| d.III,b.1,s.341 |
[OM AVDØDE BISKOP J. S. MUNCH]
(Indsendt).
Morgenbladet 5. mai 1832.
Historieskriveren Herodot fortæller om Ægypterne, at de Døde,
førend deres Begravelse foregik, fremsattes, for at Enhver kunde
anklage eller forsvare dem, og, eftersom denne Act udfaldt, iværk-
sattes deres Begravelse. Denne Oldtidens Skik, omendskjøndt
ikke passelig for vore Tider, havde dog den Fordeel, at de Efter-
levende kunde vide, hvad de skulde tænke om de Hedenfarne.
I vore Dage, da saadant ikke finder Sted, er man derimod som
oftest i Forlegenhed for hvad man skal dømme om disse og kunde
ønske, for at komme til en Slags Vished, at noget lignende kunde
vedtages istedet. Saaledes see vi nyligen i de offentlige Tidender
med Berømmelse nævnet en Mand, som forhen man ikke har
undseet sig for at beskylde for Arrogance, Herskesyge, Bitterhed,
Hevngjærrighed o.s.v. Denne Mand er Christiansands afdøde
Biskop J.S. Munch. Hvilken af Delene -- det gode eller det
Onde -- skal man nu antage, som sandt, for denne Mands Ved-
kommende? Det er kun kort siden at man læste om ham, "at
han dyppede sin Pen i sort Galde o.s.v.", og nu anføres han i
Rigstidenden og andre Blade som en retskaffen, virksom og for
sit Embede nidkjær Mand -- hvilken Anomalie er ikke dette!!
Vistnok er det Skade, at ingen Mindesmærker fra hans Tid, som
Biskop, vidne om ham, ved Hjælp af disse vilde hans Gjerninger
have talt for sig selv, og sees der hen til hans Visitatser, saa
beretter Rygtet saa mange Smaaligheder, begangne under dem
og saa mange uoverlagte Attentater, som døde i Fødselen, at
man aldeles ikke heraf kan drage nogen Slutning, som kan tjene
til Forsvar. Da saaledes Ordsproget: at Værket priser Mesteren,
heller ikke kan anvendes paa denne Sag, saa var det at ønske,
at Nogle af de gode Folk, der ere optraadte som hans Nekro-
loger og Doxaloger, nærmere vilde opgive de Fortjenester, han
har af Fødelandet, saa meget mere som hans literaire Bane
heller ikke opviser noget ualmindeligt. I Særdeleshed er vel
hans sidste Pjece: Præsten i Hallingdalen, et mislykket Foster,
som han selv i Bagtalen ikke veed at henføre til nogen særegen
Classe.
|