HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

OM DEN UNGE SVENSKE SKJALD RIDDERSTAD,
FORFATTER AF "TIDSRUNOR"

(Indsendt.)

Morgenbladet 7. jan. 1834.

   For sin egen Literatur har en stor Deel af det norske Folk
liden Opmærksomhed og endnu mindre Velvilje. Endnu skjødes-
løsere behandles den svenske, saa at den fast er ukjendt som
om den blomstrede i fjerneste Orient, medens den danske hæn-
ger med Tvekroge i Gemytterne. Grunden hertil er neppe klar
for disse selv; men klart er det for Endeel, at den ei ligger i den
danske Skjønliteraturs Gehalt. Dertil hører noget mere end
endog heldigen (om den har det?), at have grebet Dagens Tone.
Det var vor Aandeverdens Efemerider nok, at de i den fandt
den lunkne Temperatur, hvori dem tykkes bedst at leve. Men
som en Mygmillion, om den trykker Sværmens Vægt tappert
paa, maa kunne slukke Fakkelen, som fortærer de enkelte Hun-
dreder: saa udøver hines Fleerhed en uværdig Indflydelse paa
mange af Anderledestænkende, der, uden at dette heller bliver
disse klart, henriver dem med sig. Saaledes grine Mange ad
J. L. Heibergs Flauserier, medens de bære Foragt for dem i
Hjertet; og saaledes saae man forleden i den med Talent redi-
gerede "Frimodige" en besynderlig Afbigt for Ingemanns "Dane-
d.III,b.2,s.95   vang", sat i Spidsen af et Digt, som i alle Henseender staaer
over dette, af en Forfatter, hvis Anskuelser i ovenberørte Hen-
seender ere Nærværendes.


   Den danske Skjønliteratur synes fra Oehlenschläger og ligetil
I. F. Hansen (i Andersens Genre, og dennes Overmand) alene
at have Underholdning til Meed. Den er en Sofaliteratur; og
maaskee der, paa Sofaerne, findes dens Publicum. Moro er dog
ingen Poesis ensidige Hensigt, og har aldrig været den virke-
liges alt længe før Horaz fremsatte dens, "at gavne", som dens
første. Vor Oldtids Skjalde qvad vel i den lune Gjæstesal; men
Thormodur sang paa Stiklestad før Kampen gik an det gamle
Bjærkemaal:


           "Hanen hilser den rundne Dag.
           Vaagner, Korsmænd, til Slag til Slag!"

og Sighvat sang Magnus tilrette for hans politiske Forfølgelser,
og standsede dem i Qvadet:


           "Vrede Herre! hvo tør raade
                 Dig at gjøre Kongeord
           til en fuul tvetydig Gaade?
                 Det er dristigt her i Nord!
           Vogt Dig, om de Gubber stikke
                 hvide Skaller sammen tyst,
           om Normannafolkets Blikke,
                 skulme ned i oprørt Bryst!"

Ikke Døgenichters Moro eller alene Kirke- eller Fabel-Moralen
satte de sande Digtere sig som Meed. De indelukkede ikke sine
Sjæle i Gemakkerne. Verdensmoralen var dem anviist, og de
søgte sin Plads i Verden, forhen som Hærbevægere og Konger-
nes Lærere, nu som Ideeanførere og Folkenes Lærere. De for-
tolkede da de stortegnede Dyder og Laster, som Verdensmoralen
omhandler: Friheden og Trældommen, Sandheden og Løgnen;
og alle Dyder og Laster underordnedes disse. De stode i Spid-
sen for sin Tid. De levede i Sphærer, deres Tid endnu ikke
igjennemskar; og deres Qvad vare Forjettelser. Som fagre Luft-
syn foran den susende Snekke glimrede deres Høibilleder foran
deres Tid, og disse vare de samme som Kjerlighedsreligionen
opstiller over Lyksalighedens Lande.

d.III,b.2,s.96      Aha! siges der -- vi forstaae hvor det bær hen. Men poli-
tiske Digtere? Gives der noget modbydeligere? noget Skjøn-
sandsen modstridigere? Men "politiske Digtere" er ikke det
rette Ord; heller ikke "moralske", heller ikke "filosofiske". Vi
ville "digterske" Digtere, eller -- ikke beskrivende det ubeskri-
velige -- Digtere, som ikke boe i Himlen forat spytte paa Jor-
den; som beherske sine Idealer; som leve men ikke døe af Føl-
somhed, og ikke ville at Andre skulle døe af den, som deres
Værker udaander; som ikke beruses af en barbarisk Fortids
Mulm, eller baske om med Fantasivingerne i dens Støv for at
gjøre Nutiden ærværdig ved at tilpuddre den dermed, men som
forstaae sin Tid, deeltage i dens Krav, oplyse den derom og
paaskynde dens Idrætter og Flugt; og endelig som idealisere
ikke derfor, men for at realisere eller see eller haabe realiseret.
For høi og seiervis til at kunne blive fanatisk, er slig Stræben
tillige fri for at bortrives i Partiraseriet; thi de sande Digtere
have kun et Parti at sværge sig til, saafremt de ikke ville synde
imod deres egen Natur, og det med større eller mindre Ube-
vidsthed, liggende under for fiendtlige Kræfter i sine Sjele.
Saaledes Grundtvig. Men dette Parti er Himlens og den for-
bedrede Jords. Den høieste Egoisme, Tyranniet, har været
bekjæmpet af dem med ligesaamegen Styrke som de Massers,
som de reiste, altfra Profeterne af, der trøstede de Grædende
ved Babylons Floder, til Schiller, Byron og til nu da Delavigne
bevæbnede Paris. Og i Tydskland, hvor Digternavnet især er
blevet fornedret ved Divertissementskjalde, der hændtes det
ogsaa, at


           Kørner sang og Arndt og Uhland -- Lüzows sorte Jagt
           vare deres Toner kun i Liv, i Staal, i Seir.

   Men vældigst af alt var den Indflydelse, som Skjalde erholdt
i og paa Revolutionerne. Da fremkom maaskee ingen store eller
lange "Kunststykker" fra dem; men hvorfor? -- fordi den
ilsomme Realiseren af deres Idealer bortrev dem:



                 Da Rhiga sang,
           paa Marathon glimrede igjen en Falang,
                 og Zeus sit Lyn
           Kanaris, den Brændende, gav ifra Skyen.
          
d.III,b.2,s.97              Chenier sang -- -- da lodded Engle
           Himlens Blaa med Lynets Flammer
           ind i Galliens Liljebanner.
           Roucher sang -- -- da, let som Skyer
           fulde af Dæmoner, rulled
           over Alpen Legioner.
           Niemcevicz greb i Strengeraden,
           Samson liig i Dagons Søiler:
           -- Weichsler blaae af Staal og Bug af
                 Blod om Czaren slog.
   Er Digterens Plads saa høi, er deres Natur saadan, er det
saadanne, der give en Skjønliteratur Rang, opfylde de saaledes
i høieste Maade det Hovedbud "at gavne" -- da maae vi tilstaa,
at hiin Literatur, som sagdes at have Indflydelse paa os, fra
denne Synspunct ikke fortjener denne. Det er meget mere
modsatte Meninger af dem, der ere Friheden og Sandheden
tjenlige, som den udbreder, skjøndt i ufrie Lande Harperne skulde
være de "rostra", hvorifra alligevel Frihed og Sandhed for-
kyndtes Folket. Dog -- der er en Gavn, som Skjaldskabet siges
at have valgt sig fortrinsviis, ja som der siges er den eneste:
den at forædle Skjønfølelsen. Men dette er jo kun en Betingel-
sesegenskab. Den er Elementet, hvori Skjaldelivet er, men ikke
Livet selv. Skjønfølelsen er Sandhedens Organ. Det er ikke
dette som tiltaler selv, men gjennem det meddeler Digteraanden
sin Ild, sine Forjettelser til ikke framsynte Sjele og befrugter
de koldere Gemytter. Det er aldeles nødvendigt, men ikke nok.



   Dette er maaskee de bedste danske Digteres Fortjeneste. Den
allerstørste Deel vedgaaer dog uden Blygsel, at "Løier" er deres
eneste Meed; og de staae sig godt derved hjemme og her.



   I den svenske Skjønliteratur er Akademisternes ensidige Ind-
skrænken
af Digternes Omraade alene til at forædle Skjønfølel-
sen, og deres endelige Nederlag bekjendt. Tegnérs Krands er
af Vintergrønt, som er groet paa Ruinerne af det gamle Vitter-
hetstempel, hvor Leopold og Kellgren vare Ypperstepræster.
Han elsker derfor disse Ruiner, og ønsker vel at de stive Kolon-
ner stod; men Poesien paa Forum, paa rostra, Frelsens kjæm-
pende elsker han ikke. Hans liflige Farver, ikke hans Ild, har
gjort ham saagodtsom til den eneste Repræsentant for den
d.III,b.2,s.98   svenske Skjønliteratur hertillands. Stagnelii og Lidners rubin-
dunkle Glød, Kellgrens regelret slebne Demant, Anna Lenn-
grenns og Fru Nystrøms nydelige Rosetter, de ypperste af
"Phosphoristernes" Karfunkelregn -- alle Disse have ikke til-
glimret os gjennem den Kjølryg af Mulm, som hidtil har af-
grændset den norske og svenske Aandeverden skarpere end
Steenkjølen gjør det i den politiske. Kun de tegnérske Brillan-
ter opdagede vi, og med samme Øiekast Glasset i de mange af
dem, der hidtil havde fortryllet os. Alligevel var den blotte
"Skjønhed" deres ypperste Egenskab, "Underholdning" deres
Høimaal. Skjalden var fornøiet med Verden, og vilde fornøie
den igjen. Dog, hans Værkers udmærkede Evne til at forædle
Tænkemaaden, forfine Sæderne og vække Fantasien samt de
mange stærke Glimt af Frisind, der lyne hans Skjønbilleder ved
Siden, og de stærke Harpegreb, hvorved han gjør sine Lands-
mænd vake mod Barbariet og Trældommen, som truer at ind-
trænge fra Rusland, om dettes Øde skulde blive dem for
snevert --


                 ". . Vinterbøien,
           stormende ifra Nordosten paa" --

dette gjør, at Tegnér alligevel indtager sin Rang imellem hine
Digtere, som vi ville have tillagt den ypperste: disse Liberali-
tetens, fordi Frihed er Menneskeudviklingens, Lyksaliggjørel-
sens vældigste Drivkraft: Disse Sandhedens og Retfærdighedens
almægtige Beskyttere, som røre de Strenge i sine Harper, hvilke
igjen røre de Strenge, der samklingende gaae igjennem Men-
neskehjerterne og bringe Folkenes Masser til som Taster at
springe op: Disse, som "gaae til Doms med sin Tid; som udstake
Veien, som den har gaaet, og Veien, som den bør gaae": Disse
"som opblæse paany de halvsluknede Menneskehedens Altar-
ilder": Disse, som "gaae med Livets mangefargede Fahne fram
foran de voxende Slægter", ja disse Skjalde, "som ogsaa ere
Helte; thi de anføre Tidens Fortropper".
   Den, som saaledes har betegnet hine Skjalde, og mellem dem
da sig Selv, er den unge svenske Digter Ridderstad, Forfatter
af "Tidsrunor," ristede i Sandhed saa herligt, at de vel for-
tjente en anden Lod end Runers almindelige: kun at faae sin
d.III,b.2,s.99   rette Værd af Efterverdenen. Dog kjende vi intet til denne
Genius; hverken til den eller den fryxellske. Dog ere disse To
eensomme, høitflyvende, forjettende som Ravnen og Duen i det
øde Himmelrum, da Vandene gik tilbage. Begge henhøre til
hiin de sande Digteres Classe; dog Ridderstad fremst, mere
aabent dog, og factisk bekjendende sig dertil i sine Skjalde-
stykker end i hine af Tidsrunornes Indledning citerede Ord.
Vi feile neppe, om vi antage, at en Digter af hans Styrke og
Charakteer, idet han drager Udbyttet af hiin de forskjelliges
"Skolers" udkjæmpede Strid, baade vil vorde den svenske Poe-
sies Rige en Epoches Lyspunct, og, om det ikke lykkes de
Servile gjennem tjenstvillige kritiske Tidender, at formindske
hans Indflydelse, af største Gavn for det Frisinds almenere
Udvikling, som redder hans Fædrelands Selvstændighed og
afføder Reformen.
(Fortsættes.)
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE