HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836


d.III,b.2,s.180  
FORSVAR FOR GEISTLIGHEDEN MOD BEBREIDELSER,
MAN HAR GJORT OG GJØR DENNE OVERHOVEDET
FOR MANGEL PAA VIRKSOMHED FOR OPLYSNINGEN
OG FOLKEUNDERVIISNINGEN

(Indsendt.)

Morgenbladet 14. okt. 1834.

   Man har oftere hørt vore Præster bebreides Mangel paa Nid-
kjærhed for Oplysning og for den Deel af Folkeopdragelsen,
som paaligger dem. Ved at fremhæve Enkelte med Ros, have
Nogle, der ellers have offentligen ført slig Daddel, undgaaet at
skjære Alle over een Kam. Den almindelige Mening er dog for,
da Undtagelserne ere saa faa, at hiin Bebreidelse gjælder vore
Præster overhovedet; og den veed at lade dem lide derfor ved
at berøve dem det bedste af sin Agtelse. Hvad der heraf ellers
kan blive dem tilovers, har en Præst i Wexels Tidsskrift, 1ste
Binds 2det Hefte, seet sig paa Standens Vegne nød til med gode
Vaaben1 at forsvare. Forøvrigt have Præsterne -- med Und-
tagelse af den, der tog herligen tilorde i de 14 §§ -- ved hiin
Bebreidelse baaret sig ad paa det christelige Viis, man bør iagt-
tage ved Kindhester. De vendte blot den anden Side til. Det
man ogsaa gjør, om man forstyrres lidt isøvne. Daddelen var
almindelig, gjældte Ingen i Særdeleshed; Gud veed hvem den
kom fra; i den Enkeltes egen Kreds var ingen Misfornøielse at
spore; did trængte ikke Theoretikernes Bebreidelser -- kort,
der var nok, som mindskede disses Vægt, og anbefalte ikke at
lade sig forstyrre.
   Disse for mange Angjældende ret behagelige Omstændigheder
ophæve dog ingenlunde det Betænkelige ved den Stilling, Præ-
sternes overhovedet liden Omhu for Oplysningsværket engang
har sat dem i til Almenomdømmet. De tjente kun til at con-
servere Ondet, og forstørrede det Sørgelige i Bebreidelsen, som
hverken mødtes med Ord eller tilintetgjordes ved Daad. Iste-
d.III,b.2,s.181   detfor at tilraabe hverandre som Apostelen: "have vi et Embede,
da lader os tage vare paa Embedet"! -- tilhvidskede de hin-
anden, at lade Folk snakke, saa bliver det nok stilt -- et, om
ofte viist, dog her feigt Princip, som de kunne tilskrive en Deel
af den religiøse Lunkenhed, hvorved de lide og hvorover de
klage, og om de have gjort det slette Bytte, at Enkeltes aabne
Misbilligelse er gaaen over til almindelig Ringeagt, som kun sær-
egne Forhold lade beholde Masken paa, og som den Uskyldige
med den Skyldige i det Oekonomiske faaer føle. Denne samme
Passivitet, ligelidt politisk eller klog som ærefuld, som de, in
toto anklagede, Præster have betjent sig af imod Angreb fra
Almeenheden, have de ogsaa -- men med lige ulykkeligt Udfald
-- brugt, hvor Staten gik dem noget nær ind paa. Ingen Stands-
adskillelse! ingen Kasteaand! men Attestsagen er i friskt Minde
uden at noget ærekjært Modmæle er derhos; Offerskillings-
erklæringen holdt sig i lang Tid før den krænkede Æres- og Bil-
lighedsfølelse endelig røstede i dette Blad.
   Man har søgt en almindelig Grund for den Lunkenhed for
Oplysningsværket, som man erklærede almindelig imellem vore
Præster. Magelighed er opgiven som saadan; men denne er
ingen, og kan ikke være nogen, almindelig Grund. Heller ikke
kan den ogsaa paapegede Omstændighed, at de Geistlige komme
fra Universitetet vildfremmede for det Praktiske, der paahviler
dem navnligen som Skolebestyrere, fortjene Plads som saadan,
endskjønt den gjør en heel Deel til Sagen. De ældre Præster
rammes nemlig ogsaa af hiin almindelige Bebreidelse; og for
dem kan ikke en saadan Grund fremhentes, som ialfald kun
kan anvendes paa de begyndende. Ligesaalidt kan det være en
almindelig Grund, at de yngre Geistlige for det meste staae i
saa bundne Forhold, at de med al god Vilje Intet kunne udrette.
Udygtighed formedelst Alder eller Mangel paa Evner ere ogsaa
specielle og kun medvirkende Grunde.

   For med nogen betydelig Følge at fremme Oplysningsværket,
skal der en forholdsmæssig Grad af Aandsstyrke, en Fyrighed
og Udholdenhed til, der gjerne kan kaldes Begeistring for sit
Meed, eller et eiendommeligt Kald. Dette kan da ikke ventes
over den hele Stand, hvem Folkeunderviisningen er betroet.
Man venter kun, at denne lægges saavidt Vind paa, og fremmes
d.III,b.2,s.182   saavidt over det Hele, at Fremskridtene staae i fyldestgjørende
Forhold til den Grad af Energi, som man medrette forudsætter
hos Standen, og som altsaa bør findes deri. Spores over det
Hele ingen Fremskridt, staaer Oplysningsværket stille -- da er
Tingen klar, at den behørige Aand er borte fra dem in corpore,
der skulle drive det. Dette er et Særsyn, og det saameget mere
overraskende som Statens Forfatning, dens Borgeres egen kap-
pende Stræben efter Oplysning, Tidens høirøstede Krav derpaa
og enkelte Medbrødres Exempel synes at maatte fremmane hiin
bortvegne Aand, hvis hellige Ild er sluknet. Men nu Grunden
hertil? Den fælleds Grund for dette Onde, som erklæres fast
almindeligt? Isandhed vanskelig at opgive. Hvor jeg sætter
Undersøgelsescompasset synes det at pege paa noget Subjectivt,
paa en Mængde Modificationer, men som dog maae være eens-
artede trods deres Udseende, da de afgive samme Resultat.
Dette Fælleds tør ikke sættes i en almindelig Frygt for at drive
Oplysningen videre, end de Religionssætninger, som de ere for-
bundne til at indpræge Folket, og som, tildeels i den ufuldkom-
neste Form, ved de paabudte Elementærbøger skulle gjøres
gjældende, kunne tillade for at bestaae. Heller ikke kan det
sættes i, at det Offentlige meddeler Oplysningsværket for lidet
af sine Kræfter, om end dette maa indrømmes; thi Undtagelser
vise, at det dog lader sig drive med de Kræfter, det har faaet,
videre end det paa de fleste Steder drives -- ikke at omnævne
hvor der er Sind til Opoffrelser, og hvor en udmærket Person-
lighed virker.
   Intet af Dette angiver nogen almindelig Grund. Dog maa der
være en, og det en naturlig og undskyldende, da Folkelærere
ikke mangle om hvis gode Vilje og Evner man ikke kan tvivle,
men som dog i Tingen virke lidet mere som Skolemænd end
de altfor Mange, hvem man maa frakjende enten begge eller
den ene eller anden af hine Egenskaber. Der maa da være et
almindeligt Tryk, noget Tilbagekuende, hvorunder Fleerheden,
og selv hine, som ikke gjøre sin Godvilje gjældende, maae lide;
-- ikke et uovervindeligt Tryk, men dog et, som er stærkt nok
til at holde ganske gode Pund i Jorden, og til at hemme den
Energie, som falder i Fleerhedens Lod. Med al øvrig Sinds-
forskjel, saa mangeartet denne maa gives i saa talrig en Classe,
d.III,b.2,s.183   tyder Eensheden i Handlemaaden paa en Sindseenshed, der
udøver Strømmens umærkelige, men sikkre Herrevælde. Men
Alle ere de Landsmænd. Skulde da disse forholdsviis Faa imel-
lem Folket, og som Tilfældet førte sammen i den geistlige
Classe, være de Eneste, som bære et saadant Aandspræg, der
er for almindeligt imellem dem og ligger for dybt til at det kan
tænkes mærket under Dannelsen? Lader os først see, om de
andre Classer, om Folket i det Hele er fri derfor, om ikke en
vis Dorskhed (segnities), et vist Hang til Stillestaaen er Skyggen
til det Herlige i Characteren! Er det saa, da tabe hine Bebrei-
delser mod de Geistlige noget i sin Vægt. Deres Uvirksomhed
bliver mindre frivillig og mere undskyldelig. Om Folket i det
Hele, da vidner Historien, at en politisk Dorskhed er en af dets
Lyder. Den baade bragte og holdt det under langvarig Trældom
og national Vanære, under hvilke Forhold den, forhen skorpet
nok til at taale dem, naturligviis tiltog. Den høieste Grad af
Ulykke og Krænkelse -- alt kommende frauden -- maatte til
for at vække den; og da udviklede Nationalcharakteren i dens
Sted en overordentlig Energie, men som snart gik tilhvile under
Unionsflaget, hvor den endnu beroer med en national Cocarde
paa sin Nathue. Selskabet for Norges Vel holdtes kun sammen
under de politiske Stramninger. Anbefalt Patriotismen for gamle
Erindringers Skyld, som et Samfund til Agerdyrkningens og
Landhuusholdningens Fremme, frister det kun et maadeligt Til-
vær. Klager høres over Almuernes Træghed til at gaae ind paa
oekonomiske eller andre Forbedringer. Mange af deres Ager-
brugs- eller Befordrings-Redskaber forblive saa klodsede og uhen-
sigtsmæssige, som man kun kunde finde rimeligt i Opfinderens
Arilds-Alder eller derved. De qvikkere Evner, Opfindsomhedens
og Speculationens, hæve sig ikke til nogen Høide i Fabrikvæsen
eller Handel. Hiint staaer stille; denne gaaer kun som den har
gaaet i Aarhundreder: fra Tomten og Fiskebryggen. Tanken om
Bilandenes Fraskillelse volder ingen Forbittrelse; deres Skjæbne
ingen Medfølelse; endnu mindre skeer noget alvorligt Skridt
enten for at lindre denne eller for at erholde dem tilbage. I de
fleste Landsbygder har ingen Glæde rørt sig over den politiske
Befrielse. I Ondt som Godt, i Samqvem er Fleerheden liden-
skabsløs og livløs. Derfor faaer Nationen ogsaa i Throntalerne
d.III,b.2,s.184   og Adresserne mangfoldig Roes for Sindighed, der fremhæves
som Nationaltræk. Men analyseres denne Dyd, finde vi imellem
dennes Bestanddele hiin segnities, neutraliserende endeel af
Energien ved den overveiende Forstand, hvormed den er parret.
   I det Enkelte: om hvilken Inertie inden Juristernes Classe
vidner ikke Lovforbedringernes Sneglegang? Alskens Thing-
studeri har bibeholdt sig. Borgerne trækkes for extraordinære
Retter. Den civile Procesgang kan maale sig i Længden med
den Italien og Spanien ere berygtede for. Og det er denne Med-
borgerclasse, som især triumferer over Præsternes Uvirksomhed.

   Ved Universitetet, i Literaturen, i de skjønne eller de nyttige
Kunster -- hvad høiere Virksomhed rører sig inden disse? San-
delig, uden Bjelker i egne Øine skal Ingen med Skjel bebreide
Præsterne deres unegtelige Uvirksomhed. De holde sig rolige
under den nationale Uvirksomhedsaands Aag, og bære det taa-
ligt som et Kors. Andre stønne derunder, men blive dog i Tvan-
gen. Men Held Den, som har Sind til at angribe det, og Kræfter
til at bryde det! Friheden og Oplysningen vil omsider bortgløde
det, og et Hang vil forsvinde af Nationalcharakteren, som Ulyk-
ker indpodede og Trældom udviklede, men som vor ældre
Historie vidner om at være hverken ved Climat, Sæder eller
Blod naturligt for vor Folkestamme.

1  tilbake Derimod har Præst Ingier til Vinje i Wexels Tidsskrift fegtet yderst
slet for sin Stands Agtelse ved, forskandset bag en heel Armee af Kirke-
fædre, at fegte for Fandens personlige Tilværelse (!). Det er ligemeget til-
ladt at tvivle om en saadan Præstemands Vilje, som om hans Evne til at
oplyse. Dog gjælder det: Enhver bliver salig ved sin Tro.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE