|
[OM HANDELSRETTIGHETER FOR VATERLAND]
(Indsendt).
Statsborgeren 24. jan. 1836.
Rygtet siger, at Indbyggerne i Vaterland have indleveret et,
af alle, eller dog de fleste, undertegnet Andragende, om at den
ufornuftige Forskjel i Rettigheder, som nu finder Sted mellem
Vaterland og den egentlige By, maatte ophæves, naturligviis ved
en ny Lov. Det er besynderligt, at de Andragende ikke have
søgt i den offentlige Mening at faa en Støtte for et Forslag, som
|
| d.III,b.2,s.310 |
de maatte vide, vil møde en ligesaa halsstarrig Fiende i Byind-
vaanernes Kasteaand og Privilegsfordele, som det har eller kan
faa en ivrig Talsmand i enhver fordomsfri og upartisk Mand i
Norge. Men saaledes som det er, er dette Bønskrivt dog et
saare glædeligt Tidernes Tegn. En af de værste og haardeste
Indskrænkninger i Hovedstadborgernes Rettigheder, som de
offentlige Blade have ladet være ganske upaaagtet, og som
Statsøkonomerne ikke have hævet sin Stemme imod, endskjøndt
den blodigen trodser deres Videnskabs simpleste Sandheder, er
først foreslaaet ophævet af de fattige Huuseiere, som bo i denne
Forstad, hvilke derved have lagt en sjælden og uventet politisk
Myndighed for Dagen. Sagen er nemlig denne. Den ulykke-
lige Lov for Handelstvangen i Christiania af 20de August 1833
bekræfter i § 2 den gamle Forret: "Grosserernes og Kjøbmæn-
denes Handel maa alene drives inden den egentlige Stads
Grændser," uagtet det dog maatte synes indlysende, at en Be-
stemmelse, der var udholdelig, endskjøndt altid uretfærdig,
dengang da Byen tilligemed sine Forstæder havde 10,000 Ind-
byggere, næsten er en Umulighed, naar den har 20,000 eller
nu da den har 24,000, det vil sige, mere end det Dobbelte og
nu da Kjøbmændenes Antal maaske er mere end een Gang til
saa stort som det var før.
Den ved Naturens Godhed og Norges Held stedse voxende
Stad er, ved denne Lov, ligesom de kinesiske Kvindfolks Fød-
der indklemt i en Jærnsko, der gjør den til en vanfør Olding,
istedetfor at den burde i alle Henseender tiltage med den friske
Alders Kraft. I den egentlige med Privilegierne naadeligen
begavede By, ere Folk sammenpakkede i de faa Huse paa en
Maade, der baade er ubeqvem og skadelig for Sundheden; der-
imod, udenfor denne hellige Kreds sees for det meste kun elen-
dige Hytter. Thi hvorfor skulde man bygge et ordentligt Huus,
naar Staten i sin Viisdom har forbandet den Jord hvorpaa det
staaer, og erklæret det vanhelligt og ufortjent til at nyde den
Ret at anvendes til en ærlig Handel?
Et Blik paa Kaartet over Norges Hovedstad vil lære enhver
tænksom udenbyes Mand, (og til disse, som de mest upartiske
bør man især henvende sig) at just netop dette til Handelsdød
bestemte Vaterland, er det af Naturen mest beleilige Sted til
|
| d.III,b.2,s.311 |
Kjøbmandskab. Det har en Elv, der er seilbar for mindre Far-
koster, og som altsaa i høi Grad kunde lette de Handlende det
nu saa byrdefulde og bekostelige Hestehold, naar dens Bredder
ligesom Floderne i de store Europas Byer, hvor Indbyggerne
ikke have foragtet Naturens Vink, vare besatte med Pakboder
og deres Butikker vare i Nærheden af disse. Sandsynligviis
vilde denne Fordeel forekomme Kjøbmændene saa indlysende,
naar de fik Lov til at benytte den, at de vilde finde, at det
svarede bedre Regning at bebygge de Bordtomter, som ligge
paa den høire Side af Akerselven med Pakhuse og andre Han-
delsbeqvemmeligheder, og derimod at forlægge Plankeoplaget
ganske til den venstre Side, hvor det baade var mindre udsat
for Ildebrand, og hvor der allerede nu ligger en saa betydelig
Deel af Trælastudskibningen.
Den Ulempe ved vor By, at den har et saa lidet Antal Tom-
ter, som ere tjenlige til Pakboder, og at disse ligge for langt
fra Udsalgsstederne, vilde da forsvinde og Christiania kunde
ligesom Bergen og Drammen have Sjø eller Elv foran Pakhuset,
ind i hvilket Varerne kunde bringes ligefra Skibet eller Pram-
men og foran Pakhuset en Butik, hvori der kunde sælges uden
at en eneste Kjørsel havde været nødvendig til det Hele. Om
altsaa Byens Formænd, der for det meste ere Huuseiere i den,
og altsaa maaske indbilde sig, at de vilde komme til at tabe
ved en Forandring, erklære sig imod den indleverede Ansøg-
ning, er det dog mere end sandsynligt at Storthinget vil vise
den Retfærdighed at meddele det hele Distrikt som indesluttes
af Veien til den ny Bro, Akerselv, Byen og Sjøen, Handels-
rettigheder. Denne Billighed vil sikkert blive ligesaa heldbrin-
gende for dette Sted, som for den gamle priviligerede By, ved
at forøge dens Rigdomskilder, og saaledes for det hele Land.
Statsraad Krohgs Mindestøtte vil da ikke længer komme til at
staa paa et Sted, hvis Valg er en Karrikatur paa hans uaflade-
lige Bestræbelser. Men Mindet for Næringsfrihedens Kjæmper
vil betragtes af Borgere, som ikke behøve at beklage hans tid-
lige Død, af den Grund at den berøvede dem eneste Beskytter,
som denne hellige Ret havde i Norge, og fordi de, som bo om-
kring dette Sted ere mest berøvede de Rettigheder, som Grund-
loven og Fornuften hjemler eller lover dem.
|
| d.III,b.2,s.312 |
Vor By mangler i høi Grad de offentlige Pladse eller Torve,
som bidrage saa meget til Sundhed, Skjønhed og Handelsrørelse
i andre Stæder. Vaterland, Fjerdingen og Bordtomterne der-
imod har overflod af Rum, som kunde benyttes til at formindske
Trængselen paa det gamle Torv, uden at man behøvede at jage
Kjøber og Sælger hen i en Udkant af Byen, som til Bankpladsen,
der næsten ligger en halv Fjerding borte fra Grønland eller
Enerhougen. Men at slige upriviligerede Stakkere, som Bebo-
erne af Forstæder, behøve Veed og Hø, og at næsten en heel
Dag gaaer bort, naar de først skulle gaae hen paa Bankpladsen
for at akkordere og siden være med for at faa det hjemkjørt
(hvilket naturligviis for en saa lang Vei ikke kan skee uden
forøget Bekostning), ere Betragtninger, som den priviligerede
Byes høivise Raad meget sjelden lægger den udførlige Vægt paa.
Dette Vaterlands ved Addressen udtalte Ønske grunder sig
desuden paa et vel indirekte, men dog ikke mindre bestemt
eller tydeligt kongeligt Løfte i en Resolution af 3die Juni 1815.
Efterat der i Begyndelsen af denne Bestemmelse har været talt
om at Byen skulde forundes den nedre Fæstnings sløifede Deel
til Byggetomter, bestemmer § 3. "Derimod finder ingen videre
Udvidelse af Christiania By paa andre Kanter for det første
Sted." Efterat nu 20 Aar, næsten en Menneskealder, ere hen-
rundne, og Byen i dette Mellemrum har voxet til mere end
det dobbelte, synes det dog at være Tid at lade dette "for det
første" ophøre og begynde paa noget andet. Saa meget mere
som Erfaring har fuldelig beviist, at den Udvidelse, som man
dengang tiltænkte Staden, er ganske unaturlig; thi kun et eneste
privat Huus er i den lange Tid, medens Huusleien har været
saa uhyre høi, bygget paa de dengang forundte Tomter; natur-
ligviis fordi de ligge paa et Sted, som til evig Tid maa blive
en af Byens Udkanter, da den tilladte Udvidelse i den Retning
ikke kan fortsættes ud over Fjorden. Derimod ere der i Mel-
lemtiden fremstaaede Gader allevegne paa de Steder, hvor
Byen støder til Landet. Her er altsaa Stedet for den sunde
gavnlige Udstrækning af Rettigheder, her ville de bevirke for-
øget Rigdom, medens Penge anvendte til at opfylde Myrerne
paa Revieret med Mastetræer, kun ville blive spildt Kapital.
Dette er ikke Gjetning, men beviist ved Erfaring, og en Sæt-
|
| d.III,b.2,s.313 |
ning som enhver udenbyes Mand let kan gjøre sig tydelig ved
et Blik paa Kaartet.
Desuden har Byens Bestyrelse holdt disse Grunde i en Priis,
der ligesaa meget staaer i Modsætning til deres slette Beskaf-
fenhed som Byggepladser, som den er i rasende Misforhold til
Jordens ringe Værd og Udbytte i Norge. Men Handelstvang
og Næringsundertrykkelse formaaer Alt; den bringer en Myr
i Norge optil det samme Værd som en god Grund i England,
medens den gjør Normanden til en Prakker og Besidderen af
den fri engelske Grund rig.
Usandsynligt er det ikke, at, saa liden Forøgelse end Byen
var tiltænkt ved det ny Qvartal paa Fæstningen, dette endog
er forekommet Huuseierne at være et for stort Indgreb, hvorfor
de, saa meget det stod til dem, have søgt at hindre, at der intet
skulde komme ud af det. Vaterlands Grunde ville derimod,
naar de overlades Borgerne til frit Brug, aabne en Konkurrense,
som vil tvinge det Offentlige til at nedstemme sine overdrevne
Fordringer ogsaa paa den Kant.
|
| BLA BAKOVER |