|
DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØRER
Statsborgeren 22. sept. 1836.
have i mange Henseender gjort sig for mærkelige til at Publikum
ikke skulde burde kunne gjøre sig et klart Begreb om disse Per-
soner. Den Overtro, de have forstaaet at vedligeholde om deres
personlige Værd overgaaer maaskee Gaadefuldheden, der til-
hyller deres politiske Hensigter. Men som disse, saa er ogsaa
hiint. Og denne Ubluhed, hvormed de have besudlet Anden-
|
| d.III,b.2,s.515 |
mands Personlighed i deres Kloakrender af Spalter, opfordrer
til at hænge en Lygte over disse Natmænds skumle Virksomhed.
Man bør vide hvad det er for Triumvirer, som udstede disse
oprørende Proskriptioner, hvad Kald de have til disse moralske
Slagterier, hvad aandig Glorie der omgiver denne banlysende
falske Hellighed, hvilke Fortjenester af Fædrelandet den har
at paaberaabe sig denne myndige og svulmende Selvfølelse. Gud
hjælpe os! Vi træffe nok paa Crassus'es krasse Ubetydelighed,
Pompejus'es ubegrændsede Forfængelighed og adskillige Anlæg
til cæsarisk Diktatur; men alt dette forslaaer ikke meget. Og
naar vi træffe paa Karakteerlister istedetfor paa nogen Liste
over Fortjenester, og finde at Fædrelandet har Fortjenester af
dem, istedetfor de af det, saa maa man tabe Respekten for dette
skrigende Overmod og endelig opdage, at man har Frøer i en
Sump og ikke Oxer for sig, ihvor oxemæssig end deres For-
fængelighed er.
Der er ikke ubetydelig Forskjel imellem hver enkelt af disse
Personligheder: hos En dominerer den pedante Dumheds, hos
En en grov og i sine første Fremsteeg eller Forsøg formeget be-
gunstiget, lav og koldhjertet Ærgjerrigheds Ostentation. Og
naar den Tredje trækker en Narrehætte af Indbildskhed over
Kundskaber og Talent, og viser en Arroganz, som tvinger til at
fratrække Agtelsen for hans sunde Fornuft ligesaa meget som
man lader disse beholde, saa har man i Ostentationen den Egen-
skab, som er dem alle fælleds, eller Kriteriet paa denne kon-
stitutionelle Treenighed. Men Geniets, bornert Pedanteries og
almindelig dagligdags Indbildskhed er dog for forskjelligartet til
at der ikke skulde existere andre Baand imellem dem. I selve
Planen til et, Reaktionen i vore højere Stænder understøttende,
Blad er et. Her var ikke Spørgsmaal om Kræfter. Fordærvel-
sen og den servile Reaktion havde angrebet for Mange til at
vægtig Understøttelse og Hjælpere i Mængdeviis skulde mangle.
Enhver, som søgte Beskyttelse og Betydning for egen Ubetyde-
lighed ved at tale i lav poetisk men høj polemisk Dæmringstiil
om Fædrelandets og dets Forhold, enhver med Dæmringen hen-
lagt og forligget Dæmringianer vilde gjerne føre Kalk og Steen
til et Alter, hvor gyldne Guder skulde dyrkes. Grev Wedel
kunde gjerne spart sine ilde anvendte og bortkastede Penge --
|
| d.III,b.2,s.516 |
Bladet var nok kommet istand alligevel; thi alle aandige Be-
tingelser baade i Publikum og hos Redaktører vare for et saa-
dant Blad tilstede, og da kommer det Materielle af sig selv.
Man veed jo, at hos Fougstad, den Constitutionelles Skaber,
var, efter det mislykkede Forsøg med hans Storthingskritik,
Trangen til at udtømme Produkterne af de politiske Gjæringer
i hans Indre stegen til den Grad, at han endog vilde benytte
sig af og tage Residenz i Statsborgerens forladte lieu d'aisance.1
Uden Indflydelse paa at istandbringe Alliancen mellem Per-
soner, som sikkerlig, eftersom de have Forstand dertil, maa i
mange Henseender ringeagte hinanden, var vel heller ikke det,
at de alle havde nydt godt af omtrent lige lykkelige Omstændig-
heder, eller at deres moralske Huld var blevet homogent under
Næringen af samme Lykkens Fløde. Hr. Motzfeldt blev Lektor
i Jurisprudenz paa en Tid, da man trængte til en saadan uden
at kunne vælge. Og at Fougstad kom i Departementskarrieren
paa en Tid, da man ikke spurgte saa nøje efter Kundskaber
eller simpel Skrivfærdighed, er han fremdeles et levende Vid-
nesbyrd om. Hr. Schweigaard er ogsaa baaret paa saa bløde
Arme af den Lykke, vort Statssamfund kan skjænke, at det
ikke er saameget at undres over, om han finder sig bedst mel-
lem disse andre forkjælede af Fædrelandets Børn. Under Fei-
den, hvori Dæmringen kom tilkort, hørte man de Slagnes Jam-
merskrig over at fri Kampplads med Partiskhed negtedes dem
i Morgenbladet. Man maatte da skaffe sig en egen Plads, hvor-
paa alle disse Kræfter kunde udvikle sin glimrende Parade. I
Morgenbladet skrev hvem som vilde; derved kunde Folk af
Velten komme i slet Selskab uden at vide af det, og det maatte
forebygges ved at aabne en egen Salon, hvortil behøvedes Ad-
gangskort og Purifikationsbeviis. Den almindelige Opinion havde
under en fri, til den selv overladt, Udvikling antaget en Ret-
ning, som fjernede sig mere og mere fra den Minoritets, hvortil
de hørte, og som havde opdaget, at der gaves en anden Patrio-
tisme end den norske, og at den kunde passere, naar den kun
ikke blottede sin Huulhed formeget og forstod at tone sine Flag
med Snuhed -- en Middelvei mellem Patriotismen og For-
|
| d.III,b.2,s.517 |
ræderiet, som førte til en Himmel, der har sine Saligheder,
Guddomme og Stjerner.
Som et Partiblad i sit Væsen fremstod da den Constitutionelle,
men med den Opgave at undgaa Skinnet af at være det. Man
kunde ogsaa benytte sig af den Erkjendelse, som burde være
almindelig, at en Konkurrence med Morgenbladet vilde være
gavnlig for vor Bladliteratur; men nu at klappe Opinionen til
man fik Foden paa dens Nakke og sat den blaa Briller paa,
som kunde give Alt det samme Skjær, hvori De saa det? Ja
det var Knuden. Men det maa en Kuursmed forstaa; og Kuur-
smede give de sig ud for at være for den offentlige Mening,
som de agte for et Bæst, der lider af mange Sygdomme, men
som de selv ville ride paa, naar de faa den i Stand og under
Tøjler som de ville. De unionelle Tvistepunkter gav en herlig
Anledning til høje Skjoldslag og fareløse patriotiske Flanke-
ringer; thi alle vare de forhen afhandlede med endnu djærvere
Oprigtighed, bag hvilken man godt kunde holde sig i paakom-
mende Tilfælde. Og gjorde man et Hop af og til forat holde
Folk ved godt Lune, saa var der altid Anledning til en Knæling
strax ovenpaa eller en Reverenz til den anden Side. Saaledes
kunde det nok gaa, og saa gik det. Man behage blot at see
igjennem disse Blade fra først af og indtil denne Politik i de
sidste Dage har viist sin Jammerlighed i al Nøgenhed ved det
Dølgsmaal, som i Rigsretsreferatet er lagt paa Kirkedeparte-
mentets Færd i Navnechiffersagen, og det usle Forsvar, som er
opført derfor, samt ved det plumpe Forsøg paa at skyde Flyve-
bladet og Statsborgeren foran sig, og kaste disse, forat redde
sig selv, som en Bid i Gabet paa Magtens Forbittrelse.
Uvisheden i om det kunde gaa godt kunde i Beregningerne
intet afgjøre mod Landets fornemste Mands kontante Under-
støttelse og Fougstads brændende Lyst efter at bestige Publi-
cistens Tribune -- en Ærgjerrighed, som var uforholdsmæssig
stor i Forhold til de øvrige Udkast i en smaalig Stiil hvori
Resten af hans Individualitet er affattet, men som urokkelig og
levende boede i denne som Frøen i Stenen, hvis døsige Hjerte
kan slaae i tusinde Aar i Haabet om da engang at slippe frem
i Dagslyset.
Hr. Fougstads enthusiastiske Gløden for en Plan, der saa for-
|
| d.III,b.2,s.518 |
træffelig var skikket til at kildre hans Forfængelighed, var
maaskee det virksomste Middel til at lodde disse forskjellige,
ikke meget ædle, Metaller sammen. Hr. Motzfeldt havde før
været saa uheldig i Avisskriveri, at nogen personlig Kløe der-
efter vel ikke kunde plage ham; men jeg antager at baade han
og Schweigaard gav ligesaameget efter for Fougstads brændende
Iver efter at see Værket istand som for den Trang til et Organ,
der var fælleds for Mennesker af deres Anskuelser. Fra hans
indknebne Hjerte udsprang Hovedkilden til den skidne Nil, som
danner dette Egoismens Delta (ø), hvis enkelte Sider, vi nu
skulle betragte.
Hr. Fougstad synes vi alt skulle kjende, og den Forfængelig-
hed, som vi have omtalt, er virkelig ogsaa i den Grad en Hoved-
side ved ham, at der kun bliver yderlig lidet tilbage for Op-
mærksomheden. Alt øvrigt er saa uendeligt smaat hos ham, at
man, ved at undersøge denne Aggregation af Smaaligheder i
hans Væsen, trættes som ved at speide efter mikroskopiske In-
fusorier i et Glas ureent Vand. Han er en af disse Dusinkarle,
som man kan gribe paa ethvert Gadehjørne, og endda iblinde
træffe flinkere Folk, der have gjort ordentlig Rede for sig i
sine Videnskaber. Han er et af disse blodløse Hjerter, disse
besynderlige amfibiekolde Gemytter, som vække Valenhed i
Fingerenderne naar man tænker paa dem. Hans Indre har en
uforanderlig Temperatur; og naar hans Tunge svadser, ligge
Følelserne lige ubevægelige, og alle andre Nerver sove, paa
dem nær, hvis Traade ere nødvendige til dens automatiske Be-
vægelse. Han er af disse ulykkelige Karakterer, der aldrig
naaes af nogen Straale af Livsfrohed og naturlig Glæde. En
tør og klangløs Latter er al den Vibration som ryster dette
Lædermenneske, naar noget gaar ind i eller lykkes hans Ær-
gjerrigheds Kombinationer. Og disse krystallisere stedse og det
stundom i nok saa fantastiske Former, i hans kolde Indre. Dog
er han med denne uheldige Gemytsbeskaffenhed ikke ond; men
han hører til de Mennesker, som endogsaa gjerne ved Leilighed
vilde gjøre noget godt, forat forsøge om ikke dog dette kunde
volde dem nogen Glæde og lade dem føle den ukjendte Vellyst
af et varmt Boldskyl gjennem det forfrosne Hjerte. En Vellyst
siger jeg; men hvorledes kan den kaldes saa, naar han ingen-
|
| d.III,b.2,s.519 |
sinde følte den og altsaa heller ikke kjender til Savnet? Jo,
jeg troer, at dette maa have indtruffet hos ham; thi i det fro-
stige Savn deraf vil Retfærdigheden i den moralske Verden, at
den determinerede Egoisme skal have sine Qvaler. Og ingen-
sinde lettedes disse hos Fougstad ved Venskabet; thi Kamme-
raderne bedømme godt hverandres Karakteer, og stødes in-
stinktmæssig tilbage fra den der er dem modbydelig. Eensom
vandrede da Fougstad fremad, overladt til sin Forfængeligheds
Drømmerier, der snart lod den tyndeste Student ved Universi-
tetet ymte om at han uddannede sig til Diplomat snart til Jour-
nalist og politisk Forfatter af Rang som saadan. Han læste
Fransk istedetfor det han skulde læse, og konjugerede "j´aime"
med samme Iver som Pilegrime tælle to Skridt frem og et til-
bage og tænke blot paa, at det dog for hver Anstrengelse af tre
Skridt gaar eet fremad mod Jerusalem.
Her maa jeg afbryde, thi jeg har Trækkene af hans For-
fængelighed for mig, og Rækken deraf er endeløs.
(Fortsættes.)
1 tilbake D. e. Privet. "Den Constitutionelle" er Fuldmægtig Fougstads, Lektor
Schweigaards og Lektor Motzfeldts lieu d'aisance. |
| BLA BAKOVER |