|
NOGLE ORD ANGAAENDE DEFENSORS
FORSVARSSKRIVT FOR STATSMINISTEREN
(Indsendt.)
Statsborgeren 8. sept. 1836.
Den Constitutionelle har nu leveret Defensors Forsvarsskrivt
for Hs. Excellence Statsminister Løvenskiold. At gjennemgaae
tilbørligen dette Produkt, udfordrede en Vidtløftighed, som er
udenfor Hensigten med disse Linier. Vi ville derfor indskrænke
os til et Par Betragtninger. Defensor siger saaledes (se be-
meldte Blads Nr. 215) ved at omtale Odelsthinget: "det burde
indsee, at en Rigsrets Aktion altid er et Onde, men at den
bliver en Skandal, naar den dikteres af Ukyndighed eller
Partiskhed. Man har alligevel ikke været saaklog, man har
ikke engang været saa retfærdig; thi man har anlagt Rigsrets-
sagen for ubetydelige Misgreb -- (altsaa dog Misgreb? en lige-
saa uventet som naiv Tilstaaelse af Defensor) -- af en langt
uskyldigere Art end dem, Repræsentationen har tilladt sig"
etc. At Defensor i sine Udfald mod den lovgivende Magt slet
ikke angiver nogetsomhelst Faktum for sine Angreb, maa man
ikke vente anderledes. -- Videre udbryder Defensor, at Odels-
thinget, i det det gjør Rigsretten til en Kontrol over Kongens
kontrollerende Ret: -- "Kan man tænke sig noget mere vilkaar-
ligt, konstitutionsstridigt og anmassende?" Senere hen idet Ret-
|
| d.III,b.2,s.491 |
ten for Nogensomhelst at undersøge det kongl. Prærogativs An-
vendelse benegtes af Defensor, gjør han Rigsrets Aktionen til
"den største Vilkaarlighed, den højeste Grad af Ulovlighed."
Længer hen imputerer han vore Nationalforsamlinger Misgreb,
"der involverer en aabenbar Tilsidesættelse af Grundlovens
Bud, og saadanne der har været øiensynligen skadelige for
Riget." Exempler paa saadan djerv Paastand leder man for-
gjeves efter. Ved at smigre for Rigsretten, venter Defensor at
den skal kjølne overspændte Ideer, eller vise en misforstaaet
Friheds tøilesløse Opbrusninger indenfor de konstitutionelle
Skranker, altsaa formeentligen revse Odelsthinget for at have
gjort Brug af sin konstitutionelle Ret at anlægge Rigsretsaktion;
og strax derpaa erklærer han, at Nationen og den Anklagede
ikke forgjeves sætter Liid til Rettens Retfærdighed og Selv-
stændighed. Defensor har da neppe betænkt, at Nationens og
den Anklagedes Begreber om Sagens Beskaffenhed maae være
hinanden aldeles modsatte. Længere hen fortælles, at Stor-
thingets "ukloge, fornærmelige og ulovlige Adfærd" foraar-
sagede Nødstilfældet: dets Opløsning; og tilsidst at Stats-
ministeren i den pludselige Opløsning fandt "det eneste virk-
somme Middel til at gjøre Ende paa en Tøilesløshed, der daglig
blev utaaleligere" etc. etc. Dette maae være nok til en Prøve,
og nu spørges: Indeholder ikke alle disse Invectiver og Angreb,
der ovenikjøbet ere blottede for ethvert Beviis, forsætligen og
aabenbare Ringeagt mod den konstitutionelle Magt, (Storthinget
eller dets Afdeling Odelsthinget), som er forbudet i Grund-
lovens § 100?
Dog den lovgivende Forsamling kunde ikke vente sig bedre
Medfart af en Defensor, der -- og dette er den anden Betragt-
ning vi ville offentliggjøre -- ikke undseer sig ved offentlig at
sige (see Sup. Blad til den Const.nelle Nr. 218). "Hvad havde
været lettere for ham (Statsministeren), end under fire Øine at
bestyrke Hs. Majestæt i den af Høistsamme selv fattede Be-
slutning, og til Protokollen at diktere en Proformaprotest?" En-
ten maa nu Defensor paa egen Haand have fremført dette for
at gjøre gjældende enhver Skingrund til at reenvaske en slet
Sag, eller han har havt Ordet dertil af sin Part. Det første er
neppe sandsynligt; at han, blot for at forsvare en Anden, skulde
|
| d.III,b.2,s.492 |
vove at tale saa uærbødigt om sin Konge, og tillægge Høist-
samme den umoralske Tilbøjelighed til en Handling, hvormed
han skulde ville kolludere med en Undersaat for at bedrage
det norske Folk og hindre dets Repræsentation fra at gjøre
Brug af sin konstitutionelle Ret, eller maa det andet Alternativ,
nemlig Statsministerens Forlangende, hvilket er det sandsyn-
ligste, have fundet Sted, saasom denne kunde gjøre større Reg-
ning paa Hs. Majestæts personlige Venskab, at en saadan
Yttring vilde hengaae upaatalt -- en Yttring, hvormed intet af
alt det, Defensor har klaget over, kan sammenlignes i Dristig-
hed. At vor elskede og ophøjede Heltekonge skulde nedlade
sig til at kolludere med en Undersaat i hvilketsomhelst Pro-
formaværk, er i og for sig utænkeligt, men at lade Norges Stats-
minister bedrage det Folk, som lønner ham for at være dets
Talsmand for Thronen og fravriste det sin konstitutionelle Ret,
naar han maatte tilsidesætte de Pligter, som han skylder Na-
tionen og sin Stilling, det overgaaer isandhed alt hvad man har
seet i Trykken; thi at finde et og andet at udsætte paa en Hand-
ling fra Gavnlighedens eller Skadelighedens Side er at dadle
Handlingen, men er ingen Dadel mod den, der har begaaet saa-
danne, naar han ei tillægges lastværdige Hensigter, (see Tr.
Friheds Forord. af 1799) og intet Menneske er saa ophøiet, at
det kan ansee sig udaf Stand til at feile -- men at tillægge Een
Tilbøjelighed og Villie til at begaae lastværdige Handlinger,
dersom det ei er Daddel, sandelig man veed da ikke, hvad
Daddel er. Og har Statsministeren foranlediget den paaklagede
Tirade indført i sit Defensionsskrivt, behøves ingen Deduktion
for at godtgjøre, at han er uskikket, og uduelig til sin Post som
Statsminister. En Mand af saadanne Grundsætninger er Na-
tionen ikke tjent med i en saa ophøjet Stilling. Den fordrer en
Ven deri, men ingen intrikat og intrigerende Fiende.
|
| BLA BAKOVER |