|
TIL DEN SVENSKE LITERÆRE ALMENHED!
Efter Wergelands manuskript (10 okt. 1833) i Kungl. Biblioteket, Stockholm. Nr. 15 d. A. af "Svenska Literatur-Föreningens Tidning" inde- holdende en Hr R -- ts Kritik over Bogen "Henrik Werge- land forsvaret som Digter og Menneske" o.s.v. faldt Under- tegnede ihænde. Angaaende det Misdømme, denne i heimdallsk Aand affattede Kritik afgiver over mit Skjaldskab, agter jeg ikke at svare, saasom det faaer forsvare sig selv med de Kræf- ter det engang for alle har, og skulde ikke fortjene Forsvar, om det fik det fra denne Pen. Det være kun sagt til Poeticler- nes, Æsteticlernes og vore egne Danomaners  JydegalesFortvivlelse, at af de "Bid"-saar, det har faaet i alle 3 Riger sprudler fremdeles den samme vena, og "Cæsarer" og "Spanio- ler" springe frem af Blodet -- en Livsstrøm, som ganske dulmer Smerten under den R -- tske og heimdallske Sonde, der vel, som bekjendt, er af god udenlandsk Fabrik, men plumpt ført. (Se Nya Argus Nr. 8, 1830). Derimod har jeg troet at burde i nogle Ord give Hr R -- ts' Yttrede om mine "Planer på en fullkomlig omstöpning af den norske vitterheten och bokbildningen" en Belysning, som det tiltrænger, forat ikke det Urigtige, idet det er belagt med al en | |
| d.III,b.2,s.58 |
kritisk Signaturs Fripostighed, muligens skulde have en Virk- ning paa en Opinion i Sverige, der kun i Danmark kan have et rimeligt Tilvær mellem plebs Parnassi. Jeg vil ikke an- tage, at Hr R -- t med Overlæg og Eftertanke tillægger et Individ hine gigantiske Planer; -- det vilde ellers vidne stær- kere imod hans Forstand, end det gjør, om man antager disse Udtryk undslupne en aabenmundet Lettroenhed. Men saafremt Hr R -- t ikke af Danske, der in casu kjende ligesaa lidet til Forholdene som han, eller af danomanske Consorter er bleven bundet det paa Ærmet, at slige Planer ere mine, saa bliver der kun tilbage at antage, at hine Yttringer ere uheldigen valgte af Uvidenhed; thi omendskjøndt de omfatte meget mere, er Meningen utvivlsomt alene den: at W. i sine Skrivter frem- hæver mange Ord og Bøininger af det norske Almuesprog. Denne Mening fjerner sig ikke fra Fornuft, Rimelighed og Sand- hed; og skulde været let at udtrykke for Enhver, der ikke har gjort sig det til en Vane at henslænge ubeviste og ubevislige Phraser, og at lade Sandt og Usandt, maaske uden Bevidsthed, passere blot det har Tilsnittet af en sammenrapset kritisk Tech- nik. Forsaavidt at dette Foretagende kan antages som, om end paa en dadlende Maade antydet af Hr R -- t, og saaledes er det eneste, der kan udbringe en fornuftig Mening af oven- citerede eller indpasses derunder som dog ment: saa vedkjender jeg mig det og har allerede for et Aar siden gjort Rede derfor i en længere Afhandling, som endnu ikke alene formedelst Re- dactøren Advocat Hjelms Beskjæftigelse ved Storthinget, har viist sig i "norske Maanedsskrivt" og særskilt trykt. At en Forfatter, og det en poetisk, hvem det er mest at gjøre om glat at indliste sine Arbeider i Publicums Smag; tilside- sætter disse egenkjærlige Hensyn og offrer en Deel af sin tem- porære Popularitet, for i dem, om man saa vil noget despotisk og tidligt, i raske Greb at gjenerobre de malmfulde Fædrene- røster, som det danske Uvæsen har -- men kun for en Tid og ikke uigjenkaldeligen -- fordrevet fra Byerne og ind i Dalene -- det tyder visseligen paa en Plan og det en indgroet. Visse Folk holde sligt ogsaa for et frygteligt Attentat. Imidlertid skulde dog en saadan Plan og dens Iværksættelse alene kunne vidne om et godt, om end phantastiskt, Fædrelandssind, mens de for- |
| d.III,b.2,s.59 |
nuftige Hensyn maatte omtvivles, dersom dens Sejer ikke var grundet i en Nødvendighed, som udvikler sig til en almen- bydende ligemeget af Folkets egen Aand som af dets politiske Forfatning. Under saadanne Omstændigheder, der ere lette at opdage, ja at forudsige, om de ikke allerede vare indtraadte, er Individets Fare ikke saa stor, om det fremfor Andre fremmer dem: det veed sig i højere Hænder, dets Foretagender antage Præget af et Instinct, og Seiren er vis, om end saameget tid- ligere vunden som Mænd tage djærvt og uforbeholdent i med. Dette er indtraadt i Norge. Det er blevet klart for enhver oplyst og velsindet Normand, at Danskevældet ikke medførte nogen større Ulykke for Fædrelandet, end at dettes vakkre og malm- fulde Sprogs Selvstændighed som Skrivtsprog gik tabt, idet et selv forqvaklet dansk fortrængte det. Men dette lykkedes kun fra Byerne hvad Talesproget angaaer: Bønderne taalte Ulei- ligheden af i Religionsbøgerne o. a. d. at maatte lære et frem- med Maal, og beholdt dog sit eget. Derpaa byggede da De, som med Fryd saae og fremmede den Trang til at hjelpe paa hiin Brist ved at benytte det indodlede fortræffelige Almumaal, som klarere og indtil en bevidst Plan aabenbarte sig imellem Uafhængighedens og Frihedens Velgjerninger. Med Harm saae man vel det Bedste tabt i de mange forsvundne ejendommelige Sprogbøininger; men man lagde strax Haand paa at redde hvad reddes kunde; og saaledes, medens nogle Lærde med Sejer for- fægtede det norske Sprogs og Videnskabeligheds Selvstændighed mod Danskes egoistiske Krav paa endnu at besidde Norge som literær og aandelig Provinds, begyndte andre Forfattere1 at bøde paa det indførte udpidskede Skrivtsprogs Fattigdom ved at indtage deri de almenest bekjendte, mest udtryksfulde Ord av vort rige Almumaal. Det er allerede en 10 Aar siden en kjø- benhavnsk Recension af Bjerregaards Syngestykke "Fjeldeven- tyret" erklærede, at det ikke havde lykkets at forstaae det nye norske Sprog deri. Men siden har man der mærket, at den |
| d.III,b.2,s.60 |
norske Sproggjenfødsel ligesaalidt lader sig standse af Spot som af en Alvor, der har al en paatagen Fadermines Naragtig- hed ligesom der er formegen alvorlig Vrede i deres Spot til at den kan skjules. Man har derfor i Danmark, men ligesaa forgjæves, forsøgt om ikke plumpe Grovheder skulde kunne nedtynge denne "Vildhedens Aands" Vinger, til hvis Særegne det ogsaa hører, at den har ikke mindste Rest av Kjærlighed tilovers for "Kjærlighedsfolket og det gamle Kjærlighedsrige" dernede, og at den er befængt med liberale politiske Ideer, som ere "Troskabsfolket" en Vederstyggelighed. En Uvilje, som begyndte at blive national, formørkede selv Videnskabsmænds Klarsyn, og man hørte Rask og Rafn (hvilken Sidste bedst af alle har realisert Kaiens Idee at pynte sig med Andres Fjær) med Invectiver at bestride Normændenes Ret til at kalde sit Sprog norskt og til at have eller nogensinde at kunne have en egen Literatur. Maadeligt dansk Gods oversvømmede Bogla- derne og fandt Afsætning hos den endnu fordanskede Deel af det norske Publicum, medens selv et Værk som vore Historikeres "Samlinger til den norske Historie" ikke fandt en Subscribent i Danmark, hvor Historien siges at blomstre og hvor de fleste af vore Oldskrivter og historiske Documenter ere i usurperet Behold -- til bedre Tider. Disse vare de almene Repressalier, som toges i Danmark mod Norges Fremstræben til Uafhængig- hed i Sprog og Literatur. Individerne, som deeltoge i denne, fik Personalier i Kbhavnsposterne, danske Bi o. fl. d. Mellem dem var da Undertegnede; og mellem dem, som deraf mystifi- ceredes, var Svenske Heimdall og Hr R -- t. Dog byder Retfærdighed at tilstaae, at Undertegnede fik sin rigelige Part af hvad Polemiken om det norske Sprog gav af sig, ikke alene fordi han skrev saaledes som hiin Nødvendig- hed og Tidens Aand dicterede ham og enhver norsk Skjald Modersmaalet; men fordi disse saakaldte "voldsomme Angreb paa det danske Sprog i Norge" af visse Folk sattes i Forbin- delse med erklærede ringere Tanker, end tilladt skulde være, om den danske Skjønvidenskabelighed, om enkelte af dens for- mentlige Heroer, ja selv om Oehlenschlæger, der ikke var sikker selv i den Nimbus, hvormed han omgiver sig i sin Selvbiografi, |
| d.III,b.2,s.61 |
om det danske Sprogs Armod imod det norske baade allerede nu og endnu mere naar det faaer fuldtudviklet sig; og med politisk Uvilje mod Danmark og dets forvekende Literaturs Ind- trængen hertillands -- af hvilket Alt en forskrækket Fantasi dannede Billedet af en fortærende literær Fenrisulv, som djær- vede at reise sig mod de hvide Aser (som de selv spille) og mod Valhalla i Norden (d.v.s. Danmark i Norge). De norske Udtryk blive da dette Uhyres Hyl i danske eller i jydegale Norskes fordærvede Øren, hvem de hjemlige Toner ikke tiltale med sin ejendommelige Sødhed. Om end det Vargbillede skulde passe paa Undertegnede, at han ivrigere end Andre slider i den allerede mærkelige Rivt imellem det norske og danske Skrivtsprog ved rigeligst at udsaae ægte norske Ord og Bøininger: saa kan dog vel ingen Fornuftig andet end troe, at han vel veed, at disse dog kun af Enkeltmand fremsættes forslagsviis, saaledes at de ansøge om Andres offent- lige Anerkjendelse af sin naturlige Borgerret. Først da ere disse forsvundne, men gjenfundne ædle Stene fra vor egen Berghall indloddede i vor Sprog-genius's Diadem; -- desværre mange af dem gjenfinde ikke det Hul der, hvori de engang pas- sede saa skjønt i Fædrenes Tid! Men paa en saadan Iid kunne dog vel Hr. R -- ts' Yttringer neppe passe; -- de ligne mere hine fantastiske, der undslap den overspændte Skræk og den natio- nale og personlige Uvilje, som skabte Fenrisen og ikke bluedes ved selv i Norge parricidisk at haane Modersmaalets helligste Røster. Dog herledes de ikke derfra hos den Svenske, men baade er det rimeligt, at han har ladet sig som ivrig Æstheti- cus slaae plat af de forfærdelige Skrig især fra Syd om ind- trængende Barbari i Norge, og at den samme noget indskræn- kede og servile Aand, som har Deel i at udstøde dem der, vir- ker hos ham til at troe dem og saaledes bona fide at forstærke dem. Var ikke dette Sidste Tilfældet, at en fælleds lignende Aand maatte have lignende Virkninger, skulde man forundres mere over fra svensk Mand at høre den Normand bebreides, som arbeider for og vil, at Norges politiske Selvstændighed maa ligesom i Sverige, der, ved kjækt og itide at tiltage sig sin, red- dede og udviklede sit fortræffelige Sprog og sin Literatur, have |
| d.III,b.2,s.62 |
en Selvstændighed i enhver aandig Hensende til nødvendig Følge -- en Iid, hvorved Individet dog gjør sit Fædreland og alle Videnskabelighedens især den skjønnes Republiker en større Tjeneste end sig selv. Eidsvold i October 1833. Henr. Wergeland. 1 tilbake Saaledes mærke man, foruden Undertegnedes Skrivter, ogsaa Storværket "Samlinger til den norske Historie", Bjerregaards og tildels M. Hansens Arbeider, mangfoldige Avis-Articler, men især det af en Unævnt udgivne og i "Svenska Medborgaren" forstørstedelen citerede Skrivt 17:de Mai og Politiet. |