|
FIGURER
Statsborgeren 17. sept. 1837.
Nok en Blodsuger.
Denne Art Mennesker er forfærdelig talrig, men yderst for-
skjellig. Vi have andre, mere fremragende Figurer i Kikkerten,
og de trække os til sig ligesom de fjerne høje Fjeldtinder "hvor-
paa Begeistringen boer," men ligesom Vandreren, forat naae
disse, først møisommeligen maa kravle Dal op og Dal ned og
over en Række kjedsomme Smaahøjder, maa vi beqvemme os
til at sysle med Fremstillingen af nogle flere Varieteter af
denne modbydelige Slægt, som gjennemroder Samfundets smud-
sige Dybder.
|
| d.III,b.3,s.276 |
Ja de ere talrige, altfor talrige disse forskjelligartede Blod-
sugere, skjøndt enkelte Afændringer af dem ere mindskede i
Antal og Slemhed imod før. Dette er f. Ex. Tilfældet med Kon-
torbetjenterne hos Skriver og Foged -- en særdeles talrig Slægt,
der dog, som sagt, meget har forbedret sig, uagtet den endnu
som oftest maa nære sig paa egen Haand, saa godt de vide og
kunne, af Bonden, paa hvem de slippes ud ligesom Qvæg paa
Beite. Det var noget forfærdeligt hvor de kunde gnage til
Roden, og det netop i den Tid da det var knappest. Det var
noget forfærdeligt hvor de sugede Blod ude; men de slikkede
Penne hjemme. Netop i de Aar, da Følgerne af Pengeomvælt-
ningerne viste sig, da Transaktionerne vare talrigst og vold-
somst, da Nationen fik føle hvad dens Frihed (som den skal
have faaet gratis) og dens nye Forhold (som den fik atpaa
Kjøbet) -- ja hvad det kostede -- netop i de Aar huserede
disse Betjente, som ikke kostede Hosbond en Skilling, paa det
frygteligste. Skjægløse Drenge viste at de havde Negle, som
kunde flaa Hud af. Gaarde vare Regnepenge imellem deres
Hænder. Nogle tusind Daler skrabede en slig Karl sammen i
en Snup. Inkassationerne kom i Hænder, der vidste at snue en
Skilling til den blev en Daler. Procenterne fløi op. Udsugel-
sens skjønne Videnskab uddannedes til et fuldkomment System.
Aageren viste sig i alle sine Nuancer. Den christelige Kjærlig-
hed, som ynkedes over Tiderne, gav, under Form af Henstands-
betaling og atter Henstandsbetaling, Ødelæggelsen det Lavin-
mæssige, som begrov Huus og Mand og Viv og Børn etc. Na-
tionen bestod ikke af andet end Udsugende og Udsugne eller
Folk som skulde udsuges eller vare under Udsugningen. Disse
to Dele kunde vanskeligere adskilles end Polypen fra sin Klippe.
Og med disse Blodsugere fra Kontorerne, som sværmede paa
Bygden medens Fatter hjemme havde et Par ganske unge Lær-
linge under Veiledning af en gammel Stabeiser, som forstod at
skrive Skiftebreve med gammel Stiil -- med disse forenede
Prokuratorer og de faste Aagerkarle sig (som vi her ville have
fat, om Rummet tillader det), og saa -- o det var et Leben,
som endnu svider i mangen Mands Marg. Men om disse Tider
er det vore Junkere og Frøkener sige: "i gamle Dage -- o da
var der muntert paa Landet!" Ja da var der Gjæstebud, som
|
| d.III,b.3,s.277 |
sa'e sex, og Baller, hvor Udsugerne paraderede i Qvarreen,
mens de blege Ansigter af de Udsugne stirrede igjennem Ru-
derne. Men hvem tænker paa gammel Sorg, naar man har nok
af ny? Ny! Har Vi nogen ny i vore velsignede Tider? Eller
har Menneskehjertet Kjældere, hvorfra det kan hale op den
gamle Sorg, det behøver, forat moderere og døve den nye
Glæde? Ved Sandheden, det er feil at kalde den Sorg ny, som
jeg tænkte mig skulde døve den, som vaktes af hine Uslinger i
Blodsugeriet, som almindeligviis blive de ærligste og pynte-
ligste Mennesker af Verden, naar de have skrabet sammen nok!
Det er det; thi den Sorg kommer ikke i Nationen fra deres
Fremmede, som den har taget til sin Barm, men fra Nationen
selv imod den; ikke fra Udbygdinger mod Bygden, som optog
dem; ikke fra Embedsmænd eller Deres; men fra Bygding mod
Bygding, Bonde mod Bonde, Husbonde mod sine Slaver (hos
os: Husmændene), Menneske mod Menneske, der opsluger hin-
anden.
|
| BLA BAKOVER |