|
SUNDHEDSKILDEN I EIDSVOLD
(Indsendt.)
Morgenbladet 9. sept. 1835.
Professor Esmark har tilkjendegivet Almeenheden Udfaldet
af sine Undersøgelser af Sundhedskilden ved Eidsvoldbakken,
der er befundet at staae i Gehalt ved Siden af de bedste sven-
ske. Da disse jevnligen besøges herfra, tør en saadan Anbefa-
ling antages ikke at sige lidet, eller dog omtrent det, at man
ikke bør gaae over Bækken for at hente Vand. Kildens Svovel-
og Jernhalt anbefaler den især mod Hudsygdomme og visse
Mavesvækkelser; og et veludstyret Gjæstgiverie faa Alen derfra,
i en Egn, hvis Udsigter alene yde Lægemiddel mod hypochon-
driske Anfægtelser, og hvor man har let for at vælge sin Diæt,
|
| d.III,b.2,s.234 |
indbyder til at benytte den. Den er for Tiden i sin naturlige
Tilstand: brydende frem i en Sandgrop, bedækker den Bunden
med sine Jernoxyder og opfylder Luften med sin svovlede Gas.
Nogle Orrebuske nedryste uhindret sit Løv i dens lille Bassin
og oversaae det med Larver og Insectspind. Men ligesom det
forsømte og forglemte Herlige i den aandige Verden, fremvælder
den med samme ustandselige Fyrighed, som om Sol og Stjerner
beilede til dens Reenhed og Aljordens Lidende til dens Rigdom.
Dog den er ikke saa stor. Stundom synes den at synke i den
løse Bund ligesom i Følelsen af sin Foragt og Bevidstheden
om sine unyttede Rigdomme. En Flok Sviin, (der heller ingen
særegen Grund have til at være mere skjønsomme end Men-
neskene), bidrage ogsaa til at muddre den til. Ogsaa heri lig-
ner den adskilligt Herligt i Menneskeverdenen; men ligesom
dette fordunkles dog ikke dens Indre, dens Evne til Klarhed,
og med en Stolthed, hvori der kun tilsyneladende er nogen
selvmordersk Melancholi, ødsler den sig selv paa utaknemme-
ligt Sand. Dens Nymfe smiler med ret naturlig Munterhed,
naar Lærd og Læg drager forbi den til "den kloge Gutten i
Guldbrandsdalen", og mener, at Godtfolk gjør det Samme.
|
| BLA BAKOVER |