|
[FEIL I UTENLANDSKE EFTERRETNINGER
OM NORGE]
(Indsendt.)
Statsborgeren 17. Mai 1833.
Nedenstaaende vil blive indrykket i franske, engelske og
tydske Tidender. Forfatteren har troet at burde underrette sine
Landsmænd herom med Erkjendelse saavel af Overbeviisningen
om at han her udtrykker Mange af disses Mening, som af at der
i denne Sag forlængst og af Landets Dygtigste burde været talt.
|
| d.III,b.2,s.9 |
Det er en Sandhed, at der kun er lidet Paalideligt i alle-
haande fremmede Forfattere især Reisendes Efterretninger om
Norge. Eftersom disse Vildfarelser og skjæve Meninger, som
med en letsindig Dumdristighed gives det europæiske Publikum
tilbedste, nu ere beskafne, vække de hos Normanden enten en
Følelse af at være fornærmet eller af en uegennyttig Uvillie
over at see Sandheden med saa megen Fripostighed krænket,
men dog oftere kun en Latter, der er blandet med Medynk over
de subjektive Grunde, hvoraf han troer dem udledelige. Ofte
har man ogsaa seet disse fremmede Eventyr ledsaget med bittre
irettesættende Berigtigelser i de norske Dagblade, men rimelig-
viis ere de ikke komne didhen de egentlig skulde, eller og have
Fabulanterne ikke troet, at det kunde svare Regning at ind-
lade sig paa Kommentærer, der maatte beskjæmme dem og be-
tage deres Værker Krediten. Den engelske Sir Elliot har ogsaa
nylig i en med alle sit Lands berømteste kritiske Oraklers impri-
matur & comprobetur udstyret Reisebeskrivelse godtgjort, hvor
lidet disse hjemlige Rettelser frugte. Vi have derfor, om end
vaklende imellem stille Uvilie eller hiin Latter, som vore Lands-
mænd skjænke indbilsk Uvidenhed, Briller paa blinde Øine og
Pragtværker fulde af Taabelighed og Spleen, besluttet os til i
udenlandske Blade at underrette disses Publikum om, at man
gjør bedst i ikke at fæste mere Lid til adskillige i Udlandet
udkomne Efterretninger om Norge end til Robinson Crusos og
Marco Polos. Vi bede om, at man vil lægge den ubehagelige
Fornemmelse over at gjøres opmærksom paa, at man er bleven
bunden noget paa Ærmet til den retfærdige Uvilie mod dem,
der have havt Dristighed til at gjøre det sidste.
Her haves ikke Hensyn til den franske Victor Hugos urigtige
Beskrivelser af vort Fædrelands Natur, Folk og Sæder i sin
ogsaa paa Norsk oversatte Roman Han d'Islande. Uden at be-
tage denne noget af det Romantiske kunde de vel have været
sande; men det vilde have været et Mirakel om de havde været
det i et Værk, hvor alt er fortrukket, fordreiet og Unatur. Vi
antage hans Appel til at henregnes alene mellem Fantasifostrene
for fyldestgjørende, omendskjøndt vi ikke vilde tillade at man
i en Roman, hvis Scene var f. ex. Auvergne, fortalte os om
Menneskeædere, Dyrmennesker med Neb og Kløer o. s. v., eller
|
| d.III,b.2,s.10 |
at man beskrev os de hvide, snedækte naaldannede Fjelde om
Paris.
Anmærkningsværdigere ere Engellænderen Elliot og Fransk-
manden Ampère, hvis Beretninger begge i norske Blade ere
blevne bedømte efter Fortjeneste. Det er vanskeligt at sige om
Sandheden lider mere ved den Førstes Taabelighed, end ved
den Sidstes slette Lune. Men et Regnveir er ogsaa virkeligen
ubehageligt, naar man vil see sig omkring -- kun at man da
afholder sig fra at beskrive hvad man ikke seer. Dog det er
sandt -- denne vise Regel følger jo Hr. Ampère. Han beskriver
Taagerne, men ikke de deilige, frugtbare, velbebyggede Egne,
som han er reist igjennem paa en Tid, da de i Alt kunde maale
sig med Normandiets skjønneste Strækninger. Han maa altsaa
ikke have seet dem. Dog ligge de der, og dog beskriver Hr. A.
dette Land. Men at slutte af denne Herres Rædsel ved fra en
Høide i den store, veldyrkede, frugtbare Tronhjemsdal at see
ud over den to Mile brede Fjord, formode vi med Grund, at
den hele Reisebeskrivelse kun er et Thermometer for hans
Nervetilstand den Sommer, en Dagbog, han, med Tilladelse at
skrive om hvad han vilde, naar det blot angik hans vexlende
Forhold og Omstændigheder, har skullet forelægge sin Læge.
Paa hiin Høi nemlig, midtimellem Landgaardene, Lyststederne
og Haugerne, med den smukke Stad med dens l0 000 Indbyg-
gere for Øine, overfalder ham grufuld Hjertet standsende Be-
klemmelse som om han stod ved Verdens Ende, paa et yderste
Punkt for Livet, paa en sjunken Klodes Top i et Chaos af
Vand og Dunst. Men til et saa frygteligt Punkt kan man jo
ikke nærme sig igjennem Paradiser? Eller hvem kan med et
saadant Maal for Øinene see dem eller noget andet, end hvad
der ligner det og kan forberede Sindet paa det Øieblik, da det
skal see sig forladt af Livet og alt Menneskeligt?
Det er i Overensstemmelse hermed og med Hr. Ampères
Taagelande at disse befolkes med Spøgelser. En gammeldags
Kareth hensætter ham i Norge som i en uddød Verden, hvor
" -- -- qvæ gratia currum,
armorumque fuit vivis; quæ cura nitentes
pascere eqvos, eadem seqvitur tellure repostos"
1
|
| d.III,b.2,s.11 |
og hvor hr. Ampère
"arma procul, currusque virum miratus inanes."
2
Men hvad skal man sige, naar man selv maa frakjende det
Virkelighed, som Hr. A. forsikkrer mødte ham i den meest
prosaiske Sandhed: en bornert Uvidenhed nemlig som virke-
lig pleier at have sit Tilvær i de smaae Spidsborgerstæder.
(Fortsættes).
1 tilbake"Rørte dem Lyst, mens de aandede her, til Vogne og Vaaben
eller til skinnende Heste, da følger den dem i Graven."
2 tilbake"Heltenes Skyggevogne og Vaaben han fjerntfra beundrer." |
| BLA BAKOVER |