HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

d.III,b.2,s.478  
[7. sept. 1836.]


   I vort Fædreland kunne Gjerninger forøves og Begivenheder
foregaae, der i højeste Maade vedrøre dets Ve og Vel, uden at
de komme til den simple menige Mands Kundskab. Det mangler
vel ikke paa Tidender, som berette dem; men disse komme ikke
til den talrigste Deel af Folket, og om Begivenheder i disse
Tidender kaldes almeenvigtige, saa maa dette dog ikke forstaaes
saaledes, at deres Vigtighed derfor kommer til den egentlige
Almues Kundskab og Erkjendelse. Og dette er dog hverken
retfærdigt eller godt. Thi baade trænger den simple Mand til
Oplysning i Almindelighed og i Særdeleshed om Ting, der ved-
komme det Fædreland, som han elsker ligesaameget som nogen
Anden, om han end har mindre Deel i dets Velgjerninger, og
til hvis talrigste Befolkning han henhører; og desuden er Fædre-
landets gode Sag ikke tjent med at undvære det stærke Med-
hold og Ryggestød, som den er vis paa at finde hos Folkets
Mængde. Denne har en sund Forstand, som, for at dømme
rigtigt, kun behøver paalidelige Underretninger og Begiven-
hederne i deres Sandhed for sig. Dens Følelser ere rigtige,
fordi de ere naturlige; og om de ere stærke, da kan dette kun
tjene tilbedste for den gode Sag, som finder Medhold i Menig-
d.III,b.2,s.479   mands Eftertanke og Følelse, og være et afskrækkende Værn
mod alt hvad der truer den, dette være nu enten det listige
snigende Forræderi eller den aabenbare Voldsomhed. Om disse
Egenskaber ved den store Mængde hører man adskillig smuk
Snak, uden at de derfor værdiges nogen Opmærksomhed. Upaa-
lidelige, forvanskende og forvildende Rygter er undertiden alt
hvad der kommer til Menigmand om hvad der foregaaer. Og
dette er dog aldrig godt, og kan være meget ilde. Saaledes er det
ikke ubekjendt, at falske Rygter, der maatte nedsætte Kongens
Karakteer som ærligt Menneske, om at svenske Tropper skulde
overfalde Landet forat kuldkaste vor Frihed og Selvstændighed,
foruroligede Folk strax efter sidste Storthings pludselige Op-
løsning. Men undersøge vi dette Rygte, da finde vi dets Kilde
i den almindelige Forbauselse, denne Begivenhed opvakte, idet
nemlig den Tanke ikke var unaturlig, at man efter et saadant
Foretagende kunde vente sig det værste. Desuden kunde ogsaa
den Tanke være Oprindelsen dertil hos Mange, at det vel
kunde være saa, at det mægtige især af Adelige bestaaende
Parti i Sverige, som vil have egne Fordele af Foreningen med
Norge, havde mistet Taalmodigheden og drevet det dertil, at et
Forsøg skulde gjøres paa at faa disse ubillige Forventninger
opfyldte, eller at sætte selve Foreningen, naar den ikke var
anderledes end den er, paa det høje Hasardspil "qvit eller
dobbelt." Andre Ting, som hver norsk Mand burde kjende,
passere uden at endog kun et Rygte derom vækker Menigmands
Opmærksomhed. Saaledes er det vel Alle bekjendt, at Menig-
mand og Menigmandsbarn skal formere de Geleder, der skulle
med Liv og Blod forsvare Riget og dets Ære; men det er disse
villige Offere ubekjendt, at denne har, siden Foreningen med
Sverige, lidt mange og haarde Krænkelser, som dygtige Patri-
oter (Fædrenelandsvenner) i de vigtigste Henseender hidtil for-
gjæves have paatalt. Og dog skal den simple Mand, som sagt,
forsvare National-Æren uden Betænkning naar der paafordres;
han har Deel i dens Hæder; den kaster sin Glands ligesaavel
over ham som over den Fornemmere. Det mangler ikke paa
Ting, der maa forvilde hans Begreber om Fædrelandets Stilling
og Anliggender; men hvorfra kan han hente de rigtigere er ikke
saa let at sige. Saaledes er Unionsflaget, der viser ham otte-
d.III,b.2,s.480   gange mere af de svenske Farver end af de norske, fortræffelig
skikket til at nære den simple Mands Vildfarelse, at Norge i
sidste Krig blev Sverig underdanigt og at vi nu "høre til Sve-
rige." Og om end Efterretningen om at den svenske Regjering
i den senere Tid endog er skreden til den fornærmelige Gjer-
ning, at sætte den norske Rigsløve i Vaabenet paa svenske
Penge, ikke er trængt ned til Almuens Masser, saa er dog Meget
af hvad der daglig frembyder sig for dens Øine, saasom alene
det svenske Kongetal "Carl den 14de" paa Fanerne, paa Byg-
ninger, Uniformsager og Skillingerne, der løbe imellem Hver-
mands Hænder, medens han veed at Norge aldrig har havt
nogen Række af Carl'er tilforn, særdeles skikket til at vedlige-
holde slige baade beskjæmmende og skadelige Meninger. Den
17de Mais Festligholdelse og Tidenderne har vel ikke i ringe
Grad hemmet deres Tilvæxt og Udbredelse, men naar den
simple Mand seer de fremmede Farver paa Skilderhusene, La-
vetterne, Embedsmændenes Kokarder og Adjudanternes Fjedre
naar de galoppere gjennem Gelederne paa Mønstringer, han saa
gjerne besøger: da er det høist naturligt, at Tvivl opstaaer hos
den, der mangler bedre Underretning, om det vel er saa rigtigt
fat med denne norske Selvstændighed. "Svensken raa'er lel
mest ti Galin" tør vel være en Slutning, han kommer til, lige-
som han i gamle Dage maatte sige det om "Juten." Men ingen
Vildfarelse kan vel være skadeligere. Folket maa ikke vænne
sig til en saadan Tanke som den, at Norge er afhængigt af
Sverige. Den maa ikke taales. Alene deri er Underkastelse,
som skulde forberedes af Folkets Fiender, ja ligesom komme
af sig selv, naar de mærkede at den taaltes, og at der intet
gjordes for at tilintetgjøre den.
   Men overalt -- ingen Vildfarelse maa taales. Den store
Mængde maa ikke overlades, som et Hav til Vindenes Spil, til
Indvirkningen af allehaande Rygter og hvad Efterretninger og
Begreber, der paa Maa og Faa kan komme til den. Og dette
gjælder dobbelt under vigtige Begivenheder, hvormed ingen
Mand bør være ubekjendt og fremmed. Storthinget har erkjendt
dette ved at skjænke en almeenfattelig Storthingstidende offent-
lig Understøttelse; og den offentlige Underviisning har, ved at
lade Hvermand lære at læse, sat Enhver istand til at faa paa-
d.III,b.2,s.481   lidelig Underretning om hvad der foregaaer, naar kun denne
meddeles saaledes, at han har Leilighed til at forskaffe sig den.
   En Nordmand, der oprigtigt elsker sine Medmennesker fra
Kongen af og indtil Daglønneren, har besluttet sig til at af-
hjælpe dette Krav, som ikke alene tilhører Landets stemme-
berettigede Borgere, og bør tilfredsstilles hos dem, men enhver
af dets Børn. Og Tiden dertil er nu, da Begivenheder ere ind-
trufne og foregaa, som fortjene og fordre hver norsk Mands
Kundskab og Opmærksomhed. Der vil gives Folk, som ville
lade haant om saaledes at skrive for "Pøbelen," og som paa
den læsende Almuesmand med daarligt Vid ville anvende Hol-
bergs: "hvad vil du Trold og med Aviser skjemte?" Men jeg
tænker vi ville lade hver Pøbel være god for sig, og lære Trol-
dene, at de kunne skjemte saa meget de ville med Aviserne,
naar de blot ikke skjemte med vor Grundlov. Men herfor er
stor Fare.
Enhver fornuftig og god Nordmand vil derimod finde
Behag i et saa medborgerligt Foretagende, naar han seer at det
er udført med Redelighed. Han veed, at Nordmændene have
ikke alene een kirkelig Tro tilfælleds, men ogsaa een politisk
Tro, een politisk Religion, hvori de Alle maa være deelagtige
uden Hensyn til Stand, Kaar, Evne, og Oplysningsgrad, om det
skal gaa det fælleds Fædreland vel.



Storthingets Opløsning.

   er den mærkeligste Begivenhed i Norge siden 1814. Kanon-
skudene fra den svenske Flaade og Leir under Storthinget i
1821 vakte mindre Forbauselse end denne Efterretning baade
for de mangfoldige Ulykkers Skyld, den pludselige og utidige
Opløsning maatte og kunde have til Følge, og fordi man med
Sorg maatte tro, at vor folkekjære Konge var fortørnet paa
Nationens Repræsentanter. Foreningen rokkedes i sin Grund-
vold, idet Tilliden bragtes til at vakle og Forventningen om at
Norge kunde i Ro udvikle sin Frihed og see Ærestvisten med
Broderriget snart og fredeligt afgjort, opsattes paa ubestemt
Tid, netop som den var højest spændt. Hs. Majestæt har efter
Grundlovens § 80 Ret til at opløse Storthinget efter den altfor
korte Tid 3 Maaneder; men Ingen tiltænkte Høistsamme Villjen
d.III,b.2,s.482   til at bringe denne sin Magt i en saa haard Anvendelse mod et
Storthing, der havde ikke mindre end 19 vigtige Love fuldt for-
beredte, og paa en Tid, da ikke engang Skatterne for de kom-
mende 3 Aar vare eller kunde være fastsatte. Man gjettede
paa flere tænkelige Aarsager til denne Beslutning; men ikke
paa den upaatvivlelig ene sande, nemlig den, at imellem hine
Love var ogsaa den folkekjære, men Statsminister Løvenskjold
forhadte, Lov om Formandskaber, der tilsigtede Folkets indre
Frihed og Kontrol over Amts- og Kommune-Paalæggene, samt
at der baade var ivente en Nedsættelse af Afgifter for trykte
Sagers Forsendelse, en Lov om Handelsflaget og en kraftig
Addresse om alle de nationale Krænkelser, som forbittre For-
eningen og gjøre dette Kongens store Værk skrøbeligere end man
vil tilstaae sig. Det var Frihedsudvidelser og andre Ubehagelig-
heder for rette og urette Vedkommende i disse Storthings-
arbeider. Derfor bleve de afbrudte. Idetmindste er der mere
Fornuft i en saadan antagen Hensigt end i at tro, at Storthinget
skulde straffes for 17de Mais Festligholdelse, eller fordi endeel
Medlemmer hilste paa Oberst Hagemann, der var afsat som
Kommandant paa Akershuus, fordi han lod Musiken gaa den
17de Mai. Denne sidste Magthandling har kun Betydning som
et Forspil til den Række af forhadte (upopulære) Foretagender
i samme Aand som Storthingets Opløsning. Det er nemlig fra
Statsministerens Side bleven sagt, at denne Handling kun maa
bedømmes som udrunden af og i Forbindelse med et heelt nyt
og forbedret Regjeringssystem, som skulde bringes i Anvendelse
-- det Himlen befri Norge fra efter en saadan Prøve derpaa!    Den 2den Juli fattedes Beslutningen om Opløsningen i Stock-
holm imod Statsraaderne Holsts og Fastings kraftige Protest,
uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning var ind-
hentet efter Grundlovens § 15. Statsminister Løvenskjold undlod
derimod at protestere; tilsidesatte saaledes baade Grundlovens
§ 15, overtraadte § 30, der befaler Kongens ansvarlige Raad-
giver at protestere imod Beslutninger, der ere "øjensynlig ska-
delige" for Riget, og blev saaledes ansvarlig for Beslutningen
af 2den Juli. Denne afgik først den 4de dernæst, og kom til
Thingets Kundskab den 7de om Morgenen uden at have til
Følge, at det tabte Besindelsen til at gjøre hvad det skulde
d.III,b.2,s.483   gjøre, eller blev afskaaret al Tid til at gjøre noget. Saa herligt
som i dette mærkværdige Døgn har intet norskt Thing vist sig.
Disse Øieblik, da det blev klart, at een Broderaand belivede
Alle, at Hjerterne vare de samme hos Alle, kunne kun lignes
med det, da Rigsforsamlingens Mænd trykkede hverandres
Hænder med Taarer i Øinene efter det fuldførte Storværk.
Ligesaameget som ved Budskabet om Opløsningen den følgende
Dag forbausedes Thinget ved at høre de ligesaa ofte forkastede
som fremsatte kongelige Forslag til Forandringer i Grundloven
paany fremsatte i en saarende Tone, som dog var en ikke una-
turlig Følge af at selvsamme Thing havde henlagt dem uden at
henvise dem til en Kommittee. En Kommittee af 9 Hæders-
mænd af Embedsstanden nedsattes til Overvejelse af den
Kgl. Meddelelse angaaende disse uheldige Forslag og Under-
retningen om Opløsningen; og denne fandt, at Storthinget burde
"gjøre alt, hvad der fra dets Side kan skee, for at tilfredsstille
Retfærdighedens Fordringer og Nationens billige Forventning."
En Mængde Kommittee-Indstillinger refereredes, der vidnede
om den meest udmærkede Arbeidsomhed og hvorledes Opløs-
ningen var en Storm, der rystede Frugterne af Træet. En
Addresse udfærdigedes til Hs. Majestæt, hvori Storthinget
protesterede imod enhver Beskyldning for konstitutionsstridig
Fremgangsmaade i Udøvelsen af dets Pligter, og ønskede, at
"Gud blandt andre Goder ogsaa maatte skjænke Hs. Majestæt
den Lykke stedse at omgives af retsindige og vise Raadgivere
ligesaavist som han staaer i Spidsen for et trofast og hengivent
Folk." Og da Protokollen, som var ført hos Hs. Majestæt den
2den Juli, og som paa Thingets Forlangende blev overleveret
af Regjeringen, lagde Statsministerens Forseelse tydeligt for
Dagen, saa gjorde Odelsthinget "alt hvad der fra dets Side
kunde skee for at tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer og
Nationens billige Forventning" ved at befale Statsministeren sat
under Rigsret ligesom ogsaa Tiltale reserveredes mod de Re-
gjeringsmedlemmer, som havde iværksat en Kongelig Beslutning
om hvem deres Betænkning ei var indhentet.
   Storthinget sendte ikke som sædvanligt denne Regjering en
Deputation ved Opløsningen. Dets fleste Medlemmer ilte til sine
Hjemsteder, hvor Medborgeres Bifald gjorde dem Miskjendelsen
d.III,b.2,s.484   lettere at bære. Og sidste Storthing fortjener dette Bifald baade
for dets Flid og Frisind; men især fordi dets Adfærd under
dets sidste Time hemmede de farlige Følger af Opløsningen og
var en Streg i Statsministerens Regning.
(Fortsættes i No. 2.)
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE