|
[8. sept. 1836.]
STATSMINISTER LØVENSKIOLD
Idet jeg nedskriver dette Navn, forekommer det mig be-
synderligt, at Skjebnen kan ville, at jeg sidder her og spilder
en Time paa dette Menneske, der af Naturen stempledes til en
mindre Ubetydelighed end mange af dem, jeg skriver dette
Blad for. Men han er ikke forbleven ubetydelig i det menneske-
lige Selskab; thi han var adelig og riig, og vor Konge var deri
mange andre Konger liig, hvis Regjeringshistorie ikke blev saa
lang som Hans, at Høistsammes Naade ogsaa faldt paa saa-
danne Personer, hvormed han og fortrinligen omgav sin Throne.
Vi kunne dog ikke tvivle paa, at Hs. Maj. har opdaget For-
tjenester hos dem, som deres Landsmænd ikke have opdaget
eller vidst at paaskjønne; thi nogen Glands kunde dog ikke
kastes paa Thronen af Navne, som vel klang adeligt nok, men
|
| d.III,b.2,s.485 |
hverken vare vundne i klingende Feldt eller ved paafaldende
Fortjenester under Freden, og som saaledes maatte falde igjen-
nem i Sverige, der har en Adel, som kan paaberaabe sig saadan
Oprindelse, og som gjør dette i den gale Mening, at den derved
kan forsvare sin Ret til i al Evighed at være Folket til Byrde.
Det skede isærdeleshed, at vore jammerlige Levninger af en
dansk Hofadel tildeeltes Poster hvorpaa Nationen skulde re-
præsenteres; og med Hensyn til de ringe Begreber, man har i
Udlandet om vort forhen mishandlede og nu bagvaskede Folk,
og hvor altsaa Medborgere af Kundskaber og Dygtighed, der
kunde indgyde Respekt, kunde ønskes anbragte, var maaskee
dette ligesaa ilde som den Skik under det danske Regimente at
give saadanne Personer vigtige Embedsposter i den indenrigs
Bestyrelse. De unge Kavallerielieutenanter Løvenskiold, Baron
Wedel og Morgenstjerne kaldtes til Hoffet, bleve Kammerherrer
og ansattes ved Gesandtskaber i Udlandet. Om den Første,
Statsministerens Søn, er intet ufordeelagtigt bekjendt; men de
Sidste, der, som ikke Formuende, tillige vise at Nationen har
aflagt deslige Poster saa godt, at det ikke er nødvendigt at tage
Hensyn til Formue, hente sin Berømmelse fra Kristiania Torv,
hvor de den 17de Mai 1829 reed Storm paa Folket. Kammer-
herre Morgenstjernes Bane som en Slags Repræsentant i Ud-
landet for det norske Folk er dog senere endt ved et Smugleri,
som oprørte Hs. Majestæts Retfærdighedsfølelse, og som maatte
gjøre Høistsamme opmærksom paa, at hans Naade, med den
bedste Villie, kan falde paa Uværdige.
Men Ingen repræsenterer i den Grad det norske Folk som
dets Statsminister i Stockholm. Han repræsenterer det hos
Kongen, idet han er dets første Embedsmand og i Spidsen for
Regjeringsafdelingen i Stockholm. Han repræsenterer det for
Sverig og det øvrige Udland, imellem hvis Ministre i Stockholm
han fremtræder med saa høi Rang som Nogen. Og til at gjøre
dette med Anstændighed har Nationen udstyret ham med en
Gage, der kan kaldes overdreven stor for et Folk som det
norske, men hvorfor det ogsaa er overflødigt at tage vigtige
Hensyn til Formuen hos Den, der skal være norsk Statsminister.
Knuden er kun, at han er en Mand, der repræsenterer det
norske Folk saaledes som det skal repræsenteres: i dets Aand,
|
| d.III,b.2,s.486 |
med den Simpelhed og Værdighed som tilhører et lidet, ikke rigt
men frit Folk. Dog er Repræsentation ikke den norske Stats-
ministers Hovedhverv. Han er Embedsmand, hvem betydelig
Virksomhed paaligger. Han er Statsraad, og burde ikke i Rang
have det mindste fremfor de andre Statsraader.
Men Nationen har ikke været heldig med sine Statsministere
hverken som dens Repræsentanter eller Embedsmænd. De to
forrige, Anker og Sommerhjelm, vare godslige jevne Mænd;
men dermed er ogsaa alt sagt. Og Løvenskiold, som vi nu har,
overgaaer dem kun i det, der kan gjøre en Mand uskikket til
denne Post. Han er aaben af Karakteer, siges der; og det er
al Ære værd. Men hans saa aabne og politiske Grundsætninger
og Meninger ere aabenbarligen unorske; hans Gunst ofte aaben-
barligen uretfærdig; hans Embedsbedrivt aabenbart skadelig for
Riget. Man skulde tro, at Hs. Excellence var en stolt Mand;
men utallige af de Supplikanter, som pleje ligesaavel at besøge
hans som Hs. Majestæt Kongens Forgemak, forsikkre, at han
har i smigrende Udtryk givet dem de naadigste Forhaabninger.
Og om han, ved at see saamegen Usselhed, blev ligesaa stolt
som den Mand, der i Sverig er ligesaa mægtig som han i Norge,
nemlig Grev Brahe, var det da heller ikke saa meget at undres
over. Men det kan ikke være en stolt, men kun en forfængelig
Mand, der hænger den svenske Serafimerkjæde om sit norske
Embedssegl, som om dette ikke var det norske Statsminister-
skabs, men Hr. Løvenskiolds eget. Dette er ikke med Værdig-
hed at repræsentere sit Folk; det bidrager ogsaa til at gjøre
Foreningen forhadt; det er en Fornærmelse af samme Natur
som den Gjerning at sætte det norske Rigsvaaben som en Pro-
vindses i det svenske, og som saadan en Utaknemlighed imot
det Folk, der baade før og nu har ydet ham al den Hæder og
Indtægt, der kan blive en norsk Borger tildeel. Hvad ellers
Forfængelighed almindeligviis angaaer, da kan den vel være
forenet med god Forstand, men aldrig med en ophøjet Karakteer.
Men hvor paafaldende og farlige for det almindelige vor
Statsministers Forstandsvildfarelser kunne være og ere, beskjæf-
tiger nu netop baade Almeenhedens Opmærksomhed og Rigs-
rettens Skarpsindighed. Han har Ansvar for en Gjerning, som
Odelsthinget eenstemmigt har fundet øjensynlig skadelig for
|
| d.III,b.2,s.487 |
Riget. Det er herved mere end ved sin Rang, at En, der er en
Ubetydelighed af Naturen, har vundet en Betydelighed, der maa
henvende alle Fædrelandsvenners opmærksomme Øine paa ham
og paa hans Foretagender, hvoraf det bør ventes at vorde det
sidste, der er Gjenstanden for Rigsretten.
Hvem kan med velberaad Hu ville sit Fædreland ilde uden
den unaturlige Skurk, som vilde kunne dræbe sin Moder? Hi-
storien har nøie optegnet deres Navne, som dog have været saa
fordærvede, og de have været faa og fremstaaet i en urolig Tid,
hvis Begivenheder har revet dem hen i Hvirvlen af Hevnens
og Ærgjerrighedens Lidenskaber. En saadan Forbrydelse tynger
ikke Statsminister Løvenskiold, skjøndt det er slemt nok allige-
vel, med aabne Øjne at have gjort sit Fædreland ilde og oven-
paa at lade det høre endnu værre. Dertil har det baaret ham
paa for bløde Arme, og ingensinde givet ham Anledning til
andet end at elske det i sit Hjerte. Men i dette Værksted for-
færdiges ikke Politikens Vaaben, og disse vil Hs. Exc. gjerne
svinge saa haarde og tunge de vel kunne faaes. Ja dersom
Forsvaret for Hs. Exc. havde været mindre saarende for Fædre-
land og Storthing, holdt vi endog gjerne fast paa den Tro, at
Hs. Exc. med blødende Hjerte havde beqvemmet sig til at
bifalde Beslutningen af 2den Juli, om hvilken der ogsaa høres
den Formening, at den egentlig skriver sig fra de russiske og
preussiske Gesandters vægtige Ønske om, at det norske Stor-
thing, hvis Forhandlinger de have fulgt, maatte opløses for den
fri Aands Skyld, som viste sig raadende der. Men om saa var,
saa kunde dog vel Hærskarernes Guder ikke gaae saavidt, at
de kunde forlange, at Hs. Exc. skulde læse Storthinget en saa
fordømmelsesværdig Text som den hvori hans Forsvar bestaaer,
mens den dog kun er en ny Forseelse, der maa udsætte ham
for en inderligere Uvillie end hans politiske Feilgreb har paa-
draget ham.
Saaledes undtage vi den Anklagedes Vilje, og tro at han har
villet Fædrelandet det bedre end han har gjort det. Men hvad
kan overtyde denne stivsindede gammeldags Adelsmand om at
han har tilføjet Landet en Ulykke, der er virkelig, og i sine
Følger uberegnelig? Selve Tidenderne maa holde ham i Uvis-
hed; thi saa slette Nordmænd gives der, at hans Gjerning er
|
| d.III,b.2,s.488 |
bleven forsvaret, og det ved at rive Storthinget ned. Thi denne
mægtige Forvalter har havt baade Olje og Viin at sætte ud.
Eller skal han lære det av deres Klager, som enten betale mere
for stemplet Papiir, end de skulde have betalt om Storthinget
havde faaet bestemt det, eller til hvis Dokumenter der ulov-
ligen intet Hensyn tages, fordi de gode Borgere under nær-
værende lovløse Tilstand have udfærdiget den paa ustemplet?
Eller hvad om Oprør i Landet skulde have lært ham det, naar
ildesindede Fogder havde givet sig til at exseqvere Skatterne
efter den gamle Lov og Bønderne havde sat sig derimod? At
Saadant dog ikke vil skee, har nu Hs. Maj. sørget for ved at
sammenkalde et overordentligt Storthing, som nok vil redde
hvad reddes kan af det som gik tabt i det nationale Skibbrud
den 8de Juli, da den løvenskioldske Indbildskhed opblæste sine
Kjæver forat sætte Statens Skib i en saadan Kurs efter Hs.
Excellences Bestik som Russer, Preusser og endeel Svenske
visseligen ville det. Og da intet af Ovenanførte skal overtyde
Statsministeren om hvor groveligen han har feilet, saa er, som
sagt, en Rigsret overdraget dette Hverv, og hver god Nordmand
maa ønske for Fædrelandets, Rettens og Statsministerens egen
Skyld, at den heri maa være heldig.
Rigsretten over Statsminister Løvenskiold.
Den sattes allerede den 11te Juli. Rigsretten bestaaer af
Lagthingets og Højesterets Medlemmer, hvoraf den Anklagede
kan forskyde en Trediedel. Af denne Rettighed benyttede Stats-
ministeren sig i fuld Maade, idet han udelukkede saa mange
og saa gode Mænd, alle af Lagthinget, som han kunde. Rigs-
retten blev bestaaende af Høiesteretsassessorerne Kjønig, Motz-
feldt, Schmidt, Aars, Borgermester Ottesen og Stiftamtmand
Sem, og af Lagthingsmændene: Amtmand Schydtz, der som
Lagthingets Præsident tillige er Rigsrettens, Oberstlieut. Beich-
mann, Amtmand Weidemann, Sorenskriver Borchsenius, Kirke-
sanger Bjørnsen, Lensmand Mandt, Stiftsprovst v. d. Lippe,
Justitiarius Roll, Sognepræst Brock, Foged Wiig samt Bønderne
Nøstvig, Ulveland, Nordaas og Øveland.
Den 23de August begyndte Proceduren. Odelsthingets ud-
|
| d.III,b.2,s.489 |
nævnte Aktor var Høiesteretsadvokat Sørenssen, som med en
Veltalenhed, der straalede og glødede af Veltalenhed og Patrio-
tisme, lagde Statsministerens Skyld for Dagen, og forsvarede
Storthinget og Folket mod de uforskammede Angreb, hvormed
den Anklagedes Defensor, Høiesteretsadvokat Petersen, be-
skjæmmede sit talentrige Forsvar, der ellers skulde have været
et Mesterstykke. Thi den Maneer kan ingenlunde gavne hans
Part eller ham selv. -- Men I skulde have hørt disse Advokater,
og hentet Beviser for Udødeligheden af saadanne Sjeles An-
strengelser! Det var en Kamp imellem Aander, Lysets og Mør-
kets: det Lyses, som randt 17de Mai 1814; det Mulms, som
truer at begrave det endnu før dets Morgen er endt. I skulde
have seet denne majestætiske Ret af frie Borgere af enhver
Klasse, og lært ny Agt for Medborgerligheden og Retskaffen-
hed, nyt Haab om at Friheden staaer under Retfærdighedens
Beskyttelse.
Retten underkjendte Defensors Paastand, at den skulde er-
klære sig uberettiget til at dømme, paa Grund af at Lagthings-
mændene havde været Medlemmer af det Storthing, der havde
udtalt sin Misbilligelse med Opløsningen, og 30te August be-
gyndtes Foredragene betræffende den egentlige Sag, som ud-
procederedes 3die Septbr. og optoges da til Dom, der skal afsiges
den 8de d. Aktors Paastand er: Afsættelse, Erstatning af det
Staten, ifølge Storthingets Opløsning og nye Sammenkaldelse,
paabyrdede Pengetab samt Sagens Omkostninger, hvorimellem
han dog ikke har villet paaregne sig selv noget Salar. Defensors
er Frifindelse. Begge kræve Retfærdighed, og den ligger i hine
Mænds Bryst, og vel ogsaa paa deres Tunger!
Paa dem maa nu Folkets alvorlige Øjne være fæstede. Af
disse Mænd venter det sig Spørgsmaalet afgjort, om det virkelig
skal være en strafbar Forbrydelse at overtræde Grundloven i
et af dens vigtigste Punkter og i det vigtigste Tilfælde eller ikke.
I første Tilfælde falder Statsministeren, men Staten stiger,
frelst fra en truende Fornedrelse; i sidste Tilfælde synker
Staten under de dristigste Fødder, der endnu traadte dets Hel-
ligste, under sig, og Ministeren stiger op til en Tinde af An-
masselse, der skulde holdes utrolig at naae i et konstitutionelt
Land, og hvor al Ansvarlighed forsvinder som opløste Dunster.
|
| d.III,b.2,s.490 |
Iaften vide vi, om Norges Helligdom er frelst, eller ikke. Man
priser vor Lykke, og vi takke Himlen for gode Aar, Kongen for
hans Fredelighed i 1814, og Folkets Opoffrelse for et fast Penge-
væsen; men sandelig vi have ingen Lykke uden denne vor Hel-
ligdom, Konstitutionen, holdes i Agt. Ja, uden denne skal selv
ikke vort arme, af Fremmede som af Egne fornærmede, Fædre
land existere; men det skal opsluges snart eller seent ligesom
Rovdyret først tager Livet og siden fortærer Legemet. Folket
vil føle sin Repræsentations Beskjæmmelse, og en Forløber for
dets Skjæbne vil være den sløve Ringeagt for en betydningsløs
Forfatning, der ligner Muren, Enhver kan hoppe over; Mis-
modet vil udbrede sin mørke Livsløshed, og -- da har Løven-
skiold seiret!
|
| BLA BAKOVER |