|
FØRSTE SCENE
(Hos de to Venetianere. Lampen udbrændt. Morgenen lyser ind.
Cinthio i en nedbøjet Stilling
ved Bordet. Siden
Carlo og bevæbnede
Frænder).
Cinthio.
Hvad skrev jeg? Afkald paa Cornelia?
Nei, ikke selv for Giulios Venskab. Det
var slet og ikke ædelmodigt; -- kun
en Rablen i de lange Nattetimer.
Dog kan Farvellet staa, som Brevet ender:
de korte Ord: "du seer mig aldrig mere!"
og Navnet "Cinthio".
(River en Deel af Brevet).
Ja Navnet "Cinthio",
i Taarer til en Taage badet ud.
Maaskee kan mit Farvel behøves; ja,
hvi troer jeg ei min Angst? Den burde drevet
mig allerede Mile bort fra Staden.
Og hvis jeg nu gjør Giulio en Uret?
Maaskee ham Feb'ren tog igjen paa Vejen,
og kasted marmorkold af Sved og Dugg
ham bag en fugtig Busk? Tys! Vist han kommer . .
(Aabner Vinduet. Fodtrin høres).
Ak, Morgenstjernen hersker allerede,
og stakkels Giulio . .
(
Carlo Carrara styrter ind med et Par bevæbnede
Frænder).
Carlo.
Saa grib ham! knebl ham!
(Følgesvendene gjøre saa, kneblende ham med en Staalmaske).
Men knebl ei Øret, saa han ei kan høre,
at Dette er Begyndelsen til Giulios
Formæling med Cornelia Carrara.
Hold strammere, I Mænd! Betving hans Krampe! . .
Ja det er som du hørte; men du skal
taus som et Liig, selv være Bryllupsvidne;
og saa skal Verden, men ei Padua
og ei Venedig, ei en Plet paa Jorden,
|
| d.II,b.5,s.228 |
hvor en Carrara aander, være Vidne
til en Elendighed, som ei vil blidne,
før den i ukjendt Vraa afløses med
Fortærelsens og Glemslens raadne Fred.
(De gaae med
Cinthio.
Giulio kommer strax efter sagte ind).
ANDEN SCENE
(
Giulio. Siden en af
de unge Carraraer).
Giulio
(holdende sig ved Døren).
Hvis jeg ei saae ham førend, førend -- -- var jeg
en Tyv, meer lumpen end en Morder. Tys!
Han slumrer vist; men vækkes maa til Flugt,
skjøndt selv i den Velgjerning der er Synd,
Forræderi, ormstukken Egennytte.
Den Redelige slumrer. Ahnelsers
og Drømmes Skyggespil af de Ulykker,
som just passere, præge sig ei paa
slig Reenheds Alabast. Gud være lovet,
om Cinthio i denne Nat har sovet,
om nærsynt Tusmulms blege Øje, lagt
nær til hans Aasyn, der har fundet Fred,
som Nattelynet gjennem Vindvet seer,
at Barnets Smiil af Tordnen ei forstyrres,
der ruller hele Timer over Hov'det!
Ja gid! . . Ve mig, er Troen da en Løgn,
at jeg, da Tingen ikke kunde ændres,
har frelst hans Liv? . . Ja! gid han meer ei vaagned!
Gid Dagen han ei saae, som kold vil pege
paa hans Ulykke i min Syndermine!
Men hellere end disse Ord, hvori
der er et Brodermord, gid jeg maa synke
igjennem Marmorgulvet for hans Fødder!
Jeg taaler ei hans Blik -- jeg føler det --
hans Godtroblik, hvormed han mig vil hilse.
|
| d.II,b.5,s.229 |
Det blotte Minde om hans Ansigtstræk
meer end Megærens fylder mig med Skræk.
(Finder Levningen af
Cinthios Brev).
Ak, sande Adelsind, naar nøjes du
med enkelt ædel Handling? Underrettet
om Alt, hans Sjel, af Offeret ei mættet,
har villet skaane mig for at besee
med saligt Øjekast hans Hjertevee.
O ned i Jorden vilde det sig bore;
nu skal det flyve om for dig at spore.
Nu, da den bittreste Sekund er over,
og naar den sødeste er runden ned,
at see dig Blik mod Blik jeg engang vover,
ja kanskee dig at minde om vor Eed,
at Døden kun, men ingen Skjebnes Grille,
saa mægtig skulde være, os at skille.
Du er ei død; thi ellers stille stod
i samme Stund mit Hjertes raske Blod.
Dets Stemme har du fulgt; jeg følger dig,
og finder dig for Cenzia og mig.
(Vil gaae. En af
de unge Carrara'er kommer).
Den unge Carrara.
Ah! Bravo, Svoger! Det er langt paa Dagen.
Snart er med Messens eders Time slagen.
Man aldrig paa en Brudgom vente maa.
Jeg gaaer. Jeg frelser Cinthio kun saa.
(Gaae Arm i Arm).
TREDIE SCENE
(Carraras Hal. I Baggrunden sees Indgangen til Kapellet. Paa den høire Side
Carlo Carrara
med flere af sine
Fættere med
Cinthio med Staalmasken og tilhyllet i Kappen imellem sig.
Senere
Duca Carrara med
Giulio fra den ene Side,
Dame Carrara med
Cornelia fra den
anden Side i Bryllupsoptog.
Mazoliero imellem
Carraraerne).
En Carrara.
Det kunde være nok, at han seer Alteret, Carlo. Han er dog
en Zani ligesaavel som Brudgommen.
|
| d.II,b.5,s.230 |
Carlo.
Du maa ingen Carrara være.
En Carrara.
Det maa du kjende ligesaa godt, som jeg din Hidsighed.
Carlo.
Hidsighed? Og han lever endnu?
En anden Carrara.
Det burde han ikke. Min Kusine . .
Carlo.
Det er ogsaa kun paa hendes Forbøn. Hun vil selv give ham
nogle Ord til Afsked, og jeg med som Vogter af Carraras Ære.
De øvrige Carraraer.
Det ere vi Alle.
Carlo.
Derfor Taushed, ved vor fælles Ære! Ti ogsaa du, Munk!
Mazoliero.
Jeg følger ham som en Skygge. Mit fromme Kald byder mig
at forebygge de Ulykker, som maatte følge af, om han nogen-
sinde viste sig hvor en Carrara aander.
Carlo.
Det er i Padua, og fra imorgen af i Venedig. Thi min Svoger
er hjemkaldt. Den Gamle er død, og den gyldne Bog kalder
ham for Familiens Skyld. Tys! Se hvor min Moder kroer sig!
(
Dame Carrara leder
Cornelia ind fra Høire, hvorved hun kommer
Cinthio nær, idet hun
gaaer imellem sine
Frænder.
Carrara leder
Giulio ind fra Venstre op mod Kapellet).
|
| d.II,b.5,s.231 |
Jeg vilde sige dig, at jeg dig hader,
hvis Had kan taale Medynk i sit Øje,
og Minen ei forraadte, at jeg sørger.
Dog vil jeg bede Carlo om dit Liv
og dig om Flugt, om Flugt, hvis du vil leve.
(Gaaer noget frem).
Dame Carrara
(gaaende forbi).
Og jeg? Jeg har ei Ord . . . Min Vrede fik
du i dit Ansigt, var det umaskert.
Nu, se hvad du har tabt! Jeg troer du gjør det,
hvis det er Graad og ikke Falskheds Skum,
som triller fra dig under Masken. Nu,
det gjør mig blød forskam . . Forbedr dig, Stakkel!
(Følger
Cornelia).
Græd han? . .
(Gaaer til Kapellet).
Carlo.
Hold ham, Munk! Det lader som han ikke taaler Synet af
sin lykkelige Ven. Kom, Fættere!
(
Carrara'erne gaae op til Kapellet, hvor Formælingen under høitidelig Musik gaaer for sig, mens
Cinthio synker besvimet hen i
Mazolieros Arme).
Mazoliero.
Nu ønsker jeg, at du maa leve længe
med saadan Qval og for slig Qval. Og naar
du træt deraf kun længes efter Døden,
og viser i Venedig dig -- thi Padua
maa være dig forhadt nok -- , da, som Skygge,
der springer op af Jorden, er jeg der
imellem dig og Døden, for at jage
paany dig ud i vilde Verden, bort
fra Døden og fra Cenzia, som venter
dig tro, med Barmen fuld af Livsenslykke.
Naar din Elendighed og Længsel hende
har tæret ud, saa I jer ei gjenkjende
undtagen med gjensidig Rædsel, da
|
| d.II,b.5,s.232 |
I skulle vide, at den hele Smerte
ei kom fra Himlen, som I troe, men fra
en saaret Orms, Mazolieros, Hjerte.
(Brudefølget gaaer tilbage og ind til Venstre, hvorfra høres Musik.
Duca Carrara følger siden
med
Carlo og
Carraraerne).
Vaagn op, forhadte Zani! Hør din Dom!
Carrara.
En Flygtning fra Venedig hid du kom,
forvovne Fremmede, at søge Ly
i Paduas gjæstfri Stad. Det blev ei negtet.
Men nu, da du, til Tak for Gjæstevenskab,
for Borgernavn, som blev dig tilbudt, har
dets bedste Slægt, hvis Ømhed gav endmere,
fornærmet dybt og blodigt: gjennem mig
forstøder Padua dig med tyvegange
saa tung Banlysning som Venedig sendte
bag Flygtningen.
Carlo.
Det er udtolket: Ve dig!
Du dødsens er, om her og hvorsomhelst
Cornelia aander, du dit Aasyn viser.
Da svoret har Carraras Æt din Død.
Carraraerne.
Ja hver af os, som om Cornelia
ei var hver Enkelts Frænke, men hans Søster.
Carrara.
Saa være det! Og for dit Navns Skyld, at
det, hun nu deler, ikke skal beskjæmmes,
hvor Livet du vil friste rundt i Verden,
du flux af Stadens Port i Betlerdragt
skal stødes ud til Jammer og Foragt,
saa, naar du siger, du en Zani hedder,
Enhver med Tryghed paa dit Vanvid vedder.
(
Carlo og
Mazoliero med
Cinthio ud.
Carrara og
Fætterne gaae til Venstre).
|
| d.II,b.5,s.233 |
FJERDE SCENE
(
Giulio og
Cornelia komme ind i Hallen fra Festværelserne. Siden
Carrara
og
Dame Carrara).
Giulio.
Jeg har mig altid tænkt, at Saligheden
var tankefuld. Dens Engle ere Tanker.
Det maa ei smerte dig, Cornelia.
Cornelia.
Kun tænk ei meer paa ham.
Giulio.
Men hvo kan rykke
sit hele Liv medeet af Mindet ud?
og deri var der ingen Dag af Hans,
som ei meer inderlig var medindflettet
end ene Vedbendranke i den anden.
Cornelia.
Dog gulner en, løsreven fra sin Rod.
Giulio.
Jeg gjerne boede
med ham i skythisk Telt paa iset Slette,
Italiens Sol med matte Stjerner bytted.
I vore Øjnes Fryd de vilde speiles
og suge Glands af dem.
Cornelia.
Giv mig hans Minde
i Brudegave, Elskte, og jeg vilde
i denne Demantring indtrylle det
og kysse den . .
Forsonende?
|
| d.II,b.5,s.234 |
Cornelia.
Javist!
(Afs.) Og kaste den i Brenta.
Jeg er salig:
Du har tilgivet ham. Nu du opfylder
som Gud min Himmel ene, og jeg glemmer,
at Fyrsten for dens Engle er forsvunden.
Han faldt.
(
Carrara og
Dame Carrara komme).
Carrara.
Kom ind!
Dame Carrara.
Man venter Jer i Dandsen.
Giulio.
Nu kan jeg dandse. Kom, min hulde Brud!
(Raab udenfor).
Men hvilke Skrig!
Carrara.
Det Folket er, som jubler.
Giulio.
Det synes mig . . .
Carrara.
Lidt Vildhed er iblandt.
Dame Carrara.
Ja jeg skal sige Jer, det er . . .
|
| d.II,b.5,s.235 |
Carrara
(trækker hende tilside).
Ti stille!
Han vil ei taale, at hans Ven saa haanfuldt
af Byen drives. Carlo har for hidsig
til Priis ham givet for den vilde Sværm.
(Til
Giulio)
Se ikke ud! Blot Pøblen jager bort
en Betler udigjennem Byens Port.
Giulio.
Jeg seer en sønderreven Skulder rage
af Sværmen frem, der bærer høit paa Stænger
hans Kappes Pjalter. Stakkel! Han har Ære.
Han holder Hænderne for Ansigtet.
Den Scene smerter mig.
(Til en Tjener, som gaaer igjennem)
Iil! Kjøb for Dette
den Stakkel fri dernede, og ham selv
du trykke denne Scudo i hans Haand.
Tjeneren.
Det vil hans Smerte læge, naar jeg siger,
at Gaven fra den høie Brudgom kom.
(Gaaer. De Andre ind, under Musik fra Værelserne til Venstre).
FEMTE SCENE
(Venedig. Zanis Hal.
Cenzia i Sørgedragt).
Cenzia.
Man siger Hyttens Eensomhed er sød;
Jeg veed, jeg veed, Palladsets er det ikke.
Maaskee, da eensomt hen mit Liv skal rinde
af Tvang og ei af Valg, er Klostrets bedre.
Det Valg jeg har dog; og er der et andet?
Min Fader død, min Broder snart indpiint
i Statsmaskineriet som de Andre,
|
| d.II,b.5,s.236 |
som de, et Hjul, der gaaer kun for sig selv
og, egoistiskt døvt, sig selv kun hører;
og Cinthio, og Cinthio, Idealet,
meer død for mig end begge disse To,
hvis Munken . . . ja, hvi skal jeg ham ei troe?
(Tager et Brev frem af Barmen).
"Cornelia Carrara?" O afskyeligt,
at jeg kan hade Den, som han kan elske!
Og taabeligt, at jeg kan undres over,
at Den han elsker, han forlængst beundred
og tit lovpriste som et Undersyn
fra den Tid han i Padua studerte,
den Tid, der gled, men ikke kunde glemmes!
Og meer end taabeligt og afskyværd,
ei at begribe, hvi han stødte just
paa hende først -- har Padua flere Undre? --
og hvi hun elskte ham -- min egen Synd jo? --
og at jeg angrer næsten -- nei ved Himlen! --
at jeg befried ham og ei betinged
mig Verden for ham, Padua undtagen.
Saa vil jeg rykke hvertet Nag af Hjertet
og jage Haab og Minder af mit Sind.
(Plukker Brevet langsomt isønder og kaster Stykkerne ud over Altanen).
Ak! nu igjen min Plager! min Formynder
og Beiler under denne Maske! Og
han veed ei, hans Nærværelse nedriver
alt hvad min Smerte over Cinthios Tab
opbygger i hans Fravær til hans Fordeel.
Skjøndt denne Slange . . . Oh!
SJETTE SCENE
(
Cenzia.
Sekretæren).
Sekretæren.
Signora, tag
nu Afsked med den hadede Formynder,
thi Eders Broder kommer end idag;
og tillad mig som Beiler mere yndet
|
| d.II,b.5,s.237 |
at nærme mig, thi Han, I veed nok selv,
vil ikke komme, aldrig vil hans Fod
Venedigs Bund betræde.
Cenzia.
Den Uskyldige!
Sekretæren.
Saa finde ei de Timænd.
Cenzia.
Var min Broder
meer skyldfri da end Han?
Sekretæren.
Men Statens Fædre
har villet eders Faders Minde hædre,
og slet de sørged' kun for Staten, om
de Zanis Slægts Repræsentant forstødte,
en Slægt imellem dem, der skal regjere
havherskende Venedig.
Cenzia.
Halvblindt Øje
maa see, at disse stolte Adelsslægter
regjere ei Venedig, men regjeres
af disse Ti, hvem Een igjen regjerer.
Og denne Ene . . .
Sekretæren.
Nu! Var Denne mig,
skjøndt jeg kun fører Pennen for Dieci,
saa deel med mig Venedigs Herredømme!
Dog gid I var fornøjd' med dette her!
(Peger paa Hjertet).
I det Venedig hersker I alene.
Er der et underjordiskt et endnu?
|
| d.II,b.5,s.238 |
Sekretæren.
Der brydes ingen Eeder. Har jeg ikke
holdt Løftet om at frelse min Medbeiler?
I kræved meer ei da. Da Alt I loved;
thi mindste Skin af Haab var da mig Alt.
Og siden eders Faders Død har jeg,
som eders, af Dieci kaarne, Værge,
med Tvang forbudt mit Hjerte Beilerord
til nu, da eders Broder . . .
Cenzia.
Han bestemme!
Sekretæren.
Et Smiil I gav mig for at frelse Cinthio,
og siden intet. Nu, saa vant til lidt,
jeg holder eders Ord for nok et Skridt.
Cenzia
(seende ud fra Altandøren).
Man lander. Ve dig, Cinthio er ei med.
Sekretæren.
Nei, Ve ham, om han var!
Cenzia.
Med ham opdragen,
jeg ængstes for ham i den vide Verden.
Men bar du ham, Kanal, det vilde være
som om din Bølge strømmed i min Puls.
Sekretæren.
For ham jeg sørge skal.
Cenzia.
Tak, min Formynder!
Sekretæren.
Nu meer ei; men som Beiler en Begynder.
|
| d.II,b.5,s.239 |
SYVENDE SCENE
(De
Forrige.
Giulio fører
Cornelia ind.
Carlo Carrara).
Cenzia
(om Broderens Hals).
O Giulio, har du Cinthio forladt?
Giulio
(præsenterende
Cornelia).
Min Brud, min Viv!
Cenzia
(omfavnende
Cornelia).
Din Viv? O da min Søster!
Men svar mig, har du Cinthio forladt?
Cornelia Carrara!
Cenzia
(tumlende tilbage).
Hvad! Carrara?
Cornelia? O var det kun den Rette!
Hvor Rygtet kan forvexle!
Cornelia.
Søde Søster,
er jeg dig meer ei kjær?
Cenzia.
O tusindfold!
Jeg kan ei tvivle; een Cornelia
besidder kun en saadan Skjønhed. Den
har mærket dig, om Tyve hedte saa.
Og hedte Tusind i Venedig Cenzia,
kun denne Cenzia vilde Verden kjende.
|
| d.II,b.5,s.240 |
Cornelia.
Min Mund dig kalder Cenzia; mit Hjerte
af Kjærlighed til Giulio, Giulietta.
Cenzia.
Ah! Nu forstaaer jeg: Een af hine Tyve,
Een kun af To, om Flere ikke gives,
var Cinthios Cornelia?
(
Giulio og
Cornelia iagttage en mørk Taushed).
Saa tause?
O Giulio, Cinthio var din Fosterbroder,
og Intet veed du om ham?
Cinthio lever.
Cenzia.
Hvorledes? hvor?
(
Giulio tier).
Din Taushed . . .
Giulio.
Den er Tanken
paa Cinthio . . .
Cenzia.
Og hans Cornelia
er ogsaa Paduanerinde?
Cornelia.
Var det;
nu Venetianerinde.
Herifra!
Jeg bliver ellers troløs, Padua,
min hidtil ene Elskte!
|
| d.II,b.5,s.241 |
Giulio
(førende
Cornelia til Altandøren).
Ja, min Viv,
se her dit Fædreland af Alabaster!
Med det for Øje og med dig i Favn
jeg ejer begge: Padua og Venedig.
Han lever; men hvorledes var det Andet?
Jeg troer, at han er fri, at Rygtet har
forvexlet dem. Det er ei første Gang.
(Vil gaae).
Sekretæren.
Han lever. Kanskee; thi man veed ei hvor.
Har I for mig da ei et Blik, et Ord?
Jo dette Blik, og dette Ord: "Farvel!"
Sig Tingen har forandret, ei min Sjel!
(Gaaer).
Sekretæren.
Det Blik, det Blik -- ha Cenzia, jeg til
en Dolk for Cinthios Hjerte hærde vil.
Carlo Carrara
(tagende ham under Armen).
Jeg fatter Vreden, som dit Sind opheder.
Viis mig Rialto: Jeg har Trøst for Eder.
(Afs.) Gid blot saasandt I begge To forgik!
Da begge Eders Haab i Arv jeg fik.
(Gaae).
OTTENDE SCENE
(Landevej i en øde, eensformig Egn.
Cinthio i en Betlers Udvortes. Seer medtagen ud.
Siden
Mazoliero).
Cinthio
(betragtende en Mynt).
Den sendte Giulio, min Fosterbroder,
paa Bryllupsdagen med min egen Brud.
Derfor har ingen Hunger den aftvungen.
|
| d.II,b.5,s.242 |
Jeg betled før; jeg betled, ja jeg betled,
nigange stødt tilbage, jagt fra Porte
af Bondehunde, for den ene Gang
jeg fik det Brød, som Hunden havde levnet.
Med Røvere, med Stav mod Sværde kjæmped
jeg for min Skat, mit Minde om min Ven,
min Mynt, min Bibel, i hvis Skrivt jeg læser
om Alts Forfænglighed og mine Feil.
Den første er, at ei jeg kjendte Qvinden,
den anden, at jeg elskte saa min Ven,
den tredie, at jeg elsker ham endnu
saa høit, at ved min Død jeg ei har villet
hans Bryllupsfryd forstyrre, og den fjerde
og femte, sjette, syvende og flere
er Synderne jeg har mod ham begaaet,
hvergang jeg tænkte, at han veed min Skjæbne.
Han troer mig vist i lystige Verona,
Vicenza eller Florenz, søgende
Adspredelse i nye Amouretter
til Sagen jevnes hjemme ved hans Gjenkomst.
Gid han saa troede, skjøndt det kun er sandt
for saa vidt her er Veien til Verona.
Hvi did? Hvad skal jeg der? Hvi ikke did
saa som jeg følesløs og uden Vilje
mig lader drive af hiin mørke Skygge,
hiin Munk, som stedse følger mig i Afstand?
(Seer tilbage).
Ja se! Jeg vidste det. Han altid spærrer
Tilbagevejen, gjennende mig frem.
Naar jeg om Morgenen staaer op bag Laden,
og ryster Halmen af min revne Kappe,
da springer han i Skovens Udkant, som
af yderst Træbul frem; er der ei Skov,
da kommer han fra Jorden -- nok han er der.
Og kaster jeg mig ned om Aftnen, er
han vel i Skyggen svunden; men han er der.
Jeg vil ei taale det; var han en Aand
af Helveds Værste, tvertigjennem ham
|
| d.II,b.5,s.243 |
jeg gik dog til Venedig for at døe --
først for at see, om Giulio kjender mig,
saa for at dø.
(Vender raskt om.
Mazoliero træder frem som Vandremunk fra Baggrunden).
Mazoliero.
Hvorhen?
Cinthio.
Hvorhen jeg vil.
Mazoliero.
Hist seer I Taarnene alt af Verona.
Gonzaga ligger der; han Folk behøver.
Der er din Nød forbi, min Søn, og -- hvorfor
ei sige det -- ? din Straf. Carraras Hevn
ei naaer dig i hans Leir.
Cinthio.
Jeg søger den.
Jeg vil ei længer slæbe om mit Liv.
Dog Selv ei spilde det, ei det forsvare.
Afvejen! Derfor vil jeg til Venedig.
Hjemad! Jeg hviler da meest naar jeg gaaer.
Hvert Fodslag er et glad Farvel til Verden,
en Forudhilsen til det elskte Hjem.
Mazoliero.
Der venter Død og Grav.
Cinthio.
Jeg søger dem.
Mazoliero.
Jeg vover Livet selv for dig at følge.
Carraras Eed og Vrede end er til.
Før Cenzia seer ham, jeg dem vække vil.
(Gaaer efter ham).
|
| d.II,b.5,s.244 |
|
| BLA BAKOVER |