HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

SVAR PAA ARTIKELEN I NO. 225 "OLE HAAGENSTAD
OG HANS RECENSENT"

(Indsendt.)

Morgenbladet 11. okt. 1834.

   Den, som fandt sig opfordret til at dadle nogle Enkeltheder
i Ole Haagenstads Taler, vil heller tabe i en Disput med Haa-
genstadens pyntelige og kraftige Forsvarer end vinde over
mange af dem, han har havt Tilfælde at ordvexle med. Maatte
Denne kun være overtydet om, at Sandhedskjærlighed er den
eneste Lidenskabelighed, som in casu besjelede og altid besjeler
hiin saakaldte Recensent som Meningsyttrer! Det vil da ikke
tages til Fortrydelse, om nogle Bemærkninger vise, at han idet-
mindste i de Puncter, som derunder berøres, ikke har kunnet
ændre sin Formening.
   Indrømmet, at Haagenstad kun har talt om Nationalstemnin-
gen ved Adskillelsestiden, maa Inds. dog bemærke, at H.s For-
svarer neppe medrette antager, at de Ønsker om en Adskillelse
fra Danmark og Planer hensigtende dertil, som han ikke nægter
rørte sig hos endeel Nordmænd faa Aar før den under en højere
Indflydelse fandt Sted, vare udslukte ved denne Tid. Det er
imod saadanne sjelelige Fænomeners Natur. Politiske Meninger
og Planer, der ere grundede i Fornuft, uddøe ikke, men udvikle
sig klarere, og udbrede sig. Og at hine havde en saadan Grund,
har H.s Forsvarer selv indrømmet saa directe som behøves.
(Se 3die, 4de og 6te Spalte.) Det er en heel anden Sag at
erklære at "den offentlige Mening var imod en voldsom Adskil-
lelse fra Danmark;" thi hverken gik Recens. videre end til at
d.III,b.2,s.177   modbevise H.s Paastand, at det var ingen Normands Ønske,
mindre deres Brøde (!?), at Foreningsbaandet imellem D. og N.
blev opløst, eller charakteriserede han nærmere hvorledes det
Ønske om Adskillelsen, som han tillagde nogle Nordmænd, vilde
at denne skulde skee.
   Disse Nordmænd, hvis Anskuelser nu have saa herligen be-
staaet Prøven, modtoge vel ogsaa "med høi Grad af Uvilje Efter-
retningen, at Norge var afstaaet," saasom dette var en national
Fornærmelse; men at de haabede, at Norges Befrielse ogsaa
saaledes vilde fuldbyrdes, viste sig noksom paa Eidsvoll.1 Af-
staaelsen stred dog neppe ganske mod deres Ønsker, men sik-
kerlig ikke mod deres Planer. Disse hensigtede ikke til nogen
Forbindelse med Sverig uden i Tilfælde af at Adskillelsen fra
Danmark kun kunde kjøbes for den Priis; og selv som en saa
betinget Mulighed antydedes den ikke, da Nationalstemningen,
deelviis for en Adskillelse med Danmark, var afgjort og heel
imod nogen Forening med Sverig. "Gamle Norge paa egne
Been" var hine Patrioters Idee (og den fandt Gjenklang i enhver
Nordmands Bryst); det er derfor sandsynligt, at ogsaa de vare
for et Indhug i Sverig i 1813, hvorved den ubehagelige Tanke
om at redde sig fra Danmark (naar Begivenhederne tillode
dette) ved at kaste sig i Sverigs Arme fjernedes og ombyttedes
med den opløftende Tro, at Norge skulde søge sin Frelse i egen
Kraft liig den Feldtherre, der betager sin Hær Udvei til Flugt.

   H.s Forsvarer bebreider Recens. at han ikke strengt har fulgt
den historiske Sandhed, naar han siger, at ved Kongevalget flere
Medlemmer kun betingelsesviis stemmede for Chr. Frederik.
Men i det han selv citerer endeel Medlemmer -- mellem hvilke
Mørch, Moses, Blom og Stub burde have været anførte -- , som
troede, at Valget burde udsættes, og at de kun stemmede fordi
de vare forpligtede til at vælge, saa formener jeg at Udtrykket
"betingelsesviis" hverken krænker historisk eller logisk Sand-
hed. Kun under den Betingelse, at deres Mening ja endog sær-
skilte Forslag om Udsættelse blev forkastet, afgave de Stemme.
Valget i sig selv kan ogsaa kaldes betinget, da det var tvunget
og uden Alternativer. Disse 12 Vælgeres egentlige Mening er
d.III,b.2,s.178   ikke vanskelig at opdage. Inds. tvivler om at de deeltoge i den
foreløbige overilede Hylding, som med fortjent Daddel blev an-
mærket i Rigsforsamlingen.


   Defensor feiler vistnok ogsaa, naar han indskrænker H.s Ytt-
rede om Almeenomdømmet om den forrige Forening alene til en
saa kort og bestemt Tid. (Se H.s 3die Sp. midtpaa). Det var en
af den, sednerehen ved Forordn. af 99 tilintetgjorte, Trykke-
friheds første Følger, at de norske Klager i Folkets Navn fik
Mæle. I Mellemtiden bleve de ikke bestredne, men oplyste
Mængden om Landets sande Stilling, der lignedes ved et Le-
geme, hvis Aarer aabnes dagligen. Skrivtet om de politiske For-
brydelser var ikke bittrere. Med det svindende Nationalhad mod
Sverig, hvilket ikke havde saaliden Deel i at opgløde visse
uheldige Helte til Kamp imod det eller dets Forfatter, og som
mest bidrog til at stemme Mængden derimod, har unegtelig en
Erkjendelse af dets historiske Sandhed paatvunget sig Almeen-
heden. At en Fleerhed i denne i nogle faa Aar af Fordomme
ikke vilde høre de nye Klager eller mindes de ældre, er ikke af
Rec. negtet.

   H.s Defensor irettesætter Rec. skarpt, fordi han har misbil-
liget med Udtrykket "ugrundet Skumleri", at H. antager Mulig-
heden af at Nordmændenes Klager over at Dansker i uretfærdigt
"retløst" Overtal besatte de norske Embeder tildeels udrandt
af Fortrydelse over egen eller Slægtningers Tilsidesættelse. Men
Skumleri bestaaer netop i at antage og udbrede vanærende
Muligheder, og blotte Muligheder ere altid uden tilstrækkelig
Grund. De, H. bygger sin Dom paa, ere ikke engang sandsyn-
lige; og Skumleriet er saa meget værre som det ikke saameget
gaaer ud paa at forkleine Gjerningen, Klagerne selv, som Per-
sonerne, og som det angiver uhæderlige Motiver, der af men-
neskeligt Øje ikke kunne opdages, og som Retsfølelsen derfor
ikke tillader at berøres eller angives.

   Hertil kommer endnu, at de Norskes Klager over Danskers
Indtrængen i Embeder baade før og efter Indfødsretten, der
først sildigt gav en formel Ret dertil, og som egentlig hensigtede
til at fjerne Udlændinger fra Rigernes Embeder, uomtvisteligen
vare beføiede. De forstummede hverken efterat en af Klagerne
havde beseglet dem med sit Blod, eller fordi flere danske Em-
d.III,b.2,s.179   bedsmænd opførte sig godt baade før og under den Tid, da
enkelte Norske ogsaa begyndte at ansættes i Danmark.
   Rec. negter ikke, at det, han fandt sig beføjet til at dadle ved
Haagenstads Tale, vakte Tvivl hos ham om Gehalten ved H.s
Fædrelandssind; men Forsvareren distingverer ikke rigtigt, naar
han angiver Motivet at være fordi H. "vovede at tænke ander-
ledes og frimodigen at yttre hvad han tænkte." Erindres ret,
saa lod sig af Rec. Yttringer slutte at han havde Motiver til
sine mindre gode Tanker om H.s Fædrelandssind ogsaa udenfor
Materien quæst. Inds. vil mellem disse anføre, at H., da Byfoged
Christensens Forslag om lettet Postforsendelse for literære
Sager skulde sættes under Votering, ved at gaae ud efterat have
overværet Debatterne, suspenderte sin Stemme i en Nationen
uendelig vigtig Stund og Sag. Forslaget faldt som bekjendt ved
een Stemmes Overvægt. Grindal fra Søndre-Throndhjems Amt
afgav det sidste deciderende Nei. Mørket seirede. Et Tab over-
gik Fædrelandet og Civilisationen -- et sedligt Tab, hvormed
intet materielt lader sig ligne.

   Forsvareren gjør idetmindste Rec. Uret, naar han synes at
tilskrive denne Forsøg paa at vække Uvilje og Had mod det
danske Folk. Rec. er ikke gaaen udenfor det forbigangne Histo-
riske, og under dette er Folket blevet uberørt. Heller ikke troer
Inds., at Andre, der have fældet samme historiske Omdømme,
have tilladt sig noget saa formasteligt. Høiden er vel, om man
har ladet Bebreidelser falde over, at et Folk, der besidder saa-
megen Intelligents som det danske, har kunnet finde en despo-
tisk Regjeringsform passende for sig. Men sligt Yttrende viser
et Sind, der vil Danskerne vel; ligesom Indførelsen af udtryks-
fulde Ord af Almumaalet, at man vil det norske Sprog saa vel,
at man taaler Bondeord paa dansk, og paa et Viis som Forfatter
devoverer sig selv, forat berige det, var det endog kun med faa
af de Sprogguldkorn, der klinge i Almumund. Braatāk monner
Kjæmperen lidet, men Sagen selv, Forbedringsideen staaer sig
derved, og denne Udvidelse i Skrivtsproget, som Tiden maa
fuldbyrde, fremmes end snarere. "Rakt mod Maalet" er et
"Tænkesæt", som sømmer sig de Aander, som "vaknede" med
det gjenopstandne Norge, fandt Sproget for armt og trangt, og
Midler derimod. --

1  tilbakeCfr. Prindsregentens Aabningstale. Den stod neppe i Strid med den
offentlige Mening.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE