|
ET BREV TIL CAPITAIN MARIBOE
(Indsendt).
Statsborgeren 24 jan. 1836.
Det er med mere dybt følt Vemod, end det der blander sig
i Morgenbladmandens Medynk, som ellers med saamegen Grund
tilretteviser Dem, at jeg henvender mig til Dem i Anledning af
den Række Breve til en Ven, hvoraf Publikum har modtaget
to saa hurtigt paa hinanden følgende, at det ikke var kommet
sig af den Forundring og Bedrøvelse, som det første opvakte,
før det andet gjennemrystede det med ny. Dersom det ikke
ogsaa laae for Dagen i Deres Breve, at De, ikke engang magter
at afpine Deres Pen nødtørftig stilistisk Underholdning: da vilde
jeg raade Dem, engang saa dygtige, nu saa beklagede Mand!
at skrive over troløst Venskab; thi en troløs Ven, saafremt han
har (eller har havt) Dømmekraft, maa Deres Korrespondent1
være, som ikke alene ikke har fraraadet Dem Udgivelsen af
Brevrækken, men endogsaa gjentagende anmodet Dem derom.
|
| d.III,b.2,s.314 |
Dette er vel et dristigt Raad til en Mand, som med det gamle
ulyksalige Praleri (der, in parenthesi sagt, har været Deres
Ødelæggelse) erklærer, at han "har faaet Recept paa en skarp
Lud, der bestaaer af caustisk Kali og attisk Salt, den han agter
at bruge naar og hvor behøves." Men jeg har for Ærlighedens
Skyld vovet det Dristige.
Jeg vil ikke tillade mig at spørge en Mand, der troer at have
og har at beklage sig over Verden, hvorfor han nu med eet giver
denne slige Vaaben og saamegen Ret til at beklage sig over
ham. I dette fiendtlige Forhold er det af Brevene klart, at
Hr. Capt. og Tingenes Gang og Stilling hertillands staae i til
hinanden. Man bør føle en Slags Agtelse for Andres ulykkelige
Timers Indskydelser; derfor lad saa være, at forbittre sig sin
egen Rolighed ved at udtømme sine Klager for en taalmodig
Ven; men for den Indskydelse, at frarøve sig selv den sidste
Rest af Agtelse for Aandsegenskaber, man endnu besad hos et
godmodigt Publikum, maa man skrækkes ligesom om den var
indblæst af den Onde selv og udklækket under Menneskefien-
dens egen Overskyggelse. Ak, at De skulde give efter! De, i
Deres Rolighed! at denne, en Retiré, saa nyligen hædret med
et af de faa Embeder, Nationen har at bortgive, ikke skulde
være Dem kjærere! at Eftertanken og Selverkjendelsen ikke
deri skulde kunne trives! Venners Raad ikke høres! Mig synes
oprigtigen, at Drønet af Hr. Capts. parlamentariske Taler endnu
kunde have opmuntret Deres Eensomhed tilstrækkelig, at Be-
vidstheden om Fortjenester af Fædrelandet og mange Medbor-
geres Erkjendelse deraf noksom maatte have kunnet forsøde
den, at tusinde andre Maader at bringe Dem i Erindring paa
-- om saadant skulde behøves -- stod Deres Forstand, tusinde
andre Maader at sætte sig i en velgjørende Bevægelse paa,
Deres af saamange ædle Følelser belivede, urolige Hjerte aabne.
Men, ak! at en ubetænksom Vens Anmodninger eller en ulyk-
kelig Times Indskydelse at følge dem og udgive Prostitutionerne
skulde lade os see det ynkelige Skuespil, at af det Hul, hvori
vi troede en Løve krøben ind, styrtede en simpel og simpelt
rasende Bandhund frem!
Ved Alt, jeg har en saadan Mening om Deres Hjertelag og
stormodige Gemyt, en saadan Erkjendelse af hvad Nytte Fædre-
|
| d.III,b.2,s.315 |
landet i sin Tid har havt af Deres Drivtighedsaand og Opoff-
relser, at jeg vilde paatage mig Forfatterskabet af disse Breve,
dersom jeg kunde udløse Deres Navn fra Skammen deraf. For
min Part skulde jeg da have gjort nok forat vise mig erkjendt-
lig. Mange -- og jeg rigtignok helst med -- vilde før betale.
Vel! men at betale, efter den fuldstændige Subscriptionsplan,
som, efterat Prospectus er forudskikket, staaer klar nok at læse
efter Ordene: "Jeg lader ingen Prospectus, ingen Alt lovende
Subscriptions-Plan udgaae," 1 Spd. for 12 slige Ark2som de
to første, er dog ikke værdt baade for Folks egen Skyld og for
Deres, forat en kommende haardhjertet Slægt eftersom Nu-
tidens Henslængen i Forglemmelsens Flod ikke altid sikkrer,
ikke skal finde noget at triumfere over.
Jeg har derfor fundet, at intet bedre staaer mig tilbage, end
saa betimelig som muligt, ved at lade Dem høre en uforbehol-
den Dom, der er skaansommere end Brevene opfordre til, at
søge at bidrage mit til, at De maaske kunde komme til Efter-
tanke over et Foretagende, som kun skal hedde overilet og
vorde glemt, om Folk kun har det Par løse Blade, men som,
om det fuldføres med en Udholdenhed, som var en bedre Sag
værdig, naar dets slette Bestanddele samles, tør finde, ligesom
de Fordømte, i Evigvarigheden sin altfor frygtelige Straf. Jeg
kunde have meddelt Hr. Capt. min Dom privat; men tillad mig,
den Aand, der stinker Pag. 2, 7 lod mig vente mere Utak end
Frugt. Det svage Haab, som jeg dog til denne Stund herom
nærer, lader jeg derfor opveies af det stærkere, jeg har om at
kunne virke til Nytte for Andre ved at meddele ogsaa dem,
hvad jeg kan have at sige. Men ved disse Andre mener jeg
dem, der ikke have læst Brevene og dem, der uden Dømme-
evne have læst dem; thi mellem dem, der med denne have læst
dem, er der -- det kan De troe mig paa Hr. Capt. -- kun den
Mening, jeg ovenfor generelt har yttret, men som jeg nu vil
give mig den Ære at give Dem "Grunde og Kjendsgjerninger
for." Og dette er sagt med den saa bekjendte Sandhed i Tan-
ken, som De bringer i Erindring Pag. 13, at intet Ord misbruges
og misforstaaes mere end "det er den offentlige Mening." Jeg
udsætter mig rigtignok derved, efter Udladelsen Pag. 2 for et
|
| d.III,b.2,s.316 |
Svar af samme Natur, som det til Morgenbld. i Efterskrivt til
2det Brev; men det faaer nu saa være. Jeg har nu engang
vovet Ludbøtten; og det skulde Ingen glæde mere og oprigtigere
end mig, om Capt. Mariboe virkelig kunde levere Prøver paa
en større, mere alkalinsk Aandfyrighed end i Brevene -- disse
Sammendyngninger af tør Aske under en udbrændt Kjedel.
De veed upaatvivlelig selv, (og bør vide med Dem selv) at
der gives intet Ynkeligere i Naturen, end En, der vil være vittig
og ikke kan. Saa er der sagt, og saa er der troet, indtil De,
ved høitideligen at forkynde, at De baade kunde og vilde være
i hvasseste Maade vittig, lærte Verden i Udførelsen af denne
vogsomme Proklamation, at der gaves noget endnu Ynkeligere.
Uheldige Vittighedsjægere gives der nok af i det daglige Liv;
de bevæge sig med Bæven og Klodsethed i den fremmede Sfære,
og det tildels fordi de vide, at de have ingen Barmhjertighed
selv at vente. Men at En vil træde frem for Verden, tillægge
sig i Overmaal det geistige Vids sjeldne Gave, og saa figurerer
op med endeel arildsgamle Ordsprog, en Vrimmel af Skjælds-
ord, der i den trevne Stiil tage sig ud som Tømmerstokke og
Sagfliis i Dødvand og med nogle tvungne affekterte Apostrofer
til en Ven, der bestandig trækker paa Smilebaandet over For-
fatterens matte politiske "Sværmen," og giver tidt og jevnt et
Smiil tilbedste, der kun kan vække Tungsindighed -- ak, Ludvig
Mariboe, at Dette skulde være forbeholdt Dem af den bittreste
Skjebne, som endnu slog Dem!3 Eller gives der ingen Ubeske-
denhed uden Ungdommens og Fortjenstløshedens? Har Evne-
løsheden og Afmagten ingen? Alderdommen, Ulykkens Pirre-
lighed har ingen, siges der. Jeg vil ikke undersøge det. Derfor
-- ikke et ondt Ord mere om Vittigheden; ligesaalidt som til
den Syge eller om den Døde, der levede ligesaa stille som han
gik bort. Enhver kunde rigtignok før være berettiget til at vente
den, end det uindløste Løfte derom; men den er dog igrunden
noget, man ikke kan kræve, men hvormed en Forfatter kun af
eget Godtykke regalerer sine Læsere.
|
| d.III,b.2,s.317 |
Derimod kan man af Memoiren (Mindeskrivtet) kræve Aand-
righed, Lethed og Behagelighed i Stilen, Nyhed og Interesse i
Indholdet; af Brevformen dette Springende uden at dog Idee-
gangen slippes, eller, om den slippes, at den gribes igjen med
umærkelig Behændighed, denne Samtalens Livlighed, denne
Henaanden af Forfatterens Individualitet paa Papiret, som
netop udgjør det Karakteristiske ved denne Skrivart. Og af
den politisk-filosoferende Skribent kan man fremfor alt fordre
logisk Tankegang, et reent Sprog og Paalidelighed i hvad han
debiterer, Sandhed i hvad han paastaaer.
Men, Borger, De har ikke fyldestgjort synderligt af disse
billige Krav. Deres Arbeide tør jeg sige skal være en Kombi-
nation af hine tre Skrivarter, og skulde saaledes besidde de
Egenskaber, som tilhøre dem. Men nu Aandrigheden? Gud
bedre os! Dersom den mangler Vittigheden, da er den en
vingeløs og nebløs Fugl. Eller skal den tusindegange og i bedre
Udtryk hørte Ambassade-Harang, der ender med Apostrofen
til Polakkerne, ligesom ogsaa det, ikke nyere politiske Ræsonne-
ment fra Pag. 5 -- 7 passere for aandrige Episoder, i Mangel af
en Aandrighed, som burde belive det Hele? Finder Nogen det,
da maa han ogsaa finde ubetaleligt Vid -- saasandt som jeg
finder et Lune at græde over -- i begges pompøse Slutninger.
Den første lyder saa: "Nu har jeg opfyldt den vigtigste Deel
af mit Hverv, som selvvalgt Minister for de udenrigske Anlig-
gender og overordentlig Ambassadør ved flere udenlandske
Hoffer." Og den anden -- der, i Forbindelse med strax i Øine
faldende Karakteerudbrud Pag. 2, 6, 7, 8, 25 og 26, lader os
høre den ulyksalige Grundtone i Minherres Gemyt -- lyder
som følger:
"Under disse politiske Betragtninger, som jeg i Løndom anstiller, føler
jeg et indvortes Kald til alvorligen at ruske den sovende Løve i Manen,
medens de politiske Hanekyllinger og Kamphaner, der i Skolen have lært,
at Løven ræddes ved Hanegal, kykkle og gale uophørlig, indbildende sig
dermed at kunne virke paa den alvorlige, slumrende Løve. Naar jeg saa-
ledes, min Ven, føler mig gjennemtrængt af Kjærlighed til vor lovbundne
Frihed, til vor liberale Statsforfatning, da nærer jeg det glade Haab, at
Flere og Dygtigere end jeg alvorligen ville give sig til at ruske Løven i
Manen; thi da skulle vi snart see den reise sig i sin fulde Kraft, og med et
Lynblik sende alle disse politiske Hanekyllinger, alle disse politiske Dværge,
|
| d.III,b.2,s.318 |
til Niflheim. Mig synes, at jeg hører Dig sige: "han begynder jo at ville
være poetisk og høitravende." Nu vel min Ven, siig det længe nok, siig det
saalænge, indtil Du virkelig kan omskabe mine prosaiske Breve til Poesie."
Heri har man ogsaa Prøver paa forskjelligt Andet af hvad jeg
har at bebreide Dem. Den, der ellers har noget tilovers for Dem,
maa være nærved at faae ondt af den Mathed, som stønner
igjennem sidste Tirade, hvori dog al Deres eiendommelige Arro-
ganz tordner og det tækkeligste Koketteri med sig selv lader
sig høre tilsidst. -- Mangfoldige forstaae ved en let og beha-
gelig Stiil at beskuppe sine Læsere for den Aandrighed, de Selv
af Naturen ere blevne beskuppede for. At dømme efter Antallet
af og Gehalten ved dem, som øve denne Kunst, maa den ikke
være svær. Men De, Minherre, er dog ikke i Besiddelse af en
behagelig Stiil i Deres Breve, om man end ikke ganske vil fra-
dømme dem Lethed. Dette tilskriver jeg gammel Øvelse, men
især det, at Stilen ingenlunde er udsat for at lide under Tan-
kernes Vægt. Enkelte Steder raader Forvirring, saasom føl-
gende, Pag 36: "Med Hensyn til at jeg saalænge har opholdt
mig med Danmark, da er Grunden den, at foruden mit almin-
delige Ønske, at see hele Verden fri, og deriblandt først det
Land, hvor jeg fødtes og nød min første Opdragelse, ønsker (!)
jeg især (!) at Danmark maa blive det." De Ideer, som med-
deles os i Brevene maa være os kjære som gamle Venner. De
ere os alle bekjendte ligefra Skjænderierne over Bladliteratu-
ren, den politiske Revy over Europa og til Ideen om en engelsk
Sjøstation ved Bornholm i Krigstilfælde med Rusland. Af hvad
der tilhører Brevformen kan De derimod gjøre Dem til af at
have, vel ikke henaandet, men stereotyperet ikke alene Forfs.
men ogsaa hans Vens Individualiteter paa Papiret. De ere for-
underligen lige efter Pag. 23, hvor der siges: "Jeg har efter
modnere Overlæg fundet, at Du har fuldkommen Ret, naar Du
siger, at jeg ikke bør af utidig Beskedenhed, om jeg beslutter
at udgive mine Breve til Dig, udelade hvad de indeholde, mig
selv vedkommende, forsaavidt det har Hensyn til mit offentlige
Liv. Jeg bifalder ganske de Grunde, som Du anfører, nemlig:
"at det er den bedste Maade at stoppe Munden paa dem, der
læse dine politiske Breve" o.s.v. I Smilet, hvori der ofte hales
|
| d.III,b.2,s.319 |
som til en Slags Forfriskning og ligesom naar Værter opmuntre
Folk til at drikke naar Samtalen gaar istaa -- i Smilet ere de
to Venner hinanden særdeles lige, og naar den Ene leer, saa
leer den Anden med, alt efter hvad vi see Pag. 34: "Jeg seer,
at Du trækker paa Smilebaandet, min Ven, og henviser mig til
Holbergs politiske Kandestøber. Den som leer sidst, leer bedst,
jeg lader mig ikke saa let forbløffe." (Hvem af Holbergs Helte
-- von Tybo? Gert Westfaler? -- er det som har til Valgsprog
"
man musz sich nicht verblöffen lassen)?"
I Brevene, som politisk-filosofiske, savne vi fornuftstreng
Tankegang Pag. 4 til 6, hvor De kaster Dem hovedkulds fra vor
Stilling ind i Europas politiske, og ender den, efter den usande
Paastand at Frankrig bortødsler sine Kræfter paa Afrikas
Kyster (paa at civilisere dem?) og paa Antillerne (ubekjendt),
uden at vende tilbage til den Materie, De forlod, eller at gjøre
de politiske Reflexioner anvendelige derpaa. Strax nedenfor
tilstaaes dog, at De "sværmer med Deres Tanker omkring i den
vide Verden; og at De dog under disse politiske Sværmerier
tænker mest paa vore egne Anliggender." Om Paalideligheden
af Deres Relationer vil man bedst kunne dømme ved at sam-
stille følgende Yttringer af Dem om det danske Folks politiske
Aandstilstand med hvad den danske Liberalismes ypperste
Organ "Fædrenelandet" selv derom erklærer.
De siger Hr. Capitain Pag. 31:
"Det kan ikke nægtes, at senere store Misgreb fra den danske
Statsstyrelses Side have givet Almen- og Frihedsaanden den
sande Retning, og en saa hurtig Flugt, at den selv synes at
forurolige Regjeringen, thi endog hos dem, der endnu laae i
dyb Søvn, have hine Misgreb fremmanet den herlige Aand,
opflammet Følelsen for Frihed og uafhændelige Rettigheder,
der dybt ligger nedgravet4 i Menneskebrystet." Ligesaa omtaler
De Pag. 32 "hiin herlige Aand, der er fremmanet i Danmark",
og Pag. 34, at "det (danske Folk) føler sig myndigt."
Behag nu at høre "Fædrenelandet."
|
| d.III,b.2,s.320 |
"Det Røre5, man havde sporet i Folks politiske Ideer hele Vinteren
igjennem, forsvandt med Sommerens Komme. Tildeels har vel Sommeren
ialmindelighed denne Virkning; Folk splittes ad paa Landet og paa Reiser;
man føler ikke Trang til Politik; Naturen giver rig Erstatning. Dog var
dette neppe den eneste Grund; thi heller ikke Vinterens Komme, uagtet
Stændernes faste Møde traf sammen dermed, bragte Munterhed i det poli-
tiske Liv. Man syntes forrige Vinter ganske at have udtømt sig i denne
Henseende; den politiske Interesse havde været usædvanlig6 stor; den
Smule Kraft, som i denne Retning kunde opbydes, var udtømt; en Reaction
maatte indtræde; deraf den Sløvhed, hvormed saa Meget, der ellers for-
tjente den almindelige Opmærksomhed, blev optaget.
Ogsaa om Pressen var Meningen noget forandret. Vel var der allerede,
da Processen (med Fædrelandets Redaktør) blev anlagt, Adskillige, som
syntes, man var gaaet for vidt; Nogle yttrede sig bestemtere derhen, at
man hellere burde have indskrænket sig til at undersøge alle Misbrug og
Mangler, og ikke rørt ved Statsforfatningen; men i det Hele var dog den
største Deel af Publikum tilfreds med det friere Sving, som Journallittera-
turen tog. Man var tilfreds med den Frimodighed, hvormed der blev skre-
vet. Men lidt efter lidt syntes Stemningen at forandre sig. Allerede Sagens
Anlæggelse gjorde et ubehageligt Indtryk paa mange ængstelig-legale Hove-
der; senere begyndte man at høre hyppige Klager over den tirrende, dril-
lende Tone, som man meente at spore i adskillige Artikler af Dagbladene;
Kjøbenhavnsposten gik det især ud over. Denne Vrantenhed mod Pressen
kunne vi kun forklare os deraf, at man før skattede den Frimodighed, hvor-
med der skreves, men siden, da man blev vant dertil, havde Journalisterne
mistænkte for, at de vilde "vise" sig, at de vilde pukke paa den Frihed, de
havde tilkjæmpet sig. Om nu den dybere Grund hertil skal søges i en vis
gedigen Sands for Ligefremhed, Sanddruhed og Beskedenhed, der som et
skjønt, betydningsfuldt Træk synes at udmærke den danske Charakteer,
tør vi ikke afgjøre, men finde det sandsynligt; at man imidlertid her gik
for vidt, er os ligesaa sandsynligt. Der viser sig saavel i denne som i
andre Henseender et vist politisk Pietisterie, som vi ved en anden Leilighed
skulle omtale.
Stændernes Sammenkomst bragte, som vi have ytret, ikke saa meget
|
| d.III,b.2,s.321 |
Røre i det politiske Liv, som man havde ventet. Den omtalte Reaction troe
vi var Hovedgrunden til denne Mangel paa Interesse. Dog kom hertil ogsaa
andre Grunde. Nogle Dage før Stændernes Samling blev Budgettet be-
kjendtgjort; dette slugte næsten hele den Rest af politisk Interesse, der
kunde skaffes tilveie. Det blev modtaget med meget blandede Følelser.
Mismod over vore Finantsers Tilstand ytrede sig hos Mange; Andre vare
mere sysselsatte med Tanken om hvorledes den kunde forbedres. Vi skulde
meget feile, om ikke Kundskaben om vore Finantsers slette Tilstand bidrog
til at qvæle den Interesse, man vist ellers havde viist for de offentlige
Anliggender. I dette Tilfælde gaaer det et Folk som en privat Mand, der
har Næringssorger; de undertrykke ham saaledes, at han ikke har Sands
for Andet, end hvad der kan befrie ham derfor. Og er det anderledes med
hele Folkets Finantser? Hvad kan en Stat udrette uden Penge; Af Stæn-
dernes Forhandlinger har derfor heller ingen Deel vakt Folkets Deeltagelse
i den Grad, som Forslagene til Finantsernes Forbedring. -- Altsaa: Bud-
gettets Bekjendtgjørelse bortledte noget af Interessen for Stænderne; men
Mangel paa Offentlighed svækkede den ogsaa. Det syntes, som om man
ikke ganske havde opgivet Haabet om offentlige Forhandlinger; i al Fald
havde man ventet, at Bladene frit kunde meddele Forhandlingerne. Dette
forpurredes ved Rescr. af 22de Septbr., og deels denne betydelige Ind-
skrænkning, deels den strenge Fortolkning af Stænderforordningens § 87,
hvorved Offentligheden fik et endnu føleligere Stød, kunde ikke andet end
sløve Publikums Interesse, der heller ikke ved den almindelige europæiske
Politik kunde oplives."
Hr. Capitain! lad det gaae ud over Morgenbladet, som leverer
et saa afskyeligt Referat, men ikke over Sandheden...
P. S. . . der kan tjene Dem igjen.
1 tilbakeEfter alle Mærker er det Høiren som corrensponderer med Venstren.
2 tilbakeCfr. øverst paa Pag. 12.
3 tilbake Cfr. Pag. 2, 7, 11, 12, 21, 22, 26; den fortvivlede Lignelse om Byfolks
Økonomi; det i 4 blade paa Mgbldt. 5gange anvendte trivielle Udtryk "Gar-
dinpræken;" det ligesaa ofte brugte "Visitcasse;" ligeledes Fictionen med
Ambassadørskabet m. m.
4 tilbakeOgsaa reent Sprog.
5 tilbakeA. Skulle vi optage dette smukke danske Ord i den Bemærkelse, som
det her har?
B. Jeg stemmer "nei", siden det hos os har sin Betydning, nemlig: et
uordnet Liv.
C. Jo, dersom det kan skee uden formegen Bevægelse.
D. Eller Rørelse.
E. Eller Røre. Hvorfor ikke Røre?
F. Ja siden det nu engang er Sprogrøre.
G. Det var der i Babylon.
H. Og i Norge
6 tilbake Siger ikke usædvanlig meget. |
| BLA BAKOVER |