|
[OM W. A. WEXELS'S KRISTENDOMSFORKYNDELSE]
(Indsendt.)
Morgenbladet 29. okt. 1834.
Bag Lysets Tempelmure groer
tidt fæle Skyggeplanter.
De værste voxe indenfor,
og kaldes Obscuranter.
Folk, som enten lide af overspændte Begreber om en formel
Værdighed, som mere end ved andre Undersøgelser, og indtil
en pedantisk Pertentlighed, skulde være at iagttage ved dem,
der i nogen Maade angaae Religionssager, eller som nære en
ubillig og taabelig Ringeagt for den daglige Presse, have yttret,
at man ikke gjennem denne bør meddele sig i religiøse eller blot
|
| d.III,b.2,s.185 |
theologiske Materier. Imidlertid angaae dog disse alle Men-
nesker, og vi vide ikke paa nogen sikkrere Maade at meddele
os til Fleerheden paa, end igjennem denne Presse, uden at nære
mindste Tanke om at Materiens indre Værdighed derved skulde
forkleines. Vi nødes ogsaa dertil, da vi ikke, som visse Folk,
der neppe alle ere saa eenfoldige som deres Tro, have enten af
egen eller fælles Casse Raad til at slænge vore Tanker ud i
Tractatpjecer. Heller ikke skulde en Opsats som denne erholde
Plads i det theologiske Tidsskrivt, som her udgives, efterdi
dette, da vor Hensigt er at meddele Prøver paa den Lære, som
deri gives, vilde komme til at vanzires af Gjentagelser. Desuden
have vi ikke tænkt, at give disse Linier det videnskabelige Til-
snit, som det hører til Tidsskrivtets Politik at iklæde sine Ar-
tikler.
Det er Hr. Pastor Wexels, en Mand af Lærdom og uplettet
Charakteer, som igjennem ovennævnte Tidsskrivt for Kirke-
Krønike og christelig Theologie, planmæssigen søger at udsprede
de sværmerske religiøse Meninger, hvorunder det er ligesaa
bekjendt at han lider. Under Navn af den ægte gamle, "hi-
storiske Christendom" skulle de gjøres tækkelige, og de theo-
logiske Galskaber, som have forvirret endeel Gemytter i Dan-
mark, og forledet Grundtvig og Lindberg til at spille smaae
Luthere, ogsaa trænge sig frem her. Vi haabe dog, at den almene
Fornuft sidder fastere, end at den lader sig rokke af de aandløse
Fortolkninger, de vrange Lærdomme, som under Christendom-
mens eget Navn saaledes skulle gjøres gjældende. Vi haabe,
at de foragtende Udtryk om Fornuften, og om "hvad man kalder
Naturens og Tænkningens Love" ikke vinde Bifald uden maa-
skee hos dem, som kunne troe sig tilsidesatte ved Meddelelsen
af hiin ypperste Gave. Vi haabe, at Fleerheden har formegen
christelig Ydmyghed til at istemme Hr. Wexels's: "gjerne taalte
vi at lide Forsmædelse og Forfølgelse med vor Herre og Mester"
-- hvori han med klare Ord sætter sig og Sine ved Siden af
Christus i fortjenstfulde Lidelser, og hvori da den Sværmere
egne Stolthed klarligen udbryder. Og vi vide med Vished, at
Menneskehjertet i Almindelighed af blotte Naturen besidder
mere Kjærlighed end den der produceres af den wexelske Chri-
stendom. Den Haardhed i Domme, denne tillader sig, er nemlig
|
| d.III,b.2,s.186 |
mageløs, og vilde kun kunne gjengives paa Fisketorvene, om
Theologi der gjordes til Gjenstand for Discussionerne. Den har
ogsaa høiligen forarget en ellers med Hr. W. Troesforvandt, Hr.
Prof. Stenersen, som i Tidsskrivtets 1 B. 4 H. alvorligen revser
denne "Haardhed", dette "Overmod", dette "farlige Exempel
han ved at bruge en saadan Tale har givet de Læsere, for hvilke
hans Skrivt udentvivl nærmest er bestemt, paa hvilke han idet-
mindste kunde vide, at det vilde have størst Indflydelse, nemlig
vort Lands unge Geistlige og theologiske Studerende."
Men uanseet denne Skjældetone, som med Hensyn til den
Ligegyldighed hvormed de Fornuftigere ansee theologiske Stri-
digheder, hvoraf de ere blevne trættede, er ligesaa taabelig som
den Sindssvages høje Taler inden sine fire Vægge til et indbildt
Auditorium, og som ingensinde kan gavne den daarlige Sag,
som derved troes med "apostolisk Nidkjerhed" forsvart, er det
især denne Sag og ikke Forsvarsmaaden, vi holde det for ret
at paaanke. Det eneste, som ved denne kunde være værdt at
bemærke, er, at derved indirecte kastes en Skygge paa den
Fleerhed af Geistlige, der ikke fare saaledes frem, idet nemlig
en saadan Tone gjøres til Kjendemærke paa den rette religiøse
Nidkjærhed, som anstaaer dem Alle som Een i Tider, da Kirke
og Tro erklæres i Fare.1 Derved næres de Tanker om Lunken-
hed for Religionen, som de enkelte forvildede Ivrere og Sec-
terere i Menighederne have om sine Præster -- en Formening,
som, i sin Tid mere almindelig, affødte hos os Haugianismen.
Vi have erklæret Sagen, som Hr. W. i sit Tidsskrivt paa saa
slet en Maade forsvarer, for slet i sig selv. Den er nemlig det
crasseste Sværmeries, Mørkets og for at bruge et Udtryk, der
ret er i Tidsskrivtets Smag og Stiil, -- den "grueligste" Into-
lerances. Alene Afhandlingen: "ere vi ved Daaben indlemmede
i den ægte christelige Kirke" forsyner dette Omdømme med de
utvetydigste Beviser. Saaledes opfordres Pag. 13 paa det for-
masteligste til Splid i Kirken, hvor hr. W. siger, at jo mere de
af ham for Christendommens svorne Fiender, Gudsfornægtere
(Pag. 20 o. fl. St.) for meensvorne Frafaldne erklærede saa-
kaldte "Rationalisters sande Mening i ubevogtede Øieblikke
slipper ud, desto klarere lader det sig tilsyne, at der intet aan-
|
| d.III,b.2,s.187 |
deligt eller kirkeligt Samfund kan finde Sted mellem vor Kirkes
ærlige Medlemmer og dem"; og hvor han fortfarer, tydeligen
opfordrende til kirkelig Skilsmisse: "Gud lade en saadan
Uærlighed, en saadan Sandhedens og Løgnens Dragen i Aag
sammen mere og mere forsvinde, saa Skilsmissen og Uforligelig-
heden mellem begge Parter -- kan blive aabenbar for alle, og
ingen til Skade for sit aandelige Liv skuffes ved en Fred, der
er ligesaa falsk, huul og tom, som den saakaldte Humanitet og
Tolerance, man vil gjøre til dens Moder." Isandhed en chri-
stelig Bøn til Gud! Men det er rigtignok ogsaa saa, at Hr. W.,
Pag. 11, 10 L. fran. erklærer, at Han og Hans have deres egen
Gud, om hvem de da og bedst maa vide, hvilket Sindelag Han
kræver af sine Dyrkere, og i hvilken Aand og Tone Bønner til
denne particulære Gud bør være affattede. Jødedommen, Je-
hovaiseringen heri behøver ligesaa lidt at udvikles nærmere som
det modbydelige Egoistiske. (Math. 23, 13).
Den i Tidsskrivtet ofte yttrede Ringeagt for Tænkningen og
dennes Frugter, Haardnakketheden hvormed enhver fornuftig,
endog meget tilbageholden, Fortolkning af religiøse Dunkel-
heder, ja den Banlysningsaand og Tone hvormed ethvert saa-
dant Forsøg afvises (cfr. 1 Cor. 14, 20; 2 Petr. 3, 18; Joh. 8, 32
og flere andre Steder, hvor der paalægges os at randsage og
saaledes voxe i vor Christendomskundskab), samt de ivrige For-
svar for Djævlens Personlighed og den i Christentroens mør-
keste Tider indtagne Lære om Christi Nedfart til Underverdenen,
hvilke Lærdomme forlængst med Afsky ere forkastede af alle
Kirkelærere, som ikke ere reent blindede af Tro, og satte ud af
den geistlige Læretale, fordi de vare satte ud af Almeenhedens
Ideer -- Dette troe vi betegner tilstrækkeligt nok, at Tids-
skrivtets Sag er Sværmeriets, Taabelighedens og Mørkets. Skal
den endnu hedde Christendommens, da bevare Gud os for slig
Christendom. Men at der er ligesaa lidet Christendom heri som
Christensind i hiin Skjældetone og i Fordømmelserne, vilde ikke
være vanskeligt theologiskt at bevise. Før Øieblikket forbyder
den Modbydelighed, vi føle for al Disputats med religiøse Zelo-
ter, os dette Arbeide; -- nærværende Linier bære noksom
stylistiskt Præg af at denne Følelse tynger vor Pen. Kun det
være sagt, at vi, saafremt vi overvinde Ulysten, vilde netop søge
|
| d.III,b.2,s.188 |
vor Grund i Christenlærens "Historiskhed", som Hr. Wexels
ogsaa, misforstaaende den, idelig paaberaaber sig. Den "histo-
riske Christendom" er nemlig ikke den stagnerende men den
fremskridende. Deri bestaaer dens historiske Væsen. Luther
førte ikke tilbage til de nicæanske Tider, men han var Driv-
kraften i en Fremskridelsens Epoche. Symbolerne synes alle-
rede ikke mere at passe i alle Dele for vor Alders historiske
Christendom, hvilket maae sluttes af det wexelske Skrivts Pag.
15, 16, 17 og 62. Deres Forbedring vil da betegne en ny Epoche,
og vorde et nyt Beviis for Christendommens Historiskhed d. e.
sande Væsen som historisk Fænomen. Hvor meget langsommere
end Forbedringer i Religionsanliggender skride frem, saa er det
dog vist, at de maae skee, og at en Eeg eller en Ceder kan
maale sig med en Troe i Alder, saa de, der ville Forbedring,
ikke maae opgive Haabet.
Forøvrigt tillade vi os at sige den Mand, hvis Foretagende
vi, efter vor Overbeviisning, have maattet dadle, at vi saameget
mindre nære nogen Bitterhed imod ham, som vi holde os over-
beviste om at religiøst Sværmeri er grundet i en fysisk Dispo-
sition, hvilken værst af alle sjelelige Udskejelser lader sig op-
dage af Mennesket selv og betvinge, fordi den synes os selv som
den herligste Dyd og Naadegave.
1 tilbake Tidsskriftets 1ste H. P. 8 -- 9 og fgg. |
| BLA BAKOVER |