|
ALMUESKOLEVÆSENET BETRÆFFENDE
(Fortsættelse fra No. 11 -- 12.)
Statsborgeren 31. jan. 1836.
Samme Forfatter siger: "Maae vi ikke gjøre den Kjends-
gjerning gjældende, at Skolevæsen og Lærere kun have gjort
Fremgang hvor de ere blevne ordentlig betalte? Eller formaaer
nogen Søn af Jorden noget uden Midler? Hvor Lærere blive
saaledes lønnede, at kun unge Folk af de armeste Klasser op-
offre sig til Skoletjenesten, hvor den offentlige Mening om
Skolelærernes Stilling, Virksomhed og Lod derfor kun kan staae
lavt -- der skulde Skolevæsenet kunne trives? Forfængelige
Tanke! Forsøger man vel saadant Hjernespind i andre Sam-
fundets Gebeeter og Stænder? "Som Arbeidet saa (være)
Lønnen", og "som Lønnen saa (er) Arbeidet" -- saadanne
simple, almene Grundsætninger forglemmer man -- til usigelig
Skade for Dannelsen. Af alle saadanne Tanker, Forslag, Ud-
kast, Taler bliver intet, fordi det er intet andet end et nyt
Blændværk for Mennesker, som ikke kjende til Sagen. Den,
der mener det redeligt med sit Folk, med Menneskeheden, an-
tager sig nærmest hovedsagelig de Fortrykte, Forladte, For-
svarsløse, Ulykkelige. De Andre sørge nok for sig og sine
|
| d.III,b.2,s.323 |
Børn(?) Men hine danne den lavere store Klasse af Folket,
hvis Bærme er Pøbelen. Dette er et slet, vanærende, beskjæm-
mende Ord, og alle vender sig bort fra det, det betegner. Og
dog betyder Pøbel intet andet end et Indbegreb af Mennesker!
Jeg vil sige eder hvad jeg tænker. Saalænge man ikke for-
trinlig antager sig Samfundets lavere Klasse, saalænge man ikke
anvender den meste Formue paa at civilisere og danne de Udan-
nede og Raae, saalænge mener man det ikke redeligt med Na-
tionen, med Menneskeheden. Thi Tilværet af Pøbel vanærer
enhver Nation og sætter enhver Stats Lykke og Sikkerhed paa
Spil. Dette er alle civiliserte Staters Skamflek. Derfor fuld-
stændig Underviisning og menneskelig Dannelse for de Lavere
af Folket, og retfærdig Løn for dette Arbeide! Derved gjør
man et afgjørende Skridt til sand Frihed. Den som har en
Træls Sindelag og Aandsudvikling bliver ikke fri, om man end
præker absolut Frihed og Lighed fra alle Tage. Vil et Folk
naae sand Frihed, saa befri de paa de nederste Trin Staaende
fra sin Raahed, Armod og Smuds! Den, som ikke det vil, tage
ikke Ordet Frihed i Munden. Og den, som erklærer, at det
ikke er muligt, har dermed erklæret Nationens Frihed for et
evigt Hjernespind. Vor hele Kraft, vor hele Menneskekjærlig-
hed maa være viet de Lavere under os. Og derfor maa De,
som nærmest skulde arbeide paa Folkets indre Dannelse, ved
sin egen Dannelse og Stilling blive unddragne Livets lave
og lavgjørende Sorger. Ogsaa Kristus begyndte sin Verdens-
forvandling med de Lave, Foragtede, Forladte og Ulykkelige.
Derfor -- hvo der vil være en Kristen, gjøre ligedan! Almisser
hjælpe her ikke, men almene, store, omfattende Forholdsregler
for dette ene store, ophøiede Maal."
Dette er nu sagt om Frankrig. Men naar vi istedetfor flere
af de ovennævnte Udtryk, der mere passe sig paa det Lands
store og mange Stæders lavere Befolkning, sætte "Folkets
Masse", saa kan denne livlige Opmærksomgjøren paa det stør-
ste, ihvorvel mest forsømte, Menneskehedskrav meget vel an-
bringes paa os. Forfatteren, der har afgivet sin Beretning i det
franske Deputertkammer, ledsager nu denne med en Fremstil-
ling af hvorlidet hans Fædreland har anvendt paa Elementær-
underviisningen, nemlig til 1828 kun 10,000 Spd., i 1828 60,000
|
| d.III,b.2,s.324 |
og siden 1830 200,000 Spd. Men, siger han, "er dette dog værd
at nævne?" Visselig ikke for Frankrig, hvor en urosværdig Re-
gjering i flere Aar holder en Armee under Vaaben, der sluger
Halvdelen af alle Statens Indtægter, og hvor Kommunerne, saa-
vidt Nedskriveren bekjendt, ikke direkte bære Udgivterne ved
Underviisningsværket. Da dette er Tilfældet hos os, vilde det
være af stor Nytte for de Forbedringer derved, som ikke alene
maae paatænkes, men iværksættes, om vort Folks Oplysning og
Dannelse ikke skal blive kun Enkeltes Eiendom og forresten
kun et Skin paa Ydersiden, at erholde en Opgivt af disse kom-
munale Bidrag over det hele Land og for hver Kommune især-
deleshed. Gjennem Departementstidenden kunde vedkommende
Departement lade dette komme til Kundskab. Samlet vil det
vistnok ikke udgjøre ubetydeligt; men saa ubetydeligt er Enkelt-
mands Bidrag til Skolekasserne, at Kommunerne sandsynligviis
vilde forhøie det, især naar de, ved at erholde den Myndighed
og det Opsyn i sine økonomiske Anliggender, som Formand-
skabsloven tilsigter, fik Leilighed til i andre Maader at forringe
de indirekte Skatter. Men en saadan Frihed skulde de ikke for-
tjene, om de ikke foretog hiin Forhøielse, der kommer dem selv
og Slægterne til Gode, anvendt til bedre at lønne bedre Lærere
-- dem Statsstyrelsen gjennem alle de Kræfter, som staae den
til Anvendelse, da maa være ligesaa beredvillig til at skaffe.
|
| BLA BAKOVER |