HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

OM DEN NATIONALE KOKARDE1

(Indsendt.)

Statsborgeren 6. des. 1835.

"Tankens Billed,
kjært som Tanken,
helliget være."
Urdsongis.

   Som et Fænomen, der ikke uden Føie kan kaldes et af Ti-
dens glædeligste Tegn, er den Aand, som nu har lagt sig for
Dagen mellem Studenterne ianledning Spørgsmaalet om den
d.III,b.2,s.284   nationale Kokarde. Følgende Opfordring, der allerede har faaet
saa mange Underskrivter, troer Indsenderen heraf kunde pas-
sende optages i Samfundsbladet, for ogsaa hos sildigere Sam-
fundsmedlemmer at være et Vidnesbyrd om, at der paa vor Tid
ikke herskede fuldkommen Ligegyldighed mellem Samfunds-
brødrene for Anliggender, der med Hensyn til Fædrelandets
Hæder have en saa stor Vigtighed. Opfordringen lyder saaledes:
   "I hyppige Klager, der med fuld Føie kunne kaldes den hele
Nations, har denne yttret sin dybe Smerte over at Norges Uaf-
hængighed af Unionsriget Sverige, ikke noksom er bleven
2
d.III,b.2,s.285   respekteret i de Symboler, hvilke Nationerne engang er blevne
enige om at ansee som de ydre Tegn paa Selvstændighed. Meest
passende kan man her nævne Unionsflaget, der med de anti-
nationale Farver saalænge saarede Normandens Følelse. Her,
som i flere lignende Tilfælde nødes han imidlertid til med Taal-
modighed at vente den Tid, som neppe længer er fjern, da han
af Repræsentationen og ad den lovgivende Vei kan vente et
afgjørende Skridt, for at gjøre hans retmæssigste Fordring gjæl-
dende. Anderledes forholder det sig, hvor han seer sine Brødre,
seer selve Nordmænd saaledes glemme hvad de pligtede Fædre-
landets Hæder, at de uden mindste Nødvendighed, og som det
altsaa regnes, af egen Drift forene sig om at bære Symboler, der
altfor meget tyde hen paa en tabt Nationalitet. Vi mene her
Studenternes Kokarde med de unorske Farver. Denne bæres af
dem, der have kaldt sig de frieste af Norges frie Sønner. Vist
er det, at de ere det frigjorte Norges Haab, at dette ei bør nære
Feighed, og at de ei behøve at være de Frieste for ei at bære
en Distinktion, som undskyldelig Overilelse saare let kunde
falde paa at kalde Trællemærket. Følelsen heraf er dog ogsaa
for længe siden vaagnet, hiin Kokardes Afskaffelse har længe
været Manges Ønske, oftere været paa Tale og Flere have i den
Henseende gjort et Skridt, som tilvisse overbeviser en mindre
god Aand mellem vore Studerende, om det ei fandt Efterligning
og omsider bevirkede hvad man saa længe har ønsket.
   Paa Grund af Ovenstaaende tillader man sig saaledes at op-
fordre Eder Studenter til en indbyrdes Overeenskomst om ikke
at bære nogen anden Kokarde, end den, hvori man finder de
norske Trefarver, og til i dette Øiemed at tegne sine Navne her
nedenfor. De, der tegne sig ansees for at have indgaaet For-
pligtelsen under Forbehold af, at der idetmindste erholdes 100
Underskrivter, i modsat Fald har Underskrivten ingen for-
bindende Kraft."

   Skjønt det har vist sig, at den formelle Forpligtelse i Virkelig-
heden er overflødig, hvor Sagen, til Angjældendes Hæder, er
bleven omfattet med en saa levende Interesse, at Mange alle-
rede have bragt Nationalæren et sandt Høitidsoffer, kan det dog
ikke andet end være ønskeligt, at ogsaa Underskrivterne blive
saa talrige som muligt for at kunne være et øiensynligt Beviis
d.III,b.2,s.286   for at Opfordringen indeholder en almindelig, af Fleerheden
deelt Tanke. Underskrivterne skulle være et Vidnesbyrd, der
engang skal tilhøre Historien, naar den beretter, at Norges
Nationalhæder blev haandhævet af de Ynglinge, som i "Athenes
Hal" ikke glemte, at Athene var den Stads Skytsgudinde, hvor
Menneskehedens Frihed kan siges at være opammet. Der, hvor
Følelsen for et vigtigt Anliggende antager Begeistringens Liv,
Fyrighed og Virke-Evne, der spørger man eiheller smaaligt og
ængsteligt om alle Spidsfindighedens Grunde for og imod. Det
er den naturlige Følelse for det Rette, som med den umiddelbare
Bevidstheds hele Kraft her paatrænger sig os som fuldkommen
Overbeviisning. Skulde der imidlertid gives Nogen, som maatte
føle nogen ængstende Tvivl, eller som muligens kunde bringes
til at vakle naar -- her see jeg Forbittrelsens Rødme -- naar
Uslinge søge at gjøre den Sag latterlig eller mistænkt, for hvis
Betydning det kolde indskrumpne Hjerte forbyder dem at have
en Følelse, da torde det maaske netop nu være Pligt at imøde-
gaae de mulige Skingrunde. -- Indsenderen føler sig dertil ikke
synderlig oplagt eller skikket; imidlertid her et Par Ord des-
angaaende.
   Mellem endeel andet Sludder-Sladder skal der i Dagens Intel-
ligentssedler være paastaaet, at den allerede af Mange anlagte
Kokarde ikke er Norsk, men Fransk. Det er en Trøst, at det
ufædrelandske Sind dog alene spores i Uvidenhedens Følge.
De tre Farver have begge vistnok fælles, men Norge og Frankrig
ere ikke de eneste Lande, hvis Nationalfarver ere de i Ærens
og Frihedens Tempel straalende Trikolorer. Intelligentsmanden
burde have vidst dette, og at han med lige Ret kunde kalde
vort Koffardiflag franskt, da dette har de Trefarver som Fransk-
mændene kalde franske, men Nordmændene norske. De findes
ikke i Kokarden, fordi de ere franske Nationalfarver, men fordi
de ere norske. I sit Flag have Nordmændene etableret dem
som Nationalfarver, og i Kokarden skulle og maae de indtage
den samme Plads. Den vakte Nationalfølelse fordrer, at Nord-
mænd ikke bære den gule Farve som et Brændemærke. I Kam-
pen mod den blødede og segnede vore Fædre, og vi skulle
bære den til Stads paa deres Grave! Tilvisse ikke. Man er
d.III,b.2,s.287   kommen til Vished om hvad man vil, og enhver Modstand giver
denne alene en fordoblet Energi. Dette er ikke Deklamationer,
hvis Grund svæver i den velsignede frie Luft. Erfaringen holder
sig til det Jordfaste, og det er denne, som har sagt mig Alt.
Den første Efterretning jeg fik om Intelligentsmandens Vrøvleri
ledsagedes af en nye, funklende Kokarde. Vedkommende havde
ellers aldrig baaret den. Takket være Intelligentsmanden!
   Man har yttret Tvivl om den trefarvede Kokardes Lovlighed.
Skjøndt den franske Loyalitet ikke altid har været forenet med
Trikolorerne, er dog Tvivlen hos os uden al Grund. Studenterne
kunne bære Kokarde om intetsomhelst Lovbud desbetræffende
existerede. Vi have ogsaa et saadant, og denne gjør ikke den
reglementerede til Pligt. Et Paaskud, ingen Grund, kan derfor
hentes fra en saadan Tvivl, al den Stund Intet kan voves ved at
anlægge den trefarvede Kokarde. Men hvor Intet er at vove og
Fædrelandets Hæder opfordrer os, hvad have vi der til Und-
skyldning, om vi vilde besmykke vor Mangel paa Følelse for
Sagens Vigtighed?

   "Jo, siger man maaskee, vi kunne ikke indrømme at Sagen
er vigtig; Vigtigheden er ikke bevist." Det letteste og maaske
rigtigste Svar herpaa skulde være, at Den, der ikke vil see,
seer heller ikke. Vist er det, at den ei kjender Mennesket og
eiheller Historiens Vidnesbyrd, der vil benægte den store Ind-
flydelse, som de udvortes Symboler udøve paa vore Forestil-
linger, og den vigtige Rolle, disse have spillet i Staternes Hi-
storie. Hvorfor forsvares Fanerne med National-Emblemerne til
det alleryderste? Hvor hensigtsløst skulde ikke de Blodstrømme
synes at flyde og de mange Offere at falde, hvis der ikke her
forsvaredes noget Helligt og Dyrebart, som et Folk ikke uden
at føle sig paa det Dybeste krænket kan see i Fiendevold! Na-
tionerne see sig selv i de nationale Symboler; thi det er dem,
som i Verdens Øine repræsentere deres Selvstændighed. Man
lade de ydre Symboler herpaa forsvinde, man vænne sig til i
deres Sted at see antinationale, tilvisse Selvstændighedens eget
Begreb skal efterhaanden alt mere dunkelt erkjendes, Følelsen
derfor blive alt svagere -- det skal forsvinde for Øiet som den
fjerne blaa Fjeldtind i den neddalende Nat, og der skal gives
d.III,b.2,s.288   Tyve som benytte sig af Natten. En Nations Frihed og Selv-
stændighed har sit sikkreste Værn i en Iversyge, i et saa let
saaret Fædrelandssind, at det ikke overseer end det Aller-
mindste, som den ifølge Historiens Vidnesbyrd har den gyldig-
ste Grund til at troe, omsider drager det Større efter sig. Den
er altid paa sin Post; men i dets Sted see vi stundom en magelig
Fornemhed, der tager med megen Adstadighed sin Priis, dreier
sig med Grace om paa Hælen og lader Musklerne snerpe sig
sammen til et Haansmiil over de saakaldte Ubetydeligheder,
Bagateller o. s. v. som det er under dens Værdighed at skjænke
nogen Opmærksomhed. Det har imidlertid hændt, og det vil
endnu hænde, at disse Bagateller, Ubetydeligheder o. s. v. have
voxet op til Uhyrer med syv Hoveder og syv Horn paa hvert
Hoved. Den magelige Fornemhed tog Uhyret paa et af sine syv
Gange syv Horn og slyngede den ned i Afgrunden. Da denne
efter Faldet kom sig igjen og tog næste Gang sin Priis, mumlede
den mellem Tænderne: "Dette havde jeg ikke tænkt!" Det
havde imidlertid Andre tænkt for den, og ogsaa de havde tænkt
det, som itide advarede mod Bagatellerne, og som bleve kaldte
exalterede Narre, patriotiske Skraalhalse, foruden en heel
Hoben andre Hædersnavne, der bleve dem til Deel. Maaskee
faaer ogsaa jeg et saadant i dette Øieblik? Dog, nei! Det er
om en anden Aand Opfordringens henved l00 Underskrivter
bære et uimodsigelig Vidnesbyrd, og forøges de ogsaa fremdeles,
da vil det endnu mere bestyrkes, og var jeg iblandt Eder, da
skulle I see min Glæde forøget i samme Grad. Jeg elsker de
tre Farver, thi de tilhøre ikke alene vort Fædreland, men ogsaa
Friheden, denne Tidens store Idee.


           Friheds og Hæderens Stjerne med dig 3
           en Regnbu' af kjæreste Let straalte frem;
           i Trefarger klare den delede sig,
           guddommelig skabtes enhver udaf dem,
           som Himmelens Tegn over Tiden at staae;
           thi Frihedens Haand havde blandet dem saa.
           Hver Farge tilhører en Ædelsteen
                 som Stjerneblik reen.

d.III,b.2,s.289  

           En Farge som glødende Solglands jeg saae;
                      den anden som Serafens Øie det blaa;
           den tredie som straalende Lys-Klædebon,
           den bæres i Himlen af reneste Aand;
           Men blandet mig syntes den Farvestrøm
                 en himmelsk Drøm.



           Du Tappres Stjerne! din Glands svandt hen;
           bleg er du. Mørket nu hersker igjen.
           Men du, de Fries Regnbue-Skjær,
           vort Blod vor Fare dig offret vær!
           Ethvert dit Løfte en Stjerne lys
           forjager os Tidens Mørke og Gys.
           Men hvis ogsaa du forsvandt med dem,
                 er Graven mit Hjem.

1  tilbakeRedaktionen meddeler her en Opsats fra Studentersamfundets Blad, da
den ganske erkjender Sandheden af den Yttring, man vil finde nedenfor i

den, at Studenternes Antagelse af en Nationalkokarde er "et Vidnesbyrd,
der engang skal tilhøre Historien". Hos andre Nationer er denne Handling
bleven tillagt historisk Vigtighed, og Efterslægten tæller Dagen, da den
foregik, mellem de betydningsfulde og lykkelige. Hos Os antyder hint Fore-
tagende af Studenterne en Stigen i den nationale Selvstændighedsfølelse,
og Efterverdenen vil sige, at det fra da af blev klart, at alle Nationalærens
Krav ville og maatte tilfredsstilles. Saadanne Tidens bedre Tegn ere ogsaa
saa sjeldne, at de have særegne Fordringer paa offentlig Opmærksomhed.
Thi uden denne forsvinde de som meteoriske Ildkugler, og ingen Impuls,
intet Fremstød til det Bedre bliver frugtbringende. Af enhver god Nor-
mand betragtes visselig ogsaa hint raskhjertede Skridt med Interesse, ja
med Overtydning, at det er en Nationalsag. Da dette er Redaktionens Me-
ning, har den forhen gjort sig Umage for at erholde den Opfordring, som
nærmest bevirkede Studenternes Foretagende, og som da har Krav paa at
opbevares -- noget, det er Redaktionen en Tilfredsstillelse nu at kunne
gjøre, da den findes indtagen i denne Artikkel. Vi ville finde, at dens For-
fatter har noget at bestille med en Indsender i Christiania Intelligentssedler,
der forsøgte at haane Studenternes Foretagende; og Redaktionen troer, at
den mangeaarige og mangehaande Tilsidesættelse af Nationalærens Krav,
en næsten tilvant Undværelse af alle en Nationalitets Mærketegn og den
fordærvende Indflydelse af en fremmeds, har ikke bidraget saalidet til, at
der kan gives i Folket saa fordærvede Personer. En Inds. i Mbldt. har dog
til vor Trøst oplyst os om, at kun Hovedstadens "ældste Abekat" en Person,
der, endskjøndt norsk Embedsmand, dog havde viist sit Embede, ei sig selv,
den Ringeagt, at søge sig hos den svenske Grev Brahe Gjenveie til et Em-
bede, som det kun kunde falde hans Uforskammethed ind at eftertragte --
har været istand til at spotte paa en Maade, der var jammerlig nok i sig
selv, antagelsen af Nationalkokarden. Han har siden paa en saadan Maade,
benegtet Supplicationen hos Brahe, at derom er ligesaa liden Tvivl tilbage
som om at det førstnævnte Udtryk kun passer sig paa Een. Havde man
yttret, at det var en imellem "de yngre", da havde det fast været umuligt
at træffe den Rette.

3
  tilbakeEfter Byron. Oversættelse af en Ode til Æreslegionens Stjerne.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE