|
[OM WELHAVEN OG DISTICHA MOT HAM
I STATSBORGEREN]
(Indsendt.)
Statsborgeren 6. okt. 1833.
Af og til i længere Tid har Statsborgeren indeholdt Disticha
imod en usel Rimer, uretfærdig Kritikakler og opblæst saakaldt
Skjønaand, der benævnes -- n. Et af de sidste skildrede ham
tillige som en paafuglefjedret Allike. Lad nu end saa være, som
det er, at Personen, der menes, er Student Welhaven, der har
gjort alt sit til forat gjøre sig saaledes bekjendt: saa maa man
dog kjende lidet til ham, om man ikke antager, at deslige An-
greb netop tjene til det modsatte af deres Hensigt, der vel maa
være den at lære det middelmaadige Talent at vurdere sig selv
og Ubeskedenheden at holde sig mere tilbage. Han skal nemlig
upaatvivleligen deraf indbilde sig, at han deler den Lod, som
oftere er Geniets, at være et Maal for Misundelsen. Han skal
troe, at han ikke destomindre hemmeligen anerkjendes. Han
skal forvexle den nagende Anskuelse, at ingen norsk Student
gad være Ham, fordi det skulde koste ingen Ven at kunne have
og istedetfor Videnskab, at maatte lære det lidet hæderlige
Haandværk allesteds daraussenfra at plukke alskens kritiske
og æsthetiske Floskler, med den kildrende Indbildning, at Fleer-
heden af hans akademiske Staldbrødre holde ham for et Sekular-
lys, hvis Straaler vel falde Alle i Øinene, men hvis Buehøide
der skal Skarpsyn til at maale; og som det ikke kan falde Nogen
ind at ville naa. Og om et letsindigt Tvevers bebreider ham et
politisk Sindelag der er uværdigt en norsk akademisk Yngling, da
skal Han, langtfra at skamme sig, forglemmende sin indflydelses-
|
| d.III,b.2,s.57 |
løse Ubetydelighed, med kold Selvkjærlighed sætte op en Stocks-
regning over hvad Fordele slige Klikker dog muligens ogsaa
kunne bringe. Af og til skal Han sætte sammen nogen Sammen-
raps til en Leilighedsvise; og da skal Han fortælle sig selv,
at det er en Ild som frembryder med et Elements seirrige Ube-
tvingelighed. Og da de danske Literatur-Maanedskrivter uden
overbevisende Citat ere angivne som Hans kritiske Floskelgru-
ber, skal Han fremdeles øse deraf, i Tillid til at Fleerheden
ikke troer Beskyldningen, og indbilde sig at være Johnson og
Pope paa engang, eller dog at aabne sig Retrakten til at være
en Johnson, om Laurerne skulde befindes at være Persille. Kort
-- det stakkels unge Menneske skal have ligesaa ondt af Ube-
tænksommes Strafmæler som af endnu større Stymperes Smiger.
|
| BLA BAKOVER |