|
|
| d.III,b.2,s.172 |
NORMÆNDENES NATIONALÆRE KRÆNKES
PAA MANGE MAADER
(Indsendt.)
Morgenbladet 22. sept. 1834.
Dette gnager mangen norsk Sjel. Denne Smerte er god.
I dens Bitterhed skal Levningerne af vor knuste Folkeære dog
en Tid opbevares. Lader os blot sørge for at den gaaer i Arv
til Børnene. Disse skulle maaskee vide Midler til at kalde den
tillive igjen; og med Fædrenes Svaghed, der lod sig nøie med
saa lidet, ville de bære over, som Oldfædrene med den trold-
blindede Harald, der holdt Snefrids forfulnende Liig i sine
Arme, troende den Elskte endnu ilive.
Men Hvo har djærvet at krænke dette Ømmeste? hvilken
formastelig Magt, heldig i sine Vogespil, voxende i sin Dristig-
hed under Angrebene? hvilken Snedighed, hensynsløs og kold
og haanende det Hellige? Er Folkeæren angreben aabenlyst
af en Overmagt? undergraven af hemmelige Fiender? Saae
det godtroende Folk den forraadt af sine Vogtere? eller hen-
blegnede den med den afsvalnende Følelse derfor i dets egne
Hjerter?
Af alt dette ikke det Sidste! Jeg beder derom; dog at jeg
ikke skuffes! Jeg veed ikke hvad jeg skal troe. Thi har ikke
dette Folk, taalmodigt som den fangne Elefant, der omskiftende
belægges med hvilkensomhelst Seierherres Skaberak, ladet sig
bedække med unationale Farver. Med et Flag, hvori en Sjette-
deel er indrømmet Nationens Farver, pynte Kjøbmændene, følel-
sesløse eller tankeløse, sine Skibe. Med sine gule krydsende
Strømme, sin blaa Sky med den vesle røde Stjerne i, vaier
Unionsflaget saa tæt over Bjørvig og Bergensvaag, at man ved
første Blik skulde troe sig i Carlskrona eller Göthaborg. Alle
Embedsmænd, militære som civile, bære uden Skrupler en Co-
carde, der ikke har en Traad af norsk Farve, men alene de
svenske nationale. Akademiets Ungdom higer efter at bære
en saadan Flek paa Panden. Den er det første offentlige Mærke
de antage. Den norske Hof-Adjutant- og Ordonnants-Uniform
er svensk fra Top til Taa. De røde Opslag siges vel at have
|
| d.III,b.2,s.173 |
seiret over et Forsøg af de gule paa at indtrænge sig; men i
hvor meget andet ved Hæren har ikke det Nationale maattet
give tabt? Løveknapperne vare saaledes nære paa at fortræn-
ges, men siges reddede ved en underordnet Officiers offentlige
Modstrid i Nationalbladet. I Documenter, der intet Svenskt an-
gaae, og som alene angaae H. M. Kongen i Egenskab af norsk
Konge, betitles Høisamme fortrinsviis som Sveriges Konge, og
dette skeer ikke alene i Documenter, der udgaae fra Regjerin-
gen, men Private hjælpe af al Magt til at indhævde denne
Urigtighed. Mod alt Historiens Vidnesbyrd nævnes vor store
og dyrebare Carl den tredie, med Tilnavnet Johan, overalt som
den 14de, der af dette Navn er Konge i Norge. Præsternes
Bøn for H. M. indlister lidt efter lidt denne urigtige Benæv-
nelse i Folket; hvortil ogsaa det maa tjene fortræffeligen, at
den er ipræget hver eneste Skilling af disse, som aarlig udhøljes
over Landet. Disse ere da ligesaamange Millioner cirkulerende
Epigrammer over Norges Nationalære. Alle disse Krænkelser
af Nationaliteten har man vel tidt og jevnt seet paaankede i
vore Blade alt fra Nationalbladets Tider og til disse søvndys-
sede, som der redes et godt og varmt Leie til i Lindebergs Blod
og med offentlige Trykkefrihedsprocesacter til Hovedpude; --
men ikke ere de mødte med al den alvorlige og ordnede Mod-
stand, det anstaaer et fornærmet Folk, og som dettes Repræ-
sentation tillader. Fra denne kunde man have ventet tilbørlig
Tilretteviisning saameget mere som Forhandlinger angaaende
Repræsentationen i Udlandet, og Minister- og Convoi-Cassen
betræffende, aabnede paa det meest passende Adgang til at
undersøge hvorledes Nationalæren i andre Henseender vare-
toges. Være endog noget gjort isaahenseende af Enkelte; med
al den Alvor og Kraft, disse Allesanliggender fortjene, har dog
Storthingene ikke grebet dem an. Derfor betragtes vi i Udlandet
som et underkuet Folk, hedde der Svenske, og frakjendes en
Selvstændighed, fordi vi ikke besidde dens Mærker. Derfor har
en vanærende og fordærvelig Ligegyldighed ved slige Anker,
som nærværende, lagt sig over mange Gemytter. De betragtes
tildeels som Ubetydeligheder, og deres Talsmænd kaldes Fan-
taster.
Saaledes maa vor Nationalære, den, der tilkommer det unge,
|
| d.III,b.2,s.174 |
gjenfødte Norge, deels som Arv, deels som Noget, det har til-
vundet sig selv, gaae tilgrunde. Der gives Interesser, som ville
det, og Folkets egen Sløvhed tillader det. Dette er det Bittre
i hiin Følelse, som endnu holder fast paa Levningerne af vor
Nationalitet, som sørger over at Seiren -- og dens Maal er
ganske at opsluge dette Dyrebare -- gjøres Fienderne af hiin
saa let. De gjentagne Anker vidne om at flere Normænd dele
denne Følelse, og at den har holdt sig frisk gjennem døsige
Tider -- jeg vil haabe, voxende med Fornærmelserne og ikke
let at skille fra et Had til alt dette Unationale, til Krænkelserne
og deres Ophav, og fra en Foragt for Sløvsindet, der lands-
forræderiskt taaler dem, fremmer dem, ja kanhænde staaer ikke
langt fra at elske dem.
Ikke Ve os, at vi haanes. Thi hvor viste ikke den mægtigere
Naboe Overmodet mod den svagere? Men Ve os, at vi fortjene
at haanes. Thi vi have ikke viist et ærekjært Folks Modstrid
mod gjentagne Krænkelser af Nationaliteten; vi have lettet
Veien for det indtrængende Unationale; vi have ladet det ind-
bore sig i Gemytterne, prædiket Sløvhed under Navn af at
have Sindet henvendt paa vigtigere Sager, og forgiftet det Træ,
hvoraf det unge Norges Saga engang skulde plukke sine Krandse.
Til hvem ere disse Bebreidelser? Til Dem, som gave dem saa-
megen Grund. Til Dem, som skabte Unionsflaget, og derved
gjorde selve Unionen mindre elskelig i sit Ydre. Til dem, som
uden yderste Tvang betjente sig af de unorske Farver; ja til hver
Den, som uden en misbilligende Tanke over XIV-Tallet lod en
af vore Skillinger passere. Jeg har dadlet den brugelige Cocarde.
Men lad mig ikke mistydes. Den er sort og guul, d. e. de svenske
Nationalfarver. Hæderlig i sig selv, og paa en Svensk, kan den
ikke hædre en Norsk, som bør betegne sig som Norsk med nor-
ske Nationalfarver. Paa ham er det Sorte i den Cocarde, han
nu bærer, den norske Selvstændigheds forfulnende Hjerte. Jeg
dadler det ligesom jeg før 1830 maatte havde dadlet en Belgier
med hollandsk Cocarde eller omvendt; og ligesom jeg maa dadle
den Svenske, som vilde bære anden Cocarde end sit eget Lands.
Paa en ærlig Franskmand venter man at see den trefarvede, paa
en ærlig Svensker den svenske o. s. v. Hvi da paa en ærlig
Norsk ikke den norske? Hvi skal Han være den Eneste, som
|
| d.III,b.2,s.175 |
ikke maa bære sine Farver, d. e. dem, som betegne hans Fæd-
relands Selvstændighed og politiske Ære, men meget mere
Andres Farver, og det slige, som synes at antyde en Uselvstæn-
dighed og Underdanighed ved hans Fædreland, som ikke har
Tilvær?
Ja saalidet har den efter Grundloven og Foreningsvilkaarene
Tilvær, at selv den Skik, fortrinsviis at nævne H. M. som Konge
i Sverige, maa kjendes utilbørlig, undtagen maaske i de fælleds
diplomatiske Anliggender. En svensk Historiker, Bruzelius,
dømmer om den, at den er egnet til at vække Misnøie hos Fol-
ket. I sin Sverges Historia siger han om Fælledsstyrelsen under
Magnus Erikssøn Smek, som han nævner i Sverige den 1ste,
mens han i den norske Historie hedder den 7de, at "svenska
Regjeringen sökte ock att afböja alla anledningar til missnöje
hos Norrmännen. Norges Namn sattes framför Sverges i de
bref, som angingo Norge. K. Magnus vistades ofta i Norge" --
o. s. v. Det er paafaldende og beklageligt, at hine, i andre Hen-
seender raaere, Tider skulle overgaae vore i politisk Fiinfølelse,
og i en Artighed, der ikke er mere end skyldig.
Men hvorledes hjælpe paa disse Mangler? Det er Pligt. De
gnage paa Unionsbaandet. Meget staaer til Nationen at gjøre.
Samlet kan den virke igjennem sine Repræsentanter; disse paa
Regjeringen. Enkeltvis kunne Borgerne -- og det er Pligt for
ærlige Normænd, der have Følelse for Nationalhæderen --
virke dertil ved at skye hiint Unationale, ved ikke at bære de
unationale Mærker og Farver, ved at bruge i Skrivt og Tale
alene de Navne og Tal, som, efter Rigets Selvstændighed og
Forfatning, ere de alene rigtige. Som det nu er med os i disse
Puncter, er det enten til at græde eller lee over, at vi i vore
Samqvem tale og jubilere om en Selvstændighed, som ikke tør
vise sig, eller ialfald ikke kan vise sig med Anstændighed, for
Verden. Nationalæren fordrer Opmærksomhed. Den existerer
ikke længer saa snart man tør undlade at vise den denne. Selv
Despotierne driste sig ikke til at berøve sine Underdaner de
Mærker paa Nationalære, som engang levede med deres Frihed,
og som de fryde sig ved. Og hvor tomme de i saadanne Riger end
ere, tør de dog være Asken efter en Frihedens Fønix, hvori de
kare længselfulde efter at denne dog engang maa opstaae. Selv
|
| d.III,b.2,s.176 |
der have de da mere end indbildt Værd. Og Oprøret i Edin-
burg, da det tomme Rygte udspredtes, at den skotske Krone,
som der opbevaredes, skulde føres til London, viser, at selv et
Folk, der paa det nærmeste har undergaaet en Amalgamation,
veed at skatte de nationale Mærker efter en fordums Selvstæn-
dighed. Men vor Selvstændighed, Normænd, er disse Tiders.
Hvi er den da uden sine Tegn? Hvilken Bebreidelse har ikke
Samtid og Eftertid at gjøre os, om vi ere skjødesløse derom,
om vi ringeagte Nationalæren, der er Frihedens naturlige
Rødme og Styrkens Vidne og Tegn? --
|
| BLA BAKOVER |