|
[OM OPPOSISJONEN]
Vor Regjering og dens nærmeste Stormænd skulle sandelig
slippe at klage over, at Modsamlagstidenderne ikke ere nok høf-
lige imod dem. Man complimenterer snart den hele Regjering,
snart Enkelte af dens Medlemmer for Liberalitet; og en Amt-
mand faaer de ærbødigste Taksigelser, der ligne Nederdrægtig-
hedens Bøienistøvet for Nedladenheden, saasnart han giver Al-
meenheden en offentlig afæsket Oplysning, eller viser paa en
eller anden Maade, at han ikke, som nogle engelske storsnudede
Statsraader tilforn, eller som vor Hovedstads Fæstnings-Com-
mandant, Baron Wedel, efter hans offentlige Erklæring, lader
haant om den offentlige Stemme, forsaavidt denne finder Mæle
igjennem Dagbladene. Omendskjøndt Lovmælerne over vore
Regjeringsmedlemmers Liberalitet lade sig, og det alene med
Grund, betragte som almindelige, tomme Artigheder, eller som
taabelige Forsøg paa at smøre dem om Munden, fordi de i no-
gen Tid have standset med at ødsle saa med Trykkefrihedspro-
cesser -- noget, som, at slutte efter Sagsanlægget mod Bladet
Folkevennen for dens Benævnelse af Grundloven fra 17de Mai,
ellers falder DHrr. særdeles let, saaat det kan paa en Maade
kaldes en Naade at slippe for en saadan Action -- : saa er og
bliver dog dette Complimentmagerie, en uværdig Uskik, fordi den
har sit Udspring fra den gamle slaviske Kryben for Kongen og
hans Nærmeste; og 2) en umoralsk Uskik, fordi man ligesaalidt
bør usandfærdigen rose eller smigre som bagvaske; samt 3) en
fordærvelig Uskik, fordi man ved en, omendog denne høieste
Embedsmand gjør sin Pligt, endog i dette Tilfælde høist utidig,
unødvendig Roes, let kan gjøre denne altfor kry, saa han, for-
ledet af Indbildningen om sine Fortjenester, forlader netop den
Bane, han stille vandrede imod disse. Saavidt Inds. bekjendt,
have vi hverken noget synderligen -- og mindst Liberalitet --
at rose hos vore Statsraader, og vel heller ikke videre at dadle.
Skulde En af dem, mod Forventning, give et eller andet frem-
ragende Exempel paa Liberalitet og mandig Pligtopfyldelse, da
|
| d.III,b.1,s.233 |
skulle vi visselig gjøre os en Ære af at forekomme Ministerial-
bladet Rigstidenden i at rose. Vi vente imidlertid ingen Særsyn.
Lad det derfor være som det er. Vor politiske Barndom, vor
statsborgerlige Klodsethed og vort offentlige Livs døde Stilhed
fortjener dem ikke bedre eller mere udmærkede end de ere.
|
| BLA BAKOVER |