HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836


LITERATUR

(Indsendt.)

Den Frimodige 7. juli 1833.

   Morgenbladet har leveret en efter Indsenderens Skjønnende
temmelig ubillig Critik over Poemet "Et Tilbageblik i Tiden",
optaget i norske Maanedsskrift 9de Hefte. Allerede hiin Critiks
første Afdeling, hvori Intet angaaende dette Stykke var vedrørt,
lod ahne en rigorøs Dommer, uden at derfor denne rigor forbød
at tænke sig dens Forbindelse med Umodenhed.
   Det er vel saa, at ingen poetisk Idee, sammenholdende det
Hele, rører sig i Bunden af disse Versrækker. Der gaaer et "Saa
er det" et krønikagtigt "Saa er det," intet skabende Liv igjen-
nem dem. Men alligevel indeholde de Skjønheder nok til at
fritage dem for Fordømmelse. Ikke mange norske Digtere have
leveret Vers som dette første:



           Dig vil jeg synge, høie Frihed! Dig,
           Mens tryg jeg sidder under dine Volde,
           Hvor Mimers Love dække mig som Skjolde,
           Og dine Straaler huldt omskinne mig.
           Her truer ei Tyranen med at dræbe
           I Sjelen Tanken, Ordet paa min Læbe.

d.III,b.2,s.25      Hertil føie man og 2det, 12te, 13de, 14de, 15de, 18de og 20de
Vers, som alle ere, hvad man kalder smukke Vers. Og Ind-
senderen behøver vel neppe at nævne flere Exempler paa Recen-
sentens Villieblindhed, end dette, at han, forat kunne hugge løs
paa Slutningslinierne i l9de Vers, forglemmer de isandhed dei-
lige foregaaende Linier i samme Vers:



           Din Himmel Hellas, den var klar og blaae.
           Alene paa den skyomfylte Klode,
           Mens Tyranniets Natgestalter stode
           Rundt om, man dig en Lysoase saae.

   Dette Epitheton "Lysoase" overstraaler alene flere loca humida
vel arida, hvor de skulde findes.

   Kommer nu hertil det behagelige Metrum, Frisindet, som har
lagt Forfatteren Pennen i Haanden, og de flere prydende poeti-
ske Blomster, som f. Ex. om Lafayette:


           Hans Livs Ledsager hænger ved hans Side.
           Han blomstret og afblomstret har i Feldt:

saa vover Indsenderen at paastaae, at Stykket hører til dem,
som med Behag lade sig læse. Og da det er Faa givet at skimte
den sande poetiske Genius, hvor den findes, saa er Indsenderen
vis paa, at Mange med ham virkelig have læst det med Behag,
og at disse fremdeles ville erklære nærværende Indsenders Om-
dømme forat være deres. Herved være ligesaavel sagt, at disse
Manges Dom ikke overveier hine Færres, som, at der ogsaa
imellem disse færre, med poetisk Sands Udrustede, vil gives
dem, som troe, at Staven ikke bør brydes over angjældende
Product, der baade har ovennævnte gode Egenskaber og har hiin
Læserfleerheds Bifald. Det afgiver ligesaa liden Grund til en
god Mening om Rec. Dygtighed som literair Dommer, at han
med et Slags Haan omtaler dem, som fremhente Ord efter Al-
muesproget eller det egentlige norske Sprog. Det burde ikke
undgaaet en literair Publicist, at disse Ord alene fremsættes
foreslaaende til Antagelse. Og det er ikke at skrive for Drenge-
stuerne, men snarere for de Lærde og for Akademierne. Saa-
danne Mænd skulle approbere de Ord, som de see norske For-
fattere, saaatsige instinctviis, fremsætte.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE