HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836


[OM EN 17.MAI-TALE AV OLE HAAGENSTAD]

Indsendt.

Morgenbladet 30. aug. 1834.

   Man gjør Forskjel paa en Politikus og en Politiker. Men
maaskee er denne Forskjel bleven de gode Vaagværinger, som
hørte Ole Haagenstads 17de Mai-Tale, og som forhen vel vidste,
at deres Ole var en Politikus, noget uklar, efterat han aab-
nede dem sin Viisdom som Politiker. Inds. derimod, og vel en
Fleerhed med ham, har aldrig seet Forskjellen imellem hine
Ord, saaledes som de almindelig tages og forstaaes, klarere, end
da han i sin Eftertanke fremstillede Politikusen Hr. Ole Haa-
genstad med endeel af hans politiske Yttringer i Talen, hvilke
godtgjøre, at han ikke er Politiker i den Forstand, man pleier
at kræve det af Den, der i offentlig Tale og Skrivt vedrører
hvad der hører Historien, og det Fædrelandets, til. Jeg har
kun, idet jeg vil rette hine hans Yttringer, at vælge imellem,
enten at tænke om ham at han ikke har kjendt til de politiske
Kjendsgjerninger, hvilke han dog har oplevet, og at han saaledes
af Uvidenhed har fornegtet dem, eller og at han med Overlæg
har fremstillet dem som det stemmede med hans Hensigt, Sand-
hed og Retfærdighed uanseede. Hvad Tilfældet end er -- Po-
litiker, d. e. i denne Forstand en med de offentlige og histo-
riske Begivenheder, han fremstiller, bekjendt Mand, er Ole
Haagenstad ikke, hans Navn og Rygte som god Politikus ellers
uantastet. Forlængst ventedes fortjent Irettesættelse fra en eller
anden Haand, da offentlige Yttringer, der aabenbart krænker
Sandheden og Nationalæren, jo maatte paafalde; og da de sees
optagne i et dansk Blad, hvorfra den skadelige og urigtige
Mening i fremmed Land kunde forplantes, at sligt Tænkesæt
var almeent i Norge, medens sandt dog er, at det, endskjøndt
med altformegen Tillidsfuldhed ytret af en Dølhøvding, dog
d.III,b.2,s.170   staaer rākt i Modsætning til det Almene. "Med altformegen
Tillidsfuldhed", siger jeg? For mildt et Udtryk om at lære
historiske Usandheder og at forvanske friske Begivenheder; men
ganske passende paa at dette skede i en Kreds, som vel laaner
Haagenstad'en Øre, men derfor ikke Lid, og ved en Leilighed,
da han kunde vente at det Talte maatte videre blive bekjendt-
gjort, og da underkastet en ydmygende Rettelse.
   Hr. H. siger: "det var ingen Nordmands Ønske langt mindre
deres Brøde, at Foreningsbaandet mellem Danmark og Norge
blev opløst". Dette er en historisk Usandhed. Mange Klage-
skrivter fra sidst i forrige Aarhundrede vidne derom. Alt før
dette gik til Hvile, sang Normændene:


           "Saa vakne vi vel op engang,
           og bryde Lænker, Baand og Tvang!"

Og de sang dette mellem Danskerne, der ikke dulgte, at de
fattede Meningen. Ønsket, at see Foreningen opløst, havde i
Christian Augusts Tid udviklet sig til klar Idee, ja noget nær
til en Befrielsesplan, hos en Mængde norske Embedsmænd af
alle Classer. Selskabet for Norges Vel forente dem. Modby-
deligheden for en af Rusland og England i 1812 og 13 allerede
tilsagt og saaledes paatvungen Forening med Sverige, i Forbin-
delse med en i hurtige Slag paafølgende Tilintetgjørelse af
Landets egne Hjælpekilder, gjorde alene, at Norge vedblev en
Tid endnu at hælde sig til Danmark som dette til hiint. Paa
Rigsforsamlingen fandtes Mænd, som, under Fædrelandets be-
trykte Stilling, endog troede, at en betinget Forening med
Sverige var den bedste Redning. De frygtede Kong Christian
Frederik; og flere Valgstemmer løde betingede og ligesom af
Fleerheden aftvungne, fordi man forudsaae Sandsynligheden af
at dette Valg vilde føre til en Gjenforening med Danmark.
Neppe var Frygten herfor, ved den Vending Tingene toge, forbi,
før man fra Presserne hørte Glæden yttre sig over at Forenin-
gen med Danmark "for evigt" var opløst. Selv Modrøsterne
dadlede ikke dette, men det formeentlig Overdrevne i Klagerne
over Norges Lidelser under den. Begge Parter appellerte da
til Historien; og dennes Vidnesbyrd faldt med saamegen Vægt
til Fordeel for dem, som fordømte den forrige Forening, at
Almeenomdømmet inden kort maatte over paa disses Side.
d.III,b.2,s.171   Dette skeede selv hos Menigmand, skjøndt denne, der almin-
delig kun erindrer en Slægt tilbage, havde de gode rolige
Erhvervsdage sidst i forrige Aarhundrede i Tankerne, mens den
nye Forfatnings første Aar vare tunge nok. De sednere have
været beqvemmere til Sammenligning; og de have, i Forening
med den vakte Nationalfølelse, Oplysningslyst og Kjendskab
til Forfatningen, hjulpet til at bane hiin historiske Sandhed,
hiin Anskuelse af Norges forrige Stilling, Veien. Mærkes bør
og, at denne altimellem har i skarpe Udtryk gjort sig gjældende
i forskjellige Skrivter, saasom nu sednest i Samlingerne til det
norske Folks og Sprogs Historie, som have Mænd til Udgivere,
der alt før Adskillelsen vare af moden Alder og tilvisse da paa
det Rene med sig selv med hvad de tænkte og ønskte om For-
eningen med Danmark.
   I dette Skrivt findes ogsaa flere Documentationer imod Hr.
H.s grundløse, Sandheden som Følelsen krænkende Forsvar
for den stedmoderlige Behandling, Fædrelandet leed under For-
eningen med Danmark. Hr. H. gaaer endog saa vidt, at han
forsvarer Kuldkastelsen af Fædrelandets Selvstændighed og
Danskers bekjendte retløse Indtrængen i norske Embeder. Et
saadant Forsvar for alle de væsentligste Fornærmelser, en Stat
kan tilføie den anden og som vitterligen bleve Norge tilføiede
af Danmark, nedværdiger sin Ophavsmand, og gjør hans Fædre-
landssind, alt forhen ikke uomtvivlet, endmere fordægtigt. Men
hiint hans foroven paaankede og afbeviste Udtryk, at ingen Nor-
mand ønskede Foreningen ophævet, behøvede en saadan Under-
bygning. Forsvarene for de enkelte Mishandlinger ere kun dets
Præmisser, imellem hvilke det grundløse Skumleri, at de Nor-
skes Klager, særligen over Besættelsen af Landets Embeder med
Danske, "muligen vare mere foranledigede af Mænd, der troede
sig eller Beslægtede tilsidesatte, end at der var nogen Grund
til at anke over hines Ansættelse", indtager sin, Talen som
dens Forfatter, betegnende Plads.

   Inds. antager det lige lidet værdt at vederlægge disse Puncter
særskilte Modbeviser, som videre at forstyrre Hr. Haagenstad
i den Glæde, hvormed han tænker tilbage paa det danske Ene-
vældes "saa liberale Regjering, at vi aldrig følte Frihedens
Tab", og paa "den ædle" Christian Fredriks Fortjenester.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE