HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


d.III,b.1,s.229  
FOLKEBLADET
No. 37. Tirsdag den 11te October 1831.

(Indsendt).
MAN KAN GJØRE EN SKJELM URET

(Slutning).

   Hvad Dass angaaer, da haaber jeg, han, ligesom forrige Politie-
mester, vil vide eftertrykkeligen med sine Næver at tugte sine
Modstandere, saaat det gjøres overflødigt for mig at straffe Stats-
borgerens Redacteur for saa ubeføjet Flaakjeftighed om Hvad
Beskedenheden gjerne vil beholde for sig Selv og for høiere
Øren, der, hvor lange de endog kunne være, dog undertiden
ikke naae langt nok, men maa fortælles endog selvsmigrende
Sandhed.
   Førstnævnte Hædermand derimod betræffende, da kræver det
ubesmittede Rygte, han i sine ærlige, men udarmede Hjembygder,
lige siden dets Blankskuring i Storthinget, da han ansøgte og er-
holdt ved sal. Falsens Anstrengelser Borgerret, har forstaaet saa
vel at vedligeholde, at det ogsaa agtes reent og ubesmittet uden-
om disse, saameget mere, som han nu medrette agter sine For-
tjenesters Dynge saa høi, at han derpaa bør opstige med samme
Stolthed som Hanen paa en Møgdyng, tale eller gale baade om
dem og hvadmere han agter at gjøre og kræve og fordre og
pukke paa Forflyttelse, hvortil -- dersom dette endelig maa skee
-- da hine hans Hjembygder med Selvfornægtelse sukke: Amen!
-- Ja, da kræver Sandheden at berigtige Statsborgerens udspredte
Usandhed om denne Mands Ubeskedenhed og Selvroes; og Men-
neskelighed kræver at jage denne Gneldrebikje fra Benene af
en skikkelig Mand, der kun emner at vandre sin egen Vei. Det
burde foraarsage et Oprør imellem nogle 100 fortvivlede Menne-
sker, der faste og græde for at gjøre ligesom en Vederlagsbod
til Himlen, fordi den har velsignet deres Kreds med et saadant
"Gudsmenneske," som han kaldes, dersom de fik at vide, at en
Atpaaslæng i Byen uimodsagt havde vovet at ville sætte en Pind
for dette taarevædede Gudsmenneskes høiere Hensigter.

   Derfor erklærer jeg aabenlyst for en Bagvaskelse det: at sige,
at Proc. Praem ligefrem roser sig af sin Snuhed. Ak, I Himlens
d.III,b.1,s.230   Hellige! Snuhed? Han Snuhed, denne tvetydige Egenskab, som
laanes af Ræven, og som kun passer sig for disse Dyr, for Spio-
ner og Sartiner!*) Snuhed Han, der vil komme til at staae igjen
som et nybaaret Lam, naar Justitsen faaer trukket den Vargham
af ham, som Candidat Wergeland, der ikke seer godt, troer at
have seet ham i, luskende omkring i Taagen nuder Rommerigets
Graner? Han har visselig kun halvligefrem, indirecte tillagt sig
denne Egenskab. Thi Sagen hænger saaledes sammen: Han havde
blandt andre ædle unionske og patriotiske Planer ogsaa den at
sætte en Grændse for det aarlige Uvæsen 17de Mai; men der-
til behøvedes en liden Politimester som den Napoleon havde i
Fouché, og ikke ligefremme Karle, der indlade sig i Slagsmaal
og vove Broderiet, eller troe den politiske Retfærd hevnet nok-
som ved saa mild en Pinebænk som en Uges ulovlige Fastlænken
til en Arrestbrix, eller Kjødhoveder, som ikke vide at udspinde
Noget af det falske Rygte om Hovedmænd for slige oprørske
Uordener, der skulle have deres Rod i Sammensværgelser for
"gamle Norge paa egne Been." Nei, udviklende dette i en Af-
handling til Regjeringen, der hovedsageligen fører Beviset for, at
Politimesterembedet bør gjøres saa afhængigt af Magten som mu-
ligt, og alene bestyres ved Constitution, skildrer Han ganske an-
dre, men derfor ikke mindre kraftige Egenskaber, som nødven-
dige for og betegnende den fødte constituerede Politimester.
Iblandt disse har da "en vis Snuhed" sin ikke underordnede
Plads. Ved Siden af dette smukke Værk indleveres da Ansøg-
ningen om Politimesterskab, med Forsikkringer om, at man tiltroer
sig, og veed og føler sig skikket til at opfylde, som havende de
nødvendige Egenskaber, alle derpaa hvilende Forpligtelser.
   Hvem har nu Ret, Hr. Statsborger! Er dette at rose sig af
Snuhed, fordi man siger, at en Politimester bør have denne Egen-
skab, og, at man Selv bør være Politimester? Kanskee, naar Alt
kommer til Alt, saa har Hr. Dass heller ikke ligefrem pralt af at
have erholdt Stene i Ryggen for den gode Sags Skyld; men ikkun
sagt: "at han gjerne for Hs. Majestæts Villies Skyld kunde have
faaet baade Stene i Ryggen og Bank," eller "at han gjerne for
Hs. Majestæts Villies Skyld vil modtage Stene i Ryggen." Isaa-
fald kan man kun sige, at det er en høist hæderlig Parodie paa
Kong Arthurs Jevninge, der gjorde Løfter for Maden, ja Løfter,
d.III,b.1,s.231   der stege i Frygtelighed jomere de drak. De seer, Hr. Statsbor-
ger, hvorledes Deres Anke mod Hr. Praëm -- der vil faae sin
Gjengjeldelse Hisset, trods den utaknemmelige Stat -- hensvin-
der af hans gode Navn som Pusten af Staalet. Maaskee, naar
man fik fat i det franske Haandskrift, som Han havde i Stock-
holm den Ære underdanigst at overrække Hs. Majestæt, man
ligeledes vilde opdage snarere Træk af Høisind end af Neder-
drægtighed, snarere en patriotisk Nyplan, lignende Ovenforfrem-
satte, end, som Rygtet har sagt, et Amalgamations-Forslag eller
et nyt Forslag til at kue 17de Mai tilbage i Forglemmelse. Saa-
ledes er det, naar Alt bliver belyst, naar man giver Den et høist
fortjent Flabbedrag, der vil sætte sine skidne Læber til Bagta-
lelsens Basun imod en Mand, hvis Uegennyttighed snart vil blive
til et Ordsprog, hvis Dyd er liig den, der straalede i hine Dage,
da der stod Galger paa hver Kirkebakke, og Synden altsaa maatte
tye iskjul, og om Hvem det ikke lader sig sige, at Han betyngede
sit Hus med uretfærdigt Gods, sit allerede i Ungdommen rystende
Hoved med udplyndrede Armes Jammersuk, sin Isse med et
gjæstmildt Folks Forbandelser, sit Navn med Skjændsel, der ikke
hendamper med den sidste Sveed; eller at Han, efter Barndom-
mens henrundne fortjenstløse Dage, begyndte med at hylde de Be-
gjærligheder, som mærke Manddommens Dage med Forbrydelser.
   Skulde De blive altfor arg over disse Revselser, Hr. Statsbor-
ger, da maae De vide, at jeg, som Procurator Wahl i Thrond-
hjem, holder Landslov og Ret for det sikkreste, og agter at holde
mig dertil. Regjeringen vil heller ikke være sparsom paa at give
mig en overordentlig Ret, en Commission til at dømme os imel-
lem. Mit hele Forsvar ligger i selve Gjerningen, at jeg har talt
en almeenagtet Hædersmands Sag imod ubeføjet Bagvaskelse,
samt i disse Tydskeren H. Heines Ord: "det er just Trykkefrihe-
dens velsignede Følger -- den jeg ellers hader ligesaa dødelig
som Universitets-Lærernes Skribentdovenskabs Talsmand i Mor-
genbladets første Tilsvar til hersteds Indrykkede, om 8de Hefte
af Maanedsskriftet -- at den berøver Folkeledernes Djervmaal
al Nyhedens Tryllekraft: det lidenskabeligste Ord neutraliseres
ved ligesaa lidenskabeligt Gjenmæle; og den qvæler allerede i
Fødselen Bagvaskelsen, der, udsaaet af Tilfælde eller Ondskab,
fremvoxer fordærveligen og frækt iløn, liig Giftplanten der kun
d.III,b.1,s.232   trives i dunkle Skovsumpe og i gamle Borg- og Kirke-Rui-
ners Skygge, men hentørres elendigt og jammerligt i det klare
Sollys."

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE