|
|
| d.III,b.2,s.92 |
[POLEMIKKEN OM BISKOP MUNCH]
(Indsendt.)
Statsborgeren 15. des. 1833.
I Statsborgerens Nr. 21, 9de Hefte, er Forfatteren af et
Stykke i 126 af Morgenbladet for 1832 bleven opfordret til at
oplyse Publikum om, hvorfor han ikke har fundet det nødven-
digt at tage til Gjenmæle mod de Bebreidelser, som Provst
Munch i Anledning af dette Stykke i Nr. 277 af samme Blad
har gjort imod ham, til Forsvar for afdøde Biskop Munchs
Minde. Bemeldte Forfatter finder i denne Anledning fornødent
at replicere Følgende:
Ikke længe efter, at han havde læst Provstens Replik, skrev
han et Svar herpaa, som dog af uformodede Aarsager ikke blev
offentliggjort og hvormed han senere fandt sig vel tilfreds, deels
fordi samme maaske var skrevet med vel megen Hidsighed og
deels fordi man oftest svarer bedst paa Pamfleter, naar man slet
ikke reflekterer paa den. Han havde ogsaa besluttet at forblive
taus fremdeles, dersom ikke fornævnte Opfordring paa en
Maade havde sat ham i den Nødvendighed at fralægge sig en
Mistanke, som synes at paapeges, om den end ikke anføres.
Med Henhold hertil fremkommer derfor Efterstaaende.
Den Opfordring som findes i Statsbr. Nr. 21 kræver formo-
dentlig Svar paa 2de Poster.
a) hvad der i Morgenbl. 126 kan være anført Biskoppen betræf-
fende -- og
b) Nogle Bemærkninger til Provst Munchs Replik sammesteds
Nr. 277.
Hvad 1ste angaaer maa Forfatteren vedblive den Formening,
at det ikke er nok for at faae et brilliant Epitafium, at man har
beklædet en eller anden høiere Charge; derimod troer han, at
just et saadant Tilfælde -- og dette er det vel som oftest --
kræver en større Virksomhed og et større Ansvar, end der kan
paahvile en ringere Stilling i Livet. Har nu Bisk. Munchs For-
hold ikke svaret hertil, saa tilkommer, som Følge deraf, han
heller ikke den Lovtale, som i forskjellige Tidender ere ydede
ham. Forfatteren troer ogsaa, at om slig Lovtale skulde være
en Taknemmeligheds Tribut, som Klienter, der ved hans Ind-
|
| d.III,b.2,s.93 |
flydelse, maaske paa Andres Bekostning, fik ombyttet Fjelde
med Dalegne, have ofret ham, disse deels burde gjøre Publikum
Regnskab for deres Motiver, deels indskrænke deres Doksologie
hertil, og at derfor det ikke kunde være formeget, om de fik en
Henviisning til saadant Maal og Grændse. Forfatteren formener
ligeledes, at der, uden at overskride Sandheden, kunde siges om
Bisk. M., at hans Visitatser bare Præg af Smaaligheder og uover-
lagte Attentater, samt at samme Mands litterære Bane ingen
Epoke har gjort i Videnskabernes Rige og at Æmnet til Præ-
sten i Hallingdalen, sammenlignet med Fayes Anførelse af
samme Sagn, maa ansees for mislykket, forsaavidt det er lempet
efter Dagens Tone. Med rette kunne derfor disse Udladelser
vel ikke betitles med Navn af Stiklerier, Nedrigheder. Den
gjorte Opfordring til hine Rimere og Prosaister at fremkomme
med Beviser for de den Afdøde tillagte Fortjenester af Føde-
landet faaer derfor vel endnu blive gjældende, med Undtagelse
af Provst M., hvem man for Slægtskabets Skyld billigen bør
undskylde.
Hvad derimod 2den Post angaaer, er vel allerede foran anført
Grund nok til ikke at have agtet paa den saakaldte Skrabe i Nr.
277, den nemlig: at saadanne Pamfletter bedst gjengjældes med
ikke at svare og det i denne Henseende saameget mere, som
Provst M., -- ifald Stiil og Hensigt i dette Stykke fra høiere Ste-
der bemærkes -- maa have saaledes blottet sig, at det burde
blive betænkeligt, nogensinde at betroe ham den høiere Post, som
han skal have stræbt efter; thi om endog Tilfældet var, at hans
afdøde Broder skulde ved det Anførte være traadt for nær, saa
maa man dog med hans anden Antagonist i Morgenbl. Nr. 261
s. A. gjentage: at der gives tusinde pynteligere humanere for ei
at sige christeligere Maader at irettesætte paa, end de Provst
Munch benytter -- ligesom man maa tilføie, at om det Ord-
stykke er Sandhed at hvor intet Godt er inde, kommer heller
intet Godt ud -- saa har man vist af det, som denne Mand
offentliggjør, liden Grund til at fælde en gunstig Dom over hans
Indre, hvilket dog i hans Fag, eller et høiere af samme Slags
der maatte være ham magtpaaliggende at opnaa, fortrinligen
maa komme i Betragtning. Nogle af den afdøde Biskops for-
nemste Skjødesynder vare Egoisme og Hidsighed, og deraf føl-
|
| d.III,b.2,s.94 |
gende Overilelser, og at disse ere Arvefeil i Familien, har
Provst M. ved sine Repliker noksom godtgjort. Gid retfærdig
Betragtning herover maatte kjøle den Iver, man antager der
udvises for at see ham fordeelagtigen befordret og denne Iver
vende sig til andre Geistlige, der have lige saa stor eller større
Krav paa høiere Ansættelse; thi hvor Magten er i Haanden, bør
vist ikke ustyrlig Hidsighed være i Sindet -- dette er en nok-
som prøvet Erfaring. At see en Riddervold, en Wergeland o. s.
fl., som Stiftsprovst i Christiania vilde vist vinde mere alminde-
ligt Bifald, end om Provst Munch beklædede denne Post, og
man nærer dog endnu den Troe, at Regjeringen agter paa Fol-
kets Ønsker!
August 1833.
|
| BLA BAKOVER |