|
NATURHISTORIE
PATTEDYR
Hunden kommer, er den kaldet;
Katten lister sig da bort.
Gjeden er paa Knæet skaldet,
Bjørnens Hale ganske kort.
|
| d.I,b.2,s.325 |
Stolte Hest kan langt mig føre,
han kan trække Plog og Harv.
Mikkel Ræv med spidse Øre
er og blier en listig Skarv.
Ulven tuder fælt i Skoven,
følger rappe Hares Spor.
Musen lever godt paa Laaven.
Grævlingen i Bakken boer.
Gaupen lurer ifra Træet
paa den arme Finlaps Reen.
Koen tygger Drøv paa Qveet.
Røskat gnaver under Steen.
Lodne Jærv er altfor slugen.
Gjeden gnaver gjerne Bark.
Otren lister sig paa Bugen,
stjæler Fisk i Fiskepark.
Der er endnu mange Flere,
der er Flaggermuus og Vaand,
Bæveren, som kan undvære
til sit Huus Bygmesters Haand.
Alle gaae i egne Klæder,
har sin egen Karakteer,
egne Plager, egne Glæder.
Gud, vor Fader, deres er.
Alle maa hvad de fortære
skaffe sig ved egen Magt.
Gid til Menneskenes Ære
det om dem kan blive sagt!
|
| d.I,b.2,s.326 |
KATTEN
Forsigtig og slu er Kattepuus.
Vær ogsaa forsigtig med den!
Den leger grum med den fangne Muus,
den slipper og ta'er den igjen.
Meer grum end Katten den Dreng dog er,
som plager og gjør den ondt.
Den fik af Gud sin Karakteer
og sin anviste Dont.
FLUEN
Den lille Flue Gud har gjort.
Jeg kan den dræbe; men
i Guds Haand siger jeg og Den
netop jo lige stort?
Gud giver liden Flue Mad.
Han giver mig vel med.
Men volde stakkels Kræ Fortræd
gjør kun en ond Dreng glad.
SOMMERFUGLEN
Den prægtigklædte Sommerfugl
er fløjen fra Guds Haand.
Han gav den gyldne Ringe
og røde Purpurbaand.
|
| d.I,b.2,s.327 |
Han lærte den at flyve højt,
højere end jeg er.
Den har nok Fuglens Lyster,
men ei dens Duun og Fjer.
Og alle Verdens Mennesker
og alle Kongebud
ei gjøre kan en Sommerfugl.
Det kan alene Gud.
HUNDEN
Jeg aldrig Hunden meer vil slaae,
men klappe venligt den,
dens Hale til at loggre faae;
den bliver da min Ven.
Det Venskab ei foragtes bør;
thi han saa trofast er.
Han glemmer ei hvad godt jeg gjør,
hans Blik mit Hjerte seer.
Kom da, min kjære Kammerat!
Jeg dele vil mit Brød.
Min Haand skal tjene Dig til Fad,
min Ven i Liv og Død!
EDDERKOPPEN
Med otte Øine hvasse,
to vidt opspændte Klør,
mon Edderkoppen passe
sin Væv, det Silkeslør.
|
| d.I,b.2,s.328 |
De fine Traade spinder
den ud af eget Skjød.
Den arme Flue finder
deri sin bittre Død.
Saa er og mangen Snare
for Menneskene lagt.
Men Gud vil dem bevare,
som stole paa hans Magt.
HUGORMEN
Med ildrødt Øje, Tungen kløvet
Hugormen frem af Klippens Rift
sig sniger raslende i Løvet.
Vogt dig! Dens Tand er fuld af Gift.
Med Skjæl er hele Kroppen dækket,
saa blank og glat som Staal polert.
Et Baand, af sorte Spetter flekket,
gaaer ifra Hoved og til Stjert.
En Hugorm, er der sagt, sig klynged
engang om en Apostels Led.
Han rysted dette blot, og slynged,
selv uskadt, Ormen langt afsted.
FUGLENE
Ørnen er Fuglekonge;
den staaer i rædsomt Ry.
Blod smager bedst dens Tunge.
Den svæver over Sky.
|
| d.I,b.2,s.329 |
Papegøien er en Sladdrer
om Alt, han veed ei hvad.
I Dammen Anden snaddrer;
den vrager ingen Mad.
Den sorte Krage stjæler
i Furen spildte Ært;
men vanskeligt man tæller
de Mark den har fortært.
I Luften Lærken synger,
Bogfinken i et Træ.
Paa Vandet Svanen gynger
sin Barm saa hvid som Snee.
Hanen Ladhans vækker
med Røst som en Trompet,
mens Moders Høne klækker
et Æg, hver Morgen et.
Hvormange Snees forresten
ei lige til er sagt.
Man kunde sige næsten,
at Penge den har lagt.
Paa Taget hærmer Stæren;
han hærmer hvad han vil.
Sin Hytte bygger Skjæren
af Pinder i en Piil.
Men Skovens Syngemester
er Taletrosten dog.
Han i sit lille Hoved
vel har en Nodebog?
|
| d.I,b.2,s.330 |
De synge alle Fugle;
men hver paa egen Viis.
Selv gamle Kirkeugle
vil qvæde Herrens Priis.
DOMPAPEN
Se, som en Rose sidder
i Rognens højeste Qvist
rødbrystet liden Dompaphan
ved Siden af Hunnen graa.
Hvor prægtig er dens Vinge!
Med den den flyver saa højt.
Den spiser sure Rognebær,
men takker dog Gud derfor.
Af Mos og tørre Qviste
sit Rede bygger den tæt.
Den klækker der sin Yngel ud,
og synger til Gud sin Tak.
Den gier en dygtig Lexe
til de uartige Børn,
som sove og som spise, men
dog takke ei Gud derfor.
Den lille Skolemester
i Rognen har mig lært,
at takke Gud derovenfor
for Rede og Mad og Liv.
|
| BLA BAKOVER |