|
FOLKEBLADET
No. 20. Tirsdag 14de Mai 1833.
FRA EN PRÆST TIL HØIFJELDS (NB. til Storthinget og Regjeringen).
Her har jeg da tilbragt den største Deel af mit Liv, afskaaren
fra den hele dannede Menneskeverden, som det engang var min
|
| d.III,b.2,s.6 |
Glæde nær at betragte i dens fremskydende Liv, men som jeg
nu ikke vover at henregne mig selv mere til. Jeg tilhører nu
Kofterne og Skindbuxerne, Tjorpeiserne og de høie smalbrem-
mede Hatte, som have tjent i Cicignon-Opløbet i Bergen, og
hvoraf en Halling eller en Lomværing der østen Fjeldet tør lee.
Disse have tilhævdet sig mig. Dog har jeg engang glimret paa
Kb.havns Universitets Høisale, og Moldenhawer har emnet mig
til akademisk Lærer; dog vandt et Par Afhandlinger i Rabecks
Minerva mig den Tids liberale Talenters Venskab og Malthe
Bruun foreslog mig i Fælledsskab med sig og den geistige Reno-
mist Heiberg at udgive et publicistisk Tidsskrivt. Ak! hvorledes
er det? Betænksomme Folk troede dengang, at jeg var sprun-
get et Stykke foran min Tid; -- nu tilhører jeg ikke engang min
Egen, ja, om vi skrev 1814, og jeg pludselig traadte frem af min
Krog, vilde enhver af Eidsvoldsreformatorerne kalde mig for-
ældet.
Og isandhed! hvad skulde jeg tale om af nogen aandigere
Beskaffenhed, end om denne Egns gjængse Materier d. e.: om
Heste, Tvivls-Tilfælder ved Qvæghandel, besynderlige Ulykker
og nye Kneb i Slagsmaal, Barseler, Nisser og vidunderlige
Huldrehistorier? Jeg maatte finde paa noget bedre: enten om
Nationalconventet i 91 -- 94, om Nelson, Parker, Willemoes,
Chr. Colbjørnsen, om sidste Feide i Iris og Hebe, Januar 1795,
eller om Zarine, Einar Thambeskjelfver, og om hvad godt Nyt
der kunde pilles udaf Votre Serviteur Otiosis. Videre kunde
jeg ikke komme; -- man vilde studse og lee -- ikke ad mine
gode Universitetsanekdoter om Kirsebom m. fl., men ad mig;
man vilde forundre sig -- ikke over de fine moldenhawerske
theologiske Undersøgelser, jeg maaskee i min Godtroe, dog der-
ved at gjøre Indtryk, kunde bringe paa Bane, men over dette
reliqviemæssige Særsyn af et Menneske, som ikke længere hørte
hjemme her. Virkelig skulde ogsaa en Underholdning, udspun-
den af en halvaarsgammel Rigstidende -- det eneste Literære
som kommer hid -- kun lidet tjene til at befrie mig fra et saa
nedtrykkende Omdømme.
Men jeg er langtfra ligegyldig ved denne Tilbagegang, hvortil
jeg ikke skabtes. Jeg sørger mere over den end over, at mine
stakkels Døttres Skjønhed er henvisnet i sin Eensomhed, og
|
| d.III,b.2,s.7 |
over, at min ene Søn er gaaen ind i Cavalleriebrigaden, samt
over, at min anden Søn, som studerer i Christiania, skrev mig
til, at han for det første kan udsætte sin Kjøbenhavnsreise, da
man nu i Christiania kan lære ret godt Dansk med mere dertil
hørende. Mit Haar er bleven hvidt som den ludende Bræ, der
er mit Tag; dog fø1er jeg, at mit Blod endnu kan bruse som
Elven herudenfore, fuld af sine klingrende Iissøiler, bragende
Stene, styrtende dem og sig fra Terasse paa Terasse i Minutter
fra Bræ til Hav; ja jeg føler, at det kan banke mig ret haardt
i Pulsen, at mit Sind, med Ungdoms Hurtighed kan mørkne sig
som denne smale Blaastribe, jeg seer af Himmelen, i eet Secund,
i eet Stormkast fyldes med Skyer, der pludselig udrulle som
Laviner over den hele Dal, mulmede og tunge, saa Fosserne
neppe høres, tætte, som om denne Revne skulde tilstoppes, der
kaldes en Dal, skjøndt Ørnen synes at spænde sine Vinger fra
Tind til Tind, naar den svæver derimellem. Mit Blod banker,
mit Sind mørknes, naar jeg tænker paa Aarsagen til min sør-
gelige Skjæbne, til min Tilbagegang, til mine hjemmeværende
Børns Udannethed, til at jeg ikke saaledes har kunnet sørge for
mine Sønners videnskabelige Opdragelse herhjemme under mine
egne Øine, at de ikke skulde være veke nok til at lade sig bøie
til hine Daarskaber, som græmme mig. Men hvad anden Aarsag
er der til mit Onde end at jeg, som saa mange af mine Lige,
er afskaaren fra Literaturen, som jeg dog dengang havde Kald
og Lyst til stadigen at følge i dens Udvikling."Stat! Stat!
-- raaber jeg, bortslængende et Hefte af Journal for Politik,
Natur og Menneskekundskab, som jeg nys læste den 40de
Gang -- hvortil den tantalistiske, gjækkende Grusomhed at lade
mig i Rigstidenden see Lister over udkommende Bøger uden
at jeg, formedelst de uhyre Afgivter du æsker, kan anskaffe
mig en eneste? Hvorfor hindre med saadan Gridskhed de Lys-
straaler, der ellers kunde finde en let Vei til min afsondrede
skumle Dal? -- den, hvori jeg har opdraget Tusinde af dine
Børn, hvori jeg gjør dette med Livsfare; og er dette en Tak,
der anstaaer dig, og som jeg fortjener? Har du noget vigtigere
Hverv end at udbrede Oplysning? Men hvorledes opfylder Du
dette billigste af alle Krav, naar du svært beskatter Skrivterne
og Kjøberne, og disse i stigende Forhold, eftersom de boe fjernt
|
| d.III,b.2,s.8 |
til, og eftersom de, i fuldkomment Afkald paa alle Selskabelig-
hedens Nydelser, og paa alle andre Glæder end de stille, som
udrinde af Bevidstheden om opfyldte Pligter imod Dig og sine
Nærmeste, meest kunde trænge til de forædlende, Literaturen
og at følge med Tiden, og dens Videnskabelighed skjænker?
Der klages over liden Livlighed i Literaturen og Boghandelen.
Nu, Staten, som skulde fremme dem, er disses værste Fiende.
Der boer mangen Mand i Dalene, langs Fjordene, mellem Fjel-
dene, som vilde anskaffe sig, hvad der pranger i Bogladerne,
om Staten ikke gjorde dette til en Velfærdssag. "Der gaaer den
tomme Postsæk -- et Par dyre Breve og nogle Avisruller dingle
deri: -- da staaer Embedsmanden med sin understrøgne Litera-
turliste: "den skulde jeg have, den skulde jeg have, den og den
og den -- -- men...." Da flyver der enten en Funke af hans
Øie af Misundelse over disse Lykkelige, som boe Byerne (Ber-
gen exclusive) nær eller saaledes, at dertil gaaer Leilighed,
eller og han tænder sin Pibe med Ønskelisten, lader Sig og Sine
med Taalmodighed rustificere, og kalder slige Ønsker, som at
kunne skaffe sig en Bog, forfængelige.
Om nogle Aar falde de ham ikke ind -- Papa røger Tobak
og seer paa Skyerne, Hønsene og Kraakerne -- Mama spinder
og læser Grandison med ukjølnet Henrykkelse -- nogle bleg-
nende Jomfruer bestille ingenting -- og de lange keitede Sønner
forvexle det Udkast, Slagtebønderne have givet dem af det
fremblomstrende Christiania, som de snart skulle besøge, med
det, deres Fantasie skizzerer dem af det eventyrlige Bagdad,
som de læste om og læste atter om i Tusind og een Nat.
|
| BLA BAKOVER |