet, og vare mere ægte patriotisk
|
| d.IV,b.2,s.24 |
end tilforn; men støttede sig som da til Almeenmisnøjet. Havde
Styrelsen været god d. e.: forvaltet til det almene Bedste, skulde
den aldrig manglet sin Støtte hos Folket. Nu gav dette sin Kraft
til dens Fiender, ja forøgede dermed selv det fraskilte Sverigs
Evne til fremdeles at fjerne sig fra Danmark og Oldenborgerne.
Efter Christians Død sammenkaldtes vel alle 3 Rigers Valg-
mænd; men Ingen mødte fra Norge, som tvertom i Oslo 1ste Febr:
1482 havde sluttet Forbund med Sverige til gjensidigt Forsvar.
Erkebisp Gaute, den svenske Rigsforstander Steen Stures Frænde,
ledede Bevægelserne. Flere Underhandlinger bleve forgjæves.
Rigsraaden John Smør rykkede for Bahuus, fordi det var besat
af Danske. Der fægtedes med Pen og Sværd for Rigets Heel-
hed. Men pludselig skifter Erkebispen Tro. Valgmænd afsendes
til et nyt Møde i Halmstad, og den danske Kong Johannes kaares
til norsk Konge i Januar 1483. Dog maatte han give svært Kjøb:
aarlig skulde en Rigsdag holdes i Oslo; Adelens Ret til at bygge
Befæstninger bekræftedes; i Bergen skulde anlægges et Skat-
kammer; Hanseforbundet forbydes al Fart paa Island; Godtgjø-
relse æskes for Blodbadet i Bergen; og af Rigsraadet maatte
ikke kræves de under Mellemregjeringen hævede Indkomster.
Derpaa krontes han i Throndhjem midsommers samme Aar.
K. Johannes (Hans) den 1ste (1483 -- 1513).
Tvist med de fremmede Kjøbmænd. Gjenforening med Sverig.
Et af den nye Konges første Foretagender var at sende Skibe
ud mod Fribytterne, hvoraf Havet fremdeles vrimlede, og hvis
Frækhed ikke aftog fordi Kongens Magt var tiltagen. Det lyk-
kedes ogsaa ret vel; men da de engelske Kjøbmænd under de
kongelige Skibes Jagt paa engelske Fribyttere formente sig for-
nærmede og tillige trykkedes i Bergen af de Tydske, ophævede
de al Handel paa Norge. Med Tydskerne opkom ogsaa Uenighed,
da Axel Olufssøn, den i Bergen dræbte Lehnsmands Søn, med
kongelig Tilladelse kaprede deres Skibe for at aftvinge dem en
Pengebod -- det han ogsaa gjorde. Saa liden Magt havde det
Offentlige, at det maatte overlade Enkeltmands Lidenskab at
erhverve hvad der, efter Beskaffenheden af Fornærmelserne og
Kongens Haandfæstning, mere vedkom det end den. Et Forbund
med den russiske Zar, hvorved ogsaa Grændserne nøjere be-
|
| d.IV,b.2,s.25 |
stemtes mellem Norge og Rusland, gjorde Steen Sture opmærk-
som. Underhandlingerne, som denne kloge Mand, der hjemme
havde nok af misfornøjede, avindsyge Stormænd at holde Øje
med, hidtil havde sørget for ingen Ende toge, afbrødes. Krig
begyndte. Landsforræderske Modpartier og et Nederlag tvang
Sture til at fratræde. K. Johannes, som i 1483, da hans Under-
handlinger toge en gunstig Vending, var bleven tilsagt den svenske
Krone, erholdt denne sidst i 1497.
Opstand under Knut Alfssøn. Sverig løsriver sig af Foreningen.
Erobrer-Ærgjerrighed er ikke for god eller stor til at boe i
en smaalig Sjel. Men denne Lidenskab bedrager sig altid, om
den sætter sig endelige Grændser. Ere disse naaede, blive de
kun Midler og nye Trin. Kong Hans havde naaet Margrethes
Storhed. Selv Sturerne havde bøjet sig -- dog mere for Om-
stændighederne. Han stod paa den tresidede Unionspyramides
Spidse. Hvem skulde vel ikke troe en Oldenborgers Ærgjer-
righed mættet? Dog opdagede han ifra sin Høide lavt nede i
Holsteens Marskegne et lidet Folk paa faa Tusinder, Ditmar-
skerne, som med den republicanske Forfatnings Dyder, med
simple rene Sæder og Tapperhed havde hævdet Friheden baade
inden sig selv og uden mod de Kongehuset befrændede holstenske
Hertuger. Med en stor Lejehær al alskens tydske Bramarbaser,
selv omringet af talløse Fyrster, Baroner og Junkere -- Alle
muntre og sejervisse, somom de kun vare indbudte til et Jagt-
gilde -- drog Kongen ud mod det lille Folk. Som et Hav væl-
tede hans staalglindsende Geleder sig thordnende ud over den
Afkrog, hvori det kun bad om at faae skjule sin Frihed og Fred.
"Men i Krig et Lands Natur
kjæmper for sit Folk."
Det Hav, fra hvilket Ditmarskerne havde vundet det Land, de
dyrkede, slap de løs gjennem Sluserne midtunder en Træfning.
Hvad der ikke faldt af den kongelige Hær eller ilsomt søgte
Flugten, omkom i de indstyrtende Bølger. Selv Dannebrogsfahnen,
som Præstebedrag eller et Krigspuds havde indbildt Folket en-
gang at være nedfalden fra Himlen i et Slag mod de hedenske
Liflændere, gik forloren i Nederlaget, og med den ethvert videre
|
| FORRIGE |