|
FØRSTE SCENE
(Samme Skueplads som i første Akts 2den Scene. Folk. Deriblandt
Mazoliero som Munk,
Cinthio i Betlerdragt,
Zeno og
Annicelli.
Giulio, med en Pergamentsrolle i Haanden, og
Sekretæren trine ud paa Løvetrappen).
Folket.
Viva Zani! Viva Giulio Zani!
Nogle Stemmer.
Ned med Timands-Sekretæren!
Andre Stemmer.
Vogt dig, Zani, for Diecis Sekretær! Viva Zani!
Giulio.
Viva Venezia!
Folket.
Viva Venezia! Viva Zani!
Sekretæren.
Ja vogt jer, unge Zani; men for Folket!
Træk jer tilbage med Foragt en Stund,
saa bliver Jublen taus, fortrydelig,
og I faaer Ord for hvad I har at sige,
(De trække sig tilbage).
En Borger.
Gud velsigne ham, hvor han ligner sin salig Fader, saa ung
han er. Han burde være Doge, og bli'er det nok ogsaa.
Han ei gjenkjendte mig, endskjøndt hans Øje
igjennemmønstred hele Folkemassen.
Velkommen nu Carraras Dolk!
|
| d.II,b.5,s.245 |
Anden Borger
(skydende
Cinthio tilside).
Afvejen, Karl! Jeg troer ordentlig han vil vise sig.
O Gud, o Gud! o hvad har jeg da syndet,
at Han ei kjendte mig? Tregange dvælte
hans Øje paa mig. Kummer saae jeg deri,
men ei Gjenkjendelse. Nu, Død, velkommen!
Anden Borger.
Nei hør paa ham! Jo bi til det, uforskammede Knegt! Du
skal nok see, Hr. Overdommeren, en Zani, kjender slige Karle
uden igjennem Akterne.
Tredie Borger.
Saavidt bør ikke Friheden gaae, Jacopo, at slige Betlere tør
trænge sig indimellem respektable Borgere. Saadan Frihed kan
gjælde i Padua, hvor Alt staaer paa Ende, og Den, der er meest
laset, har meest at sige.
Anden Borger.
Slige Karle bør presses til Flaaden.
(Til
Cinthio)
Flyt sig endnu
lidt!
(For sig selv)
En stout Karl med alt det.
Første Borger.
Hvorfor skal I da fornærme ham, Mester? Han seer ærlig og
reenfærdig ud med al sin Fattigdom. Er det Frihed? Eller
staaer I kanskee i den gyldne Rolle? Jer Fa'r gjorde det ikke.
Anden Borger.
Cospetto di Bacco! Bi lidt! Den Skose skal I angre.
(
Giulio træder frem med
Sekretæren).
Stemmer.
Tys! Stille!
|
| d.II,b.5,s.246 |
Giulio
(aabnende Rullen. Med høj Røst)
I St. Marci Navn, Venetianere!
Hvor lykkelig jeg priser mig, hvor takker
jeg ei Hans Høihed Dogens og Diecis,
de vise Statens Fædres, Naade, at
min første Embedshandling er Forkynden
af Amnesti for hver tilforn Anklaget
i hiin Mazolieros Sammensværgelse,
kun denne Selv undtagen, hvor han findes.
Kun to af denne Nidings Medforbundne
har Lovens Sværd i Statens Værge levnet:
-- I, Ridder Zeno der og Annicelli.
Thi være det for Alle vitterligt,
at Frihed og Benaadning skjænkes eder
af det høimodige Venezia.
Men Nogle til det faste Land undveeg.
Blandt dem var Een, der ingen Naade faaer,
men kun sin Uskylds Ret: min Frænde Cinthio.
Thi vorde denne Amnesti forkyndt
Venedig og derfra Italiens Stæder,
den Skyldfri som en Statens Afbigt og
den Skyldige, ihvor han er, som Naade!
(Gaaer ind med
Sekretæren).
Folket.
Viva Zani! Viva Dieci! Viva Venezia!
Jeg vil ei melde mig, men ukjendt dø,
naar Han ei kjender mig. O det er Døden!
(Antager en bedrøvet hensjunken Stilling medens Folket adspreder sig).
Første Borger
(klapper
Cinthio paa Skulderen).
I studerer nok paa Natteleie, Kammerat! Kom, jeg har en
Plads for Jer i min Kjælderhals.
|
| d.II,b.5,s.247 |
Mazoliero
(trængende sig frem).
Men ingen for mig, en fattig Munk? Du skal ikke tage Brødet
fra Børnene og kaste det for Hundene.
Første Borger.
Jo, ærværdige Fader! vil I tage tiltakke i en anden Krog.
Hvor der er Hjerterum, veed I -- --
Min Plageaand! Nu vil jeg ei ham fly,
men elske ham som Dødens visse Forbud.
(De gaae).
Anden Borger.
Se saa, der kom en hellig Fader imellem, saa der blev intet
af Gaaseplukningen den Gang.
(Gaaer).
Zeno.
Forbausende!
Annicelli.
Jeg neppe tør det tænke.
Zeno.
Vi tænke da det Samme.
Annicelli.
Ham det var,
Forræderen.
Zeno.
Jeg hørte det paa Stemmen,
og siden saae jeg det trods hans Forklædning.
Annicelli.
Kom lad os følge denne Ulv paa Sporet!
(De gaae).
|
| d.II,b.5,s.248 |
ANDEN SCENE
(Hal i Palladset Zani.
Cornelia.
Cenzia).
Cornelia.
. . Endda, om Sporet er forsvundet . .
Cenzia.
Ganske,
som Flodens, der i Sandet døer, ja ganske.
Cornelia.
Saa priis ham lykkelig, at hid han kom ei,
hvor Carlo svoret har ham Døden.
Cenzia.
Carlo?
Her ei regjeres som i Padua,
hvor Tyranni med Folkets Vildhed vexler.
Min Broder kan beskytte ham, og vil det.
Cornelia.
Jeg frygter min.
Cenzia.
Har du tilgivet Cinthio,
saa tving din Broder.
Cornelia.
Kunde du tilgive,
skjøndt du er blødere end jeg, min Cenzia,
om Cinthio elsked dig -- oh, hvor du rødmer! --
men elsked dig dog lidt nok til at skjænke
en Ven sit Stevnemøde?
(
Cenzia tier).
Tænk dig da,
at Alt du gav ham, skyldfri Ømhed kunde,
at du . .
|
| d.II,b.5,s.249 |
Cenzia.
O ti! Jeg tænker paa hans Jammer,
paa dine Frænders Hevn, paa hans Forsvinden
paa Vejen ved Verona nær det Sted,
hvor vilden Etsch igjennemskjærer den.
Cornelia.
Frygt derfor ei; en gammel Munk har fulgt ham,
for kjærlig ham at gjenne fra min Slægt,
hvis Harme, engang vakt, jeg ei kan styre.
Jeg troer Gonzagas Hær, ei Etsch, har slugt ham.
Cenzia.
Han kom ei did. Han sporløs er forsvunden.
Cornelia.
Velan! Der ogsaa er Carrara'er.
Cenzia.
Dem og sin Død jeg veed han frygter ikke;
og var der tusind, skulde jeg ham hevne.
Det er for Giulios Skyld han er forsvunden
og lider Alt, om han ei alt er død.
Cornelia.
Da troer jeg, at jeg elskte ham paany.
Cenzia.
O, Hjerter til at elske har vi Begge.
Lad ham da hedde død og gjenopstaa,
en Søster i sin fordums Elskte faae!
Cornelia.
Jeg vil min Broder om Forsoning bede.
Cenzia.
Troer du min Taare dæmpe vil hans Vrede?
(Gaae, men glemme sine Slør).
|
| d.II,b.5,s.250 |
TREDIE SCENE
(
Carlo.
Mazoliero som Munk. Siden
Sekretæren).
Carlo.
Herind! Fortæl Cornelia . . Aha,
hun er her ikke? Vel! Men, Mand, dit Skjæg
er voxet noget stærkt i disse Dage.
Mazoliero.
Jeg har opfyldt min Pligt, Jer underrettet
om Cinthios Nærværelse. Nu, Herre,
nu vender jeg tilbage, da han er . .
Carlo.
. . i min Haand.
Mazoliero.
Og i Guds.
Carlo.
Smukt sagt af Eder.
Men det er udlagt: i Retfærdighedens.
Dog kan jeg spare mig, ifald jeg vilde,
og ikke havde et naturligt Fortrin.
Her nemlig er en Mand, en dristig Beiler
til Zanis Søster, dristig, som om Djævlen
til Engel beiled, Broderens Collega,
og han vil takke dig. Bi derfor her!
Hver Dag mod Aftnen han tilstede er,
saavist som Taarnet hid sin Skygge vender,
saa punktlig paa sin Plads som Møllens Øg.
Dog du tilgive, Fader, denne Spøg!
Jeg glemte, at du Elskov ikke kjender.
(Iler ud).
|
| d.II,b.5,s.251 |
FJERDE SCENE
(
Mazoliero alene. Siden
Carlo Carrara og
Sekretæren).
Mazoliero
(griber det af
Cenzia glemte Slør).
Du feiler, Dreng! Hvi gjør mig ellers dette,
og ei hiint, Slør saa blød og varm om Hjertet?
hvi finder jeg, saa kold fornuftig ellers,
vanvittig Glæde i at kysse det,
i stirrende dets Traade at forfølge,
mens dette der er mig saa ligegyldigt
som Edderkoppens Spindelvæv i Krogen?
Og hvorfor river jeg det ei isønder,
men kryster det til Hjertet, som om det
var Skyen, nedsendt af Barmhjertigheden,
hvorpaa endnu jeg kunde himmelfare?
Jeg stjæler det; det dække skal min Qval.
(Stikker Sløret til sig).
Naar jeg er død, det findes skal paa Brystet
med sveden Plet, hvor Hjertet det bedækked.
Jeg ikke elske! Ve mig, at jeg kunde!
Othellos Lidenskab, som mættet Slange,
var sløv mod min, der stedse hungret har
og i sin Rasen Alt tilsidst fortæret.
Jeg var en tapper, hædret Officeer,
min Fødsels Ringhed dækket af min Kaarde,
en Folkets Yndling, med Bocconios,
Tribunens, blodbedækkede Erindring,
der ei forfærded mig, i ædel Kamp
om for Venedig være en Rienzi.
Jeg havde Venner, ædle som en Zeno,
som Annicelli sværmerske, hengivne;
og Livet nød jeg, uden Rigdom vel,
men sorgløst, muntert, som en Officeer,
der venter bedre Tider, og ei negtes
Kredit paa Kaarden til den næste Krig.
Da saae jeg Cenzia -- og Alt hengav jeg.
Alt, Alt! Den brave Krigsmand blev en Nar
og Frihedsmanden, Vennen en Forræder.
|
| d.II,b.5,s.252 |
Med vanlig Kjækhed paa Rialto talte
jeg Dogens Datter til, og Folket tyded
det som et Træk af ægte Lighedssind.
Jeg borged mig en lidt anstændig Kappe --
det leed ei Folket -- spilled Kavaleer,
men var, med al den Huulhed, dødsforelsket,
saa for et Smiil af Damen, jeg forfulgte
med Serenader hvergang Maanen straalte,
jeg gjerne skulde see Venedig synke,
Lagunens Mudder suge ned San Marco.
Saa elsked jeg, og blues nu og angrer --
ei at jeg hævned mig og vil fuldbyrde,
men at jeg legte saa med Elskovs Slange.
Min Smerte, da jeg blev med Haan forstødt
som en Plebejer, lærte mig hvor dybt
den Ømheds Glød var sjunken i mit Hjerte,
og for at slukke den, det gamle Had
mod Republikkens Optimater, lod
sin gjemte Givt jeg øse i mit Blod.
Forgjæves Kjærligheden Givten taalte.
Jeg med Foragt min egen Ringhed maalte.
Saa elsked jeg. Nu har jeg kun den Trøst
at gjenne Cinthio fra hendes Bryst.
Carraras Dolk ham over Issen hænger.
Saa til Gonzagas Hær! Da Munk ei længer!
Da Sværd ihaand og Terningspil ilomme!
Dog knapt den gamle Lystighed vil komme;
ei heller gamle Tiders Sværmeri.
Mazolieros Liv er alt forbi.
FEMTE SCENE
(
Carlo Carrara og
Sekretæren komme.
Mazoliero).
Sekretæren
(seer forbauset paa
Mazoliero).
Han der?
Carlo.
En trofast Tjener af vort Huus.
|
| d.II,b.5,s.253 |
Sekretæren.
Han der?
Carlo.
Javist!
Farvel Gonzaga nu!
Sekretæren.
Jeg kjender ham.
(Til
Mazoliero)
Du veed hvad det betyder.
Jeg hørte det idag. Det lød ei fuldt
saa godt som for . . .
Sekretæren.
Ti kun! Jeg vidste alt
du var i Staden. Seer du denne Skrivt?
Mazoliero.
Det Zeno skrev. Nu! Han har Ret dertil.
Sekretæren.
Du veed, at du er dødsens.
Mazoliero.
Jeg det veed.
Carlo.
Vor Munk! I dristig er mod Os og Kirken.
Sekretæren.
Kast Munken væk! Jeg byder.
Mazoliero
(aftager sin Kutte og sit Skjæg).
|
| d.II,b.5,s.254 |
Carlo.
Ved San Marco!
Det Skifte lider jeg. Slig Karl vi trænge.
En Krigsmand paa sin Hals.
Mazoliero.
Jeg gjorde Bod;
og gik derfor fordækt.
Sekretæren.
Mazoliero!
Paa een Betingelse du kun kan frelses --
thi jeg erindrer du var kjæk paa Cypern,
og skriver Resten paa dit slette Selskab
og paa en oplagt Krigers Ørkesløshed --
Paa een Betingelse dit Liv kan reddes:
Paa een: Du gaae maa i Diecis Tjeneste.
Mazoliero.
Da kan jeg lægge Sværdet, gribe Dolken.
Sekretæren.
Kun sjelden; men naar det nødvendiggjøres,
naar det befales, da -- ! Blind Lydighed
fra øverst og til nederst er, det veed du,
Venedigs Storheds Støtte, Statens Hjul.
Mazoliero.
Engang det mig oprørte.
Sekretæren.
Tys! hør hid!
(Tager ham afsides).
Den Flygtning, skjøndt benaadet af Venedig
og Green af Zanis Huus, du har angivet,
at være her i usselt Stræde skjult,
maa dø i denne Nat. Carrara vil det.
|
| d.II,b.5,s.255 |
Mazoliero.
Er det de Timænds Vilje?
Sekretæren.
Det er min.
Du kjender mig.
Mazoliero.
Jo jo!
Sekretæren.
Og veed dit Valg?
Nu kan det skee, skee sikkert, uden Ansvar.
Dog gid jeg stak med samme Stød jer Begge.
Slig Nidings Drab var Vellyst kun at bære
og himmelsk Anbefaling.
Sekretæren.
Saa til Cypern,
hvis ei du heller vil til Candia.
Saa i Galgen,
hvis ei jeg heller vil til Havsensbund.
(De gaae).
Carlo.
Jeg vil ei være ærlig, om den Dommer
mig ei, ved Hjælp af Munken, forekommer.
Dog veed jeg hvor Han er. Med Sværd mod Sværd
han svare mig! Det er meer ærlig Færd.
(Vil gaae; mødes af
Cornelia og
Cenzia).
|
| d.II,b.5,s.256 |
SJETTE SCENE
(
Carlo Carrara.
Cornelia.
Cenzia).
Cornelia.
Min Broder! Cinthio er forsvunden.
Cenzia.
Død;
jeg ahner det. Og Gud tilgive Eder!
Carlo.
Tilgiver Du, da tør ei Gud det negte.
Er Cinthio svunden, var det egen Vilje,
endskjøndt Carraras Magt fordrev ham først.
Men er han død, da hevned et Tilfælde
og ikke jeg, ei Pligt og Ret, min Søster!
Jeg det beklager.
Cornelia.
Hvad ham end er hændt,
tilgiver jeg ham.
Carlo.
Du?
Cornelia.
For Cenzias Skyld
og for hans Lidelser.
Carlo.
Den første Grund
har mere Vægt. Og havde jeg ei svoret,
dog sidste Gnist af Vrede maatte slukkes
af disse skjønne Taarer. Men jeg svoer.
Cenzia.
Og jeg tør sværge, at du ei er ond.
|
| d.II,b.5,s.257 |
Carlo.
For ei min Eed at bryde, vil jeg ile
flux til Gonzaga.
Oh! Hvorledes? Tal!
Cornelia.
Er Cinthio levende, da er han der.
Cenzia.
Lad Carlo tale! Gode Carlo, Carlo!
min Broder Carlo, tal!
O hulde Cenzia!
de søde Ord og endnu meer dit Blik,
som fatter dem i himmelsk blaa Emalj,
betvinger mig. Nei, Cinthio er her.
Cenzia.
Gud og San Marco!
Carlo.
. . Men maaskee hans Sjel
ei længere end til inat engang.
Men hvor han er, veed Sekretæren bedre.
Cenzia.
Da truer Fare ham! Hvor er han, Carlo?
Og hvor er Sekretæren denne Aften?
Hans Navn mig som en Viper stak. Hvor er han?
Mig ængstes saa . . O hvor er Cinthio?
O siig det, Carlo; og din Løn vil blive,
at du vil elske ham.
Carlo.
Den Løn var liden.
|
| d.II,b.5,s.258 |
Cenzia.
Da er vel Himlens Kjærlighed en større.
Carlo.
Ja, Cenzia, jeg kalder dig min Himmel.
Cenzia.
Husk Sekretæren! husk!
Carlo.
Mig stak det ogsaa.
Velsign min Tanke, Cenzia. Det haster.
Han er i Fare . .
(Kaster Kappen om sig og iler ud).
Cenzia.
Iil! Ei Satan raster,
naar Mennesket vil ondt. Men jeg vil knæle
og bede Gud, at han vil Naaden dele
imellem dig og Cinthio. O alt
er Naaden ned i din Forsoning dalt.
(
Cenzia og
Cornelia gaae ind).
SYVENDE SCENE
(Uanseelig Gade. Nat, oplyst af et Madonnabilledes Lampe nede i Gaden. I Forgrunden en aaben
Nedgang som til en Kjælderhals.
Første Borger kommer op derfra med Løgt, fulgt af
Cinthio).
Borgeren.
Nu har du seet Leiligheden. Ussel, Gud bedre os! Men var
ikke Pateren kommen, skulde du faaet det bedre.
Cinthio
(sløv, stirrende).
Pateren?
Borgeren.
Javist, Pateren. Hørte du ikke?
Cinthio.
Pateren?
|
| d.II,b.5,s.259 |
Borgeren.
Ja, og det en Franciskaner til. Det er en Velsignelse til i
Huset, foruden Teresa, min Datter, saa jeg mener du kan sove
roligt i Krogen dernede paa Halmen for i Nats Skyld. Pateren
faaer faa Teresas Kammer, naar han engang slutter sin Andagt
i San Marco. Godnat!
Cinthio
(slipper ikke hans Haand).
Bi lidt!
Borgeren.
Hvad gaaer af dig, Kammerad? Troer jeg ikke du græder?
(Holder Lanternen til) Ei, frisk Mod! Du seer ud til at være kommen
af Folk. Eller du hører vel til en opløst Skuespillertrop, kan
jeg tro. Det kan nok rette sig til Karnevalet. Jeg skal tage
en Billet til mig og Teresa.
Cinthio.
Jeg vilde blot takke dig. Ædle Mand! Du er det.
Borgeren.
Ei Lapperi! Kom I op imorgen tidlig til Teresa før I gaaer
videre. Hun har nok lidt til Jer. Godnat! Gud være med Jer!
(Gaaer ind i sit Huus).
Cinthio.
Selv fattig, troer han ei, at Fattigdom
kan tænke paa Barmhjertighed at øve,
somom den Dyd var stolte Rigdoms Særret.
Hvor galt! Dog godt, at han ei bedre veed.
Med Uskylds Ynde farver det hans Godhed.
Han ei mig kjendte mere end hiin Jøde
var kjendt i Ørknen af Samaritanen.
Dog rakte flux han Haand. Gud ham det lønne!
Men Giulio, min Fosterbroder -- o
Han ei mig kjendte. Gud ham det tilgive!
Det Stød var haardest. Gud ham det tilgive!
Madonna vinker hist med milden Straale.
|
| d.II,b.5,s.260 |
Der vil jeg bede Gud tilgive Giulio
-- for Andet ei, end at ei Han mig kjendte.
Og, hvis det ikke Herren er at friste,
gid saa mit Liv i denne Nat jeg miste!
(Gaaer til Madonnabilledet, hvor han knæler).
OTTENDE SCENE
(
Carlo Carrara kommer tilhyllet).
Carlo.
Her skal det være -- sagde Skurken -- her
i dette Hul. Blot jeg for seent ei kommer.
(Seende sig om)
En Bedende? Bed da, at jeg ei, før
jeg har udført det, angre maa mit Forsæt,
at frelse Hendes Yndling, jeg tilbeder.
Bed, at der endnu dog maa være Tid,
at Sekretærens frygtelige Bud
før mig ei stegen er i denne Hule!
Og bed, besværgende hver Himlens Helgen,
at Cenzia, hvis Bøn har gjort mig blød,
medeet forsonlig, som et Barn i Sind,
blødhjertet blive maa igjen for min!
(Stiger ned).
NIENDE SCENE
(
Mazoliero kommer med en Lanterne paa Brystet.
Cinthio knælende i Baggrunden).
Mazoliero
(lytter i Nedgangen).
Det rører sig dernede. Rask, Mazoliero!
(Drager en Dolk)
Det er den samme Zani, som dig haante,
og, var han end din Ven, det er jo Ham,
som Cenzia elsker? Rask, Mazoliero!
Lad hende sørge med dig!
(Stiger ned. Pause. Man hører et Dødsskrig.
Mazoliero styrter forfærdet op).
Helveds Aander!
Hvad Syn I viste mig? Det er umuligt!
Troløse Gjøglerblus! Det er umuligt!
(Blæser Lanternen ud og flygter).
|
| d.II,b.5,s.261 |
Cinthio
(reiser sig fra Bønnen og kommer frem).
Jeg er bered. Men da mit Hjerte er
for ungdomsstærkt til af sin Qval at briste,
gid Dolken sig til det isøvne liste!
(Stiger ned).
|
| BLA BAKOVER |