|
POLITISKE OG ANDRE FABLER
TAARNVINDUET
I Taarnets Dyb, hvor Skimlen groer
saa grøn som Troppens Digterflor
(skjøndt neppe nok
den nærer slig en Utøjsflok,)
en Dag blev Liv og Fryd og Sladder
imellem Tusindbeen og Padder.
Fiirfislen fik som Ild i Enden,
og opad Væggen blev en Renden;
Tykbugede Korsedderkop,
-- endskjøndt sit Huld dog lidt trangbrystig --
blev, trods sit skumle Lune, lystig,
og Væven dirred af dens Hop.
Alt kom deraf, at liden Lop,
som ind og udad kunde liste
sig af en Sprække, som han vidste,
|
| d.I,b.2,s.138 |
saa tidt om Morgenen man Bladet
af Efeven derudenfor
fandt langtfra reent af Duggen badet,
nei, slimet til af Froskens Spor . .
. . alt kom deraf, at engang den
med saadant Bud krøb ind igjen:
"Fryd eder Kryb!
Nu bli'er først hyggeligt vort Dyb!
Vinduet hist, hvorfra saa tidt
skarpøjet Dag med Frækhed blikked
og al vor stille Iid bekikked,
skal mures til med Steen og Kit!
skal mures til med Steen og Kit!"
"Skal mures til med Steen og Kit!"
Hvad Under vel om Frosk og Sleve
gjentog de Ord, om noget tidt,
og lagde til, Enhver paa Sit
(som visse Folk, da Budskab lød
om gamle "Borgers" sikkre Død):
nu blier det Moro først at leve!
"Men hvad -- saa gammel Padde sukked
der mangled ikke paa Forstanden --
om Vindvet man paa een Kant lukked
kun forat aabne det paa anden?"
SÆLG IKKE HUDEN FOR BJØRNEN ER SKUDT
To Bønder var, som vore egne,
(trods al den Snak i Embedstonen
om Rigdom siden Unionen)
engang for Penge stygt forlegne.
|
| d.I,b.2,s.139 |
Men Kløgt kan boe i Bustehoved.
De kjækt en Feldbereder loved
at skaffe ham en Bjørnehud
blot han betalte dem forud.
Den Feldbereder var kontant,
og Morgnen dem i Skoven fandt;
thi først -- det var en Feil, en liden --
den Bamse skulde skydes i den.
Men "Pyt;" -- sa'e Peer til Paul -- "hvad gjælder,
at om en Time jeg den fælder?"
Og Paul gjensvarte: "Pakketæller!"
Saa stode de en Stund paa Luur,
Da hørte de med et en Dur
somom Kaross paa Stene kjørte,
som om en Tømmervælte gled.
Det Bjørnen var, og den var vred.
Saa langt fra de dens Brummen hørte,
de øjned og dens Tandgeled,
saa vidt og langt, mens Øjets Lynen
var endnu mere rød end Trynen.
Da noget Vist sig i dem rørte,
som Mangen før til Flugt bortførte,
der baade bar Gevær og Bart,
og den som diger var og svart.
Men rappe Been
kun frelste Een.
Den Anden Bjørnen fik i Kraven,
og saa han maatte Led for Led
spadsere ned
i Maven.
Den anden Jæger Haser smører.
Den Graad, som randt ustandseligt,
i Fartens Trækvind halvvejs tørrer,
saa han var grimet Æsel liig,
da Hoved indad Dør han stak
hos Feldberede'ren, i hvem det qvak.
|
| d.I,b.2,s.140 |
"Her er" -- saa skreg han, og da runde
de Taarer frit saa nogenlunde --
"her er den Andeel, som jeg fik.
Thi daarligt det med Jagten gik.
Jeg kan ei jer levere Huden.
Min Kammerat er den foruden."
Saa hastig er ei Hvirvelvinden
som snydte Feldbereder blev.
Han fandt ei Ord; paa Jægrens Skanker
et kort Farvel i Spark han skrev
-- et kort Farvel af slige Tanker:
hvi solgte du, din dumme Gut,
den Hud forinden
den Bjørn var skudt?
Betragtning.
Saa solgtes Norge med Hud og Haar.
Dog endnu fri den Bamse gaar.
Den lever paa sin Myr af sit;
ei rart, men altid dog saavidt,
at Marven ud af Den den kryster,
som Huden lyster.
DEN STORE
Et Barn stod paa et Bord, og tykte om sig der,
og sagde: "Jeg er stor!" Da kom fra En det Svar:
"Stig ned! lad see hvor stor du er."
Men, spørge vi, hvem mon det Barn vel var?
Svar du engang,
som fra din Højd af Rigdom og af Rang
nedskuer saa fornemt
paa Dyden og Talentet, som blev glemt!
|
| d.I,b.2,s.141 |
LØVESVANDSEN OG MYREN
Paa Marken slæbende en Dag
en Løvesvands omkuld slog liden Myre.
Og Myrens Karakteer har dette Drag,
at aldrig den retfærdig Harm kan styre.
Den raaber: "mind den Regel, Svands!
træd ei for nære den, som dig ei gaaer for nære,
og at, endskjøndt du Navn og Glands
af mægtig Løvekrop faaer bære,
er i dig selv du bare Svands."
"Lad mig bli'e svungen!" Svandsen sagde
til Løven; Løven rørte den,
og flux den ned den djerve Myre lagde.
Af den ei fandtes Støv igjen.
Moral.
Hvem maa ei Myrens Skjæbne skræmme
ifra at være Selv, at have Karakteer.
Lidt Ære kanskee deri er,
men dog det gavner meget meer
at være Svands paa de Fornemme.
|
| BLA BAKOVER |