|
|
| d.III,b.2,s.53 |
FOLKEBLADET
No. 40. Tirsdag den 1ste October 1833.
GAMLE JOMFRUER
(Sortkridttegning.)
(Fortsættelse f. f. No.)
Men hvor behagelig en Seier det end skulde have været at
have reist til Præstens eller Skriverens -- thi did kunde ikke
Bonden paa den smukke Gaard reise i Besøg, (en Tanke, som
øiensynligen faldt Manden ind, men hvis Udførelse han med den
visse Overlegenhedsfølelses Skaansel udsatte endnu i nogle Ti-
mer for at kroe sig deslængere i Gjæstebudsklæderne) -- : saa
viste det sig dog, at Proprietariussens Venten kun var et af
hine, den udhvilte Ørkesløsheds Mellemrum, hvori en Drivt til
Virksomhed, en spændt Tilstand tilsyneladende indtræder.
Proprietariussen befandt sig snart i sin Stue, spankulerende
op og ned i dens mørke Baggrund, taus, med Hænderne paa
Ryggen, af og til seende paa Thermometeret ved Vinduet, eller
til Fluegiftglasset paa Kommoden. Der ved det svartrammede
Vindue, under Aaspetræerne, sad en afbleget Jomfru i høihalset
Bomuldstøikjole. Det var Proprietariussens Datter Mina eller
"søte Mina-mi," som han kaldte hende. Hendes Ansigt viste
Lidenskab, Trevenhed, Græmmelse og en høiere fremjaget Alder
end hun virkelig havde. Tæt ved hende laae en Bog om Qvin-
dens Bestemmelse," og en gammel Kat strøg sig murrende mod
en Valerian-Æske. Jomfruen strøg Katten igjen -- Andet lod
det ikke til hun havde at bestille.
Proprietariussen gabede -- Jomfruen gabede -- Proprietari-
ussen var stil og stur og suur -- Jomfruen var stil og stur og
suur. Dog syntes et Gjenskin af en forsvunden Godmodighed
at flaggre over hendes Ansigt, liig det matte Skin af en sluknende
Lampe, hvergang hun syntes at falde i Staver og at see ligefor
sig; men jeg vilde heller see i den gamle Kats Ansigt end i
hendes, naar hun saae enten ind i den mørke Stue paa sin Fa'er,
eller udad de svartrammede Vinduer mellem Aaspene, opmod
den deilige Gaard over de hviftedannede Agerhøider. Da trak
der sig tre Folder imellem Øienbrynene, og tre fine Snerper
|
| d.III,b.2,s.54 |
paa hver Side af Overlæben, og Noget løftede sig under Kjole-
halsen. Saaledes saae det ud i det gule Karnap.
"Der er nok Fadderstads idag med hos de Bønderfolk paa
Harildstad" -- sagde Proprietariussen seende opover Høiderne,
hvorfra Glædesskud gjaldt, og hvor et stadseligt Følge i Reise-
kjærrer og tilhest saaes.
Jomfruen syntes ikke at høre, men stivt at betragte Gaarden.
"See ikke didhen, søte Mina-mi!" -- sagde Proprietariussen --
"Lad det Bondepargas reise, og lav dig til, søte Mina-mi! Du
har godt af at komme ud!"
Mina svarte blot langtrukkent: "Var der Fadderstads igaar?
jasaa?" men istedetfor 3 Folder i Panden skjød fire sig op, og
istedetfor tre Snerper paa Overlæben bævrede den heel over
af utallige. Sagte som en sig ansamlende Draabe glindsede en
Taare frem i de matte Øine, og Fingrene bævede, idet de greb
efter Valerian-Æsken.
"Faaer du Krampen din igjen, søte Mina-mi? tag Pul-
veret dit."
Det maa have hjulpet; thi samme Dags Eftermiddag var Mina
i et fortræffeligt overgivent Bagtalerlune hos Majorinden. Pan-
den var glat, men Mundrynkerne spillede som de fine Traade i
Ormetungen, og Mandfolkene inde i Sideværelset satte Beter af
Uopmærksomhed, fordi de ikke kunde holde sig fra at lytte til
Skvaldren i Stuen og til en Latter, som de ikke tænkte var til-
deels hysterisk. Saa var Den for en Dag, saa Den -- indtil
Bygden var gjennemmønstret; men da endelig en liden 13-årig
Frøken begyndte at tale om Fadderstasen paa Harildstad, me-
nende, "at det dog gik vel vidt, naar Bønderfolk holdt Selskaber
accurat som andre Folk": saa faldt Jomfru Mina pludselig hen
i sit dagligdagse Lune derhenne bag de sortrammede Vinduer i
det gule Karnap.
Dagen efter spankulerede Proprietariussen i sin uhyggelige
Stue. Bogen om "Qvindens Bestemmelse" laae der. Katten
sad der; men Jomfru Mina var borte og tilsengs. Saa gik det
et Aars Tid: en Dag oppe, stille, stur og suur i Vinduet, en
Dag tilsengs. Da lød der atter ved Aftenstid Glædesskud fra
Harildstad. Mina sad ved Vinduet og fulgte med tindrende
|
| d.III,b.2,s.55 |
Øine Blinket, der kastede et hurtigt Lysnen gjennem Ruderne
paa Proprietariussens mørke Skikkelse i Baggrunden.
"Nu fik Harildstaden sig en Datter til," sagde Kokka igjen-
nem Døren. Et Suk svarede borte fra Vinduet: "Det var Minas
sidste!"
Otte Dage efter var der Fadderstads paa Harildstad; men
Følget biede paa Gaarden, til et Ligtog fra Proprietariussens
havde sneglet sig opover Bakken og forbi. Harildstaden selv
stod der med Hatten i Haanden, og Taarer perlede nedover
den stærke, vakkre Mands Ansigt. En trivelig, tækkelig Kone
stod hos, og trykkede ham i Haanden. "Lad os kalde den
Vesle Mina," hviskede hun, og et tilfreds Smiil viste, at Manden
havde forstaaet hende. Harildstaden lod det conditionerede Liig-
følge passere forbi uden at lægge Mærke dertil: baade den
yderst taabelige Velærværdighed, Majoren, der ikke kan saa-
meget som en dygtig Foureer, den syndige Procurator med Ulve-
fingrene, Skriveren der troer, at Englene studere Jura, og en
6 -- 8 Æsler af Proprietariusser med Lensmanden imellem sig.
Men, da Proprietariussen nede paa Gaarden kjørte forbi, da
foer et stærkere Glimt end hiint i Tusmørket, et stærkere end
hiint, der kunde fure Mos af Tagsteenhulingerne, udaf hans
ærlige Øine.
Majorinden fortalte siden, at Harildstaden, der var opvoxet
med Mina, havde gjort hende Tilbud, da han antog Gaarden
-- at hun ikke havde været derimod -- men at Proprietariussen
havde givet ham et haanligt Afslag, og spurgt ham, pegende paa
Døren: "Hvor tør han som simpel Bonde tænke paa at frie til
en conditioneret Mands Datter? haha!" --
Jeg tænkte, at Mina hverken skulde være bleven suur, doven,
mager, gusten, rynket, snerpet, bagtalersk, hysterisk eller til-
sidst svindsottig og Gravens tidlige Offer, dersom denne for-
dømte Standsforskjel, der er mindre grundet i overvægtige aan-
dige Fortrin hos den ene Part end man troer, ikke havde for-
budt hende at naae "Qvindens Bestemmelse."
I vort Land visne flere Evablomster for den end for Træk,
koldt Clima o. s. v.
|
| d.III,b.2,s.56 |
Seer man ned igjennem Aaspalleen, synes Jomfruen i den
høihalsede Kjole at sidde i et af de sortrammede Vinduer. Men
det er bare den gamle Kat, som sidder paa Bogen om Qvindens
Bestemmelse," og leger med Valerian-Æsken. Engang hændte
det dog, at Proprietariussen traadte frem fra den skumle Stues
Baggrund, løftede Piis op, og slængte Bogen ud af Vinduet
med et rasende Blik op til Harildstad. Gud veed hvad Pro-
prietariussen tænkte!
|
| BLA BAKOVER |