|
FØRSTE SCENE
(Retshal. Morgen. Folk. Imellem det de tre Borgere. Mazoliero i Baggrunden.
Zeno og Annicelli).
Anden Borger (til Første).
Der seer I hvad der kom af jer taabelige Christenkjærlighed.
Hvem vil nu kjøbe Urter i jer Blodkjelder?
Første Borger.
Ak ja, ja! Hvem skulde have troet det om det unge Menneske?
Tredie Borger.
Om en Betler, en Lazaron? Jo han skulde være for god dertil?
Anden Borger.
Og det en Adelsmand, som saa ynkeligen er myrdet!
Tredie Borger.
Ja, og det en fornem Fremmed, som man siger. Kanskee en
Gesandt. Venedig har havt Krig for mindre.
Anden Borger.
Hørte I det, Nabo? Pas jer, at I ikke faaer en Rem af Huden.
Jeg vil ikke give en Lire for jer Kjelderbevilling.
Tredie Borger.
Ikke en Bajoccho. Men hvad siger jeres lille Guldstykke Teresa
til alt dette? Nu kan hun skyde en hvid Pind efter at blive en
af Venedigs tolv Brude til næste Kyndelsmisse.
|
d.II,b.5,s.262 |
Første Borger.
Aa, tal ikke til mig -- ikke derom, ikke om nogen Ting. Det
løber rundt for mig naar jeg tænker paa det. Jeg har nok med
at bande for mig selv det utaknemlige Skarn, som saaledes skulde
takke mig for min Godhed og gjøre mit Huus til en Bykrønike.
Anden Borger.
Tys! Herr Overdommeren! Nu begynder Historien skal I høre.
ANDEN SCENE
( Giulio, Sekretæren og Bisiddere komme og indtage sine Sæder bag Skranken.
Siden Cinthio).
Det er en Bagatel: en Betler dræbt
af anden Betler.
Giulio.
Ikke ganske saa.
Den Dræbte være skal en Adelsmand.
Hans Diamantring lyste gjennem Mørket.
Saaledes fandt man ham i Kjelderkrogen,
men paa hans Bryst en Betler slumrende.
Sekretæren.
Fortræffeligt!
Giulio.
Hvi saa?
Sekretæren.
At Gjerningsmanden,
den Lazaron (det ligner denne Race)
af Viin sandsynligviis betynget, blev
paa Stedet funden før han fik forstukket
i Pøblen sig, som Øglen i sit Mudder.
Vor Stad maa renses.
|
d.II,b.5,s.263 |
Giulio.
Deri har I Ret.
Det er oprørende! Det vilde Dyr,
blodmætte, sløve Krokodil, der kunde
sin Slummer tage paa sit Offers Bryst!
Sekretæren.
Des kortere Proces!
Venetianere!
-- jeg siger det med Rædsel og med Sorg --
et Mord inat er skeet i Qvarteret;
men se! med Solen har Retfærdigheden
oplukket Øjet. Fører frem den Døde,
og Morderen dernæst!
Sekretæren.
Den Sag er klar.
Alting anklager ham. (Afs.) Ha, Mazoliero,
jeg vil dig spare for din Lykkes Skyld.
Med dig maa Himlen være eller Helved.
(Seende henmod Mazoliero)
Dog blegner han. Ha, hvad betyder dette,
at Han kan blegne?
(En Liigbaare føres ind).
Giulio.
Se nu til! Dæk af!
Mazoliero
(trængende sig frem. Afsides).
Ja jeg vil see, om ei Lanternen løi.
(Liget afdækkes. Giulio falder med et Skrig tilbage i Stolen. Mazoliero farer sammen og be-
mærker, at han iagttages af Zeno og Annicelli. Sekretærens Stilling og Miner udtrykker
ligeledes Forfærdelse).
Fordømt! Mit Blus saae sandt. Mig Djævelens
Veninde, Natten, spillet har et Puds.
Mig lykkes intet meer, selv ei det Onde,
som ellers lykkes Mennesket saa godt.
|
d.II,b.5,s.264 |
Sekretæren (fattende sig).
Ei Under, at sligt Rædselssyn mig slog,
at Dommeren i Stolen sank tilbage,
at dæmpet Skrig undslap hiin gamle Pater.
Thi dette Mord -- o Navnet ei tør nævnes --
bedække vil Venezia med Skjændsel
og Padua med Sorg. (Afs.) Ha, at jeg vidste! . .
(høit) Vor arme Dommer! Dolken ham har rammet.
Dybt! dybt! Den Dræbte er min Svoger Carlo,
sit Paduas Stolthed, dette Blod min Vivs.
Saa er det -- o! Men hjemme vil jeg sørge:
Familiesorgen hører til mit Huus.
Her Retten gaae! Hvor ere Vidnerne?
En Bisidder.
Hiin gamle Munk og denne Borgermand.
(Peger paa Mazoliero og første Borger).
Giulio.
Og den Anklagede?
Cinthio
(trædende frem af Mængden i Baggrunden, i Lænker; med opløftet Aasyn).
Er jeg!
Giulio
(synkende tilbage; med Hænderne for Øjnene).
O Gud!
Tal end engang; men ikke slige Ord.
Tal end engang, ei for dig at forsvare;
men tal engang, at jeg kan høre ret,
at du er Cinthio og ingen Anden,
at du er Cinthio, du Jammersyn!
Cinthio.
Jeg er Carraras Morder.
|
d.II,b.5,s.265 |
Giulio
(med dyb Stemme uden at see op).
Du? Han lyver.
Ved Alt hvad der er helligt, Folk, han lyver!
Cinthio.
Jeg funden blodig blev ved Liget.
Giulio
(styrtende ned og omfavnende Cinthio).
Cinthio!
Min ædle Cinthio! Nei, jeg ei mig skuffer.
Dig Flugt kan fjerne; men Elendighed
og Løgn ei skjule for mig. Cinthio!
O dine Taarer blotte Træk for Træk! . .
Det Cinthio Zani? Helved! Nu bered dig
paa Fald, Mazoliero, som om Jorden
sig aabned under dig. Dog vil jeg friste
at frelse dig; thi Offret for dit Feilstød
at elske Cenzia begyndte.
Cinthio.
Giulio!
Du kjender mig igjen? Jeg døer med Glæde;
men gjør din Pligt!
Giulio.
Ja, dette er den første:
Tag Lænken af den Fangne.
Sekretæren.
Han anklager
sig selv; og disse Vidner . . .
Cinthio.
Vitterligt
det er for Munken, at den Dræbte var
min Avindsmand. Jeg traf ham, stak ham ned,
ham slæbte som et Rovdyr i min Hule.
|
d.II,b.5,s.266 |
Giulio.
Skriv Intet ned af denne Vanvidstale.
Det staaer der alt.
Giulio.
Ak, Cinthio, du vil dø;
Du vil. O! Jeg forstaaer . .
Cinthio.
Nu er jeg salig.
Ængst dig ei, Giulio. Jeg har besluttet . . .
Giulio.
Jeg med. Tag Lænken flux af denne Ædle!
End er jeg Dommer; men fra denne Stund
er her min Plads i Lænkerne, han bar.
(Lænkerne tages af Cinthio).
(Til Sekretæren)
Tag Dommersædet ind. Jeg mig anklager
som Morder, Jeg! Jeg, Giulio Zani, lod
hiin Dræbte dræbe og i Kjæld'ren styrte,
fordi min Fosterbroder og min Frænde
tildøde han forfulgte.
Sekretæren.
Hvor utroligt!
(Koldt). Sin Gang maa Retten have.
Cinthio.
Giulio,
du raser. Folk og Dommere, han raser.
Elendighed mig gjorde til slig Synder,
at Tanken jeg undfanged til det Mord.
Giulio.
Mig gjorde Venskab til en Morder.
|
d.II,b.5,s.267 |
Cinthio.
Mig
det bittre Fiendskab. Hvad er rimeligst?
Zeno
(læggende Haand paa Mazoliero).
At ingen Zani øved det; men Denne!
Sekretæren
(springende op).
Hvad Vanvidstale! Ak, Blykamrets Hede
har gjort den stakkels Zeno rasende.
Zeno.
Ja næsten. Dog jeg kan, retvise Raad,
opløse Striden mellem disse Ædle
af Byrd og Sind, som dø vil for hinanden.
Mazoliero.
Det Haandtag, Zeno, kjender jeg igjen.
Det har en Skjebnes Fasthed.
Zeno.
Niding, dog
dets gamle Kraft har Tommeskruen knust.
Sekretæren.
Den Sag indvikler sig. Vogt dig -- en Munk,
en hellig Mand og en ærværdig Olding!
Sig Folket korser.
Zeno.
Han er ingen Munk,
og endnu mindre noget af det andet.
Og var han end ei Morderen, saa er han
meer fredløs; thi han er Mazoliero,
Forræderen! (Forbauselse).
Anden Borger
(puffer til Første).
Ei! har I huset ham ogsaa, vil jeg ikke staae ved jer Side.
|
d.II,b.5,s.268 |
Tredie Borger.
Jeg ikke heller. Det er Livsfare. Det var ham, som førte
Sesto paa Lidoen i slig Ulykke. Kom Jacopo! (De flytte sig væk).
Første Borger.
Gud bedre mig! Gud bedre mig! Jeg vil blive hængt som
Sesto, der heller ikke vidste om nogen Ting.
Giulio.
Tal, Officeer!
Zeno.
Han fulgte denne Arme
derhen hvor en barmhjertig Borger aabned
et Skjulsted for hans Jammer Natten over.
Første Borger.
I Seng var Munken ei, men Denne der
laae slumrende ved Ligets Bryst imorges,
uskyldig som et Barn -- jeg sværger det.
Mazoliero
(afkaster sin Forklædning).
Du var bekjendt imellem os tilforn,
for din Sandtalenhed, du Brutus-Zeno.
Men tal nu, Segretario! Vil du,
at Jeg skal tale?
Sekretæren.
Før den Fredløse
til Galgen!
Mazoliero.
Der, med Dødens Vægt og Sandhed,
med Strikken om min Hals, Venedig høre,
at dette Mord var i din Tjeneste
mit Prøvestykke, at det ikke lyktes;
thi Cinthio Zanis Hjerte var det Maal,
du satte, Dommer!
(Føres bort. Murren imellem Folket, der stedse tiltager).
|
d.II,b.5,s.269 |
Giulio
(stigende op til Sædet).
Ve dig! Ve! Dit Aasyn
bekræfter det er saa. Det staaer der skrevet
paa dine Kinders gule Pergament.
Fængsl ham!
Sekretæren.
Et Medlem af Dieci?
Giulio.
Ja!
Kom, Cinthio!
Første Borger.
De Smaa man hænger op,
og la'er de Store gaae.
Anden Borger.
Skal Vi det taale!
Giulio.
Kun fængsl ham!
Anden Borger.
Dertil har Vi ikke Tid.
Thi Blodet koger. Ville I som jeg?
Giulio.
Ve ham! Thi Folket raser.
Første Borger.
Ja, kom an!
Mod Cinthio Zanis Bryst, min høje Gjæsts?
Uhyre!
Tredie Borger.
Her maa Folket øve Retfærd.
Ned med den Skurk! Mazolieros Øje
maa, før det brister, skue ham ved Siden.
(Folkemassen river Sekretæren bort under Raabene: "Ned med ham! Leve Zanierne!")
|
d.II,b.5,s.270 |
TREDIE SCENE
( Giulio. Cinthio. Zeno og Annicelli).
Zeno.
Hør disse Skrig med Andagt, Annicelli.
Guds Røst det er; vox populi vox Dei.
Annicelli.
Venedig leve!
Zeno.
Leve Republiken!
Dens Hjerteslag er denne Følelse
af Sæd'lighed og dennes Kraft og Ret
til Dom og Straf, -- til, som i dette Opløbs
henbruste Larm, at lade Domsbasunen,
den vrede Dyds Forbandelser, gjenlyde.
(De gaae).
Giulio.
Naar Politiken, som sit kolde Hjerte
opvarmer kun ved Marmorstøtters Bleghed,
og har ei andet Smiil end Rynkers Flugt,
ei varmere Begeistring end et Haandtryk,
saa nær forene kan to ædle Sjele:
da, Cinthio, naar kunne vi adskilles,
hvis Hjerter banked af det samme Blod,
hvis Dage fløde ved hinandens Side
til de nedhvirvledes i samme Dyb
af Lidenskab -- du Cinthio for at lide
for mig lyksalig i din Sorg at vide?
Jeg mægter kun dit Offers Værd at fatte.
Jeg kjender Intet, som det kan erstatte.
Mit hele Liv ei værd er en Sekund
af denne Sorg, der zittrer om din Mund.
|
d.II,b.5,s.271 |
Cinthio.
Den zittrer; thi den nævnede sit Savn,
men stille hen for sig, som tidt jeg gjorde,
naar Minderne jeg komme lod tilorde.
Bevar det, Giulio! (Hvisker).
Giulio.
Himmel! Cenzias Navn! (De gaae).
FJERDE SCENE
(Hallen i Zanis Pallads. Cornelia og Cenzia i Sørgedragt).
Cenzia.
Tilgiv mig, Søster; mellem mine Taarer
for Carlo Glædens flød for Cinthio.
Du er forsont. O se ham!
Cornelia
(seende udigjennem Altandøren).
Seer jeg ikke
hist paa Kanalen stakkels Carlos Følge
til Padua, og det med Rolighed?
Thi se, just der, hvor Rækken af Gondoler
nu dreje om, jo begge Skurke svæve
i Luften ovenover. Jeg er rolig.
Thi han er hevnet.
Cenzia.
Ogsaa du, Cornelia.
Thi Cinthio har lidt.
Cornelia.
Hvor haard jeg er,
som siger, at jeg derfor er forsonet.
Det er meer haardt, end om jeg ogsaa meente,
|
d.II,b.5,s.272 |
at Hevnen har min Sorg for Carlo dæmpet.
Du burde sørge meer end jeg, hans Søster.
Thi dig han elskede.
Cenzia.
Men haded Cinthio.
Cornelia.
Han offred dig sit Had. Han døde da
han vilde frelse ham. Han var forsonet.
Cenzia.
Da er han det med Gud.
Cornelia.
Jeg føler det.
Det er somom jeg hørte ham at hviske
her i mit Øre gode Ord for Cinthio.
Det ei behøves. Sorg gjør Soning let,
og al Forsoning letter atter Sorgen.
Jeg vil ham see og trykke til mit Hjerte:
han elsker Giulio højt, og du . . .
Cornelia!
Cornelia.
Hvi skjælver du?
Cenzia.
Han kommer . . .
Cornelia.
Jeg er stærk;
thi jeg fuldbyrde vil mit Soningsværk.
Begyndt i Hjertet, skjønt i Daad det ender,
naar Cinthio faaer sin Brud af mine Hænder.
( Cinthio og Giulio komme i prægtig Sørgedragt).
|
d.II,b.5,s.273 |
FEMTE SCENE
(De Forrige. Cinthio og Giulio).
Cinthio
(iler til Cenzia; knælende).
Min Frelserinde . . .
Cornelia.
Meer end det: din Brud,
hvis falskt jeg ikke tolker Sandhed ud.
Dit Hjerte kjender Giulio; jeg Hendes.
Og Kjærligheden bedst i Nøden kjendes.
Cinthio og Cenzia.
Cornelia! . . .
Cornelia.
Naar disse Ord har tonet,
da veed du, at Cornelia er forsonet.
Min Cenzia! . .
Cornelia.
Du bør hans Ømhed tro.
Han har ei fleer end denne Giulio.
Men hvis han havde nok En kjær som Denne,
jeg sikkrer ikke for hvad kunde hænde.
Thi hænder det, at Elskov gaaer for vidt,
det hænder og med Venskab, skjøndt ei tidt.
Med Skræk det Sagn hver Paduas Jomfru kjender
om disse to venetianske Venner.
Cenzia
(givende Cinthio Haanden).
Hvis denne Haand har nogen Magt dertil,
dem endnu meer jeg sammenbinde vil.
|
d.II,b.5,s.274 |
Cornelia.
Ei triumferer Kjærlighed forinden
sin Elskers bedste Ven er Elskerinden.
Cenzia.
Vær Cinthio da hos Giulio! Jeg da
beholder ham alene
Cornelia
(omfavnende Giulio).
Gjerne, ja!
En bedre Plads jeg veed ei næst min egen
i Giulios Sjel; men end er min ei vegen.
Thi Venskab, det paastaaer jeg end engang,
bør vige Kjærligheden første Rang.
Cenzia.
Hvad om af Venskabs Ædelmod vi lærte,
at det er Kjærlighedens sande Hjerte?
Det ahner mig, jeg troer, at hist af den
kun bliver dette Evige igjen.
(Teppet falder under en fortrolig Gruppering).
|
| BLA BAKOVER |